fredag den 20. december 2013

Hvori jeg aflyser julen

Først, så var der noget natamning som skulle til at være slut. Så der gik lige (mindst) en uge hvor alle var vågne (mindst) en time hver nat. Så sov vi. En? måske to? nætter. Så skreg hun igen. Og skreg og skreg og var sur og fik feber og havde bleeksem. Så tog vi til lægen som gav hende binyrebarkhormon. Men hun skreg stadig og holdt helt op med at spise og så sagde lægen det var blister i munden og det var der ikke noget at gøre ved. Men så længe jeg stadig ammede var det jo ikke et problem, for så kunne jeg jo bare amme noget ekstra så hun ikke sultede. Hahahahaha. Sjovt. For det var jo ikke fordi vi lige havde kæmpet for at skrue ned for det.

Nå. Men så var det hendes fødselsdag. Den var ok, taget i betragtning at vi jo på grund af det der skide sygdomsfis ikke havde nået noget som helst. Gode gaver, glad barn. Blisterne var også næsten væk så hun gad godt sutte smørret af nogle boller og indtage noget bananmos. Manden havde fået fri, men det blev en virkelig mærkelig uge, fordi han arbejde, havde fri, arbejde, havde fri men skulle arbejde alligevel. Alle blev fucked up i hovedet af det. Da de ringede onsdagen efter hendes fødselsdag og sagde jeg skulle hente hende i vuggestuen til middag begyndte jeg at hyle (altså, ikke imens jeg snakkede med dem, vel, men på vej derud) Det var i øvrigt den ene dag hvor Manden var på arbejde i dagtimerne, så der var ingen afløsning. Da hun så skreg i halvanden time og nægtede at sove var jeg millimeter fra at pakke en taske så jeg kunne skride i samme øjeblik Manden kom hjem. Nej, ikke for sjov. Jeg var fuldstændig klar til at skride. Men Manden kom hjem og tog hende og hentede burgere til aftensmad, så jeg blev.

Da Manden så fik friuge igen blev vi jo så nødt til at starte forfra med Nul Natamning. Som i helt forfra og et ekstra skridt tilbage. For i mellemtiden ramte Gryntegrisen åbenbart en virkelig rådden omgang morsyge. Jeg har fået en (!) nat med sammenhængende søvn. Jeg er træt nu. Træt og færdig. Men bare ærgerligt det så er den 20. december og hele julen mangler at blive lavet (jvf. den sidste måned i Manglende Søvn Men Til Gengæld Med Pylret Barn Land) Der er intet andet tilbage i mig en sur. Sur over at alting mangler. Sur over at Manden ikke sørgede for vi fik noget lavet mens han havde fri. Sur over jeg står selv med barn weekenden over+mandag fordi han arbejder. Sur over jeg står selv med barn OG alle juleforberedelser. Sur over jeg er træt. Sur over her roder. Sur over at det lige om lidt bliver praktisk umuligt at nå alt det der skal nås inden juleaften (jamen, hvornår fanden er det fressembel jeg skal tage i IKEA og købe min brors gave?!) Sur, sur, sur. Med sur på.

I onsdags, lige inden Manden skulle afsted på arbejde kom jeg til at tude af træthed og så var det jeg sagde noget meget frygteligt, men meget ærligt. At jeg faktisk ikke rigtigt har lyst til at holde jul. Og så i dag, hvor jeg bare stadig er træt - ikke bare sove-træt, men træt langt, langt ind i sjælen - og jeg gik ud i køkkenet og så rodet og hvor meget arbejde der var før jeg overhovedet kunne begynde at tænke på at bage småkager, der tænkte jeg det samme. At jeg bare slet ikke orker. Det er ikke engang noget med at skulle grave dybt, for at finde den sidste lille rest overskud. Det er vist noget med at den slet ikke er der.

Så nu... nu går jeg vist ind og vækker Manden, selvom det er midt på dagen og han kun har sovet tre timer. For det går bare ikke. Jeg har simpelthen ikke mere at trylle med.

lørdag den 14. december 2013

Mens vi venter (på at få lov til at være i fred)

Vi er igang med at gennemgå billeder (julegave-relateret, så helt tys-tys!) og bedst som vi sad og scrollede igennem endeløse mængder baby-billeder dukkede der to op som gjorde os flade af grin. Jeg har lavet dem til en GIF, for your viewing pleasure. Jamen det var da så lidt.



................

Hvornår der kommer flere rigtige indlæg? Det ved jeg sguda ikke. Engang når strømmen af rød numse, hormoncreme, blister, natskrigeri, eftermiddagsskrigeri og generel mor-afhængighed stopper, går jeg ud fra. Så om en 17 års tid, vil jeg tro.

onsdag den 4. december 2013

And the winner is...

Uuuh, er I spændte? Nå, ikke. I don't blame you. Det er vel efterhånden så længe siden jeg satte den her giveaway igang at I har glemt alt om det.

Nå. Men vinderen blev, ved simpel lodtrækning, Newborn Housewife! Så tillykke til dig! Send mig en mail (mandenogkonen@gmail.com) så sender jeg en retur med din gavekode. Den er gyldig til den 31/12 - julegave, måske?

tirsdag den 3. december 2013

Hvori I godt må slå mig i hovedet med et cricketbat

Jeg ved det. Det er over en måned siden jeg sagde jeg ville trække lod. Og jeg havde det hele planlagt, ama'r. Og det var godt. Men så kom der et valg som tog langt flere kræfter end jeg havde regnet med og bedst som jeg troede at NU var det endelig slut blev borgmesteren ligesom kuppet og så blev det for alvor crazy. Og så fik Barnet Der Aldrig Er Syg 39,5 i feber.

Og nu. Nu er jeg træt. Som et alderdomshjem.

Jeg trækker lod i morgen. Lover.

mandag den 18. november 2013

Hvori det skal til at være slut med natamning

Da Gryntegrisen var en times tid gammel spiste hun sit første måltid mælk. Uden nogen som helst form for pjat. Et døgns tid gammel sugede hun sig fast og gav ikke slip før mælken var løbet til og så spiste hun pænt og regelmæssigt (og ikke mindst hurtigt) og fandt relativt hurtigt ud af at man godt kunne klare sig med en enkelt amning i løbet af 11-12 timers nattesøvn. I sommers var der endda en lang periode hvor hun slet ikke blev ammet om natten.

Men. Først gik det baglæns, så. gik.. det... i.... stå. Hun begyndte at vågne ikke bare en, men to (!) gange om natten, og bedst som vi var ved at forsøge at rette op på det, var det jo tid til vuggestuestart. Og det var ligesom voldsomt nok for hende, uden vi behøvede at kæmpe 1½-2 timer hver nat om noget amning. Især når hun tydeligvis havde brug for lidt ekstra tryghed.

Men NU skal det kraftstejleme være slut. Det er ikke så meget det at hun vågner to gange og vil have mælk. Det er mere det at hun ofte har svært ved at falde i søvn igen bagefter, og at hun cirka ligeså ofte vågner så meget op at hun tisser (helst ud over det hele) og derfor også skal skiftes. Klokken midt om natten. Min tålmodighed er opbrugt, og jeg har opdaget at jeg er et meget dårligt og grimt menneske mellem 23 og 02. Jeg er et forbløffende overskudsagtigt og venligt menneske klokken 03.30, men klokken 01.15 har jeg ingen tålmodighed. Og jeg vil gerne have min nattesøvn tilbage nu.

Indtil nu har vi mest taget det amning som det kom, og så er det gået af sig selv. Undtagen da vi afskaffede formiddagsamningen. Altså, det gik stille og roligt, men det var en aktiv beslutning, fordi hun skulle til at starte i vuggestue og det virkede helt ærligt noget nemmere at vænne hende af med det på forhånd, stille og roligt, end at der pludselig var kold tyrker.

Min mor siger det er u.mu.ligt at stoppe med natamning, så længe jeg ammer om dagen. Men vi trives jo begge to fint med de andre amninger (putte-, godmorgen- og eftermiddagsamning) så dem ville jeg egentlig gerne fortsætte med indtil det stopper af sig selv. Lige nu er der kold tyrker på natamningsfronten, med det resultat at hun er vågen 1½ time midt om natten, med meget varierende grad af skrigeri. Hun bliver tilbudt vand og et kram hvis hun er ked, og vi tænder ikke lys og snakker kun med soooooooove-stemmerne. I nat (min tjans) var hun nem nok at genputte når hun rejste sig op, og hun lå ligeså stille i sin egen seng. Hun sov bare ikke, og rejste sig og kaldte med jævne mellemrum. Hun blev ked af det (og skuffet) da jeg prøvede at tage hende over i den store seng (så jeg ikke behøvede at sidde/ligge i akavet stilling ind over tremmerne), men faldt hurtigt til ro da jeg lagde hende tilbage i egen seng.

Så nu spørger jeg jer, der har langtidsammet: Hvad er jeres erfaringer? Skal jeg indstille mig på afbrudt nattesøvn indtil fuldstændig ammestop? For hvis valget står mellem nattesøvn og amning ved jeg helt ærligt ikke hvad jeg ville vælge - det føles slet ikke som om jeg er færdig med at amme, men på den anden side føles det ret meget som om jeg gerne vil have sammenhængende søvn.

onsdag den 13. november 2013

Den virkelige mig

En del af projekt #mitnyeliv er, som I måske husker, at få ryddet op i mit lort. Fysisk og ikke mindst psykisk. Det er en anelse diffust og det er svært at finde ud af hvordan jeg skal gribe det an. Hvor meget, hvor lidt, hvor langt. Hvem, hvad, hvornår. Hvorfor.

Jeg er så småt begyndt. Med at se ting i øjnene, i stedet for at skubbe dem væk med det samme de dukker op. Det er ikke en revolution eller noget. Det er bare små bitte skridt.

Min nuværende psykiater (kan man overhovedet sige det når det er over et år siden jeg har været der?) skrev engang i et stykke papir til SU styrelsen at jeg har en tvangspræget personlighedsstruktur. Jeg går ud fra det er fordi det er (en del af) hans diagnose. Og jeg har vist også nævnt det før. Jeg har aldrig været i tvivl om at der er rigtigt, men først i går satte jeg mig ned og læste op på det.

Det er hårdt. Ikke fordi det er forkert eller overraskende, hvad der står. Men fordi det ikke alt sammen er pænt, og når det står sort på hvidt er konfrontationen ikke til at undgå.

