fredag den 31. august 2012

Jeg har muligvis sagt det før...

Der var faktisk et indlæg inde i mit hoved. Men så begyndte der en infernalsk skod-larm. Og så blev alt andet fordrevet fra min hjerne.

Dagens ufrivillige soundtrack, dog ikke fra naboen: Live Rasmus Seebach-koncert. NOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOO!!! Kan man ringe 114 og bede politiet om at få stoppet den forbandede larm?!

Har jeg nogensinde nævnt jeg hader Rasmus Seebach? Ja, ok, det har jeg så. Men nu siger jeg det lige igen: Jeg hader Rasmus Seebach. Og hvis jeg havde husket det var i dag han skulle spille (I Byen Ved Vandet, af alle steder - det var for at undgå den slags vi flyttede!) så havde jeg fundet på noget andet.

Nå, nu skal jeg nok lade være med at tage hul på hvor mange ting er galt med Rasmus Seebach i almindelighed og "Glad Igen" i særdeleshed (hvad fanden sker der for den lortesang?!). Og i stedet forsøge at huske hvad det var jeg havde tænkt mig at skrive om.

Det var vist noget med en liste over baby-indkøb vi har gjort. Som en public service, ing? Så skriver jeg ned hvad vi køber, hvad det koster og senere (når jeg finder ud af det) om det var et godt køb. Så kan fremtidige kommende forældre få et overblik over hvad man har brug for og hvor meget man skal af med (såfremt de er forældre ligesom os og har en baby magen til vores, selvfølgelig). Men vi lod bare som om det var en service alligevel. Blev der sagt.

Og så var det noget med at jeg havde tænkt på at flashe et billede af maven, men så ombestemte jeg mig og tænkte at det lige måtte vente et par uger. For så blev jeg 29+3, hvor de sidste billeder af Ronan-maven er fra og så kunne vi sammenligne. Og så var det sjovt, for jeg var så megafed sidst på grund af alt det der vand. Føler faktisk lidt at min mave slet ikke vokser den her gang.

Nåja, og så var det sikkert også stof nok til et helt hormonella-indlæg mere. Nu over temaet jeg-magter-slet-ikke-Manden-skal-til-fest-imorgen. Men det dropper vi bare. Og så lod vi i stedet for som om jeg var den mega-rummelige Kone. Ok?

tirsdag den 28. august 2012

På den (knap så) voksne måde

Ok, jeg ved godt jeg lovede at skrive i søndags. Men så havde jeg lige sovet helt vildt dårligt (og alt for lidt) i helt vildt dårlig seng i Udkantsdanmark, og så gik søndag selvklart på martyr-måden, og i går var vi i IKEA og jeg havde egentlig tænkt at vi kunne nå hjem med tingene (og blogge) inden vi skulle ud til Kaye og Jyden, men så passede det lige med at vi var færdige i IKEA da Kaye havde fri og så kunne hun jo lige samle os op på vejen, og så endte vi jo derude lidt tidligere end forventet, og så blev det lidt sent inden vi kom hjem, og så var der nogen der var kommet til at love nogen andre sex og så var den dag lissom også gået.

Er netop kommet hjem fra lægen (alt stadig kedeligt og gennemsnitligt med både mig og Baby) og har nu lidt tid at sidde og stene i, inden Manden kommer hjem fra måsjons-center. Han har lovet mig at vi lige sætter os med en kop te og får et overblik over baby-tingene, for jeg er gået totalt i hjerneblødning og føler jeg står med det hele selv og der er alt for meget og det er jo lige om lidt osv. osv. Hvilket er helt åndssvagt, eftersom jeg har den mest deltagende Mand, der gør alt hvad jeg siger, og vi i øvrigt ikke mangler noget som helst akut til når Baby kommer, bare vi husker at købe bleer på vej hjem fra sygehuset. Og selvom der nu er under tre måneder tilbage, så er det altså stadig riiiimelig god tid. Til alting. Men stadig, hjerneblødende hormonella har brug for at få tingene snakket igennem, så det gør vi.

Klarede i øvrigt fætter-kusine fest i nogenlunde stil. Lidt ærgerlig over at jeg måtte opgive klokken 22 og lægge mig på en sofa, og at jeg ikke lige havde krop til at være klædt i noget nedringet og stå i et hjørne og snave med Manden klokken fuld. Gjorde det hele på Mandens måde; tog afsted tidligt lørdag, bar møde med Det Ulidelige Familiemedlem med nogenlunde ynde, bad ikke en eneste gang om at komme tidligt hjem fra fest, blev og sov i skodseng (med hårde fjedre, som hverken mig eller Baby kunne lide. Den lå fandeme og roterede og bøvlede i en hel time), plagede ikke om at komme tidligt hjem søndag (selvom jeg var syg af træthed) - og da vi så endelig kom hjem kunne jeg ikke lægge martyr-minen fra mig. For som alle ved er det jo så pisse gavnligt for et forhold at køre noget-for-noget stilen. Christ altså, vi er ellers ret meget sådan nogle der er enige om at vi sammen aftaler hvad vi skal, og så er det en fælles beslutning, og ikke noget med at "så skal jeg til gengæld have..." Hvadenten det drejer sig om byture, familiefester eller Lego. Det havde jeg så åbenbart lige glemt, som jeg sad der på sofaen og hylede at han "altså godt kunne tage at spørge lidt mere ind til det hele" (jamen jeg ved det, det var overhovedet ikke vagt eller noget)

