fredag den 22. november 2019

Hvori der er pastinakker

Meanwhile...

Det er blevet efterår-næsten-vinter, og jeg kører en masse brænde frem og tilbage. Eller. Jeg kører det jo ikke tilbage, kun frem og ind. Stabler og flytter, først på gulvet under ovnen, så i brænde-buret, til sidst i ovnen, for det er alt for vådt udenfor og fugtigt brænde brænder ad helvede til, hvis overhovedet. Jeg er blevet ninja i brændeovn, ikke uventet, men uventet hvor intuitiv processen er blevet. Det er jo ikke bare ovnen, eller brændet. Det er vinden, fugten, kulden i betonen, pindebrændets beskaffenhed og forskellen på krøllet papir. “Det er fugtigt i dag” siger jeg, selvom det stadig er mørkt og jeg ikke har åbnet en dør endnu. Eller jeg vender Stirling-motor-ventilatoren bagud fordi vinden er i det forkerte hjørne, og det har ikke noget at gøre med vejrudsigten, det er en følelse.

Alting tager længere tid end først antaget. Ikke mindst erkendelse. Det var jo bare et spørgsmål om at flytte på landet og starte selvforsyningen og leve friheden uden gæld. Men jo mere fri vi bliver, jo tydeligere bliver det hvor lidt vi var fri til at starte med, og hvor langt der er endnu. Den der lille løse tråd der har naget det meste af mit liv kan trævle og trævle og trævle når jeg først begynder at hive. Det er ikke bare mig. Det er ikke bare min opvækst eller min familie eller mine tilfældige omstændigheder. Det er ikke bare skolen eller kommunen eller den til enhver tid siddende regering. Det er det hele. Os alle sammen. Den måde vi lever på. Det er helt grundlæggende... forkert. Jeg har ikke andre ord. Vi har glemt hvordan man er menneske, hvordan man overlever, hvordan man udvikler sig. Og vi har skabt en kultur, et system, der ikke levner hverken tid eller mulighed for at genopdage det. Det er svært at skulle genlære sine instinkter. Det er svært at være oppe imod et helt livs blindgyder. Det er svært at få Systemet til at forstå at det er det der gør os syge, det der gør mig syg. Alting tager længere tid end først antaget.

Skilsmisse er svært. Faktisk umuligt. Man kan ikke adskille sig fra et menneske man har været en enhed med i et årti. Det er ligemeget at vi var enige og der ikke var noget ondt blod, for vi blev jo skilt, og det var ikke fordi jeg gik ud og fandt en anden, men fordi at det at jeg fandt en anden, fandt en mere, gjorde det klart at vi skulle hver vores vej. Og det er umuligt. Det er umuligt at skulle samme vej, når man skal hver sin vej, men det er alligevel det vi skal for vi deler stadig en kæmpe del af vores liv. Jeg kæmper med at give slip, for jeg bekymrer mig, og min mavefornemmelse er stærk, men jeg kan ikke påtvinge ham mit svar, ligemeget hvor rigtigt det er, hvis det ikke er der han er. Det er det med erkendelsen igen. Den tager tid, og den er nødt til at komme indefra. Og når han når dertil at han er villig og i stand til at drikke af mit visdomstrug er det ikke sikkert mit svar er det rigtige længere. Ting er flydende på den måde. Det har også taget tid at lære.

Vi har pastinakker i haven. Nogle af dem er på tykkelse med min underarm. Men vi ville nok stadig komme til at sulte henover vinteren hvis vi ikke havde Rema.

Erkendelse tager tid. Det gør selvforsyning også.

mandag den 2. september 2019

Hvori der er gået tre år

Sidste søndag var det tre år siden jeg tilbragte en nat i skoven med Kinney, og vi dermed endegyldigt var på vej ned ad en helt anden vej end vi havde forestillet os.

