søndag den 30. november 2014

Julekalender 2014 - 1. søndag i advent

Jeg havde tænkt, at jeg skulle skrive et rigtig julehyggeligt indlæg om alle dagens julehyggelige hyggeligheder, for ligesom at skyde julehyggen igang.

Desværre har dagen (indtil nu) ikke været specielt julehyggelig. Barnet Der Er Ved At Få Hjørnetænder Og Desuden Er Forkølet kom til at glemme at sove middagslur i går og sov derfor virkelig dårligt i nat og har derfor været et sandt festfyrværkeri af festligheder her til formiddag. Og det tog selvfølgelig halvanden time at slå hende ned til lur, på trods af über-træthed.

Som sagt. Festligt.

MEN det skal ikke gå ud over jer, at mine juleplaner er blevet skudt i sænk af en hel perlerække af dommedagsbegivenheder (inkluderer, men er ikke begrænset til: Den gule sut var væk, Mor kom til at vælge den forkerte ske, hanken på laptoppuden vendte forkert, den gule sut var væk (igen))

Jeg har nemlig (trommehvirvel, tak) lavet en
JULEKALENDER
til jer.

Eller, teknisk set har jeg lavet en julekalender til min moster, som jeg så har taget billeder af og uploadet til bloggen. Og derfor kan I heller ikke åbne de daglige pakker før klokken 21, for selvom jeg tvivler på min moster læser med på bloggen, så synes jeg ikke der skal spoiles på nettet før jeg er sikker på hun har åbnet den.

I dag er der selvfølgelig ingen pakke, eftersom det først er 1. december i morgen, men jeg tænkte at vi ligeså godt kunne få kalenderen hængt op.



Lige nu har jeg ikke lagt nogen instruktioner ud om hvordan I åbner pakkerne - men det er rimelig ligetil, så mon ikke I finder ud af det.

fredag den 28. november 2014

Hvori Manden har ødelagt mit barn

En dag, for et par uger siden, var jeg lige ude at tisse (altså, det har jeg også været siden), og så da jeg kom tilbage til stuen, ikke fem minutter senere, stod Gryntegrisen og sagde "Mere Bamses Venner! Mere Bamses Venner!"

Som ethvert fornuftigt menneske ville gøre brølede jeg til Manden: "HVAD HAR DU GJORT VED MIT BARN?!?!?!"

Han forklarede, at Barnet havde taget kjole på og havde lignet en huladanser, og så spillede han Hula hula baby for hende.

Jeg tog en dyb indånding og mindede mig selv om, at han er fra Udkantsdanmark, og derfor af og til har en noget tvivlsom musiksmag. Og trøstede mig med, at hun jo ville glemme det hele igen dagen efter.

Det gjorde hun ikke. Det første hun gjorde da vi stod op, var at tage kjole på og kræve "Mere Bamses Venner!" Jeg måtte forklare hende, at det kun er Far der kan finde den slags musik (for jeg kan virkelig ikke holde det lort ud), og så fandt vi noget andet at danse til. Siden har vi (heldigvis) ikke hørt mere til det.

Indtil i dag.

Manden står efter badet og har bundet håndklædet om livet. Til stor morskab for Barnet (?). Manden vrikker med hofterne og synger "Hula hula, Grynte". Men det skulle han så ikke have gjort.

"NEJ, Far! Hula hula BABY!"

Hvorefter hun demonstrerede hvordan man danser hula.

Han har ødelagt mit barn. Permanent.

Det næste bliver vel at han tager hende med til kræmmermarked.

Låveståry, del 10

Der stod vi så, begge i fuldstændig lamslået stilhed.

Vikaren så mest ud til at tænke "Hvad fanden laver hun i min lejlighed?" og jeg selv var pludselig kommet i meget akut tvivl om min geniale plan nu også havde været så genial når det kom til stykket.

Stilheden har nok ikke varet meget mere end et par sekunder, ude i virkeligheden, men det var de længste sekunder i mit liv. Eller, i hvert fald de mest akavede. For det var jo ikke sådan at jeg bare kunne mumle undskyld og skride, for jeg havde jo pakket mine ting ud - i hans lejlighed uden at spørge - og desuden havde jeg heller ikke lige nogen steder at tage hen. Ups.

Jeg forsøgte at tvinge et smil og en kæk bemærkning frem, men så gik det op for mig, at hans lamslåede stilhed ikke skyldtes, at jeg var aldeles uvelkommen.

Tværtimod var han fuldstændig paf over, at jeg var virkelig og virkelig var der.

Efter det var der ingen vej tilbage.

Følelsen af hans kind og hans læber og hvor blød hans trøje var og hvor helt perfekt jeg passede i hans arme sidder fast i mig for evigt. Det var alt sammen så kliche-agtigt som det kan blive, det var Den Store Kærlighed der kom væltende, og min sjæl og hans sjæl smeltede sammen og kan aldrig skilles ad. Mit hjerte bankede så hårdt at jeg var ved at lette, og det gjorde så ondt helt inderst i mig, fordi det var så helt ubærligt at have noget så skrøbeligt og så uendeligt vigtigt.

Det var en meget surrealistisk dag. Lige dele fuldkommen lykke og fuldkommen vantro. Jeg havde forlængst opgivet tanken om, at kærlighed og forelskede fungerede på den måde, så det slog mig i den grad omkuld.