Nå, men i dag er en ny dag. Baby har det fint, jeg har det fint, Manden har det fint. Det nye Lusy Blom tæppe fra IKEA har det fint. Mon ikke vi kommer nogenlunde helskindede igennem dagen i dag.

fredag den 24. august 2012

Hende den sure

Surhed lader til at opstå efter klokken fem. Skulle have blogget noget tidligere. Der var egentlig en del at skrive om. Men så var jeg lige træt og sur. Så øhm, jeg skriver på søndag, ing? Omme på den anden side af fætter-kusine-fest i logistik-helvedet Udkantsdanmark.

Årh fuck, altså, orker bare ikke at skulle blive og overnatte. Men ved heller ikke lige hvordan man kommer ind til Odense derfra når man ikke har nogen bil. Pis.

søndag den 19. august 2012

Enter hormonella

Jeg er sur og ked af det, og selvom der er nok at give sig til så gider jeg ingenting.

Jeg vil bare have Ronan. Jeg vil have at han må være med. Det er ham som skal være storebroren og det er så pisse snyd at han ikke får lov. Så skal vi stå dernede ved hans grav og sige "Det her er din lillebror/lillesøster", men han kunne slet ikke få lov til at opleve det, og så skal vi bare gå hjem bagefter med Nye Baby, men uden ham.

Nu var det lige blevet ok at det var sådan. Det var lige blevet ok at han var omme på kirkegården og vi var herhjemme og så var det bare sådan det var. Men det er bare overhovedet ikke ok at den ene af vores babyer skal bo her, når den anden bare skal være helt alene og langt væk, og slet ikke fik nogen af alle tingene.

Nye Baby er et helt andet barn. Den er sådan et barn som ikke er syg, og nu er den også sådan en som ville kunne leve udenfor maven, hvis den fik hjælp. Og det kan jeg slet ikke forholde mig til. At forskellen er så stor. Jeg vil gerne have alle tingene, og alle gæsterne, og en levende baby som skal bo her. Men det er bare så snyd, så snyd, så snyd at Ronan ikke fik noget af det. At vi ikke fik noget af det, med ham.

Jeg skulle egentlig skrive et indlæg og Verdens Hyggeligste Dag i går, hvor Emmie kom på besøg og var underholdende. Men jeg gider ikke. For i dag er ikke spor hyggelig. I dag er jeg bare sur over varmen, sur over Manden sover, sur over der ikke er nogen at lave noget sammen med, sur over der er blevet for langt til stranden, sur over vi ikke skal i Ikea NU, sur over vi ikke har bestilt noget til Babyen, sur over der stadig ikke er helt styr på barsel, sur over jeg ikke har frosset noget banan. Sur sur sur.

Det værste er at det er sådan noget sur som kommer og går, fuldstændig uden varsel. Og uden glidende overgang. Fuldstændig forrykt utilregneligt humør. Og så er det at selv jeg godt kan gå hen og blive lidt træt af mig. Hvis jeg altså ikke lige er sur og synes det er nogen andres skyld.

lørdag den 18. august 2012

Must (not) haves

Hvad for nogle ting skal sådan en baby egentlig have?

Altså, jeg er godt klar over hvilke ting den kan få. Men kan ikke helt lure hvor meget der egentlig er nødvendigt. Mit indtryk af normen er at vordende forældre raskvæk køber tripp-trapp stole, børnesikringsudstyr, tøj helt op til str. 1 år og kopper og bestik og jeg skal komme efter dig. Og jeg sidder bare og tænker at den jo ikke får brug for noget af det før den er et halvt år.

Nåja, og så er der hele bunken med ting jeg bare ikke forstår at baby nogensinde får brug for; badevandstermometre, gåstole, skråstole, bleposer med duft, skeer med varmesensor, ergonomiske sutteflasker med eget varmelegeme, bamser med livmoderlyd osv. osv. Please sig det ikke bare er mig der er bagud, men at det faktisk er resten af verden der er blevet sindssyg.

Vores liste er i hvert fald noget kortere end dem jeg ser andre steder - og så er den inddelt efter hvad for nogle ting vi skal nå at have og hvad der godt kan vente/måske er ligemeget.

