mandag den 6. februar 2017

Hvori spændingen udløses

Nå, men det er da vist tid til at få afsløret svaret på Den Store "Hvad endte det egentlig med"-quiz. Jeg vil godt lægge ud med at indrømme at jeg har snydt lidt, for selvom der kun er én mulighed der er sand, så er der en smule sandhed i dem alle sammen.

Jeg startede med at eliminere Scenarie 5, hvor der ikke var sket de store ædringer de sidste tre måneder. Men det er sandt nok at jeg tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney mens Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning.

Jeg udelukkede også Scenarie 1, hvor skilsmissen blev grim, selvom det (forhåbentligt ganske kortvarigt) passer at vi arbejder med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning.

Scenarie 7, hvor jeg holdt op med at være forelsket, holdt heller ikke vand, men det ændrer ikke på at Manden er den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger).

På nuværende tidspunkt er det nok gået op for selv den sløveste læser (ikke at jeg har sådan nogle, I er jo alle sammen ganske kvikke) at Scenarie 3, hvor jeg bliver boende sammen med Manden, heller ikke er det rigtige. Her er sandheden knap så sjov, nemlig at jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Det er umuligt at få til at gå op så det ikke gør ondt på nogen, i hvert fald et stykke tid, og jeg tror ikke på en skilsmisse som sådan kan være lykkelig - men jeg tror på at vi alle sammen, Gryntegrisen inklusiv, bliver lykkelige, og også lykkeligere på den anden side.

Det er nok heller ikke så svært at gætte at den del af Scenarie 4, hvor skilsmissen er klassisk overskud, der er sand er at Kinney sælger sin lejlighed i København (så seriøst: Any takers?), men vi kommer ikke til at bo i Byen Ved Vandet, og selvom der nok skal blive (ved med at være) overskudsagtig vi-kommer-alle-sammen-godt-ud-af-det-med-hinanden-stemning, så bliver det vist ikke helt gennemsnitligt-almindeligt.

Nu er det fristende at springe ud og sige at Scenarie 2, hvor vi alle sammen skal bo sammen, er det rigtige, for det ville da i dén grad betyde at alting gik op i en højere enhed og faldt på plads helt af sig selv. Men sådan blev det altså (heller) ikke. Det skyldes ikke en egentlig modvilje mod konceptet, og vi har faktisk overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing, men vi vil simpelthen for forskellige ting til at det kan lade sig gøre uden alle går alt for meget på kompromis.

I får lige et øjeblik til at regne sammen, så selv den mindst kvikke af de kvikke læsere når til den uundgåelige konklusion (indsæt selv en passende mængde vente-muzak her inden du går videre)

Jeg går ud fra alle nu er med på at Scenarie 6, hvor jeg flytter langt ud på (Lange)landet med Kinney, er det eneste der er tilbage. Jo, den er skam god nok, selvom jeg endnu ikke kan sige præcis hvor eller hvordan vi kommer til at bo. Måske bliver det en skurvogn i nogens baghave, måske bliver det et faldefærdigt hus på Langeland, måske ender vi med at bygge noget selv (eller d.) All of the above), men sikkert er det i hvert fald at vi har en masse drømme og lige i omegnen af nul penge. Præcis som det skal være. Der er ikke noget der er nemt i det her - det meste af tiden er det faktisk pissehårdt - men det er som det skal være.

Jeg havde aldrig, aldrig troet jeg skulle skilles, men jeg havde heller aldrig troet jeg skulle møde en mand som Kinney, at jeg skulle (eller kunne) forelske mig så voldsomt igen eller at det skulle føre til de lange samtaler med Manden, hvor vi til sidst, til vores begges overraskelse, kunne konstatere at vi har givet hinanden det vi skal. Vores ægteskab er på ingen måde gået i stykker. Det er bare færdigt. Vi kunne sagtens fortsætte, men det ville ikke rykke på os som mennesker. Vi har gjort os rigtig umage og vi har været gode ved hinanden, og nu afslutter vi det rigtig pænt. Jeg tror det er de færreste forundt at afslutte et ægteskab med al kærligheden i behold.

Fremtiden er stadig usikker; der er en lejlighed der skal sælges, en skilsmisse vi er nødt til at tage, hverdag der skal hænge sammen, spøgelser fra fortiden der skal slås ned, mødre der ikke er til at snakke med, penge der skal tjenes, vinterdepression der skal overleves og al den slags jazz. Men det er i hvert fald sikkert at vi alle sammen vil hinanden, og ikke mindst Gryntegrisen, det bedste, og at det bliver den mindst skilsmisse-agtige skilsmisse vi kan slippe afsted med.

