tirsdag den 29. september 2015

Hvori Gryntegrisen skal i børnehave lige om lidt

I morgen er det Gryntegrisens allersidste dag i vuggestuen.

Så er det helt og aldeles og fuldstændig færdigt og slut.

Det er en smule underligt, og lidt vemodigt, selvom vi ikke ligefrem har været begejstrede for vuggestuen. Hvilket jo så også er grunden til vi flytter hende til en ny institution i stedet for bare at lade hende fortsætte op i børnehavegruppen.

Dengang Grynte startede kunne vi vælge mellem dagpleje og privat vuggestue. Ingen af delene var ønskescenarier, og den gode mavefornemmelse indfandt sig aldrig. Bortset fra et par enkelte, korte perioder er det vores indtryk at Barnet har været glad for vuggestuen.

Det er bare os forældre der har været en anelse trætte af... ja, en hel del faktisk.

Jeg er slet, slet ikke enig i den pædagogiske linje - der bl.a. har indeholdt kønsopdeling af 1-årige, fjernsyn i spisesituationer og mange dage de ikke kommer (ret meget) ud. Faste pædagoger er forsvundet uden en lyd, inkl. Gryntes kontaktperson, og der har været evig personalerotation. Og så har vi et helt klart indtryk af at lederen slet, slet ikke har et realistisk syn på hverken institutionen eller egne lederegenskaber.

I sommerferien ringede jeg til pladsanviseren og spurgte om vi kunne skifte til en kommunal institution. Hun foreslog at vi bare kunne starte i børnehave et par måneder tidligere, så hun kun fik et enkelt skift, og selvfølgelig kunne det blive til en plads i førsteprioriteten. Som er førsteprioritet fordi det er Niecens børnehave og dét er noget Gryntegrisen forstår.

Da vi i sidste uge tog på besøg i Børnehaven stod Barnets kontaktpædagog, Gloria, klar ved lågen med et begejstret "Heeeej Grynte!!" og vi fik den helt store rundvisning, inkl. garderoben hvor både rum og velkomstbrev var klar. Indendørsarealerne er mildest talt ikke noget at råbe hurra for, men som Gloria sagde, så har de "overhovedet ikke brugt det siden maj!"

For de har nemlig den fedeste legeplads ever. Ever!

Der er trampoliner og bålplads(er) og vildnis og en skov og hytter og skure som man kan sidde og spise madpakke i når det regner. Overdækket terrasse med puder og bøger og tegneredskaber. Sandkasser, gynger, klatretræer, løbecykler og rester af en død måge de fandt nede på stranden.

En hylde med forældrekaffe, så det indbyder til man lige bliver hængende fem minutter ekstra i hente/bringe-situationen. Og en mms med et glad barn, hvis afleveringen var hård.

Mavefornemmelsen er 100% i orden. Det er en god institution, der er et rigtigt godt match for både Gryntegrisen og os. Og vi glæder os!

Og så alligevel er det lidt trist. For vi kommer til at savne Søde Nye Pædagog (som jo ikke er ny længere) og alt det, der er kendt og trygt for vores lille bitte barn. Som var så stor lige for lidt siden, men pludselig virker så lille og sårbar igen. Hun glæder sig, men hun er også både ked af det og usikker, og det river i mit hjerte at hun skal have følelser der er så store at hun ikke kan sætte ord på dem.

I virkeligheden slår mine ord heller ikke rigtigt til.

I stedet har jeg sat dej over til kanelboller, så vi kan sige farvel med manér i morgen.

Og så på mandag, så har jeg pludselig et børnehavebarn.

Et lillebitte kæmpestort børnehavebarn.





PS. Hvad har vi glemt at anskaffe som er essentielt for sådan nogle børnehavestørrelser? Hvad er faldgruberne? Hvordan undgår jeg at lyde som en idiot til forældremøder?

lørdag den 26. september 2015

Hvori jeg venter

Jeg hader at du får mig til at føle mig som en teenager igen.

Jeg hader det.

Jeg har ikke brug for usikkerheden og ventetiden og ord der er så nøje udvalgt at al oprigtighed forsvinder.

Damn it, jeg er voksen nu. Voksen, for helvede.

Dengang var jeg... nej, ikke et barn. Men heller ikke helt voksen, vel? I hvert fald ikke voksen nok til at have indset at alder og selvsikkerhed ikke altid følges ad. Jeg troede du havde styr på det, jeg troede du ville... jeg troede du vidste hvad du ville.

Og nu sidder jeg her igen. Og venter. Præcis som dengang. Bortset fra at alle følelserne og usikkerhederne ikke er mine. Ikke længere.

Jeg hader, at du får mig til at føle dem alligevel.

Jeg er voksen nu. Og jeg vil gerne have en voksen relation med dig, som andre almindelige voksne. Jeg vil gerne have en meningsfuld relation, og jeg er voksen nok til at ønske den bliver meningsfuld for os begge, og voksen nok til at vide at det du ønsker ikke nødvendigvis er det samme som det jeg ønsker.

Så jeg har gjort mit. Spillet bolden over til dig. Gjort det klart at jeg nu er et sted hvor vi kan genoptage bekendtskabet - venskabet - fra et punkt du er tryg ved.

