mandag den 31. december 2012

Haves: Brystbetændelse, Ønskes: Lidt bedre humør

Ja, jeg ved godt jeg lovede et billede i lørdags. Men så lagde jeg mig lige med 39 i feber og kort efter dukkede der en mælkeknude på størrelse med Amager op. Så nu er jeg sådan en der får penicillin. Udskrevet af kedelig friskfyr-agtig vagtlæge, der ikke engang ville se mig. Og som skulle hentes inde i fucking Odense, fordi det var søndag (penicillinen, ikke vagtlægen). Det er ikke lykkedes mig at fange feberen på termometret siden igår eftermiddags, men lur mig om den ikke stadig rumsterer derinde et sted, eftersom jeg har virkelig syrede drømme og vågner badet i sved, på trods af jeg syntes det var koldt da jeg faldt i søvn.

Bemeldte mælkeknude sidder virkelig åndssvagt, så kan overhovedet ikke få bugt med bæstet. "Læg barnet til med hagen mod det ømme område" min bare. Hvordan fanden har de tænkt sig det skal lade sig gøre når det ømme område befinder sig på oversiden af brystet? Min mor havde en del forslag, men de var nok mere sjove end praktiske. Den lille tager det i det store og hele pænt, selvom hun beder om mad lidt oftere end jeg kan følge med til om aftenen - til gengæld sover hun så længe om natten. Og det burde jo give nærmest-udhvilet mor. Det gør det bare ikke. Er træt, og er træt af at være træt og uoplagt på andet døgn.

Jeg er faktisk træt og uoplagt på så uhensigtsmæssig en måde at jeg kommer til at bide af Manden. Og selv når jeg ikke bider af ham bliver jeg sur på ham, inden i mig selv. Sur over at han vil give hende tøj på lige når jeg har lullet hende, sur over at han bare falder i søvn igen når jeg lige har bedt ham om at holde øje med om hun smider sutten, mens jeg forsøger at malke/massere noget af spasser-knuden ud, sur over at han sover i det hele taget.

Forsøger ihærdigt at minde mig selv om at det snart går over, at det er ok at have nogle off-dage og at Manden også bliver træt og har brug for alene-tid. Selvom jeg mest har lyst til at gå i nato-stilling på sofaen og vræle mens Manden varter op.

I virkeligheden er jeg ret ynkelig. For det gør ikke engang ondt at amme, og der er stadig mælk nok. Det er kun om aftenen det bliver en kende frustrerende når hun flegner over at der ikke er mælk nok til at hun kan hyggesutte, og hun er alt for træt til at forstå hun er træt og skal overbevises om at man sagtens kan falde til ro og i søvn uden der løber mælk ind i ens mund samtidig. Men fuck altså, hvor jeg hader at hun ikke bare kan få det lige som hun vil have det. Bliver faktisk rigtig ked af det og føler mig virkelig afmægtig. Nå, men måske jeg bare skulle stoppe her, inden vi kommer ud i en længere analyse af hvorfor det er jeg har det dårligt med ikke at kunne gøre noget for mit barn, selvom jeg gerne vil. Også selvom der i den her sammenhæng ikke er nogen der dør.

lørdag den 29. december 2012

Uudholdeligt vammelsøde historier om Vidunderbaby

Jeg er så Hende Den Trælse. I ved, hende der sidder og ligner en der har fået noget der minder om nattesøvn, og som ikke rigtigt kan komme på noget der er sådan rigtig hårdt ved at have en baby. Rundstyk. Det absolut hårdeste indtil nu var i onsdags, hvor hun besluttede at der skulle mere mælk til, og derfor åd rub og stub og blev bundulykkelig da der ikke var mere. Jeg tror ikke ligefrem den lille Gryntegris sulter, eftersom hun allerede er ved at vokse ud af en str. 56, men jeg kan bare slet ikke holde ud når hun er ulykkelig. Heldigvis har hun en far, der gad gå med hende, mens moren sad ude i badet og hylede og bare ville have den forbandede kløe til at forsvinde. Og mælken til at løbe igen (i nævnte rækkefølge).

Mælken kom (selvfølgelig) allerede samme nat, og de sidste dage har kløen også været på retur. Så vi er solidt tilbage i vammelsødt hygge. Rundstyk igen. Ej, ok, jeg er da ikke 100% topudhvilet og har overskud til hvad som helst, men det er der vel ingen der er med en tre uger gammel baby. Hun spiser sådan ca. hver 3. time, som regel lidt oftere om aftenen og lidt sjældnere om natten ("natten" dækker nok ca. over midnat til middag, nogle gange et par timer mindre i en af enderne), og det tager aldrig mere end en time med amning, skiftning, snak og putning. Hun er dygtig til at holde hovedet selv og kigge rundt, og spræller og laver ansigter når vi "leger". Og hun finder sig i at blive skiftet.

Det er sjældent hun bliver overtræt og umulig, og selvom forældrene synes det er frustrerende (og synd for hende) kan vi vist næppe klage, eftersom det som regel ikke tager mere end 5-10 minutter at lulle hende til ro, og aldrig mere end en halv time. Hun skriger faktisk stort set ikke, og selv når hun er urolig er det mest sur grynten. Det kan jeg selvfølgelig også få noia over, for hvad nu hvis hun er utryg/ulykkelig og vi så ikke opdager det/opdager det for sent fordi der ikke er lyd på hende?

Vi har nu haft tre uger med Verdens Nemmeste Baby. Og hun er simpelthen så dejlig og sød og sjov. Og blød. Også selvom hun desværre ikke rigtigt dufter nyfødt længere. Såeh, nu er vi klar til det store kolik-rykind - er det ikke ved treugers alderen det sætter ind? Det kan da i hvert fald ikke passe at det skal blive ved med at være så nemt.

PS. Opdaterer med billede senere, når mine forældre har været her.

mandag den 24. december 2012

Den knap så søde kløe


Jeg synes jo egentlig ikke jeg kan tillade mig alt for meget brok. Har haft en nem og ukompliceret og hyggelig graviditet, og en nem og ukompliceret (men måske ikke specielt hyggelig) fødsel. Og har fået et meget nemt og ukompliceret og helt igennem hyggeligt barn ud af det. Det er faktisk alt sammen kvalmende hyggeligt og idyllisk på 16. døgn (shit, altså, tiden går for hurtigt). Hvis ikke lige det var for en eeeeeenkelt lille ting.

Jeg klør. Og vi snakker fuldstændig absurd voldsom kløe over hele kroppen. Som ét stort myggestik. Eller evt. en milliard små. Jeg prøver at lade være med at kradse. Det gør jeg virkelig. Men det er helt umuligt at holde ud uafbrudt dag og nat, og som resultat er min hud fuldstændig ødelagt, og nu både kløende, sviende og meget øm.

Den gode nyhed er at absurd voldsom kløe ifølge lægen nemt kan behandles med antihistaminer. Den virkelig, virkelig dårlige nyhed er at antihistaminer er absolut no-go når man ammer. Eneste tidspunkt jeg seriøst har overvejet om det nu også er vigtigt med den amning (jamen, man bliver sindssyg af den slags kløe). Lægens bedste bud er at det "nok går over af sig selv om 1-2 uger". Godt så.

Vil I se? Nej, det vil I nok ikke, men ærgerligt for jer, for her kommer det (sarte læsere kig væk nu)


Og det ser faktisk relativt fredeligt ud på det billede. Anyways, gode råd mod kløe modtages gerne. Er fandeme træls det er dét der skal sætte en stopper for Mande-Kone-kvalitetstid. Babyen er i hvert fald ikke i vejen for noget.

Nå, men ellers går det jo som sagt fint. Og det er pludselig blevet jul og den slags. Det kan jeg faktisk ikke helt forholde mig til, men Manden har købt en lørdagsand og begge sæt bedsteforældre har været forbi med et læs gaver, så en eller anden form for juleaften skal vi nok få stablet på benene. Og vi har jo under alle omstændigheder fået den bedste julegave man kan forestille sig.

Meget apropos så ligger Grynten og lever op til sit navn, så der er nok ikke så længe til hun vågner og kræver mad. Skal I lige have et billede mere at holde jul på?

fredag den 21. december 2012

Hvis og hvis

Hvad nu hvis der går noget galt med amningen?

Hvad nu hvis hun er sulten?

Hvad nu hvis vi griber det forkert an med den sut?

Hvad nu hvis hun har det for varmt?

Hvad nu hvis hun fryser?

Hvad nu hvis jeg bløder for meget/forkert?

Hvad nu hvis det bryst gør for ondt?

Hvad nu hvis jeg er for i-favn-agtig?

Hvad nu hvis jeg ikke er i-favn-agtig nok?

Hvad nu hvis hendes numse er for rød?

Hvad nu hvis vi overstimulerer hende?

Hvad nu hvis vi bare burde lade hende ligge?

Hvad nu hvis vi har hende for længe ude i barnevognen?

Hvad nu hvis lægen ikke kan gøre noget ved den sindssyge kløe jeg har over det hele?

Hvad nu hvis der er noget galt og vi ikke opdager det?

Hvad nu hvis der sker noget med hende?

søndag den 16. december 2012

Den første uge

Jeg siger det med det samme: Vi har vundet ret meget i det der baby-lotteri. Også ud over den hovedpræmie det er at have fået Verdens Dejligste Baby vol. 2, aka. Gryntegrisen.


Vi har haft en første uge der har været så latterligt nem og behagelig at det næsten burde være ulovligt. Ingen problemer med amningen, ingen problemer med søvn, skriger kun kortvarigt når der er noget der ikke passer hende (kortvarigt = indtil forældrene løser problemet, der som regel er at blive færdige med at skifte, eller finde maden frem). Og nu er det ikke fordi jeg forventer det fortsætter sådan, for jeg ved godt at spædbørn er nogle uforudsigelige sataner der pludselig kan vende på en tallerken. Men som sundhedsplejersken sagde, så har vi fået en rigtig god start, og det kan alverdens fremtidige skrigeri jo ikke lave om på.

Faren og Moren har også sovet om natten, hver nat. Bortset fra Moren den første nat hjemme, hvor Baby syntes den bedste måde at få gang i den der mælkeproduktion på var at sutte uafbrudt i 8 (siger og skriver OTTE!!) timer - men Baby havde ret, og mælken løb til, og siden har hun kun været vågen de der 3-4 (korte) gange om natten i forbindelse med amning. Som også fungerer liggende. Halleluja!

For at det ikke engang skal være løgn har vi også været ude med barnevognen indtil flere gange, og jeg har (helt selv og alene!) været en tur i Fakta mens Manden og Gryntegrisen hyggede på sofaen.

Og for at det ikke engang skal være endnu mere løgn har der faktisk også været tid til noget Mande-Kone kvalitetstid. Eller, det var måske nok mest Mande-kvalitetstid, men det må jo nødvendigvis være lidt ensidigt, når den ene af os stadig er ved at vokse sammen.

Nå, men nu var jeg nok Moren, som bestemte at tre timers søvn var passende (mest fordi Venstre Kanonkugle snart ikke gider være med mere)

Og i øvrigt... tillykke til den lille Ronan-baby, som bliver 1½ år i dag <3

torsdag den 13. december 2012

Livet med en Gryntegris

Hvordan kan man blive så træt af at lave så lidt? Altså, vi laver jo ingenting, så hvordan kan det være at vi alligevel ikke har tid til noget som helst?

Gryntegrisen spiser, sover og prutter. Hvilket vel egentlig ret beset også ca. er omfanget af hvad vi andre laver.

Barn er indtil videre rimelig problemfrit. Største drama er en rød numse. Hvilket (forhåbentlig) er til at overkomme.

Lillesøster på første besøg hos Storebror:



Beklager det er mørkt - men øjne er nemmere at åbne i mørke når man ikke er så stor (kvaliteten bliver en anelse bedre når man klikker på billedet).

mandag den 10. december 2012

Nye Baby

Jeg kom vist til at love noget fotodokumentation ovre på Facebook. For ud kom den jo, den der Baby.

