tirsdag den 18. oktober 2016

Hvori te ikke bare er te

"Ellers andet?"

"Ja tak, jeg skal også have noget sort te. Har I noget Kenya?"

"Øh, nej, vi har slet ikke noget te der er fra Afrika."

"Ok, men så skal jeg bare have noget Assam."

"Altså, det kommer jo ikke sådan an på hvor det er fra, men det er hvad den skal smage af. Om den skal være sort, eller sådan..."

Et kort øjeblik overvejede jeg at springe hen over disken, gribe fat i hendes tydeligvis-kun-til-pynt-forklæde og banke hendes kønne, men meget, meget tomme hovede ind i de relevante tedåser. Golden Kenya (fra Kenya. I Afrika), Keemun (fra Kina), Assam (fra Indien), Ceylon (fra Sri Lanka). Klappe stavelserne, en for en, pande mod dåse, at jo, med te, der kommer det faktisk ret meget an på hvor det kommer fra.

Jeg lod være. Måske hun bare var ny. Efterårsafløser. Erhvervspraktikant. Det er trods alt en seriøst kaffe- og te-butik, der er tale om, der er nok andre ekspedienter der ved mere. Jeg nøjes med at sige jeg ikke skal have noget alligevel

Hun ønsker mig en god dag. Hun virker ikke specielt påvirket af at være gået glip af et salg, og det lader heller ikke til at gå hende på at hun ikke aner det fjerneste om de produkter hun sælger.

"Har vi noget te fra Tanzania?!" hører jeg den anden ekspedient råbe ud i baglokalet, da jeg er på vej ud. Svaret er et rungende nej.

Jeg føler med den anden kunde i butikken, jeg kan genkende resignationen i hendes stemme.

"Så bare giv mig 100 gram Ceylon..."

Hvori grøntsager ikke bare er grøntsager

"Hvad er der i jeres vegetar-burger?"

"Altså, mener du brødet?"

"Nej, hvad er der i? Der står bare 'grøntsagsbøf' i menukortet. Hvilke grøntsager er den lavet af?"

"Øh, altså, der er gulerødder i. Og øh... jeg kan ikke lige huske det. Jeg har en derude."

Hun peger hjælpsomt ud mod køkkenet, inden hun gør et forsøg mere med beskrivelsen.

"Det er sådan alle mulige grøntsager, som er sådan revet og presset så det ligner en bøf."

Hun tilbyder ikke at spørge kokken eller hente en hun kan vise mig. Hun forsøger ikke engang at sælge mig en on the side så jeg kan smage. Den koster ellers kun 25kr, så hvis hun havde spurgt havde jeg sagt ja. Jeg kunne også have bestilt en af mig selv, men helt ærligt - hvis ikke engang personalet kan mønstre noget begejstring for maden, så er det måske fordi der ikke er noget at være begejstret for.

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til at vegetar-muligheden på menuen alene er defineret ved at være kødfri. Så lad da være med at have det på menuen, hvis det bare er en sur pligt, du ikke har tænkt dig at have en smagsmæsig holdning til. Det er blevet værre efter jeg har mødt Kinney, der ubesværet fremstiller en dyrefri frikadellesandwich, som på alle måder smager af mere.

"Jeg tager bare den almindelige bacon-cheese-burger så."

Hun virker lettet. Sådan en er hun vant til at servere.

torsdag den 13. oktober 2016

Hvori jeg forsøger at lokalisere et digt

Jeg kan høre ham nusse rundt i køkkenet. Det er underligt, for jeg er vant til at høre det gennem telefonen, men nu er han lige på den anden side af væggen. Der dufter af nybagt rugbrød, bønner og en lille smule af kaffe. Puden dufter af hans hår.

"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."

Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det.

Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.

Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen.

Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig.

Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...system...

tirsdag den 11. oktober 2016

Hvori jeg fylder 30

"Godmorgen, Mor! I dag er det din fødselsdag!!"

Vækningen er ikke specielt blid, men heldigvis er klokken halv otte og ikke halv seks. Barnet er vågnet i overgear, og munden står ikke stille på hende. Hun går med Manden ud for at tisse, jeg kan høre de diskuterer om hvorvidt rundstykker eller chokoballs er den mest passende fødselsdgsmorgenmad til en 30-årig. Heldigvis vinder Mandens gode bagerbrøds-argumenter, eller måske er det kun fordi der ikke er flere chokoballs, men i alle tilfælde lykkes det ham at få både sig selv og Barnet ud af døren i rimelig ro og orden. Og jeg får lov til at sove en time mere, mens de ordner den "overraskelse" den mindste af dem med konspiratorisk stemmeføring har fortalt mig om.

Hun råber hurra på repeat. Højt. Længe. Det kan kun gå for langsomt at stå op og se morgenbordet. Det går også for langsomt at åbne gaver.

"Den der! Nej, den der, Mor! Nu skal du vælge den der! Må jeg godt få kage nu?!"

Hun skal til tandlæge, så hun har fri, og vi giver den fødselsdagsgas. Hun gør, i hvert fald. Tempoet fortsætter resten af formiddagen. For en gangs skyld er det forældrene der foreslår fjernsyn. Bare så man lige kan få en time til at rydde op i fred og nogenlunde stilhed.

Mine forældre dukker op til tidlig eftermiddagskaffe. De var alligevel i Vejle, og så var de jo halvvejs herovre, og det er længe siden de har set Gryntegrisen. Altså, de vil også gerne se mig, og tillykke med fødselsdagen, men det er vel nok en dejlig overraskelse at Mormor og Morfar og Moster kommer, er det ikke, Grynte?

