Vetolisten: "Spelt"

Veto mod:

• Spelt
• Steiner
• At alt skal være økologisk

Vetoet af: Manden. Tror han frygter hippie-helvedet ligeså meget som tuttenutte-helvedet.

Herhjemme dækker betegnelsen "spelt" over meget mere end kornsorten. Det dækker fx også de fleste produkter fra urtekram og klidkager bagt uden sukker. I ved, den slags. Og selvom jeg da egentlig gerne ville at min lille Baby kun var klædt i øko-bomuld og spiste øko-grøntsager og legede med øko-malet-bæredygtigt-træ-legetøj, kan jeg godt se hvad det er han mener.

For det er jo ikke selve konceptet om bæredygtighed og økologi og den slags han har noget imod, men det hysteri der hurtigt kan gå i det. Han er udpræget en "vi tager det som det kommer"-type og kan overhovedet ikke svinge sig op til at gå op i "alt det der spelt-halløj" (hvilket dækker over ca. alt hvor der er nogen der er blevet fanatiske omkring det) Og så er det i virkeligheden også til dels for min skyld han trækker i bremsen, for jeg er nemlig udpræget en "jeg vil gerne have styr på det hele"-type, og jeg har en tendens til at føle mig konstant utilstrækkelig, fordi jeg ikke magter at leve op til alle de krav jeg sætter.

Ovre i Forstaden i Mit Tidligere Liv var jeg sådan en der kun købte ind i Irma. Og hvis mig og Ex'en havde fået det der barn sammen, som vi snakkede om, så var det givetvis blevet sådan et barn som kun havde øko-tøj og som brugte de der virkelig lækre øko-stofbleer, der sidder ligesom en engangsble.* Og som kun fik øko-mad (for det var det vi selv spiste) og som havde virkelig lækkert øko-/steiner-legetøj. Men Ex'en var også i en lidt anden indkomstklasse end Manden, og havde en (lille) familie der var endnu mere hippie-agtig end mine forældre. Manden har en ret stor, og en ret Udkantsdanmark-agtig familie (nogle af medlemmer er så stereotype at det næsten ikke er sjovt) og selvom vi da godt kunne få råd til at købe udelukkende økologisk, ville det have en ret stor effekt på andre ting, som vi også gerne vil have råd til. Og når jeg pludselig skal til at prioritere kan jeg godt mærke at fuld-pakke øko-cirkusset ikke er det der føles rigtigt for vores familie.

Efter jeg blev gift med Manden er jeg nok blevet en hel del mere sat, gennemsnitlig og middelklasseagtig - og uden at det egentlig gør mig noget. Så selvom jeg stadig holder på batterifrit legetøj og uldbodyer, kan jeg godt undlade at bage ting med spelt eller insistere på natursutter og hjemmelavet økologisk speltgrød

------------

*Jeg spurgte lige Google. Det er dem her jeg mener. Eller måske dem her, som man kan få dem med alle mulige mønstre på nu <3

Vetolisten: "Der blev sagt nej"

Veto mod:

• Inkonsekvens
• Diskussion af ting der ikke er til diskussion
• Indiskutable beskeder formuleret som spørgsmål
• At skælde følelser ud, når det er opførsel der er uacceptabel

Vetoet af: Fælles. Er da altid noget vi er enige om det grundlæggende i tilgangen til opdragelse (i teorien, i hvert fald).

I torsdags blev mig og Manden enige om at vi ikke vil have en toårig. Det år springer vi bare over. Niecen havde en hystella-dag, og bare det mindste ikke gik som hun havde tænkt begyndte hun at skrige og råbe "NEJ NEJ NEJ" eller "JEG VIL IK, JEG VIL IKKØØØØØ!!!" Og så kan man godt blive lidt træt, når der sidder sådan en to-et-halvt-årig, der ellers er udmærket i stand til at bruge ord, og skriger en ind i øret fordi et af farvekridtene faldt på gulvet, og ikke med det samme gen-materialiserede sig på bordet. Løse problemet ved bare at bøje sig ned og samle det op, siger du? Nej, det var slet, slet, slet ikke en mulighed.

