mandag den 3. april 2017

Hvori jeg køber en bil

Spot et barn

Jeg synes stadig hun er alt for lille. Men det er løgn når jeg forsøger at bilde mig selv ind at det ville være bedre hvis hun var lidt større og kunne forstå mere, for hun ville aldrig forstå nok. Det vil aldrig blive andet end at vi bryder alt det op hun kender og er tryg ved, hvadenten vi gør det nu eller om fem år eller når hun flytter hjemmefra. Erkendelsen er hård; at det var endt her ligemeget hvad, at vi var i gang med den proces længe før jeg mødte Kinney.

Da vi mistede Ronan traf vi en ret bevidst beslutning om at droppe alle hv-ordene. Hvis, hvorfor, hvornår. Fordi det æder en op. Denne gang har vi ikke snakket så aktivt om det, men der er ingen tvivl om det er noget vi har taget med. Det hjælper ingen at forestille sig en fremtid der ikke blev, og aldrig bliver, uanset. Det mest nærliggende "hvis" er hvad nu hvis vores ikke-engang-en-baby Nugget var blevet et barn og ikke en spontan abort sidste år. Så havde jeg været højgravid i august i stedet for at møde Kinney. Heldigvis (og desværre) var Nugget en uventet bonus-graviditet, som vi ikke nåede at gøre os ret mange forestillinger om, og derfor var den fremtid vi mistede tilsvarende vag.

Den fremtid der til gengæld ikke var vag var den hvor vi skulle fejre kobberbryllup lige om lidt, den fremtid hvor fire et halvt år ikke var ret langt tid, og i hvert fald piece of cake at komme igennem. Den fremtid hvor det var en selvfølge at vi skulle være sammen resten af livet, og også efter det hvis det skulle vise sig der var noget. Og det er eddermame en sorg af format at miste den fremtid, ligemeget hvad vi får i stedet, og ligemeget hvad vi er sluppet for.

Det er nu det sker, der er ingen vej udenom længere. Jeg flytter om en uge. Præcis. Om en uge bor jeg ikke længere i Byen ved Vandet, hvor mig og Manden har brugt seks år på at bygge et hjem og et liv op. Om en uge bor jeg i et gammelt lidt-bedre-end-nedrivningsmodent hus på Langeland sammen med Kinney og skal starte forfra. Jeg glæder mig, vi er alle sammen klar (så klar som vi bliver i hvert fald), tidspunktet og omstændighederne er rigtige og jeg efterlader ikke noget ufærdigt med Manden. Men for fanden altså, hvor er det også angstprovokerende at skulle springe ud i livet på den måde uden at vide hvor det ender.

Så ja. Langeland. Sådan cirka så langt sydpå som vi kan komme. Ikke at det var et krav (nærmere tværtimod), men det var der Huset var, og da vi efter en ret nervepirrende uge fik det til stort set den pris vi havde håbet på, var der ligesom ikke så meget at rafle om. Det bliver en lidt træls transportid med (og for) Gryntegrisen, men det er også det eneste punkt på imod-listen. På alle andre punkter har vi fået lige det vi drømte om. Der er vand, både koldt og varmt, taget er stort set tæt, saniteten virker og huset falder ikke sammen i morgen. Ud over det får vi også en kæmpe grund (se billedet), flere udhuse end vi ved hvad vi skal stille op med og nogle virkeligt grimme faux marmor-fliser på badeværelset. Og et komfur der med en vis sandsynlighed virker. Jamen det er ren bonus hele vejen rundt.

Det er det faktisk.



PS. Bilen? Nåmn, det er en gammel Opel Astra stationcar. Som jeg købte for mindre end hvad selvrisikoen er på en bilforsikring hos visse selskaber.

mandag den 6. februar 2017

Hvori spændingen udløses

Nå, men det er da vist tid til at få afsløret svaret på Den Store "Hvad endte det egentlig med"-quiz. Jeg vil godt lægge ud med at indrømme at jeg har snydt lidt, for selvom der kun er én mulighed der er sand, så er der en smule sandhed i dem alle sammen.

Jeg startede med at eliminere Scenarie 5, hvor der ikke var sket de store ædringer de sidste tre måneder. Men det er sandt nok at jeg tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney mens Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning.

