fredag den 31. oktober 2014

Hvori det er sidste dag af oktober-udfordringen

Det er blevet til 14 indlæg (inklusiv det her, men eksklusiv throwback Thursday-indlæg). Det er selvfølgelig langt fra et indlæg om dagen, men jeg tænker det har været et ok niveau. Egentlig.

Jeg tænkte det som en øvelse i at mærke efter hvad jeg gerne vil med bloggen, og hvordan jeg vil den. Og det har jeg gjort. Mærket efter, altså.

Bloggeren er stadig derinde. Og det er en old-school, dagbogs-agtig, lige-fra-hjertet, personlig blogger. Stadig. Jeg tror lidt jeg havde glemt det?

Jeg er ikke en tip-og-tricks-, mad-, krea-, mor-, mode-, debat- eller sponsor-blogger. Men det har jeg i virkeligheden brugt meget tid på at spekulere over. I stedet for bare at skrive.

Det er heller ikke en billed-blog. Jeg kigger rundt, og så synes jeg min blog virker så tom og kedelig når jeg ser på alle de andres billeder, og tænker at jeg også skal se at få smidt nogle billeder på. Men jeg synes faktisk det er besværligt, og det spænder ben for min stil. Billederne, de er på instagram, og der bliver de. I hvert fald langt de fleste af dem.

I løbet af den her måned er det også blevet virkelig tydeligt, at det ikke er tiden jeg bruger på at blogge, der er problematisk, men derimod tiden jeg bruger på at tænke over det. Hvad skal jeg skrive, for at det bliver spændende og relevant? Hvordan undgår jeg at støde nogen? Er der mon nogen der har kommenteret endnu? Nu? Hvad med nu? Hvad mener de med den kommentar? Skal jeg svare? Burde jeg havde skrevet noget andet? Er det godt nok? Er jeg god nok?

Så det bliver november måneds udfordring - at øve mig i at skære ned, både på bekymringerne, og på det antal gange jeg liiiige tjekker mobilen. Det bliver forhåbentlig en fuldstændig skjult udfordring for jer, der læser med, for den allervigtigste konklusion på den her udfordring er, at jeg skal stoppe med at undskylde, forklare og blogge om at blogge.

Og i stedet for bare gøre det.

Det håber jeg vil kunne ses. Og jeg håber, at hvis det går hen og bliver vævende og alt for meta (igen), så er der nogen der trykker på den store røde hold-kæft-knap.

As you were.

PS. Jeg er i gang med at rykke rundt på layoutet - sig lige til hvis det bliver helt umuligt at have med at gøre (især hvis I bruger mobil - er lidt på eksperimentalstadiet)

torsdag den 30. oktober 2014

Hvori der alligevel er lego

Vi har egentlig besluttet at vi pt. har nok lego (CHOK CHOK). Vi er ved at løbe tør for plads og penge, og er for længst løbet tør for tid. Vi har faktisk en stak uåbnede lego-æsker inde i skabet (CHOK CHOK igen).

Men. Så var der noget med at jeg havde lovet Manden Ecto-1 - bilen fra Ghostbusters - og vi skulle jo alligevel købe julekalendere. Jamen, det tæller jo ikke som lego på den måde, vel. Nåja, og så var der vist noget med Gryntegrisens fødselsdag lige om lidt (seriøst CHOK CHOK, der). Hun skulle egentlig heller ikke have mere lego, men så kom vi i tanke om det perfekte sæt til hende.

Så vi var lige en tur omkring vores lego-pusher, Legen.dk.** Som havde tilbud på lige det sæt Grynten skulle have, og de havde (selvfølgelig, fristes jeg til at sige) også tilbud på julekalendere. Men ingen Ecto-1 - det er et lego exclusive sæt, så som udgangspunkt skal man i lego-shoppen (men i (endnu en) parentes bemærket, så har de altså tit en del exclusive og hard-to-find på legen.dk også)

Normalt handler vi faktisk ikke i lego-shoppen. Ville jeg sige. Men det er selvfølgelig ret meget løgn, for der er jo en hel række sæt man kun kan få der. Men. Der er aldrig tilbud på noget og man kan ikke få udgåede sæt. Vi er dog tilmeldt VIP-programmet (butofcourse) og optjener VIP-point, svarende til 5% af ordrens værdi. 10%, hvis der er kampagne.* Desuden har Lego-shoppen fri fragt over 400kr, hvorimod vi på legen.dk skal over 1000kr (men fragten er kun 39kr så det er til at overkomme). Så det bliver ofte et større regnestykke når vi skal have nyt lego.

Denne gang endte det faktisk med det godt kunne betale sig at handle i lego-shoppen: dobbelt-op på VIP-point og et exclusive promo-sæt på 100 klodser (sæt på den størrelse koster normalt omkring 100kr)


*Man får 1 point for hver ti kroner man bruger i lego-shoppen. Vi har i vores VIP-tid optjent 685 point. Ahem.
**Legen.dk omtaler og anbefaler jeg gerne uden at få noget for det, for de har altid tilbud og deres kundeservice er i top.

PS. Sorry, hvis det lyder helt vildt som et reklame-indlæg. Det er det ikke. Det var bare det der røg ud i dag. Jeg lover det er helt normale og hverdagsagtige betragtninger her i huset.

onsdag den 29. oktober 2014

Hvori der ikke er nogen der har sex

*Indsæt selv blrah-lyd her*

3.37. 4.45. 5.49. Dyne. Sut. Nemo.

Og så skulle vi åbenbart ikke sove mere. På trods af at alle involverede parter stadig var (for) trætte.

6.21 stod vi op. Der var en del gråd, da jeg foreslog havregrød til morgenmad. Men vi var jo igen løbet tør for mælk. Der var en lille slunken slat tilbage, præcis nok til at dække behovet for "Haver-dyn, dee-ohs med mætte". Heldigvis. Ellers tror jeg Harmageddon var indtruffet.

