søndag den 31. marts 2013

Stilhed før storm

Kage færdig. Endelig. Er blevet rocker awesome.

Manden er ved at pakke alt det vi skal have med ud i forsamleren i morgen (nej, ok, der er ikke rigtigt noget der for forsamlingshus til at lyde mere hipt)

Det bliver godt, det gør.

Og Grynten? Hun vil KUN puttes af sin mor. Åbenbart. Nåja, så længe hun sover, så er det vel ok.

fredag den 29. marts 2013

Og så sagde vi lige at det Moren sagde gjaldt

Jeg er godt nok glad for at vi fik den der nemme og totalt problemfrie start. Det gør det ca. en milliard gange nemmere at tro på "det er en fase det er en fase det er en fase" når Gryntegrisen pludselig beslutter at det ikke længere er cool at falde i søvn ligeså stille (for sig selv, helst). Og at det er umuligt at sove videre hvis sutten falder ud. U.mu.ligt. Så Moren skal rode rundt i sengen efter den !(&"%&"#¤ sut en milliard gange hver nat, for på mystisk vis kan barn-næsten-uden-motoriske-evner formå at smide sutten ad pommern til. Eller lægge sig på den (WTF?!). Hver gang.

Men sådan er min Gryntegris jo ikke (blev der sagt). Vi kender hende, og ved (!) hun er sådan en der har nemt ved at falde i søvn og sove, så når hun ikke har må det jo nødvendigvis være fordi der sker et eller andet. Og ikke fordi hun er ved at ændre vaner (blev der sagt). Det er synd for hende at hun slet ikke kan finde sin indre zen, og mit hjerte bløder når hun halv-vågner og er ulykkelig fordi hun tydeligvis har haft mareridt (hvad har sådan nogle små størrelser mon egentlig mareridt om?). Men jeg synes også det er synd for os andre. Lidt. Altså, vi er ikke ved at dø, vel, og det er ikke fordi hun på den måde bliver hysterisk og træls. Men hun tilbringer godt nok lidt for meget tid på ikke-rigtig-vågen-ikke-rigtig-faldet-i-søvn-og-jeg-skriger-hvis-du-lægger-mig-stadiet. Men sådan er hun jo ikke, så det går jo over.

Og det går jo i den grad over inden vi skal holde stor fest på mandag. Blev der f*cking sagt.

-------

Nå, nu er det vist også min tur til at holde i baby-hånd.

onsdag den 27. marts 2013

På sådan en helt almindelig onsdag

Jeg kunne jo skrive om at det er min tur til at have mødregruppen i dag, og at jeg bare slet ikke har fået nået at gøre rent. Bliver nok nødt til lige at give badeværelset en hurtig omgang. Ellers er det vist for klamt (for andre).

Eller om at Gryntegrisen sked ud over sig selv (tidligere) i morges, for derefter at kaste op umiddelbart efter jeg havde puttet hende igen, så jeg så kunne få lov til at afslutte mit toiletbesøg en aaanelse tidligere end jeg havde lyst til, for at flytte barn fra våd seng, fordi Manden ikke havde hørt en skid. Det gjorde han til gengæld et kvarter senere, da Grynten pruttede (ja, igen) og skulle skiftes (igen). Lige mens jeg ellers var på vej i et ah-så-har-jeg-lige-huset-for-mig-selv-i-en-times-tid-bad.

Eller om den der kage, som bliver så mega awesome hvis den bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne min tegning. Men det er jeg seriøst i tvivl om, og er ved at få i panik, for der er satme meget der skal klappe og falde i hak og gøres på det rigtige tidspunkt med sådan en kage. Er i det hele taget lidt i stress-mode over den fest, selvom jeg glæder mig helt vildt og tror det bliver 100% som vi drømmer om.

