fredag den 31. december 2010

Årh fuck

Nåmmen det går godt. Klokken er kun halv fire og vi har TOTALT styr på de der mange bøffer og alle de fem kilo hjemmelavede fritter.

Indtil nogen (det kunne nemt have været mig) udbryder "årh FUCK - Kransekage!"

Altså, hvordan fanden kan man købe ind til at bage kransekage og i 20 timer have glemt alt (som i alt) om det?

Heldigvis tager det jo kun et kvart mikrosekund at ælte sådan en dej sammen og ikke meget længere at bage. Ahmmen, tænk lige på hvad jeg så ellers kan have glemt? (Seriøst, tænk lige over det, for min hjerne er åbenbart stået af)

Som Jason Mraz siger: Happy NOW year

En gang i løbet af efteråret var der en her i huset (som ikke var mig) der sagde "Hva, øh, det er længe siden jeg har været til en rigtig nytårsfest - skal vi ikke bare invitere folk herud?" og så var der en anden i huset (som desværre var mig) der sagde "Jo, det lyder da som en god ide, det er også længe siden vi har holdt fest"

Så nu står vi med en (stadig) rodet lejlighed som (stadig) mangler at blive ryddet op og 3kg hakkekød der skal laves til burgere og pynt der skal hænges op og et gulv der (stadig) skal støvsuges og tøj der (igen, igen, igen) skal lægges sammen og på plads og salat der skal hakkes og bord der skal dækkes og noget musik der skal mixes og indsæt selv mere a la De Nattergale:



Nå, men burgerbollerne er da bagt og tøjet er i det mindste rent. Og gæsterne kommer først klokken fem.

BONUS INFO:
Graviditetssymptom-listen kan udvides med
  • Jeg skal tisse
  • Ømme bryster
  • Begyndende kvalme, især ved stegeos og når jeg er sulten
  • Og så er jeg træt. Fik jeg nævnt jeg er træt? Hvordan fanden skal jeg holde mig vågen til klokken meget sent og samtidig være underholdende overfor 12 gæster?
PS. Jason Mraz' nytårsliste kan findes ovre på hans (i øvrigt udmærkede) blog http://freshnessfactorfivethousand.blogspot.com/


PPS. Jeg tog mig selv i at sige "Årh, fuck, jeg gider ikke det kvalme igen" i morges. Men det er løgn. For jeg gider det godt. Jeg gider godt det hele. Bare vi må få den lille baby.

onsdag den 29. december 2010

Kryds i kalenderen

Ringede til læge i mandags. Sekretær med cigaret-stemme spurgte "er det lykkeligt?" som om det var en godkendt medicinsk term, og sagde efterfølgende tillykke. Nå, men det er da bedre end sidst hvor den gamle sekretær nærmest flippede skråt over at jeg ikke kunne fortælle hende hvor mange dage jeg var gået over tid ("Jamen jeg VED det IKKE - min menstruation er uregelmæssig")
Den ny cigaret-stemme sekretær konstaterede så at det jo ikke hastede og at hun gerne ville et par uger ind i det nye år. 12/1, værsgo. Nåmmen, tak så. Tror jeg. Er det sådan noget med at man skal være syv uger henne før de vil kigge på en?

Så ringede jeg også lige til sådan en ultralyds-klinik. Som kunne scanne fra "6+1-2 stykker" og gav mig en tid d.7. for der regnede hun med hun kunne se noget. Den 7., lissom, der er jo kun en uge + en eksamen til. Nu bekymrer jeg mig så bare for om jeg skulle have foreslået en lidt senere dato, for hvad nu hvis det er for tidligt? For det er jo kun liiige de der 6+2 hun sagde der skulle til, forudsat altså at de der udregnere passer, og jeg HAR en lang cyklus og jeg fik at vide sidst at så blev det mere upræcist med at udregne dato.

søndag den 26. december 2010

Mens vi venter

Jeg har et mærkeligt forhold til at den der test var positiv. Indtil nu er 100% af graviditeter her i husstanden jo endt med et uønsket udfald, så mit erfaringsgrundlag er rigtig skidt. Der er en del af mig som bare ikke tror på at der er noget (selvom 2 ud af 2 tests viser positiv) og en del af mig som er frygteligt bange og fortabt og bare be'r og be'r og be'r om vi ikke nok må få lov at beholde den her.

Vi tæller dage. Dage til at det hedder 7+0 og vi kan få foretaget en scanning. Og selvom der gerne skulle ligge en tid hos lægen inden da, tæller det bare ikke rigtigt - jeg tør bare ikke tro på det før vi har set et lille mini-hjerte der slår som det skal. Heldigvis var vi enige om, at næste gang (som pludselig er nu) skulle vi have en scanning så tidligt som muligt, selvom det er dyrt.

Den sidste uge med Ærten endte med at blive det der slog hårdest - jeg var i 13. uge og vi havde lige åndet lettet op, for så var den værste risiko jo overstået. Det var den bare ikke, og jeg har simpelthen ikke nerver til at gå i to måneder igen og ikke vide noget.

Så indtil videre kan graviditetsoplevelsen opsummeres med:
  • 2 positive gravidtitetstests
  • Morgensurhed (værre end normalt)
  • Træthed (orker ikke at bevæge mig efter 19.00)
  • Sart mave i oprør over 2 daglige vitaminpiller med øget jernindhold
Og at der ellers er totalt mangel på oprørt sindsstemning over situationen

lørdag den 25. december 2010

Uddrag af samtale, 23/12-2010

Konen: "Jeg tør ikke selv"
Manden: "Ok, jeg kommer"
...
Konen: "Der er to streger"
Manden: "Det er to streger vi godt vil have, ikke?"
Konen: "Jo. Der er to streger" (pause) "Der er to streger"

tirsdag den 21. december 2010

En lille stemningsspreder

En guldklump af en sang, ovre fra YouTube af

torsdag den 16. december 2010

Historien om en iPhone

Da jeg skulle hjem til min brors fødselsdag, var det den weekend det sneede så meget. Jeg stod i 1½ time på Middelfart station og pissefrøs indtil der var en af mine medpassagerer der langt om længe fik overbevist DSB om at NU måtte de godt sende en taxa. Af kompromis-årsager (så alle kunne være med samme taxa) blev jeg sat af i Bramming, så min mor og bror måtte ud og hente mig i bil klokken halv to om natten.

Inden vi (endelig, endelig) stiger ud af bilen hjemme i mine forældres indkørsel siger min mor "jeg har fået ny arbejdstelefon" Min trætte hjerne husker noget om at det havde hun vist sagt noget om at hun skulle have, og jeg tænker at så kan hun endelig holde op med at bruge den åndssvage samsung som kun kan ringe og skrive sms'er. Uden farve.

"Hvad har du så fået for en?" spørger jeg og min mor fniser skadefro (min mor har sådan et "hi-hiii" grin, som er ret sjovt på den fede måde) og jeg kan godt mærke hvor det bærer hen. "En iPhone...? Har du FÅET en iPhone?"

"4" konstaterer min bror tørt

Min mor, mere skadefro end nogensinde over at hun ENDELIG har fået skovlen under sine gadget-glade børn "Ja, og jeg må bruge den privat også. Men den drillede, og der er noget med sim-kortet så jeg kan ikke ringe fra den, så jeg var lige ved at sige at jeg hellere ville beholde den gamle" Min bror og jeg er på dette tidspunkt nærmest hysteriske af grin i ren vantro.

Der er mange ting min mor ikke forstår, teknik-mæssigt. Fx havde hun slet ikke tænkt over at selvom hun ikke kunne bruge iPhone som en telefon før hun fik et nyt simkort, så kunne hun sagtens bruge den til alt andet (måske havde hun slet ikke rigtigt tænkt at iPhone kunne bruges til alt det andet) Men hendes tre børn HAVDE tænkt på at trådløst netværk og ny (lækker, lækker, lækker) iPhone var en rigtig god kombination, så undertegnede og Søsser brugte en hel dag på at downloade apps og gøre telefonen mor-brugervenlig. Jeg vil slet ikke komme ind på min fars nærmest hysteriske anfald over Apple Store's kreditkort-politik (som han PS faktisk har ret i SUCKS), som vi valgte at ignorere - min søster er heldig at have ældre søskende med eget VISA/Dankort. Vi brugte 6kr (hele SEKS KRONER) og ligeså mange timer på det geniale Angry Bird-spil.

Og så siger min mor pludselig "det er også det alle de andre på arbejde spiller - hvorfor er det så sjovt?" hvorefter vi overlader iPhone og Level 1 til min mor og efter hun har skudt et par grønne griser fniser hun og siger igen "Men hvorfor er det så sjovt?" Hmmm

Indtil videre er det vist også mest min søster der har haft glæde af den telefon, og sidst jeg snakkede med min mor kunne hun fortælle at hun bare havde ladet iPhone blive hos teknisk afdeling i Kolding (hvor der vist er noget hovedkontor) indtil de havde ordnet det så hun kunne ringe fra den.