Jeg orkede næsten ikke at gå ud i vuggestuen med hende. Rettelse: Jeg orkede faktisk ikke at gå ud i vuggestuen med hende. Efter Weekenden Hvor Søvn Blev Sprunget Over (10 minutters lur blev det til søndag - TI minutter. For frigodan) og efterfølgende dage med OfU (Opvågning før Udhvilet) er mit energiniveau... skal vi sige... en smule lavt. Jeg tog ellers en middagslur i går, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig vågen længere. Men måske var det det der gjorde det, for så nåede jeg jo absolut intet i går. Heller ikke i går.

Så nu vil jeg bare gerne sidde i fred. For mig selv. Og også gerne have forlænget dagen med en 4-5 timer, så jeg kan nå både at slappe af og at lave noget.

Det er faktisk noget af det der har overrasket mig mest, efter vi har fået Gryntegrisen, at jeg har så stort behov for bare at være alene og i fred. For jeg er var ikke sådan et menneske, der helst ville være selv. Jeg trives rigtig godt med tosomhed, og jeg har ikke følt behov for at have min egen hobby eller cafe-besøg uden manden eller seperate byture. Vi blev gift og siden har vi været sådan en fælles enhed uden det helt store behov for at have "hver vores".

Cue: Spædbarn. Med spædbarn fulgte et enormt behov for at være alene. Alene-alene. Det kom bag på mig, for altså, jeg vidste jo godt at med et spædbarn, så kommer der også et behov for engang imellem at få en pause, men jeg havde slet ikke forudset at jeg skulle have den pause for mig selv og uden Manden. Ikke i så stort omfang, i hvert fald.

Jeg nåede ret hurtigt dertil, hvor jeg ikke kunne have at der var flere der skulle røre ved mig og kræve noget af mig. Sådan et lillebitte barn er jo på en, hos en eller spiser af en hele tiden. H.e.l.e. tiden. Det var i og for sig ikke nogen overraskelse, men det var overraskende at jeg kunne få nok af den fysiske kontakt. Ikke bare som i at jeg var træt af at bære og flytte rundt og få krampe i armen fordi hun sov på den. Men bare straight up nok af at have nogen så tæt på.

Jeg havde seriøst aldrig forestillet mig, at vi skulle være det par, hvor sex holder op. Aldrig. Vi snakkede endda om det, præ baby, og ingen af os kunne forestille os, hvordan man ender i den situation. Det kan jeg så godt nu. Det er et underligt sted at være, for det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til Manden. Jeg har bare ikke lyst. Punktum.

Det ville overhovedet ikke være et problem, hvis Manden var samme sted, men det er han bare ikke. Han er faktisk noget nærmere det samme sted, som vi var inden vi fik børn. Og det sucks. For kombinationen har virkelig sendt os ud i en nedern spiral, hvor jeg glemmer alt om der er noget der hedder sex, hvorfor problemet vokser for ham (no pun intended), hvorfor det pludselig er nødvendigt det er nu, hvorfor jeg føler mig presset, hvorfor jeg får endnu mindre lyst. Alt sammen krydret med fantastisk dårlig samvittighed fra begge sider. Og så selvfølgelig den lille detalje, at der ikke er tid og overskud til det helt store show midt i en hverdag med et lille barn.

Jeg troede det ville blive bedre når jeg stoppede med at amme og den direkte fysiske afhængighed stoppede. Og det blev måske også bedre. Lidt. Men samtidig havde jeg også bare enormt brugt for at have min krop for mig selv et stykke tid - ens krop bliver jo underlig af graviditet og fødsel og amning, og den ændrer sig så meget så hurtigt, at man slet ikke kan kende den mere. Det er så snart et år siden jeg stoppede med at amme.

Men måske det bliver bedre, når man har ikke-ammet ligeså lang tid som man ammede?


(Fodnote-parentes: Det er ikke fordi jeg er et sted hvor jeg har mistet håbet eller noget. Overhovedet ikke. På et tidspunkt kommer vi jo ud på den anden side. Det er bare her vi er nu)

lørdag den 25. oktober 2014

Hvori lydniveauet er en anelse for højt

Det startede allerede klokken fem i morges. Det er der sådan set ikke noget underligt i, for Gryntegrisen vågner tit klokken fem og skal have sut eller Nemo eller dyne, for så at sove videre til halv syv-syv. Og så ligger jeg der og har den evige indre diskussion om jeg skal gå ud og tisse (og risikere at vække Barnet helt) eller om jeg skal blive liggende (og risikere ikke at falde i søvn igen på grund af fyldt blære).

Jeg fornemmede det godt, i morges, at hun ikke faldt rigtigt i søvn igen, men hun bøvlede ikke over i hovedet på mig "store seng" før halv syv. Hvor hun prompte gav sig til at skrige "MIN PUDE!!! MIN PUDE!!!" og så vidste jeg ligesom godt at dagen allerede var røget.

Af en eller anden årsag falder de der røv-dage altid i weekender hvor Manden arbejder. Så jeg står selv med Barnet og det er bare en lorte-kombi med træt barn og træt mor, der ikke får bare lige en halv time til at vågne og drikke varm te og tage en dyb indånding. Det har været en studie i grænsesøgning i dag, og vi har (blandt meget andet) diskuteret om:
  • Man må tage den lille, skarpe og sylespidse saks
  • Man må kravle op på bordet og tage den lille, skarpe og sylespidse saks
  • Man må tegne på mors karton
  • Man selv må tage mors karton
  • ...oppe på bordet
  • ...igen
  • Mor må rulle sokkerne ud
  • Mor må putte banan i havregrøden
  • Man må lege med toiletbørsten
Bonus-info: Hun kender godt svaret på samtlige spørgsmål.

Når hun ikke lige har skreget mig i hovedet, hver gang jeg gjorde noget der gik hende imod, så har hun stædigt ignoreret alt hvad jeg har sagt til hende.

