torsdag den 31. oktober 2013

Sidste chance!

Husk det nu - der er giveaway! Jeg trækker lod i morgen, så fristen udløber ved midnat. Altså lige om lidt.

Det er sent og jeg orker ikke at bøvlet med at indsætte link fra mobil så I må selv lige scrolle ned og finde det hvis I ikke allerede deltager. Ja, I må arbejde lidt for det.

Nu vil jeg i seng, ovenpå en dag med sløj baby og udsigten til Mand der skal opereres i morgen. Uuuuh, cliffhanger...

Ja, det var et skodindlæg. Jeg er træt, ok? Smut nu bare over og deltag i den giveaway.

lørdag den 26. oktober 2013

Just sayin'...

Temalørdag på dr2 om hvor frygteligt det åbenbart er at have børn. Med den åh-så-modige Knud Romer, som godt tør sige forældreskabet er hårdt. Og Christina Sederqvist der synes små børn er til at tage op og skide i.

Nå. Men så siger jeg til gengæld det slet ikke er så slemt. Og at jeg tror det er ens egen skyld, og ikke har noget med børnene at gøre, hvis man føler livet bliver ringere af at få børn.

There, I said it. Børn er krævende. Get over it eller lad være med at få dem.

tirsdag den 22. oktober 2013

Goddag mand - tak for mad

For lææææænge siden var der en mødregruppemor, som havde købt sådan en babytegns-dvd, og selvom jeg synes det er meget smart tænkte jeg at det måske var lidt overkill. Så skulle man jo til at lære de tegn, oveni alt det andet man går og skal holde styr på med sådan en baby, og inden jeg overhovedet ville få det lært har Gryntegrisen jo lært at snakke.

Men... det viser sig at vi har et, skal vi sige temperamentsfuldt barn. Som gerne vil selv (og helt klart mener at hun kan selv) og som bliver hidsig hvis hun ikke får lov. Så vi nåede et punkt hvor det stod klart at vi blev nødt til at kunne kommunikere lidt mere effektivt med hinanden, så der i det mindste ikke opstår (ligeså mange) konflikter på grund af misforståelser. Jeg har hverken investeret i dvd eller app med babytegn (nærigmor.dk), så vi bruger en blanding af "de rigtige" tegn og hvad vi finder nemmest og har brug for. Mere, drikke, spise, hjælpe, færdig, tak for mad, musik, nej, pas på. Den slags.

Gryntegrisen fangede relativt hurtigt "tak for mad" (måske fordi vi tog udgangspunkt i den bevægelse hun gør af sig selv når hun er mæt?), men siger endnu ikke andet. Hun svarer til gengæld "tak for mad" til alt. "Mere?" - "Tak for mad", "Sulten?" - "Tak for mad", "Færdig?" - "Tak for mad". Men hun gør det kun når vi bruger tegn, så i det mindste har hun da forstået at vi snakker sammen. Og i går gik det så op for os at hun måske bruger "tak for mad"-tegnet som tegn for "ja tak" eller "jeg har forstået". Jeg er ret spændt på om hun selv begynder at bruge flere tegn. Mere, spise og drikke ville nok være de mest praktisk, men jazz absolut det sjoveste.

Nå, men apropos stort barn som kan alt muligt, så er hun jo startet i vuggestue for et par uger siden. Ja, jeg har så ikke lige blogget om det, for det var slet ikke traumatisk for nogen og gik sådan mest af sig selv. Jojo, hun er træt og har sovet lidt skidt om natten, men der har intet været nede i vuggestuen. Og jeg har slet ikke haft gigantiske anfald af "min lille baby"-hysteri. For hun er ikke nogen lille baby mere, og jeg synes egentlig ikke at hun "pludselig er så stor" eller "stadig er alt for lille". Jeg synes mest hun er lige tilpas til at starte i vuggestue. Jeg havde jo ellers været meget i tvivl om ti måneder var for tidligt, især når vi nu ikke havde strengt behov for pasning, men efter vores tur til Hjørring var jeg bare slet ikke i tvivl. Det var tydeligt at Grynten fik meget ud af at være sammen med de store piger, især Roxie, som hun lærte nogle tricks af (bl.a. et helt fantastisk gennemtrængende hvin). Og det var tydeligt at det var ved at være kedeligt herhjemme (for barnet) og anstrengende i længden (for moren og faren).