Eller om hvor træt jeg bliver når jeg hører/ser/læser indlæg om at lærerne bare er nogle dovne svin, der piver og som skal tage sig sammen. For de slider og slæber fandeme i forvejen, og selvfølgelig skal de have en overenskomst som sikrer ordentlige arbejdsvilkår. Det er det vi har overenskomster til. Og I skal ikke forsøge at bilde mig ind at det er ordentlige arbejdsvilkår at den enkelte kommune/skoleledelse kan vedtage at der ikke skal være noget forberedelsestid, hvis de har lyst til det. For nej, folkeskolen kan ikke sammenlignes med "enhver anden virksomhed", for det er !&"%#/("# ikke nogen virksomhed. Det er en skole, som (ud)danner vores børn, og som former dem som mennesker og samfundsborgere. Hvis skolen var en virksomhed ville det gøre eleverne til varen, og det synes jeg bare ikke er i orden. Selvom det vist er i tidens ånd at behandle mennesker som sådan.

Eller om at Gryntegrisen er det mest fantastiske lille menneske i verden. Seriøst, der er jo nogen som har taget alle gode ting i hele verden og destilleret det ned til én baby. Er ked af det på jer andres vegne, som må nøjes med andenrangsbabyer. Jaja, jeg ved det, de er også lækre, men de kan jo umuligt være ligeså dejlige som min lille Grøffe.

Eller om Jydens runde fødselsdag i lørdags, som Grynten bare klarede fint, og som var virkelig hyggelig - selvom vi alle tre var pænt smadrede om søndagen (især Manden, som tog i byen med AD efter festen). Gryntegrisen vågnede nærmest ikke op hele dagen.

Eller om at jeg føler mig som en dårlig mor når jeg for 17. gang på en dag beder Manden om at putte Babyen, fordi jeg faktisk bare ikke har det godt og ikke kan finde ro nok i mig selv til at give videre til Grynten. Men jeg føler mig også som en dårlig mor hvis jeg ikke beder Manden om det, for så er Grynten stuck med en forælder, som ikke kan finde ud af at være ordentligt til stede, og jeg synes jo hun fortjener at blive lullet og puttet af den som gør det bedst. Jeg vil ikke ende som hende der sidder på sofaen og siger "åh, jeg er dårlig, kan du ikke lige ordne det". Men jeg vil heller ikke ende som hende der hvæser "sov så for satan, din møgunge".

mandag den 25. marts 2013

Søvnløs

Jeg er vist gået død. Jeg har det i hvert fald ikke så godt. Jeg har svært ved at falde i søvn, og jeg glemmer ting. Som fressembel at skrive låveståry. Eller hvad det egentlig lige var jeg var ved at sige. For det er jo ikke fordi jeg ikke har noget at sige, der er så stille på bloggen. Jeg har jo masser af gode indlæg, som jeg ligger og tænker på, mens jeg alligevel ikke kan sove. Men så glemmer jeg dem når jeg tænder computeren. Og får koldsved af at stirre på den blanke skærm.

Måske det bare er fordi vi skal holde den der fest om lidt (på mandag, faktisk. Yikes). Det håber jeg. Orker ikke rigtigt alternativet.

lørdag den 23. marts 2013

Og så sagde vi lige at du bare lukkede røven

Nå. Jeg er så gift med sådan en, der er ven med en masse idioter på Facebook. Det er ikke bare mig, han siger det også selv. Jeg ved ikke hvorfor han ikke bare defriender dem og får det overstået, så vi slipper for deres topnedern statusopdateringer (og jeg siger vi, for vi deler jo alt). Den seneste skudt-i-hovedet påfund der florerer blandt hans trælse vennekreds er den her:



Har I set den? Den er så åndssvag at jeg får lyst til at give dem en seriøs sviner. Men det kan jeg desværre ikke, for jeg er jo ikke venner med dem, og kan derfor ikke kommenterer på deres billeder, og Manden er sådan en der godt kan lide at komme overens med alle, så jeg må ikke bruge hans konto til bemeldte sviner.

Jeg har mange gode argumenter for hvorfor den er åndssvagere end det burde være tilladt. Men jeg tænker at jeg har intelligente læsere, så I kan nok godt selv se det.

