søndag den 29. maj 2016

Hvori Es hjemsøger mig. Eller omvendt.

Jeg havde stadig en nøgle til huset, så jeg kunne bare gå lige ind. Det var ikke mit hus, men jeg tror heller ikke det tilhørte Es, selvom han opførte sig sådan. Han og Prinsessen havde være påbesøg tidligere, men jeg husker ikke hvorfor, og under alle omstændigheder havde det i hvert fald ikke været mere klart efter de gik.

Så jeg gik ind i det hus, der ikke var mit, men hvor jeg engang var så selvfølgeligt velkommen. Es sad og spiste og kiggede ikke rigtigt op, lod mig stå med overtøjet på.

"Jeg ville bare høre om du kom."

"Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg er færdig." Stadig uden at se op.

"Ok. Det var bare fordi... vi fik de ikke helt afgjort og så... men så går jeg bare igen."

Jeg ville sige "ses", men det nåede ikke ud inden jeg kom i tanke om, at det ikke passede.

Gangen ud var smal og mørk og jeg forsøgte ikke at græde, ikke at falde, jeg forsøgte så desperat at være stærk, men alligevel slap et par enkelte tårer og uværdigt bedende ord ud. Det tog tid at lukke døren bag mig, den var fyldt med jakker og ting der blev ved med at komme i klemme. Jeg kunne høre hans mor på den anden side, og af en eller anden grund var det bydende nødvendig at hun ikke vidste jeg havde været der. Jeg ville låse, men det gjorde hun inden jeg kom så langt. Udenfor var der mørkt, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg ville gå et andet sted hen, men ligemeget hvad jeg kunne finde på ville det ikke virke. Huset lå så jeg ikke kunne komme nogen steder uden at skulle forbi, rundt om eller igennem. Jeg gik igennem uden et ord, lod som intet, klar over at Es godt vidste huset lå placeret så dumt, så han ville kunne forklare hvis nogen spurgte. Der var også en dør ud til den anden side, en terrassedør, der ledte ud til sol og blå himmel, men det var ikke bedre. Det var stadig ikke et sted jeg hørte til.

Es' mor fulgte med, venlig og oprigtigt omsorgsfuld som altid, men jeg ville ikke snakke. Solen var blændende og varm og det var lige ned til vandet. Da hun gik ind for at hente noget stak jeg af. Det var ikke så ligetil, for der var træstammer der rullede under mine fødder, og rebstiger man ikke måtte klatre på, og så meget strand og menneskemylder at jeg ikke vidste hvor jeg skulle starte.



PS. Helt ærligt, ing, så foretrak jeg da jeg bare drømte at han kyssede mig.

torsdag den 26. maj 2016

Hvori maj ikke helt er sød og mild

Skulle der sidde en enkelt læser derude og tænke "Hey, nu er maj snart slut, skulle der slet ikke ske noget i maj?" så kan jeg afsløre at svaret er: Jo. Jo, det skulle der.

Det startede fint. Der var noget Mumford & Sons-koncert (hvis I har en tidsmaskine og kan skaffe billetter, så tag til den koncert, for det var AWESOME) med noget hotelovernatning, og der var noget nyt bekendtskab, som vi ikke behøver komme nærmere ind på arten af, og der var noget oprydning, og det hele virkede i det hele taget til at blive en smule hyggeligere.

Så fik jeg så ondt i kæben. Sådan, virkelig ondt. Altså, som i virkelig, virkelig ondt. Som i GIV MIG NU BARE NOGET FUCKING SMERTESTILLENDE FOR HELVEDE. Det gjorde lægen så, efter at tandlægen ikke kunne se en fløjtende fis galt på nogen som helst røntgenbilleder. Det viste sig så at det lægen udskrev til mig også (primært?) bruges mod epilepsi, så derfor er der alle mulige interessante bivirninger. Og med "interessante" mener jeg "får mig til at føle mig en anelse fuld på den gode måde en ret stor del af tiden". Så det er jo i virkeligheden meget hyggeligt. Hvad der var knap så hyggeligt var at da først NERVESMERTE FRA HELVEDE havde lagt sig, så stod det klar at det faktisk var en tand det var galt med. Eftersom det var det eneste der stadig gjorde ondt. Hej rodbehandling (aaaaaaaaaaaargh!!!). Farvel penge.

