mandag den 31. december 2012

Haves: Brystbetændelse, Ønskes: Lidt bedre humør

Ja, jeg ved godt jeg lovede et billede i lørdags. Men så lagde jeg mig lige med 39 i feber og kort efter dukkede der en mælkeknude på størrelse med Amager op. Så nu er jeg sådan en der får penicillin. Udskrevet af kedelig friskfyr-agtig vagtlæge, der ikke engang ville se mig. Og som skulle hentes inde i fucking Odense, fordi det var søndag (penicillinen, ikke vagtlægen). Det er ikke lykkedes mig at fange feberen på termometret siden igår eftermiddags, men lur mig om den ikke stadig rumsterer derinde et sted, eftersom jeg har virkelig syrede drømme og vågner badet i sved, på trods af jeg syntes det var koldt da jeg faldt i søvn.

Bemeldte mælkeknude sidder virkelig åndssvagt, så kan overhovedet ikke få bugt med bæstet. "Læg barnet til med hagen mod det ømme område" min bare. Hvordan fanden har de tænkt sig det skal lade sig gøre når det ømme område befinder sig på oversiden af brystet? Min mor havde en del forslag, men de var nok mere sjove end praktiske. Den lille tager det i det store og hele pænt, selvom hun beder om mad lidt oftere end jeg kan følge med til om aftenen - til gengæld sover hun så længe om natten. Og det burde jo give nærmest-udhvilet mor. Det gør det bare ikke. Er træt, og er træt af at være træt og uoplagt på andet døgn.

Jeg er faktisk træt og uoplagt på så uhensigtsmæssig en måde at jeg kommer til at bide af Manden. Og selv når jeg ikke bider af ham bliver jeg sur på ham, inden i mig selv. Sur over at han vil give hende tøj på lige når jeg har lullet hende, sur over at han bare falder i søvn igen når jeg lige har bedt ham om at holde øje med om hun smider sutten, mens jeg forsøger at malke/massere noget af spasser-knuden ud, sur over at han sover i det hele taget.

Forsøger ihærdigt at minde mig selv om at det snart går over, at det er ok at have nogle off-dage og at Manden også bliver træt og har brug for alene-tid. Selvom jeg mest har lyst til at gå i nato-stilling på sofaen og vræle mens Manden varter op.

I virkeligheden er jeg ret ynkelig. For det gør ikke engang ondt at amme, og der er stadig mælk nok. Det er kun om aftenen det bliver en kende frustrerende når hun flegner over at der ikke er mælk nok til at hun kan hyggesutte, og hun er alt for træt til at forstå hun er træt og skal overbevises om at man sagtens kan falde til ro og i søvn uden der løber mælk ind i ens mund samtidig. Men fuck altså, hvor jeg hader at hun ikke bare kan få det lige som hun vil have det. Bliver faktisk rigtig ked af det og føler mig virkelig afmægtig. Nå, men måske jeg bare skulle stoppe her, inden vi kommer ud i en længere analyse af hvorfor det er jeg har det dårligt med ikke at kunne gøre noget for mit barn, selvom jeg gerne vil. Også selvom der i den her sammenhæng ikke er nogen der dør.

lørdag den 29. december 2012

Uudholdeligt vammelsøde historier om Vidunderbaby

Jeg er så Hende Den Trælse. I ved, hende der sidder og ligner en der har fået noget der minder om nattesøvn, og som ikke rigtigt kan komme på noget der er sådan rigtig hårdt ved at have en baby. Rundstyk. Det absolut hårdeste indtil nu var i onsdags, hvor hun besluttede at der skulle mere mælk til, og derfor åd rub og stub og blev bundulykkelig da der ikke var mere. Jeg tror ikke ligefrem den lille Gryntegris sulter, eftersom hun allerede er ved at vokse ud af en str. 56, men jeg kan bare slet ikke holde ud når hun er ulykkelig. Heldigvis har hun en far, der gad gå med hende, mens moren sad ude i badet og hylede og bare ville have den forbandede kløe til at forsvinde. Og mælken til at løbe igen (i nævnte rækkefølge).

