mandag den 25. august 2014

Hvori jeg ikke har nogen penge

Min mor: "Er du kommet på noget kontanthjælp, eller noget?"

Mig: "Nej..." (hvilket du udmærket godt ved)

Mor: "Var det ikke en ide at få søgt noget? Noget må I jo da kunne få"

Mig: "Joh*, men det er jo ikke det, det handler om..."

Mor: "Ellers må de da kunne tilbyde noget uddannelse"

Mig: "Det kan de sikkert også. Jeg ville sikkert blive erklæret uddannelsesparat. Så kunne jeg få lov til at være arbejdsløs for endnu mindre end kontanthjælp"

Mor: "Jamen, det er jo også penge"

Mig: "Ja, men jeg ville jo så være nødt til at starte på en uddannelse på et tidspunkt"

Mor: "Hvad med sosu, eller sådan noget? Det kunne jo også bare være et deltidsjob i fakta"

Mig: "De har lukket for uopfordrede ansøgninger... og de ansætter jo selvfølgelig dem med erfaring først" (og jeg har ikke lyst til at arbejde i fakta)

Mor: "Bare 3000kr i måneden, ville jo hjælpe..."

Mig: "Men vi mangler jo ikke noget. Lige nu er der jo også en masse politisk arbejde"

Mor: "Nej, men ikke for at være grov, men det tjener du jo ikke nogen penge af"

Mig: "Nej..." (men til gengæld giver det mening)

Mor: "Gryntegrisen bliver jo heller ikke billigere at have gående"

Mig: "..."


Hvor ville jeg ønske at jeg magtede at sige: "Mor, ti nu stille. Dine bekymringer og indpakkede bebrejdelser hjælper ikke. Det gør mig bare ked af det, og får mig til at føle mig utilstrækkelig. Jeg ville ønske, at du ikke blev så blændet af bekymringer, og i stedet så, at jeg for en gangs skyld er noget der minder om lykkelig."

I stedet mumler jeg bare et frustreret nej, og lukker det hele ud over Manden. Og spørger igen (igen igen igen) om det er ok, sådan som det er? Fordi jeg igen (igen igen igen) bliver overvældet af bekymringer og skyldfølelse. Men faktum er, at bekymringerne indtil nu er gjort til skamme. Vi har klaret os fint, selvom jeg ikke har haft nogen indkomst. Der bliver godt nok ikke længere overført penge til opsparingen (ud over Gryntegrisens), men på den anden side har vi heller ikke brugt af opsparingen. Økonomisk er vi hverken værre eller bedre stillet end for et halvt år siden. Og vi har ikke lidt hverken nød eller afsavn.

Det er selvfølgelig ikke holdbart for evigt. Det bliver også jul, og på et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at gå til tandlæge og Manden kunne måske også godt tænke sig noget uddannelse. Men lige nu... der er det fint.

Mere end fint, faktisk. Fordi det giver plads til nogle andre ting. Det giver plads til at afprøve hvor smertegrænsen er, hvor meget er vores tid sammen værd, hvor meget kan, vil og tør jeg? Ud over politisk arbejde med Den Evige Møderække og De Ligeså Evige Dagsordner, ligger der også et Crazy Urealistisk Projekt henne i kassen. Som jeg virkelig ikke aner om der nogensinde kunne være nogen som helst form for penge i, men som jeg til gengæld nyder at lave. Som jeg måske, måske ikke, finder et ståsted i. Men som under alle omstændigheder skal afprøves.

Det er jo ikke (som min mor lader til at tro) et passivt fravalg, fordi jeg ikke kan/vil/tør melde mig arbejdsløs. Det, at jeg er hjemmegående (uden indkomst), fremfor arbejdsløs (med en meget lille indkomst), er jo et aktivt, velovervejet valg, som vi har truffet i fællesskab, fordi vi mener, at det er det, der samlet set er bedst for vores (familie)liv lige nu.

