søndag den 28. oktober 2012

Og om lidt kommer min mor

Nogle gange vil man bare gerne have sin mor. Heldigvis kunne hun godt finde et hul i sin kalender og komme over, selvom de lige har været her.

Der er mange ting jeg gerne vil snakke om. Men problemet er at få hul på det. For selvom jeg har sagt det tusind gange inde i mig selv, så er det som om jeg slet ikke kan få ordene ud af min mund.

Ordene om hvordan jeg har det, ordene om hvad vi har tænkt os omkring Baby, ordene der presser sig på efter psykiateren har revet hul på en masse ting. For hvor åndssvagt virker det ikke lige at tage problemer op, der er 10-15-20 år gamle? Især når nu det ikke (rigtigt) er problemer længere.

Men samtidig trænger jeg også til at sætte ord på. På alle de ting jeg ikke kunne sætte ord på dengang. Jeg trænger til at få renset ud, gjort rent bord, clean slate. Især nu hvor Baby kommer lige om lidt, og det er mig der står og skal opdrage nogen og forsøge ikke at fucke det op.

Jeg ville så gerne ikke slæbe rundt på hele min fortid altid.

fredag den 26. oktober 2012

Flere ting til Baby

Så fik jeg taget mig sammen til at få opdateret listen med baby-anskaffelser.

Vi endte med at bestille en bunke ting fra naturebaby.dk, selvom vi (jeg) var en anelse skeptiske over prisen nærige. Vi overvejer at bruge stofbleer til Nye Baby, så vi besluttede os for at købe sådan en prøvepakke med to forskellige slags, så vi kan få et indtryk af om det er til at have med at gøre, og i så fald hvad slags vi skal vælge.


Jeg er ikke blevet mindre hooked på ideen om stofbleer efter jeg har fået dem i hånden - de er simpelthen så lækre og smarte og nemme at have med at gøre. Glæder mig meget til at prøve dem på Baby. Kan meget bedre lide tanken om øko-bomuld mod Nye Babys lille numse end det der papir-fiber i engangsbleer. Ja, jeg ved godt der ikke er noget i vejen med moderne engangsbleer, men jeg hader selv følelsen af det der fiber-dims, i fx bind.

Og apropos følelsen af papir mod hud, har jeg stadig ikke investeret i nogen form for engangsammeindlæg (på trods af massivt pres i kommentarfeltet til et tidligere indlæg) Da jeg viste min mor den prøvepakke jeg havde liggende, så hun først helt undrende ud og da hun rørte ved dem fik hun et ansigtsudtryk der fuldstændig afspejlede følelsen jeg får når jeg rører ved dem. Hah. Så jeg har det åbenbart ikke fra fremmede. Nå, men til gengæld købte jeg så tre par i øko-bomuld og to par i uld/silke, og de er simpelthen sååååå lækre og bløde. Er 100% overbevist om at jeg ikke kommer til at bruge andet. Har lyst til at gå med dem allerede nu, fordi de er rarere end indersiden af min bh.

Som rosinen i pølseenden opdagede jeg at de også sælger flonelvaskeklude - noget jeg læææænge har været på udkig efter. Jeg er ikke til hverken vådservietter eller skumvaskeklude, men de stofvaskeklude de har i fx Ikea og Babysam er sådan nogle ikke-ret-bløde frotté nogen. Fint nok til de voksne, knap så fint til blød babyhud. Så nu har vi i første omgang købt 12 stk flonelklude, og de er ligepræcis så bløde som jeg havde håbet, og ikke ret tykke, så de nemt kan bruges i alle de små baby-folder.

Hov, nej, den virkelige rosin i pølseenden var den øko-hagesmæk, som var med i pakken, som en lille gave. Sorry, hvis det kom til at lyde totalt reklame-agtigt, men jeg er svært begejstret for det hele. Og det har heller ikke ligefrem gjort mig i dårligere humør at de var superhurtige til at svare på den mail jeg sendte, eller at forsendelsen er latterlig billig (29kr) Så må jeg bare lære at leve med at jeg har brugt 349kr på to bleer jeg ikke ved om jeg får brug for (men hvis jeg får brug for dem, så er det jo 349kr mindre jeg skal af med når jeg skal anskaffe flere)

Anyways, in other news:

Kaye var i gemmerne og gravede en sæk af Niecens babytøj frem. Vi har kun fået i str helt lille, for det var det eneste der ikke var lyserødt (Kaye og Jyden har ikke helt så meget imod lyserødt som vi har). Så er basis-garderoben vist også hjemme.