Fra nu af, når jeg skal fortælle om mig selv, kan jeg bare henvise til den liste med personlighedstræk. Som alle sammen er mine i større eller mindre grad (langt de fleste i større grad) Se listen her hvis du har lyst.

tirsdag den 12. november 2013

Noget om valg

I dag er der en uge til der er valg, og dermed også en uge til vi er færdige med valgkamp og kan begynde at lave noget seriøst igen (hvadenten man er kommet i byrådet eller ej) Det glæder jeg mig til. Selvom valgkamp kan være spændende nok, så er det også en kende trættende i længden at diskutere plakater og valgfolderen og hvem der sidst har sagt hvad til hvem fra hvilket parti. Valgkamp og kommunalvalg er slet ikke så spændende og glamourøst som man måske kunne tro. I hvert fald ikke her i Partiet.

Det gik op for mig hvor forskelligt sådan et valg ser ud indefra hhv udefra, da jeg læste indlæg ovre hos Øglemor og Cirkus Melbollis. Det handler godt nok om at forklare sådan et valg for 4årige, så jeg aner jo faktisk ikke hvordan de selv betragter valget. Men jeg ville nok forklare valget en del anderledes - for det er langt fra alle der hænger i lygtepælene der vil være borgmester. Og borgmesteren er overhovedet heller ikke ham der bestemmer (men selvfølgelig har han/hun en vis betydning).

Med udgangspunkt her i Kommunen Ved Vandet (som nok ligner ret mange andre kommuner af samme størrelse) giver jeg jer:
Den Overhovedet Ikke Illustrerede Guide til Hvem Dem Der Hænger I Lygtepælene Er

Her i Kommunen Ved Vandet er den nuværende borgmester socialdemokrat, og det vil han gerne blive ved med at være (både borgmester og socialdemokrat) Ham Fra Venstre vil også gerne være borgmester og har derfor skrevet "borgmesterkandidat" på alle sine plakater. Det er der også en af dem fra Dansk Folkeparti der har, men det er vist ikke rigtigt sandsynligt, eftersom de pt kun har et mandat i byrådet. Der er ikke andre end de tre der gerne vil være borgmester - eller, det vil de måske gerne, sådan personligt, men i forhold til valget er det Ham Fra Socialdemokraterne og Ham Fra Venstre der går efter posten.

Med mindre nogen får et usandsynligt godt valg er der ikke andre her på vores halvdel af det politiske spektrum der kan blive borgmester. Vi er alle sammen i et valgforbund, hvor vi har skrevet under på at vi peger på en borgmester fra det største parti i valgforbundet. Jeg ved ikke hvordan de har organiseret sig ovre på den anden fløj, men det er ligeså usandsynligt der skulle dukke en uventet kandidat op der på valgnatten.

Alle de andre ansigter i lygtepælene vil gerne i byrådet (som er nøjagtig det samme som kommunalbestyrelse, det er bare forskelligt hvilket ord man bruger), som er dem der bestemmer. Her i kommunen er der 25 pladser i byrådet, og det er de 25 der træffer beslutninger om økonomi, skoler, veje, idrætsanlæg, middelaldermarked etc. etc. Det er de 25 der skal samarbejde i fire år om at få kommunen til at fungere.

Og nu sidder I der og tænker "Ahmmen, herregud, det kan da vel være ligemeget når det bare er en 4årig man forklarer det til" Men nej. Ikke herhjemme i hvert fald. For jeg synes det er så fandens vigtigt, og helt grundlæggende for den måde systemet er skruet sammen på her i Danmark, at der er mange forskellige partier, med mange forskellige holdninger, som skal arbejde sammen. Det er ikke bare én mand (m/k) der sidder og enevældigt bestemmer det hele - det er faktisk noget vi gør i fællesskab, gennem 25 mennesker, som gerne skulle repræsentere og afspejle kommunens sammensætning.

Så gå ned og stem. På tirsdag. Eller nu, nede på biblioteket. Stem, for fanden. For det er ikke en skid ligegyldigt. Det er faktisk det valg der afgør om der bliver lukket skoler, om skatten skal ændres, om der skal være byfest, om der skal ansættes flere hjemmehjælpere, om hullet i din vej bliver repareret (indsæt selv flere)

Så stem. Vælg.

mandag den 4. november 2013

The John Games I

Ved (fuldstændig fair) afstemning blev det afgjort hvem af de 16 håbefulde deltagere der ville få en plads i Big John-huset.

De heldige var Fairy John, Nabo John, Pizza Pia, Børnehjems John, Æbleskive Pia, Villa John, Skovl John og Pølse Pia, der nu alle er ved at gøre sig klar til første nat i huset.

Det betyder desværre også at vi har måttet sige farvel til Politi John (Katrine), Bager John (Birgitte B), Brandmands John (Frk Struds), Præste Pia (Fru Forstad), Barbossa John (Sidse), Bonde John (Kicki), Chauffør John (Alice M) og Pirat John (Gravid Grahvad) 

Følg med på instagram @mandenogkonen og #thejohngames 

 

lørdag den 2. november 2013

Lodtrækning i giveaway

Jeg havde jo egentlig lovet at jeg ville trække lod i går. Men så skulle Manden opereres, og det tog hele dagen selvom det var en halv times indgreb (åh, det danske sygehusvæsen) så vi gik omkuld med pulled pork burger og lade da vi kom hjem.

Men nu... NU... trækker jeg heller ikke lod. For vi har besluttet at trække pinen ud med Verdens Længste Lodtrækning, aka The John Games.

Der vil være et dagligt sammendrag her på bloggen, men hvis I vil følge med LIVE så foregår det ovre på instagram (@mandenogkonen #thejohngames)

Jeg ved ikke hvor længe det kommer til at tage. Indtil de alle sammen er dø...øh...elimineret.

Og forresten, så har dommeren besluttet at Gravid Grahvad gerne må være med, selvom tilmeldingen kom lidt sent (for så var der 16 deltagere og 16 er sådan et dejligt tal når man laver turnering)

LET THE GAMES BEGIN! (and may the odds be ever in your favor)

torsdag den 31. oktober 2013

Sidste chance!

Husk det nu - der er giveaway! Jeg trækker lod i morgen, så fristen udløber ved midnat. Altså lige om lidt.

Det er sent og jeg orker ikke at bøvlet med at indsætte link fra mobil så I må selv lige scrolle ned og finde det hvis I ikke allerede deltager. Ja, I må arbejde lidt for det.

Nu vil jeg i seng, ovenpå en dag med sløj baby og udsigten til Mand der skal opereres i morgen. Uuuuh, cliffhanger...

Ja, det var et skodindlæg. Jeg er træt, ok? Smut nu bare over og deltag i den giveaway.

lørdag den 26. oktober 2013

Just sayin'...

Temalørdag på dr2 om hvor frygteligt det åbenbart er at have børn. Med den åh-så-modige Knud Romer, som godt tør sige forældreskabet er hårdt. Og Christina Sederqvist der synes små børn er til at tage op og skide i.

Nå. Men så siger jeg til gengæld det slet ikke er så slemt. Og at jeg tror det er ens egen skyld, og ikke har noget med børnene at gøre, hvis man føler livet bliver ringere af at få børn.

There, I said it. Børn er krævende. Get over it eller lad være med at få dem.

tirsdag den 22. oktober 2013

Goddag mand - tak for mad

For lææææænge siden var der en mødregruppemor, som havde købt sådan en babytegns-dvd, og selvom jeg synes det er meget smart tænkte jeg at det måske var lidt overkill. Så skulle man jo til at lære de tegn, oveni alt det andet man går og skal holde styr på med sådan en baby, og inden jeg overhovedet ville få det lært har Gryntegrisen jo lært at snakke.

Men... det viser sig at vi har et, skal vi sige temperamentsfuldt barn. Som gerne vil selv (og helt klart mener at hun kan selv) og som bliver hidsig hvis hun ikke får lov. Så vi nåede et punkt hvor det stod klart at vi blev nødt til at kunne kommunikere lidt mere effektivt med hinanden, så der i det mindste ikke opstår (ligeså mange) konflikter på grund af misforståelser. Jeg har hverken investeret i dvd eller app med babytegn (nærigmor.dk), så vi bruger en blanding af "de rigtige" tegn og hvad vi finder nemmest og har brug for. Mere, drikke, spise, hjælpe, færdig, tak for mad, musik, nej, pas på. Den slags.

Gryntegrisen fangede relativt hurtigt "tak for mad" (måske fordi vi tog udgangspunkt i den bevægelse hun gør af sig selv når hun er mæt?), men siger endnu ikke andet. Hun svarer til gengæld "tak for mad" til alt. "Mere?" - "Tak for mad", "Sulten?" - "Tak for mad", "Færdig?" - "Tak for mad". Men hun gør det kun når vi bruger tegn, så i det mindste har hun da forstået at vi snakker sammen. Og i går gik det så op for os at hun måske bruger "tak for mad"-tegnet som tegn for "ja tak" eller "jeg har forstået". Jeg er ret spændt på om hun selv begynder at bruge flere tegn. Mere, spise og drikke ville nok være de mest praktisk, men jazz absolut det sjoveste.

Nå, men apropos stort barn som kan alt muligt, så er hun jo startet i vuggestue for et par uger siden. Ja, jeg har så ikke lige blogget om det, for det var slet ikke traumatisk for nogen og gik sådan mest af sig selv. Jojo, hun er træt og har sovet lidt skidt om natten, men der har intet været nede i vuggestuen. Og jeg har slet ikke haft gigantiske anfald af "min lille baby"-hysteri. For hun er ikke nogen lille baby mere, og jeg synes egentlig ikke at hun "pludselig er så stor" eller "stadig er alt for lille". Jeg synes mest hun er lige tilpas til at starte i vuggestue. Jeg havde jo ellers været meget i tvivl om ti måneder var for tidligt, især når vi nu ikke havde strengt behov for pasning, men efter vores tur til Hjørring var jeg bare slet ikke i tvivl. Det var tydeligt at Grynten fik meget ud af at være sammen med de store piger, især Roxie, som hun lærte nogle tricks af (bl.a. et helt fantastisk gennemtrængende hvin). Og det var tydeligt at det var ved at være kedeligt herhjemme (for barnet) og anstrengende i længden (for moren og faren).

Manden har stået for indkøring, men han har heller ikke været specielt mærket af det. Jeg tror det der har ramt ham hårdest er at hun mest har været sådan "Jaja, det er fint far, skrid nu, jeg kigger lige på fiskene". Dermed ikke sagt at hun gerne ville bo nede i vuggestuen - hun er pænt glad for at se os når vi kommer og begynder at vinke farvel til de andre med det samme. Og så sidder hun og troner i klapvognen hele vejen hjem og ævler løs og vinker til gamle damer på cykel og siger "buh" når vi ser en hund (eller en ko eller en bil). Jamen hun er fandeme en fest, hende Gryntegrisen.

mandag den 21. oktober 2013

Mål

Jeg havde faktisk skrevet et meeeeega langt indlæg om Mit Nye Liv, men det blev ædt af Blogger. Og så blev jeg virkelig modløs og orkede slet ikke at skrive det hele en gang til. Det gør jeg stadig ikke, så her er i stedet en lettere kedelig abridged version.

