torsdag den 27. februar 2014

Hvori min fortid indhenter mig

Jeg tror jeg er kommet i tanke om hvad det er, det, der føles som noget vigtigt, der ligger lige på tungen. Det, jeg går og venter på. Det kommer til at lyde virkelig mærkeligt, for alle, der ikke er mig, men bær over med mig. Det, jeg hele tiden føler mangler, er forelskelse. Ikke forelskelse som i "den store kærlighed", ikke engang forelskelse som i "skal vi være kærester", nej, forelskelse som i det engelske infatuation. Ikke fordi jeg "savner spænding" eller ikke har nok i Manden, men simpelthen fordi det er min default setting.

Jeg har ikke tænkt over det før, for der har jeg jo enten været 1. midt i omtalte infatuation, 2. relativt nygift, 3. optaget af at blive gravid, 4. været gravid, 5. haft spædbarn (i nævnte rækkefølge) Alt sammen ting der har fyldt det hele, og været fuldt gyldige forklaringer på hvad rastløshed kunne skyldes. Men nu er jeg løbet tør for oplagte forklaringer. Og så er det jeg opdager, at min autopilot går og venter med spænding på, hvornår en fuldstændig ikke-eksisterende "Han" skriver næste gang. Det giver slet ingen mening, men sådan er det.

Dengang jeg stadig havde Mit Gamle Liv ovre i Forstaden, var grænserne i forhold til forhold ret flydende. De var i hvert fald aldrig blevet streget tydeligt op, og der var ikke noget drama, så det virkede ikke underligt at have en flirt med den eller den kørende. Det var en selvfølge at forstadsliv og -forhold bare ikke blev vildere, og det var derfor fuldstændig omkostningsfrit at flirte, drømme, lade som om - fordi det jo aldrig ville kunne blive til mere i virkeligheden, og derfor i sagens natur kun var en fantasi. Det var min ærlige opfattelse, at Den Store Ægte Romantiske Kærlighed ikke fandtes. Men jeg drømte stadig om den, og lod mig rive med når chancen bød sig.

Som bekendt indfandt Den Store Ægte Romantiske Kærlighed sig jo så i mit liv. Helt uden varsel. Og med DSÆRK (bedste.forkortelse.ever) kom også de klare grænser. Det var (og er) ikke til at bære andet end "min, og kun min" - og der var jo under alle omstændigheder ikke noget uopfyldt behov for spænding og romantik. Ingen drøm om storslået eventyr, for det bliver jo ikke rigtigt større end DSÆRK. Der er ikke noget der trumfer soulmate.

Hvor jeg vil hen med det her? Det ved jeg ikke helt. Men jeg må i hvert fald konstatere, at jeg er offer for en fuldstændig irrationel impuls, som jeg ikke umiddelbart kan finde roden til. Eller løsningen på. Måske det bare er fordi jeg er ude af takt med mig selv, måske det bare kommer af at have en etårig. Måske jeg bare savner at tage til fest og drikke mig i hegnet og være crazy. Måske jeg bare er crazy.

-----------------------------------

Apropos fortid, så fik hele den her tankerække mig til at læse min gamle blog. Som faktisk var god (hvis jeg selv skal sige det). I hvert fald en overgang. Sjovt nok den overgang hvor jeg var allermest fuld og allermest infatuated. I dag er det throwback Thursday, hvilket virker passende nok. De næste torsdage tror jeg I får diverse udklip af Gamle Blog, fordi jeg faktisk synes det er lidt ærgerligt det bare står derovre og bliver glemt. Og ja, med den slags udklip bliver det nok ret nemt at finde frem til bemeldte blog, men hvad fanden... det er efterhånden så længe siden.

onsdag den 26. februar 2014

Hvori jeg hader forår

Jeg ville ønske der snart var nogen der opfandt den der tanke-diktafon. Ordene myldrer rundt i hovedet på mig, men jeg er ude af stand til at skrive dem ned i sammenhængende form. Det er foråret, der får mit hoved til at falde fra hinanden. Jeg ved ikke hvad det er der sker, men pludselig skrider min virkelighedsfornemmelse, og min krop kan ikke længere finde ud af hvad tid på dagen det er og mit iverblik forsvinder fuldstændig. Den smule af det jeg nu har. Jeg hader det for det får mig til at føles som en stor fiasko, der ingenting kan. Der er tusind ting der popper op, men intet jeg kan samle mig om, og så bliver alle de mange ting til lige præcis ingenting. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er jeg gerne vil, selvom det føles som om det ligger lige på tungen. Som om jeg godt ved hvad det er jeg skal og hvad jeg har lyst til. Som om jeg har glemt noget vigtigt. Det har jeg sikkert også. Det er frustrerende og det er opslidende og det gør mig helt umuligt at være sammen med. Også for mig selv. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i min egen krop og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg vil gerne. Gøre noget ved det, altså. Det er en af de ting jeg skal have løst op for, for det fungerer ikke og det er ikke til at holde ud for nogen.