Hvis I er sådan nogle der gerne vil have præmier, så kan jeg oplyse at der var en enkelt Johanne, der gættede korrekt på nummer 6 i første forsøg, og som derfor har fortjent hovedpræmien. I anden omgang var Øglemoren den der gættede mest på 6'eren og det udløser en anden-præmie. Hvad præmierne bliver aner jeg ikke, og jeg kan heller ikke love at jeg finder ud af det på den her side af 1. marts, men hvis I lige sender mig en adresse så lover jeg at der dukker et eller andet fjollet op på et eller andet tidspunkt.



PS. Jeg ved ikke om (og i så fald hvor længe) jeg fortsætter her på bloggen, men jeg lover at I ikke kommer til at stå uden en afslutning. Hvornår den kommer kan jeg til gengæld ikke love noget om. Hvis der går for længe (eller I bare er pissenysgerrige) så er I altid velkomne til at sende en mail til mandenogkonen@gmail.com, hvor jeg kan være en smule mere åben om tingene end i et offentligt forum som bloggen.

onsdag den 18. januar 2017

Hvori I er nødt til at gætte igen

Stik mod forventning har jeg stadig læsere, og endda nogle gættelystne af slagsen. Dejligt at I gider være med!

Jeg kan afsløre så meget at det rigtige svar er blevet nævnt. Men det er måske ikke så underligt, eftersom der er blevet gættet på alle syv svarmuligheder (Alice gik endda så vidt som til at gætte på en helt ottende mulighed!) Langt den mest populære er Scenarie 5, med Scenarie 1 som den eneste anden mulighed der har fået mere end et enkelt bud.

Jeg kan godt se det, at Scenarie 5 er oplagt, eftersom det var der vi var, sidst I hørte fra mig. Men det er ikke det rigtige svar. Ha! Det er heller ikke Scenarie 1 (heldigvis!) og fordi jeg er den servicemindede type vil jeg også gerne udelukke Scenarie 7 for jer (og 8 også, for den sags skyld). Mine følelser for Kinney er ikke forsvundet.

Tilbage har vi så:

Scenarie 2, hvor planen er, at vi alle sammen flytter sammen i en eller anden form for mini-bofællesskab, hvor Gryntegrisen har os alle sammen tæt på på én gang. Tre voksne til et barn begynder at ligne en fornuftig normering.

Scenarie 3, hvor jeg bliver sammen med Manden, og har brudt forbindelsen til Kinney, selvom det har revet mit hjerte over på midten. I sidste ende er det vigtigste at holde sammen på vores familie.

Scenarie 4, hvor vi går den klassiske overskudsskilsmisses vej, med 7/7-ordning, jævnlig fællesaftensmad og boliger lige rundt om hjørnet fra hinanden (når vi lige har fundet den der bolig rundt om hjørnet, altså)

Scenarie 6, hvor jeg skal ud og bo å æ land sammen med Kinney, forhåbentlig i en eller anden form for hus, mens Gryntegrisen i første omgang primært kommer til at bo hos manden-tidligere-kendt-som-Manden (indtil vi andre har et hus med vand og varme og tag og den slags).


Så kom glad med nye bud (og brok over at jeg trækker det i langdrag). 3-2-1... sæt igang!


PS. Nej... vent... gæt igang! (#tøhø)

fredag den 13. januar 2017

Hvori der er valgmuligheder

De sidste måneder har været... skal vi ikke bare sige en anelse turbulente. Der er mange ting der skulle (og stadig skal) falde på plads, så det er ikke blevet til så meget blog. Unfair hold, jeg ved det godt, når I ellers sådan har siddet og ventet i åndeløs spænding (jo, I har). Nå, men katten skal jo ud af sækken på et tidspunkt, og så var det jeg så at Øglemor havde lavet en quiz, om en (endnu) hemmelig livsbegivendhed, og så tænkte jeg, at den idé hugger jeg.

Så her har i den:
Den store "Hvad endte det egentlig med"-quiz

Kun en af mulighederne er sand - kan I gætte hvilken? (Find gerne på flere valgmuligheder selv)

1. Jeg er flyttet til København. Det er noget rigtig rod i forhold til Gryntegrisen, men Manden (eks-Manden?!) blev, fuldt forståeligt, lidt for træt af situationen. Så nu er det noget med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning. Hvad det ender med aner jeg ikke, for umiddelbart er jeg den eneste der er rigtig flytbar, i hvert fald som arbejds- og boligsituationen(/erne) ser ud nu. Suk, altså. Nå. Men i det mindste er der ingen der har truet nogen med statforvaltningen. Endnu.