Hver gang jeg nævner København, min begejstring for skrivemaskinen, eller ved et frygteligt uheld Kinneys navn, preller det af. Det virker ikke som viljefast stædighed. Mere som om det bliver ubevidst ignoreret, arkiveret som ligegyldigt. Det er næsten værre. Jeg havde ønsket mig tilskud til togbilletter, men det er et gavekort til Føtex der er i konvolutten. Det kan man jo altid bruge. Ja. Bare ikke på togbilletter til København.

Jeg er den mindst begejstrede i selskabet. Det er fint nok. Det er efterhånden mange år siden det gik op for mig, at fødselsdag er noget man holder for andres skyld. I dagens tilfælde mest for Gryntegrisen, der forsigtigt foreslår om det ikke også godt lidt kan være hendes dag?

Hun græd lidt da festen var slut.

Jeg er også tæt på at græde, men det er nærmere af lettelse.

lørdag den 8. oktober 2016

Hvori jeg tilsyneladende har fået en sheltered akademisk opdragelse

Jeg har oplevet det mere end én gang. Den vantro hyperventilering, som om de er ved at dø. Som om jeg lige havde fortalt at jeg var øksemorder. Når jeg nu bare sagde jeg aldrig har set Bloodsport.

Bagefter følger truslerne.

"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."

"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."

"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."

Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.

Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør.

Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder.



PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?

tirsdag den 20. september 2016

Hvori jeg har en identitetskrise

Hva' så, Kone? Laver du ikke andet end at være forelsket for tiden?

Svaret er nej, ikke rigtigt. Jamen jeg ved det, det er røvsygt, for alle andre end mig. Jeg er 100% hende der sidder og stirrer tomt ud i luften og er ude af stand til at følge med i en normal samtale. Halvdelen af tiden er jeg uudholdeligt lalleglad lykkelig, og den anden halvdel af tiden er jeg uudholdeligt selvynkende ulykkelig af savn. You know the drill.

Er klar over bloggens titel ikke er så skidesuperpassende pt. Har nok i virkeligheden været upassende et stykke tid, har faktisk været ret meget mig-mig-mig på det sidste, nu jeg tænker over det. Altså, Manden er der jo stadig. Og Barnet. Og det er stadig ikke en skid som set på TV. Så på den led er det jo mest same old, same old.

Nu er der så også bare en kæreste. Som jeg stadig er ved at få til at passe ind i mit liv, men spørgsmålet er om han også kan passe ind på bloggen.

På den anden side, så er jeg jo også kendt for at være doven, og jeg ved I også er dovne (jo, I er, jeg ved det) og det ville være så besværligt for alle at skulle skifte både navn og url og hvad ved jeg.

Men nå, I er måske også alle sammen stået af for længst? I så fald gør det jo beslutningen en hel del nemmere.

lørdag den 17. september 2016

Hvori jeg ser ind i fremtiden

Jeg kan allerede høre den komme galopperende imod mig. Samtalen. Med stort S. Jeg kan allerede se min mor gå rundt om sig selv og forsøge at tage tilløb, indtil det lykkes hende at få bragt "ham Kinney" på banen, i et sjældent stille øjeblik i køkkenet, næste gang jeg er derovre. 

Det er forudsigeligt hvad det vil handle om. Det samme, som da jeg var 14, og min mor opdagede jeg snakkede med en fyr der ikke var min kæreste. Eller da jeg var 17, og lod Es overnatte i min seng. Eller da jeg som 21-årig flyttede fra min Ex'en, og min fars første spørgsmål var om der var en anden.

Jeg er nødt til at blive holdt lidt i ørerne med det der med, hvad der er acceptabel opførsel, jeg er ikke i stand til selv at vurdere hvordan jeg påvirker andre. 

Jeg håber hun får samlet mod nok til at spørge ligeud om jeg er forelsket. 

Så kunne jeg måske samle mod nok til at svare ligeud, at det er jeg. Og ville hun i øvrigt være så venlig for en gangs skyld at respektere mine valg og være lykkelig på mine vegne. 

I samme åndedræt ville jeg også bede hende om at holde fucking kæft med om hun synes Barnets hår er blevet for langt. 

fredag den 16. september 2016

Hvori jeg snakker med min mor

Min mor ringede. Almindelig mormor-snak med Gryntegrisen, og så ville hun egentlig bare lige høre hvad jeg lavede i havet ved Svendborg? 

Afholdt mig fra den direkte, men måske lidt konfrontatoriske udlægning af begivenhederne, at jeg fik kneppet hjernen ud, altså, når ikke jeg var i vandet. Svarede i stedet mere diplomatisk, at jeg var dernede med Kinney, i en skurvogn, for at skrive. 

Det fordomsfulde, forudindtagede, næsten forurettede tonefald indfandt sig med det samme. Hvem? Og hvad? 

Afgjort for meget at forlange at hun skal gå og huske på hvem jeg har nævnt, så der var næsten ikke nogen træthed i min stemme, da jeg forklarede at det var ham jeg skulle have de der eksemplarer af Hjemmet med til. Fordi vi har nogle ideer vi skal have prøvet af. 

Nej, det ved jeg ikke, mor, jeg sagde ideer, ikke et færdigt produkt. Det er noget vi arbejder på. Noget spoken word, måske, vi har snakket om at vi skal ud og optræde med noget, sammen. Om der er penge i det? Nej, det har jeg da virkelig ingen formodning om. Det er sguda ikke derfor jeg skriver. 

Det uundgåelige tomme "nå" fulgte. Hun havde stadig ikke lige fået placeret hvem fanden Kinney er. Surdej, mindede jeg hende om. Vi snakkede om surdej sidst jeg var hjemme, at jeg skal til København og hente den. Når jeg alligevel skal introduceres til den Københavnske poesiscene. 