Tabe 25kg på et år
Virkede fuldstændig urealistisk da Manden slyngede tallet ud i luften, men det er jo faktisk ikke mere end et halvt kilo i ugen. Deadline er 1. august og vi nærmer os allerede -10kg begge to. Hovedpræmien er penge til nyt tøj (1000kr pr 5 tabte kilo), men der er også præmier undervejs. Næste er at vi må samle tusindårsfalken når vi har smidt de magiske 10kg.

Spise sundere
Første skridt til vægttab. Der er præmie i form af klistermærker når man husker at spise sine grøntsager og undgår guf. Vi er slet ikke low carb typer, men vi undgår tilsat sukker og hvidt brød.

Komme i bedre form
Jeg var træt af at være et dårligt eksempel for Gryntegrisen. Og jeg var træt af altid at være helt smadret bare af at gå op af trapperne. Og af at være fed og dum og lasket. Klistermærker for at gå en tur og altid tage trappen, og guld gule klistermærker for fx at løbe en tur (mig) eller tage ned i træner'n (Manden).

Komme i fuldstændig latterligt god form
Nåmmen, jeg har jo meldt mig til det der halvmarathon. Kostede 400-og-nogen kroner, så jeg er ligesom nødt til at gennemføre. Såæh, om et lille år kan jeg løbe 21km på under tre timer. Jo. Jo, jeg kan. Blev der sagt. Jeg kan i hvert fald allerede klare den første tidsgrænse (9km på halvanden time), så bare det holder bliver jeg i det mindste ikke samlet op af taberbussen halvvejs.

Gøre hjem til noget jeg vil være bekendt
Vi har afsat 100 dage (plus ti fjumredage) til at få ryddet op og smidt ud og sat på plads. Deadline er 31. januar. Så 1. februar er der virtuel tour på bloggen - for så er her nødt til at være så pænt at jeg vil stå ved det.

Holde hjem i en stand jeg vil være bekendt
I 100-dage-planen indgår også daglig oprydning og rengøring. Så vi kan fucking lære det. Forhåbentlig.

Finde noget arbejde
Har ikke rigtigt nogen klar plan på området, men det er i hvert fald helt sikkert at jeg ikke skal fortsætte med at være studerende. 45 timers arbejdsuge er ikke foreneligt med det liv jeg gerne vil have for mig selv og min familie - hverken nu eller om 100 4 år, hvor jeg ville være færdiguddannet. Jeg har heller ikke nogen klar deadline på projekt Find Arbejde, men SU begynder nok at blive sure omkring januar (kan dog sandsynligvis få dispensation pga. uddannelses skod-opbygning). Jeg bliver i hvert fald endegyldig udmeldt til sommer, hvis jeg ikke består fire fag mere (og det gør jeg jo nok realistisk set ikke) Nå, men kan jo altid håbe på jordskredsvalg, så jeg kommer i byrådet (som om)

Blive rig på at blogge
Bwahahaha, ok, det skete nok aldrig. Men jeg ville gerne både gøre noget mere ud af den her blog og starte en Lego-blog. Villa John og de andre er flyttet ind i vores nye gigant-skab og er klar til nye eventyr. Det er bare mig der er langsom og ikke får det dokumenteret.

Få ryddet op i mit mentale lort
Måske også et ret diffust punkt. Men vigtigt. Ved endnu ikke helt hvordan jeg skal gribe det an, men der bliver kraftedeme nødt til at blive løst op for nogle ting, og vendt om på nogle andre. For jeg har ikke lyst til at bruge resten af mit liv på at være bange for samtlige situationer hvor der indgår andre mennesker. Fandeme.

tirsdag den 15. oktober 2013

Gjort

Nu har jeg gjort det.

Efter massivt gruppepres i kommentarfeltet.

Jeg har meldt mig til et halvmarathon.

Så nu er det jeres ansvar hvis det går galt.

Fødselsdagsstatus - nu med spons!

Jeg havde jo så fødselsdag i fredags (27, skulle nogen være interesserede), men vi gjorde ikke det helt store ud af det. Som bekendt ønskede jeg mig mest fred og ro og nattesøvn, men den slags kan godt være vanskeligt at opdrive. Så det blev til chips og slik og karamel på dåse. Hvilket jo altså heller ikke er dårligt. Ja, det var den kedeligste fødselsdagsstatus ever, men der skete jo hat på dagen.

Nå, men som en ringe trøst har jeg en give-away i ærmet (indsæt selv passende mængde fanfarer og trommehvirvler).

For noget virkelig lang tid siden skrev jeg lidt om at jeg aaaaaaldrig bliver tilbudt at sælge min sjæl til diverse firmaer for naturalier. Og bagefter tænkte jeg at så skulle det nok passe at tilbuddene kom væltende ind - men fra alt muligt jeg var ligeglad med, som fx parykker eller speltmel. Men joy of joys så var det nogen ovre fra noget onlinefotoservice.dk der skrev og spurgte om ikke jeg ville anmelde et vendespil. OM! Jeg har deltaget i jeg ved ikke hvor mange give-aways rundt omkring, fordi jeg synes det var så jävla fint med sådan en vendespil, men var for nærig til at købe et selv.

Det er meeeeeeeeget lang tid siden de skrev, men vi skulle lige bruge god tid på at overveje motiverne på vendespillet (læs: vi sad i absolut sidste øjeblik og panik-valgte) og så øh... øh... så fik jeg bare ikke skrevet om det, ok? Men det gør jeg nu!

UPDATE: Linket til bestilling er nu det korrekte link - så nu kan I bestille et vendespil (altså, hvis I ikke vinder det der er på højkant)

Bestilling: Helvedes forgård. Sorry, rare folk, der giver mig vendespil, men det var altså en direkte dårlig brugeroplevelse. Man kan sagtens uploade de 25 billeder man skal bruge på én gang - men man kan ikke tilføje dem til vendespillet samlet. Man skal sidde og drag'n'drop alle 25 fra et mikroskopisk vindue i den ene side. Grrrr. Hårde ord, måske, men jeg er lidt anal med dårligt webdesign (få.det.nu.fikset) På den lyse side kunne man tilrette hvert enkelt kort efterfølgende og DET virkede som det skulle.
Jeg var faktisk lige inde for at designe et vendespil mere, bare for at være SIKKER på jeg var fair, og at min dårlige oplevelse ikke bare skyldtes at jeg var stresset/det var sent/stjernerne stod forkert. Men linket til "design vendespil" sender mig til en "design sparebøsse"-side. Suk, altså. (se update)

Levering: Virkelig hurtig. Jeg ved ikke præcis hvor mange dage, fordi vi var på ferie, men det har været omkring en uge.

Kvalitet: Billedkvaliteten er ikke ligefrem HD, men billederne er heller ikke blevet gnidrede, selvom de er små, så det er ganske ok. Kortene er af virkelig god og kraftigt pap og trykket smitter ikke af (som det fx gør på det træ-vendespil Gryntegrisen fik i gave, men det er en anden historie), så jeg har ingen kvaler ved at lade Grynten tygge på lege med det. Nogle af kortene har fået lidt skrammer og er blevet bulede, men de har altså også fået en virkelig hård medfart, så jeg er meget imponeret.

Brugsværdi: Topdollar. Det er Gryntegrisens yndlingslegetøj. Hun elsker at tage kortene op af kassen (som vi dog har erstattet med en lidt mere holdbar en end den der fulgte med) og putte dem ned i igen og sprede dem ud over hele gulvet. Hun rækker os kortene og så fortæller vi hvad der er på, og selvom hun måske ikke er helt med på det endnu, så er det bare så skønt at vi kan snakke om hvem der kommer/hvem der har været her (kortene har personer og ting hun kender på) Hun har nået den alder hvor hun elsker at kigge i bøger og på billeder, og så er sådan nogle pap-billeder altså sendt fra himlen, for almindelige papirbilleder kan ikke helt tåle at blive... ahem... kigget på af hende. Jeg forestiller mig at de også er sjove om et år (eller flere år) og at det vil være en fest når hun bliver så stor at hun selv kan være med til at designe.

Pengene værd: Svært at vurdere når jeg har fået det foræret. Men det koster 120kr 140kr (blev ændret efter linket blev opdateret, red.) for 25 billedpar, så det er ikke noget man bliver ruineret af. Og det er altså bare rigtig godt (når man lige har fået det bestilt, altså) - jeg forestiller mig i hvert fald at vi godt kunne finde på at købe et sæt mere.


Hvis I skulle have lyst til at bestille et sæt kan det i teorien gøres HER (i praksis kan du dog pt. kun læse om vendespillet, men til gengæld designe en sparebøsse - se update)

MEN du kan også smide en kommentar herunder og være med i lodtrækningen om et sæt! WOW! (med mindre altså jeg er så sent ude at man slet ikke kan få vendespillet mere - i så fald kan du måske vinde en sparebøsse?) Jeg trækker lod om... et par uger... 1. november? Ja, 1. november. Så er sidste chance for at deltage Halloween ved midnat. Uuuuuuh!

tirsdag den 8. oktober 2013

Ønskeseddel

Jeg har snart fødselsdag. Meget snart, faktisk. Men jeg har slet ikke lyst til at holde noget. Overhovedet. Men Manden vil så gerne hygge og forkæle mig og hente rundstykker og lave lasagne.

Og han vil også rigtig gerne give mig en rigtig god gave. Han snakker om miniferie, måske bare til mig. Eller måske parweekend på hindsgavl i december?

Men jeg har ikke lyst til ferie. Jeg har faktisk lyst til at Manden og Gryntegrisen tager på ferie. Jeg har lyst til de siger hej hej og skrider et eller andet sted hen mens jeg får lov til at være i fred og se film og læse bøger og spise kage og burger og slik og gå i seng når jeg er træt og fucking sove til jeg ikke er træt længere.

Det kommer nok bare ikke til at ske så længe der skal ammes klokken 15, 19, 03 og 6.30. Og det kommer nok bare slet ikke til at ske her midt i vuggestuestart.

Jeg er bare så træt. Flad. Helt flad.

mandag den 30. september 2013

Dilemma

Skal, skal ikke? Det kunne være ret fedt. Men måske det er for urealistisk. Det er i hvert fald ikke umuligt. Det ville kræve meget. Der er tilmelding nu. Et helt år er lang tid. Men det er kun et år. Hvad nu hvis det ikke går? Det kunne virkelig være fedt at gøre det. 400kr er også ret mange penge, plus ekstra udstyr. Men til den pris ville det jo blive nødt til at lykkes.

tirsdag den 24. september 2013

Afskåret

Det viser sig at Blogger er blevet ustabil med at gemme mine indlæg. Så det er sådan lidt tilfældigt hvor meget/lidt der ligger i mine kladder. For det meste er det lidt.