Mælken kom (selvfølgelig) allerede samme nat, og de sidste dage har kløen også været på retur. Så vi er solidt tilbage i vammelsødt hygge. Rundstyk igen. Ej, ok, jeg er da ikke 100% topudhvilet og har overskud til hvad som helst, men det er der vel ingen der er med en tre uger gammel baby. Hun spiser sådan ca. hver 3. time, som regel lidt oftere om aftenen og lidt sjældnere om natten ("natten" dækker nok ca. over midnat til middag, nogle gange et par timer mindre i en af enderne), og det tager aldrig mere end en time med amning, skiftning, snak og putning. Hun er dygtig til at holde hovedet selv og kigge rundt, og spræller og laver ansigter når vi "leger". Og hun finder sig i at blive skiftet.

Det er sjældent hun bliver overtræt og umulig, og selvom forældrene synes det er frustrerende (og synd for hende) kan vi vist næppe klage, eftersom det som regel ikke tager mere end 5-10 minutter at lulle hende til ro, og aldrig mere end en halv time. Hun skriger faktisk stort set ikke, og selv når hun er urolig er det mest sur grynten. Det kan jeg selvfølgelig også få noia over, for hvad nu hvis hun er utryg/ulykkelig og vi så ikke opdager det/opdager det for sent fordi der ikke er lyd på hende?

Vi har nu haft tre uger med Verdens Nemmeste Baby. Og hun er simpelthen så dejlig og sød og sjov. Og blød. Også selvom hun desværre ikke rigtigt dufter nyfødt længere. Såeh, nu er vi klar til det store kolik-rykind - er det ikke ved treugers alderen det sætter ind? Det kan da i hvert fald ikke passe at det skal blive ved med at være så nemt.

PS. Opdaterer med billede senere, når mine forældre har været her.

mandag den 24. december 2012

Den knap så søde kløe


Jeg synes jo egentlig ikke jeg kan tillade mig alt for meget brok. Har haft en nem og ukompliceret og hyggelig graviditet, og en nem og ukompliceret (men måske ikke specielt hyggelig) fødsel. Og har fået et meget nemt og ukompliceret og helt igennem hyggeligt barn ud af det. Det er faktisk alt sammen kvalmende hyggeligt og idyllisk på 16. døgn (shit, altså, tiden går for hurtigt). Hvis ikke lige det var for en eeeeeenkelt lille ting.

Jeg klør. Og vi snakker fuldstændig absurd voldsom kløe over hele kroppen. Som ét stort myggestik. Eller evt. en milliard små. Jeg prøver at lade være med at kradse. Det gør jeg virkelig. Men det er helt umuligt at holde ud uafbrudt dag og nat, og som resultat er min hud fuldstændig ødelagt, og nu både kløende, sviende og meget øm.

Den gode nyhed er at absurd voldsom kløe ifølge lægen nemt kan behandles med antihistaminer. Den virkelig, virkelig dårlige nyhed er at antihistaminer er absolut no-go når man ammer. Eneste tidspunkt jeg seriøst har overvejet om det nu også er vigtigt med den amning (jamen, man bliver sindssyg af den slags kløe). Lægens bedste bud er at det "nok går over af sig selv om 1-2 uger". Godt så.

Vil I se? Nej, det vil I nok ikke, men ærgerligt for jer, for her kommer det (sarte læsere kig væk nu)


Og det ser faktisk relativt fredeligt ud på det billede. Anyways, gode råd mod kløe modtages gerne. Er fandeme træls det er dét der skal sætte en stopper for Mande-Kone-kvalitetstid. Babyen er i hvert fald ikke i vejen for noget.

Nå, men ellers går det jo som sagt fint. Og det er pludselig blevet jul og den slags. Det kan jeg faktisk ikke helt forholde mig til, men Manden har købt en lørdagsand og begge sæt bedsteforældre har været forbi med et læs gaver, så en eller anden form for juleaften skal vi nok få stablet på benene. Og vi har jo under alle omstændigheder fået den bedste julegave man kan forestille sig.

Meget apropos så ligger Grynten og lever op til sit navn, så der er nok ikke så længe til hun vågner og kræver mad. Skal I lige have et billede mere at holde jul på?

fredag den 21. december 2012

Hvis og hvis

Hvad nu hvis der går noget galt med amningen?

Hvad nu hvis hun er sulten?