Og jeg kan faktisk godt blive rigtig ked af det, når det valg ikke bliver anerkendt som værdifuldt, bare fordi det ikke har nogen økonomisk værdi.



*Det kan vi i øvrigt ikke, fordi vi ejer en såkaldt "formue"

torsdag den 21. august 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 15)

7. oktober 2008
Suppedasen

Regningerne ligger i nøje gennemtænkte bunker på bordet. De 5000kr Fætterfyren endelig dukkede op med i går aftes ligger i madkassen og venter kun på at blive brugt når Navnebror* står op. Penge er blevet flyttet rundt, lånt, indbetalt, hævet, brugt, strukket til sidste 25-øre (eller, det er vel 50-øre nu) Job er blevet søgt, forældre kontaktet, venner brugt. Køleskabet indeholder mad nok til de næste par dage og weekenden byder på at tiltrængt, og meget gratis, pusterum hos mine forældre.

Jeg føler mig brugt og min hjerne strukket ud over al rimelighed. Jeg når lige at tage en enkelt mundfuld luft når et problem er løst, bare for at dykke lige ned i den økonomiske sump igen bagefter. For det kan ikke bare vente. Betalingsdato efter betalingsdato dukker op og det er umuligt at holde trit med en tung sæk gæld på ryggen.

Lige når jeg tror jeg har overblikket, lige når den sidste regning er lagt i sin rette bunke og alting ser ud til måske, bare måske, at kunne gå op i sidste ende, dukker der noget op. Jeg hiver fat i endnu en ting der har ligget på lur nede i Navnebrors økonomiske sumpvand. I dag er det et SU-lån der er “overført til skat” og som jeg derfor åbenbart ikke kan ændre betalingsplan for. Det er selvfølgeligt umuligt at finde ud af hvad denne mystiske lille sætning betyder på studielån.dk, lige meget hvor meget man gennemsøger deres side. Så nu må jeg pænt sidde her og vente på at det bliver nattevagt-Navnebrors ståop-tid så jeg kan bede ham ringe og finde ud af det. Og dermed ødelægge humøret endnu en dag, og bortkaste endnu en dag der skulle have været fri for økonomiske bekymringer.

Vi gør indhug i det. Det gør vi. Men det er umuligt at se en ende på det. Endnu.

------
*Manden, red.

torsdag den 14. august 2014

Hvori jeg skal på kursus

Jeg skal være væk en hel weekend. Væk fra min baby-som-ikke-er-en-baby, som er nødt til at blive passet fordi Manden skal arbejde. Og jeg synes det er for lang tid, for hun er kun 1½, men der er ikke rigtigt noget at gøre ved det. Andet end at blive hjemme, men det ville være rimelig dumt, eftersom kursus er ret nødvendigt. Altså, ikke for verdensfreden, eller sådan noget, men nødvendig for at jeg kan gøre mit arbejde ordentligt.

Jeg er ikke klar. SLAM! så var der gået 14 dage af august. WTF, august?! Styr dig lige.

Det var ellers meningen jeg skulle forberede mig ordentligt, få samlet løse ender, og nå at snakke pasnings-scenariet igennem med Manden. Hvor meget tror I selv jeg har nået?

Som en opmuntrende faktor er der kursets deltagerliste. Det bliver et blast from the past, med ungdoms-kammerat Robin, ham fra indlægget tidligere på dagen (rent tilfældigt, det lige var i dag, men ret godt ramt) og Ex-Svigerfar.

Jojo. God nok. En rimelig anseelig del af Mit Gamle Liv dukker op.

Det skal nok blive sjovt.

Eller pinligt.

En af delene, i hvert fald.

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 14)

7. februar 2008
Den perfekte politiker
Her i huset er der nogen der er politisk aktive. Meget. Derfor er den lokale Parti-formand af og til at finde i min stue hvor han bruger af Mandens* tid.

