tirsdag den 31. januar 2012

Bonus med bonus og awesomesauce på

Kender I i øvrigt det at der pludselig stod alt for mange penge på ens budgetkonto? Og så kiggede man på Mandens lønseddel og så stod der ting som "efterregulering" og det fattede man ikke ret meget af, og man fattede heller ikke hvorfor det var så mange penge?

Og kender I så det at Manden ringer til sin leder, som så siger at der er nogen på lønkontoret der har opdaget at han ikke er steget de løntrin han burde og at den derfor er god nok, med alle de penge?

Og kender I så det at man stadig ikke HELT tør tro på det? For det er fandeme mange penge. Virkelig mange penge. Når man er hhv fattig studerende og ufaglært, altså.

Karoline skrev i en kommentar i et tidligere indlæg at det snart måtte være vores tur til lidt lykke (eller nåwt i den dur) og hvis det virkelig er sandt at de penge er vores, ja, så er det fandeme lidt af en lykke. Ikke at jeg mener man på den måde kan købe lykke, men tænkt lige på hvad man kunne med de penge.

Man kunne
  • Tage ud af rejse
  • Købe dødsstjernen, diagon alley og andre kæmpe ting i Lego
  • Købe en (awesome) ny bærbar computer
  • Få nye briller (Manden)
  • Få ny telefon (mig)
  • Sætte flere penge på madbudgettet og kun købe økologisk
  • Tage ud at spise et virkeligt dyrt sted
  • Dække underskuddet på budgettet (mit nazi-budget, ikke bankkontoen)
  • Spille Lotto
  • Anskaffe en harddiskoptager
  • Give dem til danmarksindsamlingen (Price-siden)
  • Købe en masse film
  • Skaffe alle Munchkin-spillene
  • Gå i biografen hver eneste uge
  • Spare dem op og kigge på dem
  • Tage til koncerter (Bruce Springsteen, skriger Manden)
  • Købe den røde Kitchenaid med hele svineriet til
  • Holde fest
  • Give Esserne den bedste bryllupsgave ever (Ja, de skal giftes - sidste års bedste nyhed. Weeee)
  • Tage kørekort
  • Gemme dem og købe gejlet babyudstyr når den tid kommer
  • Blive gældfri
  • Hæve dem alle sammen og danse nøgendans i dem
I virkeligeheden er der ikke nogen konkurrence. Vi har valgt at udbetale vores gæld (og med vores mener jeg Mandens, jeg er for nærig til at stifte gæld), noget der ellers igen igen var blevet udsat et par måneder, denne gang på grund af den åndssvage kat. Har bobler i maven over at vi et helt halvt år før tid er færdige med den rådne lortegæld, for selvom det måske ikke bliver lige nu vi gør nogle af alle de sjove ting, så er der jo pludselig blevet frigivet en masse (ok, lille masse, men stadig) penge hver måned, som jeg ikke føler mig forpligtet til at spinke og spare med, når nu der ikke hænger nogen gæld over hovedet på os længere. Så lige om lidt har vi råd. Lige om lidt skal vi vælge.

Flere forslag modtages gerne.

Og ja, jeg ved godt nøgendans lød sjovest.

Januar

Styr på
Ej, den kategori springer vi lige over, ing?

Ikke styr på
Ok, det behøver vi heller ikke grave i

Knuselsker
At Lego altid er billigere i Toys'r'us
Filmhygge på sofaen
Grønne pringles

Prygl med pigtrådshegn til
SU-styrelsen
Strømforsyning der umiddelbart inden eksamen holder op med at forsyne computeren med strøm
Passagerer i toget mod Kastrup fredag eftermiddag
Syg kat

Burde
Læse flere lektier
Lægge tøj sammen
Bitche lidt mindre

Godt man har
Haft ferie
Flere pringles
Pillet julepynt ned

Obligatorisk
Hugh Jackman

Læst
Nanny Diaries, Emma McLaughlin og Nicola Kraus
The Prestige, Christopher Priest
Ukendt antal sider i Malazan Book of the Fallen, bog 8