Mit teleselskab er spassere, så min telefon er spærret.

Og så har mit wifi besluttet sig for kun at virke sporadisk.

Føler mig ret amputeret.

Nåmmen, instagram virker, så der kan man følge @mandenogkonen. Når internettet virker, altså.

onsdag den 18. september 2013

Ugerne der forsvandt

Kender I den slags uger? Dem der bare forsvinder mellem fingrene på en? Ved ikke helt hvor de bliver af. Der er jo ellers nok at nå og nok at skrive om.

Det er som om jeg venter. Tager tilløb. Samler mod, måske.

Jeg er bare ikke helt sikker på til hvad.

mandag den 2. september 2013

Jeg hjerter Hjørring

For noget tid siden lagde Karoline et billede på bloggen af deres orange trappe, hvilket fik mig til at kommentere at jeg gerne ville bo i deres hus på den stalkeragtige måde. Og så var de bare generelt awesome og så en dag tog jeg det næste stalker-skridt og spurgte om ikke vi skulle ses. Det skulle vi heldigvis, og de gad godt lægge hus til, selvom jeg var totalt stalker-agtig. Og det fik mig til at tænke om DE måske var sådan nogle stalker/øksemorder-typer når de var så hurtige til at slå til når nogen inviterede sig selv på besøg.

Jeg udløser bare spændingen nu: Det var de ikke. Karoline var ligeså pæn i virkeligheden, Alan ligeså engelsk, trappen ligeså orange og indretningen ligeså fantastisk. Der duftede lidt af England og der var melamintallerkener med dyr på, også til de voksne. Man kunne godt tro det, men det var faktisk ikke der min weekend peakede - det var om aftenen, da der blev stillet prawn cocktail crisps på bordet. Prawn cocktail crisps.

I det hele taget var det én lang kavalkade af highlights. Bland-selv-slik, lego, et fantastisk bibliotek, børn der legede sødt sammen noget af tiden, solskin, English breakfast til aftensmad (!)... og så klippede Karoline mit hår. Og det blev pænt. Se selv:


Så nu er vi bare sådan her... ok, det fungerer ikke rigtigt på skrift, men forestil jer at jeg gør det der med fingrene hvor man krydser dem. Totalt BFF's. 4-evigt. For evigt, Karoline. For evigt...

Nåja, og så var de jo også pissesøde. Fik jeg ikke nævnt det?

torsdag den 29. august 2013

Sår og sårbarhed

Jeg havde egentlig et indlæg om weekenden i støbeskeen. For vi har haft en rocker-awesome (pre)weekend oppe i det der Nordjylland sammen med Karoline (og Alan og pigerne var der også). Jeg har endda lavet en illustration af mit hår. Jeg var også gået igang med at skrive et indlæg om #mitnyeliv (som dem der har fundet ud af at følge @mandenogkonen ovre på instagraaaams har hørt lidt om) og alle de planer vi har om at blive totalt top-lækre. Eller i hvert fald bare knap så fede.

Men da jeg var ude at klunte rundt og hive efter vejret løbe den anden dag var det noget helt andet end vægt og grøntsager og motionsplaner der fyldte i tankerne. Det var noget langt, langt dybere. Jojo, det hedder livsstilsændring, men det kom helt bag på mig hvor meget det i virkeligheden handler om mit liv. Hele mit liv. Alle nederlag, alle utilstrækkeligheder. Alle de dybe sår, som heler alt for langsomt. Eller slet ikke. Det føles godt at tage ansvar. Det føles godt at kunne. Men det stod klart for mig at jeg også bliver nødt til at forholde mig til alt det andet, hvis jeg skal blive hel, sådan for alvor.

Så lige der, midt i varmen og med bare, havvåde tæer besluttede jeg at lægge kortene på bordet bloggen. Dem alle sammen. Alle de pinlige og ømme og nedern og selvudleverende ting. Tag det som en advarsel - hvis du ikke gider læse ting, der bliver for personlige (og/eller navlepillende), og hvis du har problemer med ordet blowjob, så bør du nok stoppe med at læse her. Og fortsætte i næste indlæg, som kommer til at handle om noget mere normalt hvis du er heldig.

Det har slet ikke været så svært som ventet at lægge kost- og motionsvaner om. Ikke at vi er blevet helse-palæo-marathonløbende-freaks over night, men vi er godt på vej til noget der ligner et sundt, vedvarende set-up. Det sværeste var at tage beslutningen. Nej, det er faktisk løgn. Det sværeste var at tage tilløb til at tage beslutningen. Da vi tog den var vi klar, men månederne årene op til har været vaklen og bæh og buh og en massiv følelse af ikke at kunne finde ud af det. Jeg var bare ikke klar. Jeg var ikke klar til konsekvenserne og jeg kunne ikke overskue omfanget. For det er jo ikke bare noget med at man er på kur i en måned og så var det det. Det er jo hele resten af ens liv man skal kæmpe. Lysten til sukker og junk forsvinder ikke på magisk vis, bare fordi man holder op med at spise det.

For det er slet ikke maden det handler om. Det handler om at når man én gang har lært at der er en nem løsning så vil den løsning altid - altid - ligge og rumstere et sted derinde, ligemeget hvor åndssvag og dum en løsning det er. Og jeg ved det, for jeg har i forvejen en dum og åndssvag løsning liggende, som melder sig hver eneste gang det bliver svært. Når jeg får det skidt, får jeg lyst til at skære. I mig selv, altså. Det bliver så voldsomt tillokkende bare at skære hul og få det ud, alt det svære og forkerte. Jeg gør det selvfølgelig ikke, ikke mere. Jeg holdt op kort inden vi blev gift. Jeg var klar. Men jeg skal stadig minde mig selv om at det kun virker i fem minutter, at det ikke løser noget, at vi har en aftale, hver gang det hele bliver så meget at det bliver forkert.

Det er så nemt at være offer. Det er så nemt bare at lægge sig ned og sige det er synd og det er nogle andres skyld. Så slipper man for at tage ansvar og man slipper for at røre ved de ting der gør ondt. Men selvom det er synd og selvom det er nogle andres skyld, så ændrer det ikke på at man er den eneste der kan gøre noget ved det. Og det er eddermame tungt at skulle rejse sig op og bære det hele. Jeg forestiller mig at det er ligesom at træne - ens baggage bliver ikke lettere, men den bliver nemmere at bære efterhånden. Måske man endda bliver klogere og får baggagen pakket om, eller får sat en helium-ballon i noget af det. Men det vil stadig være det, alt sammen.

Jeg bærer rundt på en masse lort. En masse sammenfiltret, tungt, uigennemskueligt, ømt lort. Jeg har kæmpe dybe sår, som bare bløder og bløder, fordi jeg bare forsøger at lægge noget henover og lade som om det ikke er det, i stedet for at gøre noget ved det. Og som jeg skammer mig så meget over, for der er jo mange der har det værre. Mange som har det sådan rigtig skidt, og ikke bare forkælet skidt. Noget af det heler selvfølgelig. Noget af det kommer aldrig til at hele, men er i det mindste afgrænset og bliver ikke betændt. Noget af det er næsten væk nu.

Men meget af det, det meste, har fået lov til at vokse sig stort og farligt og ud over det hele. Og det gennemsyrer hele mit liv og mit selvværd og min selvopfattelse. Selv de mindste fejltagelser, den mindste smule tvivl, bliver til kæmpe problemer fordi alting bliver en del af den store, nedern, betændte klump indeni og jeg kan ikke se hvad der hører til hvor. Det hele er en stor sump af du-slår-ikke-til, du-gør-det-forkert, du-burde-have-gjort-det-anderledes, du-burde-have-været-anderledes.

De tusind gange Sassy, klassens bitch, fortalte mig at alt hvad jeg gjorde var forkert. Dengang jeg råbte op, uden nogen hørte det. At jeg ikke havde noget at skulle have sagt om hvorvidt jeg skulle medicineres. Klasselærere, der gjorde noget ud af at fortælle det var mig der havde et problem. Bruddet med Ex'en. Da min lille dreng døde inde i min mave. Den dag jeg hørte mine forældre tale om at sende mig væk.

Svigt og sorg og vrede, som jeg ikke har fået sat ord på. Som i alt for lang tid har fået lov til at være noget der er galt med mig. Som har gjort mig trist og syg, og fået mig til at føle mig så forkert at jeg ingenting tør. Men det var ikke mig, der mobbede. Det var ikke mig, der valgte at jeg skulle blive på den skole. Det var ikke mig, der skrev åndssvagt sludder i min journal. Det var ikke mig, der besluttede at jeg ikke skulle høres. Det var ikke min skyld. Måske var det ikke nogens skyld. Men det var sådan det var, og det er for sent at lave om på det.

Til gengæld kan jeg godt lave om på hvordan det er nu, og hvordan jeg gerne vil havde det skal være i fremtiden. Det er bare virkelig, virkelig hårdt. Og svært. Og overvældende. Og uretfærdigt. Det er små bitte skridt jeg tager, men i det mindste går de i den rigtige retning. Endelig. Jeg er klar nu. Det er mit liv, og kraftedeme om ikke det er mig der bestemmer. Desværre kan jeg ikke bare bestemme at jeg stopper med at være usund, at jeg holder op med at være depressiv og at jeg vinder i lotto på lørdag. Men jeg kan bestemme at jeg tager ud at løbe i dag. Og at jeg tager opvasken inden vi får gæster.

----------------------

Nå, nu fik jeg slet ikke nævnt ordet blowjob. Jeg havde egentlig et helt afsnit om det, men så lød det lige så godt at slutte indlægget med at jeg selv bestemmer. Nåmmen, det var heller ikke fordi det var spændende på den måde. Det var bare fordi det gik op for mig at turen op til Karoline er første gang jeg mødtes med nogen fra internettet uden der var blowjob involveret. Sad, but true. Det har været den nemme fall-back for mig, noget jeg vidste jeg kunne og som (ikke overraskende) scorer ret højt på popularitetsskalaen. Det lyder nok åndssvagt, men det var lagt mere grænseoverskridende at skrive og spørge om vi skulle ses, bare sådan som voksne mennesker med børn og pasta til aftensmad. Manden sagde at det jo ikke kunne udelukkes at der ville være blowjob involveret, for det kunne jo være de var sådan nogle internet-predator-typer, som bare lejede børnene til billeder, for at lokke ofre hjem i deres skumle kælder (det var de ikke). Hvad det har med mit nye liv at gøre? Alt. For jeg gjorde det, selvom jeg ikke turde (og det var godt og jeg følte mig ikke udelukkende forkert da vi kom hjem)

onsdag den 14. august 2013

Gæt en sang

(Alle vers synges med begejstrede klap på lårene)

"Bababababababababababababababababa

Bababababababababababababababababa

*Stilhed mens der blinkes med øjnene*babababababababa

Bababababababababababababababababa"

lørdag den 3. august 2013

Selvstændige tanker

Den anden dag, da jeg skulle sove, fik jeg en virkelig god ide, lige der midt mellem vågen og søvn. En ide som jeg så lå vågen over et stykke tid, og som også stadig var der da jeg stod op. Jeg har efterhånden fået den manet til jordet, men af og til spøger den stadig.