Nåmn, det var da fint nok vi fik lokaliseret problemet.

Synes bare det er knap så fint at rende rundt med en øm underkæbe og den uvisse besked "Nu må vi se om det bliver nødvendigt med antibiotika".



PS. Kom også til at skrive til Es. Ved et frygteligt uheld. Både i et anfald af fuldskab og et anfald af fuldstændig ædruelighed. Ved ikke hvad jeg håber mest... at han svarer, eller at han venligt lader som om det aldrig skete.

mandag den 25. april 2016

Hvori 2016 har en smule svært ved at leve op til sit spejlbillede

Lige om et øjeblik er der gået fire måneder af 2016. Til nytår dukkede dette billede op i mit feed på instagram og jeg tænkte "Hell fucking yeah! 2016 kommer 100% til at rime på glæde!" Jeg klistrede endda billedet i min notesbog (mit liv er blevet så meget bedre efter jeg opdagede A4 labels med aftagelig lim)


Og hvordan er det så lige gået med det indtil videre, spørger den interesserede læser så. Jamen tak fordi du spurgte, nu skal du høre:

Første januar ramte den frygtelige og frygteligt indlysende sandhed at jeg elsker Es. Eller rettere, at jeg aldrig var holdt op med at elske ham. Det var (og er) en hel del at skulle forholde sig til ti års følelser på en gang. Han tog det pænt. Det gjorde jeg faktisk også. 2016 blev jo året hvor jeg blev lykkelig, og det skulle den slags småting ikke komme i vejen for. Jeg kunne fucking alting i januar.

Jeg kunne også blive gravid. Viste det sig. Bum. Tre uger inde i det nye år stod vi så med en uventet og på mange måder uønsket positiv graviditetstest. Ikke at en baby nogensinde vil være uønsket her i huset, men graviditeten var, af en hel stribe af årsager. Det var sådan cirka Verdens Dårligst Timede Graviditet.

Allermest var det dårligt timet fordi jeg jo ligesom var på sådan en type antidepressiver som man ikke bør være på når man er gravid. Overhovedet. Så der var lige lynudtrapning af medicin med et overflødighedshorn af interessante bivirkninger (og med "interessante" mener jeg "fucking nedern") Så gik februar ligesom med det. Ja. Hele februar. Fire uger hvor det mest af alt føltes som om min hjerne bare var holdt op med at virke, og min krop gik i sympati-strejke.

Så var det pludselig marts, uden at jeg sådan for alvor syntes jeg var kommet tættere på års-målene, og jeg følte egentlig i det hele taget at 2016 ikke rigtigt gjorde noget nemmere for mig, for hvordan i alverden skulle vi få et helt år til at hænge sammen med alt det vi havde planlagt, men som altsammen var stort set umuligt med surprise-baby? Heldigvis (og med "heldigvis" mener jeg "nåmn så fuck da dig rådne lorteår") havde marts ikke tænkt sig at være kedelig heller, så jeg lagde ud med at blive uvenner med Es. Så meget uvenner at vi fra den ene dag til den anden holdt op med at være nogen som helst form for venner. Ja, bare sådan. Alting eksploderede i et inferno af nedernhed som ingen af os så komme, og så var det ligesom det.

