tirsdag den 20. september 2016

Hvori jeg har en identitetskrise

Hva' så, Kone? Laver du ikke andet end at være forelsket for tiden?

Svaret er nej, ikke rigtigt. Jamen jeg ved det, det er røvsygt, for alle andre end mig. Jeg er 100% hende der sidder og stirrer tomt ud i luften og er ude af stand til at følge med i en normal samtale. Halvdelen af tiden er jeg uudholdeligt lalleglad lykkelig, og den anden halvdel af tiden er jeg uudholdeligt selvynkende ulykkelig af savn. You know the drill.

Er klar over bloggens titel ikke er så skidesuperpassende pt. Har nok i virkeligheden været upassende et stykke tid, har faktisk været ret meget mig-mig-mig på det sidste, nu jeg tænker over det. Altså, Manden er der jo stadig. Og Barnet. Og det er stadig ikke en skid som set på TV. Så på den led er det jo mest same old, same old.

Nu er der så også bare en kæreste. Som jeg stadig er ved at få til at passe ind i mit liv, men spørgsmålet er om han også kan passe ind på bloggen.

På den anden side, så er jeg jo også kendt for at være doven, og jeg ved I også er dovne (jo, I er, jeg ved det) og det ville være så besværligt for alle at skulle skifte både navn og url og hvad ved jeg.

Men nå, I er måske også alle sammen stået af for længst? I så fald gør det jo beslutningen en hel del nemmere.

lørdag den 17. september 2016

Hvori jeg ser ind i fremtiden

Jeg kan allerede høre den komme galopperende imod mig. Samtalen. Med stort S. Jeg kan allerede se min mor gå rundt om sig selv og forsøge at tage tilløb, indtil det lykkes hende at få bragt "ham Kinney" på banen, i et sjældent stille øjeblik i køkkenet, næste gang jeg er derovre. 

Det er forudsigeligt hvad det vil handle om. Det samme, som da jeg var 14, og min mor opdagede jeg snakkede med en fyr der ikke var min kæreste. Eller da jeg var 17, og lod Es overnatte i min seng. Eller da jeg som 21-årig flyttede fra min Ex'en, og min fars første spørgsmål var om der var en anden.

Jeg er nødt til at blive holdt lidt i ørerne med det der med, hvad der er acceptabel opførsel, jeg er ikke i stand til selv at vurdere hvordan jeg påvirker andre. 

Jeg håber hun får samlet mod nok til at spørge ligeud om jeg er forelsket. 

Så kunne jeg måske samle mod nok til at svare ligeud, at det er jeg. Og ville hun i øvrigt være så venlig for en gangs skyld at respektere mine valg og være lykkelig på mine vegne. 

I samme åndedræt ville jeg også bede hende om at holde fucking kæft med om hun synes Barnets hår er blevet for langt. 

fredag den 16. september 2016

Hvori jeg snakker med min mor

Min mor ringede. Almindelig mormor-snak med Gryntegrisen, og så ville hun egentlig bare lige høre hvad jeg lavede i havet ved Svendborg? 

Afholdt mig fra den direkte, men måske lidt konfrontatoriske udlægning af begivenhederne, at jeg fik kneppet hjernen ud, altså, når ikke jeg var i vandet. Svarede i stedet mere diplomatisk, at jeg var dernede med Kinney, i en skurvogn, for at skrive. 

Det fordomsfulde, forudindtagede, næsten forurettede tonefald indfandt sig med det samme. Hvem? Og hvad? 

Afgjort for meget at forlange at hun skal gå og huske på hvem jeg har nævnt, så der var næsten ikke nogen træthed i min stemme, da jeg forklarede at det var ham jeg skulle have de der eksemplarer af Hjemmet med til. Fordi vi har nogle ideer vi skal have prøvet af. 

Nej, det ved jeg ikke, mor, jeg sagde ideer, ikke et færdigt produkt. Det er noget vi arbejder på. Noget spoken word, måske, vi har snakket om at vi skal ud og optræde med noget, sammen. Om der er penge i det? Nej, det har jeg da virkelig ingen formodning om. Det er sguda ikke derfor jeg skriver. 

Det uundgåelige tomme "nå" fulgte. Hun havde stadig ikke lige fået placeret hvem fanden Kinney er. Surdej, mindede jeg hende om. Vi snakkede om surdej sidst jeg var hjemme, at jeg skal til København og hente den. Når jeg alligevel skal introduceres til den Københavnske poesiscene. 