Hvad nu hvis vi griber det forkert an med den sut?

Hvad nu hvis hun har det for varmt?

Hvad nu hvis hun fryser?

Hvad nu hvis jeg bløder for meget/forkert?

Hvad nu hvis det bryst gør for ondt?

Hvad nu hvis jeg er for i-favn-agtig?

Hvad nu hvis jeg ikke er i-favn-agtig nok?

Hvad nu hvis hendes numse er for rød?

Hvad nu hvis vi overstimulerer hende?

Hvad nu hvis vi bare burde lade hende ligge?

Hvad nu hvis vi har hende for længe ude i barnevognen?

Hvad nu hvis lægen ikke kan gøre noget ved den sindssyge kløe jeg har over det hele?

Hvad nu hvis der er noget galt og vi ikke opdager det?

Hvad nu hvis der sker noget med hende?

søndag den 16. december 2012

Den første uge

Jeg siger det med det samme: Vi har vundet ret meget i det der baby-lotteri. Også ud over den hovedpræmie det er at have fået Verdens Dejligste Baby vol. 2, aka. Gryntegrisen.


Vi har haft en første uge der har været så latterligt nem og behagelig at det næsten burde være ulovligt. Ingen problemer med amningen, ingen problemer med søvn, skriger kun kortvarigt når der er noget der ikke passer hende (kortvarigt = indtil forældrene løser problemet, der som regel er at blive færdige med at skifte, eller finde maden frem). Og nu er det ikke fordi jeg forventer det fortsætter sådan, for jeg ved godt at spædbørn er nogle uforudsigelige sataner der pludselig kan vende på en tallerken. Men som sundhedsplejersken sagde, så har vi fået en rigtig god start, og det kan alverdens fremtidige skrigeri jo ikke lave om på.

Faren og Moren har også sovet om natten, hver nat. Bortset fra Moren den første nat hjemme, hvor Baby syntes den bedste måde at få gang i den der mælkeproduktion på var at sutte uafbrudt i 8 (siger og skriver OTTE!!) timer - men Baby havde ret, og mælken løb til, og siden har hun kun været vågen de der 3-4 (korte) gange om natten i forbindelse med amning. Som også fungerer liggende. Halleluja!

For at det ikke engang skal være løgn har vi også været ude med barnevognen indtil flere gange, og jeg har (helt selv og alene!) været en tur i Fakta mens Manden og Gryntegrisen hyggede på sofaen.

Og for at det ikke engang skal være endnu mere løgn har der faktisk også været tid til noget Mande-Kone kvalitetstid. Eller, det var måske nok mest Mande-kvalitetstid, men det må jo nødvendigvis være lidt ensidigt, når den ene af os stadig er ved at vokse sammen.

Nå, men nu var jeg nok Moren, som bestemte at tre timers søvn var passende (mest fordi Venstre Kanonkugle snart ikke gider være med mere)

Og i øvrigt... tillykke til den lille Ronan-baby, som bliver 1½ år i dag <3

torsdag den 13. december 2012

Livet med en Gryntegris

Hvordan kan man blive så træt af at lave så lidt? Altså, vi laver jo ingenting, så hvordan kan det være at vi alligevel ikke har tid til noget som helst?

Gryntegrisen spiser, sover og prutter. Hvilket vel egentlig ret beset også ca. er omfanget af hvad vi andre laver.

Barn er indtil videre rimelig problemfrit. Største drama er en rød numse. Hvilket (forhåbentlig) er til at overkomme.

Lillesøster på første besøg hos Storebror:



Beklager det er mørkt - men øjne er nemmere at åbne i mørke når man ikke er så stor (kvaliteten bliver en anelse bedre når man klikker på billedet).

mandag den 10. december 2012

Nye Baby

Jeg kom vist til at love noget fotodokumentation ovre på Facebook. For ud kom den jo, den der Baby.

Kvart i ti lørdag formiddag fik jeg en stikpille for forhåbentlig at sætte gang i noget fødsel. Til tjek seks timer senere havde jeg regelmæssige veer. Kvart i fem prikkede de hul på vandet og klokken 18.29, mindre end to timer senere, landede en lille pige skrigende på min mave.