Som en ekstra bonus bød marts også lige på min gode gamle ven Ondt I Ryggen. Jamen jeg syntes heller ikke rigtigt det var nok at jeg allerede havde tilbragt en hel måned af året med at ligge meget stille i min seng (februar, husker du nok)

April! April er sådan en håbe-agtig, rar, nu-er-det-snart-sommer måned. Så kan det da kun gå fremad. Right? Nej. Ikke right. April indtager en absolut førsteplads som Årets Skodmåned og det bliver endda meget svært at overgå (undergå). Først begyndte jeg at pletbløde, hvilket aldrig er sådan rigtigt velkomment i en graviditet, og så begyndte jeg at rigtigt-bløde, hvilket altid er noget rigtigt lort i en graviditet, og da jeg var præcis 17+0 holdt jeg meget pludseligt og meget uønsket op med at være gravid. Jeg skulle ellers bare tisse. I stedet kunne jeg så få lov til at ringe 112 mens jeg holdt en alt for lille ikke-engang-en-baby i min hånd og forsøgte ikke at gå i panik. Tak, april. Det var lige det jeg manglede.

Nu er det lige straks maj. Og jeg ved helt ærligt ikke rigigt om jeg gider mere nu.


PS. Nåja, den der bog. Jamen den skriver jeg skam.

fredag den 4. marts 2016



Skærer i barken til det bløder,
Sømmer dørene til, et fængsel
Lever i drømme, alt for sent
Beder til skyggerne og går videre
Jeg siger til mig selv det tager tid
Jeg skriver det ned, sort på hvidt

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig

Dagene går, tomme furer
Med fornuft og uden kærlighed
Min chance er væk, vindene vender
Fraværet forbliver, stædigt
Jeg siger til mig selv det er sådan det er
At hvis ikke tiden går, glemmer man ikke

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig
Og ligemeget hvad jeg lærer, så forstår jeg ikke
Hvorfor jeg bløder, og ikke dig

Der er intet had, der er ingen konge
Ingen gud, ingen bånd at kæmpe imod
Men hvad skal der til, hvilken magt
Hvilke våben bryder ligegyldighed?
Det er ikke retfærdigt, det er dårligt fundet på
Som en fornærmelse, mere end foragt

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig
Og ligemeget hvad jeg lærer, så forstår jeg ikke
Hvorfor jeg bløder, og ikke dig

Og ikke dig



PS. Beklager den noget ubehjælpelige oversættelse. Originalen føles en kende mere poetisk.

torsdag den 3. marts 2016

Hvori jeg hører "pas toi" på repeat

Hvor går man hen med sit knuste hjerte når den man plejer at gå til er den der har knust det?



PS. Det er ikke Manden der agerer hjerteknuser. Han er som altid en helt.

PPS. Den sidste måneds radiostilhed skyldes medicinudtrapning. Det skal vi nok vende tilbage til siden hen.

fredag den 29. januar 2016

Hvori Es ikke forstår mig

Det der ramte mig som et godstog på årets første dag var at jeg (stadig) elsker Es. På samme måde som jeg altid har gjort. Det kom langt mere bag på mig end på ham. Den slags er man måske altid selv den sidste der ser?

Der var lige et par uger (eller tre... eller fem... hvem fanden ved om det er slut endnu?) hvor alting var lidt... sindssygt. Og sindssygt hårdt. Ikke fordi hvordan jeg har det er et problem i sig selv, men fordi der pludselig var ti års venskab og ti års følelser vi skulle have vendt på én gang.

Det gjorde - gør - det ikke nemmere at vi er så fundamentalt forskelligt skruet sammen, at jeg ikke er sikker på han nogensinde kommer til at forstå hvordan mine følelser fungerer, og omvendt. Det er selvfølgelig heller ikke vigtig. Det handler primært om at jeg skal lære at komme overens med hvem og hvordan jeg er, og have det godt med det.

Nu er vi ved at være et sted hvor det er de mere almindelige frustrationer der fylder igen. Og det er en lettelse.

Aktuelt er der en del ting, der ville være mere oplagte at dele med en veninde, og selvom Es er mange ting, så bliver veninde aldrig en af dem. Mest fordi han aktivt bekæmper det. Som fx når jeg ser gamle klip hvor Jean-Jacques Goldman spiller guitar, og jeg dør en lille smule og bliver sådan ret meget "Mmm...jo tak" og "Ku' godt", så er det som om Es ikke helt fortstår det. Det er faktisk næsten som om han helst vil være fri for at høre om det.