2. Efter at have taget tilløb til det et stykke tid fik vi overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing. Det gik faktisk så godt, at ingen er skræmte ved tanken om at bo sammen alle sammen i en eller anden form. Så lige nu leder vi efter noget der er egnet til formålet; hus med førstesalslejlighed, landejendom med en ekstra længe, bungalow med anneks... you get my drift. Det er lidt af en ligning at få til at gå op, når der skal være plads til alle (også mentalt...), men jeg er helt overbevist om at vi nok skal finde lige præcis det der er det rigtige for os, og den her lidt skæve Far-Mor-Far(?)-og-Barn-konstellation vi har gang i.


3. Efter The Mother of all Fights, hvor nogen beskyldte nogen andre for at være en masse grimme ting, og nogen andre beskyldte den første nogen for at være noget heller ikke særligt pænt der bare kunne have sagt til noget før hvis der var et problem, fik vi snakket tingene igennem. Og snakket. Og snakket. Og snakket. Om hvad vi egentlig ville, hvad vi egentlig følte, og hvad det egentlig lige var vi sagde ja til dengang vi blev gift. Jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Så jeg bliver, selvom det kommer til at tage tid at finde både mit eget og vores fælles ståsted igen.


4. Kinney sælger sin lejlighed i København (any takers?) og flytter til Byen Ved Vandet, hvor vi er godt i gang med at kigge på lejligheder. Vi er ikke så kræsne, ud over at det skal være tæt på, og helst i gåafstand til Gryntegrisen. Indtil videre bor jeg stadig "hjemme", men mig og manden-tidligere-kendt-som-Manden er ved at være en smule trætte af at gå og kigge på hinanden. Ingen er sådan for alvor sure, men nu måtte tingene godt snart falde på plads så alle kan komme videre i den der overskudsagtige vi-holder-alle-sammen-jul-sammen-7/7-løsning vi har planer om.


5. Det fungerer rigtig godt for os at være Manden, Konen og Gryntegrisen til hverdag, og jeg så tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney. Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning (og fri fra den åbenbart uendeligt kedelige Mor), mens jeg får brændt noget krudt af og finder lidt indre ro. Der er selvfølgelig lidt balancegang involveret, for på den ene side er der ikke noget der er (eller skal være) hemmeligt, men på den anden side har jeg hverken ønske om eller behov for at tingene bliver blandet sammen. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men indtil videre fungerer det fint for alle parter, så vi tager det én dag ad gangen.


6. Vi forsøgte at få det hele til at fungere uden alt for store ændringer, men efter mange (og lange) snakke kom vi frem til at vi simpelthen ikke (længere) ønsker det samme. Det har været otte års virkeligt godt ægteskab, og vi kunne sikkert godt tage otte mere uden mord-stemning, men overraskende nok har det vist sig at der er en bo-primitivt-langt-ude-på-landet-kvinde gemt i mig, og det er der (knap så overraskende) ikke i Manden. Nej, den havde jeg sgu heller ikke lige set komme. Så nu er Kinney og undertegnede ude i noget med en tilgroet grund med Lars Tyndskid som nabo, og en gammel skurvogn, og en septiktank der måske/måske ikke er lovlig. Måske kommer vi også til at få toilet og varmt vand. Måske.


7. Alarm afblæst. Forelskelsen brændte ud ligeså hurtigt som den flammede op, og Kinney er i dén grad et overstået kapitel. En fodnote, om man vil. Heldigvis er Manden den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger), så mest er vi bare tilbage til normal. Altså, bortset fra at jeg føler mig en hel del dummere end normalt, over at have pisket en stemning op for ingenting. Jamen rundstyk, ok? Det ligger åbenbart i min natur at være den latterlige type.


PS. Nogle af jer har måske lidt Facebook-fordel, men gæt endelig med alligevel, bare I ikke spoiler for meget.

tirsdag den 18. oktober 2016

Hvori te ikke bare er te

"Ellers andet?"

"Ja tak, jeg skal også have noget sort te. Har I noget Kenya?"

"Øh, nej, vi har slet ikke noget te der er fra Afrika."

"Ok, men så skal jeg bare have noget Assam."

"Altså, det kommer jo ikke sådan an på hvor det er fra, men det er hvad den skal smage af. Om den skal være sort, eller sådan..."