Formaningen faldt prompte: Hold begge ben på jorden. Hvad fanden er det for nogle ben jeg skal holde på jorden? Måtte bide tænderne sammen og blidt hvisle, at jeg jo ikke har noget at tabe på det. I hvert fald får jeg under alle omstændigheder en surdej med hjem. Og en skrivemaskine. 

Oplysningen registrerede slet ikke. Der er jo ikke nogen der skriver på gammeldags skrivemaskine i dag. Det går jo ikke hurtigere. Det var tydeligt, at alene tanken om en skrivemaskine er så solidt plantet i kategorien "pjat" at man ikke engang behøver fake en oprigtig interesse. 

Det er en anden måde at skrive på, forsøgte jeg forsigtigt, mere permanent, uden mulighed for at slette de fejl man begår. 

Jeg fik et fnys. 

Skal Gryntegrisen lige sige farvel? 

søndag den 11. september 2016

Hvori jeg godt må få det hele

Jeg vidste det godt, da de velkendte symptomer begyndte at sætte ind. Spiste ikke, sov ikke, anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Var i det hele taget håbløst miserabel.

Men det gav ingen mening.

Havde ikke engang kendt ham i en uge, og vi snakkede allerede om kærlighed. Skrev om kærlighed. Mest af alt følte vi kærlighed, og forsøgte desperat at få det til at give mening.

Hvordan kan det opstå ud af det blå på den måde? Hvordan kan det lade sig gøre at få plads til den slags altopslugende forelskelse midt i hverdag og madpakker? Hvordan er det muligt at være så tæt forbundet til et menneske man aldrig har mødt?

Alting talte for, at det ville ende i et flammehav af apokalyptiske proportioner, og at det ville gøre det hurtigt. Der var intet - absolut intet - der tilnærmelsesvist antydede at det nogensinde ville komme til at gå.

I bedste fald ville der ikke været noget at komme efter ude i virkeligheden.

I værste fald ville jeg slå mit ægteskab i stumper og stykker.

...

...

Og nu sidder jeg så her, en måned senere, og forstår ikke, hvordan i alverden man bare kunne få det hele, uden der hverken var nogen der blev skilt eller døde.



PS. Render stadig rundt med det dummeste grin plastret ud over hele krydderen det meste af tiden. Er faktisk generelt ulidelig at være sammen med. Rundstyk.

lørdag den 10. september 2016

Hvori jeg hører Nick Cave

"Sætter du ikke Jubilee Street på for mig?"

Han skriver, mens jeg græder.

Det er Tom Waits mens vi elsker.

Bagefter skriver han igen, jeg ligger ubevægelig på sofaen. Lytter. Først lyden af skrivemaskinen, der allerede er så velkendt. Så hans stemme.

Mine tanker flyder frit, nu min krop har opgivet at gøre andet end at ligge, varm og brugt.

"Det er der jo ingen der gør, det der."

"Hvilket?"

"Hvis det var en film, så ville der sidde en producer et sted og sige at nu blev det måske lige urealistisk nok. Der er jo ikke nogen der lige skriver et digt efter sex, ikke ude i virkeligheden."

"Et knaldedigt."

"Et elskovsdigt," retter jeg. "Fordi jeg elsker dig."

torsdag den 8. september 2016

Hvori jeg er ved lægen

"Du vil gerne have p-piller kan jeg se. Men du er 45, så..."

"..."

"Nej, vent, det var den forkerte journal jeg havde fremme. Du er 29."

Mit smil var på det tidspunkt måske allerede ved at være en smule anstrengt, og mit forsøg på at komme med en lille tøhø var hverken hel- eller halvhjertet.

Så fulgte de uundgåelige, dumme spørgsmål om ting der allerede står i min journal. Børn, fødsler, tidligere prævention.

"Du fik fjernet din spiral i december? Hvad brugte du så efter det?"

"Ikke noget. Tydeligvis. Jeg blev gravid lige efter. Der skal åbenbart kun en enkelt gang til, haha."

Denne tøhø var mere oprigtigt ment, men hun opfattede den ikke. Blev faktisk mest lidt stram i det og hendes blik flakkede en smule, mod hendes skærm, min mave. Der var noget der ikke helt gik op for hende.

"Jeg aborterede i april," oplyste jeg hjælpsomt. Jeg er efterhånden ved at være vant til at der åbenbart ikke er nogen grund til at ting bliver skrevet ned i min journal. Der er i hvert fald aldrig nogen der bruger de oplysninger til noget.