Det første år tænkte jeg at jeg ville markere dagen og skrive et indlæg, så tænkte jeg at jeg ville skrive på årsdagen for at vi flyttede ind... indsæt selv resten af rækken. Nå. Men nu er der altså gået tre år (og en uge, og en dag, men hvem tæller), og lige i år var 25. august, plus/minus, et rigtigt dårligt tidspunkt til et repræsentativt nedslag i hvordan det går, og så var jeg sådan lidt "så kan det også bare være ligemeget", men fuck nej, egentlig, for måske er netop nu hvor det er et dårligt tidspunkt et godt tidspunkt at gøre status. Der er i hvert fald nogle af de lidt større ting på spil, og den slags er tilsyneladende temmelig kendetegnende for mit liv.

På mange måder er tingene stadig som jeg de var hvor jeg efterlod jer sidst; vi bor de samme steder, deles pænt om barnet, stabler brænde (mest mig), bygger ting (mest Kinney) og går på arbejde (mest Manden). I ville nok også stadig kunne genkende mig på gaden, ud over at brysterne hænger bare lidt mere og der er flere huller mit tøj. Men. Der er jo også en masse der ændrer sig i løbet af tre år, og for mig hænger meget af det sammen med min egen erkendelse af at "drømmen om et liv på landet" i virkeligheden viste sig at være "en kamp for frihed". Ikke frihed fra Manden eller Barnet eller ting i den dur, men friheden til at være menneske generelt og til at være det menneske jeg er secifikt. Når jeg sidder her, i mit hus midt i ingenting, og har afstand, er det helt grotesk at få øje på alle de gange mine grænser, ønsker, holdninger, rettigheder (indsæt selv flere) er blevet affejet, trådt på, overset, bagatelliseret (indsæt selv flere) og det er sindssygt hårdt at skulle gøre op med, og holde op med at være den lille, den der tager fejl, den der er mindst værd.

Heldigvis (haha, I må gerne begynde at fornemme sarkasmen nu) er det rig mulighed for at øve mig i at være den stærke mofo kick-ass bitch her i mit nye liv, hvor jeg (i et endnu ukendt tidsrum) er afhængig af en overførselsindkomst. Jamen, det er indviklet, men jeg er sikker på I kan forestille jer en passende mængde fraværende sgasbehandlere, udtrækkende afgørelser, nedskæringer mv der kan forklare hvorfor det kan tage to år at finde et aktiveringstilbud (jeg er i den spændende kategori "aktivitetsparat" og venter på en vurdering af min arbejdsevne). Jeg glæder mig til at være fri af det crap, hvadenten det bliver Jobcentrets Hellige Gral (fastansættelse), en stor nok lottogevinst, eller at resten af de ting jeg ikke er herre over falder på plads og jeg kan åbne en vejbod i fred og ro.

For at krydre en ellers sjov tid, fyldt med stressende arbejdsprøvning og venten på møder hvor andre mennesker skal afgøre vores liv, så fandt Barnets skole, fra den ene dag til den anden, ud af at det ABSOLUT IKKE kan lade sig gøre at hun ikke er der hver dag - en problemstilling vi var klar over, og gjorde opmærksom på, for halvandet (gentager HALVANDET) år siden, da hun skulle skrives op. Det handler mest om at jeg bor så langt fra skolen, og indimellem også skal være på job. Så vi spurgte pænt og skolen sagde "måske" og "vi ser på det" i en uendelighed og glemte at svare, og indkaldte aldrig til møder, og det var generelt bare superfestligt det hele. Men nu, to uger efter hun faktisk ER startet i første klasse, kom de meget pludseligt i tanke om at det slet ikke kunne lade sig gøre eller var lovligt eller nogen form for praktisk etc etc. Og bevares, det er da ok, hvis det er sådan - men hvis det er så fucking firkantet, hvorfor kunne de så ikke have sagt det da vi spurgte første gang, så vi havde haft et halvt år (inden hun skulle starte), i stedet for fire uger (efter hun har haft et års tilknytning til sin klasse), til at finde ud af noget andet. Det var derfor vi fucking spurgte til at starte med. Hvæsede hun.