Et kort øjeblik overvejede jeg at springe hen over disken, gribe fat i hendes tydeligvis-kun-til-pynt-forklæde og banke hendes kønne, men meget, meget tomme hovede ind i de relevante tedåser. Golden Kenya (fra Kenya. I Afrika), Keemun (fra Kina), Assam (fra Indien), Ceylon (fra Sri Lanka). Klappe stavelserne, en for en, pande mod dåse, at jo, med te, der kommer det faktisk ret meget an på hvor det kommer fra.

Jeg lod være. Måske hun bare var ny. Efterårsafløser. Erhvervspraktikant. Det er trods alt en seriøst kaffe- og te-butik, der er tale om, der er nok andre ekspedienter der ved mere. Jeg nøjes med at sige jeg ikke skal have noget alligevel

Hun ønsker mig en god dag. Hun virker ikke specielt påvirket af at være gået glip af et salg, og det lader heller ikke til at gå hende på at hun ikke aner det fjerneste om de produkter hun sælger.

"Har vi noget te fra Tanzania?!" hører jeg den anden ekspedient råbe ud i baglokalet, da jeg er på vej ud. Svaret er et rungende nej.

Jeg føler med den anden kunde i butikken, jeg kan genkende resignationen i hendes stemme.

"Så bare giv mig 100 gram Ceylon..."

Hvori grøntsager ikke bare er grøntsager

"Hvad er der i jeres vegetar-burger?"

"Altså, mener du brødet?"

"Nej, hvad er der i? Der står bare 'grøntsagsbøf' i menukortet. Hvilke grøntsager er den lavet af?"

"Øh, altså, der er gulerødder i. Og øh... jeg kan ikke lige huske det. Jeg har en derude."

Hun peger hjælpsomt ud mod køkkenet, inden hun gør et forsøg mere med beskrivelsen.

"Det er sådan alle mulige grøntsager, som er sådan revet og presset så det ligner en bøf."

Hun tilbyder ikke at spørge kokken eller hente en hun kan vise mig. Hun forsøger ikke engang at sælge mig en on the side så jeg kan smage. Den koster ellers kun 25kr, så hvis hun havde spurgt havde jeg sagt ja. Jeg kunne også have bestilt en af mig selv, men helt ærligt - hvis ikke engang personalet kan mønstre noget begejstring for maden, så er det måske fordi der ikke er noget at være begejstret for.

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til at vegetar-muligheden på menuen alene er defineret ved at være kødfri. Så lad da være med at have det på menuen, hvis det bare er en sur pligt, du ikke har tænkt dig at have en smagsmæsig holdning til. Det er blevet værre efter jeg har mødt Kinney, der ubesværet fremstiller en dyrefri frikadellesandwich, som på alle måder smager af mere.

"Jeg tager bare den almindelige bacon-cheese-burger så."

Hun virker lettet. Sådan en er hun vant til at servere.

torsdag den 13. oktober 2016

Hvori jeg forsøger at lokalisere et digt

Jeg kan høre ham nusse rundt i køkkenet. Det er underligt, for jeg er vant til at høre det gennem telefonen, men nu er han lige på den anden side af væggen. Der dufter af nybagt rugbrød, bønner og en lille smule af kaffe. Puden dufter af hans hår.

"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."

Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.

Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.

Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.

Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.

Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...

tirsdag den 11. oktober 2016

Hvori jeg fylder 30

"Godmorgen, Mor! I dag er det din fødselsdag!!"

Vækningen er ikke specielt blid, men heldigvis er klokken halv otte og ikke halv seks. Barnet er vågnet i overgear, og munden står ikke stille på hende. Hun går med Manden ud for at tisse, jeg kan høre de diskuterer om hvorvidt rundstykker eller chokoballs er den mest passende fødselsdgsmorgenmad til en 30-årig. Heldigvis vinder Mandens gode bagerbrøds-argumenter, eller måske er det kun fordi der ikke er flere chokoballs, men i alle tilfælde lykkes det ham at få både sig selv og Barnet ud af døren i rimelig ro og orden. Og jeg får lov til at sove en time mere, mens de ordner den "overraskelse" den mindste af dem med konspiratorisk stemmeføring har fortalt mig om.

Hun råber hurra på repeat. Højt. Længe. Det kan kun gå for langsomt at stå op og se morgenbordet. Det går også for langsomt at åbne gaver.

"Den der! Nej, den der, Mor! Nu skal du vælge den der! Må jeg godt få kage nu?!"

Hun skal til tandlæge, så hun har fri, og vi giver den fødselsdagsgas. Hun gør, i hvert fald. Tempoet fortsætter resten af formiddagen. For en gangs skyld er det forældrene der foreslår fjernsyn. Bare så man lige kan få en time til at rydde op i fred og nogenlunde stilhed.