"Din søster sagde også: Har du ladet den blive i KOLDING? - men jeg gider ikke når det ikke virker, og så bruger jeg bare min gamle telefon så længe"

De kommer på julebesøg på søndag. Jeg er spændt på om iPhone er med.

mandag den 13. december 2010

Det ender altid med en Sony-model

Jeg har jo længe været forelsket i sådan en Kindle ovre fra Amazon. Længe. Årevis. Og så kom den nye jo, og var billig og så tænkte jeg "DEN må jeg godt få til jul"

Men SÅ var det at jeg så at Sony havde lavet en ny en, som man faktisk sådan uden videre kunne få lov til at købe i DK. Og som havde touchskærm. Og kunne fås i rød.
Til gengæld er det så kun i USA og Canada (og vist delvist UK) der er adgang til Sony's ebook store. Og hvad skulle man så med en e-bogslæser, hvis man ikke havde nogen e-bøger?

Så kom jeg så til lige at smutte forbi Sony Center på vej hjem idag. Og de havde lige en stak liggende og så kunne jeg godt mærke at PRS-650 (i sort, for rød er åbenbart kun for de særligt uvalgte, aka nordamerika) skulle med mig hjem. Selvom jeg ikke har spurgt Manden. Hvis han spørger tog den selv mit dankort og betale inden den hoppede ned i min taske.

Og jeg lååååååve it. Love it. Love it. Love it. Den kan alt. Altså, indefor rimelighedens grænser (men hvorfor skulle den også kunne lave kaffe? Vi har jo en MokkaMaster)

Så nu har vi en Sony Playstation 2, en Sony Playstation 3, et Sony Bravia fjernsyn (låååve it) og en Sony Reader. Og en Sony Ericsson mobil.

Det var ligesom da vi var ude og sondere terrænet for ny bærbar. "Iiiih, har du set?! DEN er da fin!!" og så var det kraftedeme en Sony Vaio.

Og jeg er ellers den nærige type, der går rundt i lillebrors aflagte dynejakke fordi de 500kr en ny vinterjakke koster jo godt liiiige kunne bruges bedre på noget andet.

Som fx en e-reader.

PS. Bogproblem løste sig selv, da jeg fandt ud af at google books er i ePub format - gratis bøger ud over det hele!

søndag den 21. november 2010

Selvom han havde fødselsdag...

...skulle han nok ikke have drukket helt så meget.

Mand er stadig mere død end levende.

So much for "jeg lover søndag ikke skal bruges på at sove"

tirsdag den 2. november 2010

Grønne grise

Ikke at det hele skal gå op i sygdom her på bloggen, men jeg har en av i min ene side - lidt som et blåt mærke, bare uden blåt mærke og det går lissom heller ikke væk. Men så var det min læge sagde at han ikke kunne se/mærke noget men at han for en sikkerheds skyld ville henvise mig til noget ultralyd af område-lige-under-ribbenene, som jeg så skal til i dag.
Og sig mig, kidder de mig, derude på sygehuset? Hahaha, hvor sjovt at jeg skal til en ultralydsscanning d.2. Nej, vel, det har vi ligesom prøvet og det var ikke rigtigt nogen udpræget succes. Og jeg er ellers ikke overtroisk eller noget, men min fantasi kører totalt i overdrive og skriger at det er et totalt dårligt tegn at det er d.2 og at det kan der aldrig komme noget godt ud af. Det er sikkert kræft. Eller jungle-katar. Eller den blå boa-boa.

Og for at strø salt i såret skal jeg også møde fastende, og jeg plejer at drikke meget vand, så nu er jeg tørstig. Så. Tørstig. Må... have... ralle ralle.... va.... vand.

Er også overbevist om at jeg har både hals- og blærebetændelse, og så ville jeg selv være ude om det fordi vi ikke har tændt for varmen. Og så DØR vi og katten spiser os og ingen opdager det før om en måned, for vi har aldrig tid til at se andre mennesker efter jeg er begyndt at læse.

...

Ok.. jeg skal nok stoppe. Skriver på den anden side og fortæller om den fesne forstrækning det sikkert i virkeligheden er.

UPDATE: Ej, nu regner det fandeme også og jeg skal jo ud og gå ind til bussen lige om lidt

lørdag den 30. oktober 2010

Voksen og følsom

Nåmmen, jeg blev jo det der 24 for nogle dage (*ahem*) siden. Føles lidt ligesom 23, bare koldere (men det er måske bare fordi vi ikke har sat varme på endnu, fordi det stadig er sommertid) Og så føles det også lidt sjovere når man har 8 assorterede Icing Colors, en Nigella Ekspres kogebog, Lego Creationary og en Bullerfnis cd (hvor sej er min mand ikke lige, at han finder på sådan noget?) Jeg har også et tørrestativ, men det er ikke så sjovt, bare praktisk.

Og kagen endte med en Elg-model. Skulle bare have sugekop-opvaskebørster fra Ikea. Blev 128kr. Til gengæld er mine nye dyre-udstiksforme seje.


Og nåja, så hjalp min søster med at dekorere 100 mini-muffins som jeg kunne dele ud henne i skolen

tirsdag den 5. oktober 2010

Så var der nok lige under en uge til min fødselsdag

På mandag holder jeg officielt op med at være i starten af 20erne og går over til at være i midten af 20erne, når jeg fylder 24.

24, det lyder jo slet ikke som noget jeg er.

Nåmmen, jeg havde ikke tænkt at når jeg blev 24 ville jeg være igang med at læse økonomi. Jeg havde heller ikke tænkt jeg ville fylde 24 uden at have nogen børn. Jeg havde ikke forestillet mig jeg ville være gift, bo på fyn, have så relativt få penge, stadig være i psykiatrisk behandling.

24 har af en eller anden årsag altid været forbundet med en hel masse ting for mig. Har fungeret som en grænse i min selvopfattelse.

Jeg føler mig også gammel i forhold til langt de fleste af mine medstuderende. Da graviditetstesten var positiv blev mig og Manden en generation ældre. Og vi blev ikke yngre igen, selvom vi mistede Ærten. Desuden er vi i det hele taget hurtigt sunket ned i en behagelig sat ægteskabs-konstellation hvor en hyggelig fredag aften også godt kan være noget med at få en halv gris til at være i fryseren.

Men ud over at mit liv ikke er som jeg havde forestillet mig (og som det burde være, især i forhold til at få børn) så er det ok for tiden. Jeg har fået indhentet læsningen i samtlige fag, har mere eller mindre lavet alle øvelserne og har fået hverdagen i system (har meget smart whiteboard med farvede magnet-striber)
Desuden var jeg for en gangs skyld nsync med min mor og hun havde også tænkt at de kom på lørdag (og muligvis søndag) - så jeg skal kun bekymre mig om hvad for en kage jeg skal bage, og hvilken del af førnævnte gris der skal tages op af fryseren.

PS. Hvis nogen skulle være interesserede (og havde lyst til at sende gaver! Eller bare grine af min barnlighed) følger her Konens officielle ønskeseddel

Brætspil/kortspil/puslespil
• Set
• Bezzerwizzer + Voksen
• Wiseman
• Planken ud Knud
• Beat That
• Spil fra Smartgames.dk (fx gogetter, hide&seek mv)
• Risk (gerne Ringenes Herre udgaven)
• Spillemagasinet
• Wasgij original puslespil (jeg har nr 5, 7, 9, 10 og 10year anniversary)
• Lego Creationary (og andre Lego-spil)

Lego (plejer at være en smule billigere i Toys R Us)
• Det nye Harry Potter Hogwarts (sæt nr. 4842) (psykopat dyrt)
• Creator 3-i-1 huse (sæt nr. 5891, 6754 og 4996)
• Politistationen (sær nr. 7744)
• City Corner (sær nr. 7641)
• Autocamper (sæt nr. 7639)
• Prince of Persia:
o Strudseløb (sæt nr. 7570)
o Kampen om dolken (sæt nr. 7571)
o Quest against time (sæt nr. 7572)
o Alamut (sæt nr. 7573)
• Penge til at spare op til Exclusive og Hard to Find items på lego.com

Bøger
• Nigella Lawson kogebøger
• Bøger med kortspil
• Bøger med kabaler
• History of Middle Earth, Christopher Tolkien (bind 1-3)

Diverse
• D&W bestik fra Raadvad (Kagegafler og sæt med 16+4 dele)
• Pastafarver til glasur/fondant i klare farver og evt sort (har på nettet set sæt med 8 farver i, fx hos specialkoebmanden.dk)
• Levnedsmiddelfarve-tusch
• Udstiksfigurer (specielt tal/bogstaver og juletema)
• Tørrestativ
• Strygebræt til dampstrygejern
• Næseringe
• Terninger
• Alt det jeg har glemt at skrive på

mandag den 4. oktober 2010

Ondt i hjertet

Nogle gange får man bare pludselig ondt i hjertet og svært ved at sove, uden grund.

Indtil man opdager at det var d.2. i lørdags.

Underligt som min hjerne er holdt op med at registrere det, når hjertet ikke er.

lørdag den 2. oktober 2010

Konen synes i øvrigt også

at katten snorker lige lidt vel højt

og at Telenor godt måtte oppe sig på internet-stabilitets-fronten

Konen synes i øvrigt

at det er herre-uhøfligt at sætte en msn-samtale på "hold" fordi man lige skal tale i telefon

søndag den 26. september 2010

Undskyld

Men jeg har travlt. Kan slet ikke følge med det der uni.