Must haves
  • Tøj til baby. Er dog ret blank på hvor meget, og hvad størrelse vi skal satse på. Men regner med vi kan låne/arve en hel del, og at vi køber noget brugt. Og måske lidt nyt, hvis det er meget nuttet.
  • En seng. Mine forældre har stadig den gamle tremmeseng stående, som vi kan få.
  • En lift. Så vidt jeg husker har vi fået lov til at låne Niecens, så det var jo dejlig nemt. Og billigt.
  • Madrasser, dyner, pude. Et af de eneste punkter hvor jeg nok insisterer på nyt. Synes Lille Nye skal have nyt og fint at sove i, eftersom den skal bruge det meste af sin tid med at sove. Aner overhovedet ikke hvad slags madras, dyne og pude - der er jo en milliard muligheder. Nogen med gode erfaringer de gerne vil dele? Og bør man egentlig købe sådan et tis-lagen?
  • Sengetøj. Må for min skyld gerne være brugt, så længe det er nyvasket og af bomuld.
  • Stofbleer. Ca. en milliard stk. Tror stadig min mor har et lager liggende, og man kan vel også købe sådan nogen brugt? Selvom jeg nok bliver nødt til at have i hvert fald én pakke (mere) i farver og med dyr på.
  • Savlesmække. Ved ikke om vi får et barn der savler og/eller gylper, men vil hellere være forberedt. Min mor har lovet at sy en stak af gamle håndklæder.
  • En slynge/vikle. Synes bare det lyder hyggeligt og godt for både mor, far og barn, så det insisterer jeg på vi skal have.
  • Pusleplade. Vi har forelsket os i en med striber ude fra Babysam. Og så kan det da godt være det er en af de dyre - men altså, 300kr for en ting vi kommer til at bruge hver dag i lang, lang tid? Så tror jeg nok det var det værd i pænhed.
  • Flexibath. Selvom vi har et relativt stort badeværelse er det ikke så stort at vi har plads til et babybadekar uden at falde over det. Genialt at nogen har lavet et der bare kan klappes sammen.
  • Autostol. Vi har ikke selv bil, men vi bliver jo nok nødt til at have en autistol alligevel. Heldigvis har vi fået lov til at låne en, så det skulle også være på plads.
  • Ammeindlæg - "hverdags"par i bomuld og nogle i uld/silke. Og ikke nogen i papir. Ever. Er det nok med to sæt, eller hvad?
  • Amme-bh. Slipper nok ikke udenom. Skal have fundet nogle gode, gerne relativt billige, og uden blonder og gejl. Nogen forslag?
  • Ammebrikker. Håber virkelig ikke jeg får brug for dem, men vil hellere have dem, just in case.
  • Lille lager MME og en sutteflaske. Samme logik.
  • Et lille udvalg af sutter. Og jeg vil skide på om de hedder MAM eller er udformet som en sommerfugl eller var på tilbud nede i føtex.
  • Babyalarm. Er kun på listen fordi Manden siger det. Er ikke selv heeeelt overbevist om nødvendigheden - og i hvert fald ikke hvis skidtet skal koste flere hundrede kroner. Den skal jo kun kunne to ting; reagere på lyd og transmittere said lyd videre til mig. Hvordan kan det koste FRA 800kr?!
  • Udvalg fra apoteket. Zinksalve, jern, d-vitamin, babyolie, salve til mine bryster, jeg bare ved bliver ødelagte. Hvad er bedst?

  • Alle de ting vi har på listen, men som jeg lige har glemt.

Ting vi overvejer
  • Barnevogn. Er ikke helt solgt på ideen. Gider ikke rigtigt bøvle op og ned ad trapper. Måske en kombivogn af en art, som kan klappes sammen? Måske en klapvogn med liften i?
  • Voksipose. Den er såååå lækker, men også såååå dyr. Men slipper måske ikke helt for en sovepose af en art. Især fordi jeg meget hellere vil pakke Baby ind i en blød pose end sådan noget flyverdragt-agtigt noget den bliver væk i.
  • Ammestol til soveværelset. Vil virkelig gerne have en, men er som bekendt en smule nærig, og den jeg gerne vil have koster 2300kr.
  • Supersmart, godt indrettet kommode/bord/vasketøjs-sorterings-system til soveværelset. Desværre er det som om der ikke rigtigt er nogen der producerer lige netop den slags løsninger. Nå, men IKEA har jo fået nye ting nu, så det kan være vi er heldige.
  • Sengerand. Klarede vi os ikke alle sammen fint uden da vi var små? Kan godt se det må være hyggeligere for Baby. Men vil jo også godt kunne nå den gennem tremmerne.
  • Sengehimmel. Synes afgjort Lille Nye skal spares for en masse sanseindtryk, især i starten, og især når man skal sove. Men synes bare sådan en sengehimmel er så stor og grim - og virker egentlig også lidt upraktisk og i vejen? Tænker om ikke et lagen hen over sengen mens baby sover kunne gøre det?