Desværre har jeg en mistanke om at det ikke ville hjælpe synderligt hvis jeg havde flere veninder i stedet. For det er sjældent (læs: aldrig) jeg støder på nogen der aner hvem Jean-Jacques Goldman er, og endnu sjældnere (læs: stadig aldrig) jeg støder på nogen der har en ligeså latterligt stor svaghed for alt hans musik.



PS. Beklager at Johnny Hallyday også er med i det der YouTube-klip. Men det er desværre hans koncert.

søndag den 24. januar 2016

Hvori det bliver vildt

Vi er ikke engang fire uger inde i det nye år, og livet har allerede tumlet mig rundt og vendt mig på hovedet og rystet mig og generelt hevet vrangen ud på mig og flået i min sjæl så jeg snart ikke ved hvad der er frem og tilbage længere.

Der gik hul, engang i december, og siden da har alting fosset ud af mig og jeg hverken kunne eller ville stoppe det, selvom det efterlader mig så helt ufatteligt rå og sårbar.

Jeg har skændtes. Med Manden. Med Es. Dem jeg elsker mest. På den uværdige måde. Men også på den nødvendige måde.

Og bedst som man tror, at nu er der ved at være styr på det, så slår livet fandeme en kolbøtte mere. Af den store slags (for det lader til at i år, der findes der ikke andre slags)

2016 tegner til at blive et vildern år.

Med crazy ovenpå.

29 skulle jeg nå at blive. Men nu lader det satme også til at livet har tænkt sig at tage fat.

With a vengeance.

onsdag den 20. januar 2016

Hvori jeg er den voksne

Det gik pludselig op for mig, at det ikke var mig der var noget galt med. Dengang.

Jeg har insisteret ihærdigt på det altid i alle årene siden. Men det er først nu jeg kan se det. Ikke som en forurettet teenager.

Men som en voksen.

Som en voksen der kan se hvad de voksne omkring mig gjorde (og undlod at gøre) og som kan se at det var deres ansvar og ikke mit.

Der var ikke noget galt med mig, jeg var ikke forkert. Jeg var som jeg var. Som jeg er. Og det er en god ting at være.

Måske de voksne omkring mig ikke kunne, ikke ville, se mig som jeg var. Men jeg kan se mig, nu. Og jeg føler ikke andet end kærlighed.

Sammen med erkendelsen kom lettelsen. Det var ikke mit ansvar og det var ikke min skyld - og pludselig var jeg ligeglad med hvis ansvar og hvis skyld det var.

For jeg er her nu.

Og jeg er stærk og lidenskabelig og min egen.

Og jeg elsker. Så meget.

Og dem der ikke kan, ikke vil, se det kan rende mig.

onsdag den 13. januar 2016

Hvori jeg er ved at dø (og hvori jeg muligvis overdramatiserer titlen en smule)

Gik jo skide fint. Topfint, simpelthen.

Var kun fuldstændig smadret bagefter. Så smadret som jeg ikke har været... ja, siden før jeg blev gift, tror jeg?

Og i dag gør vi det igen. Fordi jeg åbenbart er suicidal. Det, eller et normaltfungerende voksent menneske. Ruling pending.

"Vi skal nok finde ud af det."

Sagde han.

Jeg sagde:

"Det er vi jo nødt til."

Men muligheden ligger jo og lurer. Hvad nu hvis det for fanden bare slet ikke går?

"Ja, så ville du have mistet en god ven..."

Spekulerede min psykiater.

Jeg så på ham som om han var åndssvag.

Scenariet er utænkeligt. U-fucking-tænkeligt.

Men hvis det ikke går i dag...

...så går det måske slet ikke.

Og mit hjerte kan simpelthen ikke bære det.

fredag den 8. januar 2016

Hvori jeg forsøger ikke at være nedern

"Skal vi lave noget på søndag?"

"Øjeblik. Jeg skal bare lige...

Hyperventilere
Komme mig
Danse en sejrsdans
Gå i panik
Tage mig sammen
...sådan.
Jamen det er da det vi skal. Hvad tid?"