Og fatter hat af mikroøkonomi. Manglende interesse og dårlig forelæser er superdårlig kombi.

fredag den 17. september 2010

Hjerte (som jeg ikke kan få lov til at lave for bloggers system)

Altså, jeg elsker Julie. Jeg mener, helt uden at gøre noget har jeg fået/er jeg blevet præmieret med en herresej billedbog med titlen "Kaj er væk" Som jeg så kan give videre til Niecen (som vi PS skal passe for første gang i morgen), selvom hun måske lige mangler et par måneder før hun helt er med på konceptet "bog"

Også meget godt timet, for morbor/tante-holdet er virkelig bagud på gavefronten i forhold til mormor/morfar-holdet (men igen, hvem var det lige det skulle passe hende i morgen? Baghjul til team mor-forældre)

Nå, men det var et sidespor. Det jeg var ved at sige er at Julie er sej. For ikke nok med den fine bog dryssede der også en bunke bogmærker og, hold nu fast, et af de der "Jeg har været på biblioteket i dag"-klistermærker. Som man ikke får på voksenbiblioteket. Må finde et smart sted at sætte det.

"Tillykke med dit studiekort"

Synes måske tillykke er lige overdrevet nok. Men tak, jeg er da glad for det.

torsdag den 16. september 2010

Grunde til at uni bare er bedre, #1

Nåmmen, det er meget bedre ude på det der uni. Sådan helt grundlæggende bliver vi (for det meste) opfattet og behandlet som voksne mennesker.

Og så er det så fint at min røde mappe nu er inddelt i mikro-makro-mat-stat

torsdag den 9. september 2010

Jeg forstod det godt første gang

Kender I de der typer som er meget selvtilfredse i deres job fordi det er sådan et job hvor de på en eller anden måde redder en lille del af verden, men så blev de så opslugte i deres selvfedhed at de blev nedladende overfor dem de skulle hjælpe?

Kom til at blive en smule vrissen på finansøkonom studievejleder da hun for anden gang, i et varieret nedladende tonefald, sagde at jeg ikke kunne søge SU på ny uddannelse før jeg var udskrevet hos dem. Det skulle jeg nok ikke være blevet. For så fik jeg hele den der "Jaja, men det er jo for din EGEN skyld jeg siger det - der er bare nogen som ikke kunne... eller, det kunne de godt... men der var PROBLEMER i systemet hvis de søgte et nyt sted uden at være udskrevet det gamle sted..."

JEG FORSTOD DET GODT FØRSTE GANG

Undskyld hvis jeg har svært ved at være taknemmelig over din "hjælp" som har været en fantastisk blanding af "ahmmen, det forstååår jeg da godt" og "det er måske bedst hvis du ikke søger noget på universitetet for det er jo så STORT" og ingen som helst konkrete svar på det jeg spurgte om.

To rundstykker eller not to rundstykker

Så vågnede jeg så klokken syv i morges og kunne ikke sove mere. Så jeg lå og kiggede ud i halvmørket en times tid. Så stod jeg op og tjekkede netbank (jamen, jeg havde ligget og tænkt på hvordan der så ud på madkontoen) Overvejer nu at gå ned til bageren og købe rundstykker og lave kaffe inden Manden står op.

Ulemper:
Vi (jeg) havde en aftale om at den slags er unødvendig brug af penge
Det er ikke just slankende (har !"/&¤"%&#¤"&% taget på)
Det er koldt udenfor
Der er langt ned til bageren (ej, det er der ikke, men man skal udenfor)

Fordele:
Jeg har vist egentlig en hemmelig 50er i min pung
Det smager godt
Så langt er der jo heller ikke
Han bliver glad

Tough call.

Ej, han bliver jo glad. Jeg er gået.

tirsdag den 7. september 2010

3 måneder

3 måneder er, et eller andet sted, grænsen mellem kort tid og lang tid.

Da jeg havde kendt Manden i 3 måneder besluttede vi at vi skulle giftes. De tre måneder var længe. Længe nok, i hvert fald.

De næste 3 måneder der gik inden vi sagde Ja og skrev under (Husk, ny underskrift!) var meget lange.

Nu virker 2x3 måneder ikke som så lang tid længere. Nu kan jeg godt se det når andre siger vi blev gift hurtigt.

I torsdags var det 3 måneder siden vi mistede Ærten. Det er en uendelighed siden. Og det var i går.

På fredag er der 3 måneder til jeg ville have haft termin. Det er ingen tid. Men de havde været lange, hvis vi skulle vente.

3 måneder er lige i midten.

Det bedste og det værste i mit liv. 3 måneder. Og sammen med Manden.

Det var jo ikke sådan det skulle være

Det er rigtig, rigtig svært at skulle starte på en ny uddannelse. Også selvom jeg har fået afklaret med mig selv at jeg ikke skal noget som helst på Finansøkonom-uddannelse og har søgt ind på noget der (fingers crossed) er mere mig.

For lige meget hvad, så var det bare ikke sådan det skulle være. Vi besluttede at jeg skulle starte på finansøkonomi da jeg var gravid. Det var en kort uddannelse, med de fordelagtige SU-barselsregler, og udsigt til job bagefter der faktisk gav en indkomst. Selvom vi havde mistet Ærten søgte jeg ind på Finansøkonom alligevel, fordi jeg simpelthen ikke kunne se hvad jeg ellers skulle.

Men pludselig var alle grunde til at vælge Finansøkonom væk eller ligegyldige. Pludselig var det bare et studie med en fremtidsudsigt jeg ikke brød mig om, som handlede om alt det jeg dybest set synes er i vejen med verden. Den eneste grund var pludselig penge. Verdens allerdårligste grund.

Og selvom jeg har lyttet efter hvad mavefornemmelsen siger og sagt fra, har valgt noget andet som passer til mig og min situation... så er det stadig helt, helt, helt forkert.

Jeg skulle på barsel. Til december. Lige om lidt. Jeg skulle på barsel og have orlov så længe som overhovedet muligt og være hjemme og gøre det jeg allerhelst ville i hele verden.

Det er som om jeg lever et parallel-liv. Mit hjerte kan ikke finde ud af at den lille mini-baby ikke er der, selvom min hjerne (efterhånden) er i stand til rette mit liv ind efter det. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det bliver den 10. december, den dag kontrasten bliver allerstørst.

Hvad der blev tømt ud af tasken d.30/8

1 kapsel kaffefløde (merrild)
1 sukkerknald, indpakket (ditto)
3 (døde?) batterier
1 specialkøreplan for 500S (gyldig til 9. august 2008)
1 visitkort fra Bankrådgiver
1 pose Halls Citrus (1 stk tilbage)
1 bundt tynde pang-farvede hårelastikker
1 løs orange hårelastik
1 natbind
4 busbilletter
3 (??) foldere om "vejledning via messenger"
½ skrue (toppen)
3 sedler om sommerlukning hos psyk (i ugerne 27-28-29-30)
1 bundt hårnåle
2 løse hårnåle
1 pink blomsterørering (har ledt efter den længe)
2 (ens) flyers fra Enhedslisten
2 flyers fra uni ("Kender du karrierrecentret?" og "studiestartguide)
2 plastre, indpakket
1 plaster, brugt??
1 eksemplar af Sagaen om Isfolket
1 gummihylster-tingest til mp3-afspiller
1 A4-reklame fra brygselv.dk
1 25-øre
1 Kleenex (har været våd)
7 assorterede boner
1 program fra Bedstevennens bachelorkoncert
1 indkøbsseddel
1 brochure om KVIKkortet
1 oversigt over koncerter i foråret 2010
1 kryds&tværs-blad
1 nummer af illustreret videnskab (nr8/2010)

...

1 hospitalsarmbånd (02-06-2010, sengesafsnit D6)

fredag den 3. september 2010

First things first

Jeg HADER - hader hader h.a.d.e.r - min nystartede uddannelse.

Dobbelt op og med krymmel på.

At intro-arrangementerne er åndssvage kan jeg leve med, for nåja, sådan er den slags bare (selvom jeg ikke FATTER hvorfor den slags ALTID skal foregå med orienterings-løbs-team-building i en spejderhytte, efterfulgt af fest med UDKLÆDNING og gratis adgang til DISKO bagefter - hvor gamle er vi? 12?)

Jeg kan tilgengæld IKKE leve med at første UNDERVISNINGstime på videregående uddannelse går med at udfylde såkaldt Johari-skema som er FYLDT med stavefejl (det er ikke ok at papirer på videregående-uddannelser konsekvent mangler nutids-r) og i øvrigt er et dårligt udført stykke skema-arbejde.

Spørgsmål: "Overtager ofte ledelsen over teamets arbejde; aldrig, sjældent, ibland, relativt ofte, meget ofte"

Så jeg overtager aldrig ofte ledelsen over teamets arbejde? Eller gør jeg det meget ofte ofte? Det er jo en GRUNDLÆGGENDE spørgeskema-brøler.

