søndag den 19. oktober 2014

Hvori der er ord

Kender i det, at man egentlig laver noget andet, men så er der pludselig nogle ord som vil ud?

Ord, som skal presses og vrides og skriges ud, men ud det skal de.

Ord, som skal ud, men som aldrig kommer videre.

For pludselig er det alt for sårbart, og man nænner slet ikke at servere dem for andre.

torsdag den 16. oktober 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 23)

18. oktober 2007
Min største fejl
Jeg er helt ude af stand til at holde kæft

tirsdag den 14. oktober 2014

Kære Trendy-Mor

Jeg ville gerne starte med et "du ved hvem du er", men sandheden er, at det gør du sandsynligvis ikke. Først og fremmest fordi du jo ikke er en egentlig person. Du eksisterer ikke som andet end en sammensat kollektiv opfattelse. Det er så svært at tale til dig (og om dig), fordi der altid er nogen der føler, det er dem personligt, der står for skud. Du forhindrer at vi diskuterer dig og ser kritisk på dig, for en af de ting du siger er, at alle skal have lov til at være mor på deres egen måde.

Men nu siger jeg alligevel min mening om dig.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver ked af det, når du siger at selvfølgelig skal små børn ikke have andet end økologisk mad, for de jo ikke skal have nogen af alle de farlige sprøjtegifte og tilsætningsstoffer. For jeg har ikke råd til kun at købe økologisk mad. I hvert fald ikke, hvis der også skal være penge til vintertøj og togbilletter.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver ked af det, når du blæser dine problemer helt ud af proportioner. Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender, at det føles hårdt, det du står i lige nu. Men jeg føler tit, at du mister perspektivet, og glemmer, at dem du beder om trøst og medfølelse fra, ofte står i en meget værre situation end dig. Og at du derfor indirekte kommer til at beskylde os andre for at være dårlige mødre - for hvis du udråber dig selv til at være dårlig mor, fordi du en dag var lige ved at glemme madpakken, så er det godt nok svært at nå op på betegnelsen "god mor".

Kære Trendy-Mor, jeg bliver vred på dig, når du igen og igen bruger frasen "en glad mor giver glade børn", for at retfærdiggøre at du gør hvad du har lyst til. Det er ikke fordi jeg synes du skal være en sur eller en ked mor, men jeg synes godt du kunne skrue lidt ned for dig selv. Jeg bliver vred, når du efterlader dit spædbarn med en barnepige, fordi du altså bare slet ikke kan undværes på jobbet. Du kan ikke være bekendt at frarøve dit barn den vigtige og nødvendige tilknytning og så forvente at jeg synes det er ok, bare du siger at det fungerer superfint for jer.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver lidt træt, når du snakker om hvor vigtigt det er ikke at kønsopdele legetøj, og derefter viser mig et billede af dit barn i det nyeste (gammelrosa/dueblå) modetøj. Jeg bliver træt af dit fokus på det ydre, især når det er på dit barns vegne. Ligemeget hvor meget du siger, at det handler om kvalitet, så kommer vi ikke uden om, at dit barn er klædt i upraktisk stramme bukser, alt for sarte yndige farver og ligegyldigt glimmer. Og at du oveni hatten lærer dit barn, at det er vigtigt man har det rigtige tøj på, på den rigtige måde.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver irriteret, når du pålægger mit barn et tigerspring. Jeg er glad for, at Bogen virker hjemme hos jer, og at I har gavn af den, men vi har valgt en anden tilgang. Det er ikke fordi jeg betvivler forskningsresultaterne, men du bruger statistik grundlæggende forkert - statistik går ikke ud på at man ud fra de mange kan sige noget om den enkelte, men tværtimod at man ud fra en mindre gruppe kan sige noget om de mange. Derfor er det så uendeligt irriterende at du råber TIGERSPRING, hver eneste gang jeg forsøger at snakke med dig, om noget der er svært. Det bliver jo ikke mindre svært af, at du bruger et moderigtigt begreb.