Mine forældre dukker op til tidlig eftermiddagskaffe. De var alligevel i Vejle, og så var de jo halvvejs herovre, og det er længe siden de har set Gryntegrisen. Altså, de vil også gerne se mig, og tillykke med fødselsdagen, men det er vel nok en dejlig overraskelse at Mormor og Morfar og Moster kommer, er det ikke, Grynte?

Hver gang jeg nævner København, min begejstring for skrivemaskinen, eller ved et frygteligt uheld Kinneys navn, preller det af. Det virker ikke som viljefast stædighed. Mere som om det bliver ubevidst ignoreret, arkiveret som ligegyldigt. Det er næsten værre. Jeg havde ønsket mig tilskud til togbilletter, men det er et gavekort til Føtex der er i konvolutten. Det kan man jo altid bruge. Ja. Bare ikke på togbilletter til København.

Jeg er den mindst begejstrede i selskabet. Det er fint nok. Det er efterhånden mange år siden det gik op for mig, at fødselsdag er noget man holder for andres skyld. I dagens tilfælde mest for Gryntegrisen, der forsigtigt foreslår om det ikke også godt lidt kan være hendes dag?

Hun græd lidt da festen var slut.

Jeg er også tæt på at græde, men det er nærmere af lettelse.

lørdag den 8. oktober 2016

Hvori jeg tilsyneladende har fået en sheltered akademisk opdragelse

Jeg har oplevet det mere end én gang. Den vantro hyperventilering, som om de er ved at dø. Som om jeg lige havde fortalt at jeg var øksemorder. Når jeg nu bare sagde jeg aldrig har set Bloodsport.

Bagefter følger truslerne.

"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."

"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."

"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."

Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.

Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør.

Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder.



PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?

tirsdag den 20. september 2016

Hvori jeg har en identitetskrise

Hva' så, Kone? Laver du ikke andet end at være forelsket for tiden?

Svaret er nej, ikke rigtigt. Jamen jeg ved det, det er røvsygt, for alle andre end mig. Jeg er 100% hende der sidder og stirrer tomt ud i luften og er ude af stand til at følge med i en normal samtale. Halvdelen af tiden er jeg uudholdeligt lalleglad lykkelig, og den anden halvdel af tiden er jeg uudholdeligt selvynkende ulykkelig af savn. You know the drill.

Er klar over bloggens titel ikke er så skidesuperpassende pt. Har nok i virkeligheden været upassende et stykke tid, har faktisk været ret meget mig-mig-mig på det sidste, nu jeg tænker over det. Altså, Manden er der jo stadig. Og Barnet. Og det er stadig ikke en skid som set på TV. Så på den led er det jo mest same old, same old.

Nu er der så også bare en kæreste. Som jeg stadig er ved at få til at passe ind i mit liv, men spørgsmålet er om han også kan passe ind på bloggen.

På den anden side, så er jeg jo også kendt for at være doven, og jeg ved I også er dovne (jo, I er, jeg ved det) og det ville være så besværligt for alle at skulle skifte både navn og url og hvad ved jeg.

Men nå, I er måske også alle sammen stået af for længst? I så fald gør det jo beslutningen en hel del nemmere.

lørdag den 17. september 2016

Hvori jeg ser ind i fremtiden

Jeg kan allerede høre den komme galopperende imod mig. Samtalen. Med stort S. Jeg kan allerede se min mor gå rundt om sig selv og forsøge at tage tilløb, indtil det lykkes hende at få bragt "ham Kinney" på banen, i et sjældent stille øjeblik i køkkenet, næste gang jeg er derovre. 

Det er forudsigeligt hvad det vil handle om. Det samme, som da jeg var 14, og min mor opdagede jeg snakkede med en fyr der ikke var min kæreste. Eller da jeg var 17, og lod Es overnatte i min seng. Eller da jeg som 21-årig flyttede fra min Ex'en, og min fars første spørgsmål var om der var en anden.

Jeg er nødt til at blive holdt lidt i ørerne med det der med, hvad der er acceptabel opførsel, jeg er ikke i stand til selv at vurdere hvordan jeg påvirker andre. 

Jeg håber hun får samlet mod nok til at spørge ligeud om jeg er forelsket. 

Så kunne jeg måske samle mod nok til at svare ligeud, at det er jeg. Og ville hun i øvrigt være så venlig for en gangs skyld at respektere mine valg og være lykkelig på mine vegne. 

I samme åndedræt ville jeg også bede hende om at holde fucking kæft med om hun synes Barnets hår er blevet for langt.