Klokken halv elleve gav jeg op og bad Manden om at tage ansvaret i bare ti minutter. Hun var crazy træt og mit overskud var væk, og jeg troede egentligt hun faldt i søvn, for der blev stille i soveværelset. Det var ikke helt efter planen, for der er jo alt det med sommertid/normaltid, så jeg havde egentlig tænkt det var fint hvis hun sov sent og fik rykket den der time allerede i dag.

Men så skreg hun igen og jeg hentede hende (for jeg havde drukket en hel, varm kop te) og så pakkede jeg hende ned i klapvognen og så var klokken også blevet halv tolv og så ville det jo være ok med den lur. Men ville hun sove? (Hint: Nej) Så opdagede hun hvor vi var på hen og råbte begejstret "Ålle og Fas!!" (onkel og faster, red.) For åbenbart kender hun vejen ud til Kaye og Jyden. Hun holdt sig vågen hele vejen derud og hele vejen igennem frokost og så var klokken pludselig et inden hun blev puttet.

Men ville hun sove? (Hint: Nej) Så vi gik en tur, og nede på skovstien rumlede klapvognen og så tiltede hun bagover på den der nuttede måde som kun små børn kan. Og så sov hun halvanden time og vågnede op og var slet ikke udhvilet. Så kunne vi så fortsætte hvor vi slap. Thank God, for at være på aflednings-besøg. Hun klarede egentlig eftermiddagen ok.

Manden kom til aftensmad og så var det lige lørdag, så børnene fladede ud foran fjerneren, mens de voksne var sammen med nogle andre voksne. Og så var klokken pludselig otte inden vi kom hjem.

Så fik hun lige et crazy træt hys-anfald over... ja, hvad fanden ved jeg? At puslepladen lå forkert? At hun ikke måtte vaske sig i hovedet med numse-kluden? Så ville hun ikke ind i seng, fordi "Bukser på!! Bukser PÅÅÅÅ!!" - indtil jeg bad hende om at kigge ned på benene. Hvor der var bukser på. Sjovt nok. Ok, det var faktisk ret sjovt.

Hun gik omkuld næsten med det samme. Og så håber vi bare hun sover til klokken syv i morgen (ny tid), så vi ikke skal bruge en uge på at stå op halv seks.

Tak.

fredag den 24. oktober 2014

Hvori erkendelsesrækken (forhåbentlig) er ved at være slut

Erkendelse nummer 5 (er det ikke der vi er kommet til?): Jeg er ikke stor nok til at tage diskussioner i kommentarfeltet. Det er sørgeligt, men sådan er det. Min evne til at være saglig, venlig og velovervejet forsvinder (hvis den da var der til at starte med) og jeg bruger alt, alt, alt for meget tid på at bekymre mig over om jeg havde fået sagt tingene rigtigt, om de blev forstået rigtigt og om jeg skal skrive en kort kommentar eller en lang eller slet ikke noget. Det er virkelig ikke jer, det er mig, men jeg er simpelthen ikke voksen/rask/overskudsagtig nok til at være den, der står for enden af en lang diskussions-tråd. Hvor venlig, saglig og velovervejet den så end er. Rundstyk. Jeg vil hade at skulle censurere bloggen, men jeg tror konsekvensen må være at jeg ind imellem kan være nødt til at lukke for kommentarer på nogle indlæg. Det er nedern og i virkeligheden et fejt trick, men jeg er også nødt til at passe på mig selv. Ikke fordi I er nogle onde læsere - tværtimod - men fordi jeg stadig øver mig i at få et velfungerende filter. Lige nu tager jeg (stadig) alting ind, og så ender det af og til med at bloggen, som skulle være en ventil og et hyggested bliver (endnu) et følelsesmæssigt sort hul. Hvis I brænder inde med en kommentar eller spørgsmål (enten fordi jeg har lukket kommentarfeltet, eller fordi jeg har glemt at svare) så skriv endelig en mail (mandenogkonen@gmail.com). Jeg har meget nemmere ved det når det er en-til-en og ikke mig-til-et helt kommentarfelt.


Erkendelse nummer 6: Jeg skal stoppe med at forklare og undskylde alting (sådan som jeg har gjort i ovenstående) og jeg skal stoppe med at blogge om at blogge (sådan som jeg gør nu). Min blog er som den er, og den bliver som den bliver, og det bliver ikke lavet om af at jeg forklarer og reflekterer. Det bliver nødt til at være lige fra leveren om alt og intet og hvad der nu lige falder mig ind, hvis det ikke skal blive en dødskamp at blogge. Det skal simpelthen ikke blive (endnu) et tidskrævende, livslystudsugende projekt. Det har været rart de dage hvor jeg har formået bare at lukke mine egne ord ud, uden at tænke på, om det nu også var de ord I gerne ville læse.

søndag den 19. oktober 2014

Hvori der er ord

Kender i det, at man egentlig laver noget andet, men så er der pludselig nogle ord som vil ud?

Ord, som skal presses og vrides og skriges ud, men ud det skal de.

Ord, som skal ud, men som aldrig kommer videre.

For pludselig er det alt for sårbart, og man nænner slet ikke at servere dem for andre.

torsdag den 16. oktober 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 23)

18. oktober 2007
Min største fejl
Jeg er helt ude af stand til at holde kæft

tirsdag den 14. oktober 2014

Kære Trendy-Mor

Jeg ville gerne starte med et "du ved hvem du er", men sandheden er, at det gør du sandsynligvis ikke. Først og fremmest fordi du jo ikke er en egentlig person. Du eksisterer ikke som andet end en sammensat kollektiv opfattelse. Det er så svært at tale til dig (og om dig), fordi der altid er nogen der føler, det er dem personligt, der står for skud. Du forhindrer at vi diskuterer dig og ser kritisk på dig, for en af de ting du siger er, at alle skal have lov til at være mor på deres egen måde.

