fredag den 29. juni 2012

Gode ord (18+3)

Jeg mindes at da jeg ventede Ronan skrev jeg en masse indlæg om graviditet og scanninger og tanker om fremtiden og al den slags gejl. Nu er vi lige om lidt halvvejs i den her graviditet, og jeg kan ikke rigtigt finde på noget at skrive. Ud over "Det går godt, send flere penge" (Og bare glem det med pengene, for min mor har lige givet os nogen)

Min psykiater nævnte det faktisk i går. At jeg er virkelig god til at sætte ord på og nuancere de dårlige ting, men ikke har ret mange ord til de gode. Det er ikke sådan at jeg ikke føler de gode ting ligeså stærkt eller ligeså nuanceret. Jeg har bare ikke rigtigt ordene, og det er mig egentlig ret fremmed at skulle udpensle de gode ting. For hvorfor skulle det være nødvendigt? Konstateringen "der er ikke noget galt - graviditeten går godt" siger jo det hele. I min verden er det kæmpestort at der er noget der bare virker som det skal, og som jeg ikke skal bekymre mig om. Grænsen jeg har stræbt efter de sidste 15 år (mindst) hedder "det er ikke dårligt" Og det var måske på tide at udforske den anden side af den grænse lidt nærmere.

Det er ikke meningen det skal udvikle sig til en taknemmelighedsdagbog - for jeg har slet ikke svært ved at finde x antal ting jeg er taknemmelig for hver dag. Men jeg har rigtig svært ved at beskrive de gode følelser, og jeg ville egentlig gerne blive bedre til at udforske dem lidt nærmere, i stedet for bare at læne mig tilbage og fokusere på at det ikke er skidt.

Så, kedeligt for jer læsere, sandsynligvis godt for mig: Gode (forhåbentlig) ord om gode ting.

Babyen er begyndt at møffe rundt - det er vel et par uger siden de første små bløps begyndte og nu er der næsten garanti for den begynder at bøvle når jeg skal til at sove. Ok, jeg ligger også sådan halvt på siden/halvt på maven og sover, men alligevel. Den har da så meget plads derinde endnu at den vel ikke behøver møffe over i det hjørne hvor den ikke kan være. Men måske den bare godt kan lide at ligge klemt og mast mod sin mors maveskind? Jeg kan i hvert fald godt lide at ligge og mase lidt, selvom det holder mig vågen.

Det her indlæg ovre hos AB. Det er nemlig mig som skal have kjolen - og det er vel altid rart at blive beskrevet som "ærlig, humoristisk og åbenhjertig". Den passer perfekt ind i min garderobe. Når den ankommer skal jeg nok billeddokumentere hvorfor. Uh, det kunne være fint hvis den nåede at komme inden vi skal til København (Men det er også fint hvis den først kommer efter, så ingen stress, AB)

Ordveksling nede i Føtex:
Mig: Uh, se, de har gennemsigtige røde trusser til en tier!
Manden: Eller dem her! (små bitte med sorte blonder, red.)
Mig: ...
Manden: Er de overhovedet til at gå i?
Mig: Nej. Men det var vel heller ikke det de skulle bruges til
Manden: Du må gerne få de røde, hvis det er
Mig: Du må vælge - de er jo mest til dig
(Needless to say, det blev de sorte. Som jeg i øvrigt fandt ud af også har fine små prikker på)

Jeg kan utrolig godt lide at den her graviditet bare er helt normal og gennemsnitlig. Det er en helt underligt ikke at skulle andet end bare at hygge og glæde os, men også virkelig befriende. Så hej, rare, ubekymrede andet trimester. Du er hjertelig velkommen.

tirsdag den 26. juni 2012

Ferie... lige om lidt

Når Manden kommer hjem i morgen tidlig har han ferie, helt indtil 1. august. Og jeg glæder mig som et lille barn - også selvom han er ude og lege frivillig for Røde Kors en uge midt i det hele.