Manden har stået for indkøring, men han har heller ikke været specielt mærket af det. Jeg tror det der har ramt ham hårdest er at hun mest har været sådan "Jaja, det er fint far, skrid nu, jeg kigger lige på fiskene". Dermed ikke sagt at hun gerne ville bo nede i vuggestuen - hun er pænt glad for at se os når vi kommer og begynder at vinke farvel til de andre med det samme. Og så sidder hun og troner i klapvognen hele vejen hjem og ævler løs og vinker til gamle damer på cykel og siger "buh" når vi ser en hund (eller en ko eller en bil). Jamen hun er fandeme en fest, hende Gryntegrisen.

mandag den 21. oktober 2013

Mål

Jeg havde faktisk skrevet et meeeeega langt indlæg om Mit Nye Liv, men det blev ædt af Blogger. Og så blev jeg virkelig modløs og orkede slet ikke at skrive det hele en gang til. Det gør jeg stadig ikke, så her er i stedet en lettere kedelig abridged version.

Tabe 25kg på et år
Virkede fuldstændig urealistisk da Manden slyngede tallet ud i luften, men det er jo faktisk ikke mere end et halvt kilo i ugen. Deadline er 1. august og vi nærmer os allerede -10kg begge to. Hovedpræmien er penge til nyt tøj (1000kr pr 5 tabte kilo), men der er også præmier undervejs. Næste er at vi må samle tusindårsfalken når vi har smidt de magiske 10kg.

Spise sundere
Første skridt til vægttab. Der er præmie i form af klistermærker når man husker at spise sine grøntsager og undgår guf. Vi er slet ikke low carb typer, men vi undgår tilsat sukker og hvidt brød.

Komme i bedre form
Jeg var træt af at være et dårligt eksempel for Gryntegrisen. Og jeg var træt af altid at være helt smadret bare af at gå op af trapperne. Og af at være fed og dum og lasket. Klistermærker for at gå en tur og altid tage trappen, og guld gule klistermærker for fx at løbe en tur (mig) eller tage ned i træner'n (Manden).

Komme i fuldstændig latterligt god form
Nåmmen, jeg har jo meldt mig til det der halvmarathon. Kostede 400-og-nogen kroner, så jeg er ligesom nødt til at gennemføre. Såæh, om et lille år kan jeg løbe 21km på under tre timer. Jo. Jo, jeg kan. Blev der sagt. Jeg kan i hvert fald allerede klare den første tidsgrænse (9km på halvanden time), så bare det holder bliver jeg i det mindste ikke samlet op af taberbussen halvvejs.

Gøre hjem til noget jeg vil være bekendt
Vi har afsat 100 dage (plus ti fjumredage) til at få ryddet op og smidt ud og sat på plads. Deadline er 31. januar. Så 1. februar er der virtuel tour på bloggen - for så er her nødt til at være så pænt at jeg vil stå ved det.

Holde hjem i en stand jeg vil være bekendt
I 100-dage-planen indgår også daglig oprydning og rengøring. Så vi kan fucking lære det. Forhåbentlig.