Det var en ide om at blive... gys... selvstændig. Ikke at der var noget nyt i det, som sådan. Mig og Manden snakker tit om hvad vi skulle lave i vores virksomhed/butik/pub. Men den her gang var det anderledes, fordi det var en god ide. En ide som måske, bare måske, kunne bære ude i virkeligheden. Jeg havde lyst til at købe domæne og blive momsregistreret med det samme, for altså, det er jo nærmest gratis og ikke specielt besværligt.

Men jeg lod være, for selvom det er en god ide, så er det en dårlig ide. Altså, tænk lige på alt det arbejde, alle de forpligtelser det (forhåbentlig) ville medføre. Det er jo ikke fordi jeg ville være afhængig af et ret stort overskud, men der er bare så meget der kunne gå galt. Penge der skulle indskydes. Lager der skulle holdes styr på, måske endda med varer med begrænset holdbarhed (gisp!). Regnskab som skulle laves rigtigt. Kunder. Hjemmeside. Åh hjælp.

Så ideen er jordet. Bortset fra at den stadig spøger engang imellem. For som selvstændig ville jeg ikke være afhængig af nogen. Og jeg ville kunne gå herhjemme, hvor jeg allerhelst vil være.

fredag den 2. august 2013

Låveståry, del 8

Jeg var tilbage i min lille tændstikæske af en lejlighed, og skulle have tiden til at gå. Som bekendt var jeg bestemt ikke på udsigt efter en kæreste, men min nyvundne singlehed skulle jo ikke gå til spilde (og desuden hadede jeg at sidde for mig selv og kukkelure). Så... der var en del fyre inde over, skal vi ikke bare sige det.

Der var Bjørn, som var min veninde Majse's ex. Hun havde ham med til en fredagsbar, engang mens jeg stadig var sammen med Ex'en, men det endte alligevel med vi snavede i sofaen til langt ud på aftenen. Han var en virkelig sød fyr, og vi sås nogle gange i løbet af sommeren. Han boede i en delelejlighed ude i Ørestaden - I ved, i noget af alt det der rædselsfulde, snorlige hvidhed. Men han var overhovedet ikke den snorlige hvide type. Han var mere den skæggede heavy-metal type.

Der var Terapeuten, som jeg stadig ikke aner om var en stjernepsykopat eller bare en sørgelig lille mand. Men han var i hvert fald gudeskøn. Jeg kan stadig ikke se hans billede uden at blive #wantwantwant. Sådan lidt en Mikkel Munch-Fals type. Bare med den forskel at man kunne mødes i virkeligheden. Han svarede aldrig på mine sms'er, men skrev når han ville noget. Hvilket slet ikke var tit nok.

Så var der Taberen. Som bare var en taber. Det blev aldrig til noget som helst, på trods af han rejste den lange vej over for at besøge mig. Han mindede lidt om ham jeg kom sammen med i 4. klasse. Sådan lidt socialgruppe 5-agtig. Dårlig selvtillid, som man ikke kunne bryde igennem ligemeget hvad man sagde.

Der var Vejle, som jeg kun så en enkelt gang, under rimeligt suspekte forhold. Efter jeg havde mødtes med ham gik jeg hjem igennem byen. I gågaden var der en kvinde der sagde "Undskyld, men man kan se alt bagfra... altså, ALT" Jeg ved ikke hvad jeg svarede. Måske svarede jeg slet ikke, for det virkede sådan lidt som en underlig bemærkning. Altså, duh? Jeg har nok ikke taget semi-transparent kjole på, med hjertemønstrede blondetrusser under for at skjule noget. Og selv hvis jeg havde været totalt "ÅhnejSHITalzzå", hvad skulle jeg så have gjort ved det, der midt i gågaden?

Ja, og så var der Ace. Ace som kom ind ad døren og ikke sagde et ord. Som gav mig tunnelsyn og smeltede mig med en enkelt berøring. Han var ældre end mig, men jeg tror kun han var blevet bedre med årene. For Oh. My. God. Ja, undskyld mit teenage-franske, men det var mindblowing. Hans krop, hans nærvær, hans glødende brune øjne, hans... alting. Han tændte en smøg ude på altanen, bagefter. Det gjorde mig ikke engang noget at han røg. Vi snakkede. Der var en pige, i den anden ende af landet, som han gerne ville have noget mere med. Hun var vist ret meget i tvivl, men han blev nødt til at prøve. Mens jeg stod der, op ad hans varme krop undskyldte han for at han ikke kunne tilbyde mig mere. Sagde at jeg skulle sige fra, hvis det gjorde mig noget det kun var tilfældig sex. Men hvordan kunne jeg sige nej, selv hvis jeg havde ønsket det? Han fortalte mig hele historien, om hende der var langt væk, og jeg lyttede og havde ondt af ham. Det var tydeligt han ikke ville mere med mig. Men alligevel blev han og så Juno. Og ugen efter kom han igen.

torsdag den 25. juli 2013

Baby update

Alder: 7½ måned

Størrelse: Tyk og fed og lækker og et sted mellem str. 74 og 80. Går overraskende lidt op i de præcise mål.

Søvn: Hele natten (af og til afbrudt af en amning) og to lure om dagen. På det sidste har lurene endda ofte sneget sig op over en time.

Mad: Ammer stadig alt det hun vil have, men tit vil hun hellere have almindelig mad, så hun får 2½-3 måltider om dagen. Hun spiser grød og mos og frugt og små bitte rugbrødshapsere. Banan og nektarin er klare favoritter.

Tænder: En lille bitte bisse, der dukkede op for en uge siden. Hun har overhovedet ikke virket generet af det, men sidder ofte og sutter på tanden. Det ser simpelthen så nuttet ud.

Motorik: For to uger siden kunne hun trille, dreje rundt og skubbe sig baglæns (i et forsøg på at komme frem) Nu kan hun møffe sig effektivt fremad, komme op på alle fire, tage kravleskridt med benene (og med lidt held med hænderne) og det er også lykkedes hende at komme op at sidde. På to uger. Shit, altså.

Sprog: Hun snakker og råber og hviner. For tiden er det BWAP-BWAP-BWAP, der bliver råbt mest. Hun rækker ud når hun vil op, når hun genkender nogen/noget og når der er noget hun vil have. Hun smasker når hun er sulten og vender sig tydeligt væk når hun ikke vil mere. Hun siger "gøh" og kigger på en når noget er interessant, og hun har to forskellige grin: Et når noget et sjovt, og et når andre griner (lidt ligesom Chandler's worklaugh)

Gemyt: Vi har stadig en nem og omgængelig lille baby, der er med på det meste. Ikke at hun er en push-over, for hun skal nok sige til hvis der er noget der ikke er i orden (det går for langsomt med maden, hun må ikke få fjernbetjeningen, hun skal sove etc.) Hun er en trooper, som ikke bliver sur selvom det er over sengetid, og som sjældent får meltdowns - hun gemmer det hele til sengetid når hun har en overvældende dag. Men jeg foretrækker helt ærligt også at skulle bruge en halv time ekstra på at putte ked baby end skulle være sammen med sur baby hele dagen.

Lege: Gryntegrisen er en pilfinger. Big time. Hun vil have fat i alting, altid, og allerhelst forbudte ting som ledninger, telefoner og fjernbetjeningen. Tomme vandflasker er også et stort hit (?) og ting der kan skramle, væltes og/eller tygges på. Hun forstår næsten konceptet i MooBaa og kan selv trykke på knappen på kattebog-med-lyd fra helvede (den er et grænsetilfælde ift vetolisten, fordi der godt nok er batterier i, men den lyd den afspiller er trods alt ægte kat)

Overall: Fem point, ing? Hun er jo lissom en præmiebaby.

Gryntegris Sover I Klapvogn
Gryntegris Spiser Tæer
Gryntegris Er Gået Kold
Gryntegris Poserer Med Vandflaske
Gryntegris Troner I Sofa
Gryntegris I Hængekøje
Gryntegris Bader I Haven
Gryntegris Sætter Sin Hat Som Hun Vil

mandag den 22. juli 2013

Min mors have

Jeg ved godt indlægget hedder "min mors have", men nu var det jo min fars fødselsdag i lørdags. Og den blev jo også fejret i haven, så et par stemningsbilleder derfra er vel ikke helt ved siden af.

Roulade og Rosenborgstel
Haven har altid været min mors. Ikke sådan forstået at min far ikke kan lide haven. Min far elsker haven og går op i den, ligesom min mor. Men ikke desto mindre er haven min mors. Det var derfor de købte huset i sin tid, og de har brugt de sidste 20+ år på at forbedre haven (og huset, for de købte det også fordi det var noget gammelt, billigt lort)

Drivhuset, som min far har bygget til min mor
Terrassen, som min far har bygget til min mor (og garagedør og -vindue som min far har savet til og malet)
Man sover godt i Mormors have
Lidt for smal sti mellem bede der breder sig lidt for meget
Bænk, som min mor fik da hun fyldte 30, og som min far siden har skiftet brædder på
Udsigten fra hængekøjen
Udsigt fra hængekøjen til den anden side
Kartofler og andet godt i køkkenaven
Haveskuret, som min far har bygget til min mor
Det lille blågrønne fuglehus står der, så man kan stå der og kigge ud på banen på den anden side af plankeværket (som min far har bygget)
Huset ser sort ud, men det er bare rådhusvinen der har bredt sig
Bålpladsen (min far glæder sig enormt meget til at lave bål med Gryntegrisen)


Ferieglimt fra en grill-aften

Min far: "Der er stadig en pølse tilbage. Søn? Du kan få chokoladesovs på pølsen"
Mig:"...det sagde hun også i går" (Kone-funfact: ja, den type er jeg)
Min Bror: "Jeg har set på nettet at man kan besvare alle spørgsmål med 'ikke siden ulykken'"
Min mor: "Ej, det kan man da ikke..."
Bror (med meget alvorlig mine): "...ikke siden ulykken"
Mor (med påtaget fornærmet mine): "Nå, men så går jeg bare ind og laver kaffe"
Ingen siger "...ikke siden ulykken", men alle tænker det og simultan-griner spontant
Mor: "Så kan I selv lave kaffe, hvis I bare griner af mig"
Jeg ser over på Bror og hysterisk latter følger umiddelbart

lørdag den 20. juli 2013

Jeg sagde det jo

Jeg nåede dårligt nok at trykke udgiv på sidste indlæg før ferie stemningen indfandt sig. Vi har spist gigant is på havnen og gået tur i Store Grønne Område, hvor vil spiste gourmetsandwich (trøffelsalami og syltet artiskok) fra sandwichpusheren mens Babyen sov en lang lur i klapvognen. Vi har set tour og ædt frosne flødeboller og købt loppekur til katten. Det sidste var ikke så ferieagtigt, men meget nødvendigt.