søndag den 23. februar 2014

Spons - cewe fotobog (og du kan også vinde en!)

Før jul blev jeg tilbudt at anmelde en fotobog. Og det sagde jeg ja tak til, for så var julegaven til Gryntegrisen i hus og jeg kunne lave en jule-giveaway. Det blev så hverken til jule-giveaway eller julegave, da bogen først ankom EFTER jul (mere om det herunder). Og så var der lige den der biks der skulle op at stå, og noget politik jeg skulle sætte mig ind i, og et barn der var syg (og syg og syg)... men NU er det tid til give-away. Sorry, rare folk på Cewe, som nok gerne ville have haft anmeldelse med søgemaskineoptimerende link på den tidligere side af nytår. Men så kunne man jo så lære at overholde sine leveringstider.

Nå. Men here goes. Detaljer om giveaway i bunden (jaja, scroll du bare derned hvis du har travlt - hurtigt opsummeret er anmeldelsen overvejeden positiv, med undtagelse af omtalen af levering og halvskjulte gebyrer - men så går du til gengæld glip af en virkelig underholdende anmeldelse. Eller. Jeg brugte i hvert fald meget tid på at skrive den. Så læs den nu bare, ing)

Produktet:
Der er tale om en cewe fotobog XL, der måler 30x30cm. Den starter på 26 sider, og man kan så tilkøbe 8 ekstra sider ad gangen op til 130/154 sider (alt efter indbinding). Prisen starter på 352,95 kr.
Omtalte fotobog. Blyanten er med så man kan fornemme størrelsen
Bestilling:
Man downloader et program, hvori man så designer sin fotobog. Programmet tager lang tid at hente, og er lidt langsomt til at starte op, men når man først er i gang er det fantastisk. Mulighederne er uendelige - man kan, hvis man lægger tilstrækkelig tid i det, få bogen præcis som man vil have den. Eller man kan markere den/de mapper med billeder man ønsker, vælge et standard layout og være klar til bestilling i løbet af fem minutter.

Jeg valgte (selvfølgelig) at sidde og nørkle med hver enkelt side selv, så det tog en aaaaanelse mere end fem minutter. Til at starte med var jeg lidt skuffet over udvalget af baggrunde (både dem der fulgte med, og de ekstra man kan downloade - gratis, i øvrigt), men så opdagede jeg at man kan vælge at lade et billede udfylde hele siden. Så man kan bruge egne billeder, finde nogle i tilstrækkelig størrelse på nettet eller designe nogle selv i Photoshop (eller hvad man nu bruger). Sidstnævnte fik jeg dog ikke gjort, for Manden sagde at NU skulle jeg se at blive færdig... tsk tsk, bare fordi jeg havde brugt en uges tid eller to på at være i scrapbooking heaven.

