fredag den 29. januar 2016

Hvori Es ikke forstår mig

Det der ramte mig som et godstog på årets første dag var at jeg (stadig) elsker Es. På samme måde som jeg altid har gjort. Det kom langt mere bag på mig end på ham. Den slags er man måske altid selv den sidste der ser?

Der var lige et par uger (eller tre... eller fem... hvem fanden ved om det er slut endnu?) hvor alting var lidt... sindssygt. Og sindssygt hårdt. Ikke fordi hvordan jeg har det er et problem i sig selv, men fordi der pludselig var ti års venskab og ti års følelser vi skulle have vendt på én gang.

Det gjorde - gør - det ikke nemmere at vi er så fundamentalt forskelligt skruet sammen, at jeg ikke er sikker på han nogensinde kommer til at forstå hvordan mine følelser fungerer, og omvendt. Det er selvfølgelig heller ikke vigtig. Det handler primært om at jeg skal lære at komme overens med hvem og hvordan jeg er, og have det godt med det.

Nu er vi ved at være et sted hvor det er de mere almindelige frustrationer der fylder igen. Og det er en lettelse.

Aktuelt er der en del ting, der ville være mere oplagte at dele med en veninde, og selvom Es er mange ting, så bliver veninde aldrig en af dem. Mest fordi han aktivt bekæmper det. Som fx når jeg ser gamle klip hvor Jean-Jacques Goldman spiller guitar, og jeg dør en lille smule og bliver sådan ret meget "Mmm...jo tak" og "Ku' godt", så er det som om Es ikke helt fortstår det. Det er faktisk næsten som om han helst vil være fri for at høre om det.

Desværre har jeg en mistanke om at det ikke ville hjælpe synderligt hvis jeg havde flere veninder i stedet. For det er sjældent (læs: aldrig) jeg støder på nogen der aner hvem Jean-Jacques Goldman er, og endnu sjældnere (læs: stadig aldrig) jeg støder på nogen der har en ligeså latterligt stor svaghed for alt hans musik.



PS. Beklager at Johnny Hallyday også er med i det der YouTube-klip. Men det er desværre hans koncert.

søndag den 24. januar 2016

Hvori det bliver vildt

Vi er ikke engang fire uger inde i det nye år, og livet har allerede tumlet mig rundt og vendt mig på hovedet og rystet mig og generelt hevet vrangen ud på mig og flået i min sjæl så jeg snart ikke ved hvad der er frem og tilbage længere.

Der gik hul, engang i december, og siden da har alting fosset ud af mig og jeg hverken kunne eller ville stoppe det, selvom det efterlader mig så helt ufatteligt rå og sårbar.

Jeg har skændtes. Med Manden. Med Es. Dem jeg elsker mest. På den uværdige måde. Men også på den nødvendige måde.

Og bedst som man tror, at nu er der ved at være styr på det, så slår livet fandeme en kolbøtte mere. Af den store slags (for det lader til at i år, der findes der ikke andre slags)

2016 tegner til at blive et vildern år.

Med crazy ovenpå.

29 skulle jeg nå at blive. Men nu lader det satme også til at livet har tænkt sig at tage fat.

With a vengeance.

onsdag den 20. januar 2016

Hvori jeg er den voksne

Det gik pludselig op for mig, at det ikke var mig der var noget galt med. Dengang.

Jeg har insisteret ihærdigt på det altid i alle årene siden. Men det er først nu jeg kan se det. Ikke som en forurettet teenager.

Men som en voksen.

Som en voksen der kan se hvad de voksne omkring mig gjorde (og undlod at gøre) og som kan se at det var deres ansvar og ikke mit.

Der var ikke noget galt med mig, jeg var ikke forkert. Jeg var som jeg var. Som jeg er. Og det er en god ting at være.

Måske de voksne omkring mig ikke kunne, ikke ville, se mig som jeg var. Men jeg kan se mig, nu. Og jeg føler ikke andet end kærlighed.

Sammen med erkendelsen kom lettelsen. Det var ikke mit ansvar og det var ikke min skyld - og pludselig var jeg ligeglad med hvis ansvar og hvis skyld det var.

For jeg er her nu.

Og jeg er stærk og lidenskabelig og min egen.

Og jeg elsker. Så meget.

Og dem der ikke kan, ikke vil, se det kan rende mig.

onsdag den 13. januar 2016

Hvori jeg er ved at dø (og hvori jeg muligvis overdramatiserer titlen en smule)

Gik jo skide fint. Topfint, simpelthen.

Var kun fuldstændig smadret bagefter. Så smadret som jeg ikke har været... ja, siden før jeg blev gift, tror jeg?

Og i dag gør vi det igen. Fordi jeg åbenbart er suicidal. Det, eller et normaltfungerende voksent menneske. Ruling pending.

"Vi skal nok finde ud af det."

Sagde han.

Jeg sagde:

"Det er vi jo nødt til."

Men muligheden ligger jo og lurer. Hvad nu hvis det for fanden bare slet ikke går?

"Ja, så ville du have mistet en god ven..."

Spekulerede min psykiater.

Jeg så på ham som om han var åndssvag.

Scenariet er utænkeligt. U-fucking-tænkeligt.

Men hvis det ikke går i dag...

...så går det måske slet ikke.

Og mit hjerte kan simpelthen ikke bære det.

fredag den 8. januar 2016

Hvori jeg forsøger ikke at være nedern

"Skal vi lave noget på søndag?"

"Øjeblik. Jeg skal bare lige...

Hyperventilere
Komme mig
Danse en sejrsdans
Gå i panik
Tage mig sammen
...sådan.
Jamen det er da det vi skal. Hvad tid?"

søndag den 3. januar 2016

Hvori tiøren falder

En dag spurgte min psykiater mig: "Hvad er det i virkeligheden du er bange for?"

I _virkeligheden_.

Det kunne jeg ikke rigtigt svare på. Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg ikke får ting gjort? Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg bliver fuldstændig blokeret når jeg forsøger at skrive?

Så gik jeg hjem og gik i gang. Med at arbejde. På noget helt andet end det jeg troede jeg skulle arbejde med og på. Sådan har det været siden - hele tiden noget andet end det jeg troede, hele tiden overraskelser og cirkelspark i mellemgulvet, hele tiden en rutschetur der er så vild at jeg halvdelen af tiden skriger på mere, halvdelen af tiden skriger jeg vil af.

Jeg har været umulig hele juleferien og første januar ramte det mig hvorfor. Så latterligt indlysende når først man har set det, sådan som det altid er. Det ramte mig som en hammer, som en åbenbaring og jeg blev så lettet og jeg tænke "årh fuck. Årh fuck nej. Alt andet end det".

Så nu ligger jer her, på min sofa, på årets første søndag, og forsøger at komme overens med at alt er godt og som det skal være, og at alt er så ubærligt og frygteligt og uønsket. På en gang.