Kære Trendy-Mor, jeg er glad for din helt enorme viden om alting småbørnsrelateret, lige fra kost til ergonomi. Men hvor ville jeg ønske at du ikke altid omsatte den viden til krav om prewalker-sko, stimulastik og waldorf-legetøj. Ligesom med økologien har jeg ikke altid råd, og jeg ville ønske du lod mig følge min egen sunde fornuft (og pengepung) når der skal prioriteres, i stedet for konstant at give mig dårlig samvittighed over alle de ting jeg ikke har råd (eller lyst) til.

Kære Trendy-Mor, slap nu af, for helvede. Slap af med dine frugtdyr og hjemmelavede popcornsbægre og sommer-, efterårs-, jule-, farvel-gaver til samtlige pædagoger i institutionen. Ikke stoppe - bare slappe af. Skru ned. Tag et enkelt skridt tilbage og brug et lille øjeblik på at få øje på hvor priviligeret og overskudsagtig du i virkeligheden er. Ånd dybt ind og husk på, at der faktisk er nogle børn der er blevet fuldstændig velfungerende voksne mennesker, selvom de ikke havde spritnye angulus-sko hver sæson.

søndag den 12. oktober 2014

Hvori jeg spiser en flødebolle for meget

Jeg starter med erkendelse nummer tre i oktober-udfordringen: Jeg har meget nemmere ved at skrive, når jeg skriver hver dag, og ikke går og gemmer på indlæg til jeg har god tid til at skrive dem ordentligt. Det munder altid ud i præstationsangst og indlæg, der bliver stive og kedelige i mit forsøg på at få det hele med på den helt rigtige måde.

Jeg ville skrive det sejeste fødselsdagsindlæg ever, om hele min seje dag og mine seje gaver. Det skulle være både varmt og vittigt, og ende med det spændende svar på hvor mange flødeboller jeg så kunne spise inden jeg ikke havde lyst til flere (svaret er 11, men jeg spiste nummer 12 også, for lissom at rydde bakken).

Sådan er der så meget.

Det har været en hyggelig forlænget weekend, men nu er jeg også glad for den er slut, og at det er hverdag i morgen (og tirsdag og onsdag) inden der er endnu en forlænget weekend, med start allerede torsdag, hvor min mormor fylder 80.

Og så vandrede mine tanker, og jeg kom til at tænke på at det bliver hyggeligt, fordi min bror også kommer, og fordi min kusine har termin den dag (hun kommer ikke, red.) og så fik kombinationen af min bror og terminer mig til at komme i tanke om at jeg slet ikke har fået skrevet jeg skal være faster.

Men det skal jeg altså. Faster. For fanden. Min bror er jo kun ti år gammel? Meget surrealistisk, alt sammen. På den gode måde, ing. Men surrealistisk. Her gik jeg og tænkte at der jo var læææænge til jeg skulle være faster (fordi min bror jo kun er 10. 12, maks.*) og så bum møder han en sød pige og så ringer han og siger han skal være far. Jamen...?

(...dagens transmission afbrydes halvvejs, pga. assistance-krævende barneputning. Det, og at jeg skal nå at spise is, inden Manden skal på arbejde)



*Han bliver i virkeligheden 24 lige om lidt, hvis der skulle sidde en læser, der var blevet bekymret

fredag den 10. oktober 2014

Hvori jeg kun skal sove en gang mere inden det er min fødselsdag

Det er ikke fordi jeg går specielt meget op i min fødselsdag længere. Som sådan. Jeg holder ikke noget og det eneste jeg ønsker mig er fred og ro og at jeg ikke behøver stå op når Barnet vågner (kan afsløre allerede nu at det får jeg lov til)

Alligevel kan jeg godt mærke fødselsdagsdiktatoren kommer op i mig og jeg holder stejlt på at det er mig som bestemmer alt i morgen. Alt.

Indtil videre har jeg dikteret:

-At nogle andre end mig laver morgenmad mens jeg får lov til at sove længe(ish). Jeg er ikke specifik med morgenmaden, men har ønsket at det måske er et trin eller to over havregryn.

-At vi skal have lasagne til aftensmad. Sådan er det hvert år, og jeg frygter lidt, at det nu er blevet sådan en tradition jeg ikke kan bryde, hvis jeg nu et år skulle få lyst til noget andet.

-At vi ikke skal have gæster. Jeg magtede slet ikke tanken om at skulle have gæster på den ene dag jeg må slappe af.