Formaningen faldt prompte: Hold begge ben på jorden. Hvad fanden er det for nogle ben jeg skal holde på jorden? Måtte bide tænderne sammen og blidt hvisle, at jeg jo ikke har noget at tabe på det. I hvert fald får jeg under alle omstændigheder en surdej med hjem. Og en skrivemaskine. 

Oplysningen registrerede slet ikke. Der er jo ikke nogen der skriver på gammeldags skrivemaskine i dag. Det går jo ikke hurtigere. Det var tydeligt, at alene tanken om en skrivemaskine er så solidt plantet i kategorien "pjat" at man ikke engang behøver fake en oprigtig interesse. 

Det er en anden måde at skrive på, forsøgte jeg forsigtigt, mere permanent, uden mulighed for at slette de fejl man begår. 

Jeg fik et fnys. 

Skal Gryntegrisen lige sige farvel? 

søndag den 11. september 2016

Hvori jeg godt må få det hele

Jeg vidste det godt, da de velkendte symptomer begyndte at sætte ind. Spiste ikke, sov ikke, anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Var i det hele taget håbløst miserabel.

Men det gav ingen mening.

Havde ikke engang kendt ham i en uge, og vi snakkede allerede om kærlighed. Skrev om kærlighed. Mest af alt følte vi kærlighed, og forsøgte desperat at få det til at give mening.

Hvordan kan det opstå ud af det blå på den måde? Hvordan kan det lade sig gøre at få plads til den slags altopslugende forelskelse midt i hverdag og madpakker? Hvordan er det muligt at være så tæt forbundet til et menneske man aldrig har mødt?

Alting talte for, at det ville ende i et flammehav af apokalyptiske proportioner, og at det ville gøre det hurtigt. Der var intet - absolut intet - der tilnærmelsesvist antydede at det nogensinde ville komme til at gå.

I bedste fald ville der ikke været noget at komme efter ude i virkeligheden.

I værste fald ville jeg slå mit ægteskab i stumper og stykker.

...

...

Og nu sidder jeg så her, en måned senere, og forstår ikke, hvordan i alverden man bare kunne få det hele, uden der hverken var nogen der blev skilt eller døde.



PS. Render stadig rundt med det dummeste grin plastret ud over hele krydderen det meste af tiden. Er faktisk generelt ulidelig at være sammen med. Rundstyk.

lørdag den 10. september 2016

Hvori jeg hører Nick Cave

"Sætter du ikke Jubilee Street på for mig?"

Han skriver, mens jeg græder.

Det er Tom Waits mens vi elsker.

Bagefter skriver han igen, jeg ligger ubevægelig på sofaen. Lytter. Først lyden af skrivemaskinen, der allerede er så velkendt. Så hans stemme.

Mine tanker flyder frit, nu min krop har opgivet at gøre andet end at ligge, varm og brugt.

"Det er der jo ingen der gør, det der."

"Hvilket?"

"Hvis det var en film, så ville der sidde en producer et sted og sige at nu blev det måske lige urealistisk nok. Der er jo ikke nogen der lige skriver et digt efter sex, ikke ude i virkeligheden."

"Et knaldedigt."

"Et elskovsdigt," retter jeg. "Fordi jeg elsker dig."

torsdag den 8. september 2016

Hvori jeg er ved lægen

"Du vil gerne have p-piller kan jeg se. Men du er 45, så..."

"..."

"Nej, vent, det var den forkerte journal jeg havde fremme. Du er 29."

Mit smil var på det tidspunkt måske allerede ved at være en smule anstrengt, og mit forsøg på at komme med en lille tøhø var hverken hel- eller halvhjertet.

Så fulgte de uundgåelige, dumme spørgsmål om ting der allerede står i min journal. Børn, fødsler, tidligere prævention.

"Du fik fjernet din spiral i december? Hvad brugte du så efter det?"

"Ikke noget. Tydeligvis. Jeg blev gravid lige efter. Der skal åbenbart kun en enkelt gang til, haha."

Denne tøhø var mere oprigtigt ment, men hun opfattede den ikke. Blev faktisk mest lidt stram i det og hendes blik flakkede en smule, mod hendes skærm, min mave. Der var noget der ikke helt gik op for hende.

"Jeg aborterede i april," oplyste jeg hjælpsomt. Jeg er efterhånden ved at være vant til at der åbenbart ikke er nogen grund til at ting bliver skrevet ned i min journal. Der er i hvert fald aldrig nogen der bruger de oplysninger til noget.

Mere stramhed.

"Hvor langt henne var du?"

"17 uger."

"Så en spontan abort," konstaterede hun så, som om det ikke var klart.

"Ja. Og så fik vi ikke lige taget stilling til prævention efter det."

"Hvorfor vil du så have p-piller nu?"

Jeg kunne godt mærke det dumme grin brede sig med det samme. Det der grin, der breder sig med det samme jeg kommer til at tænke på...

"Fordi jeg har fået en kæreste, som jeg er rigtig glad for, og jeg stoler ikke på mig selv sammen med ham. Så jeg er nødt til at have noget, der virker uden jeg skal tænke over det i gerningsøjeblikket."

"Men du har to børn...?"

Jeg fornemmede godt det var et spørgsmål, men ikke helt hvorfor det var relevant. Det dumme grin var ikke forsvundet. Kærlighed og hoste kan ikke skjules, eller hvad det er man siger.

Efter jeg bekræftede oplysningen var hun stille lidt, inden nådesstødet kom.

