Tinder er helvedes forgård, lad os bare slå det fast med det samme (Hvad jeg laver på Tinder, spørger du? Jamen jeg laver vel det samme som de fleste andre. Jeg leder efter... øhm... venner, ing?) Det er sjovt som mænd på internettet ikke har ændret sig stort siden jeg første gang stiftede bekendtskab med dem som 12-årig. Det er stadig hvor-bor-du-hvad-laver-du-til-daglig-hvad-søger-du-skal-vi-mødes 90% af tiden (svar: ved vandet, skriver en bog, intelligent liv, nej)
Tommelfinger-reglen er stadig at hvis en mand lyder som en idiot efter fire beskeder, så er det fordi han er det. It's dead, Jim. Og så skal man bare lade den ligge. Det nytter ikke noget at lade tvivlen komme ham til gode.
Det var de 90%.
Af de resterende 10% når størstedelen ikke længere end op på neutral grund. Jeg kan ikke umiddelbart afgøre at de er idioter, men jeg kan heller ikke ikke afgøre det. Så skriver man lidt med dem. Indtil det til sidst står klart at enten var de idiot in disguise eller også var de bare ikke lige en af dem det skulle være.
Men en sjældent gang imellem, så er der en som afgjort ikke er en idiot. Så sidder man pludselig oppe til midt om natten og skriver om alt muligt åndssvagt og så slynger han ud at han har i øvrigt fri på mandag, halvt i sjov, men kommer jeg forbi? Så sidder jeg der, på Den Fædrende Gård, og tænker at man da vel egentlig godt kunne stå af i Kolding på vej hjem...?
Han tog mig med på date, Kolding. En date. Jeg har sguda aldrig været på en første date før. Med Ex'en var vi jo lissom allerede kærester i forvejen (fordi internettet), og mig og Manden gjorde lidt tingene i den omvendte rækkefølge, så vi var vist gift inden vi kom så langt, og så tæller det ikke. Nåja, og den der sommer i mellem, jamen... vi har jo for længst afgjort at der højst var tale om "dates".
Han var sjovt og intelligent selskab og han inviterede mig med hjem bagefter, men ikke på den creepy måde. Og han kyssede mig og det var rart, og vi brugte eftermiddagen på at... spille spil, skal vi ikke bare sige det? Det var på mange måder en ret skør første date, men på den anden side, hvad ved jeg om det, jeg har jo ikke noget at måle det op imod.
Han fulgte mig til toget, og sagde ikke noget til det da jeg tog ham i hånden, og jeg var sådan ret meget "mission accomplished!", for her var beviset; man kunne fint møde nogen (selv på Tinder) som var med på ikke at lade et venskab være begrænset af normer; man kunne fint støde på sin nye bedste ven, som man også kunne elske fysisk. Kolding var fucking fin, og jeg havde endelig styr på det shit.
Seriøst, jeg havde styr på det.
Alting faldt på plads og 2016 kunne bare pakke sin rådne rutsjebanetur sammen, for nu skulle jeg nok selv overtage styringen.
Så mødte jeg...
Ja, så mødte jeg ham, ikke...
Shit happens
SvarSlet