Men nu sidder jeg alligevel her og venter. Og tænker skriv, skriv, SKRIV. For jeg kan jo se du har læst min besked.

Jeg er voksen nu, og sætter filter på og viser hensyn.

Men mest af alt har jeg lyst til at ruske dig og råbe TAL NU FOR FANDEN. For jeg ved du lige nu sidder og vejer dine ord og holder dem tilbage og måske slet og ret ikke tør slippe dem ud.

Spyt ud. Spyt ud. Allerhelst de ord jeg længes efter at høre.

Sig undskyld, for fanden. Vær ked af du forsvandt.

Indrøm, at det var pisse nedern og alt for kujonagtigt bare at blive væk.

Fortæl mig, at du savner mig. At jeg stadig har en helt særlig plads i dit hjerte, selvom der er mange år og mange mennesker imellem nu og dengang.

Sig, at du fortryder at du aldrig gav mig det kys. Dengang du havde chancen.

Men mest af alt.

Skriv.

Nu.

For jeg kan ikke være i mig selv og jeg kan ikke være voksen før du gør.

Og det hader jeg dig for.

Virkelig.



PS. Burde slette dig på Facebook. Midlertidigt, forstås. Ellers ender det i et aldeles uvoksent ansigtstab.

Hvori jeg har en drøm

Vågnede i morges med en rigtig træls fornemmelse i kroppen, ovenpå en ellers god nats søvn. Gryntegrisen mærkede det vist også og virkede lidt ved siden af sig selv.

Jamen I kender det godt, ikke? Den der fornemmelse af at noget er off men man kan ikke sætte fingeren på hvad.

Følelsen har siddet fast hele dagen, og mavefornemmelsen sagde klart at Gryntegrisen skulle blive hjemme i dag, selvom det virkede helt fjollet med kun fire dage tilbage i vuggestuen. Hun blev hos mig, og det var godt, og i eftermiddags satte jeg hende ind på et bagsæde ved siden af Niecen og vinkede farvel. Var kommet i tanke om en (slags) aftale om pasning i weekenden, som jeg ellers havde glemt alt om fordi min ryg slettede alle mine planer.

Føles altid som om jeg har glemt noget vigtigt når jeg ser mit barn køre afsted uden mig.

Den udefinerbare, ikke helt behagelige fornemmelse har ikke forladt mig, og jeg har stadig ikke fundet ud af hvor den kommer fra. Min mor berettede at alle havde det fint i Det Mørke Jylland, bortset fra katten, der var blevet alvorligt til grin da den fangede sig selv under vasketøjskurven. Es meldte også alt ok og travlt som sædvanlig. Og kaldte min fornemmelse for "syret". Men han fornemmer heller aldrig noget selv, så hvad ved han om det.

Måske det dukker op i morgen, hvad fanden det er jeg har samlet op, der lige under radaren. Måske det kommer til mig i en drøm.


PS. Jeg skrev det her i går aftes, men så faldt jeg i søvn inden jeg fik trykket publish. Som en bonus kan jeg oplyse at jeg drømte om min matematiklærer fra 1.g.

torsdag den 24. september 2015

Hvori jeg ville ønske situationen var en anden

Du befinder dig i et behageligt belyst værelse, halvnøgen, alene med en veltrænet, velduftende ung mand. Du er omhyggeligt placeret på lagen og pude, han har tydeligvis styr på situationen, du skal bare gøre som han siger.

Først forsigtig berøring, så massage. Du bliver holdt om, placeret tæt nok på til at kunne mærke muskler under trøjen. Berøringen bevæger sig fra nakke til skuldre, ned over ryggen. Bagdel, inderlår.

På skrift lyder det skide godt. En situation hvor man kunne føle sig tiltrækkende og sexet.

I virkeligheden er følelsen mere ovre i gammel kvabset kone, kan jeg afsløre.

I hvert fald når den veltrænede, velduftende unge mand er ens fysioterapeut og ens ryg er holdt op med at virke.

Har aldrig følt mig mere kikset end når rare, nydelige Fys begejstret udbryder "Stærkt!" fordi det lykkes min ynkelige, fejlende krop at sætte sig helt almindeligt op.

Det skulle da lige være når rare, nydelige Fys "lige presser her på undersiden af bækkenet"


PS. I det mindste går det fremad. Det lykkedes ham at vride et knæk ud af mig i går ("Stærkt!") og siden har den crazy trælse nervesmerte i venstre ben kun været almindeligt træls.

onsdag den 23. september 2015

Dette er en test

Bloggen har stået stille. Fordi jeg lever på min mobil og bloggers app er crap. Computeren er aldrig tændt og min ryg kan alligevel ikke holde til at sidde foran den.

Det er derfor. Og ikke fordi jeg ikke længere kan lide jer. Og heller ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om. Eller. Jeg har samme mængde (ikke) at skrive om som tidligere.

Så nu prøver jeg en anden app. Selvom det tager 100 mia år at skrive noget ordentligt på mobil.

I det mindste lover den at jeg kan bruge HTML. Og indsætte billeder. Så det prøver jeg. Så får vi se. Måske det ender med random sengetidstankemylder. Måske.

test
Tilfældigt link