Jeg kan ikke helt samle mig om de ting jeg burde få lavet i dag (opkald til SU-kontoret og en mail til faglig vejleder), men sidder i stedet og kigger på byens sommeraktiviteter, hjemis-pakker, vejret i hovedstaden i slutningen af næste uge og togrejser til Flensborg. Ja, Flensborg. Dsb ville gerne give en gratis Orange Sviptur fordi vi meldte os til deres +more-dims, og åbenbart ligger en lille del af dsb's landsdel Fyn-Sydjylland placeret på den anden side af grænsen, så vi kan få en lørdags-tur til Tyskland for den nette sum af 0kr. Hvilket jeg ikke ser nogen grund til at klage over (og det var da heller ikke fordi en lørsdagstur til Tyskland til 139kr pr. person var megadyrt)

Vi har ikke planlagt det helt store på feriefronten, ud over en forlænget weekend i København med mine forældre og nogle endagsture hist og pist. Mest har vi vist bare brug for tid sammen, til at slappe af og glæde os til babyen - og tid til at få snakket godt sammen om den der store fremtid. Selvom det slet ikke har været så svært som ventet at komme forbi Ronan's fødselsdag, og selve dagen var så god som vi kunne ønske os, så har det alligevel tæret en del kræfter og sat en masse ting i perspektiv (endnu engang) Nu har vi fået styr på lejligheden - så mangler vi bare resten.

-----------

I mellemtiden har jeg i øvrigt fået ringet til SU-kontoret, og det viser sig - surprise - at min ansøgning "ligger til behandling i Styrelsen" og at "det plejer at tage 5-6 måneder" (ja, det ved jeg, det er fem måneder siden jeg afleverede den, det er derfor jeg ringer), men at de jo "ikke kan garantere noget". Altså sædvanlig ekspresfart og klar tale fra SU. Det er jo heller ikke fordi det har nogen betydning for min økonomi, videre uddannelsesforløb og fremtidige arbejdsliv om jeg får det tillæg.

lørdag den 23. juni 2012

To the train!

Om ti minutter er jeg afsted til Det Mørke Jylland, til noget Skt. Hans og noget lillesøster der lige er blevet færdig med folkeskolen. Er lidt spændt på hvordan det kommer til at forløbe, eftersom Spanien-Frankrig skal spille i aften, og Fodbold Mor derfor godt kunne komme frem. Må indvi hende i DR NU's fortræffeligheder - og nu har hun endda en iPad hun kunne have med op i haven (seriøst, hvad sker der for det arbejde? En iPad? Den er spildt på min mor - men til gengæld bliver min søsters tegninger i DrawSomething rimelig najs nu)

Nå, men jeg var den der var smuttet. Kan I have en god Skt. Hans alle sammen. Og Julie, hav en god fødselsdag :)

fredag den 22. juni 2012

På japansk











Tak til den skønne Alice, som kender min sliksmag (underlig og klam) og har sendt mig slik, købt helt ovre i Japan

torsdag den 21. juni 2012

Giveaway - Bog: "The 5 Love Languages"

For efterhånden pinligt længe siden modtog jeg en mail fra Mrs. B. om at hun havde sendt (endnu) en bog, og beskeden

"If you have already read it, please pass it on (unless you really don't like it!) to somebody else"

Det drejer sig om bogen "The 5 Love Languages" og selvom jeg ikke har læst den, så har jeg været nok i berøring med konceptet til at sige "I really don't like it" - men det skal ikke forhindre mig i at sende den videre! Nu må I endelig ikke tro jeg forsøger at prakke jer noget virkelig dårligt skod-crap på, for jeg har faktisk set, læst og hørt om andre der har været svært begejstrede for bogen. Det er bare mig der er for glad for dataanalyse til at synes det er meningsfyldt at stille "Sweet notes from my husband make me feel good" og "I love my husband’s hugs" op overfor hinanden som alternative svarmuligheder (på et spørgsmål der kun består af beskrivelsen "question 1")

Nå, men efter den salgstale må I jo alle sammen være vilde efter at vinde den. Den kan i hvert fald blive din, hvis du smider en kommentar (eller en mail hvis du vil være anonym) - jeg trækker lod...bum bum... skal vi sige 3. juli? Så er der god tid.