Men det gør mig ikke noget. For lokal Parti-formand ligger i den absolut gode ende af lækker-skalaen. Veltrænet og slank. Smil der ikke bare er politik-smil, men også altid giver ham glimt i øjet. Hår der sidder perfekt, selv efter en tur i blæsten. Især efter en tur i blæsten.

Formand selvfølgelig lykkeligt gift med ligeså travl og lykkelig politisk kone.

Har brugt min aften på at betragte hvordan hans t-shirt sidder perfekt. Tæt og kort så man kan se pæne, sexede overarme. Elsker når han trækker trøjen af og man et kort øjeblik kan se hans mave.

Gift eller ej, han skulle ikke lægge meget op før jeg var hans.

Kunne selvfølglig aldrig selv finde på at lægge op til noget. Ville alligevel være at miste for meget ansigt – selv efter min standard.

Men derfor kan man vel godt kigge.

------
*Ex'en, red.

torsdag den 7. august 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 13)

21. oktober 2008
Set fra den lyse side...
…så er jeg da stadig i live.

Og som Eneren* så følsomt sagde det: “Nåh, men så har du jo nok tabt dig et par kilo!”

Jeg har i hvert fald tabt mig 400ml blod som under fuld narkose blev fjernet fra min mave.

“Det ER altså meget, meget usædvanligt” som lægen sagde.

Ja, fint. Men det gør jo ikke mindre ondt på mig af at det er usædvanligt, vel.

Er nu hjemme efter to overnatninger på gynækologisk sengeafsnit.

Stadig groggy efter narkose og lav blodprocent.


--------
*Es, red.

søndag den 3. august 2014

Hvori jeg ringer til Telenor

Internettet er stået af. På et tidspunkt mellem torsdag og fredag besluttede routeren at det var umuligt at oprette kontakt til centralen. Som i u-friggin-muligt, på trods af genstart og reset af relevante enheder. Virkelig dårlig timing, eftersom vi jo skulle se den nye sæson af The Killing.

Brugte det meste af en måneds mobil-data på at streame et enkelt afsnit. Følte mig ret amputeret. Vi kan jo ikke se Netflix uden internet. Og jeg kan ikke arbejde. Ja, det gik op for mig i den rækkefølge. Jeg har helt vildt godt styr på mine prioriteter.

Da Gryntegrisen vågnede lørdag morgen og krævede "Ulle! Ulle!" blev jeg nærmest desperat, for hvordan fanden forklarer man en 1½-årig at der ikke er noget skide ugle-spil fordi internettet jo for helvede ikke virker. Jeg bandede kun invendigt, men der skulle nok ikke have været mange flere "ULLE-ULLE-ULLE!!!!!" til før jeg havde skreget "DER ER IKKE NOGEN FUCKING UGLE!"

Så jeg var nødt til at bide i det sure æble og ringe til Telenor.

Til min store forundring (og udelte begejstring) var nummere til kundeservice for en gangs skyld til at finde og åbent 24 timer i døgnet. Og jeg skulle kun taste 1 to gange, før jeg øjeblikkeligt(!) var igennem til en medarbejder. Det var helt surrealistisk, for det plejer ellers at være sådan noget med lang kø og et system der har glemt de også har bredbåndskunder uden telenor-mobil.

En ganske venlig medarbejder stillede mig videre til support, hvor jeg efter 30 sekunder fik fat i Yves Fra Telenorkundeservice. Han bad om mit dsl-nummer, eller et kundenummer eller noget, og han lød helt ærligt mest som om han forventede at jeg ikke havde nogen af delene. Men jeg har haft det samme dsl-nummer i al den tid jeg har haft mit eget internet, og efter snart ti år er det ikke så meget noget med at jeg godt kan huske det, men mere noget med at jeg siger den første talrække, der falder mig ind, og så viser det sig at det er den rigtige.

