Efter Emmie var på besøg og så billeder af Ronan og var med på kirkegården er hun blevet mere modig med de der sms'er - hun spørger af og til ind til hvordan det går og skriver i det hele taget lidt oftere. Pea, min anden veninde, har til jeg til gengæld stadig intet hørt fra. Mig og Emmie, der var til fest hos hende i går, snakkede om det der med at glide fra hinanden og hvornår nok egentlig er nok - fortalte at jeg slet ikke har hørt fra Pea og så kunne Emmie fortælle at "det nævnte hun faktisk selv" og lidt efter "...men så travlt er der jo ingen der har"
Nej, vel? Så travlt er der fandeme ingen der har, at de i tre måneder ikke har haft tid til at skrive mere end "det gør mig ondt" til en veninde der har mistet et barn.
Jeg er bare meget i tvivl om jeg selv skal tage konfrontationen eller om jeg skal vente til hun (måske) selv kontakter mig. For på den ene side gider jeg ikke rigtigt bruge krudt på det, men på den anden side vil jeg også godt have det ud af verden. Der er jo heller ingen grund til at hun om tre måneder mere kommer i tanke om at hun gerne vil sige noget dybfølt og så bruger en masse energi på noget jeg hverken kan eller vil bruge til noget - og det virker også lidt vigtigt at få sagt at ligemeget hvad, så er der noget der ret definitivt er gået i stykker.
Jeg havde en rigtig god ven. Jeg så ham sidste gang ved Cirkelines bisættelse. Siden da var det mig, der måtte række ud efter ham. Det blev jeg træt af. Vi så først hinanden igen, da jeg ventede Harald. Tiden var gået og vi havde ikke mere at tale om og lige meget hvordan jeg end vendte og drejede det, så følte jeg mig svigtet af ham.
SvarSletDet er svært at råde andre. Du må lytte til dug selv. Jeg valgte ikke at bruge energien på det, mistede et par stykker, men fik andre u stedet.
Måske tænker din veninde også at det er længe siden hun har hørt fra dig? Men efterhånden som tiden går, bliver det nok sværere og sværere at tage kontakten igen. Jeg tror jeg ville give det en sidste chance og tage kontakt til hende, og hvis det ikke gav noget, så lade hende gå.
SvarSletDu har vist rigeligt med følelser at kæmpe med til også at bruge en masse krudt på et venskab, du føler har svigtet dig.
Lene: Jeg ved ikke hvad hun tænker. Men altså, der er ikke noget at give en chance - det handler udelukkende om hvorvidt jeg skal lade det være usagt eller om jeg skal skrive og sætte et definitivt punktum.
SvarSletOh, på den facon. Ja, det er vel individuelt hvad man har det bedst med. Jeg personligt tror jeg ville gå og blive mere og mere ked/irriteret over den manglende kontakt fra hendes side af, hvis jeg lod være med at sige noget. Hvorimod hvis jeg sagde noget, så vidste jeg at det var afsluttet.
SvarSletLene: Ja, er vist også det jeg er kommet frem til - for jeg går jo stadig og håber at hun på et eller andet tidspunkt siger noget af sig selv
SvarSlet