Brygger lidt på at lave en useriøs parodi om den stakkels ko, der skal sove i en stald (FOR DET VILLE DU JO ALDRIG GØRE MOD ET BARN), men er bange for der er nogle der så ville starte en gruppe om vi skal have koen ind i soveværelset.

fredag den 22. marts 2013

Hej hej, fredag aften

Nej jeg sidder da ikke for mig selv og er sur over at "et par timer i eftermiddag" åbenbart betød "hele aftenen, så du må selv lige finde på noget aftensmad, og vi når nok heller ikke at se den der film færdig alligevel"

Nå. Men tror bare jeg går i seng så.

Er da altid noget babyen ikke skriger i dag.

Så tror jeg at jeg havde myrdet ham.

onsdag den 20. marts 2013

Død over forkølelser

Kender I det at man lige præcis ikke er så syg at det er ok at indtage martyr-position på sofaneseren, men man lige præcis er så syg at man ingenting orker?

Har hoved fyldt med snot (der føles som mursten) og nyser he.le.ti.den. Og det gør mig til et meget dårligt menneske. Mandeinfluenza-style. Har jo egentlig tålmodighed og rummelighed som grundprincipper i opdragelsen af lille Grøffe, men det er som om begge dele forsvinder som dug for solen når jeg står der med overtræt, skrigende baby i armene og nys der skal undertrykkes og snot der løber og øjne der svier og en krop der bare helst vil ligge ned. Nej nej, jeg kaster ikke med hende eller skriger eller hvæser eller sådan noget, men mit-humør-smitter-jo-af-med-det-samme-fordi-babyer-har-fucking-mad-perception-skillZ. Dammit. Så det er så den hårdt prøvede Mand der har vundet puttetjansen.

Ellers går det vist fint. Babyen har for nyligt lært at gribe fat i/ud efter ting hvis de er tæt nok på, og kan med meget koncentration guide det hen til munden (eller i øjet, men same-same) og så har hun fået en ny lyd: øøøørdh. Og hendes prutter er begyndt at lugte; for en måneds tid siden gik hendes mave helt i uorden og hun skreg og skreg og så gik der ti dage hvor der kun var tis i bleen, og efter det gjorde stinkbleerne deres indtog. Seriøst, jeg føler mig snydt, for havde herremeget fået at vide det først ville lugte slemt når hun begyndte at få rigtig mad. Men min mælk kan så åbenbart godt laves om til æggeprutter. Tak for det, moder natur. Vi var da også klart trætte af de nuttede sødmælks-prutter.

Hun fik sin tremåneders-vaccine i mandags, og det tog hun i det store og hele pænt. Hun har (heldigvis) ikke haft feber, men var så træt, så træt mandag aften og det meste af i går. Indtil hun pludselig vågnede og var i tophumør og holdt fest i 2½ time, inden hun lagde sig til at sove i god ro og orden. Der må sidde en hemmelig tænd/sluk-knap et sted vi ikke ved noget om.

Jeg var i øvrigt lige ved at kalde det her indlæg "It'snot". Indtil det gik op for mig, at det har jeg skrevet før. Havde egentlig bare været nemmere at genudgive det. Bortset fra jeg ikke har set Pride and Prejudice i dag. Men det kan der selvfølgelig blive lavet om på. Kan vist lige nå det inden Brdr. Price går i grill-bar.

mandag den 18. marts 2013

Jeg foretrækker min Austen let

Mansfield Park er da sikkert en udmærket film i sig selv. Men jeg kan ikke abstrahere fra at det er lige lovlig socialrealisme anno 1806 med slave-, opium- og utroskabsproblematikker i betragtning af at det er Austen. Hvis jeg ville have noget melodramatisk om menneskets grimme sider kunne jeg jo læse noget Bronte.

Og hvad sker der for 90ernes trælse dille med at sætte 30+ årige til at spille teenagere?

Yndlings-Austen er stadig Pride and Prejudice med Keira Knightley (selvom det stadig kan komme bag på mig at andre end Colin Firth kan spille en god Mr. Darcy) Men det er jo også min yndlingsbog.

lørdag den 16. marts 2013

Regel Nummer 1

Så skete det. Den første Regel er blevet indført (og næsten også håndhævet). Har jo egentlig været ret laissez faire med den der baby, men det er jo også nemt nok når bemeldte baby slet ikke har været til besvær. Altså, hun er jo stadig ikke til besvær, vel, men nu, 14 uger inde i projektet har Moren indført Regel Nummer 1: Her i huset er det tidligst morgen klokken halv syv (og forvent nu ikke at der kommer en lang nummereret liste over regler - alle mine regler er Nummer 1, det er helt tilfældigt at det også passer i det her tilfælde).