I går pakkede vil Baby m/grej sammen og drog til Det Mørke Jylland, hvor vil har set mere tour og spist mere guf og været en tur hos den lokale købmand. Han har nemlig et hæderligt (men dyrt) udvalg af bl.a. engelske specialiteter, så vil fik købt både mærkelige sodavand og full english breakfast på dåse. Og cheesecake i pulverpakke.

I dag er det min fars fødselsdag og det har vil fejret med en shoppingtur sans Baby, og senere er der roulade og grill (ikke samtidig, vel) Min far bestilte ellers altid kylling og rødgrød til sin fødselsdag, men han er blevet underlig efter han er blevet pensionist. Lige nu ligger jeg og feder den i hængekøjen i min mors have. Åh, min mors have. Den skulle næsten have et helt indlæg for sig selv.

Hva? Hvad siger I? Vil I hellere have et indlæg om Babyen? Nå, men det kan være I får det også så.


*Postet forsinket fra tabletten, fordi internettet ikke virker oppe i hængekøjen

onsdag den 17. juli 2013

Ferie - nu med fest

Mit liv ville være meget nemmere hvis jeg havde en telefon med et fungerende kamera. For så kunne jeg have instagram og så kunne jeg hurtigt spamme jer med interessante, men indholdsløse indlæg. I stedet skal jeg sidde her og finde på noget at skrive.

Som så mange andre har vi ferie. Der har ikke rigtigt været noget feriestemning endnu, men jeg regner med det kommer lige om lidt, for nu (ja, lige nu!) starter Mandens ferie officielt - indtil nu har det bare været en ganske almindelig friuge. Eller, helt almindelig har den ikke været, for i lørdags holdt vi surprise babyshower for Esserne.

Prinsessen har termin sidst i august, men Esserne har været nærmest umulige at få en aftale med. Så da vi fik en aftale på plads med dem om at de skulle komme forbi og raide vores babytøj, fik jeg fat i Prinsessens barndomsveninde (gotta love facebook!), som kendte en af hendes korvenner, som kendte de musikere jeg ikke kendte. Og så var alle inviteret og 8 ud af 10 kunne komme, på trods af den korte varsel, og så kom jeg i tanke om at jeg jo også skulle nå at arrangere selve festen. I løbet af en uge.

Men det gik, og det var guld værd da Tenoren og Duckie dukkede "uanmeldt" op, og Danskeren og Tyskeren kom ti minutter senere med deres dreng. Prinsessen stod og drejede rundt om sig selv og sagde "Jeg forstår seriøst ikke hvad der foregår!" på repeat, og det gik vist ikke engang helt op for hende da de sidste gæster ankom og kagerne og ballonerne kom frem.

Der var selvfølgelig også gaver og åndssvage lege, og det var virkelig hyggeligt, selvom jeg havde været meget nervøs for om det ville blive akavet, for det var kun Tenoren der kendte os på forhånd. Det hjalp nok at alle de andre kendte hinanden, i hvert fald blev der snakket igennem, og da jeg henad fem forsigtigt foreslog om vi bare skulle bestille fælles pizza og fortsætte festen meldte Duckie sig med det samme til at hente dem for han "havde alligevel gået på gymnasiet i Byen Ved Vandet" (og ved derfor alt om hvor man henter pizza)

Cupcakes og hjemmegjorte oreos. Begge dele med blå frosting
Pizzaaaaa
Baby leger med Halvtyskeren på 15mdr (de vejer det samme)
Es skrev til mig om aftenen "Det var årsom i dag. Der tog I lige godt røven på os" Og bedre ros kan man vel ikke ønske sig.

Den kommende weekend byder på tur til Det Mørke Jylland, hvor vi håber der bliver tid (og vejr) til både strandtur og alene-ud-at-spise-tur for forældrene, mens morforældrene babysitter. Men først er der dobbelt op på Alpe D'Huez i morgen. Jojo, det skal nok nå at blive ferie.

onsdag den 10. juli 2013

Uden titel (jeg har glemt den)

Der var noget jeg skulle, da jeg tændte computeren. Nu har jeg glemt hvad det var. Jeg tror nok det var vigtigt af en art.

Jeg har også glemt at det hedder ude i køkkenet, og hvad det rigtige ord for den der ledning-dims er. Og hvad det var jeg skulle sige til Manden.

Er helt flad, som en hoppepude uden luft, ovenpå et par dage med Søster på besøg. Det har ellers været hyggeligt. Med hjemmelavet is og cafe-burger og milkshake og farvesortering af jelly beans.

Men nu er jeg færdig. Med at være noget som helst for nogen. I hvert fald for i dag.

Så er det jo meget godt Babyen er blevet puttet og Manden har ferie.

tirsdag den 2. juli 2013

Indrømmelse

Jeg ved det kan være farligt at sige, her midt i østebro-speltmor-blogger-segmentet, men jeg er altså ikke fan af Julia Lahme. Overhovedet.

Julia Lahme er faktisk på veto-listen. Men det blev bedømt som værende lidt for indforstået til et blogindlæg. For det har jo ikke noget med Julia Lahme personligt at gøre. Det kom sig bare af at det er hendes navn der står på den der åndssvage bog (jamen, I ved alle sammen hvilken en jeg mener, selvom I ikke synes den er åndssvag)

Undskyld, Julia. Men (næsten) hver gang jeg læser noget af dig bliver jeg sådan "arhmmen, så come da lige on, altså". Så nu skal jeg nok holde op.

torsdag den 27. juni 2013

Mød min mor, Kvinden Der Får Ting Gjort

Jeg fik ringet til min mor, som selvfølgelig gerne ville komme. På trods af at hun skulle hjælpe min moster med at flytte-rengøre lejlighed lørdag formiddag. Hun sagde ting som "Selvfølgelig kommer jeg, hvis du har brug for det" og "Jeg skal lige snakke med far om hvornår det passer bedst" og "Det er ikke noget problem". Så lørdag eftermiddag klokken kvart over fire ankom den tornado af effektivitet, der er min mor. Inden aftensmaden var lejligheden i en tilstand, der ikke længere kunne beskrives som uhumsk (kan man så sige den er humsk?) og søndag formiddag sørgede hun for at vi kom til bunds i resten. Min mor kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, og hvis der er en opvask der skal tages eller tøj der skal lægges sammen, så gør hun det.

Derfor nåede vi at:
  • Vaske alt tøjet (på nær en lille bunke t-shirts)
  • Feje alle gulve (Manden sov, så vi kunne ikke støvsuge)
  • Få smidt en masses pap ud
  • Vaske gulv i køkkenet
  • Rydde op i spisestuen (bord lignede Jerusalems Klamme Ødelæggelse)
  • Vaske tripp trapp stol ned
  • Gøre ovnen ren (min mor, for "nu var hun jo lige igang")
  • Rydde skrivebordet for uautoriserede bunker
  • Rydde op i stuen
  • Afstøve og vaske samtlige overflader
  • Lægge alt tøjet sammen (på nær det der var i vaskemaskinen hhv tørretumbleren)
  • Tage Monster Opvasken fra Helvede
  • Gå ned med (en masse) skrald

Selvfølgelig legede hun også en masse med babyen, men hun har mad skillZ i at lave praktiske ting samtidig med hun leger med børn. Min mor er vuggestuepædagog, og jeg ved ikke om det er derfor hun er så god til at multitaske, eller om det er fordi hun er så god til at multitaske at hun er så god til at være pædagog. Ikke at jeg siger min mor er den perfekte pædagog eller noget - for hun er fx virkelig dårlig til at huske sangtekster.

Min mor (i færd med MOfH): "Er det kedeligt at ligge på gulvet, Grynte? Uuuuh, kan du høre det blæser? UuuUuuUUUuuuuh!
Blæsten kan man ikke få at se
Det' der ikke noget at gøre ved
Men når møllens vinger drejer
Og når alle... røve... dingler..."

lørdag den 22. juni 2013

Forbedring-schmorbedring

Jeg synes Frederikke er sej. Det har jeg altid syntes, men især det sidste års tid, hvor hun er holdt op med at brøle af sine børn har jeg været næsegrus af beundring. For det er fandeme sejt, både at turde stå ved det og at gøre noget for at ændre adfærd. Udfordringen stammer fra The Orange Rhino, hvor jeg også læser med og er målløs over den viljestyrke der bliver udvist. Men jeg har hele tiden betragtet det udefra, for jeg er ikke sådan en der råber. Det er ikke noget der vedrører mig.

Bortset fra at der er flere af både Frederikkes og Orange Rhinos indlæg der rammer mig. På den ubehagelige, selvreflekterende måde. For selvom jeg ikke råber, og ikke kan forestille mig jeg kommer til det, så er der eddermame mange ting der godt kunne være bedre. For som begge nu-ikke-længere-råbende mødre finder frem til, så er det jo ikke råberiet, men det der ligger bag, der er den virkelige udfordring at få bugt med. Det er der det virkelige arbejde ligger. Og jo mere jeg kigger på mig selv, jo mere arbejde får jeg øje på.

Der ligger noter rundt omkring, på papir, på computeren, på min telefon, om ting jeg måske skulle få kigget lidt på. Tænke over. Arbejde med. Det er alt sammen frygtelig uorganiseret og jeg har i et stykke tid tænkt på at skrive det ned i en bare lidt mere konkret form her på bloggen(lige siden kriselisten faktisk). Men så ville jeg jo for alvor være nødt til at tage hul på det, og det ved jeg helt ærligt ikke om jeg er klar til. Eller er modig nok til.

Jeg er også bange for at bloggen bliver sådan en frelst selvhjælpsblog - eller endnu værre, en forlist frelst selvhjælpsblog. I ved jo hvor elendig jeg er til at få gjort ting færdige, se bare på låveståryen, der strandede på afsnit 7, fordi jeg pludselig fik præstationsangst og det endte med at blive et mentalt monster jeg ikke tør se i øjnene. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor en fiasko det ville være at søsætte et livsstilsprojekt, der kuldsejler efter en måned. Det ville cementere præcis hvor stor en taber jeg er, blæse det op i blinkende neon. TABER TABER TABER. Taber.