Mere stramhed.

"Hvor langt henne var du?"

"17 uger."

"Så en spontan abort," konstaterede hun så, som om det ikke var klart.

"Ja. Og så fik vi ikke lige taget stilling til prævention efter det."

"Hvorfor vil du så have p-piller nu?"

Jeg kunne godt mærke det dumme grin brede sig med det samme. Det der grin, der breder sig med det samme jeg kommer til at tænke på...

"Fordi jeg har fået en kæreste, som jeg er rigtig glad for, og jeg stoler ikke på mig selv sammen med ham. Så jeg er nødt til at have noget, der virker uden jeg skal tænke over det i gerningsøjeblikket."

"Men du har to børn...?"

Jeg fornemmede godt det var et spørgsmål, men ikke helt hvorfor det var relevant. Det dumme grin var ikke forsvundet. Kærlighed og hoste kan ikke skjules, eller hvad det er man siger.

Efter jeg bekræftede oplysningen var hun stille lidt, inden nådesstødet kom.

"Er du ikke tilfreds i dit forhold?"

Jeg ville sådan set bare gerne have en recept på p-piller.

Jeg ved ikke helt hvorfor det kræver en minutiøs, tenderende til fordømmende gennemgang af hvem jeg har sex med og hvorfor.

torsdag den 1. september 2016

Hvori jeg er i Kolding

Tinder er helvedes forgård, lad os bare slå det fast med det samme (Hvad jeg laver på Tinder, spørger du? Jamen jeg laver vel det samme som de fleste andre. Jeg leder efter... øhm... venner, ing?) Det er sjovt som mænd på internettet ikke har ændret sig stort siden jeg første gang stiftede bekendtskab med dem som 12-årig. Det er stadig hvor-bor-du-hvad-laver-du-til-daglig-hvad-søger-du-skal-vi-mødes 90% af tiden (svar: ved vandet, skriver en bog, intelligent liv, nej)

Tommelfinger-reglen er stadig at hvis en mand lyder som en idiot efter fire beskeder, så er det fordi han er det. It's dead, Jim. Og så skal man bare lade den ligge. Det nytter ikke noget at lade tvivlen komme ham til gode.

Det var de 90%.

Af de resterende 10% når størstedelen ikke længere end op på neutral grund. Jeg kan ikke umiddelbart afgøre at de er idioter, men jeg kan heller ikke ikke afgøre det. Så skriver man lidt med dem. Indtil det til sidst står klart at enten var de idiot in disguise eller også var de bare ikke lige en af dem det skulle være.

Men en sjældent gang imellem, så er der en som afgjort ikke er en idiot. Så sidder man pludselig oppe til midt om natten og skriver om alt muligt åndssvagt og så slynger han ud at han har i øvrigt fri på mandag, halvt i sjov, men kommer jeg forbi? Så sidder jeg der, på Den Fædrende Gård, og tænker at man da vel egentlig godt kunne stå af i Kolding på vej hjem...?

Han tog mig med på date, Kolding. En date. Jeg har sguda aldrig været på en første date før. Med Ex'en var vi jo lissom allerede kærester i forvejen (fordi internettet), og mig og Manden gjorde lidt tingene i den omvendte rækkefølge, så vi var vist gift inden vi kom så langt, og så tæller det ikke. Nåja, og den der sommer i mellem, jamen... vi har jo for længst afgjort at der højst var tale om "dates".

Han var sjovt og intelligent selskab og han inviterede mig med hjem bagefter, men ikke på den creepy måde. Og han kyssede mig og det var rart, og vi brugte eftermiddagen på at... spille spil, skal vi ikke bare sige det? Det var på mange måder en ret skør første date, men på den anden side, hvad ved jeg om det, jeg har jo ikke noget at måle det op imod.

Han fulgte mig til toget, og sagde ikke noget til det da jeg tog ham i hånden, og jeg var sådan ret meget "mission accomplished!", for her var beviset; man kunne fint møde nogen (selv på Tinder) som var med på ikke at lade et venskab være begrænset af normer; man kunne fint støde på sin nye bedste ven, som man også kunne elske fysisk. Kolding var fucking fin, og jeg havde endelig styr på det shit.

Seriøst, jeg havde styr på det.

Alting faldt på plads og 2016 kunne bare pakke sin rådne rutsjebanetur sammen, for nu skulle jeg nok selv overtage styringen.

Så mødte jeg...

Ja, så mødte jeg ham, ikke...