Det er ikke nat fra 16.30 til 5.45, så nu kommer jeg nok til at vække Baby hvis hun forsøger at starte nattesøvnen før 18. Altså, det må hun jo i princippet gerne, eftersom det er sluttidspunktet jeg har et problem med, men tror måske lidt de to ting hænger sammen. Nå, men i morges fik hun så lov til at ligge i sin seng og øffe og snakke (og brokke lidt), mens jeg holdt hende i hånden (og reddede sutten fra at falde på gulvet) indtil klokken begyndte at minde om halv syv. Hvor Manden var en helgen og stod op med hende, så jeg kunne sove en time mere i fred for øf, grøf, ævl, gyyyy og ah-øØrRd-lyde.

Gryntegrisen er jo generelt en sove-baby, men de sidste dage har hun virket trættere og mere pylret end sædvanligt. Men uden rigtigt at ville sove gode, lange lure, selvfølgelig. Bortset fra i dag, hvor hun sov to timer til middag. Jeg vil ikke være ked af hvis hun en dag begyndte at have noget der bare mindede om et mønster om dagen. Altså, et andet mønster end sov-en-time-vær-vågen-en-time-men-nogle-gange-mere-af-begge-dele-og-jeg-bliver-sur-hvis-I-ikke-kan-gætte-hvad.

Og ja, jeg havde glemt alt om at skrive låveståry. Jeg påberåber mig ammehjerne, sløjhed, datoforvirring og generel træthed.

torsdag den 14. marts 2013

Den Store Pasningsdag

Nå, men var det ikke den weekend jeg skulle have skrevet om? Det er jo faktisk allerede en uge siden vi pakkede Det Uforklarligt Store Børnefamilie Læs og drog til det mørke Jylland. Vi tog afsted torsdag, for vi syntes det var lidt vel rigeligt hvis det lille stakkels barn både skulle med tog og passes samme dag. Min mor arbejde sent, så min far kunne få lov til at køre barnevognen hjem fra banegården (min mor er gået i mormor-overdrive og får baby-tunnelsyn når Gryntegrisen er i nærheden)

Jeg havde hørt læst ude på internettet at det er frygteligt første gang ens lille baby skal passes af nogle andre, så jeg havde sagt til Manden at jeg nok skulle prøve ikke at tænke på Baby hele tiden. Og jeg havde investeret i en brystpumpe, så jeg kunne malke ud hvis nu hun vågnede og var sulten mens vi var væk (fire timer er da klart længe nok til en baby kan dø af sult). Den Store Dag oprandt og der var en underlig mangel på panik og tårer. Ud over et enkelt (mindre) hysterisk anfald da jeg forsøgte at lave indledende-hår-krølle-manøvre om formiddagen. Jeg egner mig ikke til den slags pynte-dims, men det drejede sig om Bryan Adams og første tur uden Baby, så det skulle ligesom være i orden.

Af samme grund havde jeg også medbragt Torturtrusserne fra Helvede, som Østfronten korrekt kategoriserer som "sådan nogle 'hold alting inde'-nogen". Jeg er jo ellers overhovedet ikke typen der går op i den slags, men jeg har et par til når jeg synes Manden skal have en pæn mindre grim kone på armen. Jeg hader dem. De er ukomfortable ad helvede til og umulige at få på. Og så stod jeg så der, foran spejlet og syntes ikke de havde en skid effekt. Så stadig fed og efter-gravid ud. Men da kjolen (den røde med prikker, som jeg købte af AB) kom på kunne jeg godt se det. Torturtrusser fra Helvede gjorde hele forskellen på "kvindelig fylde" og "gad vide om hun venter sig?". Så de blev på. Hele aftenen. Og da Manden, der kender min lille blære, inden koncerten spurgte om jeg ikke skulle ned og tisse, kom jeg muligvis til at hvæse lidt ad ham, for det kan jo ikke lade sig gøre.