Ude i virkeligheden er det nok desværre ikke en mulighed at springe et helt års udvikling over, eller at undgå den der kortslutning to-årige får med jævne mellemrum, så mens Hystella var i bad kiggede mig og Manden på hinanden og fik en god snak om hvordan vi tænker det skal være herhjemme hos os. Sådan lidt mere konkret end bare "være konsekvent". Det er fordelen ved at kende nogen med et lidt større barn; vi kan på forhånd spejle os i dem, mærke efter om det er måden vi skal gøre tingene på (og hvis ikke - hvordan så?) og få indsigt i nogle problematikker vi måske ellers aldrig ville have tænkt over.

Og det var så sidstnævnte der skete i torsdags. For godt nok har vi altid været enige om at nej betyder nej, og at hysteri ikke ændrer noget som helst ved det - men vi havde faktisk aldrig snakket om hvad der sker mens man er hysterisk. Må man gerne skrige? Skal man gå et andet sted hen? Skal man ignorere hysteriet? Skal man kramme? Skal man snakke om det bagefter? Skal man skælde ud? Skal man være blød? Skal man være streng? Skal man kun tages seriøst når man bruger sine ord?

Vi kom frem til at herhjemme hos os må man gerne være sur og ked af det og træt af det hele. Men man må ikke slå, kaste med ting eller kalde andre grimme ting - og det er ikke i alle situationer det er ok. Fx synes vi overhovedet ikke det er rart for nogen at der ligger et hysterisk barn på gulvet, mens vi laver mad. Eller at der sidder en for bordenden og skriger over broccolien, når de andre gerne vil hygge sig med maden. For det ødelægger bare alles humør, og der er ikke rigtig plads i situationen til at håndtere de store følelser - for når man laver mad/spiser/whatever er der også andre ting der skal tages hensyn til og andre regler der skal overholdes.

Så vores udgangspunkt bliver at have en "neutral zone" - et tæppe, en lille stol eller lignende - hvor alle følelser og al hysteri er tilladt. Det er ikke et straf-område eller et hygge-område eller et lege-område. Det er bare et sted hvor man går hen (eller bliver sat hen) når man reagerer for voldsomt i en situation hvor det ikke er ok. Et sted hvor man kommer væk fra det hele, så man får tid til at køle ned, og de andre i huset får fred til at fortsætte det de var igang med uden nogen skriger ørerne af dem.

Man kan aldrig, aldrig være alene i den neutrale zone. Ever. For det skal ikke være sådan et sted hvor de trætte forældre placerer barnet når de ikke gider mere. Det skal være et sted der kan rumme ens følelser, og det kræver altså er der er nogen der er klar med en krammer og som hjælper med at sætte ord på det hele. Det hjælper jo lige fedt hvis ikke barnet får lært de ord der skal til i stedet for skrigeriet, eller hvis man ikke får snakket om hvad der gik galt. Og så må det bare være ærgerligt hvis noget af maden brænder på, eller man bliver nødt til at gå midt i et måltid, eller man ikke lige bliver færdig med opvasken. For det er vigtigere at vi får redt trådene ud og kan "starte på en frisk" i stedet for at bære rundt på gensidigt sure miner. Sådan er reglen jo faktisk også, selvom der kun er mig og Manden.

For mig er det der med konsekvens og rummelighed i virkeligheden to sider af samme sag. For Nye Baby får jo ubetinget en plads i vores familie, og ligeså meget det er vores ansvar at den føler sig elsket og accepteret præcis som den er, så er det også vores ansvar at lære den rammerne for både vores familie og Den Store Verden at kende. Og begge dele kræver at vi holder fast ved at det altså er os som forældre der ved bedst.

...

Og at der ikke er nogen af os der begynder at stille Baby overfor "valg" som "Skal vi gå hjemad nu?", "Skal far så gå op i dit bad?" og "Tror du bedre du kan spise det hvis der er ketchup på?"

Vetolisten: "Lyserødt"

Veto mod:

• Lyserødt
• Fesen babyblå
• Noget som helst til "den lille prinsesse/prins"

Vetoet af: Fælles. Mig, fordi jeg får totalt spat af at spædbørn partout skal tildeles kønsroller, Manden vist mere fordi han helst vil undgå pludselig at befinde sig i tuttenutte-helvede.

Lad mig lægge ud med at sige at jeg ikke forsøger at påstå at der ikke er forskel på drenge og piger. For det er der, sådan statistisk set. Gennemsnitlig vil piger have brug for lidt ekstra opmuntring på det motoriske område, drenge på det følelsesmæssige - og senere bliver de små poder jo selv klar over forskellen og begynder at insistere på lyserødt/spiderman. Hvilket jeg egentlig også synes de skal have lov til.