Og det slog mig fuldstændig ud af kurs, for var der en ting jeg var sikker på, så var det at jeg ikke var klar til et forhold.

torsdag den 27. november 2014

Hvori jeg finder, at fysiske butikker generelt er overrated

Så skulle jeg hente en pakke på posthuset.

Det er jo julegavetid, og jeg tænkte at jeg hellere måtte få hentet pakken, for så er alle julegaver på nær halvanden i hus (halvanden julegave, spørger du? Det er fordi der er en, som vi helt sikkert skal have købt til, og en som vi måske skal købe til hvis vi finder noget). Jeg havde ellers afsat hele dagen til at gøre indhug i Ulysses - for det er sådan en bog, man er nødt til at afsætte tid til - men efter 50 sider trængte jeg til luft. Ikke mindst mentalt.

Mig: "Det er den mest crazy bog jeg nogensinde har læst."
Manden: "Er det bare sådan en what the fuck-bog?"
Mig: "Ja. Jeg forstår ingenting. Overhovedet."
Manden: "Så du ved ikke hvad der sker?"
Mig: "Det er ikke det... eller, jo... nej, jeg aner ikke hvad der sker, men man er ligesom lost på et langt mere grundlæggende plan. Tegnsætning, retstavning, sætningskonstruktion... han ser ret stort på det hele."
Manden: "Den giver bare ingen mening?"
Mig: "Nej. Ingen overhovedet. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme igennem 630 sider mere. Men jeg har heller ikke lyst til at lade være med at læse den. Jeg elsker den. Vent, jeg læser lige et stykke op for dig..."

Efter endt oplæsning ("Inshore and farther out the mirror of water whitened, spurned by lightshod hurrying feet. White breast of the dim sea. The twining stresses, two by two. A hand plucked the harpstrings, merging their twining chords. Wavewhite wedded words shimmering on the dim tide") kom vi i tanke om a det er torsdag, og dermed vaskedag, og så skulle vi lige have sengetøjet af og med ned i maskinen. For sådan går det jo, når man vover sig ud i hverdagen igen. Så er der pludselig vasketøj i stedet for poesi.

På vej ned i Kvickly (hvor posthuset ligger, og selvom Post Danmark forsøger at bilde os ind det er for nemhedens skyld, så ved vi jo alle sammen godt, det er fordi de ikke længere har råd til posthuse) tog vi lige et sweep gennem gågaden, samlede et par julegaver op og kiggede efter bukser og/eller skjorte til Manden (no luck) og The Elusive Uniball Eye Needlepoint til mig (no luck i boghandlen, hvis udvalg af blæk-penne er horribelt). Jeg spurgte om det var ok vi gik om i kontorforsyningen - vi handler der faktisk ikke, fordi indehaver er så jävla træls, men måske kunne vi være heldige.

Vi var heldige. Eller, jeg var. Jeg tror Manden er ret ligeglad med Needlepoint'en. Han er ikke så specifik med kuglepenne. Faktisk hoarder han dem, alle slags, altid. På et sygeligt plan. Jeg siger jer: Lån aldrig en kuglepen ud til Manden. Nå, men hvorom alting er, så havde Irriterende Indehaver en kæmpe bunke af lige præ-fucking-cis den pen jeg ikke har kunnet finde andre steder. Jeg udtrykte min begejstring, fordi Uniball har lavet en ny udgave af Needlepoint'en. Og så var det Irriterende Indehaver blev træls og sagde at det havde de i hvert fald ikke - mon ikke jeg havde kigget på en anden pen (koldt, nedladende smil). Nej, det tror jeg så ikke. Jeg havde faktisk kigget i uni-ball's sortiment, hvor lige netop den pen ikke optræder længere (det gør den i hvert fald ikke i UK-sortimentet, som var det eneste jeg kunne få lov til at se på uni-ball's knap så velfungerende side).

Det var ikke fordi det huede mig at lægge penge i hans trælse hænder, men man må jo proviantere når man kan, så jeg købte otte penne (to sorte, seks ass.). Han garanterede mig at han altid har de penne, men det tror jeg nu han får svært ved, hvis uni-ball ikke sælger dem længere. Med mindre det selvfølgelig er fordi han ikke rigtigt sælger nogen, fordi ingen gider handle hos ham, og hans lager derfor varer evigt.

Vi havde også kigget på en ny kalender (til mig) i boghandlen, men der var ikke nogen der var helt rigtig (igen: jeg er måske en anelse specifik med mine kontorartikler), så nede hos kontorforsyningen stod Manden og funderede, mens jeg testede kuglepenne.

Manden: "Gad vide hvilke kalendere de har her?"
Mig: "Nok de samme som alle andre steder..."
Irritende Indehaver: "Det skal I nu ikke være så sikre på."
Mig: "Det er i hvert fald den samme Mayland. Til samme pris."

Næste prøvelse: Posthuset. Vi har efterhånden været dernede så mange gange, at vi ved vi skal tage en dyb indånding og forberede os på det værste. Altid. I dag var ingen undtagelse.