I øvrigt er der dømt gruppearbejde hele september måned. Udelukkende for gruppearbejdets skyld. Hele den skriftlige del af opgaven består i at "føre logbog", "gruppens samarbejdskontrakt" og "sanktioner hvis denne ikke bliver overholdt" mv. Ahmmen, igen; hvor gamle er vi? 12?

Og "sanktioner"? Hvad fanden menes der med det? "Hvis du ikke kommer skal du tage kage med næste gang" Er det kun mig der kan se et hul i den logik?

Efter endnu et rædselsfuldt udført spørgeskema kunne det konstateres at min læringsstil er VISUEL. Nåmmen, ok så. Hvor relevant.

Åh, jeg ORKER ikke den slags. Og jeg gider ikke engang komme ind på hvad studievejlederen sagde til mig.

Har nu skrevet til Syddansk Universitet og spurgt om der stadig er ledige pladser på noget (seriøs) økonomi.

...

I det mindste er min SU-ansøgning blevet godkendt

Åh hjælp

Jeg er kommet vildt bagud med det her blog. Det er ellers ikke fordi der ikke er noget at skrive om. Har en milliard (ok, fem-seks) indlæg liggende i noteform på mobilen. Har bare ikke lige haft (tid til at have) computeren tændt.

Jeg ved I alle sammen sidder og venter i åndeløs spænding

fredag den 27. august 2010

1 ud af (mindst) 1000 grunde til jeg elsker ham

"Den dag du skal til re-eksamen... det er en tirsdag. Og der har jeg nattevagt. Men jeg skal nok stå op og gå med og sidde og vente på dig"

Kage



torsdag den 26. august 2010

Boglisten

Jeg har fået en bogliste fra det der uddannelse jeg skal igang med. Nåmmen, det er jo så fint nok at få den i god tid og det der, selvom jeg må indrømme jeg nok ikke lige farer ud og køber bøgerne med det samme. Skal lige se om jeg overhovedet gider den der uddannelse først.

Jeg skal så åbenbart have "Kunde- og samarbejdsrelationer" (som der PS er "rollespil" i på andet semester i hele 3 dage. Jojo) og der skal jeg anskaffe en bog der hedder "Præsentation der fænger - få dit budskab frem"
Jvf det der med at jeg ikke er 100% sikker på jeg skal/vil/gider den her uddannelse ledte jeg efter bogen på biblo-hjemmeside. Hvor jeg ikke kunne finde den. Så måtte jeg jo ty til google med ISBN-nummeret. Det venlige google kan så fortælle mig at bogen retteligt hedder "præsentationER der fænger - få dit budskab IGENNEM"

Jamen, er det kun mig der er FLAD af grin over det?

...

PS. Jeg HADER folk som i en bogliste skriver "nyeste udgave"

fredag den 20. august 2010

Nu måtte han godt lige skrive

Nåhmen, nu har jeg tænkt meget over det der med at det er totalt tabubelagt at snakke om abort og at folk aldrig ved hvad de skal sige og at jeg tænkte at det måtte man bare tage oppefra og ned og så se positivt på de reaktioner der kom. Men faktisk, så kan jeg godt mærke med mig selv at der er grænser for hvad jeg egentlig synes er ok.

Fx havde jeg skrevet en ret overfladisk mail til en bekendt/ven/whatchamacallit, hvor jeg også skrev at det jo selvfølgelig ikke sagde noget om hvordan jeg egentlig havde det. Han svarede nogle dage senere at han jo også gerne ville høre om det hvis der var noget galt, men kun hvis jeg kunne overskue at fortælle om det. Så tænkte jeg lidt over dét og endte med at skrive en ultrakort besked om at jeg havde været gravid og vi havde mistet barnet - med en note om at det var så kort, fordi han så selv kunne sige hvor meget/lidt han ville høre og ikke fordi jeg ikke ville snakke om det.

Så gik der så en uge uden jeg hørte noget (overhovedet). Så gik der ti dage. Så skrev jeg og spurgte om han havde fået mailen, for jeg kunne jo se han havde været online på facebook (så han havde tydeligvis internetadgang) Fem minutter efter dukker svaret "Ja, det er en forfærdentlig historie, jeg skriver snart" op.

Det var så i mandags.

Og så var det, lige der, jeg kom i tanke om at der faktisk kun er to acceptable reaktioner når man skriver en besked der kan koges ned til "jeg er ødelagt af sorg"

1. Det er ok at skrive en meget kort besked - enten for at sige "Det gør mig virkelig ondt. Jeg skriver mere senere når jeg har ordentlig tid" eller "Det gør mig virkelig ondt, men jeg har ikke lyst til at høre mere om det" - HVIS man skriver omtalte korte besked med det samme

2. Det er ok ikke at skrive et svar med det samme HVIS man inden for overskuelig tid (en uge, fx) skriver en mere uddybende og gennemtænkt/følt mail

Det er i hvert fald helt fuldstændig uacceptabelt i løbet af 16 (seksten!!) dage ikke at have skrevet andet end et lynsvar på opfordring. Ligemeget hvor travlt man har på sit arbejde.

torsdag den 19. august 2010

Jeg må være et forbyttet barn

Min mor har lææænge snakket om at hun (og resten af familien) ville komme på besøg den her weekend, fordi der var noget blomsterfestival som hun gerne ville med til. Hvilket jo passede os glimrende, nu det ligger i Mandens ferie.

For et par uger siden blev det til "Aaah, men vi ved ikke rigtigt. Din far vil gerne noget fredag aften, og måske kommer Brormand hjem på besøg den weekend" Hvilket på mor-sprog er det samme som "vi kommer ikke" Min bror ER også lige flyttet hjemmefra og selvom hun ikke vil være ved det savner hun ham afsindigt - men han kunne jo bare komme med herover, hvis det var. Selvfølgelig fulgte hun op med en "Men I kan jo også bare komme herover i stedet" Og så er det jeg sidder (igen) og ikke helt kan se hvordan det lige blev det samme som at de kom her.

Vi har jo for syv sytten planlagt vores ferie efter at de kom herover og vi skulle til det åndssvage blomsterfestival. Og ligemeget hvor kort tid det tager med tog at besøge dem, så tager det bare ekstra dage ud af vores kalender med pakning og rejse og halve dage vi ikke kan bruge til noget andet. Dage vi, hvis ikke det havde været for blomsterfestival, ville have brugt i England, Paris, en hyggelig kro.

Nu kan vi så vælge enten at bruge en forlænget weekend midt i Mandens i forvejen korte ferie på at sidde hjemme hos mine forældre og glo (langt væk fra ting vi bare skal nå inden 1. september) eller på at blive her og ikke kunne lave det vi havde planlagt og samtidig have skod-dårlig samvittighed over ikke at se min familie.

Jeg hader når de gør sådan noget. Det er ikke første gang vi har sat tid af, fordi de "regner med at komme" og det så bliver til noget helt andet. Jeg bliver sindssyg af "vi tager det som det kommer" For det betyder jo i praksis at man har en masse halve aftaler, der er i vejen for at man kan lave noget der virkelig kræver planlægning. Som fx udlandsrejser eller opgaveskrivning.

Min mor siger altid at "det må I selvfølgelig selv om" og "det skal jo ikke være i vejen for jeres planer" men man ved bare at hun bliver ked af det hvis vi ikke kommer. Jeg bliver bare så skuffet over altid at være den der har planlagt alt muligt, som så ikke bliver til noget. Og samtidig synes jeg jo det er fjollet at jeg snart er 24 og stadig ikke kan sige til min mor er vores planer bare ikke passer sammen.

Christ, altså!!

Åh, men jeg forstår det ikke. Det der med at kærlighed er så kompliceret.

For gu er det da ej.

Læste lige en bog (vil ikke sige hvilken for ikke at spoile) og så var det bare noget med "jamen han har forladt mig, og han kan ikke få mig tilbage med mindre han VIRKELIG gør noget for det" HERREGUD sindssyge kvindemenneske hvis du vil have ham må du jo råbe op og løbe efter ham. Det kunne jo være han var ligeså lost og så blev det bare aldrig til noget fordi I begge to sad der og var stolte og ville reddes eller what the fuck ved jeg. Ahmmen for fanden, jeg magter ikke sådan noget.

"Vi vil begge to gerne have hinanden, men det er for intenst, vi brænder ud" Jeg forstår det virkelig, virkelig ikke. Hvis der var to voksne mennesker som virkelig gerne ville have hinanden så er der vel INTET der forhindrer dem i det? Så luk nu røven i med det pis og tag hinanden i stedet for at være så pissebange.

Jojo, det gør ondt når det går galt. Men den risiko hører ligesom også med.

Man kan jo ikke sidde på sin flade og klage over at man har savnet lidenskab i alle ens forhold, når man så ikke er villig til at kæmpe for det forhold hvor lidenskaben er. Og bliver røvfornærmet bare der går en halv dag hvor lidenskaben er sygemeldt, og overhovedet ikke kan tilgive eller komme over nogen som helst former for krise.