(Advarsel: Det næste stykke eller to er ret meget surhed)
Da jeg opdagede at man kunne tilføje video til sin fotobog blev jeg meget begejstret. Det fungerer ved at man uploader en video sammen med bogen, og programmet indsætter en QR-kode i bogen, som man så kan scanne. Men. Så opdagde jeg at det koster 19kr (siger og skriver NITTEN KRONER). Pr. video. Uanset længde. Nå. Men jeg tænkte at jeg ville teste funktionen alligevel. Man er vel grundig, og de 19kr (NITTEN KRONER!!) kunne jeg godt ofre, når nu bogen ellers var gratis. Desuden var jeg blevet helt hooked på tanken om at man kunne scanne Lille Nye Gryntegris og så se den allerførste video med hende.Det viser sig så, efter man har designet det hele, indsat videoer og whatnot, at de 19kr (Nitten. Fucking. Kroner) dækker lagerplads til én video i tre år. Tre år. For åbenbart skal man ikke bruge sin fotobog mere efter tre år? Eller internettet, smartphones og QR-koder er helt holdt op med at virke til den tid? Det var her jeg droppede at indsætte en video. Jeg var i forvejen sur over at de ville være bekendt at tage 19kr (fik jeg nævnt: NITTEN KRONER) for et produkt youtube leverer gratis, så det var bare at smide brænde på mit "skjulte gebyrer, lorte firma, bondefangeri" bål. Men. Apropos youtube der leverer produktet gratis, med opbevaring på ubestemt tid, så kan man også ganske gratis lave sine egne QR-koder (fx her) så man kan bare indsætte sine egne QR-koder med links til youtube-videoer (eller hvor man nu ellers har det liggende) i bogen. Man kan på youtube indstille videoen til at den kun kan ses hvis man har det direkte link, så det ikke er alle og enhver der har adgang.
QR-kode vi selv indsat. Lige nu virker den godt nok ikke, fordi Ex'ens server er nede. Men i princippet virker det upåklageligt
Og nu vi er ved skjulte gebyrer/latterligt høje priser for latterlige ting, hvad sker der så for at der for hver "produktkategori" man bestiller fra er et produktionsgebyr? Som ikke optræder i prislisten, men som i virkeligheden er en del af prisen, fordi man ikke kan slippe for det. Min gavekode (og din, hvis du skulle vinde giveawayen) dækker selvfølgelig omtalte gebyr, men jeg bliver rødglødende af raseri over firmaer der først viser den rigtige/endelige pris sekundet før du bestiller. Stop. Det. Nu. Gennemsigte priser, tak - alt andet er bare lortesnyd, og dårlig stil, ligemeget hvor meget det er indenfor lovens rammer. Jeg siger jer, når jeg bliver diktator bliver det strengt forbudt med tilbud af formen
"fra LATTERLIGT LAV PRIS plus porto og ekspeditionsgebyr".
(Sur rant slut)

Levering:
Absolut dumpekarakter. Jeg bestilte på "sidste dag hvor de kan nå at komme til jul", men både fotobogen og de kalendere jeg havde bestilt samme sted kom først flere dage inde i juleferien. Nitte, af den virkelig store slags, og bare ikke i orden. Forsinket levering kan jeg normalt leve med, men op til JUL?! Der skal det bare være i orden, for det er IKKE fedt at sidde juleaften og mangle fire gaver. Som man havde bestilt til tiden. (Men for at være fair, bør jeg måske nævne at det vendespil jeg anmeldte for noget tid siden kom virkelig hurtigt - så levering er måske kun et juleproblem)

Kvalitet:
Bogen er ret lækker, og jeg er glad for jeg valgte lærredsomslaget (for 2kr ekstra, eller sådan noget, hvilket bare virker lidt til grin at opkræve?) - jeg ville dog ønske det havde været muligt at få et billede på omslaget, eller i det mindste præget noget tekst på, så man kunne kende forskel, hvis man bestilte flere bøger. Formatet (30x30) er coffee table-material, men man får også lov til at betale godt med ekstra knaster for lige netop den lækkerhedsfaktor (i forhold til en almindelig str fotobog, så vidt jeg kan se af prislisten). Vi valgte at designe bogen som en historie om gryntegrisens første år, så der er ikke så mange billeder på hver side - men det kunne der sagtens have været, for den collageside vi lavede (med omkring 20 billeder, tror jeg) er fuldstændig skarp, og jeg tror det stadig havde set godt ud, selvom vi havde puttet dobbelt så mange billeder på. Papiret er lækkert og farvene er som de skal være, så ingen klager her.

Brugsværdi:
Jeg synes vi har fået lavet en dejlig bog, som vi nyder at kigge i. Gryntegrisen er lidt for lille endnu, men jeg tænker at hun bliver glad for den, når hun bliver lidt større. Tanken var i hvert fald at hun skulle have en bog med starten på historien om hende. Den er måske i virkeligheden lidt for stor som bladre/pege-bog - men til gengæld gør formatet at den føles som et rigtigt fotoalbum.

Starten på historien om Gryntegrisen
Pengene værd:
Njah, ikke rigtigt. Hvis jeg skulle have en til ville jeg nok enten gå all in med samtlige tilkøbssider, så bogen fik mere volumen (men til gengæld kom op i nærheden af at koste en tusse), eller også ville jeg købe en noget mindre fotobog og så bestille et vendespil mere - for det holder stadig 100.


