tirsdag den 18. oktober 2016

Hvori te ikke bare er te

"Ellers andet?"

"Ja tak, jeg skal også have noget sort te. Har I noget Kenya?"

"Øh, nej, vi har slet ikke noget te der er fra Afrika."

"Ok, men så skal jeg bare have noget Assam."

"Altså, det kommer jo ikke sådan an på hvor det er fra, men det er hvad den skal smage af. Om den skal være sort, eller sådan..."

Et kort øjeblik overvejede jeg at springe hen over disken, gribe fat i hendes tydeligvis-kun-til-pynt-forklæde og banke hendes kønne, men meget, meget tomme hovede ind i de relevante tedåser. Golden Kenya (fra Kenya. I Afrika), Keemun (fra Kina), Assam (fra Indien), Ceylon (fra Sri Lanka). Klappe stavelserne, en for en, pande mod dåse, at jo, med te, der kommer det faktisk ret meget an på hvor det kommer fra.

Jeg lod være. Måske hun bare var ny. Efterårsafløser. Erhvervspraktikant. Det er trods alt en seriøst kaffe- og te-butik, der er tale om, der er nok andre ekspedienter der ved mere. Jeg nøjes med at sige jeg ikke skal have noget alligevel

Hun ønsker mig en god dag. Hun virker ikke specielt påvirket af at være gået glip af et salg, og det lader heller ikke til at gå hende på at hun ikke aner det fjerneste om de produkter hun sælger.

"Har vi noget te fra Tanzania?!" hører jeg den anden ekspedient råbe ud i baglokalet, da jeg er på vej ud. Svaret er et rungende nej.

Jeg føler med den anden kunde i butikken, jeg kan genkende resignationen i hendes stemme.

"Så bare giv mig 100 gram Ceylon..."

Hvori grøntsager ikke bare er grøntsager

"Hvad er der i jeres vegetar-burger?"

"Altså, mener du brødet?"

"Nej, hvad er der i? Der står bare 'grøntsagsbøf' i menukortet. Hvilke grøntsager er den lavet af?"

"Øh, altså, der er gulerødder i. Og øh... jeg kan ikke lige huske det. Jeg har en derude."

Hun peger hjælpsomt ud mod køkkenet, inden hun gør et forsøg mere med beskrivelsen.

"Det er sådan alle mulige grøntsager, som er sådan revet og presset så det ligner en bøf."

Hun tilbyder ikke at spørge kokken eller hente en hun kan vise mig. Hun forsøger ikke engang at sælge mig en on the side så jeg kan smage. Den koster ellers kun 25kr, så hvis hun havde spurgt havde jeg sagt ja. Jeg kunne også have bestilt en af mig selv, men helt ærligt - hvis ikke engang personalet kan mønstre noget begejstring for maden, så er det måske fordi der ikke er noget at være begejstret for.

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til at vegetar-muligheden på menuen alene er defineret ved at være kødfri. Så lad da være med at have det på menuen, hvis det bare er en sur pligt, du ikke har tænkt dig at have en smagsmæsig holdning til. Det er blevet værre efter jeg har mødt Kinney, der ubesværet fremstiller en dyrefri frikadellesandwich, som på alle måder smager af mere.

"Jeg tager bare den almindelige bacon-cheese-burger så."

Hun virker lettet. Sådan en er hun vant til at servere.

torsdag den 13. oktober 2016

Hvori jeg forsøger at lokalisere et digt

Jeg kan høre ham nusse rundt i køkkenet. Det er underligt, for jeg er vant til at høre det gennem telefonen, men nu er han lige på den anden side af væggen. Der dufter af nybagt rugbrød, bønner og en lille smule af kaffe. Puden dufter af hans hår.

"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."

Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.

Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.

Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.

Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.

Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...

tirsdag den 11. oktober 2016

Hvori jeg fylder 30

"Godmorgen, Mor! I dag er det din fødselsdag!!"

Vækningen er ikke specielt blid, men heldigvis er klokken halv otte og ikke halv seks. Barnet er vågnet i overgear, og munden står ikke stille på hende. Hun går med Manden ud for at tisse, jeg kan høre de diskuterer om hvorvidt rundstykker eller chokoballs er den mest passende fødselsdgsmorgenmad til en 30-årig. Heldigvis vinder Mandens gode bagerbrøds-argumenter, eller måske er det kun fordi der ikke er flere chokoballs, men i alle tilfælde lykkes det ham at få både sig selv og Barnet ud af døren i rimelig ro og orden. Og jeg får lov til at sove en time mere, mens de ordner den "overraskelse" den mindste af dem med konspiratorisk stemmeføring har fortalt mig om.

Hun råber hurra på repeat. Højt. Længe. Det kan kun gå for langsomt at stå op og se morgenbordet. Det går også for langsomt at åbne gaver.

"Den der! Nej, den der, Mor! Nu skal du vælge den der! Må jeg godt få kage nu?!"