Men nu siger jeg alligevel min mening om dig.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver ked af det, når du siger at selvfølgelig skal små børn ikke have andet end økologisk mad, for de jo ikke skal have nogen af alle de farlige sprøjtegifte og tilsætningsstoffer. For jeg har ikke råd til kun at købe økologisk mad. I hvert fald ikke, hvis der også skal være penge til vintertøj og togbilletter.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver ked af det, når du blæser dine problemer helt ud af proportioner. Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender, at det føles hårdt, det du står i lige nu. Men jeg føler tit, at du mister perspektivet, og glemmer, at dem du beder om trøst og medfølelse fra, ofte står i en meget værre situation end dig. Og at du derfor indirekte kommer til at beskylde os andre for at være dårlige mødre - for hvis du udråber dig selv til at være dårlig mor, fordi du en dag var lige ved at glemme madpakken, så er det godt nok svært at nå op på betegnelsen "god mor".

Kære Trendy-Mor, jeg bliver vred på dig, når du igen og igen bruger frasen "en glad mor giver glade børn", for at retfærdiggøre at du gør hvad du har lyst til. Det er ikke fordi jeg synes du skal være en sur eller en ked mor, men jeg synes godt du kunne skrue lidt ned for dig selv. Jeg bliver vred, når du efterlader dit spædbarn med en barnepige, fordi du altså bare slet ikke kan undværes på jobbet. Du kan ikke være bekendt at frarøve dit barn den vigtige og nødvendige tilknytning og så forvente at jeg synes det er ok, bare du siger at det fungerer superfint for jer.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver lidt træt, når du snakker om hvor vigtigt det er ikke at kønsopdele legetøj, og derefter viser mig et billede af dit barn i det nyeste (gammelrosa/dueblå) modetøj. Jeg bliver træt af dit fokus på det ydre, især når det er på dit barns vegne. Ligemeget hvor meget du siger, at det handler om kvalitet, så kommer vi ikke uden om, at dit barn er klædt i upraktisk stramme bukser, alt for sarte yndige farver og ligegyldigt glimmer. Og at du oveni hatten lærer dit barn, at det er vigtigt man har det rigtige tøj på, på den rigtige måde.

Kære Trendy-Mor, jeg bliver irriteret, når du pålægger mit barn et tigerspring. Jeg er glad for, at Bogen virker hjemme hos jer, og at I har gavn af den, men vi har valgt en anden tilgang. Det er ikke fordi jeg betvivler forskningsresultaterne, men du bruger statistik grundlæggende forkert - statistik går ikke ud på at man ud fra de mange kan sige noget om den enkelte, men tværtimod at man ud fra en mindre gruppe kan sige noget om de mange. Derfor er det så uendeligt irriterende at du råber TIGERSPRING, hver eneste gang jeg forsøger at snakke med dig, om noget der er svært. Det bliver jo ikke mindre svært af, at du bruger et moderigtigt begreb.

Kære Trendy-Mor, jeg er glad for din helt enorme viden om alting småbørnsrelateret, lige fra kost til ergonomi. Men hvor ville jeg ønske at du ikke altid omsatte den viden til krav om prewalker-sko, stimulastik og waldorf-legetøj. Ligesom med økologien har jeg ikke altid råd, og jeg ville ønske du lod mig følge min egen sunde fornuft (og pengepung) når der skal prioriteres, i stedet for konstant at give mig dårlig samvittighed over alle de ting jeg ikke har råd (eller lyst) til.

Kære Trendy-Mor, slap nu af, for helvede. Slap af med dine frugtdyr og hjemmelavede popcornsbægre og sommer-, efterårs-, jule-, farvel-gaver til samtlige pædagoger i institutionen. Ikke stoppe - bare slappe af. Skru ned. Tag et enkelt skridt tilbage og brug et lille øjeblik på at få øje på hvor priviligeret og overskudsagtig du i virkeligheden er. Ånd dybt ind og husk på, at der faktisk er nogle børn der er blevet fuldstændig velfungerende voksne mennesker, selvom de ikke havde spritnye angulus-sko hver sæson.

søndag den 12. oktober 2014

Hvori jeg spiser en flødebolle for meget

Jeg starter med erkendelse nummer tre i oktober-udfordringen: Jeg har meget nemmere ved at skrive, når jeg skriver hver dag, og ikke går og gemmer på indlæg til jeg har god tid til at skrive dem ordentligt. Det munder altid ud i præstationsangst og indlæg, der bliver stive og kedelige i mit forsøg på at få det hele med på den helt rigtige måde.

Jeg ville skrive det sejeste fødselsdagsindlæg ever, om hele min seje dag og mine seje gaver. Det skulle være både varmt og vittigt, og ende med det spændende svar på hvor mange flødeboller jeg så kunne spise inden jeg ikke havde lyst til flere (svaret er 11, men jeg spiste nummer 12 også, for lissom at rydde bakken).

Sådan er der så meget.

Det har været en hyggelig forlænget weekend, men nu er jeg også glad for den er slut, og at det er hverdag i morgen (og tirsdag og onsdag) inden der er endnu en forlænget weekend, med start allerede torsdag, hvor min mormor fylder 80.

Og så vandrede mine tanker, og jeg kom til at tænke på at det bliver hyggeligt, fordi min bror også kommer, og fordi min kusine har termin den dag (hun kommer ikke, red.) og så fik kombinationen af min bror og terminer mig til at komme i tanke om at jeg slet ikke har fået skrevet jeg skal være faster.

Men det skal jeg altså. Faster. For fanden. Min bror er jo kun ti år gammel? Meget surrealistisk, alt sammen. På den gode måde, ing. Men surrealistisk. Her gik jeg og tænkte at der jo var læææænge til jeg skulle være faster (fordi min bror jo kun er 10. 12, maks.*) og så bum møder han en sød pige og så ringer han og siger han skal være far. Jamen...?

