tirsdag den 30. december 2014

Hvori gaverne listes op

Manden og Konen
  • Langt uldundertøj, Mor (og dermed også Far). Så er det slut med at fryse om natten. Årets absolut mest tiltrængte gave. Også et sæt til Manden. Dog ikke uld, men Helly Hansen (hvad fanden er Helly egentlig for et navn?!)
  • Gavekort til 1kg bland-selv-slik, det stod godt nok ikke på ønskesedlen, men Søsser kender os bedre end os selv. 
  • Forskærersæt, Kaye og Jyden, skal byttes, selvom Manden har en (usund?) forkærlighed for knive og ikke mener de to sæt vi har i forvejen er nok.
  • Hoptimist æggebægre, Brormand og Star, ser frem til at spise æg af røde hoptimister, fremfor absurd billig ikea-plastik.
  • Grusomme Mig 1 og 2 på blu-ray, ligeledes Brormand og Star
  • Rend-mig-i-røven-dvd'er, traditionsrig gave fra Onkel Mellem+Yngst, et par skal dog byttes, da de er samme som ovenstående.
  • Sengetøj, Mormor, pænt, skal have byttet det ene sæt. Trods specifikation på ønskeseddel om umage dynelængder er begge sæt i 220cm.
  • Geo og Thomas Skovs beautybog, meget anvendelig gave fra Niecen, sandsynligvis udvalgt af Kaye. 
  • Kastaniegaardens Julebog, Moster, solgt tilbage til samme for 200kr efter gennemlæsning.
  • Håndaftryk i ler, Gryntegrisen, lige hvad vi havde ønsket os allermest. 

Gryntegrisen
  • Gymnastikdragt og jogging-sæt, Mormor og Morfar
  • 115 stykker plastiklegemad, Farmor og Farfar, men det var købt som træ-mad. Har siden søgt efter sættet på nettet og har endnu ikke fundet et sted hvor der står det er plastik - til gengæld står der næsten alle steder at det er produceret af KidKraft, der "udvikler træ-legetøj". Bliver faktisk helt harm på deres vegne. Overvejer stadig madens skæbne. Kan på den ene side slet ikke overskue 115 stykker plastik i legekøkkenet, men nænner på den anden side heller ikke rigtigt at skille mig af med en gave der er udvalgt med så meget kærlighed og (for en gangs skyld) oprigtig intention om ikke bare at vælge det, der generer Moren mest muligt. Nogen der mangler legemad og som ikke har en plastik-aversion som mig?
  • Tre Kaj-bøger, Niecen (som ret beset er Kusinen, i dette tilfælde) Især "Kaj har en gave" vækker begejstring.
  • Find Bamse-spil, Kaye og Jyden, er blevet byttet, for Barnet fik et magen til i fødselsdagsgave af Farmor og Farfar. Valgte en pose Mamamemo legemad som (midlertidig?) erstatning for de 115 stykker gru.
  • Duplo basis-kasse, Onkel Mellem+Yngst
  • Stable-ugler, Brormand og Star
  • Dukke, Oldemor. Skal virkelig have sat en stopper for dukke-trippet. Barnet har jo en udmærket og meget elsket Dukke, som hun fik af Oldemor sidste år. Nye dukke er i skrækkelig plast, og var dårligt pakket ud, før der var tale om, at næste år kunne det jo være det var tid til rigtig Baby Born. Undetrykte frustreret hyl. Efterlod Nye Dukke hos Mormor og Morfar og har nu et år til at få sat en stopper for dukke-lavinen.
  • Testel, Oldemor. Med motiver fra Frozen. Ellers fejler det ikke noget.
  • Stof-træ med små skovdyr-bamser, Bedstemoster, virkelig sødt. Putkasse, fingerdukker/bamser og legehus i et.
  • Rejse-tegnesæt, Mosser, hjemmelavet så det passer lige til Gryntegrisen.
  • Puslespil med dyre-mor/barn, Mor og Far, som ved lige hvad Barnet ønsker sig (jo, vi gør).

søndag den 28. december 2014

Hvori en barbecue-marineret svinekam bliver smidt ud

Endelig hjemme. Fristes jeg til at sige.

Møgtræt Barn klarede togturen fint og var ved at falde i søvn i selen da vi gik fra banegården.

Tog alligevel en halv time at slå hende ned til lur, trods både overbærenhed og trusler. Lur varede til gengæld to afsnit af Broadchurch, så på den led var det ok.

Manden gik på jagt efter nogle rester, og spurgte om fryseren egentlig ikke lugtede ret underligt. Nærmere inspektion afslørede død fryser. Dog ikke for længst afdød, temperaturen var stadig omkring kold. Lugten viste sig blot at være hvidløgsmarinade og ikke råddent kød. Alligevel en lidt ærgerlig velkommen-hjem-hilsen fra lejlighed. Havde ellers ryddet den nydeligt op inden ferie.

Barn skreg hysterisk over et eller andet, højt og længe, sidst på eftermiddagen og nægtede at smage på kålgryde, frisk fra næsten-frost (der var ikke plads til den i den lille fryser efter vi proppede den med otte kilo gudskelov-ikke-optøet kød). Hun tøede dog en del op (no pun intended), da der var "sjodderlader-is!!" til dessert.

Skal i morgen sammensætte spændende middag, bestående af øllebrød, hotdog pølser, (ikke)frosne ærter og 400g bacontern.


PS. Ironisk nok tog det hele eftermiddagen at varme lejligheden op til noget der bare minder om stuetemperatur.

fredag den 26. december 2014

Hvori en del af personerne lider af juletømmermænd

Undskyld, jeg havde virkelig ikke tænkt jeg skulle sove så længe. Jeg troede ikke jeg ville falde i søvn igen.

Så må vi tage ud til Oldemor i eftermiddag i stedet. Så må din Mand se om han vil med eller se fodbold.

Jeg ville ellers også helst have været afsted til formiddag... (spagt, og uden at nævne at klokken faktisk kun er halv ti, så vi kunne jo godt bare tage afsted nu, jeg skyndte mig jo rent faktisk i tøjet)

Ja, men så må I jo lade være med at sove længe.

....

Går op og tuder på badeværelset. Er fyldt op og træt og orker simpelthen ikke mere og kan ikke rumme, at der bliver lavet om på planerne, uden jeg har noget at skulle have sagt. Orker ikke nærmest passive-aggressive Mor, selvom jeg mest har lyst til at at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor hun pludselig har mistet evnen til at banke på døren, når hun synes det er ved at være liiiiige langt nok op ad formiddagen.

Bliver ikke bedre da Far står op, og han undrer sig over hvorfor vi stadig er hjemme, og jeg kan høre Mor hviske-bitche (og der er bare ikke et andet ord for det), at det må vi selv om, hun gider ikke.

What. The. Fuck. Seriøst? Hvis det var et problem og hvis vi var ved at sove over os hvorfor. ind. i. helvede. vækkede hun os så ikke, i stedet for at vælge Vejen Belagt Med Dårlig Stemning.

Så jeg er sur over, at hun er sur. Jeg er faktisk også sur på Manden, fordi han sov i det andet værelse og det derfor igen var mig der havde Gryntegrisen, og jeg er sur på mig selv, fordi jeg i går aftes tænkte at jeg skulle bede Manden om at stå op med Barnet, men så ikke gjorde det.

Jeg er faktisk også sur over og træt af, at vi er tvunget til to besøg hos min mormor i løbet af en seks dages periode. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide min mormor, og det er heller ikke fordi jeg ikke har lyst til at besøge hende, men der sker så meget andet i juledagene, og Gryntegrisen har for længst fået for meget. Og jeg har for længst fået for meget. Men min mormor er gammel, og min mormor er min mormor, og derfor skal vi være søde ved hende, selvfølgelig skal vi det, og der er aldrig nogen der må stille spørgsmåltegn ved det rimelige i, at hun altid slutter et besøg af med at spørge om vi kommer på besøg igen inden vi tager hjem. Eller det rimelige i, at hun bliver skuffet, når vi forsigtigt svarer nej, fordi vi har andre planer eller slet og ret fordi vi tager tilbage til Fyn dagen efter. Min mormor er en god mormor, og hun er en god oldemor, og jeg elsker hende meget, meget højt. Men jeg er ked af og frustreret over, at det i takt med min mormor er blevet ældre (og vi er blevet ældre) har udviklet sig til det evige guilt trip. Nok især fordi der de sidste år er blevet hvirvlet en masse mudder op, som jeg bliver konfronteret med som voksen, men som jeg stadig skal forholde mig til fra det artige barnebarns vinkel.

Mest af alt er jeg nok i virkeligheden ked af og sur over, at mine forældre efter 28 år stadig ikke kender mig. Jeg kunne selvfølgelig godt have lagt de ærlige kort på bordet (i stedet for at tude på badeværelset) og bare have sagt at jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, og at mit angst- og utilpasheds-niveau stiger helt vanvittigt når ellers fastlagte planer bliver flydende. Men erfaringen siger mig at reaktionen enten er, at det nu nok skal gå alt sammen (underforstået. "Tag dig sammen") eller et overbærende, nårh, jamen lille skat da. Har ikke brug for nogen af delene. Har derimod brug for at blive taget alvorligt, som et ligeværdigt voksent menneske, psykisk tilstand inkluderet. Hvor barnagtig den tilstand så end måtte virke på omgivelserne.

Set med fornuftens briller ved jeg jo godt, at meget af den dårlige stemning skyldes juletømmermænd. Især for Mor, der har bagt og braset og kogt og pyntet og haft gæster og kørt alle frem og tilbage og sidelæns i dagevis. Jeg ved det. Men det minder mig om, hvorfor jeg i sin tid flyttede hjemmefra. Væk.

Næste år bliver julen en anden. For til min store overraskelse er min barndoms jul ikke længere min. Jeg vidste det allerede d.22. da vi ankom og jeg fik hjemve inden aftensmaden. Hjem-ve, efter mit eget hjem. Manden mærker det vist også; at vores jul er Gryntegrisens barndomsjul, og den er derhjemme.

Det er fint nok vi fik det afprøvet.

Men seks (jule)dage hos mine forældre er mindst to for meget.

søndag den 21. december 2014

Julekalender 2014 - 21. december



Hvori jeg virkelig øver mig

Kender I det, at man egentlig var i god tid med alting og så lige pludselig står der sådan en fredag og siger: "Hej, det er mig der er d.19. december - øj, det var ellers lidt af en todo-liste du har der, hva?"

Nå. Men min undskyldning er at jeg har sovet dårligt og været til møder. Eller. Faktisk har der ikke været ret mange møder, men et af dem var sådan et officielt et, i et udvalg, som jeg faktisk er politisk udpeget til at sidde i, og den slags gør mig altid nervøs, selvom det er et overkommeligt udvalg med kun en enkelt, overkommelig opgave. Så mentalt har alle dage op til den 18. december været mentalt blokeret af det møde, og lige så snart jeg kom hjem sagde det .•*¨*•PLING•*¨*•. og så var der juleferiestemning. Fårk, hvor ville jeg gerne være bedre til at lade ting i fremtiden blive i fremtiden og ikke bekymre mig før de var nutid.

