torsdag den 29. marts 2012

Det der sex

Nåmmen, hvis I er sarte, så er I advaret.

Jeg har før skrevet om den der skrøbelighed der er opstået i vores forhold efter Ronan døde. Det er især når det drejer sig om sex, at skrøbeligheden bliver tydelig. Vi kan faktisk ikke helt finde ud af det længere. Så er jeg træt, så tør han ikke lægge op til noget, så tør jeg ikke, så er det for langsomt, så er det for vildt, så føles det for presset, for akavet, forkert. Fortsæt selv ond cirkel.

Det er ikke fordi jeg ikke har lyst (eller, jeg har i hvert fald ikke ikke-lyst) - jeg glemmer det bare. Selvom jeg ikke (længere) lægger så meget mærke til det til daglig, så kværner det åbenbart stadig rundt oppe i hovedet på mig. I hvert fald må jeg konstatere at hvis det ikke er rimelig direkte relateret til at komme igennem en helt almindelig dag, så glemmer jeg det. Herunder åbenbart også sex. Og det er heller ikke ligefrem fordi min underbevidsthed (eller hvad der nu står for den slags) virker sådan oprigtig motiveret til at huske det. Der er alt for meget sårbarhed i klemme, og så er det nemmeste bare at lade være med at tænke på det, fremfor at skulle til at åbne op for alle de der voldsomme følelser.

Dengang vi var nyforelskede, mig og Manden, føltes det som en flodbølge. De der nætter, ing... hvor det var helt umuligt at stoppe alle de følelser der bare væltede frem. Sådan er det jo stadig. Det vælter frem i det øjeblik jeg overgiver mig til ham - og nåja, den situation hvor man er allermest sårbar og åben, giver slip og overgiver sig helt, er jo det der sex. Det er direkte adgang ind til alle de største følelser jeg har. Og i det ene øjeblik, bagefter, hvor man kan se hinanden umuligt dybt i øjnene, blusser alle mine følelser for Manden op.

Men også alle mine følelser for Ronan.

I det ene øjeblik er der ikke kun ubetinget kærlighed, men også afgrundsdyb sorg. Sorg over at vi aldrig rigtigt bliver hele igen, sorg over den kontrast der er mellem lysende kærlighed og Ronans tomme plads, sorg over at Manden er en far der har mistet sin søn. Og hvordan kan man mande sig op til den slags på sådan en helt almindelig tirsdag eftermiddag, hvor kort det øjeblik end måtte være?

Frygten for alle de følelser, mere end noget andet, gør det til et meget indviklet og akavet spil, hvor reglerne aldrig er de samme som i går. Hvad nu hvis der ikke er tid til at snakke bagefter? Hvad nu hvis han ikke har lyst til at snakke? Er det for banalt? Hvor længe har han tænkt sig at bruge? Har vi god nok tid? Er det mig der skal tage initiativ? Skal jeg bare lade være med at sige noget? Men hvad nu hvis han gerne vil snakke? Og er det måske ikke vigtigt at jeg får sagt hvad jeg har brug for? Men hvad nu hvis det så ødelægger det for ham? Fortsæt selv ond cirkel, vol. 2.

Ud over det så er vi jo også i mellemtiden blevet nogens far og mor. Man kunne måske tro det ikke gjorde den store forskel, sådan samlivsmæssigt, når barnet ikke bor her - men så troede man forkert. Og det er ikke engang bare det med at vi begge har ændret os og vi skal lære hinanden at kende igen. Nej, der er ting der har ændret sig bare fordi jeg er nogens mor. Seriøst, den havde jeg ikke lige set komme.

I det hele taget, så er det bare lidt noget rod. Og vi kan godt "snakke om det" og "sætte ord på" og "dele vores følelser" - men der er dælendyleme også behov for nogle helt lavpraktiske råd og foranstaltninger. For 1½ måneds tid siden satte jeg mig for at vi skulle have sex minimum hver anden dag. Ligemeget hvad. Det virkede egentlig ok (nogle gange var det rart, nogle gange nærmest dårligt, nogle gange virkelig godt), i hvert fald fik vi taget os sammen til at få det gjort (tøhø). Men så kom Opgaven Fra Helvede og nu sker der en masse nyt på Mandens arbejde... og så var vi tilbage i den kedelige rille igen.