Nå. Men korte af det lange er at vi sådan ca nu skal finde på et alternativ til Barnets skolegang. Eller også kunne jeg jo "bare flytte tættere på skolen" eller "ændre samværsaftalen med far" (i løbet af de næste fire uger, tak). Kunne man evt få lov til at fortsætte den ordning vi faktisk havde sidste år, i det mindste indtil vi fik svar på alle de der ting der hænger og flagrer på nogens dagsorden på jobcentret? (spoiler: nej, det kunne man ikke)

Ok, så træffer vi da bare en mega vigtig beslutning om vores datters videre skolegang uden overhovedet at vide hvordan vores liv ser ud om seks måneder.

Jamen jeg sagde jo det var et røvsygt og ikke-repræsentativt tidsunkt at gøre nedslag på.

onsdag den 23. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 5

Jeg sad på stranden og ventede på ham, og jeg nåede at tænke at han måske ikke kom. Som en episk romantisk gestus ville han lade mig sidde så suset og den nervepirrende trommehvirvel inden det store stunt ville sidde i mig for evigt. Så var han der, med sin rygsæk og et lykkeligt smil, og mig i min røde kjole. Han tog mig med til et hemmeligt sted i skoven, en hule, han havde haft som barn. Det var en af de nætter man kun ser i film. Vi lå under stjernerne og delte minder og musik, og snakkede om alle de ting der føles som det vigtigste og smukkeste i verden når man er lykkelig og nyforelsket. Månen lyste over havet og gløden fra hans cigaret var tydelig i mørket. Det var sødt og råt, hjerteskærende smukt og brutalt ærligt. Solen var stået op da han kyssede mig farvel foran min gadedør efter at have fulg mig hjem.

tirsdag den 22. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 4

Det var Manden der sagde jeg var nødt til at mødes med ham. Fordi han ikke ville tilbringe resten af sit liv med at være i tvivl om der var en anden jeg hellere ville have. Det var en pointe jeg slet ikke havde overvejet, jeg havde ikke tænkt længere end at hvis Manden smed det endegyldige nej på bordet ville jeg følge det. Men han havde selvfølgelig ret - tvivlen ville have ædt vores ægteskab op. Vi var nødt til at vide hvad vi stod med, begge to, og så var vi nødt til at give slip på frygten og stole på at vi havde formået at følges ad i otte år uden at vælge forkert. Vi vidste ikke hvor det ville ende, men der kom ro i maven da vi så hinanden i øjnene og huskede på at vi kun kunne træffe én beslutning af gangen, og den var rigtig. Jeg var nødt til at møde Kinney.

mandag den 21. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 3

Ugen der fulgte var lang. Lange nætter og lyse morgener med Kinney i røret, lange dage som en zombie efter alt for lidt søvn. Forelskelse og forvirring der kun tog til, som en chokbølge efter et jordskælv. Det var som om bunden var slået ud af mig, og alting kunne fosse ustoppeligt ud. Følelser og ord jeg altid har haft, men som aldrig helt kom ud blomstrede pludseligt op og voksede langt vildere end jeg kunne nå at tæmme det. Det var på vej, men Kinney var katalysatoren der fik det hele til at eksplodere. Jeg kendte ham ikke, men jeg vidste hvem han var, instinktivt, og al min urkraft kaldte på ham.

søndag den 20. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 2

Midt i det hele kom Kinney. Tyve beskeder på Tinder om skrivemaskiner og havet og livet og vi havde udvekslet numre og aftalt et møde. Han sendte et billede af en skrivemaskine og en flaske whisky. Tre dage, og ikke mange flere beskeder senere stod jeg med fødderne i Storebælt, på strandtur med mine forældre, og jeg sendte en sms til ham at jeg hellere ville være der med ham. Han svarede med et nyskrevet digt. Den aften skrev jeg og fortalte ham at jeg ikke vidste hvordan, men at jeg vidste jeg skulle elske ham. Han ringede, sent, og læste digte og drak whisky og jeg kunne høre hans lighter hver gang han tændte en smøg. Vi snakkede om musik og bøger, om livet, om rejser, alle dem han havde været på og alle dem jeg ikke havde. Først langt henne i samtalen dukkede Manden og børnene op, for sent til at det var fair. Det var lyst da vi lagde på, og jeg var ramt.