Ok, er stadig en lidt lang liste. Men synes egentlig også vi er ret godt udstyret hvis vi anskaffer det hele. Eller det er måske bare mig?! Hvad mangler? Hvad kunne I ikke leve uden, jer der har (haft) små børn? Hvad kan man sagtens leve uden? Er især interesseret i ting i lifesafer-kategorien, som ikke kan vente til i morgen, hvis man står og mangler.

onsdag den 15. august 2012

Noget om økonomi

Hvorfor er det egentlig det er "noget man ikke snakker om"? Hvorfor er det egentlig det er så privat, ja nærmest pinligt? Jeg mener, vi tjener jo alle sammen penge, og det er ret tydeligt at der er forskel på hvor mange - men hvis vi begynder at tale om hvor mange vi tjener eller hvor stor forskellen er bliver det pludselig den mest akavede samtale nogensinde.

Nåmmen, jeg kom bare til at tænke på det, efter det her indlæg, hvor der var nogen der blev sindssyge (på den gode og meget søde måde) i kommentarsporet. På grund af et spil til 120kr (som jeg i øvrigt godt er klar over har kostet en del mere i hardcopy udgaven)

Og jeg sagde det egentlig som en joke, men så kom jeg til at tænke om det egentlig lød som om jeg sådan, i absolutte termer, ikke lige havde 120kr. For det korrekte svar er jo at jeg ikke lige har 120kr der står PS3-spil på. Hvilket på ingen måde er det samme: I scenarie 1 er jeg fattig, i scenarie 2 bare noget der mere minder om nærig.

Bare rolig, der er en pointe derinde et sted. Tror jeg. Men først vil jeg være tæerkrummende pinlig og udpensle min egen økonomiske situation. Og så håbe jeg kommer frem til den der pointe til sidst.

"Min økonomi" starter den dag mig og Manden blev enige om det skulle være os. Alt før det er fuldstændig irrelevant, eftersom det hele blev smidt i en fælles pulje. Eller hul, om man vil, men det kommer jeg til. Alting med Manden var (og er) et tilfælde af alt eller intet, så vi er, helt fra start, gået all-in på fælles kalender, fælles venner, fælles beslutninger og fælles økonomi. Det var lidt som at kaste sig ud i det store ukendte rum og skrige BANZAAAAAAAIIIIIII med gåpåmod og krigervilje, og så bare håbe det hele kunne bære.

Det var ikke ligefrem en praktisk gennemtænkt beslutning (vi havde kendt hinanden i tre måneder da vi besluttede at blive gift), så selvom jeg godt vidste det måske ikke var alt for godt med hans økonomi, havde jeg ingen anelse om hvor slemt det faktisk var. I ved, de der kegler i luksusfælden, som ikke åbner deres rudekuverter og som har optaget kvik-lån og ikke betaler deres telefonregning? Sådan var Manden. Det var en sump af ubetalte regninger, lønindeholdelse og glemte kreditorer. Og det blev ved, og ved, og ved.

Men hvis Manden var en af spaderne i luksusfælden, så er jeg heldigvis Jan Swyrtz. Jeg satte som absolut krav at det var mig der sad på pengekassen, og i løbet af det første år fik vi afdraget på den pæne side af 80.000, mens vi levede for 1500kr i måneden. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan det hang sammen - men jeg er virkelig nazi omkring mit vores budget, og vil hellere leve af pasta en hel måned end springe en betaling over.

Ok, det var måske en lidt lang smøre for at komme frem til at jeg er budget-nazi, men det er ret grundlæggende for hvordan jeg tænker penge. Det var faktisk først i år vi blev gældfri, så langt størstedelen af vores ægteskab har jeg holdt igen og været striks, fordi vi bare skulle ud af den gæld - og hellere i går end i dag.

Det sidste halve år har været ret meget mere fis og ballade og ny computer og ferie og god mad, fordi der pludselig var en del mere at gøre godt med hver måned, men nu er panikken med at indfinde sig igen. Der kommer faktisk en baby, ret snart. Og selvom vi kører budget-baby så kommer den til at koste en del, fra nu af og til evigt. Og der er nogen som skal på barsel, så der er noget med nogle dagpenge vi skal til at leve for - og selv de uger Manden har med "fuld løn" er ret langt fra hans normale løn, fordi han er sådan en, hvis løn delvist udgøres af tillæg. Og så var der nogen der gerne ville igang med en merituddannelse, og så var der noget med endnu flere dagpenge og noget brugerbetaling og (oh skræk) SVU. Og så var der mig, som faktisk gerne ville holde op med uddannelse (i hvert fald midlertidigt) men så var man pludselig afhængig af at kunne skaffe et job med en indkomst højere end SU. Så panikken breder sig, for hvordan fanden skal vi klare tre år med nedsat indkomst og dårligere arbejdstider?