"Er du ikke tilfreds i dit forhold?"

Jeg ville sådan set bare gerne have en recept på p-piller.

Jeg ved ikke helt hvorfor det kræver en minutiøs, tenderende til fordømmende gennemgang af hvem jeg har sex med og hvorfor.

torsdag den 1. september 2016

Hvori jeg er i Kolding

Tinder er helvedes forgård, lad os bare slå det fast med det samme (Hvad jeg laver på Tinder, spørger du? Jamen jeg laver vel det samme som de fleste andre. Jeg leder efter... øhm... venner, ing?) Det er sjovt som mænd på internettet ikke har ændret sig stort siden jeg første gang stiftede bekendtskab med dem som 12-årig. Det er stadig hvor-bor-du-hvad-laver-du-til-daglig-hvad-søger-du-skal-vi-mødes 90% af tiden (svar: ved vandet, skriver en bog, intelligent liv, nej)

Tommelfinger-reglen er stadig at hvis en mand lyder som en idiot efter fire beskeder, så er det fordi han er det. It's dead, Jim. Og så skal man bare lade den ligge. Det nytter ikke noget at lade tvivlen komme ham til gode.

Det var de 90%.

Af de resterende 10% når størstedelen ikke længere end op på neutral grund. Jeg kan ikke umiddelbart afgøre at de er idioter, men jeg kan heller ikke ikke afgøre det. Så skriver man lidt med dem. Indtil det til sidst står klart at enten var de idiot in disguise eller også var de bare ikke lige en af dem det skulle være.

Men en sjældent gang imellem, så er der en som afgjort ikke er en idiot. Så sidder man pludselig oppe til midt om natten og skriver om alt muligt åndssvagt og så slynger han ud at han har i øvrigt fri på mandag, halvt i sjov, men kommer jeg forbi? Så sidder jeg der, på Den Fædrende Gård, og tænker at man da vel egentlig godt kunne stå af i Kolding på vej hjem...?

Han tog mig med på date, Kolding. En date. Jeg har sguda aldrig været på en første date før. Med Ex'en var vi jo lissom allerede kærester i forvejen (fordi internettet), og mig og Manden gjorde lidt tingene i den omvendte rækkefølge, så vi var vist gift inden vi kom så langt, og så tæller det ikke. Nåja, og den der sommer i mellem, jamen... vi har jo for længst afgjort at der højst var tale om "dates".

Han var sjovt og intelligent selskab og han inviterede mig med hjem bagefter, men ikke på den creepy måde. Og han kyssede mig og det var rart, og vi brugte eftermiddagen på at... spille spil, skal vi ikke bare sige det? Det var på mange måder en ret skør første date, men på den anden side, hvad ved jeg om det, jeg har jo ikke noget at måle det op imod.

Han fulgte mig til toget, og sagde ikke noget til det da jeg tog ham i hånden, og jeg var sådan ret meget "mission accomplished!", for her var beviset; man kunne fint møde nogen (selv på Tinder) som var med på ikke at lade et venskab være begrænset af normer; man kunne fint støde på sin nye bedste ven, som man også kunne elske fysisk. Kolding var fucking fin, og jeg havde endelig styr på det shit.

Seriøst, jeg havde styr på det.

Alting faldt på plads og 2016 kunne bare pakke sin rådne rutsjebanetur sammen, for nu skulle jeg nok selv overtage styringen.

Så mødte jeg...

Ja, så mødte jeg ham, ikke...

søndag den 28. august 2016

Hvori jeg møder en mand

2016 var ikke færdig med at slå kolbøtter med mit liv.

Der var ellers lige et par måneder, hvor det hele lod til at være stilnet lidt af. Måske universet bare holdt sommerferie? I hvert fald vendte galskaben tilbage for fuld styrke medio august.

Crank it to 11.

Jeg forelskede mig.

Pludseligt og voldsomt.

I en der ikke er min mand.

Shit.


PS. Jamen, fuck, altså...!?

søndag den 10. juli 2016

Hvori jeg opstiller nogle mål

"Mit mål er at den bog ikke bliver hverken 50 Shades eller Twilight," sagde jeg.

"Hvad skal den så være?" spurgte Manden.

Det var så godt et spørgsmål, at jeg har brugt et halvt år på at tænke over svaret.

"Anna Gavalda," svarede jeg til sidst. "Målet er nået hvis jeg bliver placeret over 0 på Anna Gavalda-skalaen."

onsdag den 15. juni 2016

Hvori jeg er holdt op med at undskylde for mig selv

Du siger at du ikke behøver kende min sorte bog. Men ved du hvad? Jeg har ikke en sort bog. Jeg har ikke en mørk og dyster fortid, som ikke kan tåle at se dagens lys. Jeg har ingen dybe hemmeligheder og jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg har kun mig selv, den jeg nu engang er, den jeg er blevet, på både godt og ondt.

Jeg er ikke en slikbutik, hvor du kan nøjes med at vælge de stykker du bedst kan lide og så lade resten ligge. Om noget er jeg en smoothie, hvor alting er blendet så grundigt sammen at det er umuligt at sige hvad der er hvad. Og jeg smager sgu godt. Også selvom der er både grønkål og depression i blandingen.

Jeg er stærk og jeg er levende og jeg elsker. Men det er kun i kraft af at jeg har oplevet (og stadig oplever) det modsatte. Det er to sider af samme sag, ikke enten-eller, men både-og.

Jeg har brugt alt for stor en del af mit liv på at føle jeg skulle undskylde hvem og hvad jeg er, og det er jeg i dén grad færdig med. Ingen, hverken dig eller nogen andre, har ret til at diktere hvilke sider af mig der er ok at vise frem.