-At jeg skal have Ben & Jerrys til dessert. Som jeg selv skulle udvælge fra Føtex-tilbud (bonus-cliffhanger: Jeg afslører først varianten i morgen)

-At jeg skal have lov til at spise alle de flødeboller jeg orker. Jeg har ALTID lyst til en flødebolle til, men der er sådan et punkt hvor man ikke må tage flere uden man bliver totalt udstødt og stemplet som svin. Så i morgen, hvor det er min fødselsdag og jeg bestemmer, så skal jeg afprøve hvor mange flødeboller jeg egentlig kan spise når jeg ikke skal dele. Har allerede været oppe at skændes om det med Manden som mente at han skulle have lov til at sige stop hvis jeg blev sur, og så var jeg totalt hvorfor fanden skulle jeg blive sur, det er jo flødeboller vi snakker om og så sagde han at det jo bare var HVIS det var og så sagde jeg at det var noget pis at sige for det er jo min fødselsdag og hvis jeg har lyst til at være sur så er det jo min sag. Selvom jeg stadig ikke ved hvorfor jeg skulle blive sur af flødeboller.

Det bliver action-packed, siger jeg jer. Og jeg kommer til at voldspamme ovre på instagramZ. Med is og flødeboller og generel fødselsdags-awesomeness (det er @mandenogkonen hvis der skulle sidde en enkelt som har glemt det og som bare brænder for at se slørede billeder af lasagne med flag i)

Sig endelig til hvis I sidder med et brandgodt forslag til noget jeg kan diktere til min fødselsdagsslave (aka. Manden) i morgen.

torsdag den 9. oktober 2014

Hvori efteråret indhenter mig

Det sker hvert år på den her tid.

Jeg bliver skubbet ud af mig selv, og befinder mig hele tiden to sekunder ved siden af. Ikke meget, men nok til at jeg føler mig ude af sync. Det er som om luften bliver tynd og jeg fornemmer noget inde bagved.

Alt i mens jeg mister fornemmelsen for hvad dag det er, hvad tid det er, hvad jeg burde lave.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om at jeg enten var hjemsøgt af et tidligere liv, eller at en del af mig befandt sig i et parallelt univers.

Siden er min tilgang nok blevet en smule mere jordnær. Men jeg er stadig overbevist om at der ligger et eller andet inde i min kerne, som jeg husker, men som jeg ikke husker. Minder, som jeg har lige på tungen, men som altid slipper væk.

Det er overraskende, eller måske netop indlysende, at den underlige parallelforskydning altid finder sted omkring min fødselsdag.*

Nogle gange har jeg tænkt at det kunne være interessant at prøve noget hypnose af en art, for måske at gøre den diffuse og uklare fornemmelse lidt skarpere. Det er aldrig blevet til noget, fordi det for det første er for dyrt, og for det andet er jeg bange for det ikke ville virke. Og hvor ville jeg så være? Tilbage ved start, men X-hundrede kroner fattigere.

Da jeg som teenager gravede mig ned i Celine Dion stødte jeg - uundgåeligt - på en guldgrube af fransk musik. Musik fyldt med vemod og en ubestemmelig længsel, som i den grad gav genklang i mig. Giver genklang.

I går aftes dukkede en sang pludselig op, der lige inden søvnen. Right on cue, både i forhold til tid på døgnet og tid på året.

Jeg vil lade den stå og få det sidste franske ord.


(Hvis man får totalt spat af Celine Dion og hun ødelægger alle sange for en, så kan man finde originalen med Roch Voisine)

*Det er på lørdag. Jeg bliver 28. Tak fordi du spørger.


PS. Erkendelse nummer to i oktober-udfordringen: Jeg har en virkelig træls tendens til at undskylde alt hvad jeg mener og føler og gør. Især når jeg skriver. Mine indlæg bliver hurtigt fyldt med "Jeg ved godt det er fjollet", "Det er nok bare mig der har det sådan" og "Undskyld jeg er her". Det bliver jo pisseirriterende at læse, og al sårbarhed forsvinder, når jeg altid helgarderer mig og går efter at please.

PPS. Hov? Skal PS egentlig stå før eller efter fodnoter?

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 22)

26. februar 2008
Indianer – kalder du på mig?

Har fået omkring fire timers søvn. Fem hvis vi tæller halvsøvn med.