Hvis jeg derimod bare lader det ligge... dropper det store, forpligtende projekt... så kan jeg jo blive i troen på at jeg kunne forbedre mig. Hvis jeg ville.

fredag den 21. juni 2013

Stumper

Jeg havde tænkt at jeg allersenest tirsdag formiddag skulle skrive et langt indlæg om min weekend. Men så havde jeg det faktisk pissedårligt. Træt med træt med mere træt på og øm i hele kroppen. På trods af sammenhængende nattesøvn og afslapning. Så ærgerligt for jer er det her et (mere) af de der pissetrælse klynkeindlæg.

Hvis jeg havde skrevet (sent) fredag aften, da jeg kom hjem, havde I fået et indlæg om Es' afslutningskoncert. Som var helt eminent (koncerten, ikke det hypotetiske indlæg). Han fik selvfølgelig 12, men det manglede også bare.

Hvis jeg havde skrevet om lørdagen kunne I have fået live-opdateringer fra feltstudie i Udkantsdanmark til 60års fødselsdag. Om Kandis og indendørsrygning og DUM-agtig mor, der fodrer sin halvårige med hvidt brød.

Søndag havde I måske fået et lidt mere eftertænksomt indlæg, om Ronan og hans fødselsdag, og hvor meget jeg bare slet ikke er klar til det er to år siden han blev født. Og om lagkage.

I mandags, hvor det ligesom var ved at være sidste chance for at kalde noget som helst for weekend, havde jeg egentlig tænkt mig at skrive om en tur på OUH for at besøge min Onkel Mellem, som skulle til tjek. Ikke at vi så meget til ham, for han var jo til omtalte tjek, men han havde taget min mormor og Onkel Yngst med. Dét indlæg havde nok også handlet om kræft og at min familie aldrig snakker sammen om noget som helst.

Nå, men de indlæg fik i så ikke. I stedet kan I få lov til at høre om at jeg er virkelig, virkelig træt og ked af det, og virkelig, virkelig bange for at være på vej ned i det der frygtelige sorte hul hvor man ingenting kan. Andet end være i vejen. I morges, mens jeg sad i sofaen og tudede, overvejede jeg om jeg mon skulle ringe til min mor og spørge om hun ikke kom og tog Monster Opvasken fra Helvede. Og måske blev og sov. Men lige nu går det jo fint, og jeg har været i fakta, og det har egentlig ikke i det store og hele være en dårlig dag på den måde, så nu virker det bare pjevset og nedern og til besvær at bede om hjælp.

tirsdag den 11. juni 2013

Flad

Det er Mandens arbejdsuge, og jeg står alene med Baby det meste af døgnet. Det er hårdt, især når Gryntegrisen er blevet Snottegris og har det for tilstoppet, for varmt, forkert. Og derfor skriger, højt og også gerne længe, på tilfældige tidspunkter i løbet af dagen. Det er hårdt, men det burde være overkommeligt.

Men i går gik jeg kold. Som i helt koldt. Midt på formiddagen orkede jeg bare ikke mere. Jeg stod og anede nærmest ikke hvad jeg skulle stille op med den der baby, som om jeg havde glemt det. Det var ikke engang fordi det var slemt med skrigeriet. Hun havde faktisk været i helt rimelig humør hele morgenen. Men jeg sad med hende, og kunne næsten ikke kende hende. Jeg ved jeg elsker hende, jeg ved hun er min, jeg ved det går over igen, og om lidt får Manden fri igen. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til hvad hun var for en, hvad jeg skulle med hende og jeg kunne slet ikke finde det der dybe, instinktive bånd, der får mig til at sige "nårh, lille skat, du er så træt, nu synger vi lige en sang og putter" i stedet for at tænke "sov nu for helvede så jeg kan få fred"

Måske var det varmen, der gjorde os begge umulige? Måske var det alt det snot og skrigeri? Måske var det bare ved at være nok med de der alt for korte 30 minutters lure? Måske var det non-stop bygge-larmen inde fra Frimurerne? Måske, åh gud, måske er det en depression der kommer snigende. For hele min krop er øm og jeg kan ikke finde ud af noget og jeg er ked af det og så træt så træt så træt. Åh gud, måske.

Jeg ville slet ikke have hende. Jeg ville bare have Manden skulle stå op og tage hende, så jeg kunne få fred. Så jeg kunne holde op med at skulle være noget for nogen. Men det er jo ikke sådan jeg mener det. For jeg vil hende jo altid gerne. Jeg mener det jo ikke på den måde når jeg føler at jeg ikke vil have hende.

Bortset fra at det gør jeg. For jeg vil ikke have hende. Jeg vil have Ronan.

Alting knugede sig sammen i mig og vred tårerne ud, da jeg kom til at mærke efter, og opdagede det var det. At det var derfor det føltes så forkert, og hun var alt for stor og ville alt for meget. Lige om lidt, på søndag, bliver min lillebitte baby to år. Min lille dreng. Og han fylder og fylder og fylder, men der er ikke plads. For Gryntegrisen skal have grød og mælk og ble og lur og leg og trøst og put og sang og fylder det hele med sine 70cm.

Jeg prøver at lade være med at tænke og mærke, for nogen skal jo passe Grynten, og der er kun mig, så jeg kan ikke krybe sammen i et hjørne og hyle, selvom det er det hele min krop skriger efter. I stedet bliver jeg Skod Elendige Zombie Mor, der ikke rigtigt stimulerer Babyen, ud over at sige "Næh, se, der var Sutti" og som tænder lidt meget for meget for fjernsynet. Og hører "Timmy Time song four times" på repeat på youtube.

Og så måtte de Frimurere da også godt snart blive færdige med hvad-det-nu-end-er-de-har-gang-i med boremaskiner og trykluftsting.

tirsdag den 4. juni 2013

Lommepenge, vol I

Som jeg vist har været inde på før så kan jeg godt have mere end almindeligt svært ved at give slip på mine Mandens penge. Selv vil jeg beskrive mig som "fornuftig" og "sparsommelig", men "nærig" og "pengepuger" er måske tættere på sandheden. Det er i hvert fald sjældent at penge kommer ud af opsparingen igen når jeg først har fået kanaliseret dem derover. Jamen, er I klar over hvor pænt det ser ud at de står der?

Manden er ikke nærig. Eller sparsommelig. Eller pengepugeragtig. Overhovedet. Manden er af den type, der foretrækker at omsætte størstedelen (hvis ikke alle) af pengene til ting og mad og biografture. Heldigvis er det mig der sidder på pengekassen, så vi ikke (længere) er ved at drukne i ubetalte regninger, men når man nu er gældfri og har to faste indkomster virker det åndssvagt at fortsætte den sparsommelige adfærd vil nogen mene.

Jeg er blevet bedre til at købe takeaway, selvom det ikke er fredag, og købe ting vi ikke strengt mangler, men som kunne være rare at have. Men det nager mig at den lette omgang med penge fører til et underskud i mit budget hver.eneste.måned. Det nager mig ad helvede til. Også selvom vi jo har pengene og det alene er et spørgsmål om at de kommer til at figurere et andet sted i regnskabet.

Så nu har vi indført en ny regel. Alle penge der kommer ind i kassen udenom mit budget, kommer også ud igen, udenom mit budget. På den måde undgår jeg at der figurerer nogle penge i mit budget, som pludselig er brugt på gak og løjer, og Manden undgår at hans penge til gak og løjer pludselig figurerer som opsparing og derfor ikke må bruges (nej, man må ikke bruge af opsparingen - hvis man brugte af den, hvad var så pointen?) Nu spørger den kække læser måske hvad fanden det er for nogle penge budget-nazien ikke har budgetteret med, og det vil måske komme som en overraskelse at det er forbløffende mange penge det drejer sig om. Men det er jo fordi jeg er en nærig budget-nazi, så jeg sætter indkomstsiden (alt) for lavt og udgiftsiden (en lille smule) for højt.

Det er "penge til togbillet" fra min mor, børnepenge, feriepenge, overskud fra skat, for meget betalt varme etc. etc. der alt sammen figurerer som ekstra penge. Og som nu har fået betegnelsen "lommepenge", så jeg ikke kan snyde og sige det er opsparing, og så Manden ikke kan snyde og sige han godt må bruge dem i Føtex. Vi har aftalt at vi kun må bruge af lommepengene når der er over 5000kr, så vi også har mulighed for at købe nogle lidt større ting i stedet for at klatte det hele væk efterhånden på film og lego og småting (så nu klatter vi det hele væk på én gang på film og lego og småting)

En (lidt skræmmende) bonus er at det pludselig er blevet tydeligt hvor mange af de der ekstrapenge der dumper ned i hatten. Det er faktisk flere penge end vi kan nå/har lyst til at bruge. Og desuden kan vi heller ikke bruge nogen lige foreløbig, for lommepengene opbevares på opsparingskontoen og efter jeg flyttede penge over sidst ramte vi det højeste runde tal på opsparingen nogensinde, så jeg nænner ikke at hæve lommepenge så vi ryger under igen (Manden er heldigvis gået med til at opsparingen gerne må låne af lommepengene et par måneder, så det kan se pænt ud)

Nå, men første omgang lommepenge er blevet brugt (for over en måned siden, men maj forsvandt så hurtigt at den ikke tæller), og det var en god dag, da Pakkerne kom.

Pakkerne. Som jeg selv slæbte hjem fra pakkeshoppen

Spil fra Spillehulen.dk (som var pænt billig)

Lego fra Legen.dk, som opdaterede lagerstatus for mig klokken 23 (!) en lørdag aften (!) så jeg kunne få begge sæt i én bestilling

Villa John (tv) er i chok over hvor meget Lego der skal til en dødsstjerne

Babyen demonstrerer størrelsen på æsken (hun kunne sagtens have været helt nede i den, men det  ville vist have været babyplageri)

mandag den 3. juni 2013

Og der blev stille

Jamen det er da helt absurd så lidt der sker på den her blog? Jeg forstår det ikke helt, men den ene dag tager den anden og så pludselig er der gået en uge. Igen.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide jer mere, det må I endelig ikke tro. Men der er ikke rigtigt noget tid til at blogge når Manden sover og jeg passer baby. Og når han har fri er der heller ikke tid, for så skal vi jo være sammen.

Jeg vil vinde i lotto og have evig to-voksne-på-barsel.

Suk.

mandag den 27. maj 2013

Min lille store pige

Jeg lister ind og slukker babyalarmen. Hun ligger på tværs som altid og jeg vender hende forsigtigt om. Måske skal hun have sutten, måske ikke, men hun skal altid have Nemo. Hun sparker dynen af igen med det samme.

Jeg kryber musestille ned under dynen og lytter til hende. Hun klynker lidt og jeg holder vejret til hun er stille igen. Jeg lytter, fyldt med lige dele forundring, smerte og kærlighed til den lille baby, der ikke længere er min. Hun er helt sin egen nu. Hun kan spise og trille og sidde selv og ved hvor den syngende leprechaun er. Hendes humor og temperament er ikke som nogen andens.