Så derfor har jeg ikke lige 120kr til et PS3 spil. Fordi det er 120kr mindre til babyens ting. Eller 120kr mindre på opsparingen, som vi kommer til at blive afhængige af. Eller, Gud forbyde det, 120kr fra mine surt opsparede LotR-Lego penge. Det er 120kr mindre til fremtiden og hvad nu hvis vi virkelig fik brug for de penge en dag? Skulle vi så bare dø af sult fordi jeg havde købt et spil? (Jamen det er da totalt realistisk at det kommer dertil)

Og jeg tror det er her, et eller andet sted, der var noget der måske kunne minde om en pointe. For det der virkelig fik mig til at tænke på forskelle var da Øglemoren skrev noget om "daglig café-latte" i en anden kommentar (undskyld jeg bruger dig som eksempel). For i min verden er det kun rige mennesker der kan drikke café-latte hver dag (og købe lejligheder på Østerbro). Men jeg tænker jo ikke på Øglemoren som decideret rig - jeg tænker nærmere at vi er i nogenlunde samme få-hverdagen-til-at-hænge-sammen båd, også økonomisk. Jeg tror måske man, trods alt, skal være i en noget højere indkomstklasse før prisen-på-et-PS3-spil bliver det samme som ingenting.

Nå, pointen. Min pointe er at ovre i fx Øglemorens husstand har de en pæn sjat penge mere end vi har i vores, i absolutte termer - men forskellen er, relativt, nok omkring 0. For selvom det er forskellige ting vi går glip af for de 120kr (Øglemoren en uges café-latte, og mig - nåja, jeg døde jo af sult, som I nok husker), så føles det stadig som den samme mængde penge. Og den virkelige forskel bestod nok i at Øglemoren var sød og betænksom og ikke-nærig.

------

Og det var altså ikke for at hænge nogen ud. Overhovedet. Sig til hvis nogen føler sig stødt, ing?

mandag den 13. august 2012

Mere glimmer

Efter en dag med Esserne i går, der involverede lidt vel meget kage, er jeg nu back on track med nul-slik politikken og har scoret mig et glimmerklistermærke mere. Fordi jeg er awesome (og ti så stille med at det kun er det andet på to uger)

Nu slapper vi af på sofaen med maverne fulde af Jydens stegte kylling - og for mit vedkommende også af en lille baby der ligger og bløpser rundt. Der er både You've Got Mail og Engle og Dæmoner i fjernsynet. Synes det bliver lidt forvirrende med to Tom Hanks. Hvis jeg var bare en anelse mere træt ville jeg nok ikke engang opdage når Manden zappede. Ville nok blive en ret syret film, egentlig.

lørdag den 11. august 2012

Min nye bedste ven

Øglemoren er fuldstændig sindssyg og har sendt mig et eksemplar af Little Big Planet. Og det er selvfølgelig alt for galt og alt det der, men det siger jeg ikke et ord om. I stedet vil jeg sige tak ved at udråbe hende til Min Nye Bedste Ven (en lidt tvivlsom ære, måske, men lad nu det ligge)

Såæh... hvis I ikke hører mere fra mig, så ved I hvad vi laver, mig og Baby.


Nåja, for en god ordens skyld må jeg også hellere sige at Under Stjernerne også er Min Nye Bedste Ven, eftersom hun også tilbød at sponsorere. Øglemor var bare hurtigere, fordi hun har mig på Facebook.

fredag den 10. august 2012

Hvorfor dagen igår alligevel endte med at holde 100%

I toget (der i øvrigt var forsinket) stødte jeg på Spirrevippen, der var en af mine virkelig gode veninder i Mit Tidligere Liv, ovre i Forstaden. Har ikke set hende siden jeg flyttede landsdel og uddannelse, men det føltes slet ikke som om det var så længe siden.

Både mit og Mandens møde var tidligt færdige, så vi havde tid til at mødes på banegården og dele en hotdog og en cheeseburger, inden jeg skulle videre til psykiater. Den slags kan bare redde hele min dag, og er lang bedre - og mere romantisk - end en buket roser.

Det er måske lidt voldsomt ligefrem at snakke om gennembrud i terapeutisk forløb (leder tankerne lidt for langt i retning af fanfarer og guddommelig inspiration), men der blev rykker ved noget, og det var helt ærligt også på tide der snart kom lidt skred i tingene igen.

Kaye lavede frikadeller til aftensmad, og vi havde lige snakket om at det var det da megalænge siden vi havde fået. Og der var nye kartofler og smørsovs. Så kunne vi godt leve med det dramatiske lydspor i baggrunden, udført af Niecen, der først fik et anfald over at der var aftensmad (og derfor ikke mere Lille Nørd) og senere stortudende skreg "Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! Jeg vil ikkøøØØøøøØøø!!" da hun blev bedt om at gå de ti meter ud på badeværelset på sine egne ben, da hun skulle i bad. Til gengæld er hun så ret underholdende når hun er i godt humør og fx fortæller om den baby hun har inde i maven (!), som stadig er lille bitte, men som man kan lege med "lige om lidt".

Nåja... og så var der en gave til mig i postkassen da jeg kom hjem.



torsdag den 9. august 2012

En hel dag

Hvis jeg nu var sådan et normaltfungerende menneske, så ville min dag være virkelig afslappende og overskuelig i dag. Har et møde med faglig vejleder klokken to, som virkelig bare er en formsag, en aftale hos psykiater klokken fire og så aftenmad hos Kaye og Jyden. Som sagt, en virkelig overskuelig halv-fridag for et normaltfungerende menneske.