Mig: (har både sms med pakkenummer og sundhedskort klar) "Jeg skal hente en pakke"
Evigt sur PostDK-medarbejder: "..."
Mig: "Til K. Langt-Efternavn"
PostDK: "Skal den hentes i dag?"
Mig: "??" (ja, selvfølgelig skal den fucking hentes i dag, det er derfor jeg er her)
PostDK: (utålmodigt) "Ja, hvad dag??"
Mig: "Øøh... d.25 fik jeg..."
PostDK: "Ja, det er jo ikke i dag" (fornemmer at det vist skulle være en joke, men han lyder bare træt og sur)
Mig: "Skal du se pakke-nummeret?"
PostDK: "Ja, på et tidspunkt" (det er her mere end tydeligt han forventer jeg kender til hans normale procedure for pakkeafhenting, men jeg er desværre ikke tankelæser, så han tager modvilligt og med et suk imod telefonen)
PostDK: "Ah, den niende, står der" (går ud for at finde pakken)
Mig: (hvisler til Manden) "WTF? Hvorfor kunne han ikke bare sige det var afhentningsfristen han skulle bruge? AAAAAARGH, jeg fucking hader dem. Tror seriøst kun de ansætter folk, der intet aner om kundeservice."
PostDK: "Her er den. Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret" (som du fucking LIGE HAR SET på min telefon)
Mig: oplyser pakkenummer
PostDK: "Så skal jeg bare bede om din underskrift på den her..." (derefter "kækt" henvendt til Manden) "...og så kan du tage den her (pakken, red.)"

Redeeming feature ved at posthuset ligger i Kvickly er, at man bagefter kan gå hen til bageren og få en fransk hotdog til en 10'er. Så det gjorde vi. Det er Post Danmarks skyld hvis jeg bliver fed igen.

Vel hjemme igen og med frisk te på kanden kiggede jeg i min kalender. Og kunne konstatere at det overhovedet ikke er en Mayland. Hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har kunnet finde en eneste Mayland, der så rigtig ud. Jeg kan til gengæld ikke huske hvor filan jeg købte kalenderen sidste år. Manden så på kalenderen og derefter på den tændte computer: "De har vel en hjemmeside..." (spoiler-alert: Ja, det har de)

Begejstringen fulgte umiddelbart, for gæt engang: Jeg kan få en 2015 kalender, der er helt magen til min 2014 kalender! Bortset fra at jeg i 2015 kan få en med små huse på. Og hey! Der var også en butik. Og, og, og, og... den koster kun 32,50kr (inkl. moms). Plus 38,75kr i porto. Stadig billigere end den jeg kiggede på i boghandlen.

Jeg kunne så oplyse Manden om, at der ville være gratis fragt over 300kr, så om vi skulle kigge om der var andet?

Så kunne han da egentlig også godt bruge en ny kalender. Så gik jeg muligvis lidt i selvsving over en projekt plan. Uuuh, og så var der en kæmpe væg-kalender, med whiteboard-overflade. Det var da smart. Jamen, I ved hvordan det går i den slags netbutikken. Eller, det er måske kun mig, der kan gå i selvsving over planlægningsværktøjer, men så kender I det garanteret fra tøj. Eller sko. Eller hvad det nu er.

162,50kr i alt. For det hele. Inkl. fragt. Jeg valgte (næsten) alt det jeg ville have og jeg kom stadig ikke i nærheden af de 300 fragtfri kroner. Det blev faktisk stadig mindre end det den eneste næsten-ok kalender i boghandlen.

Internet, det er derfor jeg elsker dig.

TBT: Fra Den Gamle Blog (juleedition)

27. november 2007
Nu’ det jul igen
Det bliver 943kr. Tak.

Jamen, selv tak. Det var så lidt. Og så oveni de 417kr. jeg lige har brugt i Kvickly. Og 154kr. i boghandlen. Det er jo en sand fornøjelse. Nåja, og god jul til dig også.

Så så man lige mig med 1000kr/timen gennem det lokale center. Er vist meget godt det kun er jul en gang om året. Og at Manden lige har fået lønforhøjelse.

Og nu vi snakker om Manden* så får han et hysterianfald når han kommer hjem og ser bunkerne. Han flipper en halv pelikan. Han har nemlig aflyst julen i år. Det forsøgte han også sidste år og lur mig om ikke han får ligeså meget (lidt) succes som sidste år.

Hvert år forbedrer jeg mine julerutiner så det skåner Manden så meget som muligt. Jeg køber gaver til både min og hans familie og har sagt han ikke behøver tænke på gave til mig. Jeg sørger for at hygge lidt ekstra om ham i december. Forsøger at have styr på alt det praktiske omkring julen inden 1. december. Og så laver jeg selvfølgelig en pakkekalender til ham.

Nu sidder I måske derude og synes det er da lige lovligt langt at gå for at gøre én mand tilpas; men i virkeligheden er det bare min kvindelige snedighed. For når jeg opfører mig sødt og rart og i øvrigt upåklageligt så opvejer det det faktum at 1. december klokken seks om morgenen forvandler jeg hytten her til et sandt julehelvede. Gertrud Sand style.

Jeg elsker nemlig jul. Og jeg elsker at hygge og købe gaver og jeg gider i virkeligheden ikke gå op i hvor mange penge jeg bruger. Jeg gider heller ikke få dårlig samvittighed over at jeg har det rart når der er andre i verden der har det skidt. Jeg gider ikke bruge min jul på at købe aflad i form af geder, julepakker og majsmel. En verdensforandring er jo alligevel ikke noget der kommer af at vi alle sammen klinker sammen til en lokumsbygning i Uganda juleaften.

Så jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald tænkt mig at have en helt forrygende hyggelig jul her midt i den mørke vinter. Overtræk på dankortet eller ej.