Manden holdt fødselsdag (en måned før tid) med gutterne i lørdags. Udover Mandens gave havde de også gaver med til Baby - jeg tænker at det er Gingers kæreste der har stået bag. Jeg var lidt begyndt at frygte barselsgaverne (jamen altså, de rædsler jeg har set andre få!), men hvis det her er stilen skal jeg ikke klage - lutter ting vi faktisk manglede, og som vi også selv ville have valgt (I kid you not, badeslaget matcher vores pusleplade)

Faren og Moren (tidl. Manden og Konen) var en tur i den nyåbnede H&M og blev nødt til at have noget med hjem til Baby. Vi synes trods alt den også skal have bare lidt nyt fra os - vi købte dog sættet i str. 62, for vi har efterhånden så meget i str. 56.

Nåja, og så har vi fået hentet Libero-boksen.

Det hele er kommet på listen, med detaljer og pris og den slags, til dem der skulle være interesseret i det.

Og forresten, Rikke, der var noget med nogle stofbleer, og Østfronten sagde noget med noget baby-sengetøj - hvor store mængder snakker vi om, og hvad skal I have for det?

onsdag den 24. oktober 2012

Noget om flovhed - eller Hvordan Tingene Har Det Med At Smelte Sammen Oppe I Hovedet På mig

Ærlig og selvudleverende blog, er det ikke det jeg gør i? Det bliver det i hvert fald nu.

I går formiddags var vi til jordemoder, og vi havde aftalt at Manden kunne tage ned og træne bagefter, eftersom det ligger sådan ca. i samme retning. Det var meget længe siden han havde været afsted på grund af hans dumme ryg, så han havde lidt ekstra penge med, så han kunne gå i varmtvandbassinet i badelandet bagefter. På vej til jordemoder kommer jeg pludselig til at tænke på gåturen hjem alene, og har egentlig meget mere lyst til at følges med Manden bagefter. Jeg kommer ellers aldrig i svømmehallen, fordi jeg synes der er lige lovlig langt at gå, men hey, vi ville jo alligevel allerede være næsten helt derude, og det ville være hyggeligt med en fællestur i badeland.

Manden er den sødeste mand i verden, og tilbød at gå tilbage efter mit badetøj og et ekstra håndklæde, selvom han så skulle skynde sig meget, for at nå at indhente mig igen. Jeg vraltede videre alene, og havde det fedt med mig selv. Det bliver jo pissehyggeligt. Selvfølgelig kan jeg spontant tage med ud af svømme, hvad er the big deal? Er top-modig og virkelig fleksibel - og hvad så hvis vi ikke når hjem til frokost? Så spiser vi da bare nogle pomfritter eller tager på Burgerking eller sådan noget. Der er kun fem uger til termin, hvis ikke vi skal gøre noget spontan-hygge sammen nu, hvornår fanden skal vi så? Ha, så så man lige mig være den søde, overskudsagtige Kone, som er totalt i stand til at være ligeglad med madbudgettet og at svømmehallen er dyr og at der er alle mulige andre mennesker man skal klæde om sammen med et sted man ikke kender. Fuck yeah, vi ta'r sgu bare spontant i svømmehallen!

Heldigvis nåede Manden tilbage lige i tide til samtale, og alt var (selvfølgelig) helt almindeligt og i orden med Baby, som vist endda lod til at få fast med hovedet. Da vi gik tjekkede Manden lige om jeg stadig havde mod på at tage med, og jeg sagde at jeg glædede mig, for vi trængte fandeme til den hyggedag. Også selvom der stadig var et stykke vej at gå, og en bakke at forcere. Men langsomt tempo og tung mave til trods kom vi derud - bare for at finde ud af at badelandet har lukket om tirsdagen. Men jeg kunne da stadig svømme baner i sportsbassinet? Ellers tak, nok.

Var fuldstændig ødelagt, og begyndte at tude da jeg satte mig ud på bænken for at vente, mens Manden gik ind for at træne. Heldigvis kom han ud igen for at give mig sin telefon og et kram, og han sluttede sin træning tidligt for at komme ud til mig igen. Tror jeg tudede hele vejen hjem, og kunne slet ikke overskue at vi egentlig havde aftalt at handle ind på vej hjem, og jeg havde ikke engang lyst til at finde en burger et sted, selvom Manden var sød og tilbød det. Ville bare hjem, hjem, hjem. Følte mig som den største taber i verden, men Manden var bare sød og lavede lækker hyggefrokost og holdt om mig og hentede dyner og lavede te.