Jeg udelukkede også Scenarie 1, hvor skilsmissen blev grim, selvom det (forhåbentligt ganske kortvarigt) passer at vi arbejder med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning.

Scenarie 7, hvor jeg holdt op med at være forelsket, holdt heller ikke vand, men det ændrer ikke på at Manden er den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger).

På nuværende tidspunkt er det nok gået op for selv den sløveste læser (ikke at jeg har sådan nogle, I er jo alle sammen ganske kvikke) at Scenarie 3, hvor jeg bliver boende sammen med Manden, heller ikke er det rigtige. Her er sandheden knap så sjov, nemlig at jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Det er umuligt at få til at gå op så det ikke gør ondt på nogen, i hvert fald et stykke tid, og jeg tror ikke på en skilsmisse som sådan kan være lykkelig - men jeg tror på at vi alle sammen, Gryntegrisen inklusiv, bliver lykkelige, og også lykkeligere på den anden side.

Det er nok heller ikke så svært at gætte at den del af Scenarie 4, hvor skilsmissen er klassisk overskud, der er sand er at Kinney sælger sin lejlighed i København (så seriøst: Any takers?), men vi kommer ikke til at bo i Byen Ved Vandet, og selvom der nok skal blive (ved med at være) overskudsagtig vi-kommer-alle-sammen-godt-ud-af-det-med-hinanden-stemning, så bliver det vist ikke helt gennemsnitligt-almindeligt.

Nu er det fristende at springe ud og sige at Scenarie 2, hvor vi alle sammen skal bo sammen, er det rigtige, for det ville da i dén grad betyde at alting gik op i en højere enhed og faldt på plads helt af sig selv. Men sådan blev det altså (heller) ikke. Det skyldes ikke en egentlig modvilje mod konceptet, og vi har faktisk overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing, men vi vil simpelthen for forskellige ting til at det kan lade sig gøre uden alle går alt for meget på kompromis.

I får lige et øjeblik til at regne sammen, så selv den mindst kvikke af de kvikke læsere når til den uundgåelige konklusion (indsæt selv en passende mængde vente-muzak her inden du går videre)

Jeg går ud fra alle nu er med på at Scenarie 6, hvor jeg flytter langt ud på (Lange)landet med Kinney, er det eneste der er tilbage. Jo, den er skam god nok, selvom jeg endnu ikke kan sige præcis hvor eller hvordan vi kommer til at bo. Måske bliver det en skurvogn i nogens baghave, måske bliver det et faldefærdigt hus på Langeland, måske ender vi med at bygge noget selv (eller d.) All of the above), men sikkert er det i hvert fald at vi har en masse drømme og lige i omegnen af nul penge. Præcis som det skal være. Der er ikke noget der er nemt i det her - det meste af tiden er det faktisk pissehårdt - men det er som det skal være.

Jeg havde aldrig, aldrig troet jeg skulle skilles, men jeg havde heller aldrig troet jeg skulle møde en mand som Kinney, at jeg skulle (eller kunne) forelske mig så voldsomt igen eller at det skulle føre til de lange samtaler med Manden, hvor vi til sidst, til vores begges overraskelse, kunne konstatere at vi har givet hinanden det vi skal. Vores ægteskab er på ingen måde gået i stykker. Det er bare færdigt. Vi kunne sagtens fortsætte, men det ville ikke rykke på os som mennesker. Vi har gjort os rigtig umage og vi har været gode ved hinanden, og nu afslutter vi det rigtig pænt. Jeg tror det er de færreste forundt at afslutte et ægteskab med al kærligheden i behold.

Fremtiden er stadig usikker; der er en lejlighed der skal sælges, en skilsmisse vi er nødt til at tage, hverdag der skal hænge sammen, spøgelser fra fortiden der skal slås ned, mødre der ikke er til at snakke med, penge der skal tjenes, vinterdepression der skal overleves og al den slags jazz. Men det er i hvert fald sikkert at vi alle sammen vil hinanden, og ikke mindst Gryntegrisen, det bedste, og at det bliver den mindst skilsmisse-agtige skilsmisse vi kan slippe afsted med.