Og så alle de der regler "Du må ikke ringe til ham" "Du må ikke virke desperat" "Du skal sørge for at se godt ud næste gang i ses"

Når det vel i virkeligheden ville virke bedre at man stod foran hans vindue i sit slidte joggingtøj og stortudede og sagde man ikke kunne leve uden ham. At man gav slip og gjorde det klart hvad man ville. At man elskede ubetinget og på trods.

onsdag den 18. august 2010

Ingenting for viderekomne

Så gik vi en tur i dag. Jeg kan godt lide efterår, og i dag var det vel rimelig meget efterår rent vejrmæssigt. Normalt kan jeg ikke lide at have sko på, men det var rart at gå der og have lune tæer på den der hyggelige efterårsmåde. Sammen med en varm trøje at putte sig i. Og bomuldsgamacher så ens ben er behageligt kølige mellem de lune fødder og den varme overkrop. I ved hvad jeg mener. Superhyggeligt og putteagtigt at gå der under paraplyen og være varm i alt det kolde vejr.

Så gik der så fem minutter. Våde storetæer, for spidsen på lærredssko bliver altid gennemblødt bare det ligner der kommer regn. Og man kampsveder efter man har gået 100 meter for beslutningen om den rare varme trøje var baseret på 15 sekunder stillestående lige uden for døren. I ved hvad jeg mener.

Til gengæld var det hyggeligt at komme hjem til varm kakao med skumfiduser.



Og Munchkins med Manden

tirsdag den 17. august 2010

Bare så I ved det

Dør lidt indeni hver gang jeg hører Rasmus Seebach. På den ubehagelige måde.

So much for feriestemning

I går, Mandens første officielle feriedag, gik med:

Fejning af gulv

Opvask

50 sider Steven Erikson

Shaun of the Dead

Indkøb

Munchkin

Tilberedning af fornuftigt stor portion karryret (så er der til to dage)

...

Lave ingenting: 1 (eller ½, måske, for vi lavede jo alt muligt fornuftigt også)

Lave noget fuldstændig spontant der involverer eksempelvis pas og fly: 0

mandag den 16. august 2010

Feriestemning

I dag starter Mandens ferie officielt (men han har haft fri siden onsdag)

Nu er spørgsmålet bare hvad ferien skal bruges på.

Jeg er splittet mellem 1) Lave absolut ingenting og 2) Lave noget fuldstændig spontant der involverer eksempelvis pas og fly

Dilemma dilemma

torsdag den 12. august 2010

Den korte version

Det er jo ikke fordi jeg er hjerteknugende trist over det foster som gik til grunde.

Men jeg er så trist over at have mistet det barn som vi kaldte Ærten.

Og så er jeg så usigeligt vred over at de kunne sidde der til skanningen og kalde det "graviditetsproduktet"

Den lange version

Først og fremmest, tusind tak for kommentarerne på mit forrige indlæg. Jeg gik i gang med at besvare dem, men det blev hurtigt meget langt.

Der gik et år (næsten helt præcis) fra jeg fik fjernet min spiral til jeg blev gravid. Det var enormt surrealistisk, og den primære følelse var faktisk ikke glæde. Men angst. En altoverskyggende angst for at vi ikke måtte få lov til at få det lille barn alligevel, når vi havde ventet så længe.

Jeg drømte at vi skulle have et barn en nat og vågnede op og tænkte at jeg var gravid. Var sikker på det indtil jeg vågnede helt op og fik mig selv overbevist om noget andet. Men da jeg regnede efter senere passede det faktisk med befrugtningstidspunktet.

Vi var ved lægen to gange. Syv uger henne, for at få konstateret graviditeten og otte uger henne, for at få svar på blodprøverne. Allerede der skulle vi vælge hvor jeg gerne ville føde. Føde. Det er jo det samme som at sige der kommer et barn ud af det. Jeg var bange allerede der. Jeg var så syg af kvalme kunne mærke hvordan min mave gav sig og kunne ikke bære hvis det skulle være for ingenting. Jeg fortalte lægen at jeg var så bange, og han sagde jeg bare skulle slappe af. Der var ikke noget jeg kunne gøre forkert når fostret ikke var større. Men det var jo ikke det jeg var bange for. Desuden, sagde han, når jeg var så langt henne ville jeg kunne mærke det eller begynde at bløde, hvis der var noget galt.

En aften var Manden ikke hjemme og jeg var så frygtelig, frygtelig bange for der var noget galt med den, inde i maven. Jeg græd og græd og var lige ved at ringe til vagtlægen. Men jeg lod være, for det gjorde ikke ondt andre steder end i sjælen.

Infomøde på sygehuset om Downs. Ni uger henne. Det var ikke for at skræmme os, men så vi vidste hvad nakkefoldsskanningen gik ud på. De fandt kun alvorlige misdannelser ved 2-5% af fostrene. "Selvfølgelig har jeres lille derinde det godt". Vi sad i kø i to timer og ventede på at få taget min blodprøve. Som var nødvendig for at de kunne teste for Downs. Selvom vi var ligeglade med om den havde Downs eller ej, gjorde vi det alligevel. Bare så vi kunne få lov til at tjekke om den var ok derinde. Ikke engang for at få lov til at se den og møde den. Men bare for at tjekke om den var ok.

Jeg kunne mærke på maven at den var anderledes. Den bulede anderledes i spejlet. Vi talte dage. 11+4. 12+1. Abortrisikoen mindskes dramatisk i denne uge. Det stod der i bogen. Vi kunne jo se og mærke der var noget. Jo flere dage der gik jo mere ubegrundet blev vores frygt. Statistisk. Vi havde også fortalt det til vores nærmeste. Mest fordi jeg havde så meget kvalme at jeg var nødt til at melde fra til ting.

Jeg kunne se det med det samme, på skanningen, at det ikke var rigtigt. Der var en som havde været på orlov et år, så hun skulle oplæres i det nye system de havde fået. Jeg blev ved med at tænke at det bare var fordi hun ikke gjorde det rigtigt. At den var så lille fordi hun ikke havde zoomet nok ind. At der ikke var noget der bevægede sig fordi hun gjorde det fra den forkerte side. Selvom jeg godt vidste det. De sagde at den var gået til grunde. At den kun var 8+1 stor. Jeg græd og græd og græd. De sagde at det var en helt forståelig reaktion. De sagde at 25% af graviditeter ender på den måde. 25%. Det er ikke det samme som 2-5%.

De var alle sammen meget søde ude på sygehuset. Min mor kom og Mandens søster, sammen med Niecen.

Jeg er aldrig blevet voldtaget. Men uden sammenligning i øvrigt, må det være sådan det føles. Helt, helt uønsket puttede de ting derind hvor jeg er pige og gjorde mig tom. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Det var så unaturligt og helt forkert. Vi kunne ikke vælge bare at lade den være indtil min krop selv gjorde det der skulle til.

Så blev jeg udskrevet.

Der var ingen der fortalte hvad jeg så skulle. Nogle dage senere fik jeg penicillin af vagtlægen, fordi der var kommet en infektion.

Men der var ingen der sagde hvad man så gør ved sit liv, når man fejler som mor allerede inden man fik lov at prøve.

Og ingen der fortæller hvor min baby blev af. Jeg ville så gerne kunne have haft den med hjem, så vi kunne begrave den et sted.

tirsdag den 10. august 2010

Hvordan livet ligepludselig godt kan gå i stå

Dengang i april da jeg skrev dette indlæg havde jeg håbet min blog skulle handle om noget andet. Jeg havde endda skrevet et indlæg om det, men det rette tidspunkt til at udgive det kom aldrig. Men nu indsætter jeg det alligevel her, fordi jeg føler et enormt behov for at fortælle om det.

"Vi kan vel godt blive enige om at forskellen på 1 og 2 er en.

Men at to pludselig godt kan blive til +1 og betyde tre... det er vist kun i graviditetstestens verden af streger det forekommer.

[...]

PPS. Please please please, lille mini-baby, bliv nu derinde og voks dig til en stor baby"


Det skærer helt ubeskriveligt i hjertet at læse det indlæg igen. For den lille mini-baby blev ikke større. I starten af juni da jeg var 12 uger henne, til den første ultralydsskanning, var der ikke noget liv. Det er først nu jeg overhovedet er i stand til at sætte ord på hvad jeg føler, og det føles meget vigtigt at sige noget. At råbe højt. For jeg føler mig fanget i et limbo hvor vi har mistet et barn, som bare aldrig var et rigtigt barn. Jeg står i en situation som "ikke er noget man taler om" og har en sorg der er alt for stor til at kunne rummes i en kasse der står "ufrivillig abort" udenpå.

Og nu... nu er det som om min verden aldrig rigtigt gik igang igen. Pludselig er den blevet frarøvet alt hvad der gav sammenhæng og mening. Og der var ingen, ingen, der havde nævnt at den godt kunne dø inde i min mave uden jeg mærkede noget til det, og ingen det havde forberedt os på hvad der egentlig sker når en graviditet går galt.

Men jeg har ikke lyst til at huske det for alt det der var trist, men for hvor lykkelige vi var i den korte tid vi havde den, derinde i maven. Så her, nogle ord fra den dag testen var positiv.