Set
Sherlock Holmes 2, i biffen
Star Wars, complete saga på blu-ray (yay!)
Inception, på lånt dvd (men er siden indkøbt på blu-ray)
The girl in the cafe, dvd
The Karate Kid, dvd (og nu med kung-fu)
Nye afsnit af How I Met Your Mother, 3+
MGP, voksne og børn, dr1

Misbrugte apps
Wordfeud
Thumbs
Miracle City
Google sky map
Imdb
Turkey Blast

Hørt
Kaiser Chiefs
Muse
Mads og monopolet

Spist
Rester af juleslik og -kager
Varm kakao med skumfiduser
Ikea-kylling
McMuffin med æg og bacon

fredag den 20. januar 2012

Status pt

Nåmmen så stod strømforsyningen til min computer af umiddelbart inden eksamen. Så var det jo godt jeg stod mega tidligt op for ingenting. Heldigvis elsker jeg jo også at skrive blogindlæg fra Mandens telefon.

Og i dag så var katten lige syg og kostede os 2700kr hos dyrlægen. På grund af en overfyldt blære. Stakkels lille kat med den alt for dårlige timing.

Det var også lige at hverdagen stadig ikke var super fed. Der var et forhold, der ikke umiddelbart kører på skinner. Eller, det kører måske nok på skinner, men jeg er bare ikke sikker på det er de samme.

Alt i alt en virkelig crappy konklusion på det år der er gået siden den dag vi fik blåstemplet babyen inde i min mave. Den dag vi var lykkelige.

onsdag den 18. januar 2012

Jeg ville hellere bare vinde en million eller to

Kender I det at man bare slet ikke har lyst til at tage til eksamen?

Overvejer stadig.

Har det virkelig ikke godt med tanken om 5½ timers indespærring.

Langt væk hjemmefra, endda.

tirsdag den 10. januar 2012

Uden titel

Indlægget fra helvede

Mere bitterhed

Det der med forhold

Det svære indlæg

Glasvæggen

Ensporet

Tosporet

Stressfaktor 1000

Argh, forget it. Det hele er bare lidt noget lort lige nu, ok?

fredag den 6. januar 2012

Obligatorisk 2011-liste

2011 i tal
  • Børn: 1
  • Mand: 1
  • Måneder sygemeldt: 6
  • Anfald af "Jeg drikker aldrig mere": 1
  • Bryllupper: 0
  • Begravelser: 1

And the winner is...

Koncerter
  • Roger Waters The Wall
  • James Blunt

Film i biffen
  • Super 8
  • Tintin
  • Harry Potter 7, del 1 og 2
  • Oscar Night, inkl. Superclasico

Set i tv
  • X-factor
  • Royalt britisk bryllup
  • Cowboy, Indianer og Hest
  • How I met your mother
  • Fodbold EM-kval
  • Downton Abbey

Burde ikke kunne ses i tv
  • Paradise Hotel
  • Amalies Verden
  • Mig og min mor
  • Toppen af Poppen

I 2012 må der gerne være mere
  • Lego
  • Graviditet
  • Plus på kontoen
  • IKEA
  • Mad i køleskabet

Kan godt komme igennem 2012 uden
  • Lars Løkke
  • Lyserøde skjorter på mænd
  • Leopardprint
  • Gul Gajol
  • Bækkenløsning

Nytårsforsætter
  • "I 2012 skal alting være meget bedre" - citat Manden

Årets ubestridte højdepunkt

2011 på bundlinien
Det usammenligneligt bedste og værste år i mit liv. Mere er der vist ikke at sige om det.

Enten/Eller

Der kommer et punkt (eller flere) i enhver bloggers liv hvor man må tage stilling til graden af ens anonymitet; graden af personlige og private detaljer, graden af ærlighed. Jeg kan huske engang for år tilbage hvor diskussionen rasede i blogland og nogle bloggere nærmest blev lagt for had fordi deres blog blev dømt "for privat". Jeg forstod aldrig hvad fanden problemet var, men ikke desto mindre fik det mig til at vælge mine ord (og indlæg) med lidt mere omhu. Simpelthen fordi jeg ikke gad være målet for haterz, og også lidt fordi der dengang ikke helt var sammenfald mellem virkelighedsmig og blogmig.