Jeg har ikke gjort dig noget. Det kan jeg godt høre at der er nogen andre der har, men det kan jeg ikke stilles til ansvar for, og det er helt urimeligt at du dømmer mig efter hvad andre engang har gjort, eller hvad du forestiller dig jeg måske engang vil gøre.

Hvis ikke du har mod på mig, slash-fic og forhistorie inkluderet, så er det helt i orden. Men så er det nok nu det er ved at være tiden til at sige til, og tage konsekvensen af det og afbryde forbindelsen. For jeg bliver ikke hverken andet eller mindre end jeg er nu.



PS. Om jeg skrev det til dig? Ja, hvis du føler dig ramt, så gjorde jeg.

tirsdag den 7. juni 2016

Hvori der er smørsovs

Jeg er blevet en smule overtroisk på det sidste, fordi 2016 synes at være sådan et år hvor livsomvæltende ting bliver ved med at ske. Vi er nu nået til juni og jeg kan mærke at jeg hele tiden går og venter på hvornår slaget kommer, selvom, eller nok nærmere især fordi det hele går fint.

Brugte weekenden på en Tour de Jylland med mine forældre og Gryntegrisen og vejret var fantastisk og Barnet var næsten eksemplarisk og det var ren sommeridyl det hele.

Min rådne spasser smerte-fra-helvede tand er holdt op med at være både rådden og spasser, takket være tandlæges mad rodbehandlings-skillZ. Nej, en rodbehandling er ikke det sjoveste jeg har prøvet, og jeg tror heller ikke det er sjovt når jeg får regningen i næste uge, men jeg holder meget af ikke at have crazy ondt i hele kraniet.

I morgen tager mig og Manden til hovedstaden igen til endnu en koncert, denne gang Muse, og jeg glæder mig (selvom jeg ikke glæder mig til at genopleve Forum i 1000 graders varme) Drømte godt nok at vi var kommet til at tage til Mumford & Sons en gang til, men helt ærligt, så ville det ikke være verdens undergang hvis det skete.

Der er også udsigt til et par frække dates (måske) og en skt Hans-aften hvor vi skal fejre at min søster er kommet hjem fra højskole. Nogen har savnet "Moster Mus" frygteligt de sidste gange vi har været hjemme ved Mormor og Morfar.

Så nu er spørgsmålet hvad juni ellers har til mig. Mit nye overtroiske jeg frygter at det bliver slemt, med alt det gode der sker...


PS. Kom ud i køkkenet og så en kæmpe klump smør i en gryde. "Det var dog klamt meget smør," brokkede jeg til Manden. "Det er til smørsovs," svarede han. "Nå, ok," sagde jeg så, som om mængden af smør blev mindre klam af at vi æder den råt.

mandag den 6. juni 2016

Hvori det er dagen hvor det vender

I dag er dagen hvor jeg græder mig selv i søvn.

I dag er dagen hvor jeg bliver i tvivl om hvor meget der er min seksuelle frigjorthed og hvor meget der er savnet af dig.

I dag er dagen hvor jeg bukker under.

I dag er dagen hvor jeg ingenting er sikker på længere.

I dag er dagen hvor jeg ikke længes efter andet end at du holder om mig. Billedligt talt, selvfølgelig. Selvom jeg også mener det bogstaveligt.

I dag er dagen hvor jeg savner dig mest.

Og skal vi så ikke sige at fra i morgen begynder jeg at savne dig mindre?

lørdag den 4. juni 2016

Hvori jeg stadig skriver

Jeg diskuterede det med Es, dengang inden alting gik i stykker, hvad den kreative proces er for en størrelse. Han var den eneste der forstod hvad det var der skete, især dengang i starten hvor jeg bare skrev og skrev og skrev og var helt umulig at være i nærheden af.

Det er ret ironisk at det netop er den proces der blev skyld i at vi kom sådan op at skændes og mit hjerte gik i tusind stykker.

Det er tre måneder siden nu og jeg savner ham stadig/igen desperat, det kommer i bølger, erkendelse og indsigt, håbløshed og længsel. Jeg er ved at komme overens med at der er tale om ulykkelig kærlighed, kærestesorg. Forelskelse. Stadig.

Men jeg ved ikke længere om det er ham jeg er forelsket i, eller den jeg troede han var.

Jeg ville så gerne se ham, møde ham, lære ham at kende med det klar(ere)syn jeg har nu. Men han har sagt blankt nej.

Og det gør mere ondt end noget andet, at han efter tolv års sjæledybt venskab ikke vil komme og se mig i øjnene og sige tak (eller råbe røv, eller tie stille, for den sags skyld)

Så jeg skriver. Stadig. Til ham og om ham, og jeg lærer at acceptere at den bog er hans. At den er al min kærlighed.

Og jeg lærer at acceptere at kærlighed er meget og mange ting, og at jeg elsker og det er ikke forkert.

Men nogle gange er det stadig svært at huske på at det ikke var min kærlighed der slog vores venskab ihjel.

Det var at den var blind.


PS. Om jeg nogensinde bliver færdig med den bog? Nej, det har jeg ingen formodning om. Der er 120 post-its på mit skab med ting jeg skal skrive/skrive om/skrive til og jeg bliver aldrig færdig.

søndag den 29. maj 2016

Hvori Es hjemsøger mig. Eller omvendt.

Jeg havde stadig en nøgle til huset, så jeg kunne bare gå lige ind. Det var ikke mit hus, men jeg tror heller ikke det tilhørte Es, selvom han opførte sig sådan. Han og Prinsessen havde være påbesøg tidligere, men jeg husker ikke hvorfor, og under alle omstændigheder havde det i hvert fald ikke været mere klart efter de gik.