Kan hilse og sige at det gør psykoavforfuckinghelvedepissenedernnas at udvide sig seks cm OG presse en baby ud på en time og tre kvarter. Bare til almindelig oplysning. Jamen, det var så lidt.

Men ud over det har jeg ikke noget at udsætte. Baby klarede det bare fint, og jeg slap med et enkelt lille sting (Presse 4kg Baby ud på fem minutter? Pft! Det er da ingenting. Åbenbart)

Hun er verdens dejligste lille Gryntegris. Se selv:

fredag den 7. december 2012

Moodkilleren

Ja, det er så mig. Har de sidste dage vekslet imellem om jeg skulle skrive indlæg om påtaget julehygge, eller om jeg også skulle lade panisk overtidsgravid løs på bloggen.

For jeg er panisk. Efterhånden. Det er overhovedet ikke sjovt længere. Det ville være fint nok hvis bare vi kunne sige "Nåmmen, den kommer når den kommer" og så vente videre i ro og julefred og junkfood. Men når man er 41+3 er det bare ikke rigtigt en mulighed længere. For så er der pludselig kun fire dage til Baby sådan set helst skal være ude, og så hedder det pludselig igangsættelse. Senest søndag.

Nå.

Vi var til overtidsvurdering i tirsdags, og det var såmænd hyggeligt nok, med Svigermor der tudede over at se scanningen, og Baby der (som altid) var eksemplarisk og gennemsnitlig og havde det godt. Måske knap så hyggeligt med beskeden "ved at være blød, og måske et par centimeter", som vi alle sammen godt ved et fagsprog for "der er ikke tegn på en skid".

Såeh... nu skal vi afsted i dag. Igen. Til endnu en vurdering. For så længe Baby har det fint, og der er masser af vand og moderkagen virker, så vil de egentlig helst trække den der igangsættelse, i håb om at det går af igang af sig selv i løbet af weekenden. For det ville jo være det allerbedste, sådan i forhold til Babys velbefindende. Men... det er bare ikke rigtigt det bedste i forhold til mit velbefindende, kan jeg godt mærke. Jeg har ondt i maven (men desværre ikke ve-ondt) over den der igangsættelse, og hvis det endelig skal være, så vil jeg egentlig hellere have det overstået end have det hængende over hovedet en halv eller en hel weekend.

Og det er ikke fordi jeg er bange for den igangsættelse, rent teknisk. Det er bare fordi jeg blev sat igang sidst. Og det var ikke frygteligt eller noget... der er bare en masse følelser forbundet med det. Følelser som jeg ikke har lyst til at genopleve, samtidig med jeg skal føde Nye Baby. Så derfor har jeg ondt i maven. Og er faktisk rigtig ked af det.

Nå, nu kommer min mor (Shit, er klokken allerede så mange)

tirsdag den 4. december 2012

Min Mand

Så lå vi der, lørdag aften, og var ret ufrivilligt blevet sådan nogle der måske skulle til at tage nogle ret store beslutninger om vores videre liv.

Manden: "Undskyld, hvis jeg lyder som faren i julekalenderen, men det har været en god dag"
Mig:"Ja... og det bliver også en god dag i morgen"

Og han tager mig i hånden og giver den et klem, og jeg smelter indeni. For det er altid en god dag når bare vi har hinanden... og han har jo ret når han siger at vi nok skal klare den, ligemeget hvad.

Jeg løber fuldstændig tør for ord, når jeg forsøger ar fortælle ham hvor meget det betyder for mig, at han bare siger at han ikke vil have jeg skal være et sted hvor jeg har det dårligt, og tilbyder at finde ekstra arbejde i sine friuger, hvis det bliver nødvendigt. Som det første. Det falder ham slet ikke ind at det måske var mig, der skulle finde ekstra indkomst, eller at det var en unfair fordeling hvis han skulle lave det hele, men til gengæld få mindre for det.

Nede i min mave kan jeg godt mærke, at hvis push comes to shove, så vil jeg hellere have et år hjemme med nul penge og et stramt budget, end jeg vil kæmpe for en eller anden lille indkomst, eller give afkald på Mandens barsel. Men det kunne jeg bare ikke så godt sige højt, når nu det ville gå mere ud over ham, end mig. Og ende med at have ret betydelige konsekvenser for vores fremtid.