Det var egentlig meningen at vi alle sammen (eller, i hvert fald mig og Grynten, for Manden arbejder) skulle en tur til Udkantsdanmark på julevisit, inden vi tager til Jylland og holder resten af julen. Det passede jo så glimrende, for Kaye og Jyden skulle også til Udkantsdanmark på julevisit, inden de taget til Jylland, og de har jo en bil, som vi alle sammen kan være i når Manden ikke skal med og så burde den ged jo egentlig være barberet.

Men. Så skrev Kaye i går formiddags, at de regnede med en overnatning, og så kunne jeg ikke lige få øje på hvornår det så lige var jeg skulle nå at pakke og gøre rent og finde nogen til at passe katten og pakke de(n) sidste gave(r) ind og rydde ud i køleskabet så vi ikke bliver mødt af et mugmonster når vi kommer hjem (fordi vi jo alle sammen godt ved at ting bliver for gamle med 10x hastighed når man forlader byen).

Så jeg spurgte om ikke de kunne nøjes med at tage Grynten med, og så kunne jeg gå i selvsving imens, og så kunne Farfar køre Barnet til toget, hvor en af os (læs: Manden) kunne afhente. For Gryntegrisen har været lidt morsyg (og farsyg) og pylret på det sidste, fordi der vist nok sker crazy meget inden i hendes lille toårige hoved, og så ville det nok være liiiiige rigeligt med en overnatning (og dårlige middagslure) i weekenden, når man nu skal op og med toget mandag morgen.

Og så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg måske lige skulle tage en dyb indånding og skille tingene ad og huske hvem der var den voksne. Altså, det kom jeg i tanke om efter Barnet var taget afsted og jeg havde fået en kop te og et overblik.

Det er jo ikke Gryntegrisen, der har bestemt vi skal med toget mandag morgen. Det har jeg bestemt. Fordi det passer så glimrende med at det også er der Es og Prinsebassen skal mod Jylland og så kunne vi føl's. Og så kunne jeg ikke overskue at nogen skulle overnatte i Udkantsdanmark, fordi det bare ikke er nok med kun en halv fridag til at restituere bagefter. Men i virkeligheden ville det jo være synd for Gryntegrisen, hvis hun skulle gå glip af en hyggelig weekend hos Farmor og Farfar sammen med Niecen, alene fordi jeg ikke vil risikere at skulle køre i tog med et træt og surt barn.

Farmoren virkede helt begejstret da jeg ringede og sagde at det altså var ok hvis hun blev og sov, hvis hun ellers var i godt humør og de havde lyst til hun blev (det var hun og det havde de).

På den led fik jeg jo også en hel dag til at krydse af på todo-listen (eller... i princippet, ing) og vi fik en hel, sammenhængende, uafbrudt-af-putning voksen-aften. Og efter Manden var taget på arbejde kunne jeg frit vade rundt i soveværelset og pakke færdig, og så rent faktisk ligge og læse i sengen bagefter. Og sove i fred, helt til klokken 7.17, hvor jeg af mig selv var færdig med at sove (åbenbart). Jeg vågnede i hvert fald ikke ved at der var nogen der snakkede om "Over store seng. Tænde lyset. Må gerne. Så, kan se Mor. Stå op, spise mår-mad. Ha haverdyn. Med Cheerios. Og fraser. Mælk på. Mor tisse nu. Nej! Mor HAR tisset. Grynte tisser. Selv." (det gør hun ikke, red.)

I dag står den på oprydning, så det bliver knap så uoverskueligt når vi kommer hjem igen. Eller. Indtil nu har den mest stået på rundstykker og te og blogindlæg.

Men NU går jeg i gang. Og så bliver det spændende hvornår Gryntegrisen kommer hjem. For jeg har taget et skridt tilbage og øver mig i ikke at være bekymre-kontrol-planlægnings-typen hele tiden, så jeg har ikke skrevet og spurgt.

Jeg når det jeg når.

Ånd ind. Pust ud.

Det bliver jul, ligemeget hvad.

Men jeg har pakket. Og fundet en der kan passe katten.

lørdag den 20. december 2014

onsdag den 17. december 2014

Julekalender 2014 - 17. december



Der er en how-to her.

Hvori jeg glemmer noget vigtigt

I år holder vi jul i Det Mørke Jylland hos mine forældre.

Det var egentlig Fyn-jul i år, men så var der noget kludder på Jydens side, som gjorde at det egentlig var bedre, at vi byttede Fyn/Jylland-rotationen rundt for evigt, og det passede i virkeligheden også os bedre, så sådan blev det.

Så stod jeg så der, engang sidst i november, og havde sådan en underlig nagende undren i baghovedet over hvorfor det nu lige var, at vi ikke havde gjort det før.

1. søndag i advent kom jeg så i tanke om det, da vi stod omme hos Ronan og tændte lys.

Vi kan jo aldrig holde jul andre steder end herhjemme, fordi vi skal kunne besøge Ronan juleaften. Sådan var aftalen.

Men det havde vi fuldstændig glemt at tage med i overvejelserne, og Oldemor og Bedstemoster og onklerne er inviteret til juleaften og alle glæder sig, så det er jo ikke til at lave om på nu.

Hov.

Hej lortemor, som glemmer alt om sit ene barn i juleplanlægningen.

Men sådan er det jo. Sorgen er ikke en konstant størrelse, som bliver ved med at være altoverskyggende og altopslugende. Heldigvis.

Og desværre.

Ronans lille bitte liv var jo så uendeligt vigtigt og dyrebart, at al sorg i hele verden fra nu af og til evigt ikke er nok.

Samtidig er sorgen også fuldstændig nytteløs, for vi er her nu, og det er han ikke.

Det er ikke sådan at jeg har affundet mig med, at han ikke er her. Eller at jeg er ok med det. Eller at jeg har lært at leve med det. For det bliver fucking aldrig ok, og man kan ikke en skid affinde sig med, at ens lille bitte barn ikke måtte være her alligevel.

Men jeg har affundet mig med, at det ikke kan laves om og at kampen er nytteløs.

Det virker jo helt skørt, fordi man intellektuelt godt ved at døden er endelig, men det tog virkelig lang tid at opdage at døden er endelig. Det er en paradoksalt svær erkendelse, at der ikke er noget scenarie, hvor vi kan holde Ronan i live.

Men vi kan holde os i live. Og Gryntegrisen.

Og det gør vi bedst ved at vi lader Ronan være død.

...

...

...

Men for helvede hvor er det noget lort.

Altså.

tirsdag den 16. december 2014

Julekalender 2014 - 16. december



Jaaah! Det er gør det selvtid igen i dag! How-to her.

fredag den 12. december 2014

Hvori jeg nægter at spise et æg

Hvordan har jeg det så egentlig?

Tilbage i 2012 (som var i går) og jeg stadig gik til noget psykiater (som er 100 år siden) var der nogle ting, der rykkede sig i mig. Eller, altså, det rykkede sig jo ikke lige pludselig, og det startede jo allerede i 2011, da vi fik Ronan. Men det rykkede sig i hvert fald. Min virkelighedsopfattelse, mit fokus. Jeg er stadig ikke god til at sætte ord på og nuancere de gode følelser, men jeg er blevet bedre, og jeg stræber ikke længere kun efter at have det ikke-dårligt.

I løbet af de sidste seks (og et halvt) år sammen med Manden er alle de ting der er i vejen blevet skrællet af. Og her mener jeg ikke, at der ikke længere er noget som helst i vejen, eller vores ægteskab bare fikser alt. Men alle de ting jeg altid har brugt som undskyldning, for alt hvad der var i vejen, de er væk. Eller ændret. Eller bare arkiveret et mere hensigtsmæssigt sted.

Der er ikke længere et dumt forhold, en uopnåelig forelskelse, et uoverkommeligt studie, et manglende job, en dårlig lejlighed, en elendig økonomi, et manglende barn at skyde skylden på. Bum. Der er kun mig selv tilbage, og de ting jeg har taget med mig. Jojo, det er skam også rigeligt, og der er lang vej endnu, men det er ikke mudder længere.

Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft det. Og med "nogensinde" mener jeg jo ikke for evigt, vel, men så længe jeg kan huske. Og med "så længe jeg kan huske", mener jeg jo heller ikke så længe jeg har minder fra, men så langt tilbage jeg kan huske hvordan jeg har haft det. Siden jeg var 10? 11? måske. Så det er nyt. En helt ny tilstand, og ikke noget med at jeg er "mig selv" igen.

Jeg kan bedre lide det sådan her. Obviously.

Selvom det ind i mellem godt kan være svært at huske, hvor meget bedre det er, for de dårlige dage er der jo stadig. Men set lidt på afstand, så er de ikke ligeså dårlige og der er ikke ligeså mange af dem. Og der er ikke ligeså mange af dem på en gang og i træk. Jeg tror også de dårlige dage er sundere nu. Hvis man kan tale om sundhed, på noget der grundlæggende set er sygt. Men hvor det tidligere var en stor sump af "åh hvor er det synd for mig og hele mit liv er noget lort og jeg kan ikke overkomme noget som helst nogensinde igen", så er symptomerne langt mere fysiske nu. Eller rettere: Jeg er blevet langt mere bevidst om, at de er fysiske, fordi der ikke er en masse andet mentalt rod, der overskygger det.

Det er stadig uhensigtsmæssigt ad helvede til, at jeg reagerer som jeg gør, men det er ikke længere hele mit liv, der kollapser. Jeg bliver sur og nedern og min appetitregulering er ad helvede til og mit overskud forsvinder... men jeg mister ikke lysten til at leve. Jeg mister ikke troen på, at det bliver bedre igen.

Og det er kæmpestort. Det er ikke sikkert, det er til at se hvor stort, det er, hvis man ikke selv har prøvet det, men det er gigantisk. Livsændrende.

Den sidste uge har været hård. Crazy hård. To døgns arbejde efterfulgt af to døgn med fødselsdagsforberedelser og fødselsdag (eller, ikke hele døgn, vel, vi sov jo også). Og Manden der arbejdede og derved overlod hente/bringe-tjansen til mig. Jeg crasher når der har været knald på. Fuldstændig. Det kom ikke som nogen overraskelse, at jeg var fuldstændig flad bagefter. Mere flad end jeg har været længe. Faktisk så flad, at jeg tirsdag eftermiddag ikke kunne overskue at skulle til gymnastik, fordi jeg så skulle være sammen med andre mennesker (det er selvfølgelig også et tegn på at jeg har fået det bedre, at det er undtagelsen fremfor reglen, at jeg ikke kan overskue gymnastik, men lige når man står i det, føles det stadig ikke fedt, ligegyldigt hvor sjældent det sker)

I går formiddags kom Farmor og Farfar og hentede Gryntegrisen. De var syge i weekenden og missede derfor hendes fødselsdag, så det var en erstatningsdag (og nat). Så der var ekstra afslapning til Manden og Konen.

I morges skældte jeg Manden helt vildt ud for, at han ikke havde serveret mit blødkogte æg mens det var varmt, og i stedet havde lavet noget andet, selvom jeg havde sagt til ham, at han skulle hente de æg, og at de ikke en skid skulle køle af først. Og her mener jeg ikke, at jeg nævnte, at jeg faktisk foretrak mit æg varmt, nej, jeg mener at jeg fik et hysterisk anfald, som om det var det fucking værste han nogensinde havde gjort. Jeg var faktisk så ked af/sur over at mit æg ikke var som jeg havde tænkt mig, at jeg begyndte at tude.