---------------
*Ex'en, red.

onsdag den 26. november 2014

Hvori jeg er glad for jeg ikke længere er 13

I går gravede jeg min gamle super-top-hemmelige skrive-mappe frem. Mine ord flyder nemmere i et analogt format, og jeg har hældt så mange af mine følelser i den mappe, at den har fået talisman-agtige egenskaber. Ja, jeg er sådan en type, der besjæler ting - hvilket i øvrigt er et ret stort problem i forhold til skriveredskaber, for de har det jo med at løbe tør.

Mappen er absolut off-limits for alt og alle (og er dermed den eneste hemmelige ting i vores ægteskab) og har været det siden dengang for femten år siden, hvor jeg satte den første side i. Dengang, fordi mit 13-14-15 årige jeg simpelthen ikke var klar til at dele sine (delvist) erotiske historier med nogen som helst. I dag, fordi det simpelthen er så umanerligt dårligt skrevet. Tæerkrummende pinligt dårligt, faktisk.

Nå, men jeg fandt Mappen frem, fordi jeg håbede på, at dens talisman-evner stadig var der. Jeg så for mig i ånden, hvordan jeg skulle sidde i sofaen og alle mine ord ville på magisk vis begynde at flyde ud på papiret. Indtil videre har jeg kun bladret en smule i mit sindrige løsblads-system og konstateret, at der faktisk ikke rigtigt er noget at komme efter. Det er alt sammen noget lort. Rent ud sagt.

Det er ikke fordi Mappen ikke stadig er speciel - jeg tror faktisk stadig dens evner er der - men jeg er bange for at blive besmittet med teenage-pladder, hvis jeg tager den i brug. Normalt er jeg slet ikke så overtroisk, men når det drejer sig om mine ord, min sjæl, så er det noget andet.

En ny mappe er nok nødvendig, men det virker helt ærligt næsten alt for sårbart. Sådan en ny mappe er jo sjælløs, og man kender den ikke. Hvad nu hvis det var en sladre-mappe? Eller jeg slet ikke kunne lide den?

Mest af alt, er jeg nok bange for at jeg om femten år finder Nye (til den tid Gamle) Mappe frem og opdager at den også er fyldt med lort.

Under alle omstændigheder må det med en evt. ny mape vente, for det er alligevel helt umuligt at skrive uden en uniball eye needle-point, som (ærgerlig-bærgerlig) ikke fås nede i boghandlen mere.

Pokkers også, hva'?

fredag den 21. november 2014

Låveståry, del 9

Du kan læse de tidligere afsnit her (åbner alle i en ny tab):
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8.
Du kan også læse alle afsnittene under tagget lovestory, men der ligger de i omvendt rækkefølge.

---------
Sommeren begyndte at gå på hæld, og den kedelige (og noget ensomme) virkelighed bankede på. Jeg var glad nok for mit sommerferiejob... jamen I behøver ikke lyde så chokerede, jeg har faktisk en enkelt gang eller to haft ægte lønarbejde... men det fik jo ikke aftenerne til at gå. Og snart fik det heller ikke engang dagene til at gå, eftersom sommerferien (og dermed også jobbet) udløb.

Jeg havde flere gange lyst til at skrive til Ace, og bede ham komme forbi. Selvom der var en del andre som også ville komme hvis jeg spurgte, så var Ace nok den eneste jeg ville være tryg ved at lade overnatte. Jeg tror ikke der var nogen af mine... ahem... bekendtskaber der var psykopatiske øksemordere, men der var jo heller ingen grund til at teste skæbnen. Problemet med Ace var jo bare lige, at aftalen var at det skulle være uforpligtende. Nåja, og så at han havde følelser i klemme hos en anden.

Kort sagt... Hvad nu? Hvad mener I med, at der ikke er noget i den her historie der er "kort sagt"? Jøsses, det er da klart det bliver langt, når I bliver ved med at afbryde... Nå, men kort sagt så var jeg løbet tør for underholdning, så da Vikaren skrev at han var på vej hjem, greb jeg chancen og hoppede på et tog.

Jeg havde fået en virkelig god ide, syntes jeg selv. Jeg ville overtale Vikarens roomie til at låne mig en nøgle, så jeg kunne være der når han kom hjem. Tadaaa!! SURPRISE! Altså, seriøst, det var århundredets ide. P.i.s.s.e. sjovt. Prank of the year. Så ville jeg bare være der, i hans lejlighed, helt uden han var klar over det. Jamen, I kan godt se det sjove, ing? Ing?!

Jeg så bilen køre ind på parkeringspladsen. Parkere. Jeg så han stige ud og gå hen mod døren. Jeg var klar. Haha, hvor ville det bare blive fucking sjovt.

Han stoppede op da han så mig, fuldstændig som på film.

Hvorefter han undrende udbrød: "Hvad laver du her?"

torsdag den 20. november 2014

Hvori boligstøtte-ansøgningen bliver ved med at være en kilde til uendelig morskab

Så fik Manden en mail om boligstøtte:

"Kære ansøger

Der er nye oplysninger om din ansøgning om boligstøtte.

Gå på www.borger.dk/boligstoette-status og log på med din NemId/digital signatur.

Venlig hilsen
Udbetaling Danmark"

Så går han selvfølgelig ind på borger.dk og logger ind for at se de nye oplysninger.

Hvad der står, spørger du i åndeløs spænding?