Kvart i ti lørdag formiddag fik jeg en stikpille for forhåbentlig at sætte gang i noget fødsel. Til tjek seks timer senere havde jeg regelmæssige veer. Kvart i fem prikkede de hul på vandet og klokken 18.29, mindre end to timer senere, landede en lille pige skrigende på min mave.

Kan hilse og sige at det gør psykoavforfuckinghelvedepissenedernnas at udvide sig seks cm OG presse en baby ud på en time og tre kvarter. Bare til almindelig oplysning. Jamen, det var så lidt.

Men ud over det har jeg ikke noget at udsætte. Baby klarede det bare fint, og jeg slap med et enkelt lille sting (Presse 4kg Baby ud på fem minutter? Pft! Det er da ingenting. Åbenbart)

Hun er verdens dejligste lille Gryntegris. Se selv:

fredag den 7. december 2012

Moodkilleren

Ja, det er så mig. Har de sidste dage vekslet imellem om jeg skulle skrive indlæg om påtaget julehygge, eller om jeg også skulle lade panisk overtidsgravid løs på bloggen.

For jeg er panisk. Efterhånden. Det er overhovedet ikke sjovt længere. Det ville være fint nok hvis bare vi kunne sige "Nåmmen, den kommer når den kommer" og så vente videre i ro og julefred og junkfood. Men når man er 41+3 er det bare ikke rigtigt en mulighed længere. For så er der pludselig kun fire dage til Baby sådan set helst skal være ude, og så hedder det pludselig igangsættelse. Senest søndag.

Nå.

Vi var til overtidsvurdering i tirsdags, og det var såmænd hyggeligt nok, med Svigermor der tudede over at se scanningen, og Baby der (som altid) var eksemplarisk og gennemsnitlig og havde det godt. Måske knap så hyggeligt med beskeden "ved at være blød, og måske et par centimeter", som vi alle sammen godt ved et fagsprog for "der er ikke tegn på en skid".

Såeh... nu skal vi afsted i dag. Igen. Til endnu en vurdering. For så længe Baby har det fint, og der er masser af vand og moderkagen virker, så vil de egentlig helst trække den der igangsættelse, i håb om at det går af igang af sig selv i løbet af weekenden. For det ville jo være det allerbedste, sådan i forhold til Babys velbefindende. Men... det er bare ikke rigtigt det bedste i forhold til mit velbefindende, kan jeg godt mærke. Jeg har ondt i maven (men desværre ikke ve-ondt) over den der igangsættelse, og hvis det endelig skal være, så vil jeg egentlig hellere have det overstået end have det hængende over hovedet en halv eller en hel weekend.

Og det er ikke fordi jeg er bange for den igangsættelse, rent teknisk. Det er bare fordi jeg blev sat igang sidst. Og det var ikke frygteligt eller noget... der er bare en masse følelser forbundet med det. Følelser som jeg ikke har lyst til at genopleve, samtidig med jeg skal føde Nye Baby. Så derfor har jeg ondt i maven. Og er faktisk rigtig ked af det.

Nå, nu kommer min mor (Shit, er klokken allerede så mange)

tirsdag den 4. december 2012

Min Mand

Så lå vi der, lørdag aften, og var ret ufrivilligt blevet sådan nogle der måske skulle til at tage nogle ret store beslutninger om vores videre liv.

Manden: "Undskyld, hvis jeg lyder som faren i julekalenderen, men det har været en god dag"
Mig:"Ja... og det bliver også en god dag i morgen"

Og han tager mig i hånden og giver den et klem, og jeg smelter indeni. For det er altid en god dag når bare vi har hinanden... og han har jo ret når han siger at vi nok skal klare den, ligemeget hvad.

Jeg løber fuldstændig tør for ord, når jeg forsøger ar fortælle ham hvor meget det betyder for mig, at han bare siger at han ikke vil have jeg skal være et sted hvor jeg har det dårligt, og tilbyder at finde ekstra arbejde i sine friuger, hvis det bliver nødvendigt. Som det første. Det falder ham slet ikke ind at det måske var mig, der skulle finde ekstra indkomst, eller at det var en unfair fordeling hvis han skulle lave det hele, men til gengæld få mindre for det.

Nede i min mave kan jeg godt mærke, at hvis push comes to shove, så vil jeg hellere have et år hjemme med nul penge og et stramt budget, end jeg vil kæmpe for en eller anden lille indkomst, eller give afkald på Mandens barsel. Men det kunne jeg bare ikke så godt sige højt, når nu det ville gå mere ud over ham, end mig. Og ende med at have ret betydelige konsekvenser for vores fremtid.

På en måde gør det det kun værre at han foreslår det af sig selv. For hvordan skal jeg dog kunne bære at han er villig til at give afkald på så meget... for mig?

Jeg ved ikke om det bliver aktuelt. Jeg har faktisk ingen anelse om hvordan det bliver. Men det er rart at vide vi er samme sted. Inderst inde og nede i maven, ved jeg, at det bliver ok, ligemeget hvad.

Og jeg ved, at jeg elsker ham. Grænseløst. Som jeg har gjort siden den dag han så mig i øjnene og sagde "Jeg vil vente så længe det skal være, men jeg ved det er dig" - og jeg også godt vidste det var ham.

mandag den 3. december 2012

Nej, jeg er stadig gravid

Er jeg egentlig bare Hende Den Sure, når jeg konsekvent undlader at besvare henvendelser der omhandler hvorvidt Baby er kommet ud?

Men det er jo ikke fordi jeg på den måde er træt af at være gravid. Egentlig. Det er bare fordi det er Verdens Mest Uhøflige Spørgsmål. Og vil I høre hvorfor? (Desværre, "nej" er ikke en svarmulighed)

1. Hvis jeg nu var træt/ked af stadig at være gravid, er det virkelig ikke en rar reminder at du bringer emnet fødsel på bane.

2. Hvis jeg nu havde født, var det ikke sikkert vi ville have du skulle vide det (endnu), og det er egentlig bare træls at du gør krav på at få det at vide.

3. Det er et virkelig privat emne. Altså, virkelig privat.

4. Hvis jeg havde født (og du skulle vide det) så havde du nok hørt det. Eller læst om det på facebook.

5. Din utålmodighed tæller ikke. Jeg ved godt du synes det er spændende, og du også glæder dig til at se Baby, men i forhold til vores utålmodighed/spænding/angst/glæden-sig fylder det intet (og slet ikke i vores bevidsthed)

6. Så fat det dog - vi skal nok sige til når der sker noget!

....

Hov - mangler 7. Det gør det ikke bedre at du kommer med en lille tøhø om at du godt ved det er træls at du skriver (så lad være), eller at jeg må være ved at være træt af det (nej, kun af at du skriver)

Nåmmen, det var egentlig heller ikke fordi det skulle være et surt opstød, det her. Det undrer mig bare at folk åbenbart går ud fra at jeg føder Baby og vi så efterfølgende holder det skjult i månedsvis...?!

Hey, måske vi skulle gøre det? Bare sådan i ren trods.

lørdag den 1. december 2012

Glædelig jul og tak for lort

Vi står så pludselig i lort til halsen. Og så på en 1. december. Der er en lørdag, hvor alt har lukket.

Orker ikke lige for mange detaljer, men det er noget med et universitet der er helt umuligt at blive klog på, og som vil udskrive mig. Som i nu. Og så bliver det jo noget med SU jeg ikke kan få, barsel jeg ikke har, kommune der skal snakkes med, Mandens barsel der bliver rykket med...

Så vi er ude i noget der måske hedder nul indtægt for mig næste år, nogle ting der skal prioriteres, noget med fripladser og/eller pasning af eget barn i eget hjem der skal undersøges, arbejde der ville være rart at finde engang til næste efterår.

Og et budget der heldigvis godt kan hænge sammen selvom vi skal leve af Mandens indkomst alene et helt år. Og også selvom noget af den indkomst bliver dagpenge. Heldig-heldigvis. For jeg har faktisk mest lyst til at skråle REND MIG I RØVEN til det der universitet. Og det er rart at vide det rent faktisk er en mulighed hvis de ikke er til at snakke med. Eller hvis jeg slet ikke gad forsøge.

Men nu... nu har jeg vist fået raset ud og panikket af og kigget nok på budgettet. I hvert fald nok til at vi kan finde lidt julepynt frem og lege hygge og koncentrere os om nu og her og en Baby, der godt snart må kigge ud.

Nåja, og lige bruge et minut på at være inderligt taknemmelig for at jeg har en Mand, som siger at det hele nok skal gå og at det er ligemeget med de penge, selvom det er ham der kommer til at hænge på forsørgertjansen. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.

fredag den 30. november 2012

Nu med Facebook

Mens vi venter på den dersens Baby skal vi jo have tiden til at gå med noget. Så derfor er Manden og Konen nu kommet på Facebook! Hvaba?!

Det foregår lige her:

Den Absurd Seje Facebookside for Manden og Konen

Så kan I blive spammet både I jeres udvalgte feed-reader OG på Facebook når der er nye indlæg! Århhvad!

Men vent! Det er jo ikke bare så I kan følge med. Ovre på Facebook vil der også være random statusopdateringer og ligegyldig (men Totalt Exclusive) spam! Chok! Chok! det bliver vildt!

Så hvad venter du på? Skynd dig at like Manden og Konen ovre på Facebook, så du ikke går glip af alt det sjove - der er allerede gang i en afstemning om hvad Baby skal hedde!

torsdag den 29. november 2012

Hospitalstasken


Ja, altså, det er lidt tid siden vi pakkede - det meste er pakket, i hvert fald, det vi mangler står på en lille liste ved tasken, så vi hurtigt kan finde det. Det ser ud af en del, men vi regner med at skulle være indlagt nogle dage, og vi vil hellere have lidt for meget med end lidt for lidt

Til mig:
Amme-bh
Ammeindlæg
Trusser x2
Joggingbukser
Trøje
Varme sokker
Sutsko
Undertrøje
Tunika
Leggins
Sokker
Stor t-shirt til at sove i

Til Manden:
Undertøj x4
T-shirt x4
Joggingbukser
Sokker x4
Trøje
Varme sokker
Sutsko
Badebukser(så han kan komme med i karbad)
Shorts
Bluse

Til Baby:
Dyne (som vi har haft i sengen hos os om natten, så den dufter af os)
Ekstra sengetøj (fordi babyer sviner)
Tøj til hjemturen (Liverpoolbody, uldnatdragt, hue, vanter)
Autostol
Vaskeklude
Flonellagen/-tæppe
Stofbleer x2 (som vi har sovet med)
Bleer (fordi jeg ikke kan huske om vi selv skal have dem med)

Toilettaske:
Tandbørster
Tandpasta
Deodorant
Vatpinde
Ekstra hårelastikker
Shampoo
Læbepomade

Andet:
Kamera og oplader
Vandrejournal
Computer
Mobil x2
Mobiloplader
Min bog
Ronans billede (det der står ved siden af vores seng)
Holgerbog
Kryds & tværs
Spil
Hovedtelefoner
Drive cd
Ronans album
Snacks (bl.a. juice og knoppers)

tirsdag den 27. november 2012

Termin

Så fra nu af er det slut med gode miner fra min side i forbindelse med:

"Har du født?" (nej)
"Så er det jo lige om lidt" (nej, der kan stadig være ti dage og en igangsættelse tilbage)
"Ej, så kan du jo føde NU" (nej, det havde jeg nok lagt mærke til)
"Jeg glæder mig SÅ meget til at se Baby" (jotak, det gør vi også, men hverken jeg eller Baby skynder os mere af at du er utålmodig)

Ikke at vi på den måde er utålmodige endnu. Vi er spændte, selvfølgelig, men i dag eller om en uge er fint med mig (helst ikke mere end en uge, for så skal vi til at tage stilling til igangsættelse og det vil jeg egentlig helst være fri for). Men jeg forbeholder mig stadig ret til at blive sur og tøsefornærmet - og hvis ikke over at jeg bliver træt af andres utålmodighed, så over at det er så helt utrolig dårlig stil at bringe emnet fødsel på bane med en kvinde der har nået termin.