Fedeste fest længe. Der kom ikke så mange, og Eneren faldt godt til i selskabet med det sammen. Havde ellers lidt frygtet han ville være lidt mere… dødbidder… end mig. Hyggesnakkede, åd pizza, råflirtede med Indianeren. Og drak. Og drak og drak og drak.

Fik Indianeren til at love at hvis der blev spillet en sjæler skulle den danses med mig. Efter ca. 17 white russians for meget begyndte jeg at indse at der nok ikke kom nogen sjæler, og at “Ace of Base” vel kunne være ligeså godt. Klagede over at det var en skam at man jo ikke kunne danse tæt til det. Det viste sig at det kunne man så godt. Skal jeg da lige love for.

Dansede meget, meget tæt tre numre. Eller fire. Havde ikke andet i hovedet end ham. Der var ikke plads. Så kun ham, mærkede kun ham. Blev tændt. Alvorligt tændt. Havde alt for meget lyst til at kysse ham. Havde faktisk ikke rigtigt lyst til andet.

Klagede min nød til Eneren, da jeg fandt ham bagefter. Eneren var også fuld og i et sjældent anfald af manglende moral udbrød han: “Men så kys ham dog!”

Var fuld nok til at tage ham på ordet og gik på Indianerjagt. Fandt ham, fjollede, krammede. Endte med “Hvad nu hvis jeg har lyst til at kysse dig?”

Svarede at han havde en kæreste. Blev nødt til at være hende tro. Men fik lokket ud af ham han nok ville have gjort det hvis omstændighederne havde været anderledes. Godt nok at vide man alligevel ikke helt har fejlbedømt. Det hele var så simpelt mens jeg var fuld. Men nu i ædru tilstand har jeg ikke andet end spørgsmål.

Er klassisk forvirret. Kunne godt bruge noget vejledning. Den der veninde man kan vende hver en sætning med.

Han sagde “i morgen har jeg glemt det”. Er det fordi han gerne vil glemme det? Eller fordi han tror jeg gerne vil have han glemmer det? Hvordan finder man ud af det? Gør det det ikke bare værre at sige at man også har lyst til at kysse ham i ædru tilstand og at man egentlig har det bedst med man ved hvor man har hinanden?

Har tydeligvis nået grænsen for hvad han vil være med til. Kan selv jeg se. Men hvordan siger man at man gerne vil fortsætte med at lege indenfor grænserne? Kan man det? Vil han nu ikke altid lægge mere i det end der er når jeg fjolle-flirter med ham? Er det muligt at forklare at man faktisk respekterer ham herremeget for at sætte grænsen blidt men bestemt uden man kommer til at lyde som om man lyver?

For har det faktisk ok med han siger fra. Forestiller mig han har en rigtig sød kæreste derhjemme, for han er sådan en fyr der har sådan en. Synes faktisk bare endnu bedre om ham nu. Sætter pris på ærlighed – og at man ikke forsøger at pakke det ind.

Det værste er at jeg er i tvivl om hvad han tænker om mig. Om jeg bare har ødelagt det fordi jeg var fuld og sagde hvad jeg tænkte. Virker taberagtigt at skrive og spørge. “Hej, jeg lider af galloperende social fobi og jeg ville bare gerne vide om du synes anderledes om mig nu?” Især når jeg nu ikke ved om han ønsker at glemme det.

Skrev et par sms’er med ham i morges. Fik sms’en “vi ses til næste café, hey så længe..” – betyder det at han er glad for ikke at skulle se mig før og at han ikke vil skrive med mig i mellemtiden? Eller betyder det at han ser frem til at se mig til næste café?

Bør vel bare læne mig tilbage og vente. Så længe er der jo heller ikke til på fredag. Må vel også være hans tur til at tage et skridt, hvis der skal tages nogle?

Er jo heller ikke fordi jeg er vild med ham.

Men kunne jeg måske godt blive hvis omstændighederne var anderledes.