"Vi cyklede en tur i skoven og spiste is og plukkede anemoner (måske er det også en anemone der vokser i min mave?) Og mine bryster er ømme og alting lugter forkert. Men slet ikke så meget at jeg er helt 100% overbevist om at det ikke bare kan skyldes noget andet. Samtidig er jeg jo også 100% overbevist om at der er noget, derinde i min mave. Og jeg er bange, bange, bange for der sker den noget. Eller at den ikke ville bo der alligevel. Eller at den vokser forkert.

Og helt, helt, helt og aldeles irrationelt har jeg en følelse af at jeg ikke kan få lov til at få begge dele. At det er fuldstændig umuligt både at have Mand og Baby, og at jeg med garanti vil miste en af dem. Jeg glæder mig til at snakke med lægen (tirsdag) og endnu mere til der forhåbentlig engang er nogen der vil vise mig den på en ultralyd. Et eller andet sted er det enormt frustrerende ikke lige at kunne tjekke den er ok derinde. For ligepludselig er det det eneste i verden der er vigtigt."

mandag den 9. august 2010

Så var der lige noget med...

...et bryllup i weekenden

...grunden til jeg har været væk siden april

...hvor irriterende det er når man endelig skriver noget vigtigt i en mail og folk så ikke svarer

...SU der skulle styr på

...ferie der måske/måske ikke skal gøres noget ud af

...platte links der burde postes

...en masse ting der burde gøres

...Monster Opvasken fra Helvede der (stadig) burde tages

...Manden som sover lige inde ved siden af, men som man savner så det gør helt ondt alligevel

Og det alt sammen på trods af at der, sådan relativt, slet ingenting sker

torsdag den 5. august 2010

TSCT

Nej, det er ikke forkortelsen for en tv-serie, men står derimod for The Spoon Compatability Test.

Manden og Konen har læææænge ledt efter nyt bestik, som erstatning for det der 80er noget med brune (engang sorte?) håndtag. I ved hvad jeg mener.

Nå, men for noget tid siden fandt vi en-de-lig noget der ikke var for grimt/for mærkeligt/for Georg Jensen, men til gengæld perfekt på alle måder. Bortset fra prisen (som jo egentlig minder meget om prisen på alt muligt andet, men vi er nærige/fattige) Selv på tilbud var det noget med 50kr pr del. Altså, helt ærligt. 50kr for en GAFFEL?

I mellemtiden, mens vi gik og drømte om det der bestik, faldt vi over en sofa vi godt ville have. Som kunne alt det vores sofa skal kunne, og som ingen andre sofaer vi har set kan. 23.000, tak.

Så, det der bestik var jo ligepludselig ikke så dyrt, vel?

Jeg er glad for vi købte det. Det er najs. Jeg vil have hele mit hjem skal matche den ske. Jeg vil gerne bo i det hjem som den ske hører til i.

Desværre scorer den der sofa ret højt i TSCT (så jeg bliver ved med at længes efter den). Især den røde udgave.

Selvom sofa-salgskvinde PS besvarede mit "det er en skam det røde stof er så ru" med "Ja, og så bliver man træt af farven"
Hvorimod jeg jo aaaaldrig bliver træt af at kigge på kedelige brune, grå og nuuuude (hvad fanden er det for en farve?!) sofaer

PPS. Kom også til at bede venlig Imerco-mand om at bestille supersmarte rosti-skåle hjem til mig

PPPS. Nåh ja, det der bestik er D+W ovre fra Raadvad

Optagelsesprøve?

Undertegnede Kone har søgt ind på finansøkonomi, og fik for nogle dage siden en mail om at jeg var blevet optaget. Og var jeg lige sød at udfylde vedhæftede blanket om bekræftelse af studieplads og sende den til angivne mailadresse?

Konen åbner pdf-blanket, udfylder, "vedhæft mail"... og får så en venlig besked fra computeren om at pdf-blanketten er skrivebeskyttet* og ikke kan gemmes eller vedhæftes mails efter der er foretaget ændringer.

Hvor smart lavet af videregående, it-elskende uddannelse er dét lige?

Er det en eller anden form for udspekuleret optagelsesprøve?

PS. Endte med at vedhæfte et screendump af nævnte formular i udfyldt tilstand. Så bliver det spændende at se om det er godt nok.

* Hvorfor kan firefox-ordbogen ikke stave til skrivebeskyttet, men kun skrivebesknyttet?

torsdag den 15. april 2010

Forresten

Så fik jeg da lige 12 i den der EØ-prøve. Og i den efterfølgende også. Ikke for at blære mig eller noget.

Og apropos høje karakterer så har min lærer i Skodfaget Afsætning sagt at jeg nok også ligger til 10-12 der. WTF?! Hvordan kan det lige ske?

Umskyld, mange gange (mange, mange gange)

Jamen der er ikke blevet skrevet fordi øh... altså.. der var så meget andet... altså...

Og nu skriver jeg ikke fordi der er... øh... noget andet. Som jeg ikke må sige.

Endnu.

Ellers går det fint.

Send flere penge

tirsdag den 23. marts 2010

Godmorgen, godmorgen

Sidder med en kilometerlang to-do liste foran mig. Den har været kilometerlang længe, og i dag er der heller ikke tid til at få gjort noget ved den. Og det værste ved sådan en er at den vokser i løber af natten. Helt af sig selv. Jo, den gør!
Anyway, i dag byder på Psykiater (som jeg ikke aner hvad jeg skal sige til), dobbeltfødselsdag i svigerfamilien (som jeg ikke har købt gave til) og MOfH (monster opvasken fra helvede - som jeg nok ikke får gjort noget ved) Desuden er jeg jeg voldsomt bagud i min korrespondence. Hov, hvor gammeldags lød dét ikke lige? Det er det jeg altid siger, jeg ville føle mig bedre tilpas i 50'erne. I England.

Åh shit, den liste er lang.

I det mindste er jeg lige om lidt færdig med opgavebogen i erhvervsøkonomi. Som der PS var prøve i i går og jeg bliver herresur hvis ikke jeg får 12 (så det gør jeg ikke, for nu har jeg jinxet det)

søndag den 21. marts 2010

Lige om lidt

Åh, det er jo sommer udenfor!!

Solen er den bedste opfindelse nogensinde

fredag den 19. marts 2010

Giv mig giv mig!!

Jeg vil have ALT ovre fra Fred And Friends

ISÆR dem her

Ahmmen ER de ikke fine?

Ville ønske jeg var millionær "Ja, jeg vil godt bare bestille én af hver fra kataloget. Og 4 af de der Tea Cupcakes"

torsdag den 18. marts 2010

It'snot

Kender I den der vittighed "Is that water coming out of your nose?" "No, it'snot"

Haha. Ha.

Nå, men det var i hvert fald snot. Snot snot snot. Og mere snot.

I går løb det ukontrollabelt ud af min næse (undskyld, undskyld, undskyld for de klamme mentale billeder), så jeg nu har en hudløs, sviende næse efter alt de tørren og pudsen og nysen. I dag lader det til alt sammen at have bevæget sig ind i bihuler, ører, hjerne mv så mit hovede føles sprængfærdigt. I kender godt følelsen, ing?

Det eneste der duer er te, chokoladekiks og Pride and Prejudice. 2005-filmen. BBC-serie virkede pludselig som uoverkommelig maraton for mit tunge hovede i går. Fortryder nu, for filmen er jo slut og hvad skal jeg så se i dag?

Jaja, jeg er igang med at læse Wuthering Heights, og den er også god, men ulykkelig og kompliceret kærlighed er bare ikke ligeså sygdoms-væk-drivende som Jane Austen. Er sikker på det er videnskabeligt bevist og alting også.

tirsdag den 16. marts 2010

Paraolympiske vinterlege på Eurosport

Med slalom for "visually impared"

Hmm.. ned-ad-bakke-for-blinde?

Måske man skulle se noget mere af det der para-leg fra Vancouver

Who let the bitch in?

Aih, men hvem lukkede lige Uffe Buchard ind i alting?

Så sidder han der med sit halve overskæg (hvorfor fanden har han kun barberet den øverste halvdel af sit overskæg af?!) og er fedtforskrækket og selvglad på den ufede måde.

Og mens vi er ved det, hvorfor får Mascha Vang så egentlig stadig sendetid på fx p5000? Hvorfor er der ingen der har skudt hende endnu?

Ps.Jeg opfordrer selvfølgelig ikke nogen til vold - jeg mener.. bare skyd hende... billedligt

mandag den 15. marts 2010

Bryllupsgave

Da vi blev gift fik vi et gavekort til et kroophold i bryllupsgave af Mandens familie.

Det har vi så ikke lige fået brugt endnu. Jamen, økonomien var lidt trængt det første års tid, og hvis der skulle være kroferie, så skulle det jo være på den ordentlige måde. Med spa og gourmetmad. Og Legoland.

Men NU skal det være. Snart. Har skrevet og bedt om tilbud fra nøje udvalgt kro.

Så må vi bare se om vi kan få de 5000 op af lommen når det kommer til stykket.

Men det kan vi godt. Jo, vi kan. For selvom det er noget forsinket har alle vel krav på en fed bryllupsrejse (årh fuck, det lød som noget fra Kvik. Umskyl)

fredag den 12. marts 2010

R.I.P Kvickly-bukser

Og så er mine bukser i øvrigt døde.