Hvis I er sådan nogle der gerne vil have præmier, så kan jeg oplyse at der var en enkelt Johanne, der gættede korrekt på nummer 6 i første forsøg, og som derfor har fortjent hovedpræmien. I anden omgang var Øglemoren den der gættede mest på 6'eren og det udløser en anden-præmie. Hvad præmierne bliver aner jeg ikke, og jeg kan heller ikke love at jeg finder ud af det på den her side af 1. marts, men hvis I lige sender mig en adresse så lover jeg at der dukker et eller andet fjollet op på et eller andet tidspunkt.



PS. Jeg ved ikke om (og i så fald hvor længe) jeg fortsætter her på bloggen, men jeg lover at I ikke kommer til at stå uden en afslutning. Hvornår den kommer kan jeg til gengæld ikke love noget om. Hvis der går for længe (eller I bare er pissenysgerrige) så er I altid velkomne til at sende en mail til mandenogkonen@gmail.com, hvor jeg kan være en smule mere åben om tingene end i et offentligt forum som bloggen.

onsdag den 18. januar 2017

Hvori I er nødt til at gætte igen

Stik mod forventning har jeg stadig læsere, og endda nogle gættelystne af slagsen. Dejligt at I gider være med!

Jeg kan afsløre så meget at det rigtige svar er blevet nævnt. Men det er måske ikke så underligt, eftersom der er blevet gættet på alle syv svarmuligheder (Alice gik endda så vidt som til at gætte på en helt ottende mulighed!) Langt den mest populære er Scenarie 5, med Scenarie 1 som den eneste anden mulighed der har fået mere end et enkelt bud.

Jeg kan godt se det, at Scenarie 5 er oplagt, eftersom det var der vi var, sidst I hørte fra mig. Men det er ikke det rigtige svar. Ha! Det er heller ikke Scenarie 1 (heldigvis!) og fordi jeg er den servicemindede type vil jeg også gerne udelukke Scenarie 7 for jer (og 8 også, for den sags skyld). Mine følelser for Kinney er ikke forsvundet.

Tilbage har vi så:

Scenarie 2, hvor planen er, at vi alle sammen flytter sammen i en eller anden form for mini-bofællesskab, hvor Gryntegrisen har os alle sammen tæt på på én gang. Tre voksne til et barn begynder at ligne en fornuftig normering.

Scenarie 3, hvor jeg bliver sammen med Manden, og har brudt forbindelsen til Kinney, selvom det har revet mit hjerte over på midten. I sidste ende er det vigtigste at holde sammen på vores familie.

Scenarie 4, hvor vi går den klassiske overskudsskilsmisses vej, med 7/7-ordning, jævnlig fællesaftensmad og boliger lige rundt om hjørnet fra hinanden (når vi lige har fundet den der bolig rundt om hjørnet, altså)

Scenarie 6, hvor jeg skal ud og bo å æ land sammen med Kinney, forhåbentlig i en eller anden form for hus, mens Gryntegrisen i første omgang primært kommer til at bo hos manden-tidligere-kendt-som-Manden (indtil vi andre har et hus med vand og varme og tag og den slags).


Så kom glad med nye bud (og brok over at jeg trækker det i langdrag). 3-2-1... sæt igang!


PS. Nej... vent... gæt igang! (#tøhø)

fredag den 13. januar 2017

Hvori der er valgmuligheder

De sidste måneder har været... skal vi ikke bare sige en anelse turbulente. Der er mange ting der skulle (og stadig skal) falde på plads, så det er ikke blevet til så meget blog. Unfair hold, jeg ved det godt, når I ellers sådan har siddet og ventet i åndeløs spænding (jo, I har). Nå, men katten skal jo ud af sækken på et tidspunkt, og så var det jeg så at Øglemor havde lavet en quiz, om en (endnu) hemmelig livsbegivendhed, og så tænkte jeg, at den idé hugger jeg.