Så jeg gik ind i det hus, der ikke var mit, men hvor jeg engang var så selvfølgeligt velkommen. Es sad og spiste og kiggede ikke rigtigt op, lod mig stå med overtøjet på.

"Jeg ville bare høre om du kom."

"Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg er færdig." Stadig uden at se op.

"Ok. Det var bare fordi... vi fik de ikke helt afgjort og så... men så går jeg bare igen."

Jeg ville sige "ses", men det nåede ikke ud inden jeg kom i tanke om, at det ikke passede.

Gangen ud var smal og mørk og jeg forsøgte ikke at græde, ikke at falde, jeg forsøgte så desperat at være stærk, men alligevel slap et par enkelte tårer og uværdigt bedende ord ud. Det tog tid at lukke døren bag mig, den var fyldt med jakker og ting der blev ved med at komme i klemme. Jeg kunne høre hans mor på den anden side, og af en eller anden grund var det bydende nødvendig at hun ikke vidste jeg havde været der. Jeg ville låse, men det gjorde hun inden jeg kom så langt. Udenfor var der mørkt, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg ville gå et andet sted hen, men ligemeget hvad jeg kunne finde på ville det ikke virke. Huset lå så jeg ikke kunne komme nogen steder uden at skulle forbi, rundt om eller igennem. Jeg gik igennem uden et ord, lod som intet, klar over at Es godt vidste huset lå placeret så dumt, så han ville kunne forklare hvis nogen spurgte. Der var også en dør ud til den anden side, en terrassedør, der ledte ud til sol og blå himmel, men det var ikke bedre. Det var stadig ikke et sted jeg hørte til.

Es' mor fulgte med, venlig og oprigtigt omsorgsfuld som altid, men jeg ville ikke snakke. Solen var blændende og varm og det var lige ned til vandet. Da hun gik ind for at hente noget stak jeg af. Det var ikke så ligetil, for der var træstammer der rullede under mine fødder, og rebstiger man ikke måtte klatre på, og så meget strand og menneskemylder at jeg ikke vidste hvor jeg skulle starte.



PS. Helt ærligt, ing, så foretrak jeg da jeg bare drømte at han kyssede mig.

torsdag den 26. maj 2016

Hvori maj ikke helt er sød og mild

Skulle der sidde en enkelt læser derude og tænke "Hey, nu er maj snart slut, skulle der slet ikke ske noget i maj?" så kan jeg afsløre at svaret er: Jo. Jo, det skulle der.

Det startede fint. Der var noget Mumford & Sons-koncert (hvis I har en tidsmaskine og kan skaffe billetter, så tag til den koncert, for det var AWESOME) med noget hotelovernatning, og der var noget nyt bekendtskab, som vi ikke behøver komme nærmere ind på arten af, og der var noget oprydning, og det hele virkede i det hele taget til at blive en smule hyggeligere.

Så fik jeg så ondt i kæben. Sådan, virkelig ondt. Altså, som i virkelig, virkelig ondt. Som i GIV MIG NU BARE NOGET FUCKING SMERTESTILLENDE FOR HELVEDE. Det gjorde lægen så, efter at tandlægen ikke kunne se en fløjtende fis galt på nogen som helst røntgenbilleder. Det viste sig så at det lægen udskrev til mig også (primært?) bruges mod epilepsi, så derfor er der alle mulige interessante bivirninger. Og med "interessante" mener jeg "får mig til at føle mig en anelse fuld på den gode måde en ret stor del af tiden". Så det er jo i virkeligheden meget hyggeligt. Hvad der var knap så hyggeligt var at da først NERVESMERTE FRA HELVEDE havde lagt sig, så stod det klar at det faktisk var en tand det var galt med. Eftersom det var det eneste der stadig gjorde ondt. Hej rodbehandling (aaaaaaaaaaaargh!!!). Farvel penge.

Nåmn, det var da fint nok vi fik lokaliseret problemet.

Synes bare det er knap så fint at rende rundt med en øm underkæbe og den uvisse besked "Nu må vi se om det bliver nødvendigt med antibiotika".



PS. Kom også til at skrive til Es. Ved et frygteligt uheld. Både i et anfald af fuldskab og et anfald af fuldstændig ædruelighed. Ved ikke hvad jeg håber mest... at han svarer, eller at han venligt lader som om det aldrig skete.

mandag den 25. april 2016

Hvori 2016 har en smule svært ved at leve op til sit spejlbillede

Lige om et øjeblik er der gået fire måneder af 2016. Til nytår dukkede dette billede op i mit feed på instagram og jeg tænkte "Hell fucking yeah! 2016 kommer 100% til at rime på glæde!" Jeg klistrede endda billedet i min notesbog (mit liv er blevet så meget bedre efter jeg opdagede A4 labels med aftagelig lim)


Og hvordan er det så lige gået med det indtil videre, spørger den interesserede læser så. Jamen tak fordi du spurgte, nu skal du høre:

Første januar ramte den frygtelige og frygteligt indlysende sandhed at jeg elsker Es. Eller rettere, at jeg aldrig var holdt op med at elske ham. Det var (og er) en hel del at skulle forholde sig til ti års følelser på en gang. Han tog det pænt. Det gjorde jeg faktisk også. 2016 blev jo året hvor jeg blev lykkelig, og det skulle den slags småting ikke komme i vejen for. Jeg kunne fucking alting i januar.