Duftede af ham hele vejen vej.

onsdag den 8. oktober 2014

Hvori der ikke er mere mælk

Jeg har lige foldet fire mælkekartoner sammen. FIRE! Som bare lå og flød hen over diverse overflader. Det er ikke engang fordi de har ligget der specielt længe (men nok for længe, under alle omstændigheder), vi bruger bare enormt meget mælk. Mælk til te, mælk til havregryn, mælk til madlavning. Jeg tror det at have fået et enkelt lille barn har fordoblet vores mælkeforbrug (så i gamle dage ville der kun have ligget to tomme mælkekartoner og været klamme. Bortset fra at i gamle dage var der ikke nogen der skulle mase nogle andre ud af døren mens nogle tredje lige skulle have lov til at sætte sig i fem minutter, så dengang var der nok nogen der havde smidt kartonerne ud med det samme. Måske.)

Der er i øvrigt ikke mere mælk nu.

Der er heller ikke mere brød.

Det er virkelig story of my life, for tiden, det der med at vi mangler et eller andet vitalt. Altid, uden undtagelse. Jamen jeg forstår det ikke? Vi har jo lige købt ind? Manden går i Fakta efter mangelvarerne på vej hjem, men lur mig om der så ikke er et eller andet helt syttende vi alligevel har glemt.

Men det er også bare fordi vi ikke bare kan købe ind et enkelt sted. Kiosk-fakta ned på hjørnet er praktisk og tæt på, men deres udvalg er altså ikke ligefrem stort. Og deres chili-bønner er alt for stærke. Så vi vil hellere i Rema og købe stort ind, når vi kan overtale nogen med en bil til at læsse os hjem (vi overtalte min mor i weekenden. Det viste sig at være en ret praktisk foranstaltning, for ikke nok med hun kørte bilen og underholdt Gryntegrisen, så insisterede hun også for at betale. For en måneds basisvarer. Og bleer). Men omme i Rema har de ikke ordentlig mælk. Det er nok også bare mig der er så mega sart med den mælk (ja, nu snakker vi om mælk igen, tough luck, hvis der skulle sidde en mælkehader derude), men det er altså en af de ting som skal være økologisk, fordi vi bruger så meget, og det smager så meget bedre, og køerne får rent faktisk luft og græs. Og vi køber jo ikke mælk fra Arla, fordi de er nogle monopol-svin og i øvrigt homogeniserer de øko-mælken og det er nedern. Desværre er det eneste øko-alternativ i Rema de der trælse posemælk, som måske er praktiske nok at folde sammen, men som altså hverken er nemme at hælde af eller transportere eller opbevare. I hvert fald ikke når man køber ti liter af gangen. Så derfor køber vi mælk i Fakta (som i parentes bemærket har hele TO arla-alternativer, som i virkeligheden er den samme Thise-mælk bare med forskellig mærke og med/uden jersey - vi køber den der er på tilbud).

Og brød. Det køber vi også i Fakta, fordi de har billigt fuldkornstoast uden kerner. Og der er alt muligt andet brød som altid er på tilbud, fordi kiosk-fakta aldrig får solgt ting inden sidste salgsdato, så der er altid tusind varer med "se dato" og "brug snart -50%"

Det bliver selvfølgelig ikke nemmere af at vi har ca. 0 penge om ugen at købe mad for, fordi der pludselig kom en regning og så var der noget tandlæge og så skulle vi jo også betale for et års gymnastik. Det er de bedste 450kr vi har brugt i år, også selvom der så ikke lige var råd til mælk sidst på måneden.

Men det gjorde måske heller ikke så meget, for det er som om der er nok tomme mælkekartoner der ligger og flyder i forvejen.


PS. Det her indlæg har jeg i virkeligheden ikke brugt en hel halv time på, selvom jeg satte uret, for ca. halvvejs blev jeg distraheret af at læse om Fermi-estimater. 'Coz that's how I roll.

mandag den 6. oktober 2014

Hvori jeg for alvor bliver træt af politik

Manden har plantet sig i sofaen med Netflix. Han har vasket op, så det er ok. Jeg sidder her og blogger (ja, godt set) og klapper mig selv på skulderen over at jeg havde spist alle dagens elefantbidder inden klokken 10, og at Crazy Urealistisk Projekt dermed er otte bidder mindre urealistisk. Men stadig urealistisk nok til at jeg ikke tør jinxe det ved at skrive mere om det her. Havde planlagt at være meget mere færdig på det her tidspunkt, men så kom der nogle budgetforhandlinger og åd al min tid og alt mit overskud i halvanden måned.