Og så var det flovheden satte ind. For hold kæft hvor er jeg flov over at være 26 år gammel og så tage sådan på vej over at svømmehallen har lukket. Jeg er så flov over at være et voksent menneske og så gå og tude på den måde ude blandt andre mennesker. Det er flovt at jeg så bare ingenting kan eller vil. For normale mennesker ville jo stadig være i stand til at spise en burger, selvom man ikke havde svømmet først. Og jeg er så flov over at jeg bliver så lillebitte og ingenting kan være for Manden - ikke engang den mindste lille hygge-idé kan jeg finde frem.

Men faktisk, så er der noget jeg er endnu mere flov over. Jeg synes faktisk det er endnu værre at jeg til at starte med følte mig så pissesej. Normale mennesker bliver ikke uforholdsmæssigt stolte af sig selv fordi de beslutter sig for en tur i badeland. Med mindre de er 5 år gamle og har vandskræk. Skammer mig i dén grad over at jeg gik der og fik helt høje tanker om mig selv. Som om jeg bliver det sejeste menneske i verden af at sige jeg gerne vil med i svømmehallen?

Ved ikke om vi tager afsted i dag i stedet for. Noget af charmen er ligesom gået af det, når ikke det er en spontan fordi-vi-har-det-godt-i-dag-og-har-lyst beslutning. Men på den anden side så trænger vi faktisk til den tur. Vi trænger til noget hygge, og noget ikke-bare-sidde-på-sofaen. Og så var det måske netop godt at tage afsted, fordi jeg bare overhovedet ikke har lyst længere - for hvis vi ikke kommer afsted i dag, så vil det bare være et nederlag for evigt.

tirsdag den 23. oktober 2012

Nye læsere kan starte her

Øglemoren har åbenbart nævnt min blog ovre i noget blad. Jeg ved ikke om den slags genererer nye læsere, men Øglemoren er jo normalt rimelig klog at høre på, så jeg tænker at der er nogen intetanende stakler der stoler blindt på hendes ord og får forvildet sig herind.

Og så var det jeg tænkte at så ville de da egentlig blive slemt skuffede, sådan som bloggens tilstand er for tiden. Det er jo ved at udvikle sig til en regulær depressionsblog.

Men frygt ej, potentielle (imaginære?) nye læsere! Her sker faktisk lejlighedsvis også andet end ynk og tomgang. Jeg nævner i flæng:
  • Babyen. Jojo, den er stadig inde i maven, men snart så kommer den ud, og så vil der være billeder. Babybilleder. Og det er jo det I allesammen hungrer efter. Jo det er.
  • Kage. Jeg har faktisk indtil flere billeder af kage liggende, som bare venter på at komme på bloggen.
  • Ingen spelt og ingen krea. Ok, det var måske lidt et anti-salg, i betragtning af hvor populære både spelt- og kreablogs er. Oh well.
  • Lego. Lige om lidt kommer der en helt ny afdeling på bloggen med Lego-anmeldelser og Lego-byggeri. Det bliver vildt. Hvis du ikke kan vente kan du læse Konens Overhovedet Ikke Illustrerede Guide Til Overvejelser Man Bør Gøre Sig Inden Sortering - Og Tips Til At Gøre Det I Praksis i ventetiden. Eller kigge på hvor meget Lego vi har her i huset.
  • Uh, og måske det endda vil lykkes at komme så vidt at Julekalenderen kan gøres færdig!
  • Og Manden siger I skal læse min blog fordi jeg er en sej Kone, der har en Baby inde i maven og en kat der hedder Murphy (ja, han er ret nem at stille tilfreds. Manden, ikke katten)
Ja, ok, det var så vist også det. Men det er da marginalt mere spændende end ingenting. Ikke?

lørdag den 20. oktober 2012

Pip!

Lever stadig. Er ikke blevet ædt af hverken Netflix eller depressive tendenser. Har bare haft travlt med at lave madplan og have besøg af min familie. Som var så søde at hjælpe med at køre/slæbe indkøb, så vi er ved at have lagt en bund for nødlageret.