"Færdigbehandlet", såmænd (og kun tre uger efter svar-fristen udløb)

Men står der noget om, hvad svaret på ansøgningen er?

Nej. Selvfølgelig ikke.

Men hvad skulle vi dog også bruge den oplysning til.

Vi har jo søgt boligstøtte fordi vi har så pissemeget økonomisk overskud, at det er helt ligemeget hvor vi kan budgettere med.

Nogle ville måske mene, at Udbetaling Danmark bare kunne have skrevet direkte i mailen "Din ansøgning er nu færdigbehandlet".

Eller at opdateringen om boligstøtte burde blive sendt til ens e-boks, hvor man jo alligevel skal tjekke al sin anden post.

Men det er jo det offentlige.

tirsdag den 18. november 2014

Låveståry, teasertrailer

Engang for mange hundrede år siden var jeg igang med noget låveståry. Som jeg af flere omgang har lovet og/eller overvejet at gøre færdig.

For så ikke at gøre det.

Så nærmede november sig (igen) og jeg tænkte (igen) hvor fucking fint det ville være at den var færdig til vores bryllupsdag (spoiler-alert: Det bliver den ikke)

Vores bryllupsdag er i morgen. Lige pludselig. Jamen shit, altså? Bliver måske lige snert nok at forfatte seks nervepirrende afsnit inden da.

Nå, men sidst vi så seks år yngre mig var jeg single og i færd med at blive ved med at være det. Det viste sig at det var sværere end beregnet at holde niveauet "casual sex", for i løbet af få uger havde Vikaren sagt det meget forbudte "Jeg er vild med dig" (for derefter at skride på ferie. Skide tak for suppedasen) og gudeskønne Ace, kom og væltede mig omkuld, både billedligt og bogstaveligt talt (for derefter at tage til den anden ende af landet, i jagten på en anden. Skide tak til dig også)

Så der sad jeg så, i et hjørne på mit sommerferiejob, og funderede over, hvor ustadig den der single-tilværelse er.

Følg herre-meget med i morgen, hvor jeg MÅSKE skriver afsnit 9!!

søndag den 16. november 2014

Hvori jeg lader som om jeg ikke drømmer om andet end en burger

Jeg har altid drømt om at skrive.

Sådan siger jeg ofte, når samtalen drejer sig i den retning.

Det har faktisk i mange (mange) år været en stor del af min identitet, at jeg er sådan en, der drømmer om at skrive.

Det er mange (mange) år siden jeg sidst har skrevet noget, der bare kunne minde om at være af betydning, og i takt med at mand og børn og hverdag er kommet til, har jeg måttet sande, at det nok er løgn, at jeg drømmer om at skrive.

Jeg er måske mere sådan en, der drømmer om at drømme om at skrive.

Så kunne jeg være den lidende, interessante kunstnersjæl, som skrev helt vildt dybe og interessante ting. Hvis jeg altså skrev.

Men jeg skriver jo ikke en skid. Jo, bevares, der ryger da ord ud på bloggen, og der er også ord involveret i Crazy Urealistisk Projekt (TM), men ikke den slags ord.

Så jeg tog et skridt væk, og prøvede at kigge lidt på, hvem det egentlig er jeg er. Og jeg er hverken sådan en der skriver, eller sådan en der drømmer om at gøre det.

Bortset fra, at ligepludselig, så var der ord, der ville ud. Rigtige ord.

Det er bare alt for sårbart. Alt for krævende. Og alt for farligt.

Så nu, hvor jeg har nogle ord, jeg kunne drømme om at skrive, eller endnu værre, rent faktisk skrev dem... så ville jeg faktisk nærmest ønske de gik væk igen.

232 ord nåede jeg at vride ud, inden jeg fortrød.

Halvdelen af mig skriger SLEEEEEEEEEEEEEEEET.

Den anden halvdel ønsker, at nogen ville tvinge mig til at udlevere det.

Så lige nu drømmer jeg mest om, at være sådan en der ikke drømmer om at skrive.

fredag den 14. november 2014

Hvori jeg læser en bog

I sidste uge var der nogen der havde oversat en bog. Igen. Og det fik Politiken til at gå fuldstændig i selvsving over 1. At nogen (igen) havde oversat bogen og 2. At pågældende oversættelse var fuldstændig uforståelig (6 hjerter)

Nå, men jeg kan også godt lave en uforståelig oversættelse af Ulysses, men jeg er ikke helt sikker på, at det er det, der skal til at være pejlemærket for kvalitet i bogoversættelser.

Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af tekstnære oversættelser - for det er jeg - men man skal ikke lave noget uforståeligt, bare for at gøre det uforståeligt. Heller ikke selvom originalen er det. For sprog fungerer jo ikke på den måde. Vel. Et sprogs finesser og tvetydigheder og de associationer det vækker hos læseren kan jo ikke oversættes.

Så hvis man gerne vil have en uforståelig udgave, der er tæt på originalen... ja, så læs originalen.

Jeg har ikke læst hverken den nye eller den gamle (eller den første) oversættelse af bogen. Og jeg kommer heller ikke til det. Til gengæld har jeg taget mig sammen til at gå i gang med originalen.

Jeg har aldrig været litteratur-nørd, bare en almindelig læse-nørd, og som sådan er jeg stor tilhænger af, at bøger kan forstås umiddelbart. Metaforer og symboler og et kendskab til alle mulige andre forfattere skal ikke være en forudsætning for at bogen giver mening. Dermed ikke sagt, at der ikke må være alle de lag og dobbeltbetydninger, forfatteren overhovedet kan få plads til - for det skal der jo være, for at en bog for alvor bliver god, også ved anden og tredje og syttende genlæsning. Men det skal ikke være nødvendigt for bogen. Synes jeg.