Give-away:
Der er en fotobog XL på 26 sider i hardcover på højkant. Det eneste du skal gøre for at være med, er at fortælle mig du godt vil være med. Det nemmeste er en kommentar herunder, men tilmeldinger modtages også på mail, sms, facebook, instagram, brevdue... Du er velkommen til at fortælle hvorfor det netop er dig der skal have bogen, eller dele en lystfisker-anekdote, men det er ikke et krav, og det påvirker ikke dine vinderchancer det mindste (med mindre det er en VIRKELIG god lystfisker-anekdokte) Jeg trækker lod på en eller anden snedig måde fastelavnssøndag, altså næste søndag, den 2. marts.

----------------------------------------

Note om spons:
Jeg tror ikke der er nogen af jer der er i tvivl på nuværende tidspunkt, men dette er altså et sponsoreret indlæg. Jeg har fået en XL-fotobog (en til mig selv og en til give-away) mod at anmelde den her på bloggen. Kravene til anmeldelsen er at den skal indeholde et link til http://www.cewefotobog.dk og et billede af bogen. Andet er jeg ikke blevet bedt om. Jeg har valgt nogle tillægsprodukter (ekstra sider og en anden indbinding) som jeg selv har betalt for.

mandag den 17. februar 2014

Insta-ugen

Der sidder muligvis end enkelt læser eller to der ikke følger med på instagram (@mandenogkonen), så her har I en kavalkade fra den sidste uges tid. Der er uddybende kommentarer til billederne, så der også er noget til dem der har set det hele på instagram allerede.

Ugens Gryntegris: Gryntegrisen er så småt ved at starte en "der kan jeg da godt kravle op"-fase. Hun har længe kravlet op ad trapper og ned af sofaen, men det er ikke længere nok. Såleds er hun nu blevet helt ferm til at komme i og af gåvognen (som ulykkeligvis ikke kører når man sidder i den!), sætter sig på alt hvad der bare minder om en lille stol (læs: alt hvad der er i hendes knæhøjde) og stiller sig på alverdens ting. I går kravlede hun op i legokassen og forsøgte at sætte sig til rette med foden ud gennem håndtaget og ryggen mast ind i hylden ovenover. Heldigvis er hun rigtig god til at vikle sig selv ud af den slags situationer igen, så det er relativt sjældent vi skal assistere.

Ugens Bog: Jeg har tidligere skrevet om vores success (eller mangel på samme) med babytegn. Vi har ikke gjort vildt meget ud af at bruge dem siden - kun de mest anvendelige tegn, som vi lige kunne huske. Det er jo ikke fordi der er mangel på babytegns-instruktioner, men jeg synes det meste er enten endeløse videoer, hvor det hele flyder sammen, eller bøger, der mildest talt er uinspirerende, med kedelige/creepy tegninger eller lange pædagogiske udredninger om hvorfor dit barn DØR (eller noget i den dur) hvis du ikke bruger babytegn fra før det bliver født. Men så dukkede denne lækre lille sag op nede på biblo, og jeg kan ikke anbefale den nok. Det er en helt normalt (og god!) billed-/pegebog, hvor teksten tilfældigvis også er vist med tydelige (og meget entusiastiske) tegn. Det virker helt naturligt at lave tegnene mens vi læser og fortæller, og Gryntegrisen er MEGET begejstret. Hun bruger ikke selv tegnene (endnu) men hun beder mig om at lave dem igen og igen (med en begejstret klappe-vinke-bevægelse der både betyder ja tak, mere, vil have, igen - og banan, som er det vigtigste ord i universet) Hun ævler også meget mere på sit sjove, men uforståelige Grynte-sprog når vi læser den, end når vi læser andre bøger. Jeg ville gerne købe den, så vi havde vores eget eksemplar at savle på, men jeg kan ikke finde den nogen steder.

Ugens Netflix: Jamen I ved det alle sammen. House of Cards sæson 2 er kommet. Vi forsøger at rationere, med kun et enkelt afsnit om dagen, men den plan skrider nok ligeså snart Manden får fri. For det er gåååååt. Virkelig, virkelig god sæsonstart - håber bare resten af sæsonen følger med.