Bogen er på engelsk og interesserede kan læse mere på 5 Love Languages-hjemmesiden

onsdag den 20. juni 2012

Om noget helt andet

Der var lagt op til indlæg om fødselsdagen i lørdags, tudedag i mandags, hyldeblomster, junkfood, giveaway, en mærkelig drøm om Es og noget med en form jeg gerne ville i inden fødslen. Men pludselig kom det til at handle om noget helt andet.

Ex'en er blevet far. Sådan i søndags og uden jeg overhovedet anede de ventede sig. Meget underlig følelse. Lidt trist. Ikke over at de har fået et barn selvfølgelig - det betyder jo han er lykkelig med sin "nye" kæreste, og at han sammen med hende har fundet det der ubestemmelige stykke et-eller-andet, som jeg ikke havde til ham. Men trist over at jeg ikke vidste det, at han ikke har fortalt det, at man efter syv år sammen bare pludselig ikke er en del af hinandens liv. Trist over at han "overhaler indenom" - jeg skulle have haft min baby med hjem først.

Det føles lidt tomt indeni, for han skulle jo have været far til mine børn. Der er en lille, fem år yngre del af mig der slet ikke kan få det til at give mening at han står der på billedet med en baby på armen, som han har fået sammen med en anden. Uden at jeg overhovedet blev spurgt. Selvfølgelig er det helt absurd at tænke sådan, for der er en grund til vi gik fra hinanden, og en grund til at det er Manden og ikke ham jeg blev gift med. Men for fanden, hvor er det underligt. Især fordi jeg stadig er overbevist om vi var blevet virkelig gode forældre sammen. Vi var bare ikke ret gode til at være kærester, sådan i længden.

Måske skyldes det der stik i hjertet allermest at jeg faktisk er ked af han ikke er en del af mit liv længere. Jeg ville gerne se og beundre hans baby, og jeg ville gerne se hans nye liv, hvor han er lykkelig, sådan for alvor. Jeg ville egentlig stadig gerne være hans ven.

lørdag den 16. juni 2012

Det første år

Boller, gæster, kakao, scones, blomster, gaver, lagkage, kirkegård, lys, flag, kort

Er træt nu. Meget, meget træt.


Tillykke, lille skat

fredag den 15. juni 2012

Mount (rent) vasketøj


Det værste er at da billedet blev taget manglede der stadig fire maskinfulde.

Nu mangler der kun en enkelt kogevask, som bliver sat over i morgen tidlig, så de sidste rengøringsklude kan komme med. Det meste af Mount Vasketøj er også langt sammen (og på plads), så jeg begyder så småt at tro på vi bliver færdige inden gæsterne kommer i morgen. Ellers må min mor bare blive sat i arbejde.

onsdag den 13. juni 2012

Dagene op til

I dag er det et år siden Ronan døde. Et år siden jeg gik i seng som normalt, efter en rigtig lortedag (som Manden dog formåede at gøre mindre slem), og lå og læste og prikkede til baby som normalt. Den dag sparkede han bare ikke tilbage som normalt. Der var helt stille derinde, og pludselig kunne jeg faktisk ikke huske hvornår jeg sidst havde mærket liv. Jeg var så bange, som jeg lå der med tårerne trillende ned ad kinderne og hviskede "Please, lille baby, du må ikke være død"

Dagene er ikke så slemme som jeg havde frygtet. I mandags gik vi om på kirkegården klokken halv et, fordi jeg var ked og ikke kunne finde ro med eksamener og uni-bureaukrati hængende over hovedet oveni det hele. Og bagefter sad vi oppe og drak varm kakao og snakkede om alt muligt andet. Fandt roen og traf beslutninger, der ikke giver praktisk eller fornuftig mening, men som føles rigtige. Jeg skal ikke til eksamen, og jeg skal ikke kæmpe med regler og papirer med mindre det er strengt nødvendigt. Så hellere bruge et eksamensforsøg "unødigt", for det vi har brug for at ro og fred og tid sammen. Med hinanden, og med Ronan.