Min mor kommenterede (selvfølgelig) mit valg af fodtøj med et "Dem kan du jo ikke gå ret langt i", og nej, mor, jeg kan ikke gå ret langt i små-sandaler-med-hæl, men skulle jeg tage i byen i mine vinterstøvler? Hertil svarede hun (fnisende) "Ja" - efterfulgt af et mere alvorligt "Men du ser brandgodt ud". Mission accomplished. Det var ligesom dengang hun indrømmede min næsering var pæn, da jeg fik den lavet, selvom hun i årevis havde snakket om "sådan noget pjat, og der går jo også betændelse i det". Der var stadig ingen panik, tårer eller gud-hvor-er-det-hårdt-at-skulle-gå, da vi skulle afsted. Jeg glædede mig bare som en sindssyg, og Babyen artede sig (selvfølgelig) og faldt sødt i søvn hos min mor ligesom vi kyssede hende farvel (Babyen, ikke min mor).

Koncerten var som ventet fantastisk. Det er cheesy, I know, men de sange siger alt det jeg ikke kan finde ord for. Det var så skønt at være sammen, bare mig og Manden, og vi havde slet ikke lyst til at tage hjem bagefter. Manden sagde, med et lille tøhø, at nu kunne man da godt drikke en kop kaffe. Så stod vi der og så på hinanden og tænkte at det kan man da ikke, når man har en baby man skal hjem til. Jeg foreslog forsigtigt at jeg jo kunne prøve at ringe til mine forældre og høre hvordan det gik og så kunne vi se. Det gik (selvfølgelig) fint, og Gryntegrisen sov bare. Min far syntes det var en god ide med den kaffe, men mindede os bare på bedste paranoia-vis om at "passe på bøllerne i byen". Så vi tog hinanden i hånden og gik ned i byen (så så langt kunne jeg altså godt gå i sandalerne).

Da vi sad der, midt i varmen og stemningen, havde jeg slet ikke lyst til kaffe alligevel. Jeg havde langt mere lyst til en white russian. Og fordi det var fredag og vi var ude og det var en dejlig dag hentede Manden en til mig. Og ved I hvad? Sådan en er lavet af 50% glad og 50% træt. Og smager 100% af en mere. Meeeeen, jeg ammer jo, så jeg holdt mig til den ene, selvom nummer to nok havde taget mig fra "glad og let" til "godt buzz". Bagefter slentrede vi ud i kulden og blæsten, for at mødes med min far, der agerede taxa. Manden insisterede på en cheeseburger, da vi gik forbi McD, fordi det skal man have når man har været i byen. Og chili cheese tops. Det var så hyggeligt at gå sammen i de tomme gader, lidt berusede med en cheeseburger og hinanden i hånden. Selvom det var koldt i nyloner og sandaler. Men ligesom burgeren hører det jo med.

Min mor havde lagt sig i sengen ved siden af lille Grøffe, så det var hyggeligt og varmt da jeg listede i seng og byttede plads med hende. Manden kom en kop tes tid senere, og krøb ind til mig. Det var varmt og trygt og dejligt, men mere blev det ikke til. Jeg faldt i søvn mens han holdt om mig.

tirsdag den 12. marts 2013

Vi klebager

Det er ikke fordi der ikke er stof til et indlæg. Jeg er bare så træt efter koncert, familie, laaaang weekend, korte nætter, væltet godstog og deraf forsinkede tog. Så nu vil jeg gå i seng.

lørdag den 9. marts 2013

Låveståry, Bryan Adams mellemspil

For han spillede jo dem alle sammen igår, alle dem vi hørte så mange gange den sommer. Men der er stadig et par afsnit til vi kommer til det. Så nu snyder jeg altså, for det synes jeg er for lang tid, når det nu var i går vi var afsted.