Det var så der det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde slappet af hverken mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Overhovedet. Nej, jeg har ikke lavet noget arbejde (løn- eller anden slags), men jeg har lavet alt muligt andet. Jeg har haste-ordnet nogle billeder, jeg har flyttet om på nogle ting, fordi vi kom til at snakke om at det kunne være fint, jeg har købt en kommode, jeg har ryddet op, jeg har holdt møde, jeg har flyttet mere om, jeg har bestilt gaver. Alt sammen noget, som godt kunne have ventet. Hvis det var.

Jeg har aldrig lagt mærke til det før, at jeg er så himmelråbende dårlig til at geare ned. Men det er jeg. Det jeg altid har betragtet som en lang periode til at komme mig, ovenpå en presset periode, er nok i virkeligheden mere en lang periode, hvor jeg ingenting orker, men alligevel insisterer på at gøre alting og så have det dårligt over at jeg ikke kan. Jeg afsætter altid et par dage til at slappe af, når der har været meget på programmet, men jeg tror faktisk aldrig rigtigt jeg har brugt dem til at slappe af. Ikke på den rigtige måde, i hvert fald.

Jeg føler mig en smule åndssvag nu. Både over, at jeg skældte Manden ud på grund af et æg, og fordi jeg har spildt fire dage på hverken at få lavet noget eller få slappet af. Igen.

Så det må være næste skridt, det der med at lære at slappe af og lade op. Måske jeg endda skal gå så vidt, som til at sætte en hel dag af hver uge, til ikke at lavet noget, ud over at sidde på sofaen og læse og spille ligegyldige spil og spise lige hvad jeg har lyst til. Uden e-mail og sms'er og instagram og todo-listen.

Jeg skal bare lige...


PS. Det er faktisk allerede ved at blive bedre. Så sent som i går aftes sløjfede vi julebagningen helt uden nogen fik dårlig samvittighed eller panikanfald.

Julekalender 2014 - 12. december



onsdag den 10. december 2014

Julekalender 2014 - 10. december



Der er en how-to til indholdet af dagens pakke her

tirsdag den 9. december 2014

Julekalender 2014 - 9. december



Hvori Gryntegrisen er TO år

Nåmn, hvad kan sådan en Gryntegris så, når den er to år, spørger I nok (jo, I gør). Det fulde svar ville nok gå hen at blive en kende langt, men herunder får I lidt highlights.

Eksempel 1: Moren og Faren sidder i sofaen. Barnet har forladt hyggestunden og er gået ind i det andet rum. Lidt efter høres der en frygtelig larm. CRASH. SKRAMLE. Lille pause. BANG. RYSTE-RASLE. Det er muligt at forældrene på nuværende tidspunkt fniser en anelse. Det er jo ikke fordi, det er sjovt, at Barnet tydeligvis går og roder, men det er det. Larmen bliver ved, og vi spekulerer på, hvad hun mon har fået spredt på gulvet. Der bliver stille, og Gryntegrisen konstaterer: "Samle op." Så er der en pause, hvor vi kan høre den lille hjerne knage, selvom vi sidder helt inde i sofaen. Så modererer hun tilfreds udsagnet: "Mor samle op!" (Jeg kan lige så godt udløse spændingen med det samme: Hun skulle selv hjælpe med at samle op)

Eksempel 2: Ved hvert. eneste. fucking. måltid. skændes vi om, hvorvidt det er nødvendigt at have hagesmæk på. Vi har truet, vi har givet rimelige valgt, og vi har leget vi-kan-vente-lige-så-længe-det-skal-være-selvom-maden-bliver-kold. Af en eller anden årsag er den hagesmæk et kardinalpunkt for Gryntegrisen, og hun giver sig bare ikke. I morges gik hun så hen til kassen og valgte hagesmækken med løven og et ikea-forklæde og bad om hjælp til at få det på. Ikke nok med at hun gjorde det uden brok, og uden at blive bedt om det, så er lille-vandtæt-smæk med fuldt-plastik-forklæde over også det helt korrekte valg til havregryn med mælk.

Eksempel 3: Gryntegrisen spiser med fingrene. Altid. Hele tiden. Gryntegrisen ved godt hun skal spise med skeen, for hun er ikke dum, og efter at have fået beskeden "brug skeen" tusind gange (og tusind er ikke en overdrivelse, prøv selv at regne efter), så er der alligevel noget der siver ind. Moren oplyser Barnet om, at nu er det sidste chance, og ellers er det undertegnede, der skal styre maden. Barnet kigger mig lige i øjnene: "Nej. Grynte styrer maden." Hvorefter hun med fuldt overlæg, og stadig med direkte øjenkontakt, dypper fingeren i maden og putter det i munden. Moren forsøger desperat at understrege, at det overhovedet ikke er sjovt, mens både hun og Faren hoste-griner ned i morgenmaden.

Eksempel 4: Gryntegrisen beder Far eller Mor om at komme med ned at lege - helst hele tiden. Derefter må man ikke være med til noget som helst, allerhøjst får man besked på at gøre noget forkert, for derefter at få skældud.

Mest brugte ord og udtryk er for tiden: "Nej", "Det er min", "Grynte gør det", "Ikke mor/far", "Grynte have den", "Værsgo, Grynte" og mere i den dur.

Når det ikke lige er pissetræls, at vi skal diskutere alting altid hele tiden, så er det faktisk ret sjovt. Jeg synes virkelig det er sjovt at følge med i, hvad der foregår inde i hendes hoved, og det er virkelig fascinerende hvor tæt hendes udvikling og hendes sprog hænger sammen. Fx det der med hun siger "det er min", for halvdelen af tiden mener hun jo i virkeligheden "jeg kunne godt tænke mig den" (det er let at genkende de gange, for det er de gange hvor hun ikke bare tager tingen med det samme), men begreberne omkring dit/mit/dele/låne er ikke rigtigt på plads. Hverken ordene eller forståelsen.

Jeg elsker at have en toårig, selvom det måske ikke altid lyder sådan. Jeg elsker, at vi kan snakke med hende. Jeg elsker, at hun spontant bryder ud i sang. Jeg elsker, at hun gør sig så fandens umage med at forklare hvad hun vil. Jeg elsker, at hun kan så mange ting selv. Jeg elsker, at hun har styr på hele verden. Jeg elsker, at hun aktivt er med til at bestemme. Jeg elsker, at hun kan glæde sig. Jeg elsker, at hun efterligner alt hvad vi gør. Jeg elsker, at hun kan hjælpe til. Jeg elsker, at hun er her.

Jeg elsker hende.

mandag den 8. december 2014

Julekalender 2014 - 8. december



Hvori julefreden sænker sig til sidst

December 2013 var den rådneste december ever. Det var den december, hvor vi ikke nåede andet end at være syge, og så lidt mere syge, og så lidt syge til sidst også, for at toppe det hele. Juleforberedelser var en by i Rusland, og selvom selve juleaften endte med at være hyggelig nok, så sad vi i januar og var rørende enige om, at sådan en jul skulle vi bare a.l.d.r.i.g mere have. Det var simpelthen for surt, og ingen nåede at glæde sig til noget som helst.

Derfor udnævnte vi allerede i foråret Julen 2014 til Awesomeste Jul Ever, og jeg satte en side af til ideer i min arbejdsmappe. Jeg kan allerede nu afsløre at vi ikke har skrevet ret meget ned, og det vi har skrevet ned har vi ikke gjort så meget ved. Men. Vi startede midt i oktober (dagen efter min fødselsdag, der nu for evigt vil være kendt som Dagen Hvor Vi Planlægger Julen) og fik lagt en slagplan, som stort set har holdt.

Vi har fået produceret fire pakkekalendere, købt pynt og gaver og gejl i god tid, og var så latterligt meget på forkant med det hele. Af logistiske årsager skal alle gaver helst være pakket og klar inden Gryntegrisens fødselsdag, og derfor sad vi med vores overskuds-te og selvfede julechokolade og pakkede gaver ind i onsdags. Helt efter planen. Pakke gaver ind og rydde op onsdag, og så kunne jeg klare resten af fødselsdagsforberedelserne i ro og mag og endda nå nogle af de andre ting på listen.

Men så var der nogen der skrev, at de da lige havde en opgave til mig, og at det ikke ville gøre noget hvis det var færdigt fredag eftermiddag og så måtte gaveindpakning pludselig bare være gaveindpakning. Og så var torsdag og fredag pludselig ikke længere hygge-forberede i ro og mag-dage, men tværtimod arbejde crazy meget-dage. Ikke at det gør noget, vel. Det er jo pissefedt, at der var noget vaskeægte pengegivende arbejde. Det kom bare bag på mig, at universet vælger at kaste det i hovedet på mig, lige her på falderebet af Året Uden Indkomst.

Selvfølgelig passede det også lige med at være oveni Mandens arbejdsdage, så jeg ikke bare kunne melde mig ud i 14 timer i træk og arbejde igennem.

Hej, normale børnefamilie-hverdag, du var en ret surrealitisk oplevelse.

Aflevere barn, arbejde-arbejde-arbejde, hente barn, hygge med barn, lige nå at låse mig inde i køkkenet og arbejde en time mere, aftensmad og putning, arbejde videre - nu dog i stuen, for Manden står trods alt ikke klinet op ad mig og skrige-kræver at SE UGLE!!!!! ligeså snart jeg tænder computeren.

Afleverede i fin tid og et produkt jeg er tilfreds med. Opdagede så, at alt gaveindpaknings-gejlet stadig lå på gulvet, hvor jeg smed det. Og at der ikke var nogen der havde ryddet op, gjort rent og købt ind til fødselsdag. Legede overskudsmor (fake it till you make it) fredag aften og hele lørdag og nåede faktisk igennem samtlige punkter på Den Store Fødselsdagsplanlægningplan.

Og så holdt vi fødselsdag. Med bannenånger og cirdus og daver og natcks. Og mulli. Masser af mulli. Det var som det skulle være, og blev som vi havde tænkt, og alle var glade og havde en fest.

I dag stod jeg op før klokken syv (selvom Barnet sov længe) for at bage boller til vuggestuen, som lignede et tog (bollerne, ikke vuggestuen) og var med glasur.

Det kan godt være Overskudsmor holder fri i morgen. Og Dovnemor i stedet tager over og lægger sig på sofaen med Ulysses.

I hvert fald efter Barnet er afleveret og inden samme skal hentes og til "dybbedits" (gymnastik, red.) og fodres af og puttes og hvad sådan nogle to-årige nu ellers skal.

Shit. To år, altså. Det er vist til et indlæg for sig selv.

søndag den 7. december 2014

Julekalender 2014 - 7. december



Se en how-to her (men først når du har åbnet pakken, ing)

Hvori jeg åbenbart bander

Gryntegrisen rækker mig en lille træske. Jeg tager imod, for jeg vil gerne være deltagende i hendes leg.

Gryntegrisen flår den lille træske ud af hånden på mig og skælder mig ud: "NEJ!! Meget skarp!!! Kun Grynte må!"

Nå. Så.

Gad vide hvor filan hun har det fra...

Og apropos filan, så gav hun mig i går en lammer lige på låret (ved et uheld). "AV FOR...!" råber jeg, men får stoppet mig selv i tide. Der er børn tilstede og selvom jeg ikke har noget imod hun lærer kraftudtryk, så længe hun ikke bruger dem mod andre, så kan man jo godt moderere sit sprog lidt.

Jeg kunne godt have sparet mig.