Den første kom i morges, i øvrigt (hvis man ikke tæller min moster og mormor med, som nærmest lyncher min mor, hvis ikke hun har haft snakket med mig ca. fem minutter inden hun snakker med dem). Det var Prinsessen med et "Pøj, pøj med fødslen" Hvilket ikke gør så meget, eftersom hun er en af de få der gerne må være utålmodig (og logikken var at hun jo skulle nå at sige det INDEN jeg føder). Men stadig.

Nå, nok om det. Status ved termin:

Vægt: +10kg. Helt ok, men kunne nok godt have været lidt mindre hvis nu nogen havde holdt fast i ikke at spise så meget slik og kage. Men det blev helt ærligt lidt for trist i længden.

Strækmærker: En milliard, ca. Men må jeg lige spørge om noget? Hvorfor er det lige de skulle være så frygtelige? Nåmmen, jeg spørger bare, fordi det åbenbart er det værste i sådan en graviditet, så vidt jeg kan læse mig til i div. fora. Helt ud i "jeg håber jeg føder nu, så jeg ikke får flere strækmærker" og hylende smileys. Nej, bevares, hvis jeg fik valget ville jeg nok også vælge "ikke strækmærker", men det er riiiimelig langt nede på listen over ting jeg finder generende (meget tæt på bunden, faktisk) Altså, i løbet af ni måneder gror man 3-4 kilo baby inde i maven - det er vel ret forventeligt at det giver nogle ændringer?

Graviditetsgener: Efter den der kvalme og træthed lagde sig har der været forbløffende lidt. Synes virkelig det har været en nem graviditet, og det er først her den sidste måneds tid jeg synes det er begyndt at gøre ondt. Men heldigvis ikke (eller meget sjældent) på psykonas-måden. Nåja, og så får jeg spontan næseblod ind imellem. Hyggeligt.

Tegn på fødsel: Ikke rigtigt nogen. Kraftige plukveer - og snyde-plukveer, som viser sig bare at være Baby der roterer og får trykket alle de rigtige (forkerte) steder. Og så noget der måske er en slimprop i opløsning (ja, jeg ved det, I er glade for detaljerne)

Hvor træt jeg er af at være gravid: Ikke specielt. Undtagen de (få) nætter jeg er oppe at tisse 47 milliarder gange. Eller når Baby ligger og maser, så det bare gør ondt på den dårlige måde, og uden det er veer. Srjøst, hvis jeg skal have ondt, skal det også være noget der giver noget. Nåja, og så er jeg træt af det i den forstand at jeg begynder at stresse over at der er noget der hedder "overtidsvurdering", inkl. "aftale tid for igangsættelse", om en uge. Ønsker mig ret meget at Baby kommer af sig selv. Orker faktisk bare slet ikke flere undersøgelser og scanninger og hospitalsbesøg. Det synes jeg egentlig vi har haft nok af.

Terminsmaven:


Min poppede navle:

mandag den 26. november 2012

The End (...?)

Velkommen til forhåbentlig sidste del af Barnevogns-føljetonen. Jeg ved det, I er ved at dø af spænding.

Kort fortalt skrev jeg til Babysam ovre på det der fæææsbook, med en lidt mindre bitchy mere nøgtern beskrivelse af vores oplevelse(r). Efter en tur igennem Den Magiske Marketing Afdeling endte det (efter kun en weekends venten, mind you!) hos butikschefen i Babysam i Odense. Jeg havde lidt håbet vi kunne undgå at have mere med dem at gøre, men hvad skidt.

Han ringede lidt over middag og sagde ting som "Jeg skal være den første til at beklage" og "Jeg vil bare sikre mig at så har I fået hvad I skal have - bortset fra alt det trælse i skulle igennem" og "Så vil jeg lige tjekke med det samme at det ser ud som det skal. Passer levering onsdag, for så kan jeg lige ringe tilbage når jeg har tjekket"

En times tid senere ringer han og spørger om vi er hjemme, for så kunne han sådan set komme forbi i løbet af en times tid. Hvilket vi ikke sagde nej til, eftersom i dag er bedre end i morgen. Eller onsdag. Så nu er barnevognsdel i pæn-grøn-men-dårlig(ere)-kvallitet byttet til lidt-mindre-pæn-grøn-men-bedre-kvalitet, og vi har nu (CHOK! CHOK!) noget der i mistænkelg grad minder om en Emmaljunga Nitro med en Citybag Supreme til. I en tilstand der faktisk godt kan beskrives som "ny". Vi har stadig ikke vænnet os til det.

Slutstatus for os... tja... vi handler nok stadig ikke i Babysam igen. I hvert fald ikke den i Odense. For selvom Butikschef var noget mere handlekraftig og venlig end Ekspediento Blanko, så var der stadig ikke rigtigt tale om krybende, sko-kyssende adfærd og undskyldninger. Eller kompensation af nogen art. Hvilket jeg jo heller ikke kan kræve, men som nok havde været det der skulle til hvis de gerne ville ændre min holdning til dem.

Nå... men skal I se vidunderet?


Citybag og klapvognsdel - klapvognen er den vi kalder rigtig-grøn. Vi har døbt den anden den-der-klamme-undertrøje-det-ene-hold-altid-skulle-have-på-i-idræt-gul/grøn. Ikke at vi som sådan har noget imod farven (vi har mange ting i mere eller mindre samme farve), den bliver bare lidt voldsom på så stor en flade.

Billede taget uden blitz. Måske lidt mere fair fremstilling af farven-i-virkeligheden:


Drømmeposen er blevet puttet i vognen (den kan lige være der), så nu mangler vi bare Baby. Som jo i øvrigt bør komme i morgen, på termin, når nu den er så kedelig og gennemsnitlig.


Bonus ved den den-der-klamme-undertrøje-det-ene-hold-altid-skulle-have-på-i-idræt-gul/grønne citybag: Der er små får på foret.


Og NU mangler vi vist heller ikke mere.

Bortset fra alt det vi har glemt.

lørdag den 24. november 2012

Kære dagbog

I dag har vi set Doctor Who og spist pizza.

Kærlig hilsen,
Konen

fredag den 23. november 2012

På den hyggelige side

Nå, men som jeg hintede om i går er det jo heller ikke alt sammen bare skidt. For det meste er det faktisk hyggeligt (også selvom jeg har sovet pænt elendigt i nat, men hey, jeg sov godt i går, og når man står tidligt op er himlen udenfor mit køkkenvindue lyserød)

Nej, Baby er stadig ikke kommet, og nej, vi er stadig ikke ved at være utålmodige, selvom det nu hedder 39+3. Bevares, den skal da være velkommen hvis den beslutter sig for at kigge ud i dag, men det gør os heller ikke noget hvis vi skal vente en uge endnu (men helst ikke to, for så begynder det lidt at blive noget rod med Mandens arbejde). Ok, jeg er måske ved at være bare en kende træt af at det gør !/#&/#¤%& ondt henover skambenet og ned i lysken, og nogen (primært Manden) har muligvis også hørt mig ytre et ord eller to om at ondt i ryggen og dårlig nattesøvn ikke lige er øverst på min hitliste. Men som sagt, så er det faktisk for det meste bare hyggeligt.

Vi får set en del Doctor Who, og vi får spist en del hyggemad, og vi får spillet en del computer/PS3. Vi får faktisk i det hele taget lavet en hel del ingenting. Jeg nyder at have fri sammen med Manden og være i feriestemning og jeg suger alt det Mand og tosomhed til mig som jeg kan - også selvom det foregår på lidt lavt blus og i snegletempo, på grund af den der tykke Baby McBøvlson i maven.

Lidt bryllupsdags-stemning. Det plejer at være en anelse mere fancy når vi er ude at spise på vores bryllupsdag, men lidt har også ret (og så var vi ude at spise fint til min fødselsdag i stedet)


Mmm... fritter med latte. Må bestemt være en dansk ting, det der med at blande grillmad med fancy kaffe/te.

Vi er faktisk også ved at være ret godt på plads og klar til den der Baby kommer. Det allerhyggeligste er nok den nye IKEA-kommode i soveværelset - en Hemnes, med nye, knap så Hemnes-fimsede (og i øvrigt latterligt billige) akryl-greb.


Og det allerhyggeligste er jo lige at åbne den øverste skuffe og kigge på Babys ting


Nåja, og noget andet der også er hyggeligt, ing? Post. Især når det er pakker. Fx tænkte Karoline lige at jeg (vi) da skulle arve hendes (Roxie's) drømmepose (fyld ukendt, sandsynligvis dun, men muligvis asbest eller smugler-varer. I hvert fald ikke spelt) - og for good measure var der da også lige en body med, og et lækkert hjemmesyet dynebetræk og en ditto bamse (som jeg i øvrigt har været forelsket i et stykke tid)


Og fra den søde Alice ankom der en konvolut med 700 milliarder meter stof. Måske bedre kendt som en strækvikle, som vi har fået lov at låne. Ih altså, søde mennesker.


Nåja, og så ligger der en pakke og venter nede på posthuset fra Camp Chaos' overskudslager. Ja, spændingen er næsten ikke til at holde ud, hva?

UPDATE: Så fik vi hentet pakken! Wow, hva?

Stor pakke, godt plastret til med (general?)overskæg.


Indhold: 15 stofbleer, 3 babyhåndklæder og en giraf-rangle/pibedyr. Awesome (jamen jeg sagde jo det var spændende)


Og så tror jeg faktisk heller ikke vi mangler mere. Bortset fra den der barnevogn, selvfølgelig.

torsdag den 22. november 2012

Barnevogns-fuck-føljeton del en milliard

Jeg var egentlig ved at skrive et indlæg om at vi faktisk går og hygger os det meste af tiden. MEN så kom der lige stof til et bitch-indlæg mere.

Ekspediento Blanko ringer faktisk til aftalt tid. Kager lidt rundt i hvor mange penge vi skal betale, men det viser sig at være fordi vi får noget rabat fordi det er sidste års model (hele 100kr! Wow!) Leveringen sker også ret hurtigt - i løbet af 1½ time tror jeg - og alting ser pænt ud i den rigtige farve. Vi betaler og slæber vogn op og kigger på det. For så at måtte konstatere at der bestemt IKKE er tale om en City Bag Supreme. Som vi jo havde bestilt, ing. Forskellen er at i supreme-modellen er der en bedre bund og noget insektnet medfølger. Og så er den dyrere.

Manden ringer (IGEN) til Spasser Ekspedienten Fra Helvede og brokker. Hun siger bare "Jamen den grønne fra sidste år fås ikke i supreme" Nåmmen, det er da også et passende tidspunkt at informere os om det. Det er da bare mig der er megaunderlig og tænker at det havde været relevant at fortælle os, da hun bestilte rigtig-grøn citybag hjem. Men hvad ved jeg - hvorfor skulle man dog også oplyse sine kunder om at de får et dårligere produkt? Hun mente også at vi jo heller ikke havde betalt for en supreme (WTF?!)

Hun bliver selvfølgelig (wie immer) ved med at gentage sig selv og henvise til hvad der står i kataloget osv. osv. på trods af at vi siger den overdel altså IKKE har nogle detaljer vi husker at vi så i butikken (specifikt ventilations-dims i kalechen og et "polar performance"-mærke på siden). Vi beder om tid til at tænke, og går på nettet og finder 2012-kataloget - hvor der ganske rigtigt er både ventilations-dims og mærke på siden på alle billederne (omend ikke thermobase).