Hun skal til tandlæge, så hun har fri, og vi giver den fødselsdagsgas. Hun gør, i hvert fald. Tempoet fortsætter resten af formiddagen. For en gangs skyld er det forældrene der foreslår fjernsyn. Bare så man lige kan få en time til at rydde op i fred og nogenlunde stilhed.

Mine forældre dukker op til tidlig eftermiddagskaffe. De var alligevel i Vejle, og så var de jo halvvejs herovre, og det er længe siden de har set Gryntegrisen. Altså, de vil også gerne se mig, og tillykke med fødselsdagen, men det er vel nok en dejlig overraskelse at Mormor og Morfar og Moster kommer, er det ikke, Grynte?

Hver gang jeg nævner København, min begejstring for skrivemaskinen, eller ved et frygteligt uheld Kinneys navn, preller det af. Det virker ikke som viljefast stædighed. Mere som om det bliver ubevidst ignoreret, arkiveret som ligegyldigt. Det er næsten værre. Jeg havde ønsket mig tilskud til togbilletter, men det er et gavekort til Føtex der er i konvolutten. Det kan man jo altid bruge. Ja. Bare ikke på togbilletter til København.

Jeg er den mindst begejstrede i selskabet. Det er fint nok. Det er efterhånden mange år siden det gik op for mig, at fødselsdag er noget man holder for andres skyld. I dagens tilfælde mest for Gryntegrisen, der forsigtigt foreslår om det ikke også godt lidt kan være hendes dag?

Hun græd lidt da festen var slut.

Jeg er også tæt på at græde, men det er nærmere af lettelse.

lørdag den 8. oktober 2016

Hvori jeg tilsyneladende har fået en sheltered akademisk opdragelse

Jeg har oplevet det mere end én gang. Den vantro hyperventilering, som om de er ved at dø. Som om jeg lige havde fortalt at jeg var øksemorder. Når jeg nu bare sagde jeg aldrig har set Bloodsport.

Bagefter følger truslerne.

"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."

"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."

"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."

Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.

Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør.

Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder.



PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?

tirsdag den 20. september 2016

Hvori jeg har en identitetskrise

Hva' så, Kone? Laver du ikke andet end at være forelsket for tiden?

Svaret er nej, ikke rigtigt. Jamen jeg ved det, det er røvsygt, for alle andre end mig. Jeg er 100% hende der sidder og stirrer tomt ud i luften og er ude af stand til at følge med i en normal samtale. Halvdelen af tiden er jeg uudholdeligt lalleglad lykkelig, og den anden halvdel af tiden er jeg uudholdeligt selvynkende ulykkelig af savn. You know the drill.

Er klar over bloggens titel ikke er så skidesuperpassende pt. Har nok i virkeligheden været upassende et stykke tid, har faktisk været ret meget mig-mig-mig på det sidste, nu jeg tænker over det. Altså, Manden er der jo stadig. Og Barnet. Og det er stadig ikke en skid som set på TV. Så på den led er det jo mest same old, same old.

Nu er der så også bare en kæreste. Som jeg stadig er ved at få til at passe ind i mit liv, men spørgsmålet er om han også kan passe ind på bloggen.

På den anden side, så er jeg jo også kendt for at være doven, og jeg ved I også er dovne (jo, I er, jeg ved det) og det ville være så besværligt for alle at skulle skifte både navn og url og hvad ved jeg.

Men nå, I er måske også alle sammen stået af for længst? I så fald gør det jo beslutningen en hel del nemmere.

lørdag den 17. september 2016

Hvori jeg ser ind i fremtiden

Jeg kan allerede høre den komme galopperende imod mig. Samtalen. Med stort S. Jeg kan allerede se min mor gå rundt om sig selv og forsøge at tage tilløb, indtil det lykkes hende at få bragt "ham Kinney" på banen, i et sjældent stille øjeblik i køkkenet, næste gang jeg er derovre. 

Det er forudsigeligt hvad det vil handle om. Det samme, som da jeg var 14, og min mor opdagede jeg snakkede med en fyr der ikke var min kæreste. Eller da jeg var 17, og lod Es overnatte i min seng. Eller da jeg som 21-årig flyttede fra min Ex'en, og min fars første spørgsmål var om der var en anden.

Jeg er nødt til at blive holdt lidt i ørerne med det der med, hvad der er acceptabel opførsel, jeg er ikke i stand til selv at vurdere hvordan jeg påvirker andre. 

Jeg håber hun får samlet mod nok til at spørge ligeud om jeg er forelsket. 

Så kunne jeg måske samle mod nok til at svare ligeud, at det er jeg. Og ville hun i øvrigt være så venlig for en gangs skyld at respektere mine valg og være lykkelig på mine vegne. 