Så jeg "pjækker" fra eksamen og psykiater, og vi bruger i stedet dagene på at være sammen og planlægge fødselsdag. I dag har vi ryddet op (og ryddet op og ryddet op og ryddet op) og haft Kaye og Jyden forbi til aftensmad og noget fodbold på sofaen. Alt i alt en ret rar dag, hvor vi pludselig kan se lejligheden og vores hyggelige liv igen, efter det har ligget begravet under rod i rigtig, rigtig lang tid. Lejligheden er blevet så meget bedre indrettet, så det store rum nu er "gæstestue", med spisebord, den pæne reol og plads til en sofa - nåja, og Harry Potter-rum. Og det "lille" rum (som stadig er større end hele min gamle lejlighed, inkl. badeværelse) er nu kontor kombineret med den eksisterende fjernsynskrog. Ok, ok, jeg ved godt det er sygt kedelige detaljer, men jeg brugte hele dagen i mandags på at sætte bøger, spil og billeder i reoler så det blev pænt og indbydende. Det er vigtigt her er pænt og rigtigt til Ronans fødselsdag.

Om lidt, når Tyskland er færdig med at tæve Holland, vil vi gå ned på kirkegården og tænde lys. Lige om lidt er Ronans år slut, og han fortjener at få lov til at fylde den sidste tid helt ud.

EM for toårige

Inspireret af Julies indlæg om EM for fireårige, vil jeg gerne udvide konceptet med endnu en aldersgruppe: "EM for toårige"

Manden: "Hej, Prutfims! Skal du også se fodbold?"

Niecen: "Ja, kommer lige op i sofaen"

Manden: "Se, så sparker de til bolden - hov, så faldt han lige!"

Niecen: "Ja. Der er en frø!"

Manden: "En frø?"

Manden (inden niecen når at svare): "Eeeeiiih!!! Nu fik de andre lige mål. Hvad for en frø?"

Niecen: "Inde i fermsunet (fjersynet, red.)"

Manden: "Ok...?"

Niecen: "Den driller"

Manden: "Var det derfor det gik skidt for Danmark?"

Niecen: "Ja! Nu hoppede den ud igen"

Manden: "Hvor hoppede den hen?"

Niecen: "Der! Og på min hånd! Og på Murphy! Nu har Murphy spist den" (Murphy er vores kat, red.)

Manden: "Se, nu faldt de lige mens de skulle sparke til bolden..."

Niecen: "Det er min frø! Henter den lige"

Manden: "..."

mandag den 11. juni 2012

Giv nu lyd, already

I morgen er det tirsdag. "Skæringsdag", som scanningslægen kaldte det. Så i morgen er jeg 16+0, og det var der jeg mærkede Ronan første gang. Nye Baby har ikke givet lyd endnu, og helt ærligt, altså, jeg troede man skulle mærke liv tidligere anden gang. Den skal til at skynde sig hvis den skal nå det. Jow jow, jeg har da mærket lidt puslen, som måske kunne være en baby der legede "møf til mor", men ikke noget hvor jeg var sikker. Og det var jeg med Ronan, helt fra start. Ok, med Ronan havde jeg så også lige haft maveinfluenza, så han skulle ligesom ikke dele pladsen med halvtfordøjede frostpizzaer og flere liter vand. Men kom nuuuuuuuu, already Nye Baby. Du er jo sund og rask, så hvad skal jeg ellers gå op i? Kedelige Baby, egentlig. På den gode måde.

søndag den 10. juni 2012

5 ting jeg ikke havde troet om at have et dødt barn

  1. Hvor meget Ronan han stadig var selvom han var dødfødt. Jeg var så bange for at han skulle dø inde i maven, for så kunne vi jo ikke nå at møde ham. Men da han kom op på min mave og jeg holdt ham var jeg slet ikke i tvivl; han var hele min lille dreng, ikke kun en tom skal. Hans sjæl, i mangel af bedre ord, var der stadig.