(...dagens transmission afbrydes halvvejs, pga. assistance-krævende barneputning. Det, og at jeg skal nå at spise is, inden Manden skal på arbejde)



*Han bliver i virkeligheden 24 lige om lidt, hvis der skulle sidde en læser, der var blevet bekymret

fredag den 10. oktober 2014

Hvori jeg kun skal sove en gang mere inden det er min fødselsdag

Det er ikke fordi jeg går specielt meget op i min fødselsdag længere. Som sådan. Jeg holder ikke noget og det eneste jeg ønsker mig er fred og ro og at jeg ikke behøver stå op når Barnet vågner (kan afsløre allerede nu at det får jeg lov til)

Alligevel kan jeg godt mærke fødselsdagsdiktatoren kommer op i mig og jeg holder stejlt på at det er mig som bestemmer alt i morgen. Alt.

Indtil videre har jeg dikteret:

-At nogle andre end mig laver morgenmad mens jeg får lov til at sove længe(ish). Jeg er ikke specifik med morgenmaden, men har ønsket at det måske er et trin eller to over havregryn.

-At vi skal have lasagne til aftensmad. Sådan er det hvert år, og jeg frygter lidt, at det nu er blevet sådan en tradition jeg ikke kan bryde, hvis jeg nu et år skulle få lyst til noget andet.

-At vi ikke skal have gæster. Jeg magtede slet ikke tanken om at skulle have gæster på den ene dag jeg må slappe af.

-At jeg skal have Ben & Jerrys til dessert. Som jeg selv skulle udvælge fra Føtex-tilbud (bonus-cliffhanger: Jeg afslører først varianten i morgen)

-At jeg skal have lov til at spise alle de flødeboller jeg orker. Jeg har ALTID lyst til en flødebolle til, men der er sådan et punkt hvor man ikke må tage flere uden man bliver totalt udstødt og stemplet som svin. Så i morgen, hvor det er min fødselsdag og jeg bestemmer, så skal jeg afprøve hvor mange flødeboller jeg egentlig kan spise når jeg ikke skal dele. Har allerede været oppe at skændes om det med Manden som mente at han skulle have lov til at sige stop hvis jeg blev sur, og så var jeg totalt hvorfor fanden skulle jeg blive sur, det er jo flødeboller vi snakker om og så sagde han at det jo bare var HVIS det var og så sagde jeg at det var noget pis at sige for det er jo min fødselsdag og hvis jeg har lyst til at være sur så er det jo min sag. Selvom jeg stadig ikke ved hvorfor jeg skulle blive sur af flødeboller.

Det bliver action-packed, siger jeg jer. Og jeg kommer til at voldspamme ovre på instagramZ. Med is og flødeboller og generel fødselsdags-awesomeness (det er @mandenogkonen hvis der skulle sidde en enkelt som har glemt det og som bare brænder for at se slørede billeder af lasagne med flag i)

Sig endelig til hvis I sidder med et brandgodt forslag til noget jeg kan diktere til min fødselsdagsslave (aka. Manden) i morgen.

torsdag den 9. oktober 2014

Hvori efteråret indhenter mig

Det sker hvert år på den her tid.

Jeg bliver skubbet ud af mig selv, og befinder mig hele tiden to sekunder ved siden af. Ikke meget, men nok til at jeg føler mig ude af sync. Det er som om luften bliver tynd og jeg fornemmer noget inde bagved.

Alt i mens jeg mister fornemmelsen for hvad dag det er, hvad tid det er, hvad jeg burde lave.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om at jeg enten var hjemsøgt af et tidligere liv, eller at en del af mig befandt sig i et parallelt univers.

Siden er min tilgang nok blevet en smule mere jordnær. Men jeg er stadig overbevist om at der ligger et eller andet inde i min kerne, som jeg husker, men som jeg ikke husker. Minder, som jeg har lige på tungen, men som altid slipper væk.

Det er overraskende, eller måske netop indlysende, at den underlige parallelforskydning altid finder sted omkring min fødselsdag.*

Nogle gange har jeg tænkt at det kunne være interessant at prøve noget hypnose af en art, for måske at gøre den diffuse og uklare fornemmelse lidt skarpere. Det er aldrig blevet til noget, fordi det for det første er for dyrt, og for det andet er jeg bange for det ikke ville virke. Og hvor ville jeg så være? Tilbage ved start, men X-hundrede kroner fattigere.

Da jeg som teenager gravede mig ned i Celine Dion stødte jeg - uundgåeligt - på en guldgrube af fransk musik. Musik fyldt med vemod og en ubestemmelig længsel, som i den grad gav genklang i mig. Giver genklang.

I går aftes dukkede en sang pludselig op, der lige inden søvnen. Right on cue, både i forhold til tid på døgnet og tid på året.

Jeg vil lade den stå og få det sidste franske ord.


(Hvis man får totalt spat af Celine Dion og hun ødelægger alle sange for en, så kan man finde originalen med Roch Voisine)

*Det er på lørdag. Jeg bliver 28. Tak fordi du spørger.


PS. Erkendelse nummer to i oktober-udfordringen: Jeg har en virkelig træls tendens til at undskylde alt hvad jeg mener og føler og gør. Især når jeg skriver. Mine indlæg bliver hurtigt fyldt med "Jeg ved godt det er fjollet", "Det er nok bare mig der har det sådan" og "Undskyld jeg er her". Det bliver jo pisseirriterende at læse, og al sårbarhed forsvinder, når jeg altid helgarderer mig og går efter at please.

PPS. Hov? Skal PS egentlig stå før eller efter fodnoter?

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 22)

26. februar 2008
Indianer – kalder du på mig?

Har fået omkring fire timers søvn. Fem hvis vi tæller halvsøvn med.

Fedeste fest længe. Der kom ikke så mange, og Eneren faldt godt til i selskabet med det sammen. Havde ellers lidt frygtet han ville være lidt mere… dødbidder… end mig. Hyggesnakkede, åd pizza, råflirtede med Indianeren. Og drak. Og drak og drak og drak.