Ja, budgetforhandlinger. Det var egentlig noget af det jeg ville have skrevet om hvis ikke de havde taget alt min tid. Jeg har selvfølgelig ikke været med til de officielle forhandlinger, eftersom jeg ikke er medlem af byrådet, men blot en sølle 2. stedfortræder. Men hold. nu. kæft. hvor har jeg haft nok at lave alligevel. Og hvor har jeg skulle vide meget og mene meget og tage stilling til en masse ting, som jeg skulle både vide og mene noget om. Det trak tænder ud, og det var grimt og træls og nedern, og jeg er træt af politik.

Bortset fra, at det må jeg selvfølgelig ikke sige, for jeg må ikke sige noget om noget som helst, for hvad nu hvis den samlede danske presse læser med på min blog og opsnuser en saftig historie om, at jeg ærligt og lige ud af posen siger det ikke er en hyggeklub henne i politik. Jamen, grin bare, men det er en ægte nok bekymring. En bekymring, der i høj grad er nogle andres og ikke min egen, men en bekymring jeg er nødt til at tage seriøst, fordi det ikke bare er min egen røv, der er i fare for at blive ristet.

Så det er derfor der har været så stille. Blandt andet. Fordi det der politik slog benene væk under mig og svinebandt mig, og så kunne jeg ikke sige noget om noget som helst, fordi det var fortroligt, var om nogle andre, kunne tolkes forkert (hvis der nu var en journalist, der læste med). Det går mig imod ad helvede til. Altså, ikke at jeg ikke kan dele fortrolige oplysninger, men at jeg bliver bedt om at spille det der spil. For jeg gider det ikke. Jeg gider ikke "hvis jeg gør sådan, så tror de sådan, og så vil de det, men hvis han siger sådan, så skal jeg..." Men det er svært at insisterer på ikke at spille spillet når alle de andre gør. Det bliver, i sagens natur, helt umuligt at stå uden for.

Jeg er ikke god til at veje mine ord. Jeg er ikke god til at gå på den der knivsæg mellem at være ærlig og alligevel ikke sige for meget. Hvornår er det min mening og mit liv, hvornår er jeg loyal overfor andre... og hvem er det overhovedet jeg skal være loyal overfor?

Lige nu holder jeg ferie fra politik. Bortset fra at det gør jeg ikke, for så er der baggrundsgruppemøde og så er der byrådsmøde, og jeg kan ikke undslå mig, for det handler stadig om budget, selvom løbet ligesom er kørt. Men jeg prøver alligevel at træde et skridt tilbage. Lave noget andet. Lægge det fra mig. For det er helt umuligt at bevare perspektivet når man står i det, druknet i dagsordner (ordinære, som skjulte) og bilag og tal. Det er umuligt at nå at mærke efter og det er umuligt at sige fra, for midt i det hele er alting vigtigt. Jeg kan godt mærke, nede i min mave, at jeg er nødt til at sætte en grænse et sted, for ellers ender jeg med hele verden på mine skuldre, drevet frem af den der selvdestruktive "men der er jo ikke andre der gør det"-ansvarsfølelse.

Øver mig i, at vende min tilgang om, og tage udgangspunkt i hvad jeg kan og ikke hvad jeg bør. Forsøger at huske, at det bedste jeg kan, er det bedste jeg kan, og at jeg ikke kan tilbyde mere end det. Det er langtfra så let som det lyder.

Det er faktisk pissesvært.

lørdag den 4. oktober 2014

Hvori jeg indser at halve timer ikke hænger på træerne

So much for den halve time hver dag.

Men jeg var syg og skulle bruge i dag på at restituere mens Manden vartede mig op, men så begyndte Manden at overtage min sygdom og så kom min mor på besøg og så var der pludselig ikke mere tid.

Så en halv time bliver det ikke, men i stedet fem minutter her fra badeværelset og mobilen.

Og så må den første erkendelse i det her projekt være, at selvom en halv time lyder af meget lidt, så er det svært at finde den, når den ikke er der i forvejen.

I morgen. Så opfinder jeg den halve time og lægger den et eller andet sikkert sted, så jeg kan finde den resten af måneden. Lige efter jeg har været i Rema og sendt min mor hjem og puttet barnet til lur og vasket tøj. Forstås.