Jeg er bare slet ikke noget der nærmer sig normaltfungerende på det område. Jeg føler mig virkelig on edge (hvad fanden hedder det på dansk?) og har ondt i maven og føler mig presset og stresset. Har slet ikke lyst - har faktisk mere lyst til at tude.

Er træt af det skal være sådan. Er så træt af ikke at kunne, og ikke at kunne forklare hvorfor. Især fordi det bare er så pisse usynligt. Jeg mangler jo ikke et ben, eller sådan noget, og jeg virker faktisk også nærmest normal hvis man møder mig på hjemmebane til et stykke kage.

Er i virkeligheden aller-allermest træt af at fordi jeg har svært ved det, er der endnu flere svære ting jeg skal.

tirsdag den 7. august 2012

Meanwhile, ude i hverdagen

...hvor jeg jo egentlig stadig har ferie. Men det føles ikke ret meget som ferie når Manden er på arbejde, så jeg er så småt begyndt at skrue lidt op for hverdagsaktiviteterne. Som fx at vaske tøj. Og se OL. Ja, jeg sagde ikke fornuftige hverdagsaktiviteter, vel.

Der ligger en (uendelig) liste over småprojekter, lidt større projekter og papirer der skal sorteres, som jeg så småt er ved at tage hul på. Startede med et fantastisk score-sheet til mig selv, over temaet "husk at spise sundere og bevæge dig noget mere" - og i dag har jeg for første gang (startede i torsdags) scoret max-point og må få et awesome glimmer-hjerte-klistermærke. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at uddybe pointsystemet, for så dør I bare af grin over hvor latterligt lavt niveau jeg befinder mig på.

Ud over at lave skemaer og sætte ting i system har jeg også lavet noget så banebrydende som at re-aktivere Mandens PS3-konto, så vi nu rent faktisk kan bruge online features på maskinen. Desværre resulterede det i at jeg kunne downloade en demo af Little Big Planet, og så fandt ud af at jeg faktisk ikke kan leve uden den fulde version. Der er lidt længe til min fødselsdag, pludselig. Nåmmen, hvis nogen skulle have lyst til at sponsere et eksemplar af Little Big Planet til mig, så sig lige til, ing?

Ellers sker der egentlig ikke så meget. Ikke af små ting, i hvert fald.

Dagens soundtrack fra naboen: Et medley af "gode" danske klasikere, og gengangere fra den forløbne uge. Til gengæld har de skruet op og åbnet vinduerne igen. Krydser fingre for at de i det mindste har fattet at man godt må slukke klokken 22 (UPDATE: nå, det havde de så ikke)

mandag den 6. august 2012

Bonusinfo

Dagens ufrivillige karaoke-suppe-steg-og-is soundtrack fra naboen:

You can leave your hat on

(Bør måske for god ordens skyld nævne at det er blevet en anelse mindre højt efter jeg satte en seddel på deres dør)

Erkendelser (23+6)

  1. Jeg har en baby inde i maven
  2. Det er ikke Ronan
Man skulle måske umiddelbart tro at begge dele var ret indlysende, men ikke desto mindre er det først nu det er begyndt at gå op for mig. Jeg tror måske det skyldes at jeg nu er så langt henne at Baby måske ville have en chance udenfor maven. Vi begynder at nærme os et territorium, hvor vores erfaring er lig nul: En levende baby. Det bliver noget helt nyt, hvor der er et helt nyt menneske jeg slet ikke kender, som bare kommer og laver det hele om. Og det synes jeg ærlig talt er ret overvældende at skulle forholde sig til.

Pludselig mangler jeg Ronan på en helt anden måde, og synes nogle gange alting bare er helt forkert. Jeg kan godt lide den lille baby inde i maven, men den er ikke Ronan, og jeg synes det er så uendelig vemodigt at den begynder at fylde så meget mere end ham. Fra at være Far, Mor og Storebror på kirkeården og Lille Nye i maven, går vi mod at være Far, Mor og Lille Nye - og så Storebror på kirkegården, og jeg kan ikke helt finde ud af om jeg har det godt med det. Ronan vil altid være vores førstefødte, og jeg synes egentlig han derfor fortjener at blive nævnt først, på trods af, eller måske især fordi han er død. Men samtidig vil jeg heller ikke have at Lille Nye skal stå i skyggen af en død storebror - for den skal aldrig, aldrig føle at den er et "andetvalg"