Fik Indianeren til at love at hvis der blev spillet en sjæler skulle den danses med mig. Efter ca. 17 white russians for meget begyndte jeg at indse at der nok ikke kom nogen sjæler, og at “Ace of Base” vel kunne være ligeså godt. Klagede over at det var en skam at man jo ikke kunne danse tæt til det. Det viste sig at det kunne man så godt. Skal jeg da lige love for.

Dansede meget, meget tæt tre numre. Eller fire. Havde ikke andet i hovedet end ham. Der var ikke plads. Så kun ham, mærkede kun ham. Blev tændt. Alvorligt tændt. Havde alt for meget lyst til at kysse ham. Havde faktisk ikke rigtigt lyst til andet.

Klagede min nød til Eneren, da jeg fandt ham bagefter. Eneren var også fuld og i et sjældent anfald af manglende moral udbrød han: “Men så kys ham dog!”

Var fuld nok til at tage ham på ordet og gik på Indianerjagt. Fandt ham, fjollede, krammede. Endte med “Hvad nu hvis jeg har lyst til at kysse dig?”

Svarede at han havde en kæreste. Blev nødt til at være hende tro. Men fik lokket ud af ham han nok ville have gjort det hvis omstændighederne havde været anderledes. Godt nok at vide man alligevel ikke helt har fejlbedømt. Det hele var så simpelt mens jeg var fuld. Men nu i ædru tilstand har jeg ikke andet end spørgsmål.

Er klassisk forvirret. Kunne godt bruge noget vejledning. Den der veninde man kan vende hver en sætning med.

Han sagde “i morgen har jeg glemt det”. Er det fordi han gerne vil glemme det? Eller fordi han tror jeg gerne vil have han glemmer det? Hvordan finder man ud af det? Gør det det ikke bare værre at sige at man også har lyst til at kysse ham i ædru tilstand og at man egentlig har det bedst med man ved hvor man har hinanden?

Har tydeligvis nået grænsen for hvad han vil være med til. Kan selv jeg se. Men hvordan siger man at man gerne vil fortsætte med at lege indenfor grænserne? Kan man det? Vil han nu ikke altid lægge mere i det end der er når jeg fjolle-flirter med ham? Er det muligt at forklare at man faktisk respekterer ham herremeget for at sætte grænsen blidt men bestemt uden man kommer til at lyde som om man lyver?

For har det faktisk ok med han siger fra. Forestiller mig han har en rigtig sød kæreste derhjemme, for han er sådan en fyr der har sådan en. Synes faktisk bare endnu bedre om ham nu. Sætter pris på ærlighed – og at man ikke forsøger at pakke det ind.

Det værste er at jeg er i tvivl om hvad han tænker om mig. Om jeg bare har ødelagt det fordi jeg var fuld og sagde hvad jeg tænkte. Virker taberagtigt at skrive og spørge. “Hej, jeg lider af galloperende social fobi og jeg ville bare gerne vide om du synes anderledes om mig nu?” Især når jeg nu ikke ved om han ønsker at glemme det.

Skrev et par sms’er med ham i morges. Fik sms’en “vi ses til næste café, hey så længe..” – betyder det at han er glad for ikke at skulle se mig før og at han ikke vil skrive med mig i mellemtiden? Eller betyder det at han ser frem til at se mig til næste café?

Bør vel bare læne mig tilbage og vente. Så længe er der jo heller ikke til på fredag. Må vel også være hans tur til at tage et skridt, hvis der skal tages nogle?

Er jo heller ikke fordi jeg er vild med ham.

Men kunne jeg måske godt blive hvis omstændighederne var anderledes.

Duftede af ham hele vejen vej.

onsdag den 8. oktober 2014

Hvori der ikke er mere mælk

Jeg har lige foldet fire mælkekartoner sammen. FIRE! Som bare lå og flød hen over diverse overflader. Det er ikke engang fordi de har ligget der specielt længe (men nok for længe, under alle omstændigheder), vi bruger bare enormt meget mælk. Mælk til te, mælk til havregryn, mælk til madlavning. Jeg tror det at have fået et enkelt lille barn har fordoblet vores mælkeforbrug (så i gamle dage ville der kun have ligget to tomme mælkekartoner og været klamme. Bortset fra at i gamle dage var der ikke nogen der skulle mase nogle andre ud af døren mens nogle tredje lige skulle have lov til at sætte sig i fem minutter, så dengang var der nok nogen der havde smidt kartonerne ud med det samme. Måske.)

Der er i øvrigt ikke mere mælk nu.

Der er heller ikke mere brød.

Det er virkelig story of my life, for tiden, det der med at vi mangler et eller andet vitalt. Altid, uden undtagelse. Jamen jeg forstår det ikke? Vi har jo lige købt ind? Manden går i Fakta efter mangelvarerne på vej hjem, men lur mig om der så ikke er et eller andet helt syttende vi alligevel har glemt.

Men det er også bare fordi vi ikke bare kan købe ind et enkelt sted. Kiosk-fakta ned på hjørnet er praktisk og tæt på, men deres udvalg er altså ikke ligefrem stort. Og deres chili-bønner er alt for stærke. Så vi vil hellere i Rema og købe stort ind, når vi kan overtale nogen med en bil til at læsse os hjem (vi overtalte min mor i weekenden. Det viste sig at være en ret praktisk foranstaltning, for ikke nok med hun kørte bilen og underholdt Gryntegrisen, så insisterede hun også for at betale. For en måneds basisvarer. Og bleer). Men omme i Rema har de ikke ordentlig mælk. Det er nok også bare mig der er så mega sart med den mælk (ja, nu snakker vi om mælk igen, tough luck, hvis der skulle sidde en mælkehader derude), men det er altså en af de ting som skal være økologisk, fordi vi bruger så meget, og det smager så meget bedre, og køerne får rent faktisk luft og græs. Og vi køber jo ikke mælk fra Arla, fordi de er nogle monopol-svin og i øvrigt homogeniserer de øko-mælken og det er nedern. Desværre er det eneste øko-alternativ i Rema de der trælse posemælk, som måske er praktiske nok at folde sammen, men som altså hverken er nemme at hælde af eller transportere eller opbevare. I hvert fald ikke når man køber ti liter af gangen. Så derfor køber vi mælk i Fakta (som i parentes bemærket har hele TO arla-alternativer, som i virkeligheden er den samme Thise-mælk bare med forskellig mærke og med/uden jersey - vi køber den der er på tilbud).