----

Så står han der, ham der tre måneder senere blev min, og jeg kan slet ikke holde det tilbage længere. Jeg har sat Bryan Adams på, for det har vi hørt så tit, og jeg havde regnet med han ville træde ind af døren til "Back to you". Men han er langsommere end beregnet, så i stedet er det "Please forgive me" der spiller, da han lægger armene om mig.

Vi siger ikke noget i lang tid. Kigger bare hinanden dybt i øjnene. Kysser. Mit hjerte banker så hårdt at det føles som om det ikke kan være i mig. Han er varm og blød og dufter helt vidunderligt, og hele min krop skriger efter ham. Jeg har lyst til aldrig at give slip.

Det var slet ikke sådan det skulle være. Jeg er ikke klar til at nyt forhold. Men alting falder på plads i mig. Det er ham. Ham. Ham. Jeg er forelsket, voldsomt og pludseligt, og der er ikke noget at gøre.

"Please forgive me, I know not what I do
Please forgive me, I can't stop loving you"

fredag den 8. marts 2013

Live!

Lige om lidt.

Bryan Adams.

Uden baby.

Har Torturtrusserne fra Helvede og scoresandalerne på og alting

onsdag den 6. marts 2013

Godnat

Var der engang jeg ikke gik i seng klokken otte?

Var der?!

Jeg kan ikke huske det.

Der var vel også engang jeg ikke stod op midt om natten hver nat.

Men det har jeg også glemt.

Nåh, men speaking of klokken otte... så er det da vist tid til jeg går ind og bruger en halv times tid på at høre på Grøffe, og have noia over om hun vågner inden jeg når at falde i søvn (det gør hun aldrig, men jeg tror alligevel altid hun gør)

tirsdag den 5. marts 2013

Kagebitch

Noget af det jeg var rigtig ked af da vi mistede Ronan, var at vi så ikke kunne holde en fest for ham. For jeg ville så gerne have fejret ham, min fantastiske lille dreng. Mens jeg var gravid snakkede vi om at hvis vi fik ham med hjem, så skulle vi holde en kæmpe fest med alle dem vi kender. I stedet blev det til en lille bitte begravelse med kun de aller aller nærmeste. Det var som det skulle være, situationen taget i betragtning, men det var langt fra det vi havde drømt om.

Så da jeg blev gravid igen var vi med det samme enige om at den her gang skal der være fest. Vi har snakket frem og tilbage, lavet en laaaaang gæsteliste, lavet en kort, sparet op, holdt hovedet koldt, været himmelråbende urealistiske. Og det tog lang, lang tid at mærke hvad det egentlig var vi havde lyst til, og efterfølgende at finde det. Så det blev lidt sent inden invitationerne kom ud, men de blev sendt (i sidste uge), og der er allerede en del der har sagt de kommer, så nu er vi ligesom nødt til at holde noget. I det mindste er lokalerne bestilt og betalt, så vi har da et sted at putte gæsterne hen.

Vi er faktisk også enige om hvor maden skal bestilles (heldigvis fik vi at vide at "3-4 dage i forvejen" var nok varsel, så vi har et par uger at glemme det i endnu) og så havde vi også fundet en som kunne lave en rocker awesome kage. Jeg er godt nok glad for at lave kager selv, men jeg har længe drømt om sådan en rigtig kage. I flere lag og uden revner i fondanten. Jeg havde fundet frem til sådan en semi-prof bager, som lavede virkelig, virkelig seje kager, og som (gudskelov) have tid til at lave en til os, der midt i påsken.

Som den trofaste læser vil vide er vi er anelse nørdede her i huset. Bare lidt. Og trofaste læsere vil også vide at lyserød ikke lige er min favoritfarve. Så det kommer måske ikke ligefrem bag på nogen at det ikke er en traditionel babylyserød kage-sag jeg drømmer om. Jeg ignorerede derfor høfligt bagerens inspirationsforslag (som selvklart var lyserøde og pyntede, for jeg havde jo skrevet "navnefest" og "pige" i samme sætning) og forklarede hvad jeg gerne ville have.

Skrev hun og sagde "ok, det er i orden", som man måske kunne forvente?