Finde noget arbejde
Har ikke rigtigt nogen klar plan på området, men det er i hvert fald helt sikkert at jeg ikke skal fortsætte med at være studerende. 45 timers arbejdsuge er ikke foreneligt med det liv jeg gerne vil have for mig selv og min familie - hverken nu eller om 100 4 år, hvor jeg ville være færdiguddannet. Jeg har heller ikke nogen klar deadline på projekt Find Arbejde, men SU begynder nok at blive sure omkring januar (kan dog sandsynligvis få dispensation pga. uddannelses skod-opbygning). Jeg bliver i hvert fald endegyldig udmeldt til sommer, hvis jeg ikke består fire fag mere (og det gør jeg jo nok realistisk set ikke) Nå, men kan jo altid håbe på jordskredsvalg, så jeg kommer i byrådet (som om)

Blive rig på at blogge
Bwahahaha, ok, det skete nok aldrig. Men jeg ville gerne både gøre noget mere ud af den her blog og starte en Lego-blog. Villa John og de andre er flyttet ind i vores nye gigant-skab og er klar til nye eventyr. Det er bare mig der er langsom og ikke får det dokumenteret.

Få ryddet op i mit mentale lort
Måske også et ret diffust punkt. Men vigtigt. Ved endnu ikke helt hvordan jeg skal gribe det an, men der bliver kraftedeme nødt til at blive løst op for nogle ting, og vendt om på nogle andre. For jeg har ikke lyst til at bruge resten af mit liv på at være bange for samtlige situationer hvor der indgår andre mennesker. Fandeme.

tirsdag den 15. oktober 2013

Gjort

Nu har jeg gjort det.

Efter massivt gruppepres i kommentarfeltet.

Jeg har meldt mig til et halvmarathon.

Så nu er det jeres ansvar hvis det går galt.

Fødselsdagsstatus - nu med spons!

Jeg havde jo så fødselsdag i fredags (27, skulle nogen være interesserede), men vi gjorde ikke det helt store ud af det. Som bekendt ønskede jeg mig mest fred og ro og nattesøvn, men den slags kan godt være vanskeligt at opdrive. Så det blev til chips og slik og karamel på dåse. Hvilket jo altså heller ikke er dårligt. Ja, det var den kedeligste fødselsdagsstatus ever, men der skete jo hat på dagen.

Nå, men som en ringe trøst har jeg en give-away i ærmet (indsæt selv passende mængde fanfarer og trommehvirvler).

For noget virkelig lang tid siden skrev jeg lidt om at jeg aaaaaaldrig bliver tilbudt at sælge min sjæl til diverse firmaer for naturalier. Og bagefter tænkte jeg at så skulle det nok passe at tilbuddene kom væltende ind - men fra alt muligt jeg var ligeglad med, som fx parykker eller speltmel. Men joy of joys så var det nogen ovre fra noget onlinefotoservice.dk der skrev og spurgte om ikke jeg ville anmelde et vendespil. OM! Jeg har deltaget i jeg ved ikke hvor mange give-aways rundt omkring, fordi jeg synes det var så jävla fint med sådan en vendespil, men var for nærig til at købe et selv.

Det er meeeeeeeeget lang tid siden de skrev, men vi skulle lige bruge god tid på at overveje motiverne på vendespillet (læs: vi sad i absolut sidste øjeblik og panik-valgte) og så øh... øh... så fik jeg bare ikke skrevet om det, ok? Men det gør jeg nu!

UPDATE: Linket til bestilling er nu det korrekte link - så nu kan I bestille et vendespil (altså, hvis I ikke vinder det der er på højkant)

Bestilling: Helvedes forgård. Sorry, rare folk, der giver mig vendespil, men det var altså en direkte dårlig brugeroplevelse. Man kan sagtens uploade de 25 billeder man skal bruge på én gang - men man kan ikke tilføje dem til vendespillet samlet. Man skal sidde og drag'n'drop alle 25 fra et mikroskopisk vindue i den ene side. Grrrr. Hårde ord, måske, men jeg er lidt anal med dårligt webdesign (få.det.nu.fikset) På den lyse side kunne man tilrette hvert enkelt kort efterfølgende og DET virkede som det skulle.
Jeg var faktisk lige inde for at designe et vendespil mere, bare for at være SIKKER på jeg var fair, og at min dårlige oplevelse ikke bare skyldtes at jeg var stresset/det var sent/stjernerne stod forkert. Men linket til "design vendespil" sender mig til en "design sparebøsse"-side. Suk, altså. (se update)

Levering: Virkelig hurtig. Jeg ved ikke præcis hvor mange dage, fordi vi var på ferie, men det har været omkring en uge.