Og apropos, hvad sker der så egentlig for folk og deres "gode råd" formuleret i en nedladende/latterliggørende tone? Selvom vi ikke har prøvet at have en baby før, var vi nok ikke totale idioter, helt ude af stand til at træffe selvstændige beslutninger. Der var nok en grund til vi har valgt lavet en madplan med to måneders tag-op-af-fryseren/ud-af-skabet mad, og der var nok en (meget lignende) grund til vi gerne ville have købt basis-varer til tre måneder ind på én gang. Bare fordi I ikke traf det samme valg, da I stod med et spædbarn, betyder det ikke at vores valg er forkert, til grin, uigennemtænkt eller hysterisk. Det betyder nok bare at vi har valgt at prioritere anderledes. Nå.

Undskyld, men jeg skulle lige af med det. Anyway, det var bare lige fordi jeg ville sige vi er ok, alle sammen, men havde travlt med ting ude i det virkelige liv. Som fx at Manden får gæster i aften, og vi måske derfor burde forberede os bare en anelse. Eller, strengt taget er det jo mest Mandens problem, men som den pligtopfyldende og selvopofrende Kone jeg er hjælper jeg. Lidt.

onsdag den 17. oktober 2012

Netflix!

Hvorfor sover Manden, når vi skal se Dr. Who og Sherlock og Supersize Me og Precious og Glee og Spooks og Shaun the Sheep... og og og GAMLE AFSNIT AF DE UNGE MØDRE!

Ok, nej, der var måske mest lidt ældre afsnit af serier vi havde set og film vi allerede har på dvd. Men det er gratis. I en hel måned. Og så passer det jo lige med at jeg kan sidde og streame gamle serier og film jeg har set indtil Baby kommer. For den kommer jo et par uger før termin. Blev der sagt.

mandag den 15. oktober 2012

Det der med at bede om hjælp

Jeg har altid været ret åben og ligefrem omkring det at jeg er depressiv. Fx når samtalen falder på hvorfor jeg ikke er kommet længere med mit studie, eller når det har været nødvendigt at melde afbud til diverse sociale arrangementer.

Jeg har til gengæld altid været rigtig dårlig til at være ærlig omkring hvilke (og hvor mange) begrænsninger det faktisk giver, og til rent faktisk at fortælle hvordan jeg har det. Sådan i situationen.

For hvordan bringer man lige sådan et emne på bane? Det er jo ikke fordi det dukker op i en tilfældig hverdags-samtale, med mindre der rent faktisk er nogen der direkte stiller spørgsmålet "Hvordan har du det?" - hvilket sjældent sker, for symptomerne og de begrænsninger jeg oplever er jo som oftest usynlige for omverdenen.

Min far sagde engang at det ville være nemmere med et brækket ben. For så var både sygdommen og de problemer den giver i hverdagen til at forstå og få øje på. Men depression er langt hen ad vejen en usynlig sygdom, og en sygdom der kan gradbøjes. En sygdom, hvor det faktisk kan være ret svært - nærmest umuligt - at skelne mellem hvornår det reelt er en sygdom, og hvornår det bare er en dårlig dag. Og hvornår det er noget midt imellem.

Jeg har levet med, i og omkring depression i mange år. Mange, mange år. Halvdelen af mit liv. Symptomerne er velkendte, og det er efterhånden mere et spørgsmål om mavefornemmelse, end om at gennemgå tjeklisten. Det giver os mulighed for at opdage det i opløbet og tage forholdsregler - problemet er bare, at i opløbet er jeg jo hverken rigtig skidt, eller rigtigt syg (og bliver det måske heller ikke), så det føles nogle gange åndssvagt at begynde at bede om hjælp. Andre har jo også deres at slås med, og jeg hader virkelig at være Hende Der Pisker En Stemning Op. For ingenting.

For det er jo ikke fordi der er ved at være dommedag herhjemme eller noget i den stil. Jeg har det bare skidt, og har haft det jævnt skidt i hvad der begynder at ligne to uger (den magiske grænse for depressions-test perioden). Ikke død-nød-og-ødelæggelse skidt, bare almindelig jævnt-trist-uden-grund skidt. Og så er det jeg synes det er svært, at bringe den der hjælp på bane. For der er jo ikke noget Manden ikke kan klare selv, hvis det er; indkøb, rengøring, opvask, madlavning, aflevere mine papirer til SU osv. Men hvis han gør alt det, for at jeg kan slippe, så jeg ikke skal stresse over det, så er han jo ikke hos mig. Og det er det jeg har allermest brug for. Nærvær. Og lange snakke, og alle de der ubestemmelige ikke-praktiske ting, der giver ro og overskud.