Men, når det er sagt, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor man helt fra start skal inddele børn i "små prinser" og "små prinsesser". Christ, altså, de er alle sammen spædbørn der skriger, skider, æder og sover. Og faktisk ikke rigtigt noget andet. Selvom jeg går fuldt ind for at mine børn skal have lov til at udforske deres kønsroller ser jeg absolut ingen grund til at tvinge noget ned over hovedet på dem fra start.

Jeg får fuldstændig fniller af at læse fx BabySam-kataloget eller være inde i en babytøjbutik, hvor alting (alting) er tydeligt "drengeting" eller "pigeting". Helt ærligt, jeg skal bare have en baby. Som skal have nogle ting. Men så skal jeg til at vælge mellem aktivitetstæppe med "sejt" jungletema, eller et lyserødt rædsel, hvor dyrene har overdrevent store øjenvipper og sløjfer i håret.

Der er en del som gerne vil give Baby gaver og/eller strikke store mængder uldent tøj til den. Og åbenbart bliver det gjort meget sværere af at vi ikke ved hvad køn barnet bliver. Ja, der er nærmest krise på. Jeg forsøger ofte at forklare at vi sådan set bare gerne vil have en baby med hjem, og at vi er lidt ligeglade med hvad køn det bliver. Men det er åbenbart alt, alt, alt for svært at forstå, for "om det bliver en dreng eller en pige" topper stadig "omgivelsernes liste over ting der er spændende ved den her graviditet".

Min moster begyndte på noget med at "Mange forældre bliver bare fornærmede når man ikke kan se forskel"-argumentation. Og ligemeget hvor mange gange jeg sagde at jeg nok skulle love ikke at blive fornærmet (bare de kan se det er en !/#"&%#¤ baby) så beholdt hun sin "Mhmmm, men det ændrer sig jo når baby kommer"-mine på. Så fat det dog: Jeg er ligeglad lige glad, bare det bliver en baby.

Nåja, og så er alt det der lyserøde jo også bare pissegrimt.

Vetolisten: "Damen"

Veto mod:

• Unødvendig brug af ordet "damen"

Vetoet af: Mig. Jeg hader at blive omtalt som "damen"

Der er flere scenarier hvor man umiddelbart kunne fristes til at benytte sig af ordet "damen". Nu skal jeg ridse dem op for jer, og fortælle hvorfor man bør lade være (og hvorfor det er %#/"%# grimt og upædagogisk at lære sine børn)

Scenarie 1:
Jeg sidder i toget og stener med et eller andet, og der kommer et barn hen og spørger hvad jeg laver/kommenterer mit tøj/oplyser mig om hvad han lavede i går. Inden jeg når at svare er der en emsig mor et sted der har sagt "Nej, William, lad være med at genere damen, hun vil gerne være i fred"

1. Jeg er ikke nogen dame
2. Du aner ikke om jeg gerne vil være i fred. I 9 ud af 10 tilfælde ville det ikke gøre mig noget at svare dit barn
3. Er du sød at lade være med at bruge mig som specifikt eksempel i din opdragelse uden at spørge først?
4. Det du i virkeligheden mener, og gerne vil lære dit barn, er: "William, jeg vil gerne have du lader de andre passagerer være i fred"
5. Så sig det i stedet

Scenarie 2:
Jeg hører ofte forældre sige ting som "damen inde i butikken", "du skal aflevere den til damen" eller "damen skal lige have lov til at X", selvom den omtalte person har en ganske udmærket funktionsbeskrivelse - fx "ekspedient", "sekretær" eller "sygeplejerske". Og hvis det går helt galt er der også mere neutrale beskrivelser som "den person, der står der" eller bare "hende"

Scenarie 3:
"Far er en mand og mor er en dame" Are you fucking kidding me? Siden hvornår har den gængse inddeling af køn være "mand og dame"? Det hedder mand og kvinde. Om jeg forstår hvorfor det pludselig skal være anderledes bare fordi man taler med en toårig.

Scenarie 4 - hvornår det faktisk er ok:
Ville du i en tilsvarende situation bruge ordet "herre" om en mand? I så fald er det ok. Fx som i dametoilet/herretoilet, damehåndbold/herrehåndbold (og selv i de tilfælde er der stadig ikke tale om at sige damen) Og ellers så LAD VÆRE. Det er pissenedern.