Som det naturligste i verden afslutter Barnet hjælpsomt sætningen: "...filan. For filan."

fredag den 5. december 2014

Julekalender 2014 - 5. december



Hvori jeg er i chok

Kære dagbog,

I dag har jeg lavet noget arbejde som nogen betaler mig for.

Jeg skal lige komme mig over chokket.

Kærlig hilsen,
Konen

torsdag den 4. december 2014

onsdag den 3. december 2014

Julekalender 2014 - 3. december



Dagens pakke kan et trick. Så når du har åbnet pakken (ved at klikke på billedet - det går jeg ud fra du har fundet ud af?) så vil jeg anbefale at du læser videre her, hvor der er en lille video, og en how-to.


søndag den 30. november 2014

Julekalender 2014 - 1. søndag i advent

Jeg havde tænkt, at jeg skulle skrive et rigtig julehyggeligt indlæg om alle dagens julehyggelige hyggeligheder, for ligesom at skyde julehyggen igang.

Desværre har dagen (indtil nu) ikke været specielt julehyggelig. Barnet Der Er Ved At Få Hjørnetænder Og Desuden Er Forkølet kom til at glemme at sove middagslur i går og sov derfor virkelig dårligt i nat og har derfor været et sandt festfyrværkeri af festligheder her til formiddag. Og det tog selvfølgelig halvanden time at slå hende ned til lur, på trods af über-træthed.

Som sagt. Festligt.

MEN det skal ikke gå ud over jer, at mine juleplaner er blevet skudt i sænk af en hel perlerække af dommedagsbegivenheder (inkluderer, men er ikke begrænset til: Den gule sut var væk, Mor kom til at vælge den forkerte ske, hanken på laptoppuden vendte forkert, den gule sut var væk (igen))

Jeg har nemlig (trommehvirvel, tak) lavet en
JULEKALENDER
til jer.

Eller, teknisk set har jeg lavet en julekalender til min moster, som jeg så har taget billeder af og uploadet til bloggen. Og derfor kan I heller ikke åbne de daglige pakker før klokken 21, for selvom jeg tvivler på min moster læser med på bloggen, så synes jeg ikke der skal spoiles på nettet før jeg er sikker på hun har åbnet den.

I dag er der selvfølgelig ingen pakke, eftersom det først er 1. december i morgen, men jeg tænkte at vi ligeså godt kunne få kalenderen hængt op.



Lige nu har jeg ikke lagt nogen instruktioner ud om hvordan I åbner pakkerne - men det er rimelig ligetil, så mon ikke I finder ud af det.

fredag den 28. november 2014

Hvori Manden har ødelagt mit barn

En dag, for et par uger siden, var jeg lige ude at tisse (altså, det har jeg også været siden), og så da jeg kom tilbage til stuen, ikke fem minutter senere, stod Gryntegrisen og sagde "Mere Bamses Venner! Mere Bamses Venner!"

Som ethvert fornuftigt menneske ville gøre brølede jeg til Manden: "HVAD HAR DU GJORT VED MIT BARN?!?!?!"

Han forklarede, at Barnet havde taget kjole på og havde lignet en huladanser, og så spillede han Hula hula baby for hende.

Jeg tog en dyb indånding og mindede mig selv om, at han er fra Udkantsdanmark, og derfor af og til har en noget tvivlsom musiksmag. Og trøstede mig med, at hun jo ville glemme det hele igen dagen efter.

Det gjorde hun ikke. Det første hun gjorde da vi stod op, var at tage kjole på og kræve "Mere Bamses Venner!" Jeg måtte forklare hende, at det kun er Far der kan finde den slags musik (for jeg kan virkelig ikke holde det lort ud), og så fandt vi noget andet at danse til. Siden har vi (heldigvis) ikke hørt mere til det.

Indtil i dag.

Manden står efter badet og har bundet håndklædet om livet. Til stor morskab for Barnet (?). Manden vrikker med hofterne og synger "Hula hula, Grynte". Men det skulle han så ikke have gjort.

"NEJ, Far! Hula hula BABY!"

Hvorefter hun demonstrerede hvordan man danser hula.

Han har ødelagt mit barn. Permanent.

Det næste bliver vel at han tager hende med til kræmmermarked.

Låveståry, del 10

Der stod vi så, begge i fuldstændig lamslået stilhed.

Vikaren så mest ud til at tænke "Hvad fanden laver hun i min lejlighed?" og jeg selv var pludselig kommet i meget akut tvivl om min geniale plan nu også havde været så genial når det kom til stykket.

Stilheden har nok ikke varet meget mere end et par sekunder, ude i virkeligheden, men det var de længste sekunder i mit liv. Eller, i hvert fald de mest akavede. For det var jo ikke sådan at jeg bare kunne mumle undskyld og skride, for jeg havde jo pakket mine ting ud - i hans lejlighed uden at spørge - og desuden havde jeg heller ikke lige nogen steder at tage hen. Ups.

Jeg forsøgte at tvinge et smil og en kæk bemærkning frem, men så gik det op for mig, at hans lamslåede stilhed ikke skyldtes, at jeg var aldeles uvelkommen.

Tværtimod var han fuldstændig paf over, at jeg var virkelig og virkelig var der.

Efter det var der ingen vej tilbage.

Følelsen af hans kind og hans læber og hvor blød hans trøje var og hvor helt perfekt jeg passede i hans arme sidder fast i mig for evigt. Det var alt sammen så kliche-agtigt som det kan blive, det var Den Store Kærlighed der kom væltende, og min sjæl og hans sjæl smeltede sammen og kan aldrig skilles ad. Mit hjerte bankede så hårdt at jeg var ved at lette, og det gjorde så ondt helt inderst i mig, fordi det var så helt ubærligt at have noget så skrøbeligt og så uendeligt vigtigt.

Det var en meget surrealistisk dag. Lige dele fuldkommen lykke og fuldkommen vantro. Jeg havde forlængst opgivet tanken om, at kærlighed og forelskede fungerede på den måde, så det slog mig i den grad omkuld.

Og det slog mig fuldstændig ud af kurs, for var der en ting jeg var sikker på, så var det at jeg ikke var klar til et forhold.

torsdag den 27. november 2014

Hvori jeg finder, at fysiske butikker generelt er overrated

Så skulle jeg hente en pakke på posthuset.

Det er jo julegavetid, og jeg tænkte at jeg hellere måtte få hentet pakken, for så er alle julegaver på nær halvanden i hus (halvanden julegave, spørger du? Det er fordi der er en, som vi helt sikkert skal have købt til, og en som vi måske skal købe til hvis vi finder noget). Jeg havde ellers afsat hele dagen til at gøre indhug i Ulysses - for det er sådan en bog, man er nødt til at afsætte tid til - men efter 50 sider trængte jeg til luft. Ikke mindst mentalt.

Mig: "Det er den mest crazy bog jeg nogensinde har læst."
Manden: "Er det bare sådan en what the fuck-bog?"
Mig: "Ja. Jeg forstår ingenting. Overhovedet."
Manden: "Så du ved ikke hvad der sker?"
Mig: "Det er ikke det... eller, jo... nej, jeg aner ikke hvad der sker, men man er ligesom lost på et langt mere grundlæggende plan. Tegnsætning, retstavning, sætningskonstruktion... han ser ret stort på det hele."
Manden: "Den giver bare ingen mening?"
Mig: "Nej. Ingen overhovedet. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme igennem 630 sider mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være med at læse den. Jeg elsker den. Vent, jeg læser lige et stykke op for dig..."

Efter endt oplæsning ("Inshore and farther out the mirror of water whitened, spurned by lightshod hurrying feet. White breast of the dim sea. The twining stresses, two by two. A hand plucked the harpstrings, merging their twining chords. Wavewhite wedded words shimmering on the dim tide") kom vi i tanke om a det er torsdag, og dermed vaskedag, og så skulle vi lige have sengetøjet af og med ned i maskinen. For sådan går det jo, når man vover sig ud i hverdagen igen. Så er der pludselig vasketøj i stedet for poesi.

På vej ned i Kvickly (hvor posthuset ligger, og selvom Post Danmark forsøger at bilde os ind det er for nemhedens skyld, så ved vi jo alle sammen godt, det er fordi de ikke længere har råd til posthuse) tog vi lige et sweep gennem gågaden, samlede et par julegaver op og kiggede efter bukser og/eller skjorte til Manden (no luck) og The Elusive Uniball Eye Needlepoint til mig (no luck i boghandlen, hvis udvalg af blæk-penne er horribelt). Jeg spurgte om det var ok vi gik om i kontorforsyningen - vi handler der faktisk ikke, fordi indehaver er så jävla træls, men måske kunne vi være heldige.

Vi var heldige. Eller, jeg var. Jeg tror Manden er ret ligeglad med Needlepoint'en. Han er ikke så specifik med kuglepenne. Faktisk hoarder han dem, alle slags, altid. På et sygeligt plan. Jeg siger jer: Lån aldrig en kuglepen ud til Manden. Nå, men hvorom alting er, så havde Irriterende Indehaver en kæmpe bunke af lige præ-fucking-cis den pen jeg ikke har kunnet finde andre steder. Jeg udtrykte min begejstring, fordi Uniball har lavet en ny udgave af Needlepoint'en. Og så var det Irriterende Indehaver blev træls og sagde at det havde de i hvert fald ikke - mon ikke jeg havde kigget på en anden pen (koldt, nedladende smil). Nej, det tror jeg så ikke. Jeg havde faktisk kigget i uni-ball's sortiment, hvor lige netop den pen ikke optræder længere (det gør den i hvert fald ikke i UK-sortimentet, som var det eneste jeg kunne få lov til at se på uni-ball's knap så velfungerende side).

Det var ikke fordi det huede mig at lægge penge i hans trælse hænder, men man må jo proviantere når man kan, så jeg købte otte penne (to sorte, seks ass.). Han garanterede mig at han altid har de penne, men det tror jeg nu han får svært ved, hvis uni-ball ikke sælger dem længere. Med mindre det selvfølgelig er fordi han ikke rigtigt sælger nogen, fordi ingen gider handle hos ham, og hans lager derfor varer evigt.

Vi havde også kigget på en ny kalender (til mig) i boghandlen, men der var ikke nogen der var helt rigtig (igen: jeg er måske en anelse specifik med mine kontorartikler), så nede hos kontorforsyningen stod Manden og funderede, mens jeg testede kuglepenne.

Manden: "Gad vide hvilke kalendere de har her?"
Mig: "Nok de samme som alle andre steder..."
Irritende Indehaver: "Det skal I nu ikke være så sikre på."
Mig: "Det er i hvert fald den samme Mayland. Til samme pris."

Næste prøvelse: Posthuset. Vi har efterhånden været dernede så mange gange, at vi ved vi skal tage en dyb indånding og forberede os på det værste. Altid. I dag var ingen undtagelse.