Normalt ville vi tage det som det kommer. Give det tid og skrue lidt ned for det hele og spise en pizza. Men ligenu har vi bare ikke rigtigt tid. Nye Baby kommer lige om lidt, og jeg er så bange for at vi ikke kan nå at finde ind til alt det gode og rare inden, og jeg så kommer til at gå glip af det hele. Jeg er ikke bange for om jeg kommer til at elske Babyen eller om jeg kommer til at kunne tage mig af den - men når jeg har det skidt, så forsvinder alle de gode ting væk et sted i Sumpen, og de bliver svære at holde fast på og huske. Og er der noget jeg gerne vil huske, på den gode måde, så er det den første tid med Lille Nye.

Nåmmen, nu har jeg så ævlet stolpe op og stolpe ned, men er ikke kommet tættere på noget som helst der minder om et svar. Hvordan beder man om hjælp, når man jo i virkeligheden slet ikke er derude hvor det er en nødvendighed for at overleve? Hvordan bringer man lige på bane at det ville gøre en verden til forskel at der var nogen der kom og vaskede ens køkkengulv eller hjalp med storindkøb i Føtex? For det virker jo lidt latterligt at ens velvære afhænger af rene gulve og gigant-poser med hotwings.

søndag den 14. oktober 2012

Uden titel. Og uden indhold.

Manden er nu tilbage på arbejde. Men jeg har det stadig skidt.

Jeg havde tænkt mig at skrive et sammenhængende og intelligent indlæg om det der dilemma med hvornår det er ok at bede om hjælp. Og hvornår man bare er til besvær. Om angst for det er skidt-skidt, på den rigtige måde, og ikke går væk igen før Nye Baby kommer. Om at jeg igenting kan. Om at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med al den uforklarlige tristhed og ensomhed jeg pludselig føler.

Desværre kan jeg ikke samle tankerne nok til at det bliver hverken sammenhængende eller intelligent. Og jeg kan sjældent præcisere min tilstand nærmere end "Jeg har det bare rigtig skidt"

onsdag den 10. oktober 2012

Ønskeseddel

Vi er nogen som har fødselsdag i morgen. Jeg holder ikke noget, men Manden tager mig med ud at spise i aften og Kaye har lovet at lave lasagne til mig i morgen. Og så kommer min familie forbi om en uges tid (fordi det lige var sådan det passede), men jeg havde faktisk ikke sådan rigtigt tænkt på det som en fødselsdagsafholdning.

Indtil min mor ringede og spurgte hvad jeg ønsker mig. Ønsker mig?! Det nærmeste jeg kunne komme var "Øh... jamen, Ringenes Herre Lego". Og så ikke mere. Plejer at have en kilometerlang ønskeseddel, men det har jeg åbenbart glemt i år? Kan overhovedet ikke komme i tanke om hvad jeg lige står og mangler - men Baby mangler stofbleer og vaskeklude.

Nu har jeg så gået og tænkt over det. Og jeg kan stadig ikke komme i tanke om andet end LotR Lego. Jeg har vist sagt det før, men Jesus, man bliver mærkelig af at blive nogens forældre.

søndag den 7. oktober 2012

Den rene ynk

Jeg ved ikke hvad den der Mand har lavet ved sin ryg, men han har tilbragt det meste af ugen i sengen. Overhovedet ikke optimalt når Konen er sådan en der nærmer sig højgravid og derfor 1) ikke fungerer optimalt fysisk, 2) er virkelig overfølsom hormonella. Så jeg begyndte også at få det skidt. Depressions-agtigt skidt, faktisk. Og det var der så bare ikke så meget at gøre ved, for det var ligesom mig der var i stand til at komme ud af sengen, og derfor mig der skulle hente vand/mad/puder/piller.

Nu er det så endt, som det altid gør efter flere dage i træk i den Grå Sump, med et immunforsvar der ikke gider mere, og en deraf følgende forkølelse. Heldigvis har Manden det nu så meget bedre at jeg (næsten) ikke havde dårlig samvittighed over at diktere at i dag var det mig der skulle passes. Så jeg har siddet på sofaen hele dagen og inhaleret varm saftevand og toast. Det måtte godt blive bedre i morgen.

Men set fra den lyse side er vi hverken ramt af maveinfluenza, eller igang med at komme os over flere uger med influenza og lungebetændelse.