Jeg er efterhånden på min fjerde (femte? sjette?) blog, og har været i anonymitetsovervejelsen nogle gange. Da jeg startede Manden og Konen var jeg (endelig) et sted i mit liv hvor "indre mig" og "ydre mig" stemte overens, og jeg følte ikke det store behov for at censurere mig selv. Jeg fortæller alligevel Manden alt, og hvis nogen skulle falde over min blog og gætte hvem jeg var... nåja, så ville der jo for det første ikke være noget på bloggen jeg ikke ville stå ved, og for det andet ville det være på eget ansvar hvis de læste videre. Det eneste jeg er meget selektiv omkring er hvad jeg skriver om de andre personer der optræder på bloggen - det er vigtigt for mig at bevare deres anonymitet, og hvis det skulle fejle, at der så ikke står noget privat eller belastende om dem.

Selvom en af bloggens primære temaer var at vi forsøgte at få et barn, var det alligevel den ene ting jeg følte jeg ikke kunne skrive om, den dag jeg første gang stod med en positiv test i hånden. Jeg var bange og ville ikke jinxe det, og dengang virkede det også forkert at skrive om det på bloggen inden vi havde delt det med vores nærmeste. Det blev ikke nemmere da vi mistede Ærten, for havde jeg lyst til at have en blog om abort? Og samtidig virkede det også helt absurd at fortsætte bloggen uden at nævne det. Enten eller. Det endte med den hudløst ærlige udgave, og det har jeg ikke fortrudt, for det gjorde det hele nemmere da jeg blev gravid igen - og det gjorde valget så meget enklere den dag vi fandt ud af Ananasen inde i maven var syg. Enten blev min blog en åben skildring af en kompliceret graviditet eller også måtte jeg lukke og slukke.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at min blog skulle handle om at få et dødt barn (men hvem forestiller sig nogensinde det?). Jeg havde faktisk mest forestillet mig at jeg skulle være en gennemsnitlig, og sandsynligvis ret kedelig, blog om et rart liv med en rar mand og en masse indlæg med babybilleder. Men sådan blev mit liv bare ikke, og jeg tænker egentlig mest at det så heller ikke er fair at forsøge at skildre det sådan. Jeg har ikke lyst til at give et forkert eller ufærdigt billede af hvordan det har været (hvordan det er) for os at miste et barn, for det er så vanskeligt og tabubelagt et emne i forvejen.

Ok, det lyder måske lidt som en sludder for en sladder, det her indlæg, men nu er jeg altså fremme ved sagens kerne. Det der med den hudløse ærlighed, og hvad det gør ved ens liv at miste et barn. For jeg har ikke lyst til at være uærlig. Jeg har ikke engang lyst til at censurere mig selv eller bare udelade noget af sandheden. Men samtidig ved jeg heller ikke hvor meget jeg har lyst til at udstille mig selv; hvor mange ømtålelige og private emner jeg har lyst til at have på internettet fra nu af og til evig. Igen er det enten eller - enten bliver den her blog (midlertidigt, forhåbentlig) en fortælling om det hele, alle følelserne, alle problemerne, alle de små ting der vokser en over hovedet, eller også kommer det til at se ud som om sorgen er sådan noget man græder sig igennem i et halvt års tid, for derefter at bære sin personlige byrde rundt i et liv der ellers ser ud som normalt.

Det er ikke kun på bloggen det balancerer på en knivsæg, det er alting i mig. Og jeg kan ikke finde ud af at vælge, for hvad nu hvis jeg vælger forkert?

mandag den 2. januar 2012

Bitre Kone

Jeg prøver virkelig ikke at være bitter. Livet er simpelthen for kort at bruge på at være bitter. Det får man jo alligevel ikke noget ud af. Det har også været nemt nok for mig at sige, for jeg har slet ikke (eller, næsten ikke) mærket den bitterhed som jeg efterhånden har mødt hos en del. Jeg forstår den godt, bitterheden - jeg forstår godt hvorfor man ikke kan rumme at andre får børn uden nogen som helst komplikationer, og jeg forstår godt hvor uretfærdighedsfølelsen kommer fra. For det giver ingen mening at ens barn dør, når andre bare får børn helt anmindeligt, og det giver ingen mening at verden, sådan helt generelt, glemmer og skjuler ens sorg. Men for mig, for os, har det bare slet ikke været noget der fyldte. På fødegangen syntes vi det var hyggeligt at høre de små levende babyer fra de andre stuer og i blogland og på facebook har vi flere gange været i selvsving over små nuttede nye babyer. Det har givet stik i hjertet - og spark i brystet - men vi har aldrig været misundelige på den grimme måde. Vi har sat ord på bitterheden inden den blev bitter, holdt hinanden fast i at det ikke var den vej vi skulle og i det store og hele formået at glæde os på andres vegne, i stedet for at tage det personligt.