Det værste er at jeg savner ham, Manden. Det er jo ikke kun sex der ryger, når sex ryger. Det er jo også nærheden og intimiteten og de romantiske øjeblikke og alle de store følelser. Vi er sammen, men vi er ikke sammen.

Haves: Gordisk knude

Ønskes: Sværd

søndag den 25. marts 2012

Helt planlagt og spontant spontant

Er kagemæt efter Jydens hele to fødselsdagskager. De andre gæster er taget hjem (vi bliver til tarteletrester) og jeg "hygger" mig med endnu en kedelig virkelig interessant kedelig opgave, til lyden af Niecen der skråler "barn-a fødti Bællehæm, glæder seje Lusalem - leeeelujaaaa"

I går var vi i København på en længe planlagt spontan helt-fri-dag, med raid af Legobutikken (gratis raid, endda), tur på Experimentarium, kvalitetstid med min veninde Coco og burger på det nærmest svinsk gode Haché. Vi havde planlagt en biograftur om aftenen, men så var der ikke rigtig nogen steder der lige var plads, eller hvor filmen ikke startede supersent og så blev vi enige om at tage på cafe og spise dessert i stedet. Inden vi fandt en café der havde noget vi godt gad at have, så vi på hinanden og blev enige om at vi egentlig heller ikke havde lyst til dessert. Men mere en seng. Og så blev vi enige om at tage på hotel. Sådan bare lige fordi vi kunne.

Det er så nok den bedste overhovedet-ikke-planlagte spontane beslutning vi længe har taget. Værelset var bedre end ventet, med en rigtig dobbeltseng og et noget uventet badekar (der er da ellers aldrig badekar på standardværelser, er der?) Så kunne man sidde der ved vinduet og kigge ned over Vesterport, med resterne af ikea-termokande-te i ikea-papkrus og føle sig lidt rig og uendelig fri.

Trætheden fortog sig også lidt efter en tur i badekarret, og stemningen blev endda til noget ægteskabelig hygge, næsten uden det føltes akavet (åh, det med det der sex, den tager vi lige en anden gang) Det var i dén grad lige det vi trængte til og da vi efter en solid (og langvarig) morgenmad og et ekstra karbad begav os mod banegården, var det ret modvilligt. Vi kunne godt have brugt hele dagen i dag derovre også, med solskin og is og cafébesøg - men er det ikke det de kloge siger, at man skal tage hjem fra ferie mens man stadig har lyst til en dag mere?

Nå, men ligemeget hvad, så tog vi i hvert fald hjem med lidt mere ro indeni og lidt mindre længsel.

-----------

PS. Indlægget er skrevet tidligere i dag - Niecen er ikke oppe til klokken ti!

fredag den 23. marts 2012

Mens vi venter på åbenbaringen

Jeg er stadig flad efter den der kæmpeopgave. Og sådan er det hver gang. Hver. Eneste. Gang.

Jeg kan ikke holde til det. Bum.

Jeg kan ikke holde til en arbejdsuge på 40 timer, jeg kan ikke holde til at blive konfronteret med bureaukrati og "løsninger" der ikke virker hver eneste dag. Jeg kan ikke holde til eksamensregler og opgaver der pludselig lander og kræver al min tid (også fritid, fridage og nattesøvn) i en solid uge af gangen.

Alting i mig skriger "det er ikke det her jeg vil, det er ikke det her jeg vil!!" samtidig med at jeg bare slet ikke kan se hvad jeg ellers skulle (eller skulle ville).

For jeg kan jo godt lide mit fag og vil det faktisk gerne. Især matematik og statistik og de muligheder det åbner op for. Det er bare resten af universitetsoplevelsen jeg ikke kan lide. Jeg hader det faktisk. Jeg føler mig træt langt ind i sjælen, og hvor gerne jeg end vil, så kan jeg ikke bære mere end bare lige at stå op og være afsted hver dag. Længere er jeg ikke, og jeg ved faktisk heller ikke om jeg nogensinde kommer det.