Vetolisten: "Den første tid"

Veto mod:

• Forventninger
• Planer

Vetoet af: Fælles

Jeg aner ikke hvordan det bliver at få et barn med hjem. Men jeg ved at det kommer til at tage røven på os, ligemeget hvad. Ronan tog i hvert fald fuldstændig fusen på os, og jeg har ingen grund til at tro det skulle blive anderledes med et levende barn.

Så derfor er der fuldstændig veto mod at regne med noget som helst og lægge nogen som helst former for planer for de første to måneder. Ikke fordi vi regner med at efter to måneder så har vi styr på det hele, men fordi der har vi haft lidt tid til at lære hinanden at kende og har (fingers crossed) hjerne nok til at tage en snak om hvordan vi forestiller os de næste måneder. Og hvis ikke er default at vi fortsætter uden planer.

Vi er flere gange blevet spurgt hvor vi regner med at holde jul, og det ærlige svar er at vi ikke regner med at holde jul. Hvis vi får mega skrige-kolik-baby eller for tidlig født-baby eller vi bare er pissetrætte, så har jeg ikke lyst til at skulle stå midt i december med få uger gammel baby og skulle tage stilling til nogen form for planer. Hvis vi til gengæld får virkelig nem-baby (ha) eller det viser sig vi er megaoverskudsforældre (dobbelt-ha) kan vi jo altid stege en and eller nasse hos Kaye og Jyden, der holder jul hjemme.

Jeg kan godt nogle gange stresse lidt over ikke at have nogen planer for fx gæster (jeg er virkelig glad for at have ting sat i system), men så er det godt jeg har Manden til at minde mig om at det er bedre ikke at have nogen planer end at have planer man ikke kan overskue. For vi aner jo ikke hvordan det bliver. Måske synes vi det er hyggeligt og afslappende med gæster, der kommer og tager opvasken - eller måske er gæster på dagligt plan langt mere end vi kan overskue og har lyst til. Så helt firkantet skal vi som udgangspunkt ikke have nogen gæster. Selvfølgelig ikke forstået sådan at det er sådan det bliver i praksis, men det er bare en af de ting vi må vente med at tage stilling til indtil vi står i det og kan mærke efter fra dag til dag (og fra time til time)

For os er det helt grundlæggende at vores liv tager form efter Baby, og ikke omvendt.

Vetolisten: "Legetøj (især det med batterier)"

Veto mod:

• Mange stykker legetøj fremme af gangen (antal afhængig af alder)
• Legetøj med batterier

Vetoet af: Mig. Hidser mig ofte op over emnet, selvom Manden er gået med til det for længst (han er enig i det første, og stort set ligeglad med det andet)

Niecen har, som så mange andre børn, en frygtelig masse legetøj med lyd, lys og andet batteridrevet gejl. Hun har også forældre, der lader til at kunne holde det ud, men der er jeg nok af en lidt anden støbning. Jeg bliver sindssyg af samme-rådne-midi-lyd-på-repeat og jeg kan ikke se hvad det er godt for. Hverken for barnet eller forældrene.

Altså, jeg snakker ikke om den 2-årige der har forelsket sig et lyserødt Barbieklaver med 43 forskellige lyde, men om det lille, ret nye barn, som stadig kun lige er ved at stifte bekendtskab med verden. Jeg synes ikke det bekendtskab behøver starte med skrattende udgaver af "Jens Hansen har en bondegård" og 17 forskellige "dyrelyde"-på-bræt-med-lys. Hellere lidt, men godt legetøj fremme af gangen så Baby kan overskue det og forholde sig til de enkelte ting. Det behøver ikke gå helt i Steiner (det har Manden i øvrigt også vetoet), men Baby tager ikke skade af at skulle tænke lidt selv.

Det er fuldstændig acceptabelt at man siger "Jeg vil ikke have du ryger i nærheden af mit barn" eller "Min baby skal ikke have sukker", men ligeså snart jeg siger "Mit (lille) barn har ikke brug for/skal ikke have legetøj med batterier" får jeg gerne en længere udredning om at det kan man jo ikke forhindre, for folk giver jo det de har lyst til, og barnet vil i øvrigt gerne selv have det og "man vænner sig jo til det"

Ahmmen, var det måske ikke mig der var moren? Foreslår de at Baby, 6 mdr, kommer og tackler mig og åbner legetøjskassen selv og stikker af med det bandlyste legetøj? For ellers tror jeg måske godt lige jeg kunne overkomme at pakke det legetøj væk jeg ikke synes Baby skal have fremme.