lørdag den 19. august 2017

Hvori jeg møder Kinney, del 1

Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik ud fra vi aldrig ville have en grund til det. Vi jokede om at den der gik skulle tage Barnet med. Som en sikkerhedsforanstaltning, et nødstilfældeincitament til at blive, hvis der skulle være en enkelt lidt for sur periode. Der var virkelig ikke nogen grund til ikke at blive sammen altid, intet ved ham og intet ved mig der stødte mod hinanden og gjorde ondt. Det har aldrig været en hemmelighed at jeg falder i den kategori som Alanis Morissette meget præcist beskriver som "supposed former infatuation junkie", jeg bliver let betaget, småforelsket, begejstret. Det er en feature. Jeg ledte ikke efter mere. Det var sjov og flirt og et enkelt blowjob når det var vildt og det var det. Det var det, fordi det var indlysende at det var sikkert, det med for evig. Der var plads og rum til mig og mit spas, fordi der ikke var nogen tvivl. Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik så meget ud fra at det var Kærligheden at jeg ikke engang tænkte så langt at jeg kunne blive forelsket.

fredag den 18. august 2017

Hvori jeg ikke lover mere end jeg kan holde

I søndags var det præcis et år siden der på Tinder dukkede et billede op af en mand der sidder på lokum ude midt i ingenting, med en smøg i hånden, omgivet af skrivemaskine og whisky, og en profiltekst der sammenlignede livet med nutella, og jeg for første gang ville være blevet oprigtig skuffet hvis der ikke havde været et match.

Der var i dén grad et match, og nu har jeg boet på Langeland i fire måneder og otte dage, og jeg har stadig ikke fået skrevet historien om hvad fanden der skete. Rundstyk. Men først, så var der lige alt det der med at skulle tage hensyn til hinanden, og ikke rigtigt vide hvad fanden der foregik, og så var der flytning og skilsmisse og logistik, og så er der pludselig skæve gulve der skal rettes op, og noget vand der trænger ind, og tagrender der er stoppede, og en have der er tilgroet, og ukrudt i gården, og planter der skal passes, og møbler der skal bygges, og en mase undren over hvorfor nogen nogensinde synes laksefarvet maling var lige det der skulle til i stuen?

Og så går tiden jo, ing?

Men nu skal det nok komme. Det bliver i små bidder, for ellers er det jeg ikke får det gjort (jvf. ovenstående gulv og vægge og tag og grund og HVOR FUCK KOMMER ALLE DE BÆNKEBIDDERE IND?!) Men det kommer. Historien om Kinney, og det der siden skete, og hvor vi er nu (i Jem & Fix, most likely, er fandeme blevet home away from home deroppe)

Vi ses. I morgen. Sandsynligvis. Måske.



PS. Betragt dette som en teasertrailer til en film der måske/måske ikke klarer den igennem postproduction.

mandag den 3. april 2017

Hvori jeg køber en bil

Spot et barn

Jeg synes stadig hun er alt for lille. Men det er løgn når jeg forsøger at bilde mig selv ind at det ville være bedre hvis hun var lidt større og kunne forstå mere, for hun ville aldrig forstå nok. Det vil aldrig blive andet end at vi bryder alt det op hun kender og er tryg ved, hvadenten vi gør det nu eller om fem år eller når hun flytter hjemmefra. Erkendelsen er hård; at det var endt her ligemeget hvad, at vi var i gang med den proces længe før jeg mødte Kinney.

Da vi mistede Ronan traf vi en ret bevidst beslutning om at droppe alle hv-ordene. Hvis, hvorfor, hvornår. Fordi det æder en op. Denne gang har vi ikke snakket så aktivt om det, men der er ingen tvivl om det er noget vi har taget med. Det hjælper ingen at forestille sig en fremtid der ikke blev, og aldrig bliver, uanset. Det mest nærliggende "hvis" er hvad nu hvis vores ikke-engang-en-baby Nugget var blevet et barn og ikke en spontan abort sidste år. Så havde jeg været højgravid i august i stedet for at møde Kinney. Heldigvis (og desværre) var Nugget en uventet bonus-graviditet, som vi ikke nåede at gøre os ret mange forestillinger om, og derfor var den fremtid vi mistede tilsvarende vag.