Der er røget en del bøger af min liste på den konto. Jeg er fx aldrig blevet færdig med noget af Doris Lessing, og jeg synes (selvom man vist ikke må sige det) at Hemingway er lidt... blah.

Men James Joyce... det er kærlighed ved første sætning. Efter 15 sider kan jeg godt fornemme det bliver et langt forhold, når jeg kun har ti minutter i fred af gangen. Men jeg ville virkelig ønske, jeg kunne glemme mand og barn og låse mig inde i en hytte i skoven og bare læse til jeg er færdig. Det kræver den skide bog faktisk, at jeg gør.

Den kyler ublidt en ind midt i handlingen, og forventer at man bliver der, på trods af, at den ikke rigtigt giver noget håb om, at man nogensinde kommer til at forstå hvad der foregår.

Men sådan er det jo, med de bedste bøger. De skal føles og forstås med hjertet og ikke med hjernen.

De skal elskes ubetinget, på trods af at de gennemtæver en, og derefter skrider uden at fortælle hvorhen.

.....
PS. Ulysses findes hos Project Gutenberg (som er gratis)

mandag den 10. november 2014

Hvori jeg er gået i seng

Må jeg godt gå i seng nu?

Har brugt den sidste time på at skrive Gryntegrisens ønskeseddel ind (i forvejen et hængeparti, sedlen har været efterspurgt i ugevis) og finde billeder og specificere mærker. Og det kan godt være det er nedern, men jeg hader plastiklort med glimmer, der går i stykker i morgen, og vi har bare ikke uendelig plads at opbevare skodlegetøj på, men det forstår (dele af) familien ikke, så de stiller alligevel altid med et eller andet plastik, der ikke kan bruges til andet end at være i vejen, med mindre man har sagt DET ER DEN DER HUN ØNSKER SIG mens man holder dem i hånden. Til familiemedlemmerne, altså, ikke til legetøjet.

Undskyld. Jeg er træt.

Og jeg mangler stadig at indsætte/vedhæfte alle billederne.

Og så lige skrive de voksnes ønsker ind også.

Ja, OK, måske det virker som lige lovlig lang tid at bruge på at skrive en liste ind på computeren. Men muligvis - kun muligvis - skulle jeg også lige finde på store dele af listen først.

Det virkede lidt tyndt at skrive "legemad fra mamamemo" på som det eneste.

Seng. Nu.

Resten i morgen.

...

...

Hov, bør jeg tagge det her #speltmor?

fredag den 7. november 2014

Hvori ingen nogensinde snakker om noget som helst

Det her er et af de svære indlæg. Et af dem, der ikke rigtigt er til at få hul på.

For jeg er faktisk ikke rigtigt afklaret, men noget skal der ud.

Problemet er, at når man fortæller sine egne historier, så ryger der også af og til noget af nogle andres historier med. Fordi vi ikke er isoleret på en øde ø uden internet.

Jeg bliver ofte i tvivl om, hvor meget af andres historier det er ok at dele. Ingenting? Alting?

Så jeg har ingenting delt, af det, der har været nogle andres svære historie. Selvom det også til dels har været min svære historie. Som jeg har haft lyst til og brug for at skrive om og dele og tale med andre ikke-indblandede individer om.

Jeg har ingenting delt om, at min mor har haft kræft. Sådan rigtig, operations-krævende kræft. Hun er rask nu, bortset fra, at den behandling, der har gjort hende rask også har gjort hende syg. Muligvis for altid.

Jeg har heller ingenting delt om, at min Onkel Mellem også har haft kræft. Men det skyldes til dels at der gik meget længe inden der var nogen der overhovedet nævnte ordet kræft. Jeg tror ordet kemo blev sagt først. Fordi ingen ville sige det som var sandt; at han havde en livstruende sygdom.

Min mor sagde heller ikke ordet, før jeg tvang det ud af hende.

Det er nemmere at dele nu, hvor det hele er slut. Så er jeg ikke så meget i tvivl om hvor grænsen går, og der er ikke så mange, der har følelser i klemme.

For nogle dage siden fik jeg en mail fra min Moster, hvor hun nævnte, at de var på sygehuset for at besøge Onkel Yngst. Sådan en passant, som om jeg vidste alt om hvad der foregik.

Jeg anede ikke engang han var syg. Ikke sådan ud over den der nagende mistanke, man altid har når man egentlig godt ved der er noget galt, men man slår det hen, fordi ingen siger noget.

Det er på en måde værre denne her gang, for Onkel Yngst's sygdom er psykisk. Og derfor ikke specielt håndgribeligt, og derfor heller ikke noget der automatisk vækker medfølelse.

Og det er nok det, der er dråben, der nu får alle mine ord til at flyde over og ud.

For jeg står, præcis som i mine teenage år, tilbage med følelsen af, at den generelle holdning er, at psykisk sygdom er noget man kan holde op med, hvis bare man begynder at opføre sig normalt. Jeg føler mig i den grad omringet af drama og vrede, og selvom begge dele måske er forståelige nok, situationen taget i betragtning, så synes jeg ikke det er et rart sted at være.

