onsdag den 23. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 5

Jeg sad på stranden og ventede på ham, og jeg nåede at tænke at han måske ikke kom. Som en episk romantisk gestus ville han lade mig sidde så suset og den nervepirrende trommehvirvel inden det store stunt ville sidde i mig for evigt. Så var han der, med sin rygsæk og et lykkeligt smil, og mig i min røde kjole. Han tog mig med til et hemmeligt sted i skoven, en hule, han havde haft som barn. Det var en af de nætter man kun ser i film. Vi lå under stjernerne og delte minder og musik, og snakkede om alle de ting der føles som det vigtigste og smukkeste i verden når man er lykkelig og nyforelsket. Månen lyste over havet og gløden fra hans cigaret var tydelig i mørket. Det var sødt og råt, hjerteskærende smukt og brutalt ærligt. Solen var stået op da han kyssede mig farvel foran min gadedør efter at have fulg mig hjem.

tirsdag den 22. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 4

Det var Manden der sagde jeg var nødt til at mødes med ham. Fordi han ikke ville tilbringe resten af sit liv med at være i tvivl om der var en anden jeg hellere ville have. Det var en pointe jeg slet ikke havde overvejet, jeg havde ikke tænkt længere end at hvis Manden smed det endegyldige nej på bordet ville jeg følge det. Men han havde selvfølgelig ret - tvivlen ville have ædt vores ægteskab op. Vi var nødt til at vide hvad vi stod med, begge to, og så var vi nødt til at give slip på frygten og stole på at vi havde formået at følges ad i otte år uden at vælge forkert. Vi vidste ikke hvor det ville ende, men der kom ro i maven da vi så hinanden i øjnene og huskede på at vi kun kunne træffe én beslutning af gangen, og den var rigtig. Jeg var nødt til at møde Kinney.

mandag den 21. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 3

Ugen der fulgte var lang. Lange nætter og lyse morgener med Kinney i røret, lange dage som en zombie efter alt for lidt søvn. Forelskelse og forvirring der kun tog til, som en chokbølge efter et jordskælv. Det var som om bunden var slået ud af mig, og alting kunne fosse ustoppeligt ud. Følelser og ord jeg altid har haft, men som aldrig helt kom ud blomstrede pludseligt op og voksede langt vildere end jeg kunne nå at tæmme det. Det var på vej, men Kinney var katalysatoren der fik det hele til at eksplodere. Jeg kendte ham ikke, men jeg vidste hvem han var, instinktivt, og al min urkraft kaldte på ham.

søndag den 20. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 2

Midt i det hele kom Kinney. Tyve beskeder på Tinder om skrivemaskiner og havet og livet og vi havde udvekslet numre og aftalt et møde. Han sendte et billede af en skrivemaskine og en flaske whisky. Tre dage, og ikke mange flere beskeder senere stod jeg med fødderne i Storebælt, på strandtur med mine forældre, og jeg sendte en sms til ham at jeg hellere ville være der med ham. Han svarede med et nyskrevet digt. Den aften skrev jeg og fortalte ham at jeg ikke vidste hvordan, men at jeg vidste jeg skulle elske ham. Han ringede, sent, og læste digte og drak whisky og jeg kunne høre hans lighter hver gang han tændte en smøg. Vi snakkede om musik og bøger, om livet, om rejser, alle dem han havde været på og alle dem jeg ikke havde. Først langt henne i samtalen dukkede Manden og børnene op, for sent til at det var fair. Det var lyst da vi lagde på, og jeg var ramt.

lørdag den 19. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 1

Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik ud fra vi aldrig ville have en grund til det. Vi jokede om at den der gik skulle tage Barnet med. Som en sikkerhedsforanstaltning, et nødstilfældeincitament til at blive, hvis der skulle være en enkelt lidt for sur periode. Der var virkelig ikke nogen grund til ikke at blive sammen altid, intet ved ham og intet ved mig der stødte mod hinanden og gjorde ondt. Det har aldrig været en hemmelighed at jeg falder i den kategori som Alanis Morissette meget præcist beskriver som "supposed former infatuation junkie", jeg bliver let betaget, småforelsket, begejstret. Det er en feature. Jeg ledte ikke efter mere. Det var sjov og flirt og et enkelt blowjob når det var vildt og det var det. Det var det, fordi det var indlysende at det var sikkert, det med for evig. Der var plads og rum til mig og mit spas, fordi der ikke var nogen tvivl. Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik så meget ud fra at det var Kærligheden at jeg ikke engang tænkte så langt at jeg kunne blive forelsket.

fredag den 18. august 2017

Hvori jeg ikke lover mere end jeg kan holde

I søndags var det præcis et år siden der på Tinder dukkede et billede op af en mand der sidder på lokum ude midt i ingenting, med en smøg i hånden, omgivet af skrivemaskine og whisky, og en profiltekst der sammenlignede livet med nutella, og jeg for første gang ville være blevet oprigtig skuffet hvis der ikke havde været et match.

Der var i dén grad et match, og nu har jeg boet på Langeland i fire måneder og otte dage, og jeg har stadig ikke fået skrevet historien om hvad fanden der skete. Rundstyk. Men først, så var der lige alt det der med at skulle tage hensyn til hinanden, og ikke rigtigt vide hvad fanden der foregik, og så var der flytning og skilsmisse og logistik, og så er der pludselig skæve gulve der skal rettes op, og noget vand der trænger ind, og tagrender der er stoppede, og en have der er tilgroet, og ukrudt i gården, og planter der skal passes, og møbler der skal bygges, og en mase undren over hvorfor nogen nogensinde synes laksefarvet maling var lige det der skulle til i stuen?

Og så går tiden jo, ing?

Men nu skal det nok komme. Det bliver i små bidder, for ellers er det jeg ikke får det gjort (jvf. ovenstående gulv og vægge og tag og grund og HVOR FUCK KOMMER ALLE DE BÆNKEBIDDERE IND?!) Men det kommer. Historien om Kinney, og det der siden skete, og hvor vi er nu (i Jem & Fix, most likely, er fandeme blevet home away from home deroppe)

Vi ses. I morgen. Sandsynligvis. Måske.



PS. Betragt dette som en teasertrailer til en film der måske/måske ikke klarer den igennem postproduction.