Jeg kunne også blive gravid. Viste det sig. Bum. Tre uger inde i det nye år stod vi så med en uventet og på mange måder uønsket positiv graviditetstest. Ikke at en baby nogensinde vil være uønsket her i huset, men graviditeten var, af en hel stribe af årsager. Det var sådan cirka Verdens Dårligst Timede Graviditet.

Allermest var det dårligt timet fordi jeg jo ligesom var på sådan en type antidepressiver som man ikke bør være på når man er gravid. Overhovedet. Så der var lige lynudtrapning af medicin med et overflødighedshorn af interessante bivirkninger (og med "interessante" mener jeg "fucking nedern") Så gik februar ligesom med det. Ja. Hele februar. Fire uger hvor det mest af alt føltes som om min hjerne bare var holdt op med at virke, og min krop gik i sympati-strejke.

Så var det pludselig marts, uden at jeg sådan for alvor syntes jeg var kommet tættere på års-målene, og jeg følte egentlig i det hele taget at 2016 ikke rigtigt gjorde noget nemmere for mig, for hvordan i alverden skulle vi få et helt år til at hænge sammen med alt det vi havde planlagt, men som altsammen var stort set umuligt med surprise-baby? Heldigvis (og med "heldigvis" mener jeg "nåmn så fuck da dig rådne lorteår") havde marts ikke tænkt sig at være kedelig heller, så jeg lagde ud med at blive uvenner med Es. Så meget uvenner at vi fra den ene dag til den anden holdt op med at være nogen som helst form for venner. Ja, bare sådan. Alting eksploderede i et inferno af nedernhed som ingen af os så komme, og så var det ligesom det.

Som en ekstra bonus bød marts også lige på min gode gamle ven Ondt I Ryggen. Jamen jeg syntes heller ikke rigtigt det var nok at jeg allerede havde tilbragt en hel måned af året med at ligge meget stille i min seng (februar, husker du nok)

April! April er sådan en håbe-agtig, rar, nu-er-det-snart-sommer måned. Så kan det da kun gå fremad. Right? Nej. Ikke right. April indtager en absolut førsteplads som Årets Skodmåned og det bliver endda meget svært at overgå (undergå). Først begyndte jeg at pletbløde, hvilket aldrig er sådan rigtigt velkomment i en graviditet, og så begyndte jeg at rigtigt-bløde, hvilket altid er noget rigtigt lort i en graviditet, og da jeg var præcis 17+0 holdt jeg meget pludseligt og meget uønsket op med at være gravid. Jeg skulle ellers bare tisse. I stedet kunne jeg så få lov til at ringe 112 mens jeg holdt en alt for lille ikke-engang-en-baby i min hånd og forsøgte ikke at gå i panik. Tak, april. Det var lige det jeg manglede.

Nu er det lige straks maj. Og jeg ved helt ærligt ikke rigigt om jeg gider mere nu.


PS. Nåja, den der bog. Jamen den skriver jeg skam.

fredag den 4. marts 2016



Skærer i barken til det bløder,
Sømmer dørene til, et fængsel
Lever i drømme, alt for sent
Beder til skyggerne og går videre
Jeg siger til mig selv det tager tid
Jeg skriver det ned, sort på hvidt

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig

Dagene går, tomme furer
Med fornuft og uden kærlighed
Min chance er væk, vindene vender
Fraværet forbliver, stædigt
Jeg siger til mig selv det er sådan det er
At hvis ikke tiden går, glemmer man ikke

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig
Og ligemeget hvad jeg lærer, så forstår jeg ikke
Hvorfor jeg bløder, og ikke dig

Der er intet had, der er ingen konge
Ingen gud, ingen bånd at kæmpe imod
Men hvad skal der til, hvilken magt
Hvilke våben bryder ligegyldighed?
Det er ikke retfærdigt, det er dårligt fundet på
Som en fornærmelse, mere end foragt

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig
Og ligemeget hvad jeg lærer, så forstår jeg ikke
Hvorfor jeg bløder, og ikke dig

Og ikke dig



PS. Beklager den noget ubehjælpelige oversættelse. Originalen føles en kende mere poetisk.

torsdag den 3. marts 2016

Hvori jeg hører "pas toi" på repeat

Hvor går man hen med sit knuste hjerte når den man plejer at gå til er den der har knust det?



PS. Det er ikke Manden der agerer hjerteknuser. Han er som altid en helt.

PPS. Den sidste måneds radiostilhed skyldes medicinudtrapning. Det skal vi nok vende tilbage til siden hen.

fredag den 29. januar 2016

Hvori Es ikke forstår mig

Det der ramte mig som et godstog på årets første dag var at jeg (stadig) elsker Es. På samme måde som jeg altid har gjort. Det kom langt mere bag på mig end på ham. Den slags er man måske altid selv den sidste der ser?

Der var lige et par uger (eller tre... eller fem... hvem fanden ved om det er slut endnu?) hvor alting var lidt... sindssygt. Og sindssygt hårdt. Ikke fordi hvordan jeg har det er et problem i sig selv, men fordi der pludselig var ti års venskab og ti års følelser vi skulle have vendt på én gang.

Det gjorde - gør - det ikke nemmere at vi er så fundamentalt forskelligt skruet sammen, at jeg ikke er sikker på han nogensinde kommer til at forstå hvordan mine følelser fungerer, og omvendt. Det er selvfølgelig heller ikke vigtig. Det handler primært om at jeg skal lære at komme overens med hvem og hvordan jeg er, og have det godt med det.

Nu er vi ved at være et sted hvor det er de mere almindelige frustrationer der fylder igen. Og det er en lettelse.