Lige nu er verden meget stor, for sådan en lille pige, så hun vil gerne holdes om og putte. Og så holder jeg hende ekstra tæt og lader hende sove i mine arme. Mens jeg stadig kan.

onsdag den 22. maj 2013

Traditionen tro

Jeg fik vist nævnt i et afsnit af låveståryen (som jeg er håbløst bagud med, I know) at mig og Es i tidernes morgen fik startet en tradition om at se melodigrandprix sammen. Til den første grandprixaften blev vores "plus på"-system også udviklet, og det har faktisk ikke ændret sig ret meget, ud over at vi nu har lavet et scoresheet. Det er et meget subjektivt og åndssvagt pointsystem, der i al sin enkelthed går ud på at man skriger "Plus på xxx" når der er noget det er godt og forarget siger "Der er eddermame minus på yyy". Der er selvfølgelig masser af regler, og selvfølgelig overholder vi ikke nogen af dem. Således er det fx kun tilladt at give et plus på en ting, men det er set at "plus på udseende" er blevet udvidet til "plus på hår, plus på ansigt, plus på ben, plus på patter - nej, det må give to plusser på patter". Alt sammen meget plat og meget sjovt.

Det er allerede blevet en urokkelig tradition at vi skiftes til at være værter til det danske og det internationale. Det er ikke altid vi ser det på dagen, fordi alle arbejder åndssvagt, men så ser vi det på drNU. I år var det Essernes tur til at have det internationale og stjernerne stod åbenbart rigtigt, for der var ingen der skulle noget andet. Vi snakkede frem og tilbage om hvordan vi lige skulle løse det rent praktisk, for Gryntegrisen skal jo tidligt i seng, og vi havde ikke rigtigt mod på natbus sådan en pinselørdag. Af uforklarlige årsager har vi aldrig fundet på det før, men den indlysende løsning var sleepover - og jeg tror vi nu har udvidet traditionen, for det var virkelig hyggeligt (og nemt).

En stor del af vores grandprix-tradition udgøres af maden. Værterne skal stille med en ægte grandprixmenu, og vi forudså (korrekt) at der ville gå sport i at finde på det mest åndssvage. Til det danske havde vi lavet pølsemix med bølgefritter, så vi havde sat barren højt. Es overgik dog sig selv (og os) og havde gentænkt pindemadskonceptet: Han havde lavet pindemads-hotdogs. Syltet agurk, en stump pølse og en lille skive hjemmebagt hotdogbrød med forskelligt hotdogdyppelse til (herunder hjemmelavet ketchup) Der var også lasagne - måske ikke så grandprixagtigt, men de havde tænkt (korrekt) at det fik vi nok ikke selv lavet så tit. Til dessert var der en absurd stor skål bland-selv, så alt i alt ret gennemført.

Vi slentrede hjem opad formiddagen, trætte og mætte efter en killer-morgenmad og sugede søndagsstemningen til os. Der er altså noget helt specielt over sådan en stor større by, der sover ovenpå en lang nat. Vi gik en omvej, og nåede først et tog senere end det vi havde tænkt os, men det var bare en af de dage hvor det ikke gjorde noget. Hvor den tunge træthed sad i en og hele verden var i orden, selvom det var overskyet.

Da vi stod af toget i Byen Ved Vandet pisøsregnede det. Den der tætte, silende regn, som er så hyggelig, når det er sommer og jorden er varm af mange dages sol. Gryntegrisen gryntede nede i barnevognen og jeg kom i tanke om at klokken da vist var blevet mange og hun måske nok var ved at være sulten. Så jeg sad på en bænk, inde under halvtaget, og så på regnen mens den barnevognsvarme baby puttede og spiste i mine arme. Bagefter puttede vi hende ned under dynen og regnslaget og smilede til hende, dernede i hulen. Hun sov mens vi blev gennemblødte. Vi gik forbi Ronan på vej hjem, og lagde en lille sten som søde Frederikke havde sendt. Den er så fin, og jeg ville have taget et billede, men det hele var ved at drukne i regnen. Vel hjemme bar vi den sovende baby op og skyndte os d af det våde tøj og ned under dynerne på sofaen. Med varm kakao og Doctor Who. Søndagsdoven over hele linien.

I mandags kom mine forældre på besøg til dikke-dik af babyen og frokost (som de selv havde med). Min bror og søster kom først op ad eftermiddagen, og heldigvis havde min bror haft en frygtelig togtur. Og jeg siger heldigvis, for det betød at min mor syntes han skulle have trøsteis. Min bror blev efter de andre var kørt, og vi havde en virkelig hyggelig aften. Han sagde nej tak til at bestille pizza, for han ville hellere have hjemmelavet mad. Som så var pølser og pomfritter, men han siger det tæller som hjemmelavet når man har haft komfur og ovn tændt.

I går fik jeg en babyfri dag (altså, sådan en dag hvor Manden ordnede det hele), for jeg trængte helt ærligt til at lade op inden Manden skal på arbejde igen. Så jeg var alene i banken til møde, fik læst op på noget kommunalpolitik og kom til at købe to lego Heroica-spil, fordi de var sat ned til halv pris.

Og apropos overhovedet ingenting så er babyen begyndt at spise grød. Jeg havde forestillet mig at det var sådan noget med at vi skulle have en lille bordbøn (ikke noget der er "alt for Jesus", som Manden siger) og at højstolen skulle være i hus først, men midt i Mandens sidste arbejdsuge fik jeg simpelthen nok af at der var så meget skrigeri hver gang hun skulle have mad. Så jeg kogte noget hirsegrød, som hun åd/smattede ud over det hele, og det virkede overhovedet ikke som noget problem, så vi gjorde det igen dagen efter. Og så fandt jeg på at mose en halv banan og putte i og det var et hit, og hun spiste op. Så nu får hun skemad to gange om dagen - da vi introducerede kartoffel/gulerodsmos i går sad hun lige og smagte lidt på det, men inhalerede det så lige så effektivt som grøden. Det kan godt være der står i bogen at barnet har brug for en overgangsperiode med tynd, neutral grød og at der ikke er behov for det før 6 måneder, men det har Grynten vist ikke læst. Og hvis jeg bare havde lyttet til min mavefornemmelse havde jeg givet hende skemad for en måned siden, og så var vi sluppet for den der forfærdelige skrigeperiode.

Jeg VILLE egentlig sætte nogle billeder ind her, men Mandens telefon spasser ud - fååååårk hvor er jeg træt af at min telefon ikke kan tage billeder. Går jo også totalt glip af #glimmeronsdag. Nå, nu virker den vist. Måske. Så her er de:



Hun kan i øvrigt også sidde selv, i korte intervaller. Og som det ses var det på tide at sætte tremmesengen ned - jeg finder hende i øvrigt ofte med hovedet nede i fodenden om natten. Min lille store pige.

fredag den 17. maj 2013

Steinbeck

Da jeg var 9-10 år gammel hjalp jeg min far med at rydde op i en bunke af gamle papirer og bøger. Jeg har altid elsket at læse, og var konstant på jagt efter nye bøger jeg kunne sluge, så hver eneste bog blev undersøgt. De kedelige bøger uden farve på omslaget, der tydeligt var voksenbøger fik min far uden videre lov til at lægge væk, men hvis de så spændende ud skulle de inspiceres nærmere.

Forestil jer min iver, da jeg fik en bog med en hest på forsiden mellem hænderne. Jeg gik ikke selv til ridning, men jeg var dødmisundelig på dem der gjorde, for heste var bare det helt store. Jeg aede den lidt. Jeg spurgte min far om jeg kunne læse den (et ofte stillet sikkerheds-spørgsmål, for nogle bøger var voksenbøger, selvom de så spændende ud) og han sagde at det var der ikke noget i vejen for.

Den Røde Pony.

Jeg husker ikke længere handlingen. Kun at det handlede om en dreng og en hest, hvilket var det der betød noget for mit preteen jeg. Men slutningen, den husker jeg til gengæld. Alt for tydeligt.

SPOILER-ALERT: Hvis du ikke kender slutningen, og ikke vil vide hvad der sker, så spring det her over.

Hesten dør. Den dør. Jeg husker hvordan jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede spændt på hvordan det hele mon ville ordne sig. Det gjorde det bare ikke. Der var ikke noget der ordnede sig og hesten døde. Og så var bogen slut. Jeg græd og græd og græd. Det var den første bog jeg læste, som ikke endte lykkeligt og jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg anede ikke at bøger kunne slutte trist - for det er jo en bog og der kan forfatteren selv bestemme hvad der sker.

SPOILER SLUT.

Steinbeck havde gjort et indtryk. Og skræmt mig fra vid og sans. I mine teenage år foreslog min far mig ofte at læse "Et mægtigt gilde" og "En dejlig torsdag", når jeg (igen igen) var løbet tør for noget at læse. "Det er sådan nogle dejlige bøger", sagde han. Jeg troede ikke på ham - det var også ham der havde sagt at jeg sagtens kunne læse den katastrofale hestebog. Jeg var flyttet hjemmefra før jeg havde samlet nok mod til at gå igang med dem, så jeg har været 18-19 år før jeg læste Steinbeck igen.

Og det var nogle dejlige bøger. Nok de dejligste bøger jeg nogensinde har læst. Så helt igennem sjove og varme og ægte, og jeg åndede lettet op. Så var det nok bare mit yngre jeg, der havde overdramatiseret. Det var, heldigvis, bare fordi jeg ikke var forberedt på slutningen dengang. Så kunne jeg jo sagtens læse resten af de dejlige Steinbeck-bøger i mine forældres reol.

Jeg læste "Øst for Paradis" året efter. Og jeg græd og græd og græd. Jeg hylede mig igennem den bog, og jeg sad bagefter tilbage med nøjagtig samme følelse som da jeg havde læst "Den røde pony". Det var frygteligt og grusomt og greb mig langt ind i sjælen. Jeg var blevet voksen og vidste godt at både livet og bøger ikke altid var lykkelige, men på en måde gjorde det bare bogen så meget værre.

Den anden dag gik jeg forbi en ny udgave af "Vredens druer" nede i boghandlen. Og den trak i mig, kunne jeg godt mærke. Min mor har sagt at jeg ikke må læse den, men jeg bliver jo nødt til det. Det er seks år siden sidst nu, og jeg er ved at have samlet modet.

Men måske jeg skulle starte med at genlæse "Cannery row" og "Sweet Thursday". Ikke fordi jeg ikke tør springe direkte ud i "Grapes of wrath", vel for det gør jeg jo totalt, men fordi hvis jeg nu startede med de dejlige bøger, så kunne jeg måske nå at glemme at Steinbeck også kan være grusom.