De var ellers gode.

Så kan de da også bare rende mig (nej nej nej, det mener jeg slet ikke, jeg vil også gerne bare lave kaffe eller stryge papir eller...)

Nåmmen, så fik man ikke lige det der job. Som altså var MIT job. Lissom. Blev ikke engang kaldt til samtale, lissom. Lorteordning.

Men det var da også bare heldigt så, for i virkeligheden gad jeg jo slet ikke have en fuldtidsstilling, ikke engang der. Så HA "vi fik 120 ansøgninger og ud fra en samlet betragtning bla bla bla" jokes on you. Eller noget.

Men brevpapiret er pænt. Jeg finder aldrig et andet sted hvor de har så fint brevpapir. Eller så perfekt et job. Suk.

Nå, men Bedstevennen har reddet mig fra ukontrollabel selvynk "Jeg tror de havde en anden elev på hånden, som de godt ville have og i virkeligheden var opslaget proforma"

Og det var sandheden. Jo det var. Blev der sagt.

fredag den 5. marts 2010

Please!! Pretty please!! With a cherry on top..!?

Hvis der lige var nogen der stod og manglede en kontor elev fra første juni, så sagde I lige til, ing?

tirsdag den 2. marts 2010

Sans medicin

Så ham der Psykiateren fortsatte medicin-salgstale fra sidst.

Fik navnet på det foreslåede præparat og lovede at tænke over det. Hvilket jeg gjorde sammen med Manden, og udgød nogle tårer over det problematiske valg.

I virkeligheden har jeg lyst til at ringe til Psykiateren lige nu, og sige hvad jeg skulle have sagt under samtalen i dag (gerne i agressiv så-fat-det-dog tone)

"Nej. Nej, jeg skal ikke have noget medicin, og nej, jeg gider ikke diskutere det eller argumentere hvorfor, for jeg er røvligeglad med om du forstår min beslutning, og jeg er übersupermega møghamrende pisseligeglad med hvad du synes om det. Der blev sagt nej"

For længere er den faktisk ikke. Selvom jeg, som altid, sidder med følelsen af at have dumpet en eksamen når jeg siger nej til at indtage hjerne-manipulerende stoffer som ingen egentlig helt ved hvordan virker.

Som om det er en forudsætning for at få hjælp - og hvis man siger nej så er det fordi man ikke er villig til at modtage hjælp og så er man bare selv ude om det.

Jeg føler mig proppet ned i en kasse af de selv samme mennesker der "vil hjælpe mig med at finde mig selv" SÅ FAT DET DOG at mit selv IKKE ligger nede i en røvsyg kasse hvor der står "37 timer i ugen karriere for enhver pris" Det er bare ikke MIG og jeg har ingen (som i absolut I-N-G-E-N) ambitioner i at ryge i det.

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at komme frem til at jeg ikke kan alt - og at jeg i virkeligheden har det rigtig fint med det. Jeg vil helst bare arbejde 20 timer i ugen i et stille og roligt og slet ikke udfordrende job, hvor jeg ikke skal "arbejde med mennesker" Fordi resten af mit liv er vigtigere. Fordi jeg primært er Konen og det er jeg bare slet, slet, slet ikke villig til at gå på kompromis med.

Om vi så skal flytte og leve af Mandens løn alene, fordi 20-timer-i-ugen ikke er en gyldig værdi, så må det blive sådan. For jeg er alt for træt af at forsøge at skulle være noget jeg ikke er.

søndag den 28. februar 2010

Hvad siger man?

Hvad siger man til ens klassekammerat, der lige har mistet sin halvanden-årige søn?

Den klassekammerat, der trods ubeskriveligt tab, skriver en lang mail til alle i klassen for at sige tak og beskriver forløbet og fortæller at hun kommer i skole i morgen - og håber vi spørger hvis der er noget vi vil vide, selvom hun godt ved det er svært at omgås mennesker i sorg (Hvordan har hun overskud til overhovedet at tænke på, og tage hensyn til, andres følelser?)

Så hvad siger man? For jeg kan ikke komme i tanke om noget der er dækkende og/eller ikke er løgn

"Jeg føler med jer"

"Jeg kondolerer"

"Jeg er ked af det, på jeres vegne"

"Jeg ved det er svært"

"Jeg er sikker på det nok skal gå"

Sandheden er at jeg græd da vi inden ferien fik at vide hendes dreng var syg, og jeg har grædt (hulket ukontrollabelt) efter at have læst hendes mail. Jeg har bedt for hendes søn, og for hende og hendes mand (og gør det nok et stykke tid endnu). Jeg kan slet ikke forestille mig, eller forholde mig til, den sorg de må befinde sig i. Og jeg synes simpelthen det er så pisselorte-møguretfærdigt. Hun er sådan et dejligt menneske.

Sandheden virker bare heller ikke som det rigtige at sige/skrive. For set midt fra deres sorg må det virke ubetydeligt og uoprigtigt hvad jeg føler.

Så hvad siger man?

søndag den 21. februar 2010

Set på Facebook!!

"Mød Joan Ørting - GRATIS!"

Den lader vi vist bare stå as is

fredag den 19. februar 2010

PS

Tegn da lige en giraf!

http://www.olahelland.net/giraffes/

Har ikke tid

Læser Twilight.

Hader hypet pop-litteratur. Ville vente til alle havde glemt den fandtes. Men stod der lige på bibliotket, tre ud af fire. Henter Eclipse om lidt, for kan godt se der ikke går længe før jeg er igennem de to første.

Så godt er det egentlig heller ikke skrevet - men historien griber fat helt inde i mig. Fordi den er helt banal uden overhovedet at være det. Tiltaler romantikeren i mig, der selv har sådan en gående jeg ikke kan klare at være adskilt fra. Han er dog ikke vampyr (det var ikke en spoiler, vel, det vidste I godt alle sammen?)

Måske jeg lægger mærke til manglen på ordekvilibrisme fordi jeg lige har læst "The Invention of Everything Else" af Samantha Hunt. Hvor man kunne smage på lyset og mærke elektriciteten i fingerspidserne. Læs den. Især hvis du er til det lidt skæve. (Den første sætning er "Lightning first, then the thunder. And in between the two I'm reminded of a secret" - og nu skynder du dig lidt at låne bogen, fordi du bare må læse resten. Jeg gjorde i hvert fald)

UPDATE! (10. november 2011) Jeg hader Twilight. Det startede godt og blev så to bøger og en hel masse teenage-pis for langt. "The Invention of Everything Else" elsker jeg stadig. Læs den.

onsdag den 17. februar 2010

Måske

Måske er en orgasme i virkeligheden ikke den ultimative nydelse, men den ultimative længsel.

Måske er det i virkeligheden det samme

lørdag den 13. februar 2010

Pyha

Wow, hvor havde jeg bare glemt at man ikke har tid til noget andet når man faktisk laver noget hver dag.

Og nøjsh hvor går tiden dog hurtigt.

Nu er det fx ligepludselig d.13, og det er jo lææææææææææænge siden vi aftalte at min familie skulle komme på besøg den her weekend, men jeg skal da lige love for at det viste sig slet ikke at være lang tid. Jeg er jo overhovedet ikke klar til noget som helst.

Men jeg har til gengæld fået sendt den der jobansøgning (som studievejlederen sagde de ikke kunne være bekendt andet end at indkalde mig til samtale på, og hvis ikke "så finder vi på noget skørt" *stolt*) Så nu krydser jeg fingre.

De måtte godt bare ringe og sige at jobbet var mit, uden jeg behøvede at skulle igennem job-samtale (opfindelse skabt i helvede). Som i nu. Lige... Nu. Blev der sagt.

tirsdag den 9. februar 2010

Hov

Så var det da vist lige blevet tirsdag, sådan vupti.

Har de sidste dage befundet mig i symbiose med Bedstevennen, der hjalp mig med at få skrevet en jobansøgning. Det er utroligt hvordan vi supplerer hinanden og bliver istand til at finde frem til den helt rigtige formulering. Og efter fire timers (ja, så lang tid brugte vi, bare i dag) intenst arbejde bliver tendensen til at tænke ens så udpræget tydelig at det næsten er skræmmende. I kid you not, når vi arbejder sammen kommer der et tidspunkt hvor det virkelig føles som om vores tankestrøm bliver fuldstændig sammensmeltet og vi kan hente ting fra hinanden uden overhovedet at sige det. Ahmmen, helt seriøst. Han er min mind-mate. Jeg kan blive helt høj af det der idé-trip der sprudler frem.

Nåh ja, og i morgen er det onsdag.

lørdag den 6. februar 2010

Nåmmen

I det mindste vandt det der Bryan Rice ikke.

Men det var så vist også det eneste gode der kan siges om udfaldet af årets grandprix.

