I mine teenageår gik jeg meget op i Céline Dion. Altså, sådan virkelig meget. Jeg har pakket det meste af min samling ned, det står på loftet i en rød kuffert, og jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på det i dag. Måske fordi jeg er ved at rydde op i alt mit lort, og jeg tænkte på noget andet der står på loftet - et puslespil med 9000 brikker, jeg har måske nævnt det før, ligesom det nok heller ikke er første gang jeg har omtalt Céine Dion - som jeg måske nu har fået plads til at tage ned fra loftet igen. For helt ærligt, hvor meget er ting værd når de står på loftet, og burde man ikke bare smide det hele ud, når man alligevel ikke bruger det?
I min Céline Dion-samling er der et billede med en autograf. Der fulgte et "certificate of authenticity" med - jeg købte det på e-bay for ikke sådan vanvittigt mange dollars - og det kan jo ligeså godt være falsk som det kan være ægte, jeg ved det ikke, og jo ældre jeg bliver jo mere skeptisk bliver jeg, men i flere år var det min mest skattede ejendom. Måske jeg i virkeligheden kom til at tænke på det fordi jeg tænkte på Ronan, og det var en af de barndomsskatte jeg tilbød at bytte hvis bare jeg måtte få Ronan tilbage, eller også var det omvendt, at jeg kom til at tænke på Ronan, fordi jeg tænkte på kufferten og billedet.
Selvom den autograf på en eller anden måde var kronen i min samling, føltes det også altid lidt tomt. Lidt uægte, for ja, det var en autograf, noget som måske, sådan ægte, havde rørt ved hende, og der var derfor en forbindelse, men det var jo ikke mig der havde skaffet den autograf. Jeg havde ikke mødt hende, stået i kø et sted, eller stået og ventet ved en hemmelig sceneindgang. Jeg havde bare sendt en fem-dollar-seddel i posten og fået det der foto retur. Det var den dovne måde at gøre det på, eller rettere, ikke den dovne, men den bange måde, den måde hvor man ikke selv skulle sætte noget på spil eller sætte noget i værk, og det er jo noget af det jeg har fået øje på de sidste år, at jeg er skidegod til at holde mig selv tilbage og finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke skal gøre noget ved tingene.
Jeg bilder mig selv ind at jeg er sådan en der er kompromisløs i tingene, og fx så mener jeg jo at det er vigtigt at fortælle nogen når de har gjort en forskel for en, uanset om de er superstjerner, eller mediumstjerner eller i det hele taget bare nogen der ikke aner hvem du er og nok egentlig også er ligeglade. Jeg bilder mig selv ind at jeg er sådan en der fucking skriver og siger tak alligevel, selvom de er ligeglade, for det det handler om er hvad man sender ud i verden og ikke hvad man får retur, så man har ikke noget at tabe. Og på den måde har jeg startet virkelig mange takke-breve, eller måske ikke reelt startet på mange når det kommer til stykket, men i hvert fald tænkt på at starte på en del, og de bliver bare aldrig hverken helt eller halvt færdige og jo i hvert fald slet ikke sendt.
Undtagen et. Eller to, faktisk, men til den samme, så det tæller kun som et. Jeg skrev til Jean-Jacques Goldman, som har skrevet alt det musik som jeg lever af, eller har levet af, i hvert fald, og det var ikke ligemeget, og det gjorde en stor forskel i mit liv og min proces og det var jeg fandeme nødt til at sige. Jeg ved ikke hvor meget post "franskmændenes foretrukne personlighed" får, det er nok en del, men jeg skrev alligevel, og sendte en perleplade med, fordi jeg er kikset på den måde og det bør jeg virkelig stå ved, og så havde jeg gjort min del, sendt min taknemmelighed ud i verden, sådan helt fysisk, og det måtte være nok, også selvom det ville drukne i et hav af lignende breve.
Det gjorde det bare ikke. Druknede altså. Det flød, som en flaskepost, eller også var der slet ikke noget hav til at starte med, bare en gigantisk stak post som nogen i den anden ende ikke var ligeglad med. Som de - som han - faktisk var så lidt ligeglad med at han tog sig tid til at svare på dem alle sammen. Og ikke bare "tak for dit brev, her er et signeret foto"-tid, men ægte tid. Ægte, håndskreven, personlig tid. På den led har jeg nu to postkort, blank hvid karton med sort "Jean-Jacques GOLDMAN" printet i toppen, tæt beskrevet med en næsten ulæselig fransk sort kuglepen, underskrevet "JJG" og jeg døde en lille smule indeni både da jeg fik det første og det andet.
Jeg ved ikke hvad jeg vil sige med det her. Andet end at der er en grund til Céline Dion autografen ligger på loftet, og kortene fra Jean-Jacques ligger på mit skrivebord. Og at der måske reelt er en sammenhæng mellem hvad man sender ud i verden og hvad man får retur.