onsdag den 15. juni 2016

Hvori jeg er holdt op med at undskylde for mig selv

Du siger at du ikke behøver kende min sorte bog. Men ved du hvad? Jeg har ikke en sort bog. Jeg har ikke en mørk og dyster fortid, som ikke kan tåle at se dagens lys. Jeg har ingen dybe hemmeligheder og jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg har kun mig selv, den jeg nu engang er, den jeg er blevet, på både godt og ondt.

Jeg er ikke en slikbutik, hvor du kan nøjes med at vælge de stykker du bedst kan lide og så lade resten ligge. Om noget er jeg en smoothie, hvor alting er blendet så grundigt sammen at det er umuligt at sige hvad der er hvad. Og jeg smager sgu godt. Også selvom der er både grønkål og depression i blandingen.

Jeg er stærk og jeg er levende og jeg elsker. Men det er kun i kraft af at jeg har oplevet (og stadig oplever) det modsatte. Det er to sider af samme sag, ikke enten-eller, men både-og.

Jeg har brugt alt for stor en del af mit liv på at føle jeg skulle undskylde hvem og hvad jeg er, og det er jeg i dén grad færdig med. Ingen, hverken dig eller nogen andre, har ret til at diktere hvilke sider af mig der er ok at vise frem.

Jeg har ikke gjort dig noget. Det kan jeg godt høre at der er nogen andre der har, men det kan jeg ikke stilles til ansvar for, og det er helt urimeligt at du dømmer mig efter hvad andre engang har gjort, eller hvad du forestiller dig jeg måske engang vil gøre.

Hvis ikke du har mod på mig, slash-fic og forhistorie inkluderet, så er det helt i orden. Men så er det nok nu det er ved at være tiden til at sige til, og tage konsekvensen af det og afbryde forbindelsen. For jeg bliver ikke hverken andet eller mindre end jeg er nu.



PS. Om jeg skrev det til dig? Ja, hvis du føler dig ramt, så gjorde jeg.

1 kommentar:

  1. Hvor er det stærkt sagt.
    Er selv god til at undskylde hvem jeg er, men vil så gerne sige som du gør her.
    Sejt gået.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.