Især fordi der ikke er nogen, der siger noget som helst højt. Alle snakker om det hele tiden, men der er i virkeligheden ikke nogen der snakker om det. Ikke rigtig.

Så nu snakker jeg om det. Og råber røv og siger fuck jer...eller dem...eller...fuck, i hvert fald.

For jeg hader faktisk, at ingen nogensinde snakker om noget som helst.

tirsdag den 4. november 2014

Hvori grisen grynter

Der er en del af Gryntegrisens ord, der sniger sig ind i vores sprog, simpelthen fordi de er så søde og sjove. Jeg ved ikke om det er pædagogisk korrekt, men på et eller andet tidspunkt lærer hun vel de korrekte ord, med eller uden vores hjælp. Tænker jeg?

Et af de allerbedste ord er falledille. Hun kan godt sige krokodille, hvis hun koncentrerer sig, men hvis hun er ved at fortælle noget, er der slet ikke tid til den slags koncentration. Det hedder en falledille fordi endelsen er så tæt på endelsen i frikadelle (jamen, jeg elsker simpelthen den logik hendes hjerne arbejder med)

For nylig fik hun en lamme-bamse af Mosser, som havde været på drukstudietur i Irland. Den har Barnet selvfølgelig døbt Sjopper-Sjip. Efter Shaun the Sheep, ing?

I bamse/dukke-skaren finder man også Dåddenine, som direkte oversat er Dukkeline. Vi andre kender hende som Cirkeline, men det er jo en dukke, ligesom Dukke såe...

Så er der alle "-lade" ordene. Har I nogensinde tænkt over det, at ord der ender på "lade" er gode ting? Der er sjodderlade, mammårlade og rammerlade. Alle siges med have og/eller mere foran.

Noget andet der smager godt er bittebåtter (peanutbutter) og mulli (tidligere udtalt munæ), som egentlig betyder smoothie, men som bliver brugt generelt om smoothie, suppemand, dus og små brikker med sugerør på. Med mindre der er tale om daomæt, som betegner alle former for mælk med smag.

Når man skal ud at cykle skal man huske at have sin cyttehat på.

Til fødselsdage er det bedste hvis der er bannenånger, men pas på - de kan godt sige BANG!

Hver aften synger vi en valgfri godnatsang, siger tak for i dag og slutter så af med at synge sang hærde-ade. Den med lærkereden, I ved.

For tiden synger vi også meget denne sang, der er den første Gryntegrisen kan i sin helhed (komplet med tegn):
Lillebitte ollelat
Onde mi-mave
Demme bor hos
Nære nære min mad
Gir eneste dag
Ikke have
Heller heller
Dodola IS!!

(man kan også synge den med STORE lat)

Når nogen formaster sig til at give Gryntegrisen en mysser bliver der med det samme rejst krav om at ta det af igen - og så må Mor og Far jo suge mysset ind igen.

Af og til formaster nogen sig til at kalde Gryntegrisen for en lille skat/dejlig/mors pige. Så får man meget bestemt fortalt at nej, er lille dreng!

Den anden dag havde vi været på legepladsen og skulle om at hanle. Vi kiggede på ænderne på stien, og så begyndte Gryntegrisen at sige enne hona på repeat. Ingen af os vidste hvad hun snakkede om. Nej, det var ikke en hund - der var heller ikke nogen hunde i nærheden. Hun blev mere og mere insisterende "Enne hona! Enne hona!" og de dumme forældre forstod stadig ikke noget. Da vi gik forbi lågen til kirkegården steg lydniveauet til skrig og armene rakte frustreret ud: "ENNE HONA!!!!" - og så forstod de tungnemme forældre: Ind til Ronan

mandag den 3. november 2014

Hvori vi går en tur

Vi har fået en hjerneblødning, jeg kan lige så godt sige det rent ud.

Vi er blevet sådan nogle der synes det lyder som en vildt godt ide at tage på vandretur. Seriøst. Jeg aner ikke hvor fanden det kom fra?

Så nu har vi pludselig aftalt at de mandage Manden har fri går vi lange ture. Fordi selvom vi synes det lyder som en god ide med vandretur, er vi også stadig realistiske omkring at vi er nogle tøsedrenge, så vi starter i det små.

Det er virkelig mærkelig at være blevet sådan en der holder af frisk luft og natur og primitiv sådan fra den ene dag til den anden. Hvis ikke det var fordi vandreudstyr havde samme kilopris som platin, så havde vi nok også investeret i et fuldt sæt allerede. Jamen, det er jo det jeg siger - det er helt galt.

I dag var i følge planen ekspeditionsdag (ja, ekspedition. Eller quest måske, som i Ringenes Herre. Coz that's how we roll) og vi havde slet ikke fundet på alle mulige dårlige undskyldninger for ikke at skulle afsted. Det var faktisk nærmest helt som om vi glædede os? Men så sov Gryntegrisen helt vildt længe (7.30, red.) og det er altid et faresignal. Hun var også lidt varm, og hun havde virket varm, de gange jeg mærkede om natten. Og jeg mærkede i nat når jeg gav sut, fordi hun i går aftes også havde virker lidt varm og pylret. Hun virkede ikke syg ellers, men vi tog hendes temperatur, som viste et pisseirriterende 37.5. Som ikke er feber, men som heller ikke ikke er feber.

Og så regnede det.