Nej, godt gættet, det gjorde hun så ikke. Jo, jo, hun skrev da "det er din beslutning i sidste ende", men inden da havde hun skrevet sin "ærlige mening" som er "at XXX (kagens pynt er hemmeligt, red.) overhovedet ikke passer ind" og at mine gæster "måske ikke kan forstå den kage" - og hendes råd (!!) ville være "at droppe XXX og måske sætte YYY ind i stedet" fordi så ville kagen "se bedre ud, fordi alt skal passe og vil være i harmoni!"

Nå, men hvis du synes min kage er grim, skal du da nok blive fri for at lave den. Jeg vil da nødig fornærme din æstetiske sans ved at bede dig om at sætte farve Q sammen med farve O og P (ja, selv farverne er hemmelige), og jeg skal nok finde et andet sted at bruge mine 1500kr.

Jeg aner bare ikke lige hvor. Lige nu hælder jeg mest til alligevel at lave kagen selv, selvom Manden ikke er så meget for det. Ikke fordi han tror min kage bliver grim (men det gør den), men fordi han ikke vil have jeg skal gå totalt i stressmode over det (for det gør jeg). Jeg har sagt at så finder han bare en anden der kan lave kagen uden at svine den til, men det har han ikke rigtigt gjort endnu, og det kan jo ligesom ikke vente for evigt. Og desuden, hvis jeg skal bage den selv kan jeg jo gå for 1500kr amok i ingredienser og udstyr. Lækre bageforme og ordentlig fondant, here I come!

lørdag den 2. marts 2013

Den Store Mandegavedag

Jeg sagde jo jeg ville glemme at fortælle om den. Hvorfor var der ingen der mindede mig om det? Jeg kan jo ikke huske alting selv med den der ammehjerne.

Dengang jeg tænkte jeg skulle skrive det her indlæg ville jeg starte med "den anden dag"... men nu er det faktisk gået hen og blevet en hel måned siden. Lige pludselig. Jamen seriøst, hvor bliver den tid af? Lige om lidt starter Grynten jo i skole med den fart!

Nåmmen, anyway, for noget tid den der måned siden begyndte jeg at synes der måske var gået lidt for meget Far og Mor og lidt for lidt Mand og Kone i den. Jeg følte mig lidt glemt, og jeg følte at jeg glemte Manden, så jeg ville gerne gøre noget særligt for ham. Men er I godt klar over hvor svært det er at finde på noget storslået og romantisk, når det også skal være overkommeligt og muligt at udføre mens man passer et spædbarn?

Jeg startede dagen med at hente rundstykker. Måske ikke toppen af romantik, men klart i den overkommelige kategori. På vej hjem hentede jeg dagens første gave; en ny kæde til hans vielsesring. Han vil helst have den om halsen, men den gamle kæde knækkede for efterhånden længe siden, og han har ønsket sig en ny og mere holdbar en af slagsen lige siden. Det er alene nærig-kones skyld han ikke har fået en før.

Efter rundstykker og gave fra morgenstunden blev jeg udråbt til "Verdens bedste kone". Det var egentlig lidt tidligt på dagen, med de ting jeg havde planlagt, og jeg fik faktisk lidt ondt i maven over om det var fuldstændig overkill. Især nærig-kone og vi-tager-fælles-beslutninger-om-alt-især-økonomi-kone fik ondt i maven.

Til frokost fik han den gave han (vist nok) er gladest for. Han var helt ahmmen-flere-gaver-nu-får-jeg-det-helt-dårligt-for-jeg-har-jo-slet-ikke-noget-til-dig da han så pakken på tallerkenen, og så var det jo alle pengene værd. Jeg havde fået lavet et dogtag med Ronans fodaftryk, navn og fødselsdato på den ene side og Gryntegrisens på den anden, så han også kunne have dem med sig, ligesom jeg har (jeg har en ring for hver af dem - som jeg dog ikke har på for tiden, fordi de hænger fast i alting og det er mega upraktisk når man også har et lille barn) Efter det blev jeg forfremmet til "Verdens endnu mere bedste kone!"