Jeg forsøger at holde fast i hvor vi er lige nu og her, for jeg bliver stresset og ked af at spekulere over fremtiden (hvor der er meget andet end Baby der er usikkert lige nu), og jeg har mest af alt brug for at kravle ind i en hule, hvor der kun er os. Hvor der er stille og trygt, og min store, stærke Mand holder om mig, så jeg kan finde ro til at mærke efter. For inderst inde, så bliver jeg så varm om hjertet når jeg tænker på at de alle tre er mine. At det er så mange at jeg kan sige jeg elsker dem alle sammen. Og jeg glæder mig så meget til det øjeblik hvor vi får Baby op til os, og det er ligeså indlysende som det er overraskende, at det var lige netop den der var derinde, og hele verden giver mening igen.

fredag den 3. august 2012

Angsten

Da jeg vågnede (lidt for tidligt) i morges vågnede baby ikke. Det plejer den ellers, men jeg ville ikke have lagt noget i det, hvis ikke det var fordi den heller ikke rigtigt var vågen da jeg lagde mig til at sove i går aftes. Så kunne jeg så ligge der klokken syv om morgenen og være alt for bevidst om dét i stedet for at sove en time mere, selvom jeg virkelig forsøgte at overbevise min krop om at sidstnævnte var den bedste idé. Jeg havde en helt klar fornemmelse af at den var der, men der var bare ingen boink eller buk-buk, ligemeget hvor meget jeg maste på maven, sang sange og spillede Muse. Var dog kun næsten i panik da Manden kom hjem en time senere. Han prøvede med nogle flere puf/mas uden held, men da han lagde hovedet på maven og aede den blev der pludselig puffet tilbage. Måske den bare havde savnet sin far?

Jeg plejer ellers ikke at være specielt nervøs eller bange i den her graviditet. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er hverken mere eller mindre bange end gennemsnittet, og havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det. Men lige pludselig var det hele der bare, al den angst og frygt og usikkerhed som jeg ellers bare overhovedet ikke mærker til daglig. Og pludselig virker fire måneder som virkelig lang tid. På den dårlige måde.

Selvom det tit virker lidt overflødigt med alle de scanninger og læge-/jordemoder-besøg, kan jeg godt mærke at det faktisk gør en kæmpe forskel at de er der. Vi har en aftale hver anden/tredje uge, og det passer lige med at vi ikke når at gå og bekymre os, men i stedet bliver holdt fast i her og nu, og at det går godt. To uger er langt mere overskueligt end fire måneder.

Men tror måske vi skal have en snak alligevel.

torsdag den 2. august 2012

Vetolisten: "Lyserødt"

Veto mod:
  • Lyserødt
  • Fesen babyblå
  • Noget som helst til "den lille prinsesse/prins"
Vetoet af: Fælles. Mig, fordi jeg får totalt spat af at spædbørn partout skal tildeles kønsroller, Manden vist mere fordi han helst vil undgå pludselig at befinde sig i tuttenutte-helvede.

Lad mig lægge ud med at sige at jeg ikke forsøger at påstå at der ikke er forskel på drenge og piger. For det er der, sådan statistisk set. Gennemsnitlig vil piger have brug for lidt ekstra opmuntring på det motoriske område, drenge på det følelsesmæssige - og senere bliver de små poder jo selv klar over forskellen og begynder at insistere på lyserødt/spiderman. Hvilket jeg egentlig også synes de skal have lov til.

Men, når det er sagt, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor man helt fra start skal inddele børn i "små prinser" og "små prinsesser". Christ, altså, de er alle sammen spædbørn der skriger, skider, æder og sover. Og faktisk ikke rigtigt noget andet. Selvom jeg går fuldt ind for at mine børn skal have lov til at udforske deres kønsroller ser jeg absolut ingen grund til at tvinge noget ned over hovedet på dem fra start.

Jeg får fuldstændig fniller af at læse fx BabySam-kataloget eller være inde i en babytøjbutik, hvor alting (alting) er tydeligt "drengeting" eller "pigeting". Helt ærligt, jeg skal bare have en baby. Som skal have nogle ting. Men så skal jeg til at vælge mellem aktivitetstæppe med "sejt" jungletema, eller et lyserødt rædsel, hvor dyrene har overdrevent store øjenvipper og sløjfer i håret.

Der er en del som gerne vil give Baby gaver og/eller strikke store mængder uldent tøj til den. Og åbenbart bliver det gjort meget sværere af at vi ikke ved hvad køn barnet bliver. Ja, der er nærmest krise på. Jeg forsøger ofte at forklare at vi sådan set bare gerne vil have en baby med hjem, og at vi er lidt ligeglade med hvad køn det bliver. Men det er åbenbart alt, alt, alt for svært at forstå, for "om det bliver en dreng eller en pige" topper stadig "omgivelsernes liste over ting der er spændende ved den her graviditet".

Min moster begyndte på noget med at "Mange forældre bliver bare fornærmede når man ikke kan se forskel"-argumentation. Og ligemeget hvor mange gange jeg sagde at jeg nok skulle love ikke at blive fornærmet (bare de kan se det er en !/#"&%#¤ baby) så beholdt hun sin "Mhmmm, men det ændrer sig jo når baby kommer"-mine på. Så fat det dog: Jeg er ligeglad lige glad, bare det bliver en baby.