Ugens Angstanfald: Disse små skønheder, mine elskede reklamekort, skulle uddeles. Jeg er virkelig dårlig til at være steder hvor der er andre mennesker, og jeg er virkelig dårlig til at skulle præstere, så ikke den bedste kombi. Har ingen anelse om det virker, eller det hele er endt i skraldespanden. Vi får se. Under alle omstændigheder er det Verdens Bedste Arbejde, hvadenten der kommer noget ud af det eller ej (men der måtte helst godt komme noget ud af det, så hvis du liiiige kender nogen med noget kedeligt arbejde jeg skal lave for dem til slaveløn, så sig lige til, ing)

Ugens Det-Kan-Jeg-Da-Sagtens-Lave-Selv: En tehætte. Der var halv pris på en masse uld nede i garnbutikken, så jeg hamstrede til min mor. Og så var der også lige noget virkelig tykt garn, som jeg købte til mig selv - for garn der skal strikkes på pind 8 og op kan jeg forholde mig til. Det er en aldeles ufancy tehætte i noget helt ordinært ribstrik, men den får tekanden til at se bad-ass ud, og det er det der tæller. Jo, det er.

Ugens Opskrift: Mac'n'cheese. Og det er en opskrift man IKKE må snyde med. Man må ikke gøre den mindre fed, eller bruge noget andet ost, eller bruge pasta lavet af grøntsager. Man skal bare lukke øjnene og nyde sine hvide kulhydrater med fedt på.

Ingredienser:
500g pasta, en type der kan samle sig sovs i, fx skaller eller mini macaroni (250-350g, hvis du vil have en ekstra gooey ret)
1 blomkål
1 broccoli
40-50g smør (Nej, du må ikke nøjes med halvdelen)
½ dl mel
1 tsk salt
1 tsk sennepspulver
1 tsk paprika
½ tsk sort peber
Drys muskat
½ l mælk
350g revet cheddar (Det skal være cheddar, og du skal bruge det hele)

Kog pastaen og grøntsagerne. Kog dem til ukendelighed. Dette er ikke en ret der egner sig til aldente. Og hvis pastaen ikke er fuldstændig gennemkogt ender retten med at blive for tør. Det vil du ikke have. Så kog lortet, selvom din broccoli bliver grå og din pasta smatter ud.

Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mel og krydderier (retten kan sagtens trække den dobbelte mængde krydderier, hvis man vil have mere smæk) og pisk et par minutter. Hæld mælken i og pisk 5-10 minutter mere, indtil sovsen bliver tyk. Tag sovsen af varmen og rør 2/3 af osten i (gør nu bare som jeg siger - ja, det virker klamt nu, men slutresultatet et det hele værd)

Bland pasta, grøntsager og sovs sammen og rør rundt til det hele er smattet til i sovs. Hvis du har kogt grøntsagerne rigtigt går de i passende små stykker (læs: mos) af sig selv. Put halvdelen af massen i et fad af passende størrelse og drys halvdelen af den resterende ost over. Så den anden halvdel smat-masse ovenpå, og til sidst det sidste ost. Ind i ovnen på 200 grader oder so i et kvarters tid, indtil osten bruner og bliver sprød ovenpå. Tag ud og æd. Du vil overveje at tage en portion mere - men lad være!

Vi kogte grøntsagerne ved siden af (af logisktiske hensyn) og dryssede noget bacon henover skidtet. Du kan også helt udelade grøntsagerne, men så anbefaler jeg klart den mindre mængde pasta. Der var mad nok til aftensmad til to voksne og et lille barn i to dage, plus en rest til hhv forkost og madpakke. Hvilket omregnet nok svarer til ca. 6 (meget mættende) portioner.

søndag den 16. februar 2014

Hvori vores 100 dages oprydningsplan fejler miserabelt

Der var engang i efteråret hvor jeg lovede virtuel rundtur når vores 100 dages oprydningsplan udløb 1. februar. Jeg havde ikke glemt det, og det var ikke fordi jeg ikke ville stå ved at planen ikke holdt. Jeg tog pænt alle billederne og ville bare uploaded dem fra mobilen. Men jeg er uvenner med Bloggers app, og jeg er bare ikke typen der kan udgive noget der er halvt og dårligt. Ikke sådan uden videre. Så det lå. Og lå. Og blev mere og mere uoverskueligt, for jo mere det lå, jo større blev mine forventninger til det skulle være et godt og vittig og indsigtsfuldt indlæg.