Og argumentet om at "Baby vil gerne have det".. Baby vil givetvis også gerne have sukker, men det var nok stadig mig der var moren og mig der bestemte. Hvadenten det drejer sig om sukker eller legetøj.

Vetolisten: "De oplagte"

Veto mod:

• Parfume - inkl. "naturlige æteriske olier"
• Rygning i nærheden af baby
• Sukker til baby
• Kunstigt sødestof

Vetoet af: Sundhedsstyrelsen

Vi lægger lidt let ud - ud over de er ret oplagte og ikke specielt diskussionsfremkaldende, så de er også rimeligt nemme at udføre.

Vi fik den der folder "God Kemi" hos jm, som sagde det godt kunne være meget at skulle, men at det jo også var godt bare man gjorde nogle af tingene. Vi (jeg) gør så alle tingene i forvejen - jeg er virkelig sart når det drejer sig om parfume og kosmetik, og jeg kan bare slet ikke forestille mig at putte et eller andet stinkende/allergifremkaldende gejl på lille nye Baby's lille bløde numse.

I vores omgangskreds er det kun Svigermor og et par venner der ryger, plus den sædvanlige håndfuld til familiefester. Men heldigvis er det blevet kutyme at rygerne gå udenfor og ryger - også selvom man er i Udkantsdanmark. Og Svigermor kan vi måske også presse lidt mere med argumenter om at røgpartikler faktisk bliver siddende i tøjet.

Den med sukker bliver nok den vanskeligste, for vi er lidt nogle sukkergrise begge to (allermest mig) Jeg tror ikke det bliver et problem at holde slik, kager og sukkerdrik fra Baby's mund det første år (og gerne længere) Kaye og Jyden har lagt linjen i Udkantsdanmark, og bare jeg forklarer vores holdning til min mor kan hun holde øje med min far (på hvem alle argumenter preller af når det drejer sig om små børn). Nej, problemet er mens Baby spiser det jeg spiser - hvis man skulle være totalt nazi nul-sukker-politik så havde jeg tabt for længst. Bevares, jeg tænker da mere over det, men vi er langt (langt) fra en fri-for-raffineret-sukker livsstil. Især fordi jeg faktisk ikke helt er overbevist om at det er skabt i helvede (til gengæld er jeg pænt overbevist om at de fleste kunstige sødestoffer er skabt i helvede)

Vetolisten

Vi snakker, sjovt nok, ret meget om børn, børneopdragelse, familieliv og babyudstyr for tiden. Alt sammen noget vi dybest set ikke ved ret meget om. Jo, vi har styr på den grundlæggende teori, og vi har nogen erfaring udi at være en familie, men vi aner faktisk ikke en døjt om hvad vi i praksis går ind til.

Ikke desto minde er vi pisse kloge. På det hele. Selvfølgelig er vi det, for hvis ikke vi i det mindste går ind i projektet med oprejst pande og selvtillid, hvad er der så at tære på når det hele går op i søvnmangel og frostpizzaer?

De fleste af vores snakke udspringer fra Vetolisten og dens artikler, efterhånden som de kommer på. Enhver voksen i husstanden (ie: mig og Manden) kan til enhver tid vetoe* enhver ting, nutidig eller fremtidig. Det være sig i forbindelse med børneopdragelse (ofte observeret i det offentlige rum), babytøj, legetøj, husregler, campingferier (stående veto), forbrug etc. Alt kan vetoes, men kommer kun på Vetolisten hvis/når begge parter er overbeviste.

Det lyder frygteligt negativt at det hele handler om hvad der er forbud mod, men man kan også kræve veto mod ikke at gøre en bestemt ting, fx "Veto mod ikke at sige pænt tak for mad" Veto kan altid tages op til videre diskussion (eller bare gen-diskussion hvis det er et veto man er specielt passioneret omkring) og et veto kan altid fjernes fra listen, såfremt alle voksne i husstanden er enige.

For min egen fremtidige (og læsernes nutidige) fornøjelses skyld har jeg tænkt mig at udgive en række indlæg med artikler fra Vetolisten. Så kan vi spille veto-bingo når Baby er kommet til, og se hvor hurtigt og i hvilken rækkefølge vetoerne bliver glemt/overtrådt/omstødt. Jeg fornemmer noget hasardspil i den forbindelse; hvem vil være med?


*Ja, jeg ved godt det hedder "nedlægge veto" når man bruger det ude i det virkelige liv