I samme åndedræt ville jeg også bede hende om at holde fucking kæft med om hun synes Barnets hår er blevet for langt. 

fredag den 16. september 2016

Hvori jeg snakker med min mor

Min mor ringede. Almindelig mormor-snak med Gryntegrisen, og så ville hun egentlig bare lige høre hvad jeg lavede i havet ved Svendborg? 

Afholdt mig fra den direkte, men måske lidt konfrontatoriske udlægning af begivenhederne, at jeg fik kneppet hjernen ud, altså, når ikke jeg var i vandet. Svarede i stedet mere diplomatisk, at jeg var dernede med Kinney, i en skurvogn, for at skrive. 

Det fordomsfulde, forudindtagede, næsten forurettede tonefald indfandt sig med det samme. Hvem? Og hvad? 

Afgjort for meget at forlange at hun skal gå og huske på hvem jeg har nævnt, så der var næsten ikke nogen træthed i min stemme, da jeg forklarede at det var ham jeg skulle have de der eksemplarer af Hjemmet med til. Fordi vi har nogle ideer vi skal have prøvet af. 

Nej, det ved jeg ikke, mor, jeg sagde ideer, ikke et færdigt produkt. Det er noget vi arbejder på. Noget spoken word, måske, vi har snakket om at vi skal ud og optræde med noget, sammen. Om der er penge i det? Nej, det har jeg da virkelig ingen formodning om. Det er sguda ikke derfor jeg skriver. 

Det uundgåelige tomme "nå" fulgte. Hun havde stadig ikke lige fået placeret hvem fanden Kinney er. Surdej, mindede jeg hende om. Vi snakkede om surdej sidst jeg var hjemme, at jeg skal til København og hente den. Når jeg alligevel skal introduceres til den Københavnske poesiscene. 

Formaningen faldt prompte: Hold begge ben på jorden. Hvad fanden er det for nogle ben jeg skal holde på jorden? Måtte bide tænderne sammen og blidt hvisle, at jeg jo ikke har noget at tabe på det. I hvert fald får jeg under alle omstændigheder en surdej med hjem. Og en skrivemaskine. 

Oplysningen registrerede slet ikke. Der er jo ikke nogen der skriver på gammeldags skrivemaskine i dag. Det går jo ikke hurtigere. Det var tydeligt, at alene tanken om en skrivemaskine er så solidt plantet i kategorien "pjat" at man ikke engang behøver fake en oprigtig interesse. 

Det er en anden måde at skrive på, forsøgte jeg forsigtigt, mere permanent, uden mulighed for at slette de fejl man begår. 

Jeg fik et fnys. 

Skal Gryntegrisen lige sige farvel? 

søndag den 11. september 2016

Hvori jeg godt må få det hele

Jeg vidste det godt, da de velkendte symptomer begyndte at sætte ind. Spiste ikke, sov ikke, anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Var i det hele taget håbløst miserabel.

Men det gav ingen mening.

Havde ikke engang kendt ham i en uge, og vi snakkede allerede om kærlighed. Skrev om kærlighed. Mest af alt følte vi kærlighed, og forsøgte desperat at få det til at give mening.

Hvordan kan det opstå ud af det blå på den måde? Hvordan kan det lade sig gøre at få plads til den slags altopslugende forelskelse midt i hverdag og madpakker? Hvordan er det muligt at være så tæt forbundet til et menneske man aldrig har mødt?

Alting talte for, at det ville ende i et flammehav af apokalyptiske proportioner, og at det ville gøre det hurtigt. Der var intet - absolut intet - der tilnærmelsesvist antydede at det nogensinde ville komme til at gå.

I bedste fald ville der ikke været noget at komme efter ude i virkeligheden.

I værste fald ville jeg slå mit ægteskab i stumper og stykker.

...

...

Og nu sidder jeg så her, en måned senere, og forstår ikke, hvordan i alverden man bare kunne få det hele, uden der hverken var nogen der blev skilt eller døde.



PS. Render stadig rundt med det dummeste grin plastret ud over hele krydderen det meste af tiden. Er faktisk generelt ulidelig at være sammen med. Rundstyk.

lørdag den 10. september 2016

Hvori jeg hører Nick Cave

"Sætter du ikke Jubilee Street på for mig?"

Han skriver, mens jeg græder.

Det er Tom Waits mens vi elsker.

Bagefter skriver han igen, jeg ligger ubevægelig på sofaen. Lytter. Først lyden af skrivemaskinen, der allerede er så velkendt. Så hans stemme.

Mine tanker flyder frit, nu min krop har opgivet at gøre andet end at ligge, varm og brugt.

"Det er der jo ingen der gør, det der."

"Hvilket?"

"Hvis det var en film, så ville der sidde en producer et sted og sige at nu blev det måske lige urealistisk nok. Der er jo ikke nogen der lige skriver et digt efter sex, ikke ude i virkeligheden."

"Et knaldedigt."

"Et elskovsdigt," retter jeg. "Fordi jeg elsker dig."