Det værste er at det eneste alternativ jeg kan komme på er... ingenting. Hvis jeg ikke skulle læse, hvad skulle jeg så? Bare gå derhjemme og kukkelure har jeg ligesom prøvet af flere omgange, og det er aldrig rigtigt nogen success. Det handler ikke om penge, for med lidt snilde og nogle flere havregryn kan vi godt leve af Mandens løn alene, men om at jeg ender som en shut-in, der aldrig ser andre mennesker. Og det er endnu værre for mit mentale helbred end det at arbejde mere end jeg kan holde til.

Ok, det er så faktisk løgn at jeg ikke kan se andre muligheder. Jeg kan godt se én; få et barn og gå hjemme. Det giver præcis den type løsning jeg gerne vil have, problemet er bare at det er symptombehandling og ikke årsagsbehandling. For vi aner jo ikke om vi overhovedet får flere børn - og hvis vi gør så skal de i hvert fald under ingen omstændigheder komme til verden og have til opgave at få min hverdag til at føles rigtig. Vi vil jo have børn fordi vi kan være noget for dem, og ikke den anden vej rundt. Det ville under alle omstændigheder kun være en midlertidig løsning, for på et eller andet tidspunkt bliver de unger jo så store at en hjemme-mor bliver en anelse overflødig (eller kan blive det, i hvert fald).

Vi har haft en lang snak, mig og Manden. Om det hele. Om det der med at være bedre til at sige fra og holde på at nu tager vi altså en dag fri, selvom det betyder at vi må sige fra til en fødselsdag. Om at nu knokler vi på det her semester og gør det færdigt og ser hvor tæt vi kan komme på at få det til at hænge samen. Om hvad der så skal ske bagefter. Om at leve alternativt. Om at flytte. Om at flytte til England. Om livet og hinanden og hvad det egentlig er vi skal, ud over at være sammen.

Men vi har ikke rigtig fundet ud af noget. Ud over, at når Nye Baby kommer så holder vi fri, begge to. Alle tre. Så længe som overhovedet muligt.

tirsdag den 20. marts 2012

Live fra forelæsning om veldfærdseffekter af importtold

Det er både virkelig godt og virkelig skidt at jeg nu er udstyret med en computer jeg kan have med og gå på nettet på under forelæsningerne.

På den gode side: Mere Sims og blog, mindre "...effekten af importtold på.....ZzzzzZZZZzzzz"

På den dårlige side: Mere Sims og blog, mindre "...effekten af importtold på.....ZzzzzZZZZzzzz"

Oh sure, vi fortæller jo alle sammen os selv at det er så smart fordi så har vi jo altid adgang til alle vores forelæsningsnoter og datasæt og den slags. I virkeligheden skyldes 83% af begejstringen jo at man kan gå på facebook.

lørdag den 17. marts 2012

Fjern, fjern, fjern, fjern

Nåmmen Lille Nye Toshiba havde præinstalleret McAffee antivirus-prøve da vi købte den. Det har den ikke mere. Efter fire dages "genstart nu"-popups, "den der fil er HERREfarlig"-popups, "den der side er HERREmeget ikke godkendt af mig"-popups og "du har slået firewallen fra, slå den til igen NU!"-popups har jeg fået nok. Og eneste alternativ til afinstallation var at skulle ind og redigere i en milliard million mcaffee-processer i start-konfigurationen og det gad jeg helt ærligt ikke.

Jeg synes ikke rigtigt et virus-program er godt, når det generer mig mere end eventuelle vira ville gøre. Jeg synes ikke det er godt når jeg ikke kan slå det fra, og jeg synes ikke det er godt når det afbryder mig midt i mit spil Sims for (igen igen igen) at minde mig om at den gerne vil have jeg genstarter computeren. WTF?!

McAffee - fint hvis du ikke har noget imod at gøre alt hvad programmet bestemmer du skal gøre.