Den fremtid der til gengæld ikke var vag var den hvor vi skulle fejre kobberbryllup lige om lidt, den fremtid hvor fire et halvt år ikke var ret langt tid, og i hvert fald piece of cake at komme igennem. Den fremtid hvor det var en selvfølge at vi skulle være sammen resten af livet, og også efter det hvis det skulle vise sig der var noget. Og det er eddermame en sorg af format at miste den fremtid, ligemeget hvad vi får i stedet, og ligemeget hvad vi er sluppet for.

Det er nu det sker, der er ingen vej udenom længere. Jeg flytter om en uge. Præcis. Om en uge bor jeg ikke længere i Byen ved Vandet, hvor mig og Manden har brugt seks år på at bygge et hjem og et liv op. Om en uge bor jeg i et gammelt lidt-bedre-end-nedrivningsmodent hus på Langeland sammen med Kinney og skal starte forfra. Jeg glæder mig, vi er alle sammen klar (så klar som vi bliver i hvert fald), tidspunktet og omstændighederne er rigtige og jeg efterlader ikke noget ufærdigt med Manden. Men for fanden altså, hvor er det også angstprovokerende at skulle springe ud i livet på den måde uden at vide hvor det ender.

Så ja. Langeland. Sådan cirka så langt sydpå som vi kan komme. Ikke at det var et krav (nærmere tværtimod), men det var der Huset var, og da vi efter en ret nervepirrende uge fik det til stort set den pris vi havde håbet på, var der ligesom ikke så meget at rafle om. Det bliver en lidt træls transportid med (og for) Gryntegrisen, men det er også det eneste punkt på imod-listen. På alle andre punkter har vi fået lige det vi drømte om. Der er vand, både koldt og varmt, taget er stort set tæt, saniteten virker og huset falder ikke sammen i morgen. Ud over det får vi også en kæmpe grund (se billedet), flere udhuse end vi ved hvad vi skal stille op med og nogle virkeligt grimme faux marmor-fliser på badeværelset. Og et komfur der med en vis sandsynlighed virker. Jamen det er ren bonus hele vejen rundt.

Det er det faktisk.



PS. Bilen? Nåmn, det er en gammel Opel Astra stationcar. Som jeg købte for mindre end hvad selvrisikoen er på en bilforsikring hos visse selskaber.

mandag den 6. februar 2017

Hvori spændingen udløses

Nå, men det er da vist tid til at få afsløret svaret på Den Store "Hvad endte det egentlig med"-quiz. Jeg vil godt lægge ud med at indrømme at jeg har snydt lidt, for selvom der kun er én mulighed der er sand, så er der en smule sandhed i dem alle sammen.

Jeg startede med at eliminere Scenarie 5, hvor der ikke var sket de store ædringer de sidste tre måneder. Men det er sandt nok at jeg tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney mens Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning.

Jeg udelukkede også Scenarie 1, hvor skilsmissen blev grim, selvom det (forhåbentligt ganske kortvarigt) passer at vi arbejder med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning.

Scenarie 7, hvor jeg holdt op med at være forelsket, holdt heller ikke vand, men det ændrer ikke på at Manden er den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger).

På nuværende tidspunkt er det nok gået op for selv den sløveste læser (ikke at jeg har sådan nogle, I er jo alle sammen ganske kvikke) at Scenarie 3, hvor jeg bliver boende sammen med Manden, heller ikke er det rigtige. Her er sandheden knap så sjov, nemlig at jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Det er umuligt at få til at gå op så det ikke gør ondt på nogen, i hvert fald et stykke tid, og jeg tror ikke på en skilsmisse som sådan kan være lykkelig - men jeg tror på at vi alle sammen, Gryntegrisen inklusiv, bliver lykkelige, og også lykkeligere på den anden side.