Manden insisterede på at vi skulle gå alligevel (eller, det gjorde han, efter det klarede op) og at vi bare kunne have Gryntegrisen med i klapvognen. Men så tog det jo pludselig 100 år at pakke, for af en eller anden årsag kan man pakke til sig selv på to minutter, men ligeså snart man skal have et barn med tager det for evigt, og da vi så endelig var færdige med at pakke var det blevet overskyet igen.

Vi tog chancen og gik alligevel (spoiler-alert: det holdt tørt) og vi havde faktisk en rigtig hyggelig tur. Om end det ikke rigtigt var den slags hyggelig vi havde drømt om. Til gengæld fik vi jo så prøvet at have både hende og klapvognen med, og så fik vi gjort nogle erfaringer på det punkt også.

Barnet virkede ikke specielt syg, men hoppede ikke i ret mange vandpytter ude i skoven, før hun bare gerne ville op i klapvognen igen. Hvor hun sad ligeså stille og spiste kiks indtil hun faldt i søvn.

Vi fandt et rigtigt dejligt sted at spise frokost, lige ved det gamle færgeleje, der både var i læ og med dejlig udsigt. Vi parkerede klapvognen og lige som vi skulle til at sætte os kunne vi så konstatere at vognens indhold var vågnet. Efter en enkelt sølle time. Ergo var færgeleje med fire meters frit fald til hav udelukket som spisested.

I stedet blev vi enige om at spise ved Monarchs legeplads, og så kom Manden i tanke om at han godt ville have kaffe. Nu vi var der. Vi gik med ind, mig og Grynten, for at få lidt varme, og så sagde Barnet pludselig: "Spise mad! Sidde bordet, spise mad" mens hun pegede på alle de mange borde. Og så fik hun øje på børnestolene. "Sidde stol. Bordet. Spise mad!"

Jeg ved ikke hvor hun har den viden fra? Jeg tror det kan tælles på en enkelt hånd hvor mange gange vi har haft hende med ude at spise på den måde. Og det var altså heller ikke fordi der var ret mange der sad og spiste. Det kommer virkelig tit bag på mig hvor meget det barn har styr på inde i sin lille knold.

Fordi hun jo var syg (agtig) fik hun lov til at bestemme. Derfor, og så fordi hun simpelthen bare var så sød, som hun sad der og fortalte om, at vi skulle spise mad. Hendes lykke var komplet, da jeg fortalte vi kunne få en smoothie til.

Hun fik ikke sovet mere, men humøret holdt alligevel næsten resten af vejen hjem.

18.15 bad hun om at komme i seng, og nu er hun faldet i søvn.

Vi andre falder nok bare i sofaen indtil videre.

14 km i delvist kuperet terræn blev det til. Det er ok, klapvogn og barn taget i betragtning.

søndag den 2. november 2014

Hvori der er lys (men vist ikke for enden af tunnelen)

Gryntegrisen har opdaget, at man kan tænde og slukke lamper. Det er meget spændende, og vi øver os i at man må trykke en gang.

Om morgenen, når vi har ligget og hyggegasset lidt i mørket vil hun gerne "tænde lille lys", og det får hun lov til. Bagefter er det "også loffårn, tænde" - og ja, hun får også lov til at tænde lyset i loftet (selvom Moren synes det er en anelse for lyst og en anelse for tidligt). Det er der i og for sig ikke nogen problemer i - med mindre Manden er hjemme.

"Lille lys" står nemlig i Mandens side af sengen, og han er derfor i vejen. Den anden morgen moste Gryntegrisen bare hen over ham, og hun blev voldsomt forskrækket og ked af det, da han (forståeligt nok) skældte ud over at blive vækket ved at blive jokket på - "lige på patvorten", som han så malende udtrykte det.

Vi trøstede og tog så en snak om, at man ikke bare må trampe på andre, og at man i stedet skal bede dem om at flytte sig. Gryntegrisen forstod godt hvad vi sagde, og i stedet for at træde på Manden siger hun nu "FLYT DIG!!" og skubber til ham. Det er effektivt, fordi Manden bøjer sig sammen i latterkramper, og på den led giver plads til hun kan komme forbi, men måske ikke helt det resultat vi havde håbet.

I morges havde vi så følgende samtale, da Barnet var lige ved at mose hen over Manden:

Mig: "Hov, du skal passe på Far!"
Gryntegrisen: "FLYT FLYT!! FLYT DIG!!"
Mig: "Du skal spørge pænt, ikke skubbe"
Gryntegrisen: "Nåhja. Spørge pænt. FLYT DIG!!"

lørdag den 1. november 2014

Hvori jeg ikke vasker tøj

Manden har taget Barnet med til Farmor og Farfar i Udkantsdanmark, så jeg kunne få en afslapningsdag. Fordi han er en helt.

Indtil videre har jeg brugt to timer på at lægge kabale og drikke te. Så mangler jeg bare
  • Vask af sengetøj
  • ...og alt det andet vasketøj
  • ...og at lægge det rene ditto på plads
  • Oprydning i det meget lokale julemandsværksted, så spisebordet muligvis dukker op igen
  • Oprydning i resten af lejligheden
  • Et bad
  • Opvasken
  • Støvsugning
  • 57 julegaver
  • Planlægning af Mandens fødselsdag
  • At tage mig sammen

Jeg burde virkelig også løbe en tur, men det er den tid på måneden (#oversharing), så det virker fuldstændig uoverskueligt.

Kunne også bare tage en lur.