Jeg har været kunde hos dem siden de hed Cybercity, og jeg hed Jensen til efternavn, og af en eller anden årsag er der altid et eller andet sted i deres system jeg stadig står registreret som K. Jensen. Det bliver rettet hver gang, men der er åbenbart mange steder det skal rettes.

Yves Fra Telenorkundeservice retter det, mens jeg lirer den sædvanlige har-genstartet-og-tjekket-alle-stik-og-forsøgt-at-nulstille remse, så han slipper for at spørge, og vi kan spare alles tid.

Yves Fra Telenorkundeservice kigger på sin skærm og konstaterer med det samme at den router jeg har, ikke længere er den der er standard, så det er nok det der er gået galt. De sender en ny på mandag.

Jeg svarer undrende at det da ikke er særligt længe siden jeg sidst har fået ny router?

Yves Fra Telenorkundeservice konstaterer tørt, at det var i 2011 (for den slags kan han åbenbart/selvfølgelig se på sin skærm)

Og så slår det mig, at Yves Fra Telenorkundeservice sandsynligvis er så ung, at tre år stadig er relativt lang tid.

Jeg følte mig pludselig så gammel. Især fordi han følte trang til at fnise et "Ja, tiden flyver"

Åh, hvis bare du vidste, Yves Fra Telenorkundeservice. Hvis bare du vidste.


----------------------
PS. Udgiver dette indlæg med de sørgelige rester at mit mobil-data. Har allerede fået advarsels-sms fra Oister. Håber edderbrodere mig den router kommer på tirsdag

torsdag den 31. juli 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 12)

15. marts 2008
What a night

Den korte version: White Russians, Toast, Spirrevippen, Kage, Vodkashots, Indianeren, Kys, Sms’er, Bilnøgler, Citroner, White Russians, White Russians, White Russians

Den længere version:

Same old, same old cafe i løbet af eftermiddagen. Urbans sudoku blev i denne uge ikke løst på trods af den gik på omgang adskillige gange. Begyndte på white russians allerede klokken to, da Spirrevippen kom. Havde indgået aftale om at skulle være “banke-lamme” og jeg fristes til at sige “indsæt selv resten” for det er vist lidt forudsigeligt hvad der derefter skete.

Stille og roligt hygge med de sædvanlige og en del af Spirrevippens venner. Pissefede mennesker, som måske ikke syntes jeg var så pissefed for jeg havde nok nået min femte hvide russer på det tidspunkt.

Det var så også deromkring Indianeren kom. Havde drevet sms-terror på ham sammen med Spirrevippen og tror ikke han turde andet end at dukke op. Sad ved siden af ham og kunne godt mærke på det hele at de der øjne stadig havde en vis effekt. Og det var ikke kun fordi jeg var fuld.

Var selfølgelig meget Popsiclesk og nedern og kunne ikke få det sagt face to face at jeg er vild med ham. Skrev i stedet en sms efter han var gået.

Får selvfølgelig jordens sødeste sms tilbage om at han godt kan lide at være sammen med mig, synes vi har det sjovt sammen, men at der ikke er mere fra hans side. Og at det ikke ændrer noget mellem os.

Hvorfor falder jeg for sådan en sød fyr? Sådan en som vil være en hvilken som helst kæreste 100% tro – og som ikke vil være med til at gøre andre utro. Kom jo til at lyde som den vildeste utro kælling. Hvordan forklarer man at det er man ikke? Uden at det kommer til at lyde som om ens forhold ikke er seriøst? Hvordan forklarer man det valg man har truffet uden det kommer til atlyde som det vildeste kompromis?

Delte mine spekulationer med en sofa. Fik selskab af en eller andens gamle eks-kæreste (han var ikke gammel, det var bare længe siden de havde været kærester) som jeg sad og puttede lidt med. Havde godt luret at han gik og lagde lidt an på mig (hånd på min bagdel var ret afslørende) så kom ikke helt bag på mig da han kyssede mig. Endte vist med en god gang snav. “Du kysser godt” sagde han. Han var også fuld(ere end mig).