Hvad sker der for Abba/Police hybrid nummer i dårlig udførsel?

fredag den 5. februar 2010

Mere om afsætning

Nå, men det blev så lige til en hjemmedag i dag. Kunne mærke på mig selv da jeg kom hjem i går at der bare ikke var så meget mere at give af. Og det blev så ikke lige bedre, snarere tværtimod, så jeg tænkte at det var bedre at tage den fridag (selvom det er meget tidligt i forløbet, og jeg kommer lidt bagud) end at forsøge at kæmpe mig igennem en dag der med garanti ville knække mig.
Jeg ved ikke om det var rigtigt tænkt, men sådan blev det i hvert fald. Gik ned over noget gruppearbejde i går (jeg KAN bare ikke rumme det) og dét, kombineret med nogle uheldige arbejdstider for Manden så han næsten ikke har været hjemme, fik lige det hele til at koge over. Men måske jeg også bare skal lære at acceptere at det er sådan det er med mig. Måske.

Det der gør det der gruppearbejde dobbeltsvært er at det primært foregår i røvfaget afsætning. Nej, det er ikke sådan at jeg synes det er et svært fag eller at alt det vi skal læse er dødkedeligt. Jeg synes bare det er et overflødigt fag. Ikke forstået sådan at jeg ikke kan se hvad det kan bruges til, for det kan jeg skam godt - jeg synes bare ikke det skulle findes. Det strider i den grad mod alt hvad jeg tror på og føler politisk, religiøst og menneskeligt. Jeg kan ikke klare at have et fag hvor grundværdien, målestokken og den overordnede pointe er kapitalprofit. Og intet andet. Jojo, der er da en masse om tilfredse kunder - men grundEN til at have tilfredse kunder er at det er det der skaber mest kapital til virksomheden. Jeg bliver sindssyg over den enorme mængde mandetimer der bliver brugt til at udtænke hvordan man bedst muligt manipulerer sine kunder, og jeg bliver sindssyg over at undervisningen er så praktisk orienteret at vi skal sidde og arbejde med det "som man ville gøre i en virksomhed". Og ikke forholde sig en skid til metoderne i sig selv, men udelukkende til hvordan de bedst muligt bruges til at tjene penge.
Vores lærer i faget siger at "man skal lægge sine personlige holdninger fra sig" og sætte sig ind i virksomheden og hvad dens kunder vil have. Og det opsummerer vist egentlig meget godt hvad jeg synes der er galt med faget.

torsdag den 4. februar 2010

Afsætning

Er du SYG Afsætning er et røvfag.

Er der nogen jeg kan afsætte det til?

onsdag den 3. februar 2010

Al begyndelse er... let?

Så blev Manden så lige syg i går. Den lille stakkel. Han har det heldigvis meget bedre i dag og forlanger burgere til aftensmad - og hvad for en dårlig kone ville jeg være hvis jeg nægtede min syge mand noget? ;)

Men, syg mand til trods, så er jeg jo begyndt på det der HG. Det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Alle i klassen er jo voksne mennesker og jeg ved ikke hvorfor jeg havde forestillet mig det ville være som i folkeskolen med kliker og drama og lang tid i forvejen havde fået det blæst op til et stort problem. Der jo så viste sig at være ikke eksisterende.

I det store og hele synes jeg klassekammeraterne er søde og rare, men meget få undtagelser. Der er et par fra Venstres Ungdom som jeg godt kunne undvære at skulle se på hver dag, men heldigvis er de i det mindste ikke blanke bimbos. I hvert fald ikke den ene. På trods af hendes bimbo-navn.
Anyways, i mandags endte jeg med at sidde på samme række som dem og vi blev råbt op og fik udleveret skemaer (hvorfor de er personlige når de nu er ens forstår jeg ikke, men sådan var det altså) og jeg svarer pænt ja og rækker hånden op. Den udmærkede kontaktlærer rækker så mit skema til bimbo 1, som sidder yderst, så hun kan række det videre. Det gør hun så bare ikke. Efter lidt tid rækker jeg hånden ud og beder pænt om at få mit skema og bimbo 1 ser megaforvirret ud og forsøger prøvende at række mig den ene halvdel af det 2-siders skema (men hun kan tydeligvis godt se der er noget galt, for de to sider er ikke ens) Jeg forsøger mig med "Du har mit skema, jeg tror ikke du er blevet råbt op endnu" men det trænger ikke helt igennem. Pludselig udbryder bimbo 2 "Aiiiih, det er jo slet ikke dit skema, bimbo 1!" No shit, Sherlock(s), det er jo også kun mit navn der står øverst på skemaet og jeg har kun sagt det tre gange. Altså, forstå mig ret, fagligt er de ikke dumme, især ikke bimbo 2 - det er bare lidt som om de lever i en anden verden end os andre.

Og så er der også hende der bare snakker hele - H.E.L.E - tiden (og nej, det er ikke mig) Hvis hun lige er igang med at fortælle noget lader hun sig ikke stoppe af detaljer som at læreren er igang med undervisningen. Og hvis hun svarer på et spørgsmål kan det jo under ingen omstændigheder gøres kort, men må, nødvendigvis, føres som en samtale med læreren. Også selvom det er ligegyldigt. Ææææihhhh, jeg kan blive så træt af de typer. Hun er jo smaddersød, men en SMULE pli i undervisningssituationen ville falde på et tørt sted.

Men, som sagt, så er de fleste søde og rare og omgængelige og til at arbejde sammen med. I det omfang vi har gjort det indtil nu, i hvert fald. Kan selvfølgelig godt være at ting som "markedsanalyse" bringer det værste frem i folk.

Det skulle i hvert fald ikke undre mig om det gjorde.

mandag den 1. februar 2010

Første skoledag

Meget lang dag.

Meget meget lang dag.

Ikke dårlig.

Bare lang.

Skriver i morgen. Måske.

Nu skal jeg sove.

fredag den 29. januar 2010

Unfair hold

ADVARSEL! Dette går nok hen og bliver lidt af et bitter-indlæg. Ikke at I skal tro jeg er den bitre type. Det er bare lige en af de dage hvor sofa og dyner virker ualmindeligt tillokkende og resten af verden ellers bare kan pisse af.

Vi er ved at vænne os til Niecen. Måske fordi vi (faktisk uden at planlægge det) har set hende tre gange inden for den sidste uge. Det føles efterhånden helt normalt at hun er der, og selvom hun ikke kan så meget så er hun nu helt klart en person og ikke bare "den lille" Og hun er ualmindeligt dejlig og lækker og ama'r halshug der findes ikke nogen baby der er så fantastisk som hende. Nej, det var ikke det jeg var bitter over, selvom følelsen af at "sådan en vil vi også have" vokser til det næsten ikke er til at bære.

Nej, det som har gjort mig sur og bitter i dag er at jeg har fået &%!¤"# menstruation. Altså, ikke at det kommer som nogen specielt stor overraskelse, og jeg har jo prøvet det før, men det gav lige dobbelt-op på "universet hader mig"-følelse. Kender I det?
Og det er dobbelt (trippel?) op på spasser-ud-over-det-hele-nedern at vi lige har fundet ud af at et par i vores omgangskreds også er blevet gravide (altså, den kvindelige halvdel af parret). Og nej, vi (jeg) er jo ikke bitre over at andre bliver gravide (eller, jo, men det er ligesom den slags bitterhed man smadrer i gulvet og tramper på med det samme fordi det er noget pjat, og så glæder man sig på deres vegne); det der trigger bitterheden er at de kraftedeme ikke lige er sikre på de vil have det barn. Ok, dem om det, det er deres valg og jeg har al mulig forståelse for hvis de ikke er klar.

Men det er edderrøveme (jo, det er et ord) pisseunfair hold at det bare sådan hovsa-ups sker for dem, og os der ikke ønsker os noget højere er stuck her på en grå fucking fredag med blod ud over/af det hele.

onsdag den 27. januar 2010

Første samtale

Puha, rimelig bombet oveni hovedet efter en lang dag i går.

Første rigtige samtale hos psykiater. Nøjsh, det bed. Har altid haft meget anstrengt forhold til at være i behandling. For jo, jeg vil gerne have hjælp, men for fanden, behøver det være af sindssyge kællinger m/k (undskyld udtrykket) der lægger mig ord i munden? Har altid gået fra samtalerne med en følelse af at være misforstået - af at de enten synes jeg er opmærksomhedskrævende klynker, eller ynkeligt og sygt lille pus der har brug for medlidenhed.
Men ikke denne gang. Har haft en rimelig god mavefornemmelse omkring ham fra start og indtil videre lader det til at være en behandling der passer mig. Han virker superdygtig og professionel og formår at stille nogle spørgsmål der rører lige præcis ved de der betændte bylder af følelser jeg slet ikke kan sætte ord på. Sådan skal det jo også være (selvom det ikke er behageligt) Og går ikke derfra helt smadret med behov for at ligge på sofaen med det samme, for han er i stand til at runde af på en ordentlig måde så jeg kan lægge al gråden og de dybe, svære følelser fra mig når jeg lukker døren - og først tage dem frem igen når jeg har tid og plads til det.
Jeg føler virkelig der bliver rusket i nogle af de rigtige ting, allerede efter en enkelt samtale, og det sætter mange tanker igang hos mig. Det bliver rigtig hårdt, tror jeg (især oveni at jeg starter ny uddannelse) og jeg har drømt rigtig meget i nat om alle mulige sære ting. Tