tag:blogger.com,1999:blog-82433230738400573362024-03-19T08:32:08.269+01:00Manden og KonenKonenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.comBlogger747125tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-49699609295916891112023-07-09T15:40:00.004+02:002023-07-09T15:42:44.474+02:00Hvori jeg gør statusInspireret af den nyligt opdukkede gamle nytårsliste (lidt som den genfundne bro), kan vi jo lige tage en ikke-nytårs-liste for at gøre status.
<div><br /></div><div><b>Antal børn: </b>Et sted mellem 1 og 5. 2 jeg skal forholde mig til på daglig basis.</div><div><br /></div><div><b>Antal biler: </b>2 (det har jeg i øvrigt også et kladde-indlæg liggende om)</div><div><br /></div><div><b>Antal mænd: </b>2, jeg forholder mig stadig til både Kinney og (ex)Manden</div><div><br /></div><div><b>År siden jeg mødte (ex)Manden: </b>15. Jojo, den er god nok. </div><div><b><br /></b></div><div><b>År siden jeg mødte Kinney: </b>7. Jo, den er også god nok.</div><div><b><br /></b></div><div><b>Foretrukken te: </b>Assam CTC med naturli' m_lk</div><div><b><br /></b></div><div><b>Bedste legosæt for nylig: </b>City of Lanterns</div><div><br /></div><div><b>Ture til Sverige: </b>For få</div><div><b><br /></b></div><div><b>Bøger læst:</b></div><div><ul style="text-align: left;"><li>Hahahahahahahahahaha</li><li>som om jeg har tid til at læse bøger længere</li><li>Men jeg er igang med Gabor Maté's When the Body Says No</li><li>Og Troy af Stephen Fry</li></ul></div><div><b><br /></b></div><div><b>Musik pt.:</b></div><div><ul style="text-align: left;"><li>Intet. Foretrækker alle former for stilhed</li></ul></div><div><b><br /></b></div><div><b>Jeg klarer mig fint uden:</b></div><div><ul style="text-align: left;"><li>Den danske folkeskole</li><li>Raffineret sukker (løgn, men jeg er stort set holdt op med at spise det)</li><li>Det lokale foreningsliv</li><li>Netflix</li><li>Perlesten</li></ul><div><br /></div></div><div><b>Der må gerne snart være mindre af:</b></div><div><ul style="text-align: left;"><li>Jobcenteret (det måtte faktisk gerne ryge ned på et absolut nul)</li><li>Traktorer på landevejen</li><li>"Moar, moar, moar, moar, moar"x2</li><li>Tørke</li><li>Fucking stress hele tiden</li></ul><div><br /></div><div><b>Lige om lidt sker der det at:</b></div></div><div><ul style="text-align: left;"><li>Jeg får tilkendt førtidsension (for ellers magter jeg seriøst ikke mere)</li><li>Jeg finder et sted at bo med ungerne mens Kinney bygger noget andet</li><li>Vi høster nogle tomater (og så er der forhåbentlig noget mere der fucking lykkes næste år)</li><li>Jeg stopper med at amme. Skal bare lige have det forbi den to-årige....</li><li>Nogen svinger en tryllestav og jeg vinder i lotto. Tak. </li></ul></div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-1887223218409598362023-07-09T14:59:00.002+02:002023-07-09T15:42:27.789+02:00Den obligatoriske 2019-liste. Kun let forsinket.Jeg har en del kladder liggende. De fejler ikke noget, de bliver bare aldrig færdige. Da jeg så var ved at rydde op i nogle <i>andre </i>kladder et andet sted dukkede der en 2019 nytårs-liste op. Som stort set er færdig. Så den kan I jo passende få, her tre et halvt år for sent. Jamen det var da så lidt.
<p><strong>Graviditeter:</strong> 0 (mig)/1 (svigerinde)</p>
<p><strong>Børn: 2</strong> (samme som sidst I hørte fra mig)</p>
<p><strong>Skolebørn ved årets start:</strong> 1</p>
<p><strong>Skolebørn ved årets slutning:</strong> 0</p>
<p><strong>Frustrationer over skolen:</strong> En milliard</p>
<p><strong>Samtaler med nedladende pædagogisk konsulent fra kommunen:</strong> 3 (hvorefter jeg bypassede hende fuldstændig)</p>
<p><strong>Måneder i virksomhedspraktik:</strong> 6</p>
<p><strong>Måneder sygemeldt (i forbindelse med praktik):</strong> 1</p>
<p><strong>Gange praktiksted fortalte mig hvor glade de var for mig og hvor stor en forskel det gjorde at jeg var der (mens jeg var gratis for dem):</strong> 117 (+/-)</p>
<p><strong>Gange praktiksted tilbød mig ansættelse med rigtig løn (efter gratis-perioden udløb):</strong> 0</p>
<p><strong>Generel bitterhed over Systemet:</strong> Udenfor skala</p>
<p><strong>Udlandsture i den fantastiske Toyota:</strong></p>
<ul>
<li>Frankrig (Normadiet, over Holland og Belgien)</li>
<li>Sverige (Dalarna og polarcirklen)</li>
<li>Tyskland (ok, mest Fleggaard og Autobahn en route til Frankrig)</li>
</ul>
<p><strong>Pastinakker i haven:</strong> 100. Mindst.</p>
<p><strong>Rødbeder i haven:</strong> 1 (den var til gengæld gigantisk)</p>
<p><strong>Bøger læst:</strong> (i udvalg)</p>
<ul>
<li>Amduat. En Iltmaskine, Harald Voetmann</li>
<li>From Dirt to Soil, Gabe Brown</li>
<li>Home Grown, Ben Hewitt</li>
<li>Free to Learn, Peter Gray</li>
<li>The Serecet Commonwealth, Book of Dust II, Philip Pullman</li>
<li>Div. Henrik Nordbrandt</li>
</ul>
<p><strong>Set på TV:</strong></p>
<ul>
<li>The Good Place</li>
<li>Castle Rock</li>
<li>His Dark Materials</li>
<li>True Detective</li>
<li>Chernobyl</li>
<li>Umbrella Academy</li>
<li>Fleabag</li>
<li>Stranger Things</li>
</ul>
<p><strong>Musik på repeat:</strong></p>
<ul>
<li>Sort Tulipan, Folkeklubben</li>
<li>Kuffert fuld af Mursten, Klaus Hempler</li>
<li>Les Roses de mon Silence, Grégoire</li>
<li>Jean-Jacques Goldmand (alt)</li>
<li>Chiptunes (i udvalg)</li>
</ul>
<p><strong>Årets vi-havde-glædet-os-som-små-børn-men-blev-virkeligt-skuffede album:</strong> Ghosteen, Nick Cave</p>
<p><strong>Årets vi-anede-ikke-det-udkom-men-det-er-det-bedste-nogensinde-og-jeg-hylede-ukontrollabelt-da-jeg-hørte-det album:</strong> Thanks for the Dance, Leonard Cohen</p>
<p><strong>Kan fint komme igennem 2020 uden:</strong></p>
<ul>
<li>Folk der kører 60km/t på landevejen</li>
<li>Kommunens pædagogiske konsulent</li>
<li>Bladlus</li>
<li>December</li>
<li>At være nødt til at parkere i Odense</li>
</ul>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-45635081704049064292022-08-07T10:12:00.007+02:002022-08-07T10:19:19.170+02:00Hvori der er forskel på folkI mine teenageår gik jeg meget op i Céline Dion. Altså, sådan virkelig meget. Jeg har pakket det meste af min samling ned, det står på loftet i en rød kuffert, og jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på det i dag. Måske fordi jeg er ved at rydde op i alt mit lort, og jeg tænkte på noget andet der står på loftet - et puslespil med 9000 brikker, jeg har måske nævnt det før, ligesom det nok heller ikke er første gang jeg har omtalt Céine Dion - som jeg måske nu har fået plads til at tage ned fra loftet igen. For helt ærligt, hvor meget er ting værd når de står på loftet, og burde man ikke bare smide det hele ud, når man alligevel ikke bruger det?
<br><br>
I min Céline Dion-samling er der et billede med en autograf. Der fulgte et "certificate of authenticity" med - jeg købte det på e-bay for ikke sådan vanvittigt mange dollars - og det kan jo ligeså godt være falsk som det kan være ægte, jeg ved det ikke, og jo ældre jeg bliver jo mere skeptisk bliver jeg, men i flere år var det min mest skattede ejendom. Måske jeg i virkeligheden kom til at tænke på det fordi jeg tænkte på Ronan, og det var en af de barndomsskatte jeg tilbød at bytte hvis bare jeg måtte få Ronan tilbage, eller også var det omvendt, at jeg kom til at tænke på Ronan, fordi jeg tænkte på kufferten og billedet.
<br><br>
Selvom den autograf på en eller anden måde var kronen i min samling, føltes det også altid lidt tomt. Lidt uægte, for ja, det var en autograf, noget som måske, sådan ægte, havde rørt ved hende, og der var derfor en forbindelse, men det var jo ikke mig der havde skaffet den autograf. Jeg havde ikke mødt hende, stået i kø et sted, eller stået og ventet ved en hemmelig sceneindgang. Jeg havde bare sendt en fem-dollar-seddel i posten og fået det der foto retur. Det var den dovne måde at gøre det på, eller rettere, ikke den dovne, men den bange måde, den måde hvor man ikke selv skulle sætte noget på spil eller sætte noget i værk, og det er jo noget af det jeg har fået øje på de sidste år, at jeg er skidegod til at holde mig selv tilbage og finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke skal gøre noget ved tingene.
<br><br>
Jeg bilder mig selv ind at jeg er sådan en der er kompromisløs i tingene, og fx så mener jeg jo at det er vigtigt at fortælle nogen når de har gjort en forskel for en, uanset om de er superstjerner, eller mediumstjerner eller i det hele taget bare nogen der ikke aner hvem du er og nok egentlig også er ligeglade. Jeg bilder mig selv ind at jeg er sådan en der fucking skriver og siger tak alligevel, selvom de er ligeglade, for det det handler om er hvad man sender ud i verden og ikke hvad man får retur, så man har ikke noget at tabe. Og på den måde har jeg startet virkelig mange takke-breve, eller måske ikke reelt startet på mange når det kommer til stykket, men i hvert fald tænkt på at starte på en del, og de bliver bare aldrig hverken helt eller halvt færdige og jo i hvert fald slet ikke sendt.
<br><br>
Undtagen et. Eller to, faktisk, men til den samme, så det tæller kun som et. Jeg skrev til Jean-Jacques Goldman, som har skrevet alt det musik som jeg lever af, eller har levet af, i hvert fald, og det var ikke ligemeget, og det gjorde en stor forskel i mit liv og min proces og det var jeg fandeme nødt til at sige. Jeg ved ikke hvor meget post "franskmændenes foretrukne personlighed" får, det er nok en del, men jeg skrev alligevel, og sendte en perleplade med, fordi jeg er kikset på den måde og det bør jeg virkelig stå ved, og så havde jeg gjort min del, sendt min taknemmelighed ud i verden, sådan helt fysisk, og det måtte være nok, også selvom det ville drukne i et hav af lignende breve.
<br><br>
Det gjorde det bare ikke. Druknede altså. Det flød, som en flaskepost, eller også var der slet ikke noget hav til at starte med, bare en gigantisk stak post som nogen i den anden ende ikke var ligeglad med. Som de - som han - faktisk var så lidt ligeglad med at han tog sig tid til at svare på dem alle sammen. Og ikke bare "tak for dit brev, her er et signeret foto"-tid, men ægte tid. Ægte, håndskreven, personlig tid. På den led har jeg nu to postkort, blank hvid karton med sort "Jean-Jacques GOLDMAN" printet i toppen, tæt beskrevet med en næsten ulæselig fransk sort kuglepen, underskrevet "JJG" og jeg døde en lille smule indeni både da jeg fik det første og det andet.
<br><br>
Jeg ved ikke hvad jeg vil sige med det her. Andet end at der er en grund til Céline Dion autografen ligger på loftet, og kortene fra Jean-Jacques ligger på mit skrivebord. Og at der måske reelt er en sammenhæng mellem hvad man sender ud i verden og hvad man får retur.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-53875672007621589392019-11-22T23:55:00.000+01:002019-11-22T23:55:17.535+01:00Hvori der er pastinakkerMeanwhile...<br />
<br />
Det er blevet efterår-næsten-vinter, og jeg kører en masse brænde frem og tilbage. Eller. Jeg kører det jo ikke tilbage, kun frem og ind. Stabler og flytter, først på gulvet under ovnen, så i brænde-buret, til sidst i ovnen, for det er alt for vådt udenfor og fugtigt brænde brænder ad helvede til, hvis overhovedet. Jeg er blevet ninja i brændeovn, ikke uventet, men uventet hvor intuitiv processen er blevet. Det er jo ikke bare ovnen, eller brændet. Det er vinden, fugten, kulden i betonen, pindebrændets beskaffenhed og forskellen på krøllet papir. “Det er fugtigt i dag” siger jeg, selvom det stadig er mørkt og jeg ikke har åbnet en dør endnu. Eller jeg vender Stirling-motor-ventilatoren bagud fordi vinden er i det forkerte hjørne, og det har ikke noget at gøre med vejrudsigten, det er en <i>følelse</i>. <br />
<br />
Alting tager længere tid end først antaget. Ikke mindst erkendelse. Det var jo bare et spørgsmål om at flytte på landet og starte selvforsyningen og leve friheden uden gæld. Men jo mere fri vi bliver, jo tydeligere bliver det hvor lidt vi var fri til at starte med, og hvor langt der er endnu. Den der lille løse tråd der har naget det meste af mit liv kan trævle og trævle og trævle når jeg først begynder at hive. Det er ikke bare mig. Det er ikke bare min opvækst eller min familie eller mine tilfældige omstændigheder. Det er ikke bare skolen eller kommunen eller den til enhver tid siddende regering. Det er det hele. Os alle sammen. Den måde vi lever på. Det er helt grundlæggende... forkert. Jeg har ikke andre ord. Vi har glemt hvordan man er menneske, hvordan man overlever, hvordan man udvikler sig. Og vi har skabt en kultur, et system, der ikke levner hverken tid eller mulighed for at genopdage det. Det er svært at skulle genlære sine instinkter. Det er svært at være oppe imod et helt livs blindgyder. Det er svært at få Systemet til at forstå at det er det der gør os syge, det der gør mig syg. Alting tager længere tid end først antaget.<br />
<br />
Skilsmisse er svært. Faktisk umuligt. Man kan ikke adskille sig fra et menneske man har været en enhed med i et årti. Det er ligemeget at vi var enige og der ikke var noget ondt blod, for vi blev jo skilt, og det var ikke fordi jeg gik ud og fandt en anden, men fordi at det at jeg fandt en anden, fandt en mere, gjorde det klart at vi skulle hver vores vej. Og det er umuligt. Det er umuligt at skulle samme vej, når man skal hver sin vej, men det er alligevel det vi skal for vi deler stadig en kæmpe del af vores liv. Jeg kæmper med at give slip, for jeg bekymrer mig, og min mavefornemmelse er stærk, men jeg kan ikke påtvinge ham mit svar, ligemeget hvor rigtigt det er, hvis det ikke er der han er. Det er det med erkendelsen igen. Den tager tid, og den er nødt til at komme indefra. Og når han når dertil at han er villig og i stand til at drikke af mit visdomstrug er det ikke sikkert mit svar er det rigtige længere. Ting er flydende på den måde. Det har også taget tid at lære.<br />
<br />
Vi har pastinakker i haven. Nogle af dem er på tykkelse med min underarm. Men vi ville nok stadig komme til at sulte henover vinteren hvis vi ikke havde Rema. <br />
<br />
Erkendelse tager tid. Det gør selvforsyning også.<br />
Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-6938813294232109382019-09-02T19:09:00.001+02:002019-09-02T19:09:35.053+02:00Hvori der er gået tre år<div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>Sidste søndag var det tre år siden jeg tilbragte en nat i skoven med Kinney, og vi dermed endegyldigt var på vej ned ad en helt anden vej end vi havde forestillet os.<br/>
<br/>
Det første år tænkte jeg at jeg ville markere dagen og skrive et indlæg, så tænkte jeg at jeg ville skrive på årsdagen for at vi flyttede ind... indsæt selv resten af rækken. Nå. Men nu er der altså gået tre år (og en uge, og en dag, men hvem tæller), og lige i år var 25. august, plus/minus, et rigtigt dårligt tidspunkt til et repræsentativt nedslag i hvordan det går, og så var jeg sådan lidt "så kan det også bare være ligemeget", men fuck nej, egentlig, for måske er netop nu hvor det er et dårligt tidspunkt et godt tidspunkt at gøre status. Der er i hvert fald nogle af de lidt større ting på spil, og den slags er tilsyneladende temmelig kendetegnende for mit liv.<br/>
<br/>
På mange måder er tingene stadig som jeg de var hvor jeg efterlod jer sidst; vi bor de samme steder, deles pænt om barnet, stabler brænde (mest mig), bygger ting (mest Kinney) og går på arbejde (mest Manden). I ville nok også stadig kunne genkende mig på gaden, ud over at brysterne hænger bare lidt mere og der er flere huller mit tøj. Men. Der er jo også en masse der ændrer sig i løbet af tre år, og for mig hænger meget af det sammen med min egen erkendelse af at "drømmen om et liv på landet" i virkeligheden viste sig at være "en kamp for frihed". Ikke frihed fra Manden eller Barnet eller ting i den dur, men friheden til at være menneske generelt og til at være det menneske jeg er secifikt. Når jeg sidder her, i mit hus midt i ingenting, og har afstand, er det helt grotesk at få øje på alle de gange mine grænser, ønsker, holdninger, rettigheder (indsæt selv flere) er blevet affejet, trådt på, overset, bagatelliseret (indsæt selv flere) og det er <i>sindssygt</i> hårdt at skulle gøre op med, og <i>holde</i> op med at være den lille, den der tager fejl, den der er mindst værd.<br/>
<br/>
Heldigvis (haha, I må gerne begynde at fornemme sarkasmen nu) er det rig mulighed for at øve mig i at være den stærke mofo kick-ass bitch her i mit nye liv, hvor jeg (i et endnu ukendt tidsrum) er afhængig af en overførselsindkomst. Jamen, det er indviklet, men jeg er sikker på I kan forestille jer en passende mængde fraværende sgasbehandlere, udtrækkende afgørelser, nedskæringer mv der kan forklare hvorfor det kan tage to år at finde et aktiveringstilbud (jeg er i den spændende kategori "aktivitetsparat" og venter på en vurdering af min arbejdsevne). Jeg glæder mig til at være fri af det crap, hvadenten det bliver Jobcentrets Hellige Gral (fastansættelse), en stor nok lottogevinst, eller at resten af de ting jeg ikke er herre over falder på plads og jeg kan åbne en vejbod i fred og ro.<br/>
<br/>
For at krydre en ellers sjov tid, fyldt med stressende arbejdsprøvning og venten på møder hvor andre mennesker skal afgøre vores liv, så fandt Barnets skole, fra den ene dag til den anden, ud af at det ABSOLUT IKKE kan lade sig gøre at hun ikke er der hver dag - en problemstilling vi var klar over, og gjorde opmærksom på, for halvandet (gentager HALVANDET) år siden, da hun skulle skrives op. Det handler mest om at jeg bor så langt fra skolen, og indimellem også skal være på job. Så vi spurgte pænt og skolen sagde "måske" og "vi ser på det" i en uendelighed og glemte at svare, og indkaldte aldrig til møder, og det var generelt bare superfestligt det hele. Men nu, to uger efter hun faktisk ER startet i første klasse, kom de meget pludseligt i tanke om at det slet ikke kunne lade sig gøre eller var lovligt eller nogen form for praktisk etc etc. Og bevares, det er da ok, hvis det er sådan - men hvis det er så fucking firkantet, hvorfor kunne de så ikke have sagt det da vi spurgte første gang, så vi havde haft et halvt år (inden hun skulle starte), i stedet for fire uger (efter hun har haft et års tilknytning til sin klasse), til at finde ud af noget andet. Det var derfor vi fucking spurgte til at starte med. Hvæsede hun.<br/>
<br/>
Nå. Men korte af det lange er at vi sådan ca nu skal finde på et alternativ til Barnets skolegang. Eller også kunne jeg jo "bare flytte tættere på skolen" eller "ændre samværsaftalen med far" (i løbet af de næste fire uger, tak). Kunne man evt få lov til at fortsætte den ordning vi faktisk havde sidste år, i det mindste indtil vi fik svar på alle de der ting der hænger og flagrer på nogens dagsorden på jobcentret? (spoiler: nej, det kunne man ikke)<br/>
<br/>
Ok, så træffer vi da bare en mega vigtig beslutning om vores datters videre skolegang uden overhovedet at vide hvordan vores liv ser ud om seks måneder.<br/>
<br/>
Jamen jeg sagde jo det var et røvsygt og ikke-repræsentativt tidsunkt at gøre nedslag på.</div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-43918302416434094042017-08-23T21:16:00.002+02:002017-08-23T21:16:59.574+02:00Hvori jeg møder Kinney, del 5Jeg sad på stranden og ventede på ham, og jeg nåede at tænke at han måske ikke kom. Som en episk romantisk gestus ville han lade mig sidde så suset og den nervepirrende trommehvirvel inden det store stunt ville sidde i mig for evigt. Så var han der, med sin rygsæk og et lykkeligt smil, og mig i min røde kjole. Han tog mig med til et hemmeligt sted i skoven, en hule, han havde haft som barn. Det var en af de nætter man kun ser i film. Vi lå under stjernerne og delte minder og musik, og snakkede om alle de ting der føles som det vigtigste og smukkeste i verden når man er lykkelig og nyforelsket. Månen lyste over havet og gløden fra hans cigaret var tydelig i mørket. Det var sødt og råt, hjerteskærende smukt og brutalt ærligt. Solen var stået op da han kyssede mig farvel foran min gadedør efter at have fulg mig hjem. Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-53155824368424117972017-08-22T21:51:00.001+02:002017-08-22T21:54:20.827+02:00Hvori jeg møder Kinney, del 4Det var Manden der sagde jeg var nødt til at mødes med ham. Fordi han ikke ville tilbringe resten af sit liv med at være i tvivl om der var en anden jeg hellere ville have. Det var en pointe jeg slet ikke havde overvejet, jeg havde ikke tænkt længere end at hvis Manden smed det endegyldige nej på bordet ville jeg følge det. Men han havde selvfølgelig ret - tvivlen ville have ædt vores ægteskab op. Vi var nødt til at vide hvad vi stod med, begge to, og så var vi nødt til at give slip på frygten og stole på at vi havde formået at følges ad i otte år uden at vælge forkert. Vi vidste ikke hvor det ville ende, men der kom ro i maven da vi så hinanden i øjnene og huskede på at vi kun kunne træffe én beslutning af gangen, og den var rigtig. Jeg var nødt til at møde Kinney. Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-81203985545253877782017-08-21T22:23:00.000+02:002017-08-21T22:23:54.776+02:00Hvori jeg møder Kinney, del 3Ugen der fulgte var lang. Lange nætter og lyse morgener med Kinney i røret, lange dage som en zombie efter alt for lidt søvn. Forelskelse og forvirring der kun tog til, som en chokbølge efter et jordskælv. Det var som om bunden var slået ud af mig, og alting kunne fosse ustoppeligt ud. Følelser og ord jeg altid har haft, men som aldrig helt kom ud blomstrede pludseligt op og voksede langt vildere end jeg kunne nå at tæmme det. Det var på vej, men Kinney var katalysatoren der fik det hele til at eksplodere. Jeg kendte ham ikke, men jeg vidste hvem han var, instinktivt, og al min urkraft kaldte på ham.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-30240710809147988552017-08-20T21:01:00.002+02:002017-08-20T21:01:48.760+02:00Hvori jeg møder Kinney, del 2Midt i det hele kom Kinney. Tyve beskeder på Tinder om skrivemaskiner og havet og livet og vi havde udvekslet numre og aftalt et møde. Han sendte et billede af en skrivemaskine og en flaske whisky. Tre dage, og ikke mange flere beskeder senere stod jeg med fødderne i Storebælt, på strandtur med mine forældre, og jeg sendte en sms til ham at jeg hellere ville være der med ham. Han svarede med et nyskrevet digt. Den aften skrev jeg og fortalte ham at jeg ikke vidste hvordan, men at jeg vidste jeg skulle elske ham. Han ringede, sent, og læste digte og drak whisky og jeg kunne høre hans lighter hver gang han tændte en smøg. Vi snakkede om musik og bøger, om livet, om rejser, alle dem han havde været på og alle dem jeg ikke havde. Først langt henne i samtalen dukkede Manden og børnene op, for sent til at det var fair. Det var lyst da vi lagde på, og jeg var ramt.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-82564845351140706782017-08-19T20:27:00.001+02:002017-08-19T20:27:22.854+02:00Hvori jeg møder Kinney, del 1Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik ud fra vi aldrig ville have en grund til det. Vi jokede om at den der gik skulle tage Barnet med. Som en sikkerhedsforanstaltning, et nødstilfældeincitament til at blive, hvis der skulle være en enkelt lidt for sur periode. Der var virkelig ikke nogen grund til ikke at blive sammen altid, intet ved ham og intet ved mig der stødte mod hinanden og gjorde ondt. Det har aldrig været en hemmelighed at jeg falder i den kategori som Alanis Morissette meget præcist beskriver som "supposed former infatuation junkie", jeg bliver let betaget, småforelsket, begejstret. Det er en feature. Jeg ledte ikke efter mere. Det var sjov og flirt og et enkelt blowjob når det var vildt og det var det. Det var det, fordi det var indlysende at det var sikkert, det med for evig. Der var plads og rum til mig og mit spas, fordi der ikke var nogen tvivl. Jeg gik ud fra vi aldrig skulle skilles. Jeg gik så meget ud fra at det var Kærlighed<i>en</i> at jeg ikke engang tænkte så langt at jeg kunne blive forelsket.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-81118310022844785502017-08-18T19:58:00.000+02:002017-08-18T19:58:03.362+02:00Hvori jeg ikke lover mere end jeg kan holdeI søndags var det præcis et år siden der på Tinder dukkede et billede op af en mand der sidder på lokum ude midt i ingenting, med en smøg i hånden, omgivet af skrivemaskine og whisky, og en profiltekst der sammenlignede livet med nutella, og jeg for første gang ville være blevet oprigtig skuffet hvis der ikke havde været et match. <br />
<br />
Der var i dén grad et match, og nu har jeg boet på Langeland i fire måneder og otte dage, og jeg har stadig ikke fået skrevet historien om hvad fanden der skete. Rundstyk. Men først, så var der lige alt det der med at skulle tage hensyn til hinanden, og ikke rigtigt vide hvad fanden der foregik, og så var der flytning og skilsmisse og logistik, og så er der pludselig skæve gulve der skal rettes op, og noget vand der trænger ind, og tagrender der er stoppede, og en have der er tilgroet, og ukrudt i gården, og planter der skal passes, og møbler der skal bygges, og en mase undren over hvorfor nogen nogensinde synes laksefarvet maling var lige det der skulle til i stuen?<br />
<br />
Og så går tiden jo, ing?<br />
<br />
Men nu skal det nok komme. Det bliver i små bidder, for ellers er det jeg ikke får det gjort (jvf. ovenstående gulv og vægge og tag og grund og HVOR FUCK KOMMER ALLE DE BÆNKEBIDDERE IND?!) Men det kommer. Historien om Kinney, og det der siden skete, og hvor vi er nu (i Jem & Fix, most likely, er fandeme blevet home away from home deroppe)<br />
<br />
Vi ses. I morgen. Sandsynligvis. Måske.<br />
<br />
<br />
<br />
PS. Betragt dette som en teasertrailer til en film der måske/måske ikke klarer den igennem postproduction.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-55065315068760882732017-04-03T06:03:00.001+02:002017-04-03T06:03:03.280+02:00Hvori jeg køber en bil<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhkUJNzN0Bm05uL0Tmga7bntlQ7f5QbZPG4dszmq2H3THHmP2JeqgjumLbYNUQeu-hq4anbGQaxONHhkU87_onBL9KeslYxsFXGHYdYnQzuoOICCLVPwaBeD9wrflYH6mD96DnU_b2s0zSZ/s1600/20170316_154213.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" height="480" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhkUJNzN0Bm05uL0Tmga7bntlQ7f5QbZPG4dszmq2H3THHmP2JeqgjumLbYNUQeu-hq4anbGQaxONHhkU87_onBL9KeslYxsFXGHYdYnQzuoOICCLVPwaBeD9wrflYH6mD96DnU_b2s0zSZ/s640/20170316_154213.jpg" width="640" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Spot et barn</td></tr>
</tbody></table><br />
Jeg synes stadig hun er alt for lille. Men det er løgn når jeg forsøger at bilde mig selv ind at det ville være bedre hvis hun var lidt større og kunne forstå mere, for hun ville aldrig forstå <i>nok</i>. Det vil aldrig blive andet end at vi bryder alt det op hun kender og er tryg ved, hvadenten vi gør det nu eller om fem år eller når hun flytter hjemmefra. Erkendelsen er hård; at det var endt her ligemeget hvad, at vi var i gang med den proces længe før jeg mødte Kinney. <br />
<br />
Da vi mistede Ronan traf vi en ret bevidst beslutning om at droppe alle hv-ordene. Hvis, hvorfor, hvornår. Fordi det æder en op. Denne gang har vi ikke snakket så aktivt om det, men der er ingen tvivl om det er noget vi har taget med. Det hjælper ingen at forestille sig en fremtid der ikke blev, og aldrig bliver, uanset. Det mest nærliggende "hvis" er hvad nu hvis vores <a target=_blank" href="http://mandenogkonen.blogspot.dk/2016/04/hvori-2016-har-en-smule-svrt-ved-at.html">ikke-engang-en-baby</a> Nugget var blevet et barn og ikke en spontan abort sidste år. Så havde jeg været højgravid i august i stedet for at møde Kinney. Heldigvis (og desværre) var Nugget en uventet bonus-graviditet, som vi ikke nåede at gøre os ret mange forestillinger om, og derfor var den fremtid vi mistede tilsvarende vag.<br />
<br />
Den fremtid der til gengæld ikke var vag var den hvor vi skulle fejre kobberbryllup lige om lidt, den fremtid hvor fire et halvt år ikke var ret langt tid, og i hvert fald piece of cake at komme igennem. Den fremtid hvor det var en selvfølge at vi skulle være sammen resten af livet, og også efter det hvis det skulle vise sig der var noget. Og det er eddermame en sorg af format at miste den fremtid, ligemeget hvad vi får i stedet, og ligemeget hvad vi er sluppet for. <br />
<br />
Det er nu det sker, der er ingen vej udenom længere. Jeg flytter om en uge. Præcis. Om en uge bor jeg ikke længere i Byen ved Vandet, hvor mig og Manden har brugt seks år på at bygge et hjem og et liv op. Om en uge bor jeg i et gammelt lidt-bedre-end-nedrivningsmodent hus på Langeland sammen med Kinney og skal starte forfra. Jeg glæder mig, vi er alle sammen klar (så klar som vi bliver i hvert fald), tidspunktet og omstændighederne er rigtige og jeg efterlader ikke noget ufærdigt med Manden. Men for fanden altså, hvor er det også angstprovokerende at skulle springe ud i livet på den måde uden at vide hvor det ender.<br />
<br />
Så ja. Langeland. Sådan cirka så langt sydpå som vi kan komme. Ikke at det var et krav (nærmere tværtimod), men det var der Huset var, og da vi efter en ret nervepirrende uge fik det til stort set den pris vi havde håbet på, var der ligesom ikke så meget at rafle om. Det bliver en lidt træls transportid med (og for) Gryntegrisen, men det er også det eneste punkt på imod-listen. På alle andre punkter har vi fået lige det vi drømte om. Der er vand, både koldt og varmt, taget er stort set tæt, saniteten virker og huset falder ikke sammen i morgen. Ud over det får vi også en kæmpe grund (se billedet), flere udhuse end vi ved hvad vi skal stille op med og nogle virkeligt grimme faux marmor-fliser på badeværelset. Og et komfur der med en vis sandsynlighed virker. Jamen det er ren bonus hele vejen rundt.<br />
<br />
Det er det faktisk.<br />
<br />
<br />
<br />
PS. Bilen? Nåmn, det er en gammel Opel Astra stationcar. Som jeg købte for mindre end hvad selvrisikoen er på en bilforsikring hos visse selskaber. Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-8704239531191968362017-02-06T15:57:00.000+01:002017-02-06T15:57:58.822+01:00Hvori spændingen udløsesNå, men det er da vist tid til at få afsløret svaret på <a target="_blank" href="http://mandenogkonen.blogspot.dk/2017/01/hvori-der-er-valgmuligheder.html">Den Store "Hvad endte det egentlig med"-quiz</a>. Jeg vil godt lægge ud med at indrømme at jeg har snydt lidt, for selvom der kun er én mulighed der er sand, så er der en smule sandhed i dem alle sammen. <br />
<br />
Jeg startede med at eliminere <b>Scenarie 5</b>, hvor der ikke var sket de store ædringer de sidste tre måneder. Men det er sandt nok at jeg <b>tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney</b> mens <b>Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning</b>. <br />
<br />
Jeg udelukkede også <b>Scenarie 1</b>, hvor skilsmissen blev grim, selvom det (forhåbentligt ganske kortvarigt) passer at vi arbejder med <b>en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning</b>. <br />
<br />
<b>Scenarie 7</b>, hvor jeg holdt op med at være forelsket, holdt heller ikke vand, men det ændrer ikke på at <b>Manden er den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger)</b>.<br />
<br />
På nuværende tidspunkt er det nok gået op for selv den sløveste læser (ikke at jeg har sådan nogle, I er jo alle sammen ganske kvikke) at <b>Scenarie 3</b>, hvor jeg bliver boende sammen med Manden, heller ikke er det rigtige. Her er sandheden knap så sjov, nemlig at <b>jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen.</b> Det er umuligt at få til at gå op så det ikke gør ondt på nogen, i hvert fald et stykke tid, og jeg tror ikke på en skilsmisse som sådan kan være lykkelig - men jeg tror på at vi alle sammen, Gryntegrisen inklusiv, bliver lykkelige, og også lykkelige<i>re</i> på den anden side.<br />
<br />
Det er nok heller ikke så svært at gætte at den del af <b>Scenarie 4</b>, hvor skilsmissen er klassisk overskud, der er sand er at <b>Kinney sælger sin lejlighed i København</b> (så seriøst: Any takers?), men vi kommer ikke til at bo i Byen Ved Vandet, og selvom der nok skal blive (ved med at være) overskudsagtig vi-kommer-alle-sammen-godt-ud-af-det-med-hinanden-stemning, så bliver det vist ikke helt gennemsnitligt-almindeligt. <br />
<br />
Nu er det fristende at springe ud og sige at <b>Scenarie 2</b>, hvor vi alle sammen skal bo sammen, er det rigtige, for det ville da i dén grad betyde at alting gik op i en højere enhed og faldt på plads helt af sig selv. Men sådan blev det altså (heller) ikke. Det skyldes ikke en egentlig modvilje mod konceptet, og vi har faktisk <b>overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing</b>, men vi vil simpelthen for forskellige ting til at det kan lade sig gøre uden alle går alt for meget på kompromis. <br />
<br />
I får lige et øjeblik til at regne sammen, så selv den mindst kvikke af de kvikke læsere når til den uundgåelige konklusion (indsæt selv en passende mængde vente-muzak her inden du går videre)<br />
<br />
Jeg går ud fra alle nu er med på at <b>Scenarie 6</b>, hvor jeg flytter langt ud på (Lange)landet med Kinney, er det eneste der er tilbage. Jo, den er skam god nok, selvom jeg endnu ikke kan sige præcis <i>hvor</i> eller <i>hvordan</i> vi kommer til at bo. Måske bliver det en skurvogn i nogens baghave, måske bliver det et faldefærdigt hus på Langeland, måske ender vi med at bygge noget selv (eller d.) All of the above), men sikkert er det i hvert fald at vi har en masse drømme og lige i omegnen af nul penge. Præcis som det skal være. Der er ikke noget der er nemt i det her - det meste af tiden er det faktisk pissehårdt - men det er som det skal være. <br />
<br />
Jeg havde aldrig, <i>aldrig</i> troet jeg skulle skilles, men jeg havde heller aldrig troet jeg skulle møde en mand som Kinney, at jeg skulle (eller kunne) forelske mig så voldsomt igen eller at det skulle føre til de lange samtaler med Manden, hvor vi til sidst, til vores begges overraskelse, kunne konstatere at vi har givet hinanden det vi skal. Vores ægteskab er på ingen måde gået i stykker. Det er bare færdigt. Vi kunne sagtens fortsætte, men det ville ikke rykke på os som mennesker. Vi har gjort os rigtig umage og vi har været gode ved hinanden, og nu afslutter vi det rigtig pænt. Jeg tror det er de færreste forundt at afslutte et ægteskab med al kærligheden i behold. <br />
<br />
Fremtiden er stadig usikker; der er en lejlighed der skal sælges, en skilsmisse vi er nødt til at tage, hverdag der skal hænge sammen, spøgelser fra fortiden der skal slås ned, mødre der ikke er til at snakke med, penge der skal tjenes, vinterdepression der skal overleves og al den slags jazz. Men det er i hvert fald sikkert at vi alle sammen vil hinanden, og ikke mindst Gryntegrisen, det bedste, og at det bliver den mindst skilsmisse-agtige skilsmisse vi kan slippe afsted med. <br />
<br />
Hvis I er sådan nogle der gerne vil have præmier, så kan jeg oplyse at der var en enkelt Johanne, der gættede korrekt på nummer 6 i første forsøg, og som derfor har fortjent hovedpræmien. I anden omgang var Øglemoren den der gættede mest på 6'eren og det udløser en anden-præmie. Hvad præmierne bliver aner jeg ikke, og jeg kan heller ikke love at jeg finder ud af det på den her side af 1. marts, men hvis I lige sender mig en adresse så lover jeg at der dukker et eller andet fjollet op på et eller andet tidspunkt.<br />
<br />
<br />
<br />
PS. Jeg ved ikke om (og i så fald hvor længe) jeg fortsætter her på bloggen, men jeg lover at I ikke kommer til at stå uden en afslutning. Hvornår den kommer kan jeg til gengæld ikke love noget om. Hvis der går for længe (eller I bare er pissenysgerrige) så er I altid velkomne til at sende en mail til <a href="mailto:mandenogkonen@gmail.com">mandenogkonen@gmail.com</a>, hvor jeg kan være en smule mere åben om tingene end i et offentligt forum som bloggen.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-60654555733531096082017-01-18T08:06:00.000+01:002017-01-18T08:26:52.948+01:00Hvori I er nødt til at gætte igenStik mod forventning har jeg stadig læsere, og endda nogle gættelystne af slagsen. Dejligt at I gider være med!<br />
<br />
Jeg kan afsløre så meget at det rigtige svar er blevet nævnt. Men det er måske ikke så underligt, eftersom der er blevet gættet på alle syv svarmuligheder (Alice gik endda så vidt som til at gætte på en helt ottende mulighed!) Langt den mest populære er Scenarie 5, med Scenarie 1 som den eneste anden mulighed der har fået mere end et enkelt bud.<br />
<br />
Jeg kan godt se det, at Scenarie 5 er oplagt, eftersom det var der vi var, sidst I hørte fra mig. Men det er ikke det rigtige svar. Ha! Det er heller ikke Scenarie 1 (heldigvis!) og fordi jeg er den servicemindede type vil jeg også gerne udelukke Scenarie 7 for jer (og 8 også, for den sags skyld). Mine følelser for Kinney er ikke forsvundet.<br />
<br />
Tilbage har vi så:<br />
<br />
<b>Scenarie 2</b>, hvor planen er, at vi alle sammen flytter sammen i en eller anden form for mini-bofællesskab, hvor Gryntegrisen har os alle sammen tæt på på én gang. Tre voksne til et barn begynder at ligne en fornuftig normering.<br />
<br />
<b>Scenarie 3</b>, hvor jeg bliver sammen med Manden, og har brudt forbindelsen til Kinney, selvom det har revet mit hjerte over på midten. I sidste ende er det vigtigste at holde sammen på vores familie.<br />
<br />
<b>Scenarie 4</b>, hvor vi går den klassiske overskudsskilsmisses vej, med 7/7-ordning, jævnlig fællesaftensmad og boliger lige rundt om hjørnet fra hinanden (når vi lige har fundet den der bolig rundt om hjørnet, altså)<br />
<br />
<b>Scenarie 6</b>, hvor jeg skal ud og bo å æ land sammen med Kinney, forhåbentlig i en eller anden form for hus, mens Gryntegrisen i første omgang primært kommer til at bo hos manden-tidligere-kendt-som-Manden (indtil vi andre har et hus med vand og varme og tag og den slags).<br />
<br />
<br />
Så kom glad med nye bud (og brok over at jeg trækker det i langdrag). 3-2-1... sæt igang!<br />
<br />
<br />
PS. Nej... vent... <i>gæt</i> igang! (#tøhø)Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com11tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-35461493868042673182017-01-13T18:32:00.000+01:002017-01-13T18:33:17.065+01:00Hvori der er valgmulighederDe sidste måneder har været... skal vi ikke bare sige en anelse turbulente. Der er mange ting der skulle (og stadig skal) falde på plads, så det er ikke blevet til så meget blog. Unfair hold, jeg ved det godt, når I ellers sådan har siddet og ventet i åndeløs spænding (jo, I har). Nå, men katten skal jo ud af sækken på et tidspunkt, og så var det jeg så at <a target="_blank" href="http://www.hverdagenssurdej.dk/">Øglemor</a> havde lavet <a target="_blank" href="http://www.hverdagenssurdej.dk/2017/01/sa-skal-der-gttes.html">en quiz, om en (endnu) hemmelig livsbegivendhed</a>, og så tænkte jeg, at den idé hugger jeg.<br />
<br />
Så her har i den: <br />
<b>Den store "Hvad endte det egentlig med"-quiz</b><br />
<br />
Kun en af mulighederne er sand - kan I gætte hvilken? (Find gerne på flere valgmuligheder selv)<br />
<br />
<b>1.</b> Jeg er flyttet til København. Det er noget rigtig rod i forhold til Gryntegrisen, men Manden (eks-Manden?!) blev, fuldt forståeligt, lidt for træt af situationen. Så nu er det noget med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning. Hvad det ender med aner jeg ikke, for umiddelbart er jeg den eneste der er rigtig flytbar, i hvert fald som arbejds- og boligsituationen(/erne) ser ud nu. Suk, altså. Nå. Men i det mindste er der ingen der har truet nogen med statforvaltningen. Endnu. <br />
<br />
<br />
<b>2.</b> Efter at have taget tilløb til det et stykke tid fik vi overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing. Det gik faktisk så godt, at ingen er skræmte ved tanken om at bo sammen alle sammen i en eller anden form. Så lige nu leder vi efter noget der er egnet til formålet; hus med førstesalslejlighed, landejendom med en ekstra længe, bungalow med anneks... you get my drift. Det er lidt af en ligning at få til at gå op, når der skal være plads til alle (også mentalt...), men jeg er helt overbevist om at vi nok skal finde lige præcis det der er det rigtige for os, og den her lidt skæve Far-Mor-Far(?)-og-Barn-konstellation vi har gang i.<br />
<br />
<br />
<b>3.</b> Efter The Mother of all Fights, hvor nogen beskyldte nogen andre for at være en masse grimme ting, og nogen andre beskyldte den første nogen for at være noget heller ikke særligt pænt der bare kunne have sagt til noget før hvis der var et problem, fik vi snakket tingene igennem. Og snakket. Og snakket. Og snakket. Om hvad vi egentlig ville, hvad vi egentlig følte, og hvad det egentlig lige var vi sagde ja til dengang vi blev gift. Jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Så jeg bliver, selvom det kommer til at tage tid at finde både mit eget og vores fælles ståsted igen.<br />
<br />
<br />
<b>4.</b> Kinney sælger sin lejlighed i København (any takers?) og flytter til Byen Ved Vandet, hvor vi er godt i gang med at kigge på lejligheder. Vi er ikke så kræsne, ud over at det skal være tæt på, og helst i gåafstand til Gryntegrisen. Indtil videre bor jeg stadig "hjemme", men mig og manden-tidligere-kendt-som-Manden er ved at være en smule trætte af at gå og kigge på hinanden. Ingen er sådan for alvor sure, men nu måtte tingene godt snart falde på plads så alle kan komme videre i den der overskudsagtige vi-holder-alle-sammen-jul-sammen-7/7-løsning vi har planer om.<br />
<br />
<br />
<b>5.</b> Det fungerer rigtig godt for os at være Manden, Konen og Gryntegrisen til hverdag, og jeg så tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney. Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning (og fri fra den åbenbart uendeligt kedelige Mor), mens jeg får brændt noget krudt af og finder lidt indre ro. Der er selvfølgelig lidt balancegang involveret, for på den ene side er der ikke noget der er (eller skal være) hemmeligt, men på den anden side har jeg hverken ønske om eller behov for at tingene bliver blandet sammen. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men indtil videre fungerer det fint for alle parter, så vi tager det én dag ad gangen.<br />
<br />
<br />
<b>6.</b> Vi forsøgte at få det hele til at fungere uden alt for store ændringer, men efter mange (og lange) snakke kom vi frem til at vi simpelthen ikke (længere) ønsker det samme. Det har været otte års virkeligt godt ægteskab, og vi kunne sikkert godt tage otte mere uden mord-stemning, men overraskende nok har det vist sig at der er en bo-primitivt-langt-ude-på-landet-kvinde gemt i mig, og det er der (knap så overraskende) ikke i Manden. Nej, den havde jeg sgu heller ikke lige set komme. Så nu er Kinney og undertegnede ude i noget med en tilgroet grund med Lars Tyndskid som nabo, og en gammel skurvogn, og en septiktank der måske/måske ikke er lovlig. Måske kommer vi også til at få toilet og varmt vand. Måske.<br />
<br />
<br />
<b>7.</b> Alarm afblæst. Forelskelsen brændte ud ligeså hurtigt som den flammede op, og Kinney er i dén grad et overstået kapitel. En fodnote, om man vil. Heldigvis er Manden den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger), så mest er vi bare tilbage til normal. Altså, bortset fra at jeg føler mig en hel del dummere end normalt, over at have pisket en stemning op for ingenting. Jamen rundstyk, ok? Det ligger åbenbart i min natur at være den latterlige type.<br />
<br />
<br />
PS. Nogle af jer har måske lidt Facebook-fordel, men gæt endelig med alligevel, bare I ikke spoiler for meget.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-24776203951068707152016-10-18T20:02:00.000+02:002016-10-18T20:02:13.851+02:00Hvori te ikke bare er te"Ellers andet?"<br />
<br />
"Ja tak, jeg skal også have noget sort te. Har I noget Kenya?"<br />
<br />
"Øh, nej, vi har slet ikke noget te der er fra Afrika."<br />
<br />
"Ok, men så skal jeg bare have noget Assam."<br />
<br />
"Altså, det kommer jo ikke sådan an på hvor det er fra, men det er hvad den skal smage af. Om den skal være sort, eller sådan..."<br />
<br />
Et kort øjeblik overvejede jeg at springe hen over disken, gribe fat i hendes tydeligvis-kun-til-pynt-forklæde og banke hendes kønne, men meget, meget tomme hovede ind i de relevante tedåser. Golden Kenya (fra Kenya. I Afrika), Keemun (fra Kina), Assam (fra Indien), Ceylon (fra Sri Lanka). Klappe stavelserne, en for en, pande mod dåse, at jo, med te, der kommer det faktisk ret meget an på hvor det kommer fra. <br />
<br />
Jeg lod være. Måske hun bare var ny. Efterårsafløser. Erhvervspraktikant. Det er trods alt en seriøst kaffe- og te-butik, der er tale om, der er nok andre ekspedienter der ved mere. Jeg nøjes med at sige jeg ikke skal have noget alligevel<br />
<br />
Hun ønsker mig en god dag. Hun virker ikke specielt påvirket af at være gået glip af et salg, og det lader heller ikke til at gå hende på at hun ikke aner det fjerneste om de produkter hun sælger.<br />
<br />
"Har vi noget te fra Tanzania?!" hører jeg den anden ekspedient råbe ud i baglokalet, da jeg er på vej ud. Svaret er et rungende nej.<br />
<br />
Jeg føler med den anden kunde i butikken, jeg kan genkende resignationen i hendes stemme.<br />
<br />
"Så bare giv mig 100 gram Ceylon..."<br />
Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-28994652798809858712016-10-18T19:58:00.000+02:002016-10-18T19:58:11.755+02:00Hvori grøntsager ikke bare er grøntsager"Hvad er der i jeres vegetar-burger?"<br />
<br />
"Altså, mener du brødet?"<br />
<br />
"Nej, hvad er der <i>i</i>? Der står bare 'grøntsagsbøf' i menukortet. Hvilke grøntsager er den lavet af?"<br />
<br />
"Øh, altså, der er gulerødder i. Og øh... jeg kan ikke lige huske det. Jeg har en derude."<br />
<br />
Hun peger hjælpsomt ud mod køkkenet, inden hun gør et forsøg mere med beskrivelsen.<br />
<br />
"Det er sådan alle mulige grøntsager, som er sådan revet og presset så det ligner en bøf."<br />
<br />
Hun tilbyder ikke at spørge kokken eller hente en hun kan vise mig. Hun forsøger ikke engang at sælge mig en <i>on the side</i> så jeg kan smage. Den koster ellers kun 25kr, så hvis hun havde spurgt havde jeg sagt ja. Jeg kunne også have bestilt en af mig selv, men helt ærligt - hvis ikke engang personalet kan mønstre noget begejstring for maden, så er det måske fordi der ikke er noget at være begejstret for.<br />
<br />
Jeg har altid haft et anstrengt forhold til at vegetar-muligheden på menuen alene er defineret ved at være kødfri. Så lad da være med at have det på menuen, hvis det bare er en sur pligt, du ikke har tænkt dig at have en smagsmæsig holdning til. Det er blevet værre efter jeg har mødt Kinney, der ubesværet fremstiller en dyrefri frikadellesandwich, som på alle måder smager af mere. <br />
<br />
"Jeg tager bare den almindelige bacon-cheese-burger så."<br />
<br />
Hun virker lettet. Sådan en er hun vant til at servere.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-32787152441559360772016-10-13T19:57:00.001+02:002016-10-13T21:24:12.033+02:00Hvori jeg forsøger at lokalisere et digt<div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>Jeg kan høre ham nusse rundt i køkkenet. Det er underligt, for jeg er vant til at høre det gennem telefonen, men nu er han lige på den anden side af væggen. Der dufter af nybagt rugbrød, bønner og en lille smule af kaffe. Puden dufter af hans hår. <br />
<br />
"Vi skal i Ikea," informerede han mig om fra morgenstunden. "Jeg skal have rullegardiner, og så kan vi se på rammer til væggen."<br />
<br />
Det er den rå murstensvæg i soveværelset, der er tale om, den hvor vi lige har hængt endnu en skrivemaskine på. Lige over sengen, hvor den indbyder til grusomme fantasier om poetens ironisk poetiske natlige endeligt. Død ved skrivemaskine. Han siger jeg er åndssvag, at den skrivemaskine ikke falder nogen steder. Jeg siger vi skal have en lyserød ramme. Det er tæt på han omkommer ved tanken, men jeg påpeger hans manglende visioner, og fortæller hvilket digt der skal være i. Så kan han godt se det. <br />
<br />
Telefonen ringer, han forsvinder, ud på altanen måske, for ikke at forstyrre min lur, tror jeg, men jeg når at opfatte engelske ord, accenten udpræget amerikansk. Kinneysk, ligesom duften fra køkkenet og på puden.<br />
<br />
Det er indlysende, og det lyser ud af mig, at jeg er forelsket. Voldsomt. Jeg ved godt at hvis det fortsætter sådan her, præcis sådan som det er nu, så er det uholdbart. Men jeg ved også godt, at det ikke fortsætter præcis sådan her. Tingene er flydende, i konstant flux, forelskelse aftager, og kærlighed vokser når man lader den og plejer den. Det er lidt af et kunststykke, især når man ingen anelse har om hvor det hele vokser hen. <br />
<br />
Tålmodighed har aldrig været min stærke side. Men lige nu kan jeg ikke gøre meget andet end at ligge og betragte det her vanvittige eventyr folde sig ud omkring mig. <br />
<br />
Det, og så forsøge at finde det omtalte digt frem i Kinneys arkiv-...<i>system</i>...</div><br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi5kQgYIoEozVn2kGfHWI7usRr02zQamwL-ETP3KVm3EGMBL-eSh07lW_ExBDUrMeN3jMTm73IG3er-kJBHwNSn7IzQKzaPASjwVrX0jJ60HGP5pK-N2C1-ysYFpgtIQx29FAtFUjTd-Rwp/s1600/20161013_211353.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi5kQgYIoEozVn2kGfHWI7usRr02zQamwL-ETP3KVm3EGMBL-eSh07lW_ExBDUrMeN3jMTm73IG3er-kJBHwNSn7IzQKzaPASjwVrX0jJ60HGP5pK-N2C1-ysYFpgtIQx29FAtFUjTd-Rwp/s320/20161013_211353.jpg" width="240" height="320" /></a></div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-14733720602048058862016-10-11T19:41:00.001+02:002016-10-11T19:41:11.293+02:00Hvori jeg fylder 30<div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>"Godmorgen, Mor! I dag er det din fødselsdag!!" <br/>
<br/>
Vækningen er ikke specielt blid, men heldigvis er klokken halv otte og ikke halv seks. Barnet er vågnet i overgear, og munden står ikke stille på hende. Hun går med Manden ud for at tisse, jeg kan høre de diskuterer om hvorvidt rundstykker eller chokoballs er den mest passende fødselsdgsmorgenmad til en 30-årig. Heldigvis vinder Mandens gode bagerbrøds-argumenter, eller måske er det kun fordi der ikke er flere chokoballs, men i alle tilfælde lykkes det ham at få både sig selv og Barnet ud af døren i rimelig ro og orden. Og jeg får lov til at sove en time mere, mens de ordner den "overraskelse" den mindste af dem med konspiratorisk stemmeføring har fortalt mig om. <br/>
<br/>
Hun råber hurra på repeat. Højt. Længe. Det kan kun gå for langsomt at stå op og se morgenbordet. Det går også for langsomt at åbne gaver. <br/>
<br/>
"Den der! Nej, den der, Mor! Nu skal du vælge den der! Må jeg godt få kage nu?!"<br/>
<br/>
Hun skal til tandlæge, så hun har fri, og vi giver den fødselsdagsgas. Hun gør, i hvert fald. Tempoet fortsætter resten af formiddagen. For en gangs skyld er det forældrene der foreslår fjernsyn. Bare så man lige kan få en time til at rydde op i fred og nogenlunde stilhed. <br/>
<br/>
Mine forældre dukker op til tidlig eftermiddagskaffe. De var alligevel i Vejle, og så var de jo halvvejs herovre, og det er længe siden de har set Gryntegrisen. Altså, de vil også gerne se mig, og tillykke med fødselsdagen, men det er vel nok en dejlig overraskelse at Mormor og Morfar og Moster kommer, er det ikke, Grynte? <br/>
<br/>
Hver gang jeg nævner København, min begejstring for skrivemaskinen, eller ved et frygteligt uheld Kinneys navn, preller det af. Det virker ikke som viljefast stædighed. Mere som om det bliver ubevidst ignoreret, arkiveret som ligegyldigt. Det er næsten værre. Jeg havde ønsket mig tilskud til togbilletter, men det er et gavekort til Føtex der er i konvolutten. Det kan man jo altid bruge. Ja. Bare ikke på togbilletter til København. <br/>
<br/>
Jeg er den mindst begejstrede i selskabet. Det er fint nok. Det er efterhånden mange år siden det gik op for mig, at fødselsdag er noget man holder for andres skyld. I dagens tilfælde mest for Gryntegrisen, der forsigtigt foreslår om det ikke også godt lidt kan være hendes dag? <br/>
<br/>
Hun græd lidt da festen var slut. <br/>
<br/>
Jeg er også tæt på at græde, men det er nærmere af lettelse.</div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-28803919725507462872016-10-08T10:45:00.001+02:002016-10-08T10:45:55.611+02:00Hvori jeg tilsyneladende har fået en sheltered akademisk opdragelse <div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>Jeg har oplevet det mere end én gang. Den vantro hyperventilering, som om de er ved at dø. Som om jeg lige havde fortalt at jeg var øksemorder. Når jeg nu bare sagde jeg aldrig har set Bloodsport. <br/>
<br/>
Bagefter følger truslerne. <br/>
<br/>
"Jeg er ikke sikker på vi kan være venner, så."<br/>
<br/>
"Jeg ved ikke om jeg vil giftes med dig alligevel."<br/>
<br/>
"Jeg binder dig til sofaen, og tvinger dig."<br/>
<br/>
Sidstnævnte ville jeg under andre omstændigheder ikke opponere imod, men når det gælder voldsforherligende film fra 80erne er jeg knap så ivrig.<br/>
<br/>
Efterhånden er det blevet principielt. Det er jo en slippery slide lige lukt ned i den absurde sump af kulturelle referencer jeg ikke forstår der er 80erne. Før jeg ved af det sidder jeg og ser Airplane sammen med tre 40(+/-)-årige, der ikke forstår hvorfor jeg ikke griner. Jeg forstår til gengæld ikke hvorfor de gør. <br/>
<br/>
Jeg skal blive bedre til at omgås mennesker på min egen alder. <br/>
<br/>
<br/>
<br/>
PS. Fylder jo faktisk 30 lige om et sekund. Måske jeg ligefrem skulle begynde at score nedad?</div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-27576836282159647412016-09-20T16:52:00.002+02:002016-09-20T16:57:01.643+02:00Hvori jeg har en identitetskriseHva' så, Kone? Laver du ikke andet end at være forelsket for tiden?<br />
<br />
Svaret er nej, ikke rigtigt. Jamen jeg ved det, det er røvsygt, for alle andre end mig. Jeg er 100% hende der sidder og stirrer tomt ud i luften og er ude af stand til at følge med i en normal samtale. Halvdelen af tiden er jeg uudholdeligt lalleglad lykkelig, og den anden halvdel af tiden er jeg uudholdeligt selvynkende ulykkelig af savn. You know the drill.<br />
<br />
Er klar over bloggens titel ikke er så skidesuperpassende pt. Har nok i virkeligheden været upassende et stykke tid, har faktisk været ret meget mig-mig-mig på det sidste, nu jeg tænker over det. Altså, Manden er der jo stadig. Og Barnet. Og det er stadig ikke en skid som set på TV. Så på den led er det jo mest same old, same old.<br />
<br />
Nu er der så også bare en kæreste. Som jeg stadig er ved at få til at passe ind i mit liv, men spørgsmålet er om han også kan passe ind på bloggen.<br />
<br />
På den anden side, så er jeg jo også kendt for at være doven, og jeg ved I også er dovne (jo, I er, jeg ved det) og det ville være så besværligt for alle at skulle skifte både navn og url og hvad ved jeg.<br />
<br />
Men nå, I er måske også alle sammen stået af for længst? I så fald gør det jo beslutningen en hel del nemmere.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com6tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-62826281175300005362016-09-17T15:04:00.001+02:002016-09-17T15:04:43.649+02:00Hvori jeg ser ind i fremtiden<div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>Jeg kan allerede høre den komme galopperende imod mig. Samtalen. Med stort S. Jeg kan allerede se min mor gå rundt om sig selv og forsøge at tage tilløb, indtil det lykkes hende at få bragt "ham Kinney" på banen, i et sjældent stille øjeblik i køkkenet, næste gang jeg er derovre. <br/>
<br/>
Det er forudsigeligt hvad det vil handle om. Det samme, som da jeg var 14, og min mor opdagede jeg snakkede med en fyr der ikke var min kæreste. Eller da jeg var 17, og lod Es overnatte i min seng. Eller da jeg som 21-årig flyttede fra min Ex'en, og min fars første spørgsmål var om der var en anden. <br/>
<br/>
Jeg er nødt til at blive holdt lidt i ørerne med det der med, hvad der er acceptabel opførsel, jeg er ikke i stand til selv at vurdere hvordan jeg påvirker andre. <br/>
<br/>
Jeg håber hun får samlet mod nok til at spørge ligeud om jeg er forelsket. <br/>
<br/>
Så kunne jeg måske samle mod nok til at svare ligeud, at det er jeg. Og ville hun i øvrigt være så venlig for en gangs skyld at respektere mine valg og være lykkelig på mine vegne. <br/>
<br/>
I samme åndedræt ville jeg også bede hende om at holde fucking kæft med om hun synes Barnets hår er blevet for langt. </div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-70216802274097137932016-09-16T22:57:00.001+02:002016-09-16T22:57:04.249+02:00Hvori jeg snakker med min mor <div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>Min mor ringede. Almindelig mormor-snak med Gryntegrisen, og så ville hun egentlig bare lige høre hvad jeg lavede i havet ved Svendborg? <br/>
<br/>
Afholdt mig fra den direkte, men måske lidt konfrontatoriske udlægning af begivenhederne, at jeg fik kneppet hjernen ud, altså, når ikke jeg var i vandet. Svarede i stedet mere diplomatisk, at jeg var dernede med Kinney, i en skurvogn, for at skrive. <br/>
<br/>
Det fordomsfulde, forudindtagede, næsten forurettede tonefald indfandt sig med det samme. Hvem? Og hvad? <br/>
<br/>
Afgjort for meget at forlange at hun skal gå og huske på hvem jeg har nævnt, så der var næsten ikke nogen træthed i min stemme, da jeg forklarede at det var ham jeg skulle have de der eksemplarer af Hjemmet med til. Fordi vi har nogle ideer vi skal have prøvet af. <br/>
<br/>
Nej, det ved jeg ikke, mor, jeg sagde ideer, ikke et færdigt produkt. Det er noget vi arbejder på. Noget spoken word, måske, vi har snakket om at vi skal ud og optræde med noget, sammen. Om der er penge i det? Nej, det har jeg da virkelig ingen formodning om. Det er sguda ikke derfor jeg skriver. <br/>
<br/>
Det uundgåelige tomme "nå" fulgte. Hun havde stadig ikke lige fået placeret hvem fanden Kinney er. Surdej, mindede jeg hende om. Vi snakkede om surdej sidst jeg var hjemme, at jeg skal til København og hente den. Når jeg alligevel skal introduceres til den Københavnske poesiscene. <br/>
<br/>
Formaningen faldt prompte: Hold begge ben på jorden. Hvad fanden er det for nogle ben jeg skal holde på jorden? Måtte bide tænderne sammen og blidt hvisle, at jeg jo ikke har noget at tabe på det. I hvert fald får jeg under alle omstændigheder en surdej med hjem. Og en skrivemaskine. <br/>
<br/>
Oplysningen registrerede slet ikke. Der er jo ikke nogen der skriver på gammeldags skrivemaskine i dag. Det går jo ikke hurtigere. Det var tydeligt, at alene tanken om en skrivemaskine er så solidt plantet i kategorien "pjat" at man ikke engang behøver fake en oprigtig interesse. <br/>
<br/>
Det er en anden måde at skrive på, forsøgte jeg forsigtigt, mere permanent, uden mulighed for at slette de fejl man begår. <br/>
<br/>
Jeg fik et fnys. <br/>
<br/>
Skal Gryntegrisen lige sige farvel? </div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-63213360957990285722016-09-11T20:27:00.001+02:002016-09-11T20:27:06.678+02:00Hvori jeg godt må få det heleJeg vidste det godt, da de velkendte symptomer begyndte at sætte ind. Spiste ikke, sov ikke, anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Var i det hele taget håbløst miserabel.<br />
<br />
Men det gav ingen mening.<br />
<br />
Havde ikke engang kendt ham i en uge, og vi snakkede allerede om kærlighed. Skrev om kærlighed. Mest af alt <i>følte</i> vi kærlighed, og forsøgte desperat at få det til at give mening.<br />
<br />
Hvordan kan det opstå ud af det blå på den måde? Hvordan kan det lade sig gøre at få plads til den slags altopslugende forelskelse midt i hverdag og madpakker? Hvordan er det muligt at være så tæt forbundet til et menneske man aldrig har mødt?<br />
<br />
Alting talte for, at det ville ende i et flammehav af apokalyptiske proportioner, og at det ville gøre det hurtigt. Der var intet - absolut intet - der tilnærmelsesvist antydede at det nogensinde ville komme til at gå.<br />
<br />
I bedste fald ville der ikke været noget at komme efter ude i virkeligheden.<br />
<br />
I værste fald ville jeg slå mit ægteskab i stumper og stykker.<br />
<br />
...<br />
<br />
...<br />
<br />
Og nu sidder jeg så her, en måned senere, og forstår ikke, hvordan i alverden man bare kunne få det hele, uden der hverken var nogen der blev skilt eller døde.<br />
<br />
<br />
<br />
PS. Render stadig rundt med det dummeste grin plastret ud over hele krydderen det meste af tiden. Er faktisk generelt ulidelig at være sammen med. Rundstyk.Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8243323073840057336.post-74976886517613091972016-09-10T09:24:00.001+02:002016-09-10T09:24:03.943+02:00Hvori jeg hører Nick Cave<div xmlns='http://www.w3.org/1999/xhtml'>"Sætter du ikke Jubilee Street på for mig?" <br/>
<br/>
Han skriver, mens jeg græder. <br/>
<br/>
Det er Tom Waits mens vi elsker. <br/>
<br/>
Bagefter skriver han igen, jeg ligger ubevægelig på sofaen. Lytter. Først lyden af skrivemaskinen, der allerede er så velkendt. Så hans stemme. <br/>
<br/>
Mine tanker flyder frit, nu min krop har opgivet at gøre andet end at ligge, varm og brugt. <br/>
<br/>
"Det er der jo ingen der gør, det der."<br/>
<br/>
"Hvilket?"<br/>
<br/>
"Hvis det var en film, så ville der sidde en producer et sted og sige at nu blev det måske lige urealistisk nok. Der er jo ikke nogen der lige skriver et digt efter sex, ikke ude i virkeligheden."<br/>
<br/>
"Et knaldedigt."<br/>
<br/>
"Et elskovsdigt," retter jeg. "Fordi jeg elsker dig."</div>Konenhttp://www.blogger.com/profile/15610322848979747347noreply@blogger.com0