McAffee - virkelig, virkelig dårligt hvis du godt ved hvad du laver, godt ved hvad den fil du lige har downloadet indeholder, eller i det hele taget har ønsker om selv at bestemme over hvad du gør hvornår med din egen computer.

Dette har været en antireklame. Jeg skal nok snart omtale et produkt jeg GODT kan lide. Som fx Lego. Eller IKEA. Eller Dr. Oetkers kagecreme med jordbær (Nå, men tæller det ikke som at jeg har afsluttet det her indlæg på en rar måde?)

torsdag den 15. marts 2012

Meanwhile, ude i mit normale liv

Jeg spiser chokoladekiks og drikker te. Lytter til den stationære kværne, mens helt uforskammet store mængder data bliver overført til lille nye Toshiba via det nyopsatte hjemmenetværk. Heldigvis der lille nye Toshiba ikke så lille endda med sine 750GB harddisk. Men dem skal vi nu nok få fyldt op. Selvom det stadig er mig en gåde hvordan man altid løber tør for harddiskplads ligemeget hvor stor en harddisk man har.

Det er alligevel lidt vemodigt sådan at skifte computer. Jeg har haft de to andre i hvad der efterhånden må være 6 år. Og de lever stadig, omend den enes grafikkort er stået af og den andens strømforsyning lige nu kun virker på grund af min fars gaffatape og held. For fanden, man har jo hele sit liv på sådan en computer. Vi har lovet hinanden at nu hvor vi har chancen skal vi have ryddet ud i alle de der mange GB data der aldrig er nogen der bruger. Føler mig bare ikke helt klar til at rydde op i mit liv på "næææh, her er en video MERE vi lavede på studenterrunden"-måden. Og slet ikke på "Se Kone, her er et billede MERE af hende skanken jeg var vild med inden jeg mødte dig"-måden (og jo, alle der lægger/har lagt/vil lægge an på min Mand er skanks, pr. def.)

Nå, men i virkeligheden var det meningen jeg ville bruge eftermiddagen på at indhente noget af alt det læsning jeg er kommet bagud på grund af Opgaven Der Slugte Al Min Tid I En Hel Uge. To the books! eller i hvert fald hen efter en ny kop te

onsdag den 14. marts 2012

Nu med Toshiba

Har brugt den sidste uge på at skrive Eksamenopgaven Fra Helvede. Er nu meget, meget træt.

Har til gengæld fået ny bærbar og surprisebesøg af Bror.

Har mange blogindlæg liggende i kladde, men de er noget tågede. Jvf. det med eksamensopgaven.

Har også skændtes med Manden. Men det kan vist hægtes sammen med den der træthed.

søndag den 4. marts 2012

Draw Something

Jeg har lige opdaget Draw Something.

Er der nogen af jer der spiller?

lørdag den 3. marts 2012

Nu fra egen telefon

Min telefon og telenors trådløse router har endelig besluttet sig for at snakke sammen, så nu kan jeg spille wordfeud.

Eller, det kunne jeg hvis ikke min telefon var min brors aflagte htc med skod skærmopløsning. Ak, man kan ikke få alt her i livet.

torsdag den 1. marts 2012

Fordampning

Indsæt selv spændende indlæg her.

Der har vist været lidt halvdødt på bloggen på det sidste. Men en kan jo kun skrive så mange indlæg om at have travlt. Jeg kunne selvfølgelig også skrive en føljeton om hvad vi får til aftensmad, men det er jo heller ikke ligefrem dybt.

Jeg har sådan en eftermiddag hvor det bare føles som om min hjerne langsomt fordamper og jeg kan slet ikke tage mig sammen til at få ting gjort. Jeg sidder bare og stirrer på computeren, selvom der ikke rigtigt er noget at stirre på. Jeg burde i dén grad slukke og få lavet opgaver, men... meh... I kender følelsen.

Måske jeg bare skulle gå i bersærkermode og rydde op, så her var til at komme til. Tænker af og til at det indre og det ydre rod hænger sammen. Tænker oftere at sammenhængen nok egentlig er at jeg er doven. Hvorom alting er, så er det i hvert fald et faktum at det er nemmere at lave opgaver når man har plads til at lægge sin bog et sted.