Kvalitet: Billedkvaliteten er ikke ligefrem HD, men billederne er heller ikke blevet gnidrede, selvom de er små, så det er ganske ok. Kortene er af virkelig god og kraftigt pap og trykket smitter ikke af (som det fx gør på det træ-vendespil Gryntegrisen fik i gave, men det er en anden historie), så jeg har ingen kvaler ved at lade Grynten tygge på lege med det. Nogle af kortene har fået lidt skrammer og er blevet bulede, men de har altså også fået en virkelig hård medfart, så jeg er meget imponeret.

Brugsværdi: Topdollar. Det er Gryntegrisens yndlingslegetøj. Hun elsker at tage kortene op af kassen (som vi dog har erstattet med en lidt mere holdbar en end den der fulgte med) og putte dem ned i igen og sprede dem ud over hele gulvet. Hun rækker os kortene og så fortæller vi hvad der er på, og selvom hun måske ikke er helt med på det endnu, så er det bare så skønt at vi kan snakke om hvem der kommer/hvem der har været her (kortene har personer og ting hun kender på) Hun har nået den alder hvor hun elsker at kigge i bøger og på billeder, og så er sådan nogle pap-billeder altså sendt fra himlen, for almindelige papirbilleder kan ikke helt tåle at blive... ahem... kigget på af hende. Jeg forestiller mig at de også er sjove om et år (eller flere år) og at det vil være en fest når hun bliver så stor at hun selv kan være med til at designe.

Pengene værd: Svært at vurdere når jeg har fået det foræret. Men det koster 120kr 140kr (blev ændret efter linket blev opdateret, red.) for 25 billedpar, så det er ikke noget man bliver ruineret af. Og det er altså bare rigtig godt (når man lige har fået det bestilt, altså) - jeg forestiller mig i hvert fald at vi godt kunne finde på at købe et sæt mere.


Hvis I skulle have lyst til at bestille et sæt kan det i teorien gøres HER (i praksis kan du dog pt. kun læse om vendespillet, men til gengæld designe en sparebøsse - se update)

MEN du kan også smide en kommentar herunder og være med i lodtrækningen om et sæt! WOW! (med mindre altså jeg er så sent ude at man slet ikke kan få vendespillet mere - i så fald kan du måske vinde en sparebøsse?) Jeg trækker lod om... et par uger... 1. november? Ja, 1. november. Så er sidste chance for at deltage Halloween ved midnat. Uuuuuuh!

tirsdag den 8. oktober 2013

Ønskeseddel

Jeg har snart fødselsdag. Meget snart, faktisk. Men jeg har slet ikke lyst til at holde noget. Overhovedet. Men Manden vil så gerne hygge og forkæle mig og hente rundstykker og lave lasagne.

Og han vil også rigtig gerne give mig en rigtig god gave. Han snakker om miniferie, måske bare til mig. Eller måske parweekend på hindsgavl i december?

Men jeg har ikke lyst til ferie. Jeg har faktisk lyst til at Manden og Gryntegrisen tager på ferie. Jeg har lyst til de siger hej hej og skrider et eller andet sted hen mens jeg får lov til at være i fred og se film og læse bøger og spise kage og burger og slik og gå i seng når jeg er træt og fucking sove til jeg ikke er træt længere.

Det kommer nok bare ikke til at ske så længe der skal ammes klokken 15, 19, 03 og 6.30. Og det kommer nok bare slet ikke til at ske her midt i vuggestuestart.

Jeg er bare så træt. Flad. Helt flad.