Mig: (har både sms med pakkenummer og sundhedskort klar) "Jeg skal hente en pakke"
Evigt sur PostDK-medarbejder: "..."
Mig: "Til K. Langt-Efternavn"
PostDK: "Skal den hentes i dag?"
Mig: "??" (ja, selvfølgelig skal den fucking hentes i dag, det er derfor jeg er her)
PostDK: (utålmodigt) "Ja, hvad dag??"
Mig: "Øøh... d.25 fik jeg..."
PostDK: "Ja, det er jo ikke i dag" (fornemmer at det vist skulle være en joke, men han lyder bare træt og sur)
Mig: "Skal du se pakke-nummeret?"
PostDK: "Ja, på et tidspunkt" (det er her mere end tydeligt han forventer jeg kender til hans normale procedure for pakkeafhenting, men jeg er desværre ikke tankelæser, så han tager modvilligt og med et suk imod telefonen)
PostDK: "Ah, den niende, står der" (går ud for at finde pakken)
Mig: (hvisler til Manden) "WTF? Hvorfor kunne han ikke bare sige det var afhentningsfristen han skulle bruge? AAAAAARGH, jeg fucking hader dem. Tror seriøst kun de ansætter folk, der intet aner om kundeservice."
PostDK: "Her er den. Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret" (som du fucking LIGE HAR SET på min telefon)
Mig: oplyser pakkenummer
PostDK: "Så skal jeg bare bede om din underskrift på den her..." (derefter "kækt" henvendt til Manden) "...og så kan du tage den her (pakken, red.)"

Redeeming feature ved at posthuset ligger i Kvickly er, at man bagefter kan gå hen til bageren og få en fransk hotdog til en 10'er. Så det gjorde vi. Det er Post Danmarks skyld hvis jeg bliver fed igen.

Vel hjemme igen og med frisk te på kanden kiggede jeg i min kalender. Og kunne konstatere at det overhovedet ikke er en Mayland. Hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har kunnet finde en eneste Mayland, der så rigtig ud. Jeg kan til gengæld ikke huske hvor filan jeg købte kalenderen sidste år. Manden så på kalenderen og derefter på den tændte computer: "De har vel en hjemmeside..." (spoiler-alert: Ja, det har de)

Begejstringen fulgte umiddelbart, for gæt engang: Jeg kan få en 2015 kalender, der er helt magen til min 2014 kalender! Bortset fra at jeg i 2015 kan få en med små huse på. Og hey! Der var også en butik. Og, og, og, og... den koster kun 32,50kr (inkl. moms). Plus 38,75kr i porto. Stadig billigere end den jeg kiggede på i boghandlen.

Jeg kunne så oplyse Manden om, at der ville være gratis fragt over 300kr, så om vi skulle kigge om der var andet?

Så kunne han da egentlig også godt bruge en ny kalender. Så gik jeg muligvis lidt i selvsving over en projekt plan. Uuuh, og så var der en kæmpe væg-kalender, med whiteboard-overflade. Det var da smart. Jamen, I ved hvordan det går i den slags netbutikken. Eller, det er måske kun mig, der kan gå i selvsving over planlægningsværktøjer, men så kender I det garanteret fra tøj. Eller sko. Eller hvad det nu er.

162,50kr i alt. For det hele. Inkl. fragt. Jeg valgte (næsten) alt det jeg ville have og jeg kom stadig ikke i nærheden af de 300 fragtfri kroner. Det blev faktisk stadig mindre end det den eneste næsten-ok kalender i boghandlen.

Internet, det er derfor jeg elsker dig.

TBT: Fra Den Gamle Blog (juleedition)

27. november 2007
Nu’ det jul igen
Det bliver 943kr. Tak.

Jamen, selv tak. Det var så lidt. Og så oveni de 417kr. jeg lige har brugt i Kvickly. Og 154kr. i boghandlen. Det er jo en sand fornøjelse. Nåja, og god jul til dig også.

Så så man lige mig med 1000kr/timen gennem det lokale center. Er vist meget godt det kun er jul en gang om året. Og at Manden lige har fået lønforhøjelse.

Og nu vi snakker om Manden* så får han et hysterianfald når han kommer hjem og ser bunkerne. Han flipper en halv pelikan. Han har nemlig aflyst julen i år. Det forsøgte han også sidste år og lur mig om ikke han får ligeså meget (lidt) succes som sidste år.

Hvert år forbedrer jeg mine julerutiner så det skåner Manden så meget som muligt. Jeg køber gaver til både min og hans familie og har sagt han ikke behøver tænke på gave til mig. Jeg sørger for at hygge lidt ekstra om ham i december. Forsøger at have styr på alt det praktiske omkring julen inden 1. december. Og så laver jeg selvfølgelig en pakkekalender til ham.

Nu sidder I måske derude og synes det er da lige lovligt langt at gå for at gøre én mand tilpas; men i virkeligheden er det bare min kvindelige snedighed. For når jeg opfører mig sødt og rart og i øvrigt upåklageligt så opvejer det det faktum at 1. december klokken seks om morgenen forvandler jeg hytten her til et sandt julehelvede. Gertrud Sand style.

Jeg elsker nemlig jul. Og jeg elsker at hygge og købe gaver og jeg gider i virkeligheden ikke gå op i hvor mange penge jeg bruger. Jeg gider heller ikke få dårlig samvittighed over at jeg har det rart når der er andre i verden der har det skidt. Jeg gider ikke bruge min jul på at købe aflad i form af geder, julepakker og majsmel. En verdensforandring er jo alligevel ikke noget der kommer af at vi alle sammen klinker sammen til en lokumsbygning i Uganda juleaften.

Så jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald tænkt mig at have en helt forrygende hyggelig jul her midt i den mørke vinter. Overtræk på dankortet eller ej.

---------------
*Ex'en, red.

onsdag den 26. november 2014

Hvori jeg er glad for jeg ikke længere er 13

I går gravede jeg min gamle super-top-hemmelige skrive-mappe frem. Mine ord flyder nemmere i et analogt format, og jeg har hældt så mange af mine følelser i den mappe, at den har fået talisman-agtige egenskaber. Ja, jeg er sådan en type, der besjæler ting - hvilket i øvrigt er et ret stort problem i forhold til skriveredskaber, for de har det jo med at løbe tør.

Mappen er absolut off-limits for alt og alle (og er dermed den eneste hemmelige ting i vores ægteskab) og har været det siden dengang for femten år siden, hvor jeg satte den første side i. Dengang, fordi mit 13-14-15 årige jeg simpelthen ikke var klar til at dele sine (delvist) erotiske historier med nogen som helst. I dag, fordi det simpelthen er så umanerligt dårligt skrevet. Tæerkrummende pinligt dårligt, faktisk.

Nå, men jeg fandt Mappen frem, fordi jeg håbede på, at dens talisman-evner stadig var der. Jeg så for mig i ånden, hvordan jeg skulle sidde i sofaen og alle mine ord ville på magisk vis begynde at flyde ud på papiret. Indtil videre har jeg kun bladret en smule i mit sindrige løsblads-system og konstateret, at der faktisk ikke rigtigt er noget at komme efter. Det er alt sammen noget lort. Rent ud sagt.

Det er ikke fordi Mappen ikke stadig er speciel - jeg tror faktisk stadig dens evner er der - men jeg er bange for at blive besmittet med teenage-pladder, hvis jeg tager den i brug. Normalt er jeg slet ikke så overtroisk, men når det drejer sig om mine ord, min sjæl, så er det noget andet.

En ny mappe er nok nødvendig, men det virker helt ærligt næsten alt for sårbart. Sådan en ny mappe er jo sjælløs, og man kender den ikke. Hvad nu hvis det var en sladre-mappe? Eller jeg slet ikke kunne lide den?

Mest af alt, er jeg nok bange for at jeg om femten år finder Nye (til den tid Gamle) Mappe frem og opdager at den også er fyldt med lort.

Under alle omstændigheder må det med en evt. ny mape vente, for det er alligevel helt umuligt at skrive uden en uniball eye needle-point, som (ærgerlig-bærgerlig) ikke fås nede i boghandlen mere.

Pokkers også, hva'?

fredag den 21. november 2014

Låveståry, del 9

Du kan læse de tidligere afsnit her (åbner alle i en ny tab):
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8.
Du kan også læse alle afsnittene under tagget lovestory, men der ligger de i omvendt rækkefølge.

---------
Sommeren begyndte at gå på hæld, og den kedelige (og noget ensomme) virkelighed bankede på. Jeg var glad nok for mit sommerferiejob... jamen I behøver ikke lyde så chokerede, jeg har faktisk en enkelt gang eller to haft ægte lønarbejde... men det fik jo ikke aftenerne til at gå. Og snart fik det heller ikke engang dagene til at gå, eftersom sommerferien (og dermed også jobbet) udløb.

Jeg havde flere gange lyst til at skrive til Ace, og bede ham komme forbi. Selvom der var en del andre som også ville komme hvis jeg spurgte, så var Ace nok den eneste jeg ville være tryg ved at lade overnatte. Jeg tror ikke der var nogen af mine... ahem... bekendtskaber der var psykopatiske øksemordere, men der var jo heller ingen grund til at teste skæbnen. Problemet med Ace var jo bare lige, at aftalen var at det skulle være uforpligtende. Nåja, og så at han havde følelser i klemme hos en anden.

Kort sagt... Hvad nu? Hvad mener I med, at der ikke er noget i den her historie der er "kort sagt"? Jøsses, det er da klart det bliver langt, når I bliver ved med at afbryde... Nå, men kort sagt så var jeg løbet tør for underholdning, så da Vikaren skrev at han var på vej hjem, greb jeg chancen og hoppede på et tog.

Jeg havde fået en virkelig god ide, syntes jeg selv. Jeg ville overtale Vikarens roomie til at låne mig en nøgle, så jeg kunne være der når han kom hjem. Tadaaa!! SURPRISE! Altså, seriøst, det var århundredets ide. P.i.s.s.e. sjovt. Prank of the year. Så ville jeg bare være der, i hans lejlighed, helt uden han var klar over det. Jamen, I kan godt se det sjove, ing? Ing?!

Jeg så bilen køre ind på parkeringspladsen. Parkere. Jeg så han stige ud og gå hen mod døren. Jeg var klar. Haha, hvor ville det bare blive fucking sjovt.

Han stoppede op da han så mig, fuldstændig som på film.

Hvorefter han undrende udbrød: "Hvad laver du her?"

torsdag den 20. november 2014

Hvori boligstøtte-ansøgningen bliver ved med at være en kilde til uendelig morskab

Så fik Manden en mail om boligstøtte:

"Kære ansøger

Der er nye oplysninger om din ansøgning om boligstøtte.

Gå på www.borger.dk/boligstoette-status og log på med din NemId/digital signatur.

Venlig hilsen
Udbetaling Danmark"

Så går han selvfølgelig ind på borger.dk og logger ind for at se de nye oplysninger.

Hvad der står, spørger du i åndeløs spænding?

"Færdigbehandlet", såmænd (og kun tre uger efter svar-fristen udløb)

Men står der noget om, hvad svaret på ansøgningen er?

Nej. Selvfølgelig ikke.

Men hvad skulle vi dog også bruge den oplysning til.

Vi har jo søgt boligstøtte fordi vi har så pissemeget økonomisk overskud, at det er helt ligemeget hvor vi kan budgettere med.

Nogle ville måske mene, at Udbetaling Danmark bare kunne have skrevet direkte i mailen "Din ansøgning er nu færdigbehandlet".

Eller at opdateringen om boligstøtte burde blive sendt til ens e-boks, hvor man jo alligevel skal tjekke al sin anden post.

Men det er jo det offentlige.

tirsdag den 18. november 2014

Låveståry, teasertrailer

Engang for mange hundrede år siden var jeg igang med noget låveståry. Som jeg af flere omgang har lovet og/eller overvejet at gøre færdig.

For så ikke at gøre det.

Så nærmede november sig (igen) og jeg tænkte (igen) hvor fucking fint det ville være at den var færdig til vores bryllupsdag (spoiler-alert: Det bliver den ikke)

Vores bryllupsdag er i morgen. Lige pludselig. Jamen shit, altså? Bliver måske lige snert nok at forfatte seks nervepirrende afsnit inden da.

Nå, men sidst vi så seks år yngre mig var jeg single og i færd med at blive ved med at være det. Det viste sig at det var sværere end beregnet at holde niveauet "casual sex", for i løbet af få uger havde Vikaren sagt det meget forbudte "Jeg er vild med dig" (for derefter at skride på ferie. Skide tak for suppedasen) og gudeskønne Ace, kom og væltede mig omkuld, både billedligt og bogstaveligt talt (for derefter at tage til den anden ende af landet, i jagten på en anden. Skide tak til dig også)

Så der sad jeg så, i et hjørne på mit sommerferiejob, og funderede over, hvor ustadig den der single-tilværelse er.

Følg herre-meget med i morgen, hvor jeg MÅSKE skriver afsnit 9!!

søndag den 16. november 2014

Hvori jeg lader som om jeg ikke drømmer om andet end en burger

Jeg har altid drømt om at skrive.

Sådan siger jeg ofte, når samtalen drejer sig i den retning.

Det har faktisk i mange (mange) år været en stor del af min identitet, at jeg er sådan en, der drømmer om at skrive.

Det er mange (mange) år siden jeg sidst har skrevet noget, der bare kunne minde om at være af betydning, og i takt med at mand og børn og hverdag er kommet til, har jeg måttet sande, at det nok er løgn, at jeg drømmer om at skrive.

Jeg er måske mere sådan en, der drømmer om at drømme om at skrive.

Så kunne jeg være den lidende, interessante kunstnersjæl, som skrev helt vildt dybe og interessante ting. Hvis jeg altså skrev.

Men jeg skriver jo ikke en skid. Jo, bevares, der ryger da ord ud på bloggen, og der er også ord involveret i Crazy Urealistisk Projekt (TM), men ikke den slags ord.

Så jeg tog et skridt væk, og prøvede at kigge lidt på, hvem det egentlig er jeg er. Og jeg er hverken sådan en der skriver, eller sådan en der drømmer om at gøre det.

Bortset fra, at ligepludselig, så var der ord, der ville ud. Rigtige ord.

Det er bare alt for sårbart. Alt for krævende. Og alt for farligt.

Så nu, hvor jeg har nogle ord, jeg kunne drømme om at skrive, eller endnu værre, rent faktisk skrev dem... så ville jeg faktisk nærmest ønske de gik væk igen.

232 ord nåede jeg at vride ud, inden jeg fortrød.

Halvdelen af mig skriger SLEEEEEEEEEEEEEEEET.

Den anden halvdel ønsker, at nogen ville tvinge mig til at udlevere det.

Så lige nu drømmer jeg mest om, at være sådan en der ikke drømmer om at skrive.

fredag den 14. november 2014

Hvori jeg læser en bog

I sidste uge var der nogen der havde oversat en bog. Igen. Og det fik Politiken til at gå fuldstændig i selvsving over 1. At nogen (igen) havde oversat bogen og 2. At pågældende oversættelse var fuldstændig uforståelig (6 hjerter)

Nå, men jeg kan også godt lave en uforståelig oversættelse af Ulysses, men jeg er ikke helt sikker på, at det er det, der skal til at være pejlemærket for kvalitet i bogoversættelser.

Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af tekstnære oversættelser - for det er jeg - men man skal ikke lave noget uforståeligt, bare for at gøre det uforståeligt. Heller ikke selvom originalen er det. For sprog fungerer jo ikke på den måde. Vel. Et sprogs finesser og tvetydigheder og de associationer det vækker hos læseren kan jo ikke oversættes.

Så hvis man gerne vil have en uforståelig udgave, der er tæt på originalen... ja, så læs originalen.

Jeg har ikke læst hverken den nye eller den gamle (eller den første) oversættelse af bogen. Og jeg kommer heller ikke til det. Til gengæld har jeg taget mig sammen til at gå i gang med originalen.

Jeg har aldrig været litteratur-nørd, bare en almindelig læse-nørd, og som sådan er jeg stor tilhænger af, at bøger kan forstås umiddelbart. Metaforer og symboler og et kendskab til alle mulige andre forfattere skal ikke være en forudsætning for at bogen giver mening. Dermed ikke sagt, at der ikke må være alle de lag og dobbeltbetydninger, forfatteren overhovedet kan få plads til - for det skal der jo være, for at en bog for alvor bliver god, også ved anden og tredje og syttende genlæsning. Men det skal ikke være nødvendigt for bogen. Synes jeg.

Der er røget en del bøger af min liste på den konto. Jeg er fx aldrig blevet færdig med noget af Doris Lessing, og jeg synes (selvom man vist ikke må sige det) at Hemingway er lidt... blah.

Men James Joyce... det er kærlighed ved første sætning. Efter 15 sider kan jeg godt fornemme det bliver et langt forhold, når jeg kun har ti minutter i fred af gangen. Men jeg ville virkelig ønske, jeg kunne glemme mand og barn og låse mig inde i en hytte i skoven og bare læse til jeg er færdig. Det kræver den skide bog faktisk, at jeg gør.

Den kyler ublidt en ind midt i handlingen, og forventer at man bliver der, på trods af, at den ikke rigtigt giver noget håb om, at man nogensinde kommer til at forstå hvad der foregår.

Men sådan er det jo, med de bedste bøger. De skal føles og forstås med hjertet og ikke med hjernen.

De skal elskes ubetinget, på trods af at de gennemtæver en, og derefter skrider uden at fortælle hvorhen.

.....
PS. Ulysses findes hos Project Gutenberg (som er gratis)

mandag den 10. november 2014

Hvori jeg er gået i seng

Må jeg godt gå i seng nu?

Har brugt den sidste time på at skrive Gryntegrisens ønskeseddel ind (i forvejen et hængeparti, sedlen har været efterspurgt i ugevis) og finde billeder og specificere mærker. Og det kan godt være det er nedern, men jeg hader plastiklort med glimmer, der går i stykker i morgen, og vi har bare ikke uendelig plads at opbevare skodlegetøj på, men det forstår (dele af) familien ikke, så de stiller alligevel altid med et eller andet plastik, der ikke kan bruges til andet end at være i vejen, med mindre man har sagt DET ER DEN DER HUN ØNSKER SIG mens man holder dem i hånden. Til familiemedlemmerne, altså, ikke til legetøjet.

Undskyld. Jeg er træt.

Og jeg mangler stadig at indsætte/vedhæfte alle billederne.

Og så lige skrive de voksnes ønsker ind også.

Ja, OK, måske det virker som lige lovlig lang tid at bruge på at skrive en liste ind på computeren. Men muligvis - kun muligvis - skulle jeg også lige finde på store dele af listen først.

Det virkede lidt tyndt at skrive "legemad fra mamamemo" på som det eneste.

Seng. Nu.

Resten i morgen.

...

...

Hov, bør jeg tagge det her #speltmor?

fredag den 7. november 2014

Hvori ingen nogensinde snakker om noget som helst

Det her er et af de svære indlæg. Et af dem, der ikke rigtigt er til at få hul på.

For jeg er faktisk ikke rigtigt afklaret, men noget skal der ud.

Problemet er, at når man fortæller sine egne historier, så ryger der også af og til noget af nogle andres historier med. Fordi vi ikke er isoleret på en øde ø uden internet.

Jeg bliver ofte i tvivl om, hvor meget af andres historier det er ok at dele. Ingenting? Alting?

Så jeg har ingenting delt, af det, der har været nogle andres svære historie. Selvom det også til dels har været min svære historie. Som jeg har haft lyst til og brug for at skrive om og dele og tale med andre ikke-indblandede individer om.

Jeg har ingenting delt om, at min mor har haft kræft. Sådan rigtig, operations-krævende kræft. Hun er rask nu, bortset fra, at den behandling, der har gjort hende rask også har gjort hende syg. Muligvis for altid.

Jeg har heller ingenting delt om, at min Onkel Mellem også har haft kræft. Men det skyldes til dels at der gik meget længe inden der var nogen der overhovedet nævnte ordet kræft. Jeg tror ordet kemo blev sagt først. Fordi ingen ville sige det som var sandt; at han havde en livstruende sygdom.

Min mor sagde heller ikke ordet, før jeg tvang det ud af hende.

Det er nemmere at dele nu, hvor det hele er slut. Så er jeg ikke så meget i tvivl om hvor grænsen går, og der er ikke så mange, der har følelser i klemme.

For nogle dage siden fik jeg en mail fra min Moster, hvor hun nævnte, at de var på sygehuset for at besøge Onkel Yngst. Sådan en passant, som om jeg vidste alt om hvad der foregik.

Jeg anede ikke engang han var syg. Ikke sådan ud over den der nagende mistanke, man altid har når man egentlig godt ved der er noget galt, men man slår det hen, fordi ingen siger noget.

Det er på en måde værre denne her gang, for Onkel Yngst's sygdom er psykisk. Og derfor ikke specielt håndgribeligt, og derfor heller ikke noget der automatisk vækker medfølelse.

Og det er nok det, der er dråben, der nu får alle mine ord til at flyde over og ud.

For jeg står, præcis som i mine teenage år, tilbage med følelsen af, at den generelle holdning er, at psykisk sygdom er noget man kan holde op med, hvis bare man begynder at opføre sig normalt. Jeg føler mig i den grad omringet af drama og vrede, og selvom begge dele måske er forståelige nok, situationen taget i betragtning, så synes jeg ikke det er et rart sted at være.

Især fordi der ikke er nogen, der siger noget som helst højt. Alle snakker om det hele tiden, men der er i virkeligheden ikke nogen der snakker om det. Ikke rigtig.

Så nu snakker jeg om det. Og råber røv og siger fuck jer...eller dem...eller...fuck, i hvert fald.

For jeg hader faktisk, at ingen nogensinde snakker om noget som helst.

tirsdag den 4. november 2014

Hvori grisen grynter

Der er en del af Gryntegrisens ord, der sniger sig ind i vores sprog, simpelthen fordi de er så søde og sjove. Jeg ved ikke om det er pædagogisk korrekt, men på et eller andet tidspunkt lærer hun vel de korrekte ord, med eller uden vores hjælp. Tænker jeg?

Et af de allerbedste ord er falledille. Hun kan godt sige krokodille, hvis hun koncentrerer sig, men hvis hun er ved at fortælle noget, er der slet ikke tid til den slags koncentration. Det hedder en falledille fordi endelsen er så tæt på endelsen i frikadelle (jamen, jeg elsker simpelthen den logik hendes hjerne arbejder med)

For nylig fik hun en lamme-bamse af Mosser, som havde været på drukstudietur i Irland. Den har Barnet selvfølgelig døbt Sjopper-Sjip. Efter Shaun the Sheep, ing?

I bamse/dukke-skaren finder man også Dåddenine, som direkte oversat er Dukkeline. Vi andre kender hende som Cirkeline, men det er jo en dukke, ligesom Dukke såe...

Så er der alle "-lade" ordene. Har I nogensinde tænkt over det, at ord der ender på "lade" er gode ting? Der er sjodderlade, mammårlade og rammerlade. Alle siges med have og/eller mere foran.

Noget andet der smager godt er bittebåtter (peanutbutter) og mulli (tidligere udtalt munæ), som egentlig betyder smoothie, men som bliver brugt generelt om smoothie, suppemand, dus og små brikker med sugerør på. Med mindre der er tale om daomæt, som betegner alle former for mælk med smag.

Når man skal ud at cykle skal man huske at have sin cyttehat på.

Til fødselsdage er det bedste hvis der er bannenånger, men pas på - de kan godt sige BANG!

Hver aften synger vi en valgfri godnatsang, siger tak for i dag og slutter så af med at synge sang hærde-ade. Den med lærkereden, I ved.

For tiden synger vi også meget denne sang, der er den første Gryntegrisen kan i sin helhed (komplet med tegn):
Lillebitte ollelat
Onde mi-mave
Demme bor hos
Nære nære min mad
Gir eneste dag
Ikke have
Heller heller
Dodola IS!!

(man kan også synge den med STORE lat)

Når nogen formaster sig til at give Gryntegrisen en mysser bliver der med det samme rejst krav om at ta det af igen - og så må Mor og Far jo suge mysset ind igen.

Af og til formaster nogen sig til at kalde Gryntegrisen for en lille skat/dejlig/mors pige. Så får man meget bestemt fortalt at nej, er lille dreng!

Den anden dag havde vi været på legepladsen og skulle om at hanle. Vi kiggede på ænderne på stien, og så begyndte Gryntegrisen at sige enne hona på repeat. Ingen af os vidste hvad hun snakkede om. Nej, det var ikke en hund - der var heller ikke nogen hunde i nærheden. Hun blev mere og mere insisterende "Enne hona! Enne hona!" og de dumme forældre forstod stadig ikke noget. Da vi gik forbi lågen til kirkegården steg lydniveauet til skrig og armene rakte frustreret ud: "ENNE HONA!!!!" - og så forstod de tungnemme forældre: Ind til Ronan

mandag den 3. november 2014

Hvori vi går en tur

Vi har fået en hjerneblødning, jeg kan lige så godt sige det rent ud.

Vi er blevet sådan nogle der synes det lyder som en vildt godt ide at tage på vandretur. Seriøst. Jeg aner ikke hvor fanden det kom fra?

Så nu har vi pludselig aftalt at de mandage Manden har fri går vi lange ture. Fordi selvom vi synes det lyder som en god ide med vandretur, er vi også stadig realistiske omkring at vi er nogle tøsedrenge, så vi starter i det små.

Det er virkelig mærkelig at være blevet sådan en der holder af frisk luft og natur og primitiv sådan fra den ene dag til den anden. Hvis ikke det var fordi vandreudstyr havde samme kilopris som platin, så havde vi nok også investeret i et fuldt sæt allerede. Jamen, det er jo det jeg siger - det er helt galt.

I dag var i følge planen ekspeditionsdag (ja, ekspedition. Eller quest måske, som i Ringenes Herre. Coz that's how we roll) og vi havde slet ikke fundet på alle mulige dårlige undskyldninger for ikke at skulle afsted. Det var faktisk nærmest helt som om vi glædede os? Men så sov Gryntegrisen helt vildt længe (7.30, red.) og det er altid et faresignal. Hun var også lidt varm, og hun havde virket varm, de gange jeg mærkede om natten. Og jeg mærkede i nat når jeg gav sut, fordi hun i går aftes også havde virker lidt varm og pylret. Hun virkede ikke syg ellers, men vi tog hendes temperatur, som viste et pisseirriterende 37.5. Som ikke er feber, men som heller ikke ikke er feber.

Og så regnede det.

Manden insisterede på at vi skulle gå alligevel (eller, det gjorde han, efter det klarede op) og at vi bare kunne have Gryntegrisen med i klapvognen. Men så tog det jo pludselig 100 år at pakke, for af en eller anden årsag kan man pakke til sig selv på to minutter, men ligeså snart man skal have et barn med tager det for evigt, og da vi så endelig var færdige med at pakke var det blevet overskyet igen.

Vi tog chancen og gik alligevel (spoiler-alert: det holdt tørt) og vi havde faktisk en rigtig hyggelig tur. Om end det ikke rigtigt var den slags hyggelig vi havde drømt om. Til gengæld fik vi jo så prøvet at have både hende og klapvognen med, og så fik vi gjort nogle erfaringer på det punkt også.

Barnet virkede ikke specielt syg, men hoppede ikke i ret mange vandpytter ude i skoven, før hun bare gerne ville op i klapvognen igen. Hvor hun sad ligeså stille og spiste kiks indtil hun faldt i søvn.

Vi fandt et rigtigt dejligt sted at spise frokost, lige ved det gamle færgeleje, der både var i læ og med dejlig udsigt. Vi parkerede klapvognen og lige som vi skulle til at sætte os kunne vi så konstatere at vognens indhold var vågnet. Efter en enkelt sølle time. Ergo var færgeleje med fire meters frit fald til hav udelukket som spisested.

I stedet blev vi enige om at spise ved Monarchs legeplads, og så kom Manden i tanke om at han godt ville have kaffe. Nu vi var der. Vi gik med ind, mig og Grynten, for at få lidt varme, og så sagde Barnet pludselig: "Spise mad! Sidde bordet, spise mad" mens hun pegede på alle de mange borde. Og så fik hun øje på børnestolene. "Sidde stol. Bordet. Spise mad!"

Jeg ved ikke hvor hun har den viden fra? Jeg tror det kan tælles på en enkelt hånd hvor mange gange vi har haft hende med ude at spise på den måde. Og det var altså heller ikke fordi der var ret mange der sad og spiste. Det kommer virkelig tit bag på mig hvor meget det barn har styr på inde i sin lille knold.

Fordi hun jo var syg (agtig) fik hun lov til at bestemme. Derfor, og så fordi hun simpelthen bare var så sød, som hun sad der og fortalte om, at vi skulle spise mad. Hendes lykke var komplet, da jeg fortalte vi kunne få en smoothie til.

Hun fik ikke sovet mere, men humøret holdt alligevel næsten resten af vejen hjem.

18.15 bad hun om at komme i seng, og nu er hun faldet i søvn.

Vi andre falder nok bare i sofaen indtil videre.

14 km i delvist kuperet terræn blev det til. Det er ok, klapvogn og barn taget i betragtning.

søndag den 2. november 2014

Hvori der er lys (men vist ikke for enden af tunnelen)

Gryntegrisen har opdaget, at man kan tænde og slukke lamper. Det er meget spændende, og vi øver os i at man må trykke en gang.

Om morgenen, når vi har ligget og hyggegasset lidt i mørket vil hun gerne "tænde lille lys", og det får hun lov til. Bagefter er det "også loffårn, tænde" - og ja, hun får også lov til at tænde lyset i loftet (selvom Moren synes det er en anelse for lyst og en anelse for tidligt). Det er der i og for sig ikke nogen problemer i - med mindre Manden er hjemme.

"Lille lys" står nemlig i Mandens side af sengen, og han er derfor i vejen. Den anden morgen moste Gryntegrisen bare hen over ham, og hun blev voldsomt forskrækket og ked af det, da han (forståeligt nok) skældte ud over at blive vækket ved at blive jokket på - "lige på patvorten", som han så malende udtrykte det.

Vi trøstede og tog så en snak om, at man ikke bare må trampe på andre, og at man i stedet skal bede dem om at flytte sig. Gryntegrisen forstod godt hvad vi sagde, og i stedet for at træde på Manden siger hun nu "FLYT DIG!!" og skubber til ham. Det er effektivt, fordi Manden bøjer sig sammen i latterkramper, og på den led giver plads til hun kan komme forbi, men måske ikke helt det resultat vi havde håbet.

I morges havde vi så følgende samtale, da Barnet var lige ved at mose hen over Manden:

Mig: "Hov, du skal passe på Far!"
Gryntegrisen: "FLYT FLYT!! FLYT DIG!!"
Mig: "Du skal spørge pænt, ikke skubbe"
Gryntegrisen: "Nåhja. Spørge pænt. FLYT DIG!!"

lørdag den 1. november 2014

Hvori jeg ikke vasker tøj

Manden har taget Barnet med til Farmor og Farfar i Udkantsdanmark, så jeg kunne få en afslapningsdag. Fordi han er en helt.

Indtil videre har jeg brugt to timer på at lægge kabale og drikke te. Så mangler jeg bare
  • Vask af sengetøj
  • ...og alt det andet vasketøj
  • ...og at lægge det rene ditto på plads
  • Oprydning i det meget lokale julemandsværksted, så spisebordet muligvis dukker op igen
  • Oprydning i resten af lejligheden
  • Et bad
  • Opvasken
  • Støvsugning
  • 57 julegaver
  • Planlægning af Mandens fødselsdag
  • At tage mig sammen

Jeg burde virkelig også løbe en tur, men det er den tid på måneden (#oversharing), så det virker fuldstændig uoverskueligt.

Kunne også bare tage en lur.

fredag den 31. oktober 2014

Hvori det er sidste dag af oktober-udfordringen

Det er blevet til 14 indlæg (inklusiv det her, men eksklusiv throwback Thursday-indlæg). Det er selvfølgelig langt fra et indlæg om dagen, men jeg tænker det har været et ok niveau. Egentlig.

Jeg tænkte det som en øvelse i at mærke efter hvad jeg gerne vil med bloggen, og hvordan jeg vil den. Og det har jeg gjort. Mærket efter, altså.

Bloggeren er stadig derinde. Og det er en old-school, dagbogs-agtig, lige-fra-hjertet, personlig blogger. Stadig. Jeg tror lidt jeg havde glemt det?

Jeg er ikke en tip-og-tricks-, mad-, krea-, mor-, mode-, debat- eller sponsor-blogger. Men det har jeg i virkeligheden brugt meget tid på at spekulere over. I stedet for bare at skrive.

Det er heller ikke en billed-blog. Jeg kigger rundt, og så synes jeg min blog virker så tom og kedelig når jeg ser på alle de andres billeder, og tænker at jeg også skal se at få smidt nogle billeder på. Men jeg synes faktisk det er besværligt, og det spænder ben for min stil. Billederne, de er på instagram, og der bliver de. I hvert fald langt de fleste af dem.

I løbet af den her måned er det også blevet virkelig tydeligt, at det ikke er tiden jeg bruger på at blogge, der er problematisk, men derimod tiden jeg bruger på at tænke over det. Hvad skal jeg skrive, for at det bliver spændende og relevant? Hvordan undgår jeg at støde nogen? Er der mon nogen der har kommenteret endnu? Nu? Hvad med nu? Hvad mener de med den kommentar? Skal jeg svare? Burde jeg havde skrevet noget andet? Er det godt nok? Er jeg god nok?

Så det bliver november måneds udfordring - at øve mig i at skære ned, både på bekymringerne, og på det antal gange jeg liiiige tjekker mobilen. Det bliver forhåbentlig en fuldstændig skjult udfordring for jer, der læser med, for den allervigtigste konklusion på den her udfordring er, at jeg skal stoppe med at undskylde, forklare og blogge om at blogge.

Og i stedet for bare gøre det.

Det håber jeg vil kunne ses. Og jeg håber, at hvis det går hen og bliver vævende og alt for meta (igen), så er der nogen der trykker på den store røde hold-kæft-knap.

As you were.

PS. Jeg er i gang med at rykke rundt på layoutet - sig lige til hvis det bliver helt umuligt at have med at gøre (især hvis I bruger mobil - er lidt på eksperimentalstadiet)

torsdag den 30. oktober 2014

Hvori der alligevel er lego

Vi har egentlig besluttet at vi pt. har nok lego (CHOK CHOK). Vi er ved at løbe tør for plads og penge, og er for længst løbet tør for tid. Vi har faktisk en stak uåbnede lego-æsker inde i skabet (CHOK CHOK igen).

Men. Så var der noget med at jeg havde lovet Manden Ecto-1 - bilen fra Ghostbusters - og vi skulle jo alligevel købe julekalendere. Jamen, det tæller jo ikke som lego på den måde, vel. Nåja, og så var der vist noget med Gryntegrisens fødselsdag lige om lidt (seriøst CHOK CHOK, der). Hun skulle egentlig heller ikke have mere lego, men så kom vi i tanke om det perfekte sæt til hende.

Så vi var lige en tur omkring vores lego-pusher, Legen.dk.** Som havde tilbud på lige det sæt Grynten skulle have, og de havde (selvfølgelig, fristes jeg til at sige) også tilbud på julekalendere. Men ingen Ecto-1 - det er et lego exclusive sæt, så som udgangspunkt skal man i lego-shoppen (men i (endnu en) parentes bemærket, så har de altså tit en del exclusive og hard-to-find på legen.dk også)

Normalt handler vi faktisk ikke i lego-shoppen. Ville jeg sige. Men det er selvfølgelig ret meget løgn, for der er jo en hel række sæt man kun kan få der. Men. Der er aldrig tilbud på noget og man kan ikke få udgåede sæt. Vi er dog tilmeldt VIP-programmet (butofcourse) og optjener VIP-point, svarende til 5% af ordrens værdi. 10%, hvis der er kampagne.* Desuden har Lego-shoppen fri fragt over 400kr, hvorimod vi på legen.dk skal over 1000kr (men fragten er kun 39kr så det er til at overkomme). Så det bliver ofte et større regnestykke når vi skal have nyt lego.

Denne gang endte det faktisk med det godt kunne betale sig at handle i lego-shoppen: dobbelt-op på VIP-point og et exclusive promo-sæt på 100 klodser (sæt på den størrelse koster normalt omkring 100kr)


*Man får 1 point for hver ti kroner man bruger i lego-shoppen. Vi har i vores VIP-tid optjent 685 point. Ahem.
**Legen.dk omtaler og anbefaler jeg gerne uden at få noget for det, for de har altid tilbud og deres kundeservice er i top.

PS. Sorry, hvis det lyder helt vildt som et reklame-indlæg. Det er det ikke. Det var bare det der røg ud i dag. Jeg lover det er helt normale og hverdagsagtige betragtninger her i huset.

onsdag den 29. oktober 2014

Hvori der ikke er nogen der har sex

*Indsæt selv blrah-lyd her*

3.37. 4.45. 5.49. Dyne. Sut. Nemo.

Og så skulle vi åbenbart ikke sove mere. På trods af at alle involverede parter stadig var (for) trætte.

6.21 stod vi op. Der var en del gråd, da jeg foreslog havregrød til morgenmad. Men vi var jo igen løbet tør for mælk. Der var en lille slunken slat tilbage, præcis nok til at dække behovet for "Haver-dyn, dee-ohs med mætte". Heldigvis. Ellers tror jeg Harmageddon var indtruffet.

Jeg orkede næsten ikke at gå ud i vuggestuen med hende. Rettelse: Jeg orkede faktisk ikke at gå ud i vuggestuen med hende. Efter Weekenden Hvor Søvn Blev Sprunget Over (10 minutters lur blev det til søndag - TI minutter. For frigodan) og efterfølgende dage med OfU (Opvågning før Udhvilet) er mit energiniveau... skal vi sige... en smule lavt. Jeg tog ellers en middagslur i går, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig vågen længere. Men måske var det det der gjorde det, for så nåede jeg jo absolut intet i går. Heller ikke i går.

Så nu vil jeg bare gerne sidde i fred. For mig selv. Og også gerne have forlænget dagen med en 4-5 timer, så jeg kan nå både at slappe af og at lave noget.

Det er faktisk noget af det der har overrasket mig mest, efter vi har fået Gryntegrisen, at jeg har så stort behov for bare at være alene og i fred. For jeg er var ikke sådan et menneske, der helst ville være selv. Jeg trives rigtig godt med tosomhed, og jeg har ikke følt behov for at have min egen hobby eller cafe-besøg uden manden eller seperate byture. Vi blev gift og siden har vi været sådan en fælles enhed uden det helt store behov for at have "hver vores".

Cue: Spædbarn. Med spædbarn fulgte et enormt behov for at være alene. Alene-alene. Det kom bag på mig, for altså, jeg vidste jo godt at med et spædbarn, så kommer der også et behov for engang imellem at få en pause, men jeg havde slet ikke forudset at jeg skulle have den pause for mig selv og uden Manden. Ikke i så stort omfang, i hvert fald.

Jeg nåede ret hurtigt dertil, hvor jeg ikke kunne have at der var flere der skulle røre ved mig og kræve noget af mig. Sådan et lillebitte barn er jo på en, hos en eller spiser af en hele tiden. H.e.l.e. tiden. Det var i og for sig ikke nogen overraskelse, men det var overraskende at jeg kunne få nok af den fysiske kontakt. Ikke bare som i at jeg var træt af at bære og flytte rundt og få krampe i armen fordi hun sov på den. Men bare straight up nok af at have nogen så tæt på.

Jeg havde seriøst aldrig forestillet mig, at vi skulle være det par, hvor sex holder op. Aldrig. Vi snakkede endda om det, præ baby, og ingen af os kunne forestille os, hvordan man ender i den situation. Det kan jeg så godt nu. Det er et underligt sted at være, for det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til Manden. Jeg har bare ikke lyst. Punktum.

Det ville overhovedet ikke være et problem, hvis Manden var samme sted, men det er han bare ikke. Han er faktisk noget nærmere det samme sted, som vi var inden vi fik børn. Og det sucks. For kombinationen har virkelig sendt os ud i en nedern spiral, hvor jeg glemmer alt om der er noget der hedder sex, hvorfor problemet vokser for ham (no pun intended), hvorfor det pludselig er nødvendigt det er nu, hvorfor jeg føler mig presset, hvorfor jeg får endnu mindre lyst. Alt sammen krydret med fantastisk dårlig samvittighed fra begge sider. Og så selvfølgelig den lille detalje, at der ikke er tid og overskud til det helt store show midt i en hverdag med et lille barn.

Jeg troede det ville blive bedre når jeg stoppede med at amme og den direkte fysiske afhængighed stoppede. Og det blev måske også bedre. Lidt. Men samtidig havde jeg også bare enormt brugt for at have min krop for mig selv et stykke tid - ens krop bliver jo underlig af graviditet og fødsel og amning, og den ændrer sig så meget så hurtigt, at man slet ikke kan kende den mere. Det er så snart et år siden jeg stoppede med at amme.

Men måske det bliver bedre, når man har ikke-ammet ligeså lang tid som man ammede?


(Fodnote-parentes: Det er ikke fordi jeg er et sted hvor jeg har mistet håbet eller noget. Overhovedet ikke. På et tidspunkt kommer vi jo ud på den anden side. Det er bare her vi er nu)

lørdag den 25. oktober 2014

Hvori lydniveauet er en anelse for højt

Det startede allerede klokken fem i morges. Det er der sådan set ikke noget underligt i, for Gryntegrisen vågner tit klokken fem og skal have sut eller Nemo eller dyne, for så at sove videre til halv syv-syv. Og så ligger jeg der og har den evige indre diskussion om jeg skal gå ud og tisse (og risikere at vække Barnet helt) eller om jeg skal blive liggende (og risikere ikke at falde i søvn igen på grund af fyldt blære).

Jeg fornemmede det godt, i morges, at hun ikke faldt rigtigt i søvn igen, men hun bøvlede ikke over i hovedet på mig "store seng" før halv syv. Hvor hun prompte gav sig til at skrige "MIN PUDE!!! MIN PUDE!!!" og så vidste jeg ligesom godt at dagen allerede var røget.

Af en eller anden årsag falder de der røv-dage altid i weekender hvor Manden arbejder. Så jeg står selv med Barnet og det er bare en lorte-kombi med træt barn og træt mor, der ikke får bare lige en halv time til at vågne og drikke varm te og tage en dyb indånding. Det har været en studie i grænsesøgning i dag, og vi har (blandt meget andet) diskuteret om:
  • Man må tage den lille, skarpe og sylespidse saks
  • Man må kravle op på bordet og tage den lille, skarpe og sylespidse saks
  • Man må tegne på mors karton
  • Man selv må tage mors karton
  • ...oppe på bordet
  • ...igen
  • Mor må rulle sokkerne ud
  • Mor må putte banan i havregrøden
  • Man må lege med toiletbørsten
Bonus-info: Hun kender godt svaret på samtlige spørgsmål.

Når hun ikke lige har skreget mig i hovedet, hver gang jeg gjorde noget der gik hende imod, så har hun stædigt ignoreret alt hvad jeg har sagt til hende.

Klokken halv elleve gav jeg op og bad Manden om at tage ansvaret i bare ti minutter. Hun var crazy træt og mit overskud var væk, og jeg troede egentligt hun faldt i søvn, for der blev stille i soveværelset. Det var ikke helt efter planen, for der er jo alt det med sommertid/normaltid, så jeg havde egentlig tænkt det var fint hvis hun sov sent og fik rykket den der time allerede i dag.

Men så skreg hun igen og jeg hentede hende (for jeg havde drukket en hel, varm kop te) og så pakkede jeg hende ned i klapvognen og så var klokken også blevet halv tolv og så ville det jo være ok med den lur. Men ville hun sove? (Hint: Nej) Så opdagede hun hvor vi var på hen og råbte begejstret "Ålle og Fas!!" (onkel og faster, red.) For åbenbart kender hun vejen ud til Kaye og Jyden. Hun holdt sig vågen hele vejen derud og hele vejen igennem frokost og så var klokken pludselig et inden hun blev puttet.

Men ville hun sove? (Hint: Nej) Så vi gik en tur, og nede på skovstien rumlede klapvognen og så tiltede hun bagover på den der nuttede måde som kun små børn kan. Og så sov hun halvanden time og vågnede op og var slet ikke udhvilet. Så kunne vi så fortsætte hvor vi slap. Thank God, for at være på aflednings-besøg. Hun klarede egentlig eftermiddagen ok.

Manden kom til aftensmad og så var det lige lørdag, så børnene fladede ud foran fjerneren, mens de voksne var sammen med nogle andre voksne. Og så var klokken pludselig otte inden vi kom hjem.

Så fik hun lige et crazy træt hys-anfald over... ja, hvad fanden ved jeg? At puslepladen lå forkert? At hun ikke måtte vaske sig i hovedet med numse-kluden? Så ville hun ikke ind i seng, fordi "Bukser på!! Bukser PÅÅÅÅ!!" - indtil jeg bad hende om at kigge ned på benene. Hvor der var bukser på. Sjovt nok. Ok, det var faktisk ret sjovt.

Hun gik omkuld næsten med det samme. Og så håber vi bare hun sover til klokken syv i morgen (ny tid), så vi ikke skal bruge en uge på at stå op halv seks.

Tak.