Til aften gik vi en tur med barnevognen, og jeg fik sneget os i retning af Cafeen Med Den Gode Burger. Han lurede selvfølgelig på vejen hvor det bar henad, men han havde slet ikke opdaget at jeg havde ringet i forvejen og bestilt, så han bare skulle hente det. Efter vi kom hjem sneg jeg den sidste gave ned i posen, mens han skiftede Grynten. Jeg havde været virkelig, virkelig meget i tvivl om den gave, for det krævede at jeg traf nogle relativt store beslutninger selv. Den ene var at bruge yderligere 1400kr (halvdelen af diverseposten), den anden at Grynten skal passes for første gang.

Et par dage inden Den Store Mandegavedag fandt jeg ud af Bryan Adams ville give koncert i Det Mørke Jylland (vi har noget med Bryan Adams, men mere om det i et senere afsnit låveståry). Jeg ville egentlig se tiden lidt an, og snakke med Manden om det, men der var næsten udsolgt med det samme, og så købte jeg dem simpelthen. Uden overhovedet at planlægge noget først. Heldigvis (og selvfølgelig) var min mor helt indstillet på at passe Grynten imens, og så havde jeg pludselig besluttet at Grynten er gammel nok til at blive passet af nogen andre end os.

Heldigvis (og selvfølgelig) blev Manden glad, og vi glæder os begge to virkelig meget. Selvom det allerede er på fredag, og Grynten stadig bare er lille bitte. Jeg syntes ellers der var så længe til da jeg bestilte billetterne.

Ikke for noget

Men er jeg den eneste i blogland der slet ikke modtager slibrige tilbud fra alskens firmaer om at skrive spons-indlæg om deres fantastiske produkter?

Ikke at jeg på den måde er ked af det, vel, men der er da nogen jeg ikke ville have noget imod at sælge min sjæl til (hint, hint, Lego)

fredag den 1. marts 2013

Låveståry, del 7

I starten af juni fik jeg min egen lejlighed. 18kvm, 50 meter fra Ex'en (så det var nemt at flytte). Det var dejligt ikke at være husvild længere, men det der eneboer liv var bare slet ikke mig. Efter en tur i IKEA var lejligheden blevet rigtig hyggelig, og jeg nød at være single, det var slet ikke det. Det var bare så kedeligt, når jeg var alene.

Så efter eksamen tog jeg på ferie hos Vikaren, der stadig stillede sofa til rådighed - selvom vi nu oftere endte i hans seng begge to. Han boede sammen med sin fætter, men han var næsten altid ude hos sin kæreste, så vi havde for det meste lejligheden for os selv. Undtagen de dage hvor gutterne kom forbi til bob og øl, inden turen gik videre i byen. Det var faktisk alt sammen skidehyggeligt; alt for meget captain og cola, alt for ubekvemme sko, alt for klamme mængder Ben & Jerrys, alt for sene nætter, alt for uansvarlig sex.

Jeg nød i den grad at være fri... ej, skal I være så pernitne?... ok, ok, at være uansvarlig, så. Det var skønt ikke at være bundet af noget nogen, og kunne være sammen med hvem jeg ville uden dårlig samvittighed. For Vikaren var jo ikke den eneste jeg så, han var bare den jeg så mest. De fleste andre var for kedelige/for gamle/for creepy/for gifte, og jeg var overhovedet heller ikke klar på et nyt forhold, så for det meste blev det kun til en enkelt, øhm, skal vi ikke bare kalde det "date".

Efter et par ugers ferie skulle Vikaren på rigtig ferie. Først på lejr med nogle unger i en uge, og så direkte videre til Irland. Så det var ligesom slut med underholdningen og jeg måtte tilbage til eneboerlivet i Forstaden. Dagen inden han skulle flyve ringede Vikaren til mig i de ti minutter han tilfældigvis havde tilovers, bare for at sludre. Troede jeg. Lige indtil han sluttede samtalen af med en bombe.

"Jeg tror jeg er ved at falde for dig"



...ja, det blev verdens korteste afsnit, ok? Jeg havde troet det ville fylde mere at skrive om den sommer, for den fylder så meget i min hukommelse. Men den var åbenbart ret indholdsløs i virkeligheden...