Aktuelt er der en del ting, der ville være mere oplagte at dele med en veninde, og selvom Es er mange ting, så bliver veninde aldrig en af dem. Mest fordi han aktivt bekæmper det. Som fx når jeg ser gamle klip hvor Jean-Jacques Goldman spiller guitar, og jeg dør en lille smule og bliver sådan ret meget "Mmm...jo tak" og "Ku' godt", så er det som om Es ikke helt fortstår det. Det er faktisk næsten som om han helst vil være fri for at høre om det.

Desværre har jeg en mistanke om at det ikke ville hjælpe synderligt hvis jeg havde flere veninder i stedet. For det er sjældent (læs: aldrig) jeg støder på nogen der aner hvem Jean-Jacques Goldman er, og endnu sjældnere (læs: stadig aldrig) jeg støder på nogen der har en ligeså latterligt stor svaghed for alt hans musik.



PS. Beklager at Johnny Hallyday også er med i det der YouTube-klip. Men det er desværre hans koncert.

søndag den 24. januar 2016

Hvori det bliver vildt

Vi er ikke engang fire uger inde i det nye år, og livet har allerede tumlet mig rundt og vendt mig på hovedet og rystet mig og generelt hevet vrangen ud på mig og flået i min sjæl så jeg snart ikke ved hvad der er frem og tilbage længere.

Der gik hul, engang i december, og siden da har alting fosset ud af mig og jeg hverken kunne eller ville stoppe det, selvom det efterlader mig så helt ufatteligt rå og sårbar.

Jeg har skændtes. Med Manden. Med Es. Dem jeg elsker mest. På den uværdige måde. Men også på den nødvendige måde.

Og bedst som man tror, at nu er der ved at være styr på det, så slår livet fandeme en kolbøtte mere. Af den store slags (for det lader til at i år, der findes der ikke andre slags)

2016 tegner til at blive et vildern år.

Med crazy ovenpå.

29 skulle jeg nå at blive. Men nu lader det satme også til at livet har tænkt sig at tage fat.

With a vengeance.

onsdag den 20. januar 2016

Hvori jeg er den voksne

Det gik pludselig op for mig, at det ikke var mig der var noget galt med. Dengang.

Jeg har insisteret ihærdigt på det altid i alle årene siden. Men det er først nu jeg kan se det. Ikke som en forurettet teenager.

Men som en voksen.

Som en voksen der kan se hvad de voksne omkring mig gjorde (og undlod at gøre) og som kan se at det var deres ansvar og ikke mit.

Der var ikke noget galt med mig, jeg var ikke forkert. Jeg var som jeg var. Som jeg er. Og det er en god ting at være.

Måske de voksne omkring mig ikke kunne, ikke ville, se mig som jeg var. Men jeg kan se mig, nu. Og jeg føler ikke andet end kærlighed.

Sammen med erkendelsen kom lettelsen. Det var ikke mit ansvar og det var ikke min skyld - og pludselig var jeg ligeglad med hvis ansvar og hvis skyld det var.

For jeg er her nu.

Og jeg er stærk og lidenskabelig og min egen.

Og jeg elsker. Så meget.

Og dem der ikke kan, ikke vil, se det kan rende mig.

onsdag den 13. januar 2016

Hvori jeg er ved at dø (og hvori jeg muligvis overdramatiserer titlen en smule)

Gik jo skide fint. Topfint, simpelthen.

Var kun fuldstændig smadret bagefter. Så smadret som jeg ikke har været... ja, siden før jeg blev gift, tror jeg?

Og i dag gør vi det igen. Fordi jeg åbenbart er suicidal. Det, eller et normaltfungerende voksent menneske. Ruling pending.

"Vi skal nok finde ud af det."

Sagde han.

Jeg sagde:

"Det er vi jo nødt til."

Men muligheden ligger jo og lurer. Hvad nu hvis det for fanden bare slet ikke går?

"Ja, så ville du have mistet en god ven..."

Spekulerede min psykiater.

Jeg så på ham som om han var åndssvag.

Scenariet er utænkeligt. U-fucking-tænkeligt.

Men hvis det ikke går i dag...

...så går det måske slet ikke.

Og mit hjerte kan simpelthen ikke bære det.

fredag den 8. januar 2016

Hvori jeg forsøger ikke at være nedern

"Skal vi lave noget på søndag?"

"Øjeblik. Jeg skal bare lige...

Hyperventilere
Komme mig
Danse en sejrsdans
Gå i panik
Tage mig sammen
...sådan.
Jamen det er da det vi skal. Hvad tid?"

søndag den 3. januar 2016

Hvori tiøren falder

En dag spurgte min psykiater mig: "Hvad er det i virkeligheden du er bange for?"

I _virkeligheden_.

Det kunne jeg ikke rigtigt svare på. Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg ikke får ting gjort? Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg bliver fuldstændig blokeret når jeg forsøger at skrive?

Så gik jeg hjem og gik i gang. Med at arbejde. På noget helt andet end det jeg troede jeg skulle arbejde med og på. Sådan har det været siden - hele tiden noget andet end det jeg troede, hele tiden overraskelser og cirkelspark i mellemgulvet, hele tiden en rutschetur der er så vild at jeg halvdelen af tiden skriger på mere, halvdelen af tiden skriger jeg vil af.

Jeg har været umulig hele juleferien og første januar ramte det mig hvorfor. Så latterligt indlysende når først man har set det, sådan som det altid er. Det ramte mig som en hammer, som en åbenbaring og jeg blev så lettet og jeg tænke "årh fuck. Årh fuck nej. Alt andet end det".

Så nu ligger jer her, på min sofa, på årets første søndag, og forsøger at komme overens med at alt er godt og som det skal være, og at alt er så ubærligt og frygteligt og uønsket. På en gang.