Men lige i dag, der har jeg svært ved det. Det er helt uoverskueligt at det nu bare er blevet et helt nyt år, hvor Ronan ikke må være med. Et helt år, med fødselsdage og jul og ferie og hverdage hvor han ikke er med til noget af det. 2012 er et helt år, hvor Ronan slet ikke er til, og det er ubærligt. Og det er ubærligt at det kun er det første i en lang, lang række af år. Jeg har virkelig, virkelig svært ved at komme overens med hverdagen for tiden, og SMACK lige midt i det hele går det ulidelige familiemedlemhen og får et barn. På Niecens fødselsdag, endda, som ellers skulle være en hyggelig dag, hvor jeg ikke skulle forholde mig til andet end at møde op med en kage. Og lige der, midt i Teletubbykagebagningen, kom bitterheden. På den virkelig grimme og urummelige måde. Jeg kan simpelthen ikke glæde mig på deres vegne. Overhovedet. Jeg kan ikke andet end at være sur og fuldstændig urimelig. Blev virkelig sur på Svigerforældrene over de kom alt, alt for sent til Niecens fødselsdag, fordi de lige skulle et ekstra smut forbi sygehuset. Kunne ikke mande mig op til mere end et anstrengt smil og endnu mere anstrengt samlltalk, selvom jeg godt var klar over hvor urimeligt det var - det er min Svigermorsfamilie og en lille ny ER en kæmpe begivenhed, og de nåede jo også fint begge dele. Men Konen med det Virkelig Grimme Ansigt var fremme og følte ikke andet end at vi blev behandlet som sekundafamilie, og har de egentlig nogensinde besøgt Ronan, sådan af sig selv?

Jeg kan slet ikke synes det er fedt at Hr. "ja, I har fået et DØDT barn" Lorteabe med kone nu har et fælles barn (der, i parentes bemærket, har fået et bundåndssvagt navn) som de kan lade som om de er i stand til at tage sig ordentligt af. Jeg kan slet ikke lade tvivlen komme dem til gode, og jeg kan slet ikke bære tanken om nogensinde at skulle være i rum med ham igen, for jeg er simpelthen ikke rummelig nok til at høre på ham tromle frem med historier om sit (uden tvivl "for sygt vilde") barn. Heldigvis er Manden knap så smålig. Han var i stand til at skrive en pæn tillykkehilsen til ham på facebook (for han er også rummelig nok til ikke at have defriended ham) og huskede også indenfor et anstændigt tidsrum at nævne den glædelige begivenhed da Svigermor kom. Jeg tror måske endda også han spurgte ind til det hele, men jeg er ikke sikker, for jeg var heller ikke engang rummelig nok til at høre efter.

Det er da sikkert en sød baby de har fået, for sådan er babyer jo flest, og man vænner sig jo nok også engang til det åndssvage navn. Man kunne sikkert også lære at bære det hele med en smule ynde, men det gider Bitre Kone bare overhovedet ikke. Bitre Kone morer sig over deres liv, på den ondskabsfulde måde, og Bitre Kone er overbevist om de er skilt inden der går et år. Bitre Kone kan faktisk slet ikke vente på at livet slår Hr. Lorteabe hårdt i ansigtet med et stykke pigtråd, og Bitre Kone har ikke tænkt sig at forsvinde før det sker. Og jeg har faktisk ikke engang lyst til at smide hende ud.

-----------------------

Hov... hvis man staver Bitre forkert bliver det til Birte. Hmm. Birte Kone. Det kunne hun vel egentlig godt hedde, hende den sure dame indeni mig.