søndag den 29. maj 2016

Hvori Es hjemsøger mig. Eller omvendt.

Jeg havde stadig en nøgle til huset, så jeg kunne bare gå lige ind. Det var ikke mit hus, men jeg tror heller ikke det tilhørte Es, selvom han opførte sig sådan. Han og Prinsessen havde være påbesøg tidligere, men jeg husker ikke hvorfor, og under alle omstændigheder havde det i hvert fald ikke været mere klart efter de gik.

Så jeg gik ind i det hus, der ikke var mit, men hvor jeg engang var så selvfølgeligt velkommen. Es sad og spiste og kiggede ikke rigtigt op, lod mig stå med overtøjet på.

"Jeg ville bare høre om du kom."

"Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg er færdig." Stadig uden at se op.

"Ok. Det var bare fordi... vi fik de ikke helt afgjort og så... men så går jeg bare igen."

Jeg ville sige "ses", men det nåede ikke ud inden jeg kom i tanke om, at det ikke passede.

Gangen ud var smal og mørk og jeg forsøgte ikke at græde, ikke at falde, jeg forsøgte så desperat at være stærk, men alligevel slap et par enkelte tårer og uværdigt bedende ord ud. Det tog tid at lukke døren bag mig, den var fyldt med jakker og ting der blev ved med at komme i klemme. Jeg kunne høre hans mor på den anden side, og af en eller anden grund var det bydende nødvendig at hun ikke vidste jeg havde været der. Jeg ville låse, men det gjorde hun inden jeg kom så langt. Udenfor var der mørkt, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg ville gå et andet sted hen, men ligemeget hvad jeg kunne finde på ville det ikke virke. Huset lå så jeg ikke kunne komme nogen steder uden at skulle forbi, rundt om eller igennem. Jeg gik igennem uden et ord, lod som intet, klar over at Es godt vidste huset lå placeret så dumt, så han ville kunne forklare hvis nogen spurgte. Der var også en dør ud til den anden side, en terrassedør, der ledte ud til sol og blå himmel, men det var ikke bedre. Det var stadig ikke et sted jeg hørte til.

Es' mor fulgte med, venlig og oprigtigt omsorgsfuld som altid, men jeg ville ikke snakke. Solen var blændende og varm og det var lige ned til vandet. Da hun gik ind for at hente noget stak jeg af. Det var ikke så ligetil, for der var træstammer der rullede under mine fødder, og rebstiger man ikke måtte klatre på, og så meget strand og menneskemylder at jeg ikke vidste hvor jeg skulle starte.



PS. Helt ærligt, ing, så foretrak jeg da jeg bare drømte at han kyssede mig.

torsdag den 26. maj 2016

Hvori maj ikke helt er sød og mild

Skulle der sidde en enkelt læser derude og tænke "Hey, nu er maj snart slut, skulle der slet ikke ske noget i maj?" så kan jeg afsløre at svaret er: Jo. Jo, det skulle der.

Det startede fint. Der var noget Mumford & Sons-koncert (hvis I har en tidsmaskine og kan skaffe billetter, så tag til den koncert, for det var AWESOME) med noget hotelovernatning, og der var noget nyt bekendtskab, som vi ikke behøver komme nærmere ind på arten af, og der var noget oprydning, og det hele virkede i det hele taget til at blive en smule hyggeligere.

Så fik jeg så ondt i kæben. Sådan, virkelig ondt. Altså, som i virkelig, virkelig ondt. Som i GIV MIG NU BARE NOGET FUCKING SMERTESTILLENDE FOR HELVEDE. Det gjorde lægen så, efter at tandlægen ikke kunne se en fløjtende fis galt på nogen som helst røntgenbilleder. Det viste sig så at det lægen udskrev til mig også (primært?) bruges mod epilepsi, så derfor er der alle mulige interessante bivirninger. Og med "interessante" mener jeg "får mig til at føle mig en anelse fuld på den gode måde en ret stor del af tiden". Så det er jo i virkeligheden meget hyggeligt. Hvad der var knap så hyggeligt var at da først NERVESMERTE FRA HELVEDE havde lagt sig, så stod det klar at det faktisk var en tand det var galt med. Eftersom det var det eneste der stadig gjorde ondt. Hej rodbehandling (aaaaaaaaaaaargh!!!). Farvel penge.

Nåmn, det var da fint nok vi fik lokaliseret problemet.

Synes bare det er knap så fint at rende rundt med en øm underkæbe og den uvisse besked "Nu må vi se om det bliver nødvendigt med antibiotika".



PS. Kom også til at skrive til Es. Ved et frygteligt uheld. Både i et anfald af fuldskab og et anfald af fuldstændig ædruelighed. Ved ikke hvad jeg håber mest... at han svarer, eller at han venligt lader som om det aldrig skete.