Så her har i den:
Den store "Hvad endte det egentlig med"-quiz

Kun en af mulighederne er sand - kan I gætte hvilken? (Find gerne på flere valgmuligheder selv)

1. Jeg er flyttet til København. Det er noget rigtig rod i forhold til Gryntegrisen, men Manden (eks-Manden?!) blev, fuldt forståeligt, lidt for træt af situationen. Så nu er det noget med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning. Hvad det ender med aner jeg ikke, for umiddelbart er jeg den eneste der er rigtig flytbar, i hvert fald som arbejds- og boligsituationen(/erne) ser ud nu. Suk, altså. Nå. Men i det mindste er der ingen der har truet nogen med statforvaltningen. Endnu.


2. Efter at have taget tilløb til det et stykke tid fik vi overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing. Det gik faktisk så godt, at ingen er skræmte ved tanken om at bo sammen alle sammen i en eller anden form. Så lige nu leder vi efter noget der er egnet til formålet; hus med førstesalslejlighed, landejendom med en ekstra længe, bungalow med anneks... you get my drift. Det er lidt af en ligning at få til at gå op, når der skal være plads til alle (også mentalt...), men jeg er helt overbevist om at vi nok skal finde lige præcis det der er det rigtige for os, og den her lidt skæve Far-Mor-Far(?)-og-Barn-konstellation vi har gang i.


3. Efter The Mother of all Fights, hvor nogen beskyldte nogen andre for at være en masse grimme ting, og nogen andre beskyldte den første nogen for at være noget heller ikke særligt pænt der bare kunne have sagt til noget før hvis der var et problem, fik vi snakket tingene igennem. Og snakket. Og snakket. Og snakket. Om hvad vi egentlig ville, hvad vi egentlig følte, og hvad det egentlig lige var vi sagde ja til dengang vi blev gift. Jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Så jeg bliver, selvom det kommer til at tage tid at finde både mit eget og vores fælles ståsted igen.


4. Kinney sælger sin lejlighed i København (any takers?) og flytter til Byen Ved Vandet, hvor vi er godt i gang med at kigge på lejligheder. Vi er ikke så kræsne, ud over at det skal være tæt på, og helst i gåafstand til Gryntegrisen. Indtil videre bor jeg stadig "hjemme", men mig og manden-tidligere-kendt-som-Manden er ved at være en smule trætte af at gå og kigge på hinanden. Ingen er sådan for alvor sure, men nu måtte tingene godt snart falde på plads så alle kan komme videre i den der overskudsagtige vi-holder-alle-sammen-jul-sammen-7/7-løsning vi har planer om.


5. Det fungerer rigtig godt for os at være Manden, Konen og Gryntegrisen til hverdag, og jeg så tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney. Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning (og fri fra den åbenbart uendeligt kedelige Mor), mens jeg får brændt noget krudt af og finder lidt indre ro. Der er selvfølgelig lidt balancegang involveret, for på den ene side er der ikke noget der er (eller skal være) hemmeligt, men på den anden side har jeg hverken ønske om eller behov for at tingene bliver blandet sammen. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men indtil videre fungerer det fint for alle parter, så vi tager det én dag ad gangen.


6. Vi forsøgte at få det hele til at fungere uden alt for store ændringer, men efter mange (og lange) snakke kom vi frem til at vi simpelthen ikke (længere) ønsker det samme. Det har været otte års virkeligt godt ægteskab, og vi kunne sikkert godt tage otte mere uden mord-stemning, men overraskende nok har det vist sig at der er en bo-primitivt-langt-ude-på-landet-kvinde gemt i mig, og det er der (knap så overraskende) ikke i Manden. Nej, den havde jeg sgu heller ikke lige set komme. Så nu er Kinney og undertegnede ude i noget med en tilgroet grund med Lars Tyndskid som nabo, og en gammel skurvogn, og en septiktank der måske/måske ikke er lovlig. Måske kommer vi også til at få toilet og varmt vand. Måske.


7. Alarm afblæst. Forelskelsen brændte ud ligeså hurtigt som den flammede op, og Kinney er i dén grad et overstået kapitel. En fodnote, om man vil. Heldigvis er Manden den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger), så mest er vi bare tilbage til normal. Altså, bortset fra at jeg føler mig en hel del dummere end normalt, over at have pisket en stemning op for ingenting. Jamen rundstyk, ok? Det ligger åbenbart i min natur at være den latterlige type.


PS. Nogle af jer har måske lidt Facebook-fordel, men gæt endelig med alligevel, bare I ikke spoiler for meget.