Han var rigtig sød, men absolut ikke hverken lækker eller min type. Har altid sagt at hvis nogen gider snave med mig i et hjørne er jeg altid frisk, for det er da meget hyggeligt. Har altid været i tvivl om jeg mente det når det kom til stykket.

Det gjorde jeg så.

Jeg drikker aldrig mere

fredag den 25. juli 2014

Hvori jeg udgiver indlæg nr. 601

Det skulle have været et "Hurra 600 indlæg"-indlæg, men så kom jeg i tanke om at jeg for noget tid siden fjernede et indlæg, fordi det af uvisse årsager genererede helt vildt meget spam, og så glemte jeg at genudgive det efter spam-stormen stoppede, men så tikkede indlægs-antallet jo op på 600, så i virkeligheden er det forrige indlæg som er nummer 600, men det er ret trist, for det er bare et Throwback Thursday-indlæg, som ikke er specielt festligt på den måde.

Så nu fejrer vi indlæg nr. 601 i stedet.

Dage siden første indlæg: 1647

Antal indlæg: 601 (når jeg trykker udgiv)

Indlæg pr dag: 0,3649

Antal kladder: 59 (når jeg trykker udgiv)

Sidevisninger i alt: 197.674 (hvoraf mindst 25.000 er spam)

Måned med flest sidevisninger: December 2011 (korrigeret for spam)

Mest brugte tag: Ronan (67 indlæg)

Bloggen har fulgt mig gennem
  • 1 abort
  • 2 børn
  • 1 flytning
  • 4 bryllupsdage
  • 2 (afbrudte) uddannelser
  • 833 billeder på instagram
  • 1 kommunalvalg
  • 6 hotelovernatninger
  • 6588 kopper te

torsdag den 24. juli 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 11)

29. januar 2008
Et frygteligt uheld

Er blevet ramt banalitets-lavine. Gravede yndlings cd’er frem fra for længst aflukket kuffert med Celine Dion ting. Er voksen nu og kan godt styre kærlighedsballader sunget på 90′er måden.

Kunne til gengæld ikke helt styre romantiske associationer der følger med The Colour of my Love album. Måtte lige slå detaljer omkring eks-idols kærlighedsliv op og kom ved et frygteligt uheld til at åbne for længst aflukket kuffert igen for at grave selvbiografi frem.

Har nu læst alle kapitler der omhandler helt, helt urealistisk kærlighedshistorie til manager/mand på den sukkersøde måde. Dvs. 2/3 dele af bogen fordelt på 2/3 af min eftermiddag. Sluger fandeme stadig det hele råt. Vil også have hemmeligt, romantisk kærlighedsforhold til ældre mand. Istedet for middelklasseliv med IT-supporter, motionscykel og gråstribet kat. Har i det hele taget ret gråstribet liv.

Kan pt. ikke se ulempen ved den store, hjertesmertende kærlighed der tager en i armene og siger “Hvis du vil, så vil jeg være din eneste” på den forbudte-men-jeg-kan-ikke-lade-være måde.

Må skære ned på Jane Austen, kærlighedsballader og teenage-tendensen.

Gråstribet liv trods alt også blødt og behageligt

søndag den 20. juli 2014

Hvori vi holder ferie

Vi har været til Danehof

Vi har haft besøg af Mormor og Morfar 

Vi har haft besøg af Moster

Vi har været på tur med Esserne 

Vi har været på Bones

Jeg har spist sushi 

Vi har arbejde på Crazy Urealistisk Projekt 

Vi har leget inde

Vi har leget ude 

Vi har spist rigtig mange is

...og generelt bare dovnet og hygget og spist lækkerier 

I skrivende stund er vi i Det Mørke Jylland hos Mormor og Morfar. Hvor vi leger og dovner og spiser is og god mad. 


Beklager den håbløse opsætning i indlægget. Jeg skriver fra min telefon og Bloggers app er ikke til at arbejde med.