  2. At det kan føles helt naturligt at have et dødt barn. Jeg troede det var sådan noget der altid ville "stikke ud" og føles helt forkert. Og jo, det føles da helt forkert at jeg ikke har min lille dreng hos mig, men ikke sådan på hverdags-basis. Til hverdag er det bare helt almindeligt at mig og Manden bor herhjemme, og Ronan bor omme på kirkegården. Sådan er vores familie bare.

  3. At det er ok han er begravet nede i jorden. Jeg frygtede virkelig hvordan det ville være at han skulle ligge nede under al den kolde, våde jord. Men det er slet ikke slemt. Når jeg tænker på "Ronan omme på kirkegården" så tænker jeg på min lille dreng, der er puttet trygt og godt med sit lille tæppe og bamsen. Det er rart.

  4. At jeg har mistet venner på grund af det - og at det faktisk er ok. Det kom helt bag på mig at Pea, en af mine bedste veninder gennem mange år, slet ikke lod høre fra sig efter den første "det er jeg ked af at høre"-sms. Men det kom om muligt endnu mere bag på mig hvor nemt og rigtigt det føltes at skrive og sige "pænt tak for alt, men jeg har ikke lyst til at lægge flere kræfter i det her venskab lige nu" Hvor udramatisk og indlysende det er ikke at kæmpe for de venskaber, som ikke kan rumme min søn.

  5. At Ronan bliver ældre. Min forestilling var at når man mistede et spædbarn, så ville det være et spædbarn for evigt. Rent fysisk vil han jo altid være "død i 30. graviditetsuge", men i vores familie er han ikke længere en lille baby. I starten var jeg i tvivl om jeg skulle sige han bliver en måned eller ville være blevet eller blev kun 0 dage, men nu tænker jeg ikke engang over det når jeg siger "Han bliver et år på lørdag" Han har betydet noget, på godt og ondt, i vores familie det sidste år. Han er blevet mere robust, forstået på den måde at vi ikke længere er så bange for at nævne ham, snakke om ham og føle ham. Han er bare ikke længere en lille, sart baby vi ikke rigtigt ved hvad vi skal stille op med. Og nu skal han jo også snart være storebror.

Jeg overvejede et punkt 6.: "Hvor meget jeg elsker ham" - men det tror jeg kommer bag på alle forældre, ikke kun dem der har mistet.

fredag den 8. juni 2012

Orv, det var sent, hva?

Jeg er ikke død eller noget. Overhovedet ikke. Jeg har bare været sådan lidt "ahmmen, jeg skriver i morgen"-agtig på det sidste og pludselig var der gået så lang tid at Julie skrev ovre på facebook og spurgte om jeg var ok. Det er jeg. Og Manden og baby er også ok. Og katten, selvom den stadig har tynd mave.

Nå, baby! Det er jo det I alle sammen gerne vil høre om (jo det er). Den har det fint. Vi kiggede til den i tirsdags og sygeplejersken scannede den på kryds og tværs, selvom det i virkeligheden er for tidligt at sige noget som helst. Men den har den størrelse den skal have, alting har den rigtige form, og den drikker vand og tisser og spasser rundt, så man skulle tro den aldrig havde lavet andet. Men det har den jo selvfølgelig heller ikke.

Ellers får vi tiden til at gå med at flytte om. Vi skulle alligevel have flyttet bordet ind i det store rum inden fødselsdag, og så kunne vi ligeså godt gøre hytten mere babyvenlig indrettet nu vi var i gang. I virkeligheden blev lejligheden bare bedre indrettet i det hele taget - det sidste halve år har det store (og lyse) rum primært fungeret som pulterkammer.

Highlights fra den sidste uge:

  • Fødselsdag hos mor og søster i Det Mørke Jylland (der var lagkage og flødekartofler)
  • Min mormor der pludselig siger til min bror "Er du ikke kommet dig noget? Du er blevet sådan lidt tyk om kæberne" (min mormor mente det som en god ting - hun synes altid min bror har været for tynd)
  • Manden, der hilser Niecen med åbne arme og et begejstret "Heeeeeeeeeeeej, Prutfims!" og bliver mødt med et meget bestemt "Gider ikk!" (?!)