Det er nok heller ikke så svært at gætte at den del af Scenarie 4, hvor skilsmissen er klassisk overskud, der er sand er at Kinney sælger sin lejlighed i København (så seriøst: Any takers?), men vi kommer ikke til at bo i Byen Ved Vandet, og selvom der nok skal blive (ved med at være) overskudsagtig vi-kommer-alle-sammen-godt-ud-af-det-med-hinanden-stemning, så bliver det vist ikke helt gennemsnitligt-almindeligt.

Nu er det fristende at springe ud og sige at Scenarie 2, hvor vi alle sammen skal bo sammen, er det rigtige, for det ville da i dén grad betyde at alting gik op i en højere enhed og faldt på plads helt af sig selv. Men sådan blev det altså (heller) ikke. Det skyldes ikke en egentlig modvilje mod konceptet, og vi har faktisk overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing, men vi vil simpelthen for forskellige ting til at det kan lade sig gøre uden alle går alt for meget på kompromis.

I får lige et øjeblik til at regne sammen, så selv den mindst kvikke af de kvikke læsere når til den uundgåelige konklusion (indsæt selv en passende mængde vente-muzak her inden du går videre)

Jeg går ud fra alle nu er med på at Scenarie 6, hvor jeg flytter langt ud på (Lange)landet med Kinney, er det eneste der er tilbage. Jo, den er skam god nok, selvom jeg endnu ikke kan sige præcis hvor eller hvordan vi kommer til at bo. Måske bliver det en skurvogn i nogens baghave, måske bliver det et faldefærdigt hus på Langeland, måske ender vi med at bygge noget selv (eller d.) All of the above), men sikkert er det i hvert fald at vi har en masse drømme og lige i omegnen af nul penge. Præcis som det skal være. Der er ikke noget der er nemt i det her - det meste af tiden er det faktisk pissehårdt - men det er som det skal være.

Jeg havde aldrig, aldrig troet jeg skulle skilles, men jeg havde heller aldrig troet jeg skulle møde en mand som Kinney, at jeg skulle (eller kunne) forelske mig så voldsomt igen eller at det skulle føre til de lange samtaler med Manden, hvor vi til sidst, til vores begges overraskelse, kunne konstatere at vi har givet hinanden det vi skal. Vores ægteskab er på ingen måde gået i stykker. Det er bare færdigt. Vi kunne sagtens fortsætte, men det ville ikke rykke på os som mennesker. Vi har gjort os rigtig umage og vi har været gode ved hinanden, og nu afslutter vi det rigtig pænt. Jeg tror det er de færreste forundt at afslutte et ægteskab med al kærligheden i behold.

Fremtiden er stadig usikker; der er en lejlighed der skal sælges, en skilsmisse vi er nødt til at tage, hverdag der skal hænge sammen, spøgelser fra fortiden der skal slås ned, mødre der ikke er til at snakke med, penge der skal tjenes, vinterdepression der skal overleves og al den slags jazz. Men det er i hvert fald sikkert at vi alle sammen vil hinanden, og ikke mindst Gryntegrisen, det bedste, og at det bliver den mindst skilsmisse-agtige skilsmisse vi kan slippe afsted med.

Hvis I er sådan nogle der gerne vil have præmier, så kan jeg oplyse at der var en enkelt Johanne, der gættede korrekt på nummer 6 i første forsøg, og som derfor har fortjent hovedpræmien. I anden omgang var Øglemoren den der gættede mest på 6'eren og det udløser en anden-præmie. Hvad præmierne bliver aner jeg ikke, og jeg kan heller ikke love at jeg finder ud af det på den her side af 1. marts, men hvis I lige sender mig en adresse så lover jeg at der dukker et eller andet fjollet op på et eller andet tidspunkt.



PS. Jeg ved ikke om (og i så fald hvor længe) jeg fortsætter her på bloggen, men jeg lover at I ikke kommer til at stå uden en afslutning. Hvornår den kommer kan jeg til gengæld ikke love noget om. Hvis der går for længe (eller I bare er pissenysgerrige) så er I altid velkomne til at sende en mail til mandenogkonen@gmail.com, hvor jeg kan være en smule mere åben om tingene end i et offentligt forum som bloggen.