Vi bliver enige om at selvom rigtig-grøn er pænere, så er det trods alt supreme-modellens egenskaber vi havde valgt ud fra, og så må vi bare leve med den mere skrigende farve. Det ringer vi og siger, og fortæller også at den citybag vi har 100% sikkert ikke er magen til 2012-modellen. Og det kan hun "overhovedet ikke forstå" og hun bliver ved med at sige til Manden at der altså skal være sådan en lynlås til ventilation bagpå kalechen, for det er altså 2012-modellen. Altimens jeg bare blev mere og mere "Ahmmen, SÅ FAT DET DOG, spasserkælling" i baggrunden.

Anyways, hun går med til at bytte den til forkert-grøn supreme fra i år, og vi skal bare komme ind med den. Manden er lige ved at sige at det skal han nok finde ud af, men jeg når at få fnyst at de må finde ud af at levere den. Skal fandeme føde lige om lidt, og jeg gider kraftstejleme ikke at vi skal til at mose frem og tilbage til Odense med en barnevognsoverdel, og da slet ikke når det er dem der fucker op.

Jeg kan slet ikke komme mig over hvor absurd det er at hun ikke har oplyst os om at den barnevognsdel hun bestiller hjem til os ikke er samme standard/kvalitet som den vi bytter for. Og det dobbelt-op-på-absurde i at hun ikke undskylder eller i det mindste siger "det tænkte jeg ikke over", men bare dækker sig ind under hendes evige "jamen det kan man slet ikke få"-sang.

Såeh. Nu venter vi. Igen. Det bliver spændende hvad hun finder ud af.

onsdag den 21. november 2012

Endnu et indlæg i den spændende barnevognsføljeton

Endelig hul igennem til Babysam. I 6. forsøg (og hun skulle jo selvfølgelig lige til at ringe, påstod hun, her fem dage efter vi fik at vide at "vi har det nok i morgen") Får røret af Manden, der har fået at vide at der kun medfølger "sådan en pyntemadras" til barnevogn. Samtalen forløbet nogenlunde som følger (dog forkortet af red., da Babysams Ekspediento Blanko blev ved med at gentage sig selv - endnu mere end det fremgår)

Mig: "Jeg kan forstå på min mand, at du siger der ikke medfølger en rigtig madras til barnevognen - men det kan jeg slet ikke forstå, eftersom der står i kataloget at der medfølger madras, og det også var det vi fik at vide da vi bestilte"
Ekspediento Blank: "Jahmennøh... det er bare sådan en tynd en"
Mig: "Når der står i kataloget at der medfølger madras, må man vel gå ud fra at det også kan bruges som sådan"
E.B.: "Hvor er det du ser det?"
Mig: "I Emmaljunga-kataloget" (I Føtex-reklamen - hvor tror du selv?!)
E.B.: "Jeg finder lige kataloget og kigger"
...
E.B.: "Ja hallo igen? Ja, men der medfølger en madras, men det er nok bare ikke den bedste"
Mig: "Men den er vel god nok, og kan vel bruges som madras? Ellers kan I vel dårligt sælge den som sådan"
E.B.: "Nu er det jo ikke os der sælger den... den følger bare med som standard til Emmaljunga. Det er den der er i alle deres barnevogne"
Mig (tæller invendigt til ti): "Ja... men så kan den vel også bruges...?"
E.B.: "Johmen... altså... det er sådan noget skumgummi, med sådan noget... øh... pladevat-noget ovenpå"
Mig: "Altså, enten er der en madras med eller også er der ikke. Og det kan jo ikke passe at vi har fået at vide at der medfølger en madras, og når vi så kommer for at afhente vognen skal vi pludselig af med 400kr ud over det beløb vi fik oplyst ved bestilling!"
E.B.: "Nejmenøh.. menmenmen... det er fordi hende I bestilte hos, ikke har været opmærksom på hvad det var for en madras der var nede i"
Mig: "Det kan vel aldrig blive vores problem, at jeres ekspedienter ikke har styr på tingene...!?"
E.B.: "Nej, men øh... altså..."
Mig: "Jeg skal bare vide om den madras der medfølger kan bruges som en madras, som baby kan bruge til at sove på" (for 117 gang)
E.B.: "Jamen.. altså... det kan den vel, men jeg ville nok vælge at købe en der var noget bedre..."
Mig: "Men den kan bruges?"
E.B. (nu med vil-I-ikke-det-bedste-for-jeres-barn-tonefald): "Det må jo være op til jer, om I vil bruge den, men den er bare ikke særlig god, og Emmaljunga siger også selv at..."
Mig: "Man kan jo altid få noget der er bedre. Men når den bliver solgt som en barnevognsmadras, må den jo være god nok til at blive brugt som sådan. Og hvis vi ser på den, og bedømmer at det er den ikke, så må vi jo hive fat i jer igen, eller Emmaljunga"
E.B. (med et vantro fnis): "Ja, så må I jo prøve Emmaljunga, men det er det der følger med alle deres vogne"

Nej, Blanko, vi må prøve hos jer. Eftersom det er jer der har solgt os vognen, og jer der i givet fald har fejloplyst os. Eller, hvad med - og det er bare et helt sindssygt forslag det her - at du holdt op med at forsøge at sælge op (og især at du holdt op med at forsøge at gøre det gennem den dårlige forældre-samvittighed) og så bare sagde "Ja, det kan jeg måske godt se er lidt misvisende - ved du hvad, jeg tager en bedre madras med, uden beregning, nu der har været alt det her bøvl" Og så havde jeg sagt "Ej, det er virkelig sødt af jer" og skrevet et blogindlæg om at Babysam måske alligevel ikke var så slemme, og det bare lige havde været en uheldig dag i fredags. Men i stedet for, så får de så endnu et brokindlæg og en endnu surere kunde. Var lige ved at skrige ned i røret: "OG HVIS VI SKULLE HAVE EN BEDRE MADRAS KØBTE VI DEN NOK IKKE HOS JER, SPADE!"

Nå, men jeg må bare stille mig uforstående overfor deres politik på området. Både ud fra en tanke om at man bør behandle sine kunder ordentligt, når man er en butik der gerne vil udstråle kvalitet, og også ud fra en rent økonomisk synsvinkel. For vi har nemlig siddet og regnet lidt på det, mig og Manden.

Hvis vi skulle have haft en positiv oplevelse af Babysams kundeservice, skulle der ikke ret meget til. Først og fremmest skulle de selvfølgelig have udvist en noget større åh-nej-det-må-I-virkelig-undskylde-hvad-kan-vi-gøre-for-at-gøre-det-godt-igen-attitude, men sådan rent praktisk havde vi nok været relativt ok med en løsning der fx var et afslag i prisen, på måske 500kr, og vi så bare tog skriggrøn-vogn-med-hvidt-stel med hjem. Eller at vi til gengæld for at skulle vente en uge ekstra på vognen fik den der bedre madras med. Eller noget andet gejl i den stil. Sådan bare fordi, uden beregning og uden vi selv skulle foreslå det. Ligemeget hvad snakker vi vel et tab på omkring 500kr (under 10% af den samlede pris) for dem.

I stedet for har det været noget bøvl. De har været tunge at danse med, dumme at høre på, og har i det hele taget været lidt sløve i optrækket. Det har indtil nu kostet dem en del tid (=løn) og omkostninger ved at skulle fragte delene til den rigtige vogn hjem. Det har kostet os som kunder - helt konkret undlod vi at købe amme-bh'er og uldbodyer derude, selvom det egentlig var det vi tog afsted efter. Det er vel omsætning for omkring 1000kr der røg der. Vi køber heller ikke noget derude en anden gang - der var ellers tilbud påen Tripp-Trapp stol som vi overvejede, og der ville være uldbodyer i str 62 og opefter vi også skulle have. Det er vel 2000-3000kr i omsætning, sådan over det næste års tid. Ud over det er der dårlig omtale. Som jeg ikke er nærig med, når jeg synes det er fortjent. Nej, jeg har ikke en milliard læsere, men jeg har nogle stykker, og de fleste er småbørnsmødre. Hvis bare én læser beslutter sig for ikke at købe barnevogn i Babysam, ud fra det her, er det tabt omsætning på i hvert fald 5000kr. Og så er der alle google-søgningerne, der får det her indlæg, eller det forrige, til at dukke op.

Og jeg forstår det ikke. For for 500kr og en bedre indstilling havde de fået et indlæg der roste dem til skyerne. Jeg havde klappet i mine små fede hvis der havde stået en ekspedient og taget hele skylden på sig, og havde foreslået et plaster på såret med det samme. Jeg kunne sagtens have været overtalt til at tage den forkerte vogn med hjem, og med lidt snilde kunne jeg sikkert også have været overtalt til at have en ok mavefornemmelse med det.

I stedet for skal jeg bruge ufattelig lang tid på at diskutere med en ekspedient, der slet ikke lader til at fatte hvor utilfreds jeg er, eller hvor absurd det er at deres "veluddannede personale" har formået at fejloplyse os om stort set alle relevante detaljer ved bestillingen.

Nej, jeg forstår det virkelig ikke.

tirsdag den 20. november 2012

Nåmmen, tillykke med dagen, skat

Vi havde jo så bryllupsdag i går. Hvor en ret stor del af dagen gik med at Manden sov, fordi han havde sovet dårligt om natten. Men der var også noget latte på en cafe og en ny tekande fra Imerco og en bøf til aftensmad, så helt skidt var det ikke.

I dag er det så Mandens fødselsdag. Man kunne måske tro at så var det mig, der ligesom stod for hyggen og var lidt romantisk og den slags. Men så kunne man godt tro om igen. Jeg har i stedet været energiforladte, trætte og yderst ugidelige Kone, som gik fuldstændig kold da vi kom hjem fra jordemoder i formiddags.

Såeh, fed fødselsdag for Manden, der har lavet lækker frokost og lækker aftensmad, og slæbt dyner for mig og puttet om mig. Og lavet ca. alting.

Tror måske ikke engang der er lagt op til Happy Birthday sex, eftersom jeg bare overhovedet ikke orker blive holdt om. Jep, jeg er den fede Kone i dag.

fredag den 16. november 2012

Noget med en barnevogn

Som nogen måske erindrer havde vi for et par måneder siden en meget mærkelig dag, hvor vi pludselig var sådan nogle der var skrevet op til en splinterny barnevogn. Og nogen erindrer måske også de mange overvejelser vi havde i den forbindelse.

Vi har snakket en del frem og tilbage, og mærket efter i maven og alt det der, og endte med at blive enige om at vi købte den fra ny. Især efter at vi faktisk har fået i alt 8000kr foræret "til barnevogn, eller noget andet til Baby". Og efter jeg lige ramlede ind i den der ret triste periode var det virkelig rart at vi ikke skulle ud på et brugt-marked og forholde os til noget som helst. Det var så dejligt nemt bare at bestille lige præcis det vi gerne ville have og så kunne komme og hente det når det var klart.

Sådan lidt forkortet var bestillingsprocessen noget i retning af:

Os: "Den der klapvogn, med den der citybag du står med - og så klapvognsdel i samme farve" ("Den der klapvogn" var et brunt eksemplar, så vidt jeg husker)
Ekspedient: "Ok, skal vi ringe når den er klar om 8-10 uger?"
Os: "Ja tak"

Da der var gået 9 uger og lidt til (i går) ringede Manden derud, for at høre om de kunne sige ca. hvor længe der var endnu. Og fik besked om at den da var kommet. Blev måske nok en aaaaaanelse sur, eftersom de burde have haft ringet, men hvad skidt - og så passede det også så udmærket med at Kaye kunne hente os, og vogn, på vej hjem fra arbejde i dag.

Jeg ved godt at jeg oprindeligt ikke var så vanvittig hooked på hele barnevognskonceptet, men jeg var faktisk nået dertil at jeg var begyndt at glæde mig til vi skulle have den hjem. Og med under to uger til termin, ville det også bare været så rart at have den stående, så vi fra dag 1 nemt kunne have Nye Baby med om på kirkegården. Det er faktisk nok mest det jeg har forestillet mig. Os to, med Lille Nye i den fine grønne barnevogn, der besøger Storebror på kirkegården. Gerne med lidt sne og julelys.