Bonus-info: Selvom vi har levet af junk, slik og mere junk de sidste fire dage har jeg tabt mig næsten et halvt kilo. Rimelig ok kur.

onsdag den 3. oktober 2012

Godt det snart(agtigt) er tirsdag

Nåmmen fødselsforberedelse i mandags var fint. Bortset fra at det var det ikke. Havde mange mærkelige drømme om natten og i går følte jeg mig helt i kulkælderen, og følte slet ikke vi rigtig havde fået klar besked. For hende der har kurset er nyuddannet, og derfor stadig meget fagnørdet - men dog uden altid at have helt styr på de nærmere detaljer, eller at kunne komme med konkrete tal. Og så sidder man der og har fået information som man bliver bedt om at forhold sig til, men uden man har fået et reelt grundlag for det. Så det er nok meget godt vi skal til sædvanlig erfaren, helt-nede-på-jorden jordemoder på tirsdag, så jeg forhåbentlig kan få nogle lidt mere håndgribelige informationer.

Hjælper så heller ikke rigtigt på stemningen at Manden har fået rigtig øv-ondt i ryggen og, forståeligt nok, virkede lidt fraværende i går. Syntes dog ikke det var helt ok at han grinede mens han trøstede mig efter jeg slog albuen ind i bordkanten og bare begynde at hyle, fordi det hele bare var alt, alt for meget. Og syntes slet ikke det var ok, da jeg lå i sengen og tudede og forsøgte at forklare ham at jeg endelig havde fundet ud af hvad der gjorde mig så ked af det og usikker, og han så bare faldt i søvn.

I dag stod han så (relativt) tidligt op og gik efter rundstykker, fordi han syntes vi skulle fejre at han har friuge som vi plejer, selvom han har været hjemme med dårlig ryg de sidste to nætter. Og han lavede morgenmad på sengen og sagde undskyld, og selvom det var både tiltrængt og hyggeligt hjalp det ikke det vilde på overskuddet. Hans ryg er blevet meget værre, så det han kan overkomme er at ligge meget stille og sove.

Han kæmpede sig dog op for at komme med ned til lægen til sidste graviditetsundersøgelse, og det er jeg virkelig glad for han gjorde. Jordens Rareste læge er nemlig blevet langtidssygemeldt, så det var en ny uddannelseslæge vi kom ind til. Og det var rimelig meget røv og nøgler. Er glad for det er en let og ukompliceret graviditet, for ville godt nok ikke være tryg ved hende, hvis jeg var bare det mindste i tvivl om hvoridt alt var som det skulle være. Hun virkede i det hele taget lidt som den type læge der er lidt træt af patienter, og sluttede af med at sige "Hvis der er noget, kan I jo bare ringe... til fødegangen". Godt så.

Jeg er heldigvis kommet af med det værste af de der trælse tanker, og har nogenlunde fundet ind til den rigtig mavefornemmelse igen. Men føler bare stadig at jeg mangler at få grædt ud, og trænger i den grad til at give slip og bare gå død på sofaen. Desværre bare ikke en mulighed når man udgør hele den andel af husstanden der kan bevæge sig. Bortset fra katten. Men den laver nok ikke varm kakao til mig.

Ej, rundstyk at det her bare blev endnu et klynkeindlæg. Jeg havde ellers tænkt jeg ville skrive et indlæg om hvor helt igennem underholdende det er at læse "Stump i mors mave" sammen med Niecen. Nå, det må så lige blive en anden dag, hvor det ikke føles helt så meget som om min hjerne er ved at glide fra hinanden.

mandag den 1. oktober 2012

Cake?!

Jeg er blevet sulten. Sådan permanent. Tror den lille Baby derinde har sat gang i slutspurten. Det gør mig egentlig ikke noget, bortset fra at det jeg har lyst til er junk. Pizza, hvidt brød, nachos, fritter (m/ mayo), mozarella-sticks.

Og kage. Jeg har rigtig, rigtig meget lyst til kage. Gooey buns og brunsviger og træstammer og den der lyserøde hindbær-roulade nede fra Kvickly. Eller måske kringle eller en karamel-muffin fra 7-eleven?

En del af mig er totalt "fuck it, du har otte uger til termin og så må man gerne bare sidde på sin flade og kværne junkfood og kage" Men så er der (desværre/heldigvis) den anden del af mig, som har formået at holde vægtstigningen nede på 6kg indtil nu, så der derfor er udsigt til at jeg pænt holder mig omkring de anbefalede 8kg i alt. Hvis jeg altså ikke går i totalt fråder-mode. Nåja, og så den lille detalje med, at det forholdsvis moderate sukker-indtag jeg har arbejdet mig ned på, nok er ret meget bedre for både mit og Baby's helbred.

Men jeg har stadig lyst til kage. Og en snack-kurv.