Og brød. Det køber vi også i Fakta, fordi de har billigt fuldkornstoast uden kerner. Og der er alt muligt andet brød som altid er på tilbud, fordi kiosk-fakta aldrig får solgt ting inden sidste salgsdato, så der er altid tusind varer med "se dato" og "brug snart -50%"

Det bliver selvfølgelig ikke nemmere af at vi har ca. 0 penge om ugen at købe mad for, fordi der pludselig kom en regning og så var der noget tandlæge og så skulle vi jo også betale for et års gymnastik. Det er de bedste 450kr vi har brugt i år, også selvom der så ikke lige var råd til mælk sidst på måneden.

Men det gjorde måske heller ikke så meget, for det er som om der er nok tomme mælkekartoner der ligger og flyder i forvejen.


PS. Det her indlæg har jeg i virkeligheden ikke brugt en hel halv time på, selvom jeg satte uret, for ca. halvvejs blev jeg distraheret af at læse om Fermi-estimater. 'Coz that's how I roll.

mandag den 6. oktober 2014

Hvori jeg for alvor bliver træt af politik

Manden har plantet sig i sofaen med Netflix. Han har vasket op, så det er ok. Jeg sidder her og blogger (ja, godt set) og klapper mig selv på skulderen over at jeg havde spist alle dagens elefantbidder inden klokken 10, og at Crazy Urealistisk Projekt dermed er otte bidder mindre urealistisk. Men stadig urealistisk nok til at jeg ikke tør jinxe det ved at skrive mere om det her. Havde planlagt at være meget mere færdig på det her tidspunkt, men så kom der nogle budgetforhandlinger og åd al min tid og alt mit overskud i halvanden måned.

Ja, budgetforhandlinger. Det var egentlig noget af det jeg ville have skrevet om hvis ikke de havde taget alt min tid. Jeg har selvfølgelig ikke været med til de officielle forhandlinger, eftersom jeg ikke er medlem af byrådet, men blot en sølle 2. stedfortræder. Men hold. nu. kæft. hvor har jeg haft nok at lave alligevel. Og hvor har jeg skulle vide meget og mene meget og tage stilling til en masse ting, som jeg skulle både vide og mene noget om. Det trak tænder ud, og det var grimt og træls og nedern, og jeg er træt af politik.

Bortset fra, at det må jeg selvfølgelig ikke sige, for jeg må ikke sige noget om noget som helst, for hvad nu hvis den samlede danske presse læser med på min blog og opsnuser en saftig historie om, at jeg ærligt og lige ud af posen siger det ikke er en hyggeklub henne i politik. Jamen, grin bare, men det er en ægte nok bekymring. En bekymring, der i høj grad er nogle andres og ikke min egen, men en bekymring jeg er nødt til at tage seriøst, fordi det ikke bare er min egen røv, der er i fare for at blive ristet.

Så det er derfor der har været så stille. Blandt andet. Fordi det der politik slog benene væk under mig og svinebandt mig, og så kunne jeg ikke sige noget om noget som helst, fordi det var fortroligt, var om nogle andre, kunne tolkes forkert (hvis der nu var en journalist, der læste med). Det går mig imod ad helvede til. Altså, ikke at jeg ikke kan dele fortrolige oplysninger, men at jeg bliver bedt om at spille det der spil. For jeg gider det ikke. Jeg gider ikke "hvis jeg gør sådan, så tror de sådan, og så vil de det, men hvis han siger sådan, så skal jeg..." Men det er svært at insisterer på ikke at spille spillet når alle de andre gør. Det bliver, i sagens natur, helt umuligt at stå uden for.

Jeg er ikke god til at veje mine ord. Jeg er ikke god til at gå på den der knivsæg mellem at være ærlig og alligevel ikke sige for meget. Hvornår er det min mening og mit liv, hvornår er jeg loyal overfor andre... og hvem er det overhovedet jeg skal være loyal overfor?

Lige nu holder jeg ferie fra politik. Bortset fra at det gør jeg ikke, for så er der baggrundsgruppemøde og så er der byrådsmøde, og jeg kan ikke undslå mig, for det handler stadig om budget, selvom løbet ligesom er kørt. Men jeg prøver alligevel at træde et skridt tilbage. Lave noget andet. Lægge det fra mig. For det er helt umuligt at bevare perspektivet når man står i det, druknet i dagsordner (ordinære, som skjulte) og bilag og tal. Det er umuligt at nå at mærke efter og det er umuligt at sige fra, for midt i det hele er alting vigtigt. Jeg kan godt mærke, nede i min mave, at jeg er nødt til at sætte en grænse et sted, for ellers ender jeg med hele verden på mine skuldre, drevet frem af den der selvdestruktive "men der er jo ikke andre der gør det"-ansvarsfølelse.

Øver mig i, at vende min tilgang om, og tage udgangspunkt i hvad jeg kan og ikke hvad jeg bør. Forsøger at huske, at det bedste jeg kan, er det bedste jeg kan, og at jeg ikke kan tilbyde mere end det. Det er langtfra så let som det lyder.

Det er faktisk pissesvært.

lørdag den 4. oktober 2014

Hvori jeg indser at halve timer ikke hænger på træerne

So much for den halve time hver dag.