Vi ankom til Babysam til aftalt tid og fremviste kvittering, og hende vi snakkede med havde faktisk lige stået og samlet den. Da hun kommer kørende med den ser stellet meget hvidt ud (fordi det var hvidt, sjovt nok) - men "den der klapvogn" vi i sin tid pegede på havde bestemt ikke hvidt stel. Helt 100% sikkert, for det ville jeg have lagt mærke til. Eftersom det et pissegrimt. Jeg står og mumler lidt for mig selv, og tænker at det kunne man jo så måske blive nødt til at leve med, mens ekspedienten bakser vognen op til kassen.

Jeg står og kigger på vognen og siger til Manden: "Ej, se, der er små får indeni! (på foret, red.) Det kunne jeg da slet ikke huske..." Hvorefter jeg får en fornemmelse af at der er noget der ikke stemmer, og ekspedienternes indbyrdes snak om at "den her grønne er så meget dejligere end sidste års grønne farve" får det pludselig til at dæmre for mig: Den her vogn har bare overhovedet ikke den farve vi så på i butikken da vi bestilte. Hvilket jeg selvfølgelig siger.

Ekspedienten er (selvfølgelig) noget uforstående, "for det er jo den farve der står på ordresedlen". Hvorefter hun henter årets katalog og fremviser et farveeksempel: "Det er den her der er Apple!" Ja, det har vi gættet, eftersom der står et fullsize eksemplar af farven lige foran os. Det ændrer nok bare ikke på at det ikke var den farve vi valgte - og som vi valgte i butikken og ikke fra et katalog. Hun finder så kataloget fra sidste år frem og spørger om det måske er "Den her grønne, som hedder Lime" vi har set. Og det var noget nærmere det vi huskede at have bestilt.

"Den kan jeg altså ikke bestille længere" siger hun et par gange. På trods af at vi sådan set godt forstår problemstillingen med det samme. Og som om det gør en forskel i forhold til at det skriggrønne eksemplar foran os ikke ligefrem var det vi havde tænkt vi skulle have med hjem. Det er lidt som om der ikke rigtigt er optræk til nogen forsøg på at løse problemet, og jeg går tudende ud af butikken for at få lidt luft. Det er jo for helvede dem der har lavet en fejl, og misinformeret os ret voldsomt, og så synes jeg egentlig også det brude være dem der kom med nogle løsningsforslag.

Efter et par kram fra Manden, og en snak sammen om hvorvidt vi stadig har lyst til at købe den går vi ind igen, hvor de er i fuld gang med at ringe rundt til andre afdelinger, for at skaffe den i den farve vi havde valgt. På trods af at de fem minutter før havde sagt det var helt umuligt at fremskaffe den farve. Jeg får så sagt at det egentlig mest er stellet jeg er utilfreds med (ordet "pissegrimt" forlod muligvis min mund), men får bare at vide at "Den grønne laves kun med hvidt stel" med en henvisning til kataloget (som !&!/#%# stadig ikke er der vi har valgt fra) Her er de oplagte spørgsmål så hvorfor fanden det ikke kan lade sig gøre at vælge stelfarve, når nu stellene ellers er ens og hvorfor vi ikke fik det at vide da vi bestilte, og jeg får gjort det rimelig klart at jeg ikke under nogen omstændigheder skal have det hvide stel (som kun blev grimmere af at man så mere på det), og at jeg er ligeglad med om det er et udgået lager-/udstillings-/whatever-eksemplar, bare det har en anden farve. Hvorefter hun ringer rundt igen, og mig og Manden går en tur for at snakke om det.

Mavefornemmelsen havde tydeligt ændret sig fra "det bliver rigtig godt med den barnevogn" til "jeg gider faktisk ikke have den, hvis vi ikke kan få den med hjem i dag, og skal bøvle mere med det" og min søde, dejlige Mand gik ned for at sige at enten købte vi ikke nogen barnevogn, eller også skulle vi have et ordentligt afslag, eftersom det jo på ingen måde var den vogn vi havde sagt vi gerne ville have (for hvis det var kunne vi nok godt leve med den alternative grønne farve, og Mandens mekaniker-far kunne nok godt spraymale sådan et stel).

Mere rabat var de ikke villige til at give, men til gengæld havde hun skaffet et sort stel og både klapvognsdel og barnevognsdel i den rigtige grønne farve, og så kunne de levere det når det kom. Så egentlig kan jeg måske ikke klage over deres kundeservice, eftersom de har formået at fremskaffe det vi skal have. Men jeg klager alligevel. For de sidste tre afsnit skulle ikke have været der. De skulle have foreslået løsninger med det samme. De skulle, af sig selv, have slået noget af prisen, eftersom det er sidste års model, der har stået i en butik/på et lager et sted og ikke en splinterny barnevogn, som vi ellers bestilte og har ventet på i to måneder. De skulle ikke have stået og set blanke ud i hovederne, eller have talt til os som om det var os der ikke havde fulgt med i timen - det kan da aldrig blive vores job at holde styr på hvilke farver Emmaljunga udbyder i år, eller hvilken farve stel der hører til hvad. Eller hvilken grøn farve der hedder Apple, og hvilken der hedder Lime.

Det virker måske drastisk, men vi er rørende enige om at vi ikke handler i Babysam mere. Vi købte ikke engang de andre småting vi skulle have derude i dag. Den barnevogn er den dyreste ting vi nogensinde har købt, den koster faktisk mere end en måneds husleje, og det er bare ikke godt nok at ekspedienten ikke har styr på at den farve hun står og viser os er udgået, og at hun ikke informerer om at stellet til den grønne klapvogn har en anden farve end den hun lige har vist os (og at ingen har styr på hvad der følger med vognen, men hele den diskussion har jeg sprunget over - selvom det også har været voldsomt frustrerende). Egentlig har jeg mest lyst til bare at annullere ordren, og kræve vores depositum tilbage. Men det får vi jo ingen barnevogn af.

onsdag den 14. november 2012

Vinterhi og ventetid

Jeg tror vi er ved at gå i hi, måske?

Manden kom hjem efter sidste nattevagt i morges. Sidste arbejdsdagnat i... ja, hvad der ligeså godt kunne være for evigt. Først er der friuge, og så er der ferie, og så er der friuge igen. Og så er der barsel. Hvis Nye Baby altså er kommet ud i løbet af de tre uger - og ellers må vi jo ud i noget igangsættelse.

Min moster skrev i dag om vi mon ikke var ved at være utålmodige nu. Men øh... næh...? Er sådan set også kun 38+1, og det passer os ganske glimrende hvis vi lige fik noget tid til at hygge os, bare os to, inden kaos indtræffer. Tror mere det er et tilfælde af min moster der projicerer sin egen utålmodighed over på os. Hendes, og min mormors. De er vist gået helt i selvsving.

I virkeligheden handler det måske også om at vi gerne vil nå at prøve det hele den her gang. Ventetiden, forberedelserne, utålmodigheden, spændingen. De der timer (dage?) hvor man går og tænker om det mon er nu man skal ringe til fødegangen? Jo, det ville da være fint med mig hvis den kom til termin, eller et par dage før, men den skal ikke have at høre for hvis det først bliver en uge efter (ikke engang selvom det så bliver december)

Ok, i den virkelige virkelighed handler det måske allermest om at jeg slet ikke kan forholde mig til ekstern Baby. Det rækker min forestillingsevne bare ikke til. Mit erfaringsgrundlag siger at 100% af babyer ikke kommer med hjem, og ligemeget hvor meget jeg godt er klar over at det er en helt anden baby end Ronan... ja, så defaulter jeg til at babyer er sådan nogen man føder, og så er det lissom lidt det. Ikke forstået sådan at jeg tror der sker Nye Baby noget, eller noget som helst i den dur. Der er bare blank skærm, når jeg prøver at tænke længere end fødslen.

Og så er det hele også bare blevet så pokkers sårbart. For hvor er det pludselig bare tydeligt hvor meget vi gik glip af med Ronan. I halvsovende gravidpanik forsøgte jeg den anden nat at huske hvordan det var fødslen gik i gang med Ronan, og i et frygteligt splitsekund gik det op for mig at det gjorde den ikke. Han døde bare. Og nu er jeg bange for at vi glemmer ham. At vi glemmer hvor lille han var at holde om, og hvor blød hans kind var. For det er det eneste jeg kan huske tydeligt, og jeg kan ikke bære hvis det bliver væk. Ikke engang selvom det blev erstattet af en anden blød babykind. Hvordan kan man nogensinde have plads til to mennesker, der er hele ens verden?

Jeg savner ham så grusomt...

Nå, men det var det hi vi kom fra. Vi har fejret friheden med kage til onsdags-rundstykkerne, og Manden gik efter burgere til aftensmad. Nu vil jeg prøve at lokke selvsamme Mand med ind i seng, selvom hans nattevagts-vante krop måske ikke helt siger det er tid. Men min krop siger det er tid. Og mit hjerte siger han skal med.

søndag den 11. november 2012

Nærmest live

Jeg havde jo lovet jer babybilleder, men eftersom Baby ikke er kommet ud endnu må I nøjes med det næstbedste. I give you:

Bøvl McBøvlson in action


(Ja, det er en lang og kedelig video med min mave der hopper, men det er min blog, så ærgerligt for jer)

Niecen og Babyen

For 4-5 måneder siden begyndte vi at snakke med Niecen om Babyen. Maven var begyndt at være tydelig og det gav ikke så meget mening at holde hende udenfor, når nu de voksne snakkede (og stadig snakker) meget om den mave.

Da Kaye informerede hende om at der altså er en baby inde i min tykke mave tog hun det med ophøjet ro og sagde overlegent: "Der er også en baby inde i min mave!" Godt så. Ingen af os modsagde hende, for når man er 2½ år gammel lærer man ved at efterligne og lade som om (og i øvrigt har ingen nogensinde vundet en diskussion med en 2-årig, der har sat sig noget i hovedet). Vi havde egentlig troet det ville gå lidt i sig selv igen, men det gjorde det bare ikke. Hun har stadig en baby inde i maven, som hun helt uopfordret snakker om, omend den har det med at ændre karakter. Nogle gange er det bare "en lille bitte baby, som sover lige i navlen - shhhh!" og andre gange sparker den, og andre gange igen "kommer den ud lige om lidt og leger!".

Vi fortæller selvfølgelig meget om hvad sådan en baby kan og ikke kan når emnet kommer på bane, men det er et meget stort emne når man kun lige er næsten-tre. Der er mange, mange ting der skal på plads, og det tog et godt stykke tid inden det overhovedet lod til, at hun var med på der rent faktisk er noget/nogen derinde i maven. En dag skældte hun Manden ud fordi han aede min mave og sagde "Min søde, lille Baby", for selvom vi har snakket så meget om det havde hun stadig ikke forstået at det også var Mandens baby, og ikke kun min. Det er måske også lidt abstrakt hvordan noget inde i min mave også godt kan tilhøre Manden.

For at gøre det hele lidt mere håndgribeligt var mig og Manden en tur på biblioteket, hvor vi (efter en del hjælp fra børnebibliotekaren) fandt bogen "Stump i mors mave". Er I klar over hvor svært det er at finde en alders-passende bog, og så endda en der ikke handler om at blive storesøster/-bror? Men vi fandt den, og bogen om den lille Stump er guld. På hvert opslag er der på den ene side en tegning af mor (og far) der laver hverdagsting og på den anden side en tegning af Stump der laver noget tilsvarende inde i maven. I løbet af bogen bliver Stump større og større, indtil han til sidst ikke længere kan være på billedet/inde i maven og kommer ud.

Jeg havde bogen med en eftermiddag, og Kaye læste højt for Niecen, der hele vejen igennem bogen sad med et fuldstændig lamslået, vantro udtryk i ansigtet. Undervejs snakkede vi om at de ting Stump laver, det gør babyen inde i min mave også. Vi snakkede om at den får mad igennem navlen når jeg spiser, og at den ligger og svømmer under vand - ligesom Niecen også gør (og er dygtig til) til svømning. Men da vi kom til opslaget der handler om at mor tisser på toilettet, og at Stump bare tisser inde i maven slog hun bremserne i. For dét var simpelthen alt for langt ude. Jeg fortalte at det er rigtigt nok, og at min baby også bare tisser inde i maven (og forsøgte at holde et straight face imens, for Niecens indignation var simpelthen så sjov og sød), hvilket hun jo var nødt til at acceptere - men hun sagde meget bestemt: "Men min baby tisser ikke inde i maven!" (og det gør den stadig ikke, ved jeg, for hun minder os ofte om det)

Efterhånden tror jeg hun er ved at være med på konceptet. Eller koncepterne skulle jeg måske sige: 1. Der er en baby inde i min mave, 2. Vi får snart en baby. Jeg er dog ikke helt sikker på at hun helt er i stand til at kæde de to ting sammen, så vi venter spændt på hvad hendes reaktion bliver når den kommer ud. Og hvad der mon sker med babyen inde i hendes mave.

torsdag den 8. november 2012

Lidt om min mor

Hov, så gik der lige en uge. Jeg har ikke glemt jer, vi har bare haft travlt med at være inde i præbabyboblen, mig og Manden. Det er jo lige om lidt, og vi kunne måske ikke trække den ret meget længere med de sidste praktiske ting, eftersom Manden ligesom arbejder fra nu af og en uge frem. Så vi har været i biografen (jo, det er sgu da herremeget en praktisk ting!) og IKEA, og vi har samlet en kommode og vasket noget babytøj. Og så har vi slappet af og holdt i hånd, og været enige om at vi har haft et rimelig godt run, so far.

Massernes holdning var vist at jeg skulle starte med at fortælle om min mors besøg - selvom der måske i virkeligheden ikke er så meget at fortælle. På vej hjem efter at have fulgt hende til toget mandag morgen var mit hoved fyldt med det helt vanvittigt fantastiske blogindlæg jeg skulle hjem og skrive, men det var lidt som om det forsvandt undervejs. Måske det var al den modvind og regn der gjorde det?

Nå, men det korte af det lange er at jeg måske ikke fik sagt så meget. Ikke om de der store ting, i hvert fald. Men til gengæld blev jeg mindet om at jeg rigtig godt kan lide min mor (hvilket ikke automatisk kommer af at man elsker nogen), og at hun er der når jeg har brug for det. Det lyder måske som en mærkelig ting at glemme, men i det daglige hvor jeg ikke ser hende ret tit, og har gået og tumlet med alle de der tanker om min egen barndom og de ting der gør ondt... ja, så er "nu og her" en størrelse der godt kan være svær at holde fast i.

Så ja, ok, der er nok stadig en del ting som mit 5-10-15årige jeg gerne ville have sagt de ord jeg ikke havde dengang. Men det var virkelig dejligt at blive mindet om, og bekræftet i, at der ikke er noget mit 26årige jeg mangler at få sagt. Forstår I?

Hmm, jeg havde egentlig tænkt at nu Manden var på arbejde igen ville jeg kunne bruge al min tid på at skrive lange blogindlæg. Det gør jeg så åbenbart ikke, for han er lige stået op, og jeg er ikke kommet længere end her til. Oh well.

Lige til at vågne på

Jeg lover, jeg er ved at skrive et rigtigt indlæg. Mens I venter kan I jo nyde følgende sms-udvikling jeg lige har haft (på Mandens mobil, for den er min når han sover):

Random ukendt nummer: "Hvem der?"
Mig: "Jeg kunne spørge om det samme? :)"
Random: "Du har lige sendt et billede til mig? :)"
Mig: "Øh, nej...?"
Random: "Så siger vi det - god dag :)"

WTF?! Er det bare mig der synes "Så siger vi det" er mega uhøfligt?

Og nu er jeg i øvrigt blevet ret nysgerrig efter hvad det er for et billede jeg efter sigende har sendt?!

(Update! Det er et billede af Dronningen...?! WTdoubleF?!)

torsdag den 1. november 2012

Hængepartier

Undskyld mig, men hvor blev september og oktober af? Whoosh, så var de lige væk, og uden jeg havde fået blogget en skid om hvad der var sket. Og kun 26 dage til termin. Så er det jo lige før vi ikke kan nå at blive færdige!?

I dag holder vi fri. En vaskeægte fridag, hvor ingen af os skal noget, og hvor vi endda har skrevet til Kaye og Jyden og meldt fra til sædvanlig torsdag aftensmadsaftale. Det er pludselig rykket ret tæt på med den Baby, og vi var jo slet ikke færdige med at hygge os. Og vi har heller aldrig prøvet det før, det der med at gå og vente på en baby, og skulle finde ud af hvad det er der sker for den mærkelige gravide krop her den sidste måned. For noget sker der da i hvert fald, men er det sådan noget længe-før-fødsel eller er det sådan noget så-er-der-kun-et-par-uger-tilbage - og hvornår bliver min krop egentlig så fed og uhåndterlig at jeg ikke gider mere?

Hængepartier:

Min mors besøg

Svømmehal

Fødselsdagsopdatering

Lego-anmeldelser

Kageindlæg

Gravidstatus

Alt det jeg har glemt jeg har glemt

Og det her indlæg skrev jeg så i morges. Men glemte derefter alt om at få det færdigt og udgivet. Det er vist meget godt med noget afslapning. Nå, men hvad vil I høre om først?!

søndag den 28. oktober 2012

Og om lidt kommer min mor

Nogle gange vil man bare gerne have sin mor. Heldigvis kunne hun godt finde et hul i sin kalender og komme over, selvom de lige har været her.

Der er mange ting jeg gerne vil snakke om. Men problemet er at få hul på det. For selvom jeg har sagt det tusind gange inde i mig selv, så er det som om jeg slet ikke kan få ordene ud af min mund.

Ordene om hvordan jeg har det, ordene om hvad vi har tænkt os omkring Baby, ordene der presser sig på efter psykiateren har revet hul på en masse ting. For hvor åndssvagt virker det ikke lige at tage problemer op, der er 10-15-20 år gamle? Især når nu det ikke (rigtigt) er problemer længere.

Men samtidig trænger jeg også til at sætte ord på. På alle de ting jeg ikke kunne sætte ord på dengang. Jeg trænger til at få renset ud, gjort rent bord, clean slate. Især nu hvor Baby kommer lige om lidt, og det er mig der står og skal opdrage nogen og forsøge ikke at fucke det op.

Jeg ville så gerne ikke slæbe rundt på hele min fortid altid.

fredag den 26. oktober 2012

Flere ting til Baby

Så fik jeg taget mig sammen til at få opdateret listen med baby-anskaffelser.

Vi endte med at bestille en bunke ting fra naturebaby.dk, selvom vi (jeg) var en anelse skeptiske over prisen nærige. Vi overvejer at bruge stofbleer til Nye Baby, så vi besluttede os for at købe sådan en prøvepakke med to forskellige slags, så vi kan få et indtryk af om det er til at have med at gøre, og i så fald hvad slags vi skal vælge.


Jeg er ikke blevet mindre hooked på ideen om stofbleer efter jeg har fået dem i hånden - de er simpelthen så lækre og smarte og nemme at have med at gøre. Glæder mig meget til at prøve dem på Baby. Kan meget bedre lide tanken om øko-bomuld mod Nye Babys lille numse end det der papir-fiber i engangsbleer. Ja, jeg ved godt der ikke er noget i vejen med moderne engangsbleer, men jeg hader selv følelsen af det der fiber-dims, i fx bind.

Og apropos følelsen af papir mod hud, har jeg stadig ikke investeret i nogen form for engangsammeindlæg (på trods af massivt pres i kommentarfeltet til et tidligere indlæg) Da jeg viste min mor den prøvepakke jeg havde liggende, så hun først helt undrende ud og da hun rørte ved dem fik hun et ansigtsudtryk der fuldstændig afspejlede følelsen jeg får når jeg rører ved dem. Hah. Så jeg har det åbenbart ikke fra fremmede. Nå, men til gengæld købte jeg så tre par i øko-bomuld og to par i uld/silke, og de er simpelthen sååååå lækre og bløde. Er 100% overbevist om at jeg ikke kommer til at bruge andet. Har lyst til at gå med dem allerede nu, fordi de er rarere end indersiden af min bh.

Som rosinen i pølseenden opdagede jeg at de også sælger flonelvaskeklude - noget jeg læææænge har været på udkig efter. Jeg er ikke til hverken vådservietter eller skumvaskeklude, men de stofvaskeklude de har i fx Ikea og Babysam er sådan nogle ikke-ret-bløde frotté nogen. Fint nok til de voksne, knap så fint til blød babyhud. Så nu har vi i første omgang købt 12 stk flonelklude, og de er ligepræcis så bløde som jeg havde håbet, og ikke ret tykke, så de nemt kan bruges i alle de små baby-folder.

Hov, nej, den virkelige rosin i pølseenden var den øko-hagesmæk, som var med i pakken, som en lille gave. Sorry, hvis det kom til at lyde totalt reklame-agtigt, men jeg er svært begejstret for det hele. Og det har heller ikke ligefrem gjort mig i dårligere humør at de var superhurtige til at svare på den mail jeg sendte, eller at forsendelsen er latterlig billig (29kr) Så må jeg bare lære at leve med at jeg har brugt 349kr på to bleer jeg ikke ved om jeg får brug for (men hvis jeg får brug for dem, så er det jo 349kr mindre jeg skal af med når jeg skal anskaffe flere)

Anyways, in other news:

Kaye var i gemmerne og gravede en sæk af Niecens babytøj frem. Vi har kun fået i str helt lille, for det var det eneste der ikke var lyserødt (Kaye og Jyden har ikke helt så meget imod lyserødt som vi har). Så er basis-garderoben vist også hjemme.

Manden holdt fødselsdag (en måned før tid) med gutterne i lørdags. Udover Mandens gave havde de også gaver med til Baby - jeg tænker at det er Gingers kæreste der har stået bag. Jeg var lidt begyndt at frygte barselsgaverne (jamen altså, de rædsler jeg har set andre få!), men hvis det her er stilen skal jeg ikke klage - lutter ting vi faktisk manglede, og som vi også selv ville have valgt (I kid you not, badeslaget matcher vores pusleplade)

Faren og Moren (tidl. Manden og Konen) var en tur i den nyåbnede H&M og blev nødt til at have noget med hjem til Baby. Vi synes trods alt den også skal have bare lidt nyt fra os - vi købte dog sættet i str. 62, for vi har efterhånden så meget i str. 56.

Nåja, og så har vi fået hentet Libero-boksen.

Det hele er kommet på listen, med detaljer og pris og den slags, til dem der skulle være interesseret i det.

Og forresten, Rikke, der var noget med nogle stofbleer, og Østfronten sagde noget med noget baby-sengetøj - hvor store mængder snakker vi om, og hvad skal I have for det?

onsdag den 24. oktober 2012

Noget om flovhed - eller Hvordan Tingene Har Det Med At Smelte Sammen Oppe I Hovedet På mig

Ærlig og selvudleverende blog, er det ikke det jeg gør i? Det bliver det i hvert fald nu.

I går formiddags var vi til jordemoder, og vi havde aftalt at Manden kunne tage ned og træne bagefter, eftersom det ligger sådan ca. i samme retning. Det var meget længe siden han havde været afsted på grund af hans dumme ryg, så han havde lidt ekstra penge med, så han kunne gå i varmtvandbassinet i badelandet bagefter. På vej til jordemoder kommer jeg pludselig til at tænke på gåturen hjem alene, og har egentlig meget mere lyst til at følges med Manden bagefter. Jeg kommer ellers aldrig i svømmehallen, fordi jeg synes der er lige lovlig langt at gå, men hey, vi ville jo alligevel allerede være næsten helt derude, og det ville være hyggeligt med en fællestur i badeland.

Manden er den sødeste mand i verden, og tilbød at gå tilbage efter mit badetøj og et ekstra håndklæde, selvom han så skulle skynde sig meget, for at nå at indhente mig igen. Jeg vraltede videre alene, og havde det fedt med mig selv. Det bliver jo pissehyggeligt. Selvfølgelig kan jeg spontant tage med ud af svømme, hvad er the big deal? Er top-modig og virkelig fleksibel - og hvad så hvis vi ikke når hjem til frokost? Så spiser vi da bare nogle pomfritter eller tager på Burgerking eller sådan noget. Der er kun fem uger til termin, hvis ikke vi skal gøre noget spontan-hygge sammen nu, hvornår fanden skal vi så? Ha, så så man lige mig være den søde, overskudsagtige Kone, som er totalt i stand til at være ligeglad med madbudgettet og at svømmehallen er dyr og at der er alle mulige andre mennesker man skal klæde om sammen med et sted man ikke kender. Fuck yeah, vi ta'r sgu bare spontant i svømmehallen!

Heldigvis nåede Manden tilbage lige i tide til samtale, og alt var (selvfølgelig) helt almindeligt og i orden med Baby, som vist endda lod til at få fast med hovedet. Da vi gik tjekkede Manden lige om jeg stadig havde mod på at tage med, og jeg sagde at jeg glædede mig, for vi trængte fandeme til den hyggedag. Også selvom der stadig var et stykke vej at gå, og en bakke at forcere. Men langsomt tempo og tung mave til trods kom vi derud - bare for at finde ud af at badelandet har lukket om tirsdagen. Men jeg kunne da stadig svømme baner i sportsbassinet? Ellers tak, nok.

Var fuldstændig ødelagt, og begyndte at tude da jeg satte mig ud på bænken for at vente, mens Manden gik ind for at træne. Heldigvis kom han ud igen for at give mig sin telefon og et kram, og han sluttede sin træning tidligt for at komme ud til mig igen. Tror jeg tudede hele vejen hjem, og kunne slet ikke overskue at vi egentlig havde aftalt at handle ind på vej hjem, og jeg havde ikke engang lyst til at finde en burger et sted, selvom Manden var sød og tilbød det. Ville bare hjem, hjem, hjem. Følte mig som den største taber i verden, men Manden var bare sød og lavede lækker hyggefrokost og holdt om mig og hentede dyner og lavede te.

Og så var det flovheden satte ind. For hold kæft hvor er jeg flov over at være 26 år gammel og så tage sådan på vej over at svømmehallen har lukket. Jeg er så flov over at være et voksent menneske og så gå og tude på den måde ude blandt andre mennesker. Det er flovt at jeg så bare ingenting kan eller vil. For normale mennesker ville jo stadig være i stand til at spise en burger, selvom man ikke havde svømmet først. Og jeg er så flov over at jeg bliver så lillebitte og ingenting kan være for Manden - ikke engang den mindste lille hygge-idé kan jeg finde frem.

Men faktisk, så er der noget jeg er endnu mere flov over. Jeg synes faktisk det er endnu værre at jeg til at starte med følte mig så pissesej. Normale mennesker bliver ikke uforholdsmæssigt stolte af sig selv fordi de beslutter sig for en tur i badeland. Med mindre de er 5 år gamle og har vandskræk. Skammer mig i dén grad over at jeg gik der og fik helt høje tanker om mig selv. Som om jeg bliver det sejeste menneske i verden af at sige jeg gerne vil med i svømmehallen?

Ved ikke om vi tager afsted i dag i stedet for. Noget af charmen er ligesom gået af det, når ikke det er en spontan fordi-vi-har-det-godt-i-dag-og-har-lyst beslutning. Men på den anden side så trænger vi faktisk til den tur. Vi trænger til noget hygge, og noget ikke-bare-sidde-på-sofaen. Og så var det måske netop godt at tage afsted, fordi jeg bare overhovedet ikke har lyst længere - for hvis vi ikke kommer afsted i dag, så vil det bare være et nederlag for evigt.

tirsdag den 23. oktober 2012

Nye læsere kan starte her

Øglemoren har åbenbart nævnt min blog ovre i noget blad. Jeg ved ikke om den slags genererer nye læsere, men Øglemoren er jo normalt rimelig klog at høre på, så jeg tænker at der er nogen intetanende stakler der stoler blindt på hendes ord og får forvildet sig herind.

Og så var det jeg tænkte at så ville de da egentlig blive slemt skuffede, sådan som bloggens tilstand er for tiden. Det er jo ved at udvikle sig til en regulær depressionsblog.

Men frygt ej, potentielle (imaginære?) nye læsere! Her sker faktisk lejlighedsvis også andet end ynk og tomgang. Jeg nævner i flæng:
  • Babyen. Jojo, den er stadig inde i maven, men snart så kommer den ud, og så vil der være billeder. Babybilleder. Og det er jo det I allesammen hungrer efter. Jo det er.
  • Kage. Jeg har faktisk indtil flere billeder af kage liggende, som bare venter på at komme på bloggen.
  • Ingen spelt og ingen krea. Ok, det var måske lidt et anti-salg, i betragtning af hvor populære både spelt- og kreablogs er. Oh well.
  • Lego. Lige om lidt kommer der en helt ny afdeling på bloggen med Lego-anmeldelser og Lego-byggeri. Det bliver vildt. Hvis du ikke kan vente kan du læse Konens Overhovedet Ikke Illustrerede Guide Til Overvejelser Man Bør Gøre Sig Inden Sortering - Og Tips Til At Gøre Det I Praksis i ventetiden. Eller kigge på hvor meget Lego vi har her i huset.
  • Uh, og måske det endda vil lykkes at komme så vidt at Julekalenderen kan gøres færdig!
  • Og Manden siger I skal læse min blog fordi jeg er en sej Kone, der har en Baby inde i maven og en kat der hedder Murphy (ja, han er ret nem at stille tilfreds. Manden, ikke katten)
Ja, ok, det var så vist også det. Men det er da marginalt mere spændende end ingenting. Ikke?

lørdag den 20. oktober 2012

Pip!

Lever stadig. Er ikke blevet ædt af hverken Netflix eller depressive tendenser. Har bare haft travlt med at lave madplan og have besøg af min familie. Som var så søde at hjælpe med at køre/slæbe indkøb, så vi er ved at have lagt en bund for nødlageret.

Og apropos, hvad sker der så egentlig for folk og deres "gode råd" formuleret i en nedladende/latterliggørende tone? Selvom vi ikke har prøvet at have en baby før, var vi nok ikke totale idioter, helt ude af stand til at træffe selvstændige beslutninger. Der var nok en grund til vi har valgt lavet en madplan med to måneders tag-op-af-fryseren/ud-af-skabet mad, og der var nok en (meget lignende) grund til vi gerne ville have købt basis-varer til tre måneder ind på én gang. Bare fordi I ikke traf det samme valg, da I stod med et spædbarn, betyder det ikke at vores valg er forkert, til grin, uigennemtænkt eller hysterisk. Det betyder nok bare at vi har valgt at prioritere anderledes. Nå.

Undskyld, men jeg skulle lige af med det. Anyway, det var bare lige fordi jeg ville sige vi er ok, alle sammen, men havde travlt med ting ude i det virkelige liv. Som fx at Manden får gæster i aften, og vi måske derfor burde forberede os bare en anelse. Eller, strengt taget er det jo mest Mandens problem, men som den pligtopfyldende og selvopofrende Kone jeg er hjælper jeg. Lidt.

onsdag den 17. oktober 2012

Netflix!

Hvorfor sover Manden, når vi skal se Dr. Who og Sherlock og Supersize Me og Precious og Glee og Spooks og Shaun the Sheep... og og og GAMLE AFSNIT AF DE UNGE MØDRE!

Ok, nej, der var måske mest lidt ældre afsnit af serier vi havde set og film vi allerede har på dvd. Men det er gratis. I en hel måned. Og så passer det jo lige med at jeg kan sidde og streame gamle serier og film jeg har set indtil Baby kommer. For den kommer jo et par uger før termin. Blev der sagt.

mandag den 15. oktober 2012

Det der med at bede om hjælp

Jeg har altid været ret åben og ligefrem omkring det at jeg er depressiv. Fx når samtalen falder på hvorfor jeg ikke er kommet længere med mit studie, eller når det har været nødvendigt at melde afbud til diverse sociale arrangementer.

Jeg har til gengæld altid været rigtig dårlig til at være ærlig omkring hvilke (og hvor mange) begrænsninger det faktisk giver, og til rent faktisk at fortælle hvordan jeg har det. Sådan i situationen.

For hvordan bringer man lige sådan et emne på bane? Det er jo ikke fordi det dukker op i en tilfældig hverdags-samtale, med mindre der rent faktisk er nogen der direkte stiller spørgsmålet "Hvordan har du det?" - hvilket sjældent sker, for symptomerne og de begrænsninger jeg oplever er jo som oftest usynlige for omverdenen.

Min far sagde engang at det ville være nemmere med et brækket ben. For så var både sygdommen og de problemer den giver i hverdagen til at forstå og få øje på. Men depression er langt hen ad vejen en usynlig sygdom, og en sygdom der kan gradbøjes. En sygdom, hvor det faktisk kan være ret svært - nærmest umuligt - at skelne mellem hvornår det reelt er en sygdom, og hvornår det bare er en dårlig dag. Og hvornår det er noget midt imellem.

Jeg har levet med, i og omkring depression i mange år. Mange, mange år. Halvdelen af mit liv. Symptomerne er velkendte, og det er efterhånden mere et spørgsmål om mavefornemmelse, end om at gennemgå tjeklisten. Det giver os mulighed for at opdage det i opløbet og tage forholdsregler - problemet er bare, at i opløbet er jeg jo hverken rigtig skidt, eller rigtigt syg (og bliver det måske heller ikke), så det føles nogle gange åndssvagt at begynde at bede om hjælp. Andre har jo også deres at slås med, og jeg hader virkelig at være Hende Der Pisker En Stemning Op. For ingenting.

For det er jo ikke fordi der er ved at være dommedag herhjemme eller noget i den stil. Jeg har det bare skidt, og har haft det jævnt skidt i hvad der begynder at ligne to uger (den magiske grænse for depressions-test perioden). Ikke død-nød-og-ødelæggelse skidt, bare almindelig jævnt-trist-uden-grund skidt. Og så er det jeg synes det er svært, at bringe den der hjælp på bane. For der er jo ikke noget Manden ikke kan klare selv, hvis det er; indkøb, rengøring, opvask, madlavning, aflevere mine papirer til SU osv. Men hvis han gør alt det, for at jeg kan slippe, så jeg ikke skal stresse over det, så er han jo ikke hos mig. Og det er det jeg har allermest brug for. Nærvær. Og lange snakke, og alle de der ubestemmelige ikke-praktiske ting, der giver ro og overskud.

Normalt ville vi tage det som det kommer. Give det tid og skrue lidt ned for det hele og spise en pizza. Men ligenu har vi bare ikke rigtigt tid. Nye Baby kommer lige om lidt, og jeg er så bange for at vi ikke kan nå at finde ind til alt det gode og rare inden, og jeg så kommer til at gå glip af det hele. Jeg er ikke bange for om jeg kommer til at elske Babyen eller om jeg kommer til at kunne tage mig af den - men når jeg har det skidt, så forsvinder alle de gode ting væk et sted i Sumpen, og de bliver svære at holde fast på og huske. Og er der noget jeg gerne vil huske, på den gode måde, så er det den første tid med Lille Nye.

Nåmmen, nu har jeg så ævlet stolpe op og stolpe ned, men er ikke kommet tættere på noget som helst der minder om et svar. Hvordan beder man om hjælp, når man jo i virkeligheden slet ikke er derude hvor det er en nødvendighed for at overleve? Hvordan bringer man lige på bane at det ville gøre en verden til forskel at der var nogen der kom og vaskede ens køkkengulv eller hjalp med storindkøb i Føtex? For det virker jo lidt latterligt at ens velvære afhænger af rene gulve og gigant-poser med hotwings.

søndag den 14. oktober 2012

Uden titel. Og uden indhold.

Manden er nu tilbage på arbejde. Men jeg har det stadig skidt.

Jeg havde tænkt mig at skrive et sammenhængende og intelligent indlæg om det der dilemma med hvornår det er ok at bede om hjælp. Og hvornår man bare er til besvær. Om angst for det er skidt-skidt, på den rigtige måde, og ikke går væk igen før Nye Baby kommer. Om at jeg igenting kan. Om at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med al den uforklarlige tristhed og ensomhed jeg pludselig føler.

Desværre kan jeg ikke samle tankerne nok til at det bliver hverken sammenhængende eller intelligent. Og jeg kan sjældent præcisere min tilstand nærmere end "Jeg har det bare rigtig skidt"

onsdag den 10. oktober 2012

Ønskeseddel

Vi er nogen som har fødselsdag i morgen. Jeg holder ikke noget, men Manden tager mig med ud at spise i aften og Kaye har lovet at lave lasagne til mig i morgen. Og så kommer min familie forbi om en uges tid (fordi det lige var sådan det passede), men jeg havde faktisk ikke sådan rigtigt tænkt på det som en fødselsdagsafholdning.

Indtil min mor ringede og spurgte hvad jeg ønsker mig. Ønsker mig?! Det nærmeste jeg kunne komme var "Øh... jamen, Ringenes Herre Lego". Og så ikke mere. Plejer at have en kilometerlang ønskeseddel, men det har jeg åbenbart glemt i år? Kan overhovedet ikke komme i tanke om hvad jeg lige står og mangler - men Baby mangler stofbleer og vaskeklude.

Nu har jeg så gået og tænkt over det. Og jeg kan stadig ikke komme i tanke om andet end LotR Lego. Jeg har vist sagt det før, men Jesus, man bliver mærkelig af at blive nogens forældre.

søndag den 7. oktober 2012

Den rene ynk

Jeg ved ikke hvad den der Mand har lavet ved sin ryg, men han har tilbragt det meste af ugen i sengen. Overhovedet ikke optimalt når Konen er sådan en der nærmer sig højgravid og derfor 1) ikke fungerer optimalt fysisk, 2) er virkelig overfølsom hormonella. Så jeg begyndte også at få det skidt. Depressions-agtigt skidt, faktisk. Og det var der så bare ikke så meget at gøre ved, for det var ligesom mig der var i stand til at komme ud af sengen, og derfor mig der skulle hente vand/mad/puder/piller.

Nu er det så endt, som det altid gør efter flere dage i træk i den Grå Sump, med et immunforsvar der ikke gider mere, og en deraf følgende forkølelse. Heldigvis har Manden det nu så meget bedre at jeg (næsten) ikke havde dårlig samvittighed over at diktere at i dag var det mig der skulle passes. Så jeg har siddet på sofaen hele dagen og inhaleret varm saftevand og toast. Det måtte godt blive bedre i morgen.

Men set fra den lyse side er vi hverken ramt af maveinfluenza, eller igang med at komme os over flere uger med influenza og lungebetændelse.

Bonus-info: Selvom vi har levet af junk, slik og mere junk de sidste fire dage har jeg tabt mig næsten et halvt kilo. Rimelig ok kur.

onsdag den 3. oktober 2012

Godt det snart(agtigt) er tirsdag

Nåmmen fødselsforberedelse i mandags var fint. Bortset fra at det var det ikke. Havde mange mærkelige drømme om natten og i går følte jeg mig helt i kulkælderen, og følte slet ikke vi rigtig havde fået klar besked. For hende der har kurset er nyuddannet, og derfor stadig meget fagnørdet - men dog uden altid at have helt styr på de nærmere detaljer, eller at kunne komme med konkrete tal. Og så sidder man der og har fået information som man bliver bedt om at forhold sig til, men uden man har fået et reelt grundlag for det. Så det er nok meget godt vi skal til sædvanlig erfaren, helt-nede-på-jorden jordemoder på tirsdag, så jeg forhåbentlig kan få nogle lidt mere håndgribelige informationer.

Hjælper så heller ikke rigtigt på stemningen at Manden har fået rigtig øv-ondt i ryggen og, forståeligt nok, virkede lidt fraværende i går. Syntes dog ikke det var helt ok at han grinede mens han trøstede mig efter jeg slog albuen ind i bordkanten og bare begynde at hyle, fordi det hele bare var alt, alt for meget. Og syntes slet ikke det var ok, da jeg lå i sengen og tudede og forsøgte at forklare ham at jeg endelig havde fundet ud af hvad der gjorde mig så ked af det og usikker, og han så bare faldt i søvn.

I dag stod han så (relativt) tidligt op og gik efter rundstykker, fordi han syntes vi skulle fejre at han har friuge som vi plejer, selvom han har været hjemme med dårlig ryg de sidste to nætter. Og han lavede morgenmad på sengen og sagde undskyld, og selvom det var både tiltrængt og hyggeligt hjalp det ikke det vilde på overskuddet. Hans ryg er blevet meget værre, så det han kan overkomme er at ligge meget stille og sove.

Han kæmpede sig dog op for at komme med ned til lægen til sidste graviditetsundersøgelse, og det er jeg virkelig glad for han gjorde. Jordens Rareste læge er nemlig blevet langtidssygemeldt, så det var en ny uddannelseslæge vi kom ind til. Og det var rimelig meget røv og nøgler. Er glad for det er en let og ukompliceret graviditet, for ville godt nok ikke være tryg ved hende, hvis jeg var bare det mindste i tvivl om hvoridt alt var som det skulle være. Hun virkede i det hele taget lidt som den type læge der er lidt træt af patienter, og sluttede af med at sige "Hvis der er noget, kan I jo bare ringe... til fødegangen". Godt så.

Jeg er heldigvis kommet af med det værste af de der trælse tanker, og har nogenlunde fundet ind til den rigtig mavefornemmelse igen. Men føler bare stadig at jeg mangler at få grædt ud, og trænger i den grad til at give slip og bare gå død på sofaen. Desværre bare ikke en mulighed når man udgør hele den andel af husstanden der kan bevæge sig. Bortset fra katten. Men den laver nok ikke varm kakao til mig.

Ej, rundstyk at det her bare blev endnu et klynkeindlæg. Jeg havde ellers tænkt jeg ville skrive et indlæg om hvor helt igennem underholdende det er at læse "Stump i mors mave" sammen med Niecen. Nå, det må så lige blive en anden dag, hvor det ikke føles helt så meget som om min hjerne er ved at glide fra hinanden.

mandag den 1. oktober 2012

Cake?!

Jeg er blevet sulten. Sådan permanent. Tror den lille Baby derinde har sat gang i slutspurten. Det gør mig egentlig ikke noget, bortset fra at det jeg har lyst til er junk. Pizza, hvidt brød, nachos, fritter (m/ mayo), mozarella-sticks.

Og kage. Jeg har rigtig, rigtig meget lyst til kage. Gooey buns og brunsviger og træstammer og den der lyserøde hindbær-roulade nede fra Kvickly. Eller måske kringle eller en karamel-muffin fra 7-eleven?

En del af mig er totalt "fuck it, du har otte uger til termin og så må man gerne bare sidde på sin flade og kværne junkfood og kage" Men så er der (desværre/heldigvis) den anden del af mig, som har formået at holde vægtstigningen nede på 6kg indtil nu, så der derfor er udsigt til at jeg pænt holder mig omkring de anbefalede 8kg i alt. Hvis jeg altså ikke går i totalt fråder-mode. Nåja, og så den lille detalje med, at det forholdsvis moderate sukker-indtag jeg har arbejdet mig ned på, nok er ret meget bedre for både mit og Baby's helbred.

Men jeg har stadig lyst til kage. Og en snack-kurv.

lørdag den 29. september 2012

The super parents of awesomeness

Ved I hvad, hva? Jeg er faktisk ved at være træt af at gå og lade som om jeg er bange for når Baby kommer. Jeg er træt af at default-indstillingen for nye forældre er "hvad nu hvis vi ikke kan klare det" og så sidder man pludselig der og hører sig selv vælte en masse bekymringer ud, som man faktisk ikke har, fordi det er sådan noget man gør når man er gravid.

Så nu siger jeg det som det er. Jeg er ikke bange for når Babyen kommer. Jeg er ikke bange for hvad det gør ved vores liv, og jeg er ikke bange for om vi kan passe på den. Jeg er faktisk, rent ud sagt, ikke en skid i tvivl om at vi sagtens kan passe den og give den hvad den har brug for, og at det bliver godt og rigtigt og 0% "hvis bare den ikke var der/før den kom kunne vi..."

Jeg er fuldstændig lost ude i udstyrsjunglen, og jeg får totalt spat af at prøve at finde ud af hvad der er de bedste valg for os og Baby. Men det er ikke det samme som at jeg er bange for at komme til at tage det næstbedste (eller måske endda det værste) og det er slet ikke det samme som at jeg er i tvivl om hvordan vi skal passe vores lille Baby. For det er jeg faktisk 100% overbevist om kommer til at give sig selv.

Det er jo ikke bare "en baby" vi skal finde ud af at tage os af, det er vores Baby. Og det gav sig selv og var rigtigt at mig og Manden skulle giftes, og det gav sig selv og var rigtigt at vi fik Ronan og at han hørte til her, og der er virkelig ingen grund til at tro det skulle blive anderledes med Nye Baby.

Vi bliver the super parents of awesomeness for Nye Baby, ligesom vi også er det for Ronan. There, I said it. Vi er gode forældre, og jeg er slet ikke i tvivl.

torsdag den 27. september 2012

To måneder tilbage

Har I lagt mærke til hvor zen der har været på bloggen det sidste stykke tid? (At der ikke sker noget er sgu da herre-meget zen! Er i virkeligheden en mega-service til jer - så var det lige sådan et sted man kunne komme hen, og så var der helt tomt, så man kunne få klaret hjernen. Kedeligt?! Sheesh, utaknemmelige skarn, det er hvad I er!)

Noget af panikken er ved at have lagt sig, og de sidste par uger har faktisk været forbløffende tæt på normal/hyggelig (med undtagelse af et par urimelige tude-anfald over temaer som hvornår-kommer-du-i-seng og hvorfor-gør-du-ikke-alting-for-mig, men det ser vi bort fra). Jeg føler faktisk vi er ved at have fod på de vigtigste praktiske ting. Jojo, bevares, indkøbslisten er stadig lang, men af de ting jeg tænker vi skal have inden Baby kommer mangler vi kun ammeindlæg, vaskeklude og stofbleer (og så den der babyalarm, hvis nærig-mor ellers kan sluge prisen på sådan en størrelse), og det kunne vi nok godt lige overkomme at anskaffe i løbet af de næste to måneder.

Til gengæld er jeg så begyndt at blive rastløs. Jeg vil gerne lave noget, men gider ikke helt alligevel, og vil helst det foregår sammen med Manden, men det er lidt svært når han sover. Er nået dertil hvor jeg er begyndt at sove dårligt og tit bliver øm og træt, så sofaen er det eneste der dur. Så når jeg endelig ikke er øm, kan jeg ikke holde tanken om sofaen ud, og vil bare... noget. Men rengøring, lange gåture og ting der kræver noget, både fysisk og mentalt, er den direkte rute til en dag på sofaen, og hvad skal jeg så lave?

Åh, whine, whine, whine. Jeg har det jo fint nok. Trænger bare til noget at fylde tiden ud med. Kommer I hvis jeg holder blogtræf med temaet "underhold mig nu, for satan!"?Lyder det ikke sjovt, hva? Hva?!