Nåja, og så er alt det der lyserøde jo også bare pissegrimt.

onsdag den 1. august 2012

Undskyld, men du er vist kommet til at placere din hånd på min mave

Min mave er ved at være en anelse tydelig efterhånden. Sådan der-er-vist-ingen-tvivl-om-det-er-en-gravid-mave-det-der tydelig. Åbenbart giver det Gud og hvermand ret, ja, nærmest pligt, til at komme med en eller anden form for kommentar. Jeg nævner i flæng:

Tilfældig buschauffør: "Der er da vist snart ikke plads mere" (ok, så fed er jeg heller ikke)
Kaye og Jydens nabo: "Nå, kommer I alle sammen der" (nej, der er kun mig)
Gud og Hvermand: "Så er det vel ved at være snart?" (der er så stadig fire måneder tilbage)
Hvermand (når jeg nævner der stadig er fire måneder tilbage): "Jamen det er jo også lige om lidt"

I situationer hvor det er oplagt med lidt mere reel samtale, som fx i tilfælde af familiesammenkomster, venner der er på besøg, flere familiesammenkomster, mennesker man tilfældigt er endt til middag med etc. etc., udspiller følgende samtale sig gang på gang (på gang på gang på gang):

Hvermand: "Ved I så hvad det bliver?"
Mig: "Næh... for vi sy.."
Hvermand (ivrigt): "Vil I vide det?"
Mig: "Næ.. bare det bliver en baby"
Hvermand: "Ih, det bliver spændende så, hva?!"
Mig: "Øh bøh..."
Hvermand (hvis der virkelig skal trumf på): "Ej, det var måske også mest af praktiske hensyn"
Mig: "..."
Mig: "?!?!?"

Og hvis det så bare stoppede der... ja, så kunne jeg nok godt komme over den manglende pli og ditto evne til at registrere hvad jeg siger. Sådan en mave ER spændende og hyggelig, og jeg er jo også selv begejstret for den.

Men, men, men. Det stopper jo så bare overhovedet ikke der. For det er som om, at jo større maven bliver, jo mere perifere bliver de mennesker der føler trang/ret til at røre ved den. Men sjovt nok, så rykker min grænse sig ikke rigtigt for hvem jeg synes skal klappe min mave, og jeg er nu så småt ved at have nået det punkt hvor de mennesker der klapper min mave ligger udenfor min klappe-comfort-zone. Tillad mig at udpensle:

Manden: Er ophavsmand til halvdelen af maven og må klappe/ae/snakke til/prutte på den alt det kan orker.
Min mor: Må klappe og ae når hun har lyst. Det er hendes barnebarn, og vi vil gerne have de er tætte (det gælder selvfølgelig også min søster og min far, selvom jeg måske ville synes det var lidt underligt hvis sidstnævnte spontan-klappede min mave).
Kaye og Esserne: Et enkelt klap i ny og næ, når der hilses eller tales specifikt om/til Babyen.
Svigermor: Må i princippet gerne klappe i ny og næ. Men hun er ikke genetisk involveret, og jeg har ikke kendt hende så længe som min egen familie. Og så er hun enormt slem til at komme med kommentarer om mavens størrelse/beskaffenhed. Også når det er så tidligt at der INTET er at se. Hvilket er absout no-go (får mig til at føle mig så fed).
Knap så nære relationer, der på en eller anden måde var deltagende med Ronan: Har et særligt følelsesmæssigt bånd til vores familie, og udviser derfor oprigtig interesse for Babys (og vores) tilstand. Finder mig i klap, fordi det bunder i andet, og mere, end nysgerrighed. Som fx den anden dag da Jydens mor aede min mave mens vi snakkede om Baby.
Knap så nære relationer, der ikke var deltagende med Ronan: Det er omkring her min grænse går. Jeg kan sådan liiiige finde mig i det, hvis jeg er forberedt. Fx til min kusines fest forleden, hvor jeg godt vidste der var mange fra "dame-klubben" (bestående af kvinderne på både min kusines mødrende og fædrende side). Jeg ville foretrække de holdt sig til et enkelt klap eller prik, men kunne smilende finde mig i længerevarende aen (selvom jeg begyndte at overveje at gengælde).
Seriøst perifere relationer og personer jeg møder for første gang til en fest: Afgjort for personlig med klap på maven. Reagerer som regel ved at klappe igen, hvorved situationen bliver seriøst åndssvag. De fleste tager det pænt og forstår et hint/kommer til at grine.
Tilfældige mennesker i Kvickly: Har endnu ikke oplevet det selv, men hører det forekommer. Håber lidt det sker, så jeg kan stå nede i Fakta/Rema/IKEA og klappe en fremmed på maven, bare for at se hvordan de reagerer.
Relationer der burde have været deltagende med Ronan, men ikke var det: Tror måske bare jeg flipper skråt. Men kan ikke lige se hvordan stuationen skulle opstå. Det var bare for at illustrere at de er absolut i bunden.