Men jeg var syg og skulle bruge i dag på at restituere mens Manden vartede mig op, men så begyndte Manden at overtage min sygdom og så kom min mor på besøg og så var der pludselig ikke mere tid.

Så en halv time bliver det ikke, men i stedet fem minutter her fra badeværelset og mobilen.

Og så må den første erkendelse i det her projekt være, at selvom en halv time lyder af meget lidt, så er det svært at finde den, når den ikke er der i forvejen.

I morgen. Så opfinder jeg den halve time og lægger den et eller andet sikkert sted, så jeg kan finde den resten af måneden. Lige efter jeg har været i Rema og sendt min mor hjem og puttet barnet til lur og vasket tøj. Forstås.

fredag den 3. oktober 2014

Hvori jeg har givet mig selv en udfordring som jeg fejler allerede på dag 1

Jeg havde planlagt at jeg hver dag i oktober ville bruge en halv time om dagen på at skrive blogindlæg. Jeg ville simpelthen sætte uret og så skrive til tiden løb ud, og så var det det, hvadenten indlægget var helt eller halvt eller mundret. Tid er min evige undskyldning for ikke at få blogget, for jeg ender altid med at sidde i alt for lang tid og slette og skrive om og slette igen - for så til sidst at udgive noget jeg alligevel ikke er helt tilfreds med. Jeg er ikke så god til bare at skrive og så lade det være det. Jeg bliver fuldstændig blokeret, fordi ordene ikke er rigtige. Bevares, de er måske heller ikke ligefrem forkerte, men hvis de ikke er rigtige så kommer jeg ikke videre.

Så jeg ville øve mig.

Men I kan jo selv se hvordan det er gået.

I onsdags havde vi pludselig en semi-spontan børnefri aften, og den skulle jo i hvert fald ikke bruges på at blogge. Jeg havde faktisk også tænkt at jeg ville have skrevet et langt indlæg allerede i tirsdags om hvor fanden al min tid bliver af, og hvorfor jeg har fået så svært ved at blogge, og hvor fucked up det er at der pludselig er store dele af mit liv jeg ikke bare kan skrive løs om - og nåja, så for at forberede jer på min oktober-udfordring.

I går kom jeg så til at spille Skyrim. Hele dagen. Indtil der var nogen der detonerede en bombe i mine bihuler og fik hele min krop (ikke mindst ørerne) til at ringe resten af dagen. Og natten. Er stadig forkølet, men pudsede næse til det gjorde ondt i morges og dryppede med noget saltvand og så hjalp det. Der er i hvert fald hul igennem, selvom det stadig føles som om mit kranie er fyldt med murbrokker. Nåja forresten, så er det løgn jeg spillede Skyrim hele dagen. Jeg var faktisk også ude at løbe.

I dag, SÅ skriver jeg. Som I kan se. Men jeg har glemt at sætte uret, så aner ikke om jeg når op på en halv time eller om jeg overskrider. Eller om det bare alt sammen er noget lort. Men jeg skriver hurtigt, og lige fra hjernen (eller hvor fanden det nu er mine ord kommer fa) uden filter på. Det gør så også at hele lortet er fyldt med stavefejl, for hvis jeg først går tilbage og retter det, så er det jeg går i stå. Jaja, altså, jeg skal nok lige rette det værste inden jeg trykker udgiv.

Nå. Men det vart faktisk det. Der er ikke noget kvalitet og ikke nogen sammenhæng, men det er der og det var målet. Det, og så at det ikke har taget mig hele formiddagen at skrive.

Sesemorn, som Gryntegrisen ville sige.


PS. En del af øvelsen er i øvrigt at hvis jeg fejler så tæller det ikke som fejl. Så var det bare sådan det var. Så derfor er overskriften i virkeligheden løgn - for i stedet for "skriv hver dag i oktober", så øver jeg mig på at ændre det mentalt til "skriv hver dag i oktober, undtagen den første og anden"

torsdag den 2. oktober 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 21)

29. april 2008
Jesus Kristus, altså
Er simpelthen så rasende at jeg har tårer i øjnene. Svigermor, evigt elskede og skønne svigermor*, kom lige forbi klokken kvart i elleve. 22:44. KLOKKEN KVART I FUCKING ELLEVE!!!

Og hvorfor? Spørger den videbegærlige læser.

Jo, søde, dejlige svigermor kommer jo ikke sådan forbi uden grund med mindre det VIRKELIGT brænder på.

Det drejer sig om noget så livstruende som at…

Uha… det her fotjener en trommehvirvel..

*trommehvirvel*

at… der er gået koks i telefonsvareren på vikartelefonen!!!!!!!

AAARGH!!! Verden går UNDER!!!

Af en eller anden årsag er det åbenbart IKKE muligt for en gennemsnits-ansat at tænke “hmm, nå, jeg kan ikke få fat i vikartelefonen så jeg ringer bare direkte til receptionen og bliver stillet om” (eller også var det bare at min svigermor ikke kunne forestille sig at de ansatte godt kunne leve uden vikartelefon) - nej det er NØDVENDIGT at gå i fuldstændig PANIK fordi der er tekniske problemer med vikartelefonen de næste otte timer.

Det er simpelthen så verdenslammende at man bare MÅ ringe til sin søn, og når det ikke virker så MÅ man bare dukke op på dennes bopæl og få det ordnet NUUUUUUUUUUUUUU. Ligemeget om vi andre så sidder i nattøj og har lyst til at hygge-aften-prutte og faktisk også bor her. Sad bøjet over mine noter og lod som om jeg ikke var der. Ville ikke have været i stand til at sige noget pænt til hende.

Jamen JESUS FUCKING CHRIST altså!!!!

Har indgået aftale med Manden om at fra nu af tager jeg telefonen når det er Svigermor. Så jeg kan bevise at det ER muligt at sige nej og holde på sit privatliv og forklare at verden ikke går under pga vikartelefon/manglende internet/dumme ledere/stresset receptionist/osv osv osv

----------
*Ex-svigermor