På en måde gør det det kun værre at han foreslår det af sig selv. For hvordan skal jeg dog kunne bære at han er villig til at give afkald på så meget... for mig?

Jeg ved ikke om det bliver aktuelt. Jeg har faktisk ingen anelse om hvordan det bliver. Men det er rart at vide vi er samme sted. Inderst inde og nede i maven, ved jeg, at det bliver ok, ligemeget hvad.

Og jeg ved, at jeg elsker ham. Grænseløst. Som jeg har gjort siden den dag han så mig i øjnene og sagde "Jeg vil vente så længe det skal være, men jeg ved det er dig" - og jeg også godt vidste det var ham.

mandag den 3. december 2012

Nej, jeg er stadig gravid

Er jeg egentlig bare Hende Den Sure, når jeg konsekvent undlader at besvare henvendelser der omhandler hvorvidt Baby er kommet ud?

Men det er jo ikke fordi jeg på den måde er træt af at være gravid. Egentlig. Det er bare fordi det er Verdens Mest Uhøflige Spørgsmål. Og vil I høre hvorfor? (Desværre, "nej" er ikke en svarmulighed)

1. Hvis jeg nu var træt/ked af stadig at være gravid, er det virkelig ikke en rar reminder at du bringer emnet fødsel på bane.

2. Hvis jeg nu havde født, var det ikke sikkert vi ville have du skulle vide det (endnu), og det er egentlig bare træls at du gør krav på at få det at vide.

3. Det er et virkelig privat emne. Altså, virkelig privat.

4. Hvis jeg havde født (og du skulle vide det) så havde du nok hørt det. Eller læst om det på facebook.

5. Din utålmodighed tæller ikke. Jeg ved godt du synes det er spændende, og du også glæder dig til at se Baby, men i forhold til vores utålmodighed/spænding/angst/glæden-sig fylder det intet (og slet ikke i vores bevidsthed)

6. Så fat det dog - vi skal nok sige til når der sker noget!

....

Hov - mangler 7. Det gør det ikke bedre at du kommer med en lille tøhø om at du godt ved det er træls at du skriver (så lad være), eller at jeg må være ved at være træt af det (nej, kun af at du skriver)

Nåmmen, det var egentlig heller ikke fordi det skulle være et surt opstød, det her. Det undrer mig bare at folk åbenbart går ud fra at jeg føder Baby og vi så efterfølgende holder det skjult i månedsvis...?!

Hey, måske vi skulle gøre det? Bare sådan i ren trods.

lørdag den 1. december 2012

Glædelig jul og tak for lort

Vi står så pludselig i lort til halsen. Og så på en 1. december. Der er en lørdag, hvor alt har lukket.

Orker ikke lige for mange detaljer, men det er noget med et universitet der er helt umuligt at blive klog på, og som vil udskrive mig. Som i nu. Og så bliver det jo noget med SU jeg ikke kan få, barsel jeg ikke har, kommune der skal snakkes med, Mandens barsel der bliver rykket med...

Så vi er ude i noget der måske hedder nul indtægt for mig næste år, nogle ting der skal prioriteres, noget med fripladser og/eller pasning af eget barn i eget hjem der skal undersøges, arbejde der ville være rart at finde engang til næste efterår.

Og et budget der heldigvis godt kan hænge sammen selvom vi skal leve af Mandens indkomst alene et helt år. Og også selvom noget af den indkomst bliver dagpenge. Heldig-heldigvis. For jeg har faktisk mest lyst til at skråle REND MIG I RØVEN til det der universitet. Og det er rart at vide det rent faktisk er en mulighed hvis de ikke er til at snakke med. Eller hvis jeg slet ikke gad forsøge.

Men nu... nu har jeg vist fået raset ud og panikket af og kigget nok på budgettet. I hvert fald nok til at vi kan finde lidt julepynt frem og lege hygge og koncentrere os om nu og her og en Baby, der godt snart må kigge ud.

Nåja, og lige bruge et minut på at være inderligt taknemmelig for at jeg har en Mand, som siger at det hele nok skal gå og at det er ligemeget med de penge, selvom det er ham der kommer til at hænge på forsørgertjansen. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.