Jeg er stadig uvenner med Bloggers app (det ses muligvis på layoutet i dette indlæg hvorfor) Men nu udgiver jeg det som det er. I fortjener det gode, vittige og indsigtsfulde indlæg, det gør I. Men det bliver ikke i dag. I dag må I nøjes med at grine af mit rod fra den 1. februar. Eller måske jeg først tog billederne den 2. i virkeligheden. Det gør ikke den store forskel, kan jeg afsløre. Hell, jeg kunne tage dem i dag, og man ville ikke kunne se forskel.







mandag den 3. februar 2014

I dag

I dag... i dag er en af de dårlige dage. En af de dage, hvor jeg ikke slår til. En af de dage, hvor brystet knuger sig sammen, og jeg ikke kan få luft. En af de dage, hvor jeg har siddet på gulvet og grædt og grædt og grædt. En af de dage, hvor jeg ingenting har kunnet, og det virker helt uoverskuelig at forlade huset og være i nærheden af andre mennesker. Det er længe siden sidst, men jeg bliver stadig lige træt og bange og trist.

Jeg kunne godt mærke det i går aftes, og jeg sagde det til Manden. At angsten lå og lurede. Det var en lille bitte ting, men jeg kunne mærke da det knækkede. Weekenden har været skæv, og der dukkede pludselig en masse uforudset op. Det gik næsten, men en lille, ligegyldig bemærkning i går aftes knækkede mig. Jeg ved ikke hvad der sker, men det er tydeligt når det gør, for jeg er pludselig ude af stand til at koble tanke og handling sammen. Nogle gange kan jeg ikke engang finde ud af at bevæge mig længere.

I dag blev jeg nødt til at vække Manden, og bede ham om at hente Gryntegrisen. Det føles som en falliterklæring, og jeg har så ondt af ham, for han fik heller ikke sovet nok i går. Men i dag kan jeg bare ingenting.

lørdag den 1. februar 2014

Hvori jeg holder weekend

Her i huset er vi lidt, skal vi sige udfordrede, på struktur-området. Jeg overstrukturerer (joHOW det er et ord), indtil det slet ikke er til at finde hoved og hale i længere, og Manden er næsten fuldstændig strukturløs af natur. Det har ikke gjort det bedre at Mandens arbejdsuge i virkeligheden er TO uger, hvoraf den uge han reelt arbejder starter midt i ugen og strækker sig hen over weekenden, og at jeg for evigt de sidste næsten tre år har været de facto hjemmegående. Hverdag, weekend, ferie... det hele flyder sammen, og det eneste vi nogensinde planlægger ud fra, er weekend i lige uge (friweekend) kontra weekend i ulige uge (arbejdsweekend). Man behøver nok ikke være medlem af Mensa, for at få øje på, hvor upraktisk det er i forhold til at planlægge noget, der involverer resten af verden. For derude bruger de begreber som datoer og Weekenden (ja, med stort, for det er sådan det lyder når andre siger det).

Et helt klart mål i Mit Nye Liv er at få noget struktur på dagene. Jeg er ikke engang sikker på det kom med da jeg lavede listen over mål, men det er bare fordi det hele ramler fra hinanden og jeg glemmer alting. Eller fordi det først er efter jeg skrev listen, jeg kom i tanke om at det var det, det hed. Whatever. Det mangler i hvert fald, og jeg kan godt mærke, at det er nu, hvor jeg faktisk skal lave noget, der minder om arbejde, vi skal sætte ind. Og vi er startet med weekend, for selvom det lyder nemmest, så er det sværest, og det jeg mangler mest, hvis vi skal minimere antallet af nedsmeltninger.

Og nu sidder I og tænker: "Men weekenden er jo knap nok begyndt?!" Hvilket jo også er korrekt, bortset fra at jeg startede det her indlæg i søndags, og det derfor handler om sidste weekend. Jeg opdagede bare ikke lige at dagene gik (case in point). Nåmn, det var bare for at sige, det var en god weekend. En rigtig weekend, hvor jeg for første gang i meget lang tid, var i hhv. fredags-, lørdags- og søndagshumør. Gryntegrisen var syg midt i sidste uge, så vi aflyste fri-fredag, og smed hende i vuggestue, mens vi så noget James Bond, ryddede lidt op... den slags vigtige ting. Vi gik ud og hentede hende sammen, og så gik turen til Rema, for at købe ind, efter vores meget fine og gennemtænkte madplansindkøbsliste. Ok, det er lidt løgn, for først gik vi i Føtex, for der er der gratis skodbolle til børnene. Gryntegrisen har allerede lært, hvad der venter, når man står i kø hos bageren, så hun rækker hånden frem med det samme. Og bliver utilfreds hvis der går for længe. Jep, det er mit søde, velopdragne barn, der sidder der i klapvognen og råber ad disken og kræver mad. Når vi er i Rema er hun til gengæld sød og høfligt nysgerrig. Men der har hun jo også kæften fuld af Føtex-bolle.

Om aftenen ringede 90'erne, og sagde de gerne ville have deres pitabrød tilbage, men så fortalte jeg (venligt, men bestemt), at det slet ikke var deres pitabrød, for nu er de med fuldkorn, og så er det SÅ 10'erne. Og på det tidspunkt havde jeg også ædt dem alle sammen, så det var egentlig lidt lige gyldigt. Under alle omstændigheder var det fredags-agtigt. Eller det er måske kun min barndom, der taler? Vi fik aldrig den slags til hverdag, for der bestemte min far altid, at vi skulle have rigtig mad, hvormed han mente, at min mor skulle lave kogt kylling eller medister. Eller kødrand. Fuck, hvor jeg hader kødrand. Kogt fars i det hele taget, faktisk. Bvadr! Til gengæld kan jeg godt lide is, selvom vi jo slet ikke spiser den slags mere. Bortset fra at det gjorde vi i fredags. Men det var faktisk Husmoderen's skyld, fordi hun postede et billede af is med heksehyl ovre på instagram, og så blev Manden nødt til at gå ned i Fakta og købe is. Men han købte ingen heksehyl. Svin. Heldigt nok var jeg med min mor i Fakta i lørdags, og så kunne jeg selv smide en pose i indkøbskurven, mens hun ikke kiggede. Men alligevel.

Hov, lagde I lige mærke til hvordan det pludselig blev lørdag der? Som det muligvis fremgår af konteksten, var mine forældre på besøg, og jeg elsker simpelthen at Gryntegrisen nu er så stor, at hun for alvor begynder at kunne genkende dem. Hun hvinede og spjættede, da hun så Mormor og Morfar og Moster, og var med det samme med på at lege med lego med dem. Også selvom hun stadig hostede og var lidt slatten, ovenpå ugens sygdom. Hun gik helt omkuld, da de tog hjem, så hun blev smidt tidligt i seng, og så havde de voksne ro og fred, til at fråde nachos og is (nu med heksehyl). Og se Skyfall, og dermed sætte punktum for Bond-boksen.

Søndag var... søndag. Gryntegrisen var ingenting værd, og ville bare sidde og putte ligeså stille. Jeg havde et enkelt lille Parti-møde, men ellers gik dagen bare med at sidde i sofaen alle tre, og se Ratatouille. Det, og intet andet. Fuldstændig huset-flyder-men-vi-er-ligeglade-zombie-søndags-mode. Og det var nice najs niZeZ rim'li' fint. Det er sjældent vi (læs: jeg) formår at flade helt ud og komme ned i gear, uden dårlig samvittighed, men det var tiltrængt. Og så afgjort noget vi skal øve os noget mere på, for mandag morgen var jeg frisk og klar til at arbejde. Faktisk helt #tgim (thank god it's monday, red.), hvilket er en sjældenhed, men totalt værd at stræbe efter.

Og så blev det så lørdag igen, inden jeg fik det har skrevet færdig, for træerne vokser jo heller ikke ind i himlen (men det gør min to-do liste måske til gengæld. Eller muligvis vokser den lige lukt i helvede). I dag er ikke en specielt zen og weekend-agtig lørdag, for trætte barn er ikke putte-træt, men bare pissesur-træt, og det er helt ærligt en smule anstrengende i længden. Manden er heldigvis lidt af en helt, som slog hende ned puttede hende til middagslur, selvom han jo egentlig burde have lov til at sove i fred. Så jeg har drukket te, og spist chokolade og jordbæryoghurt med cocopops i fred. Ja, jeg lever på kanten.

Der er muligvis en læser eller to, der har fotografisk hukommelse og bare sidder og venter på.... og her vågnede Barnet så fra alt for kort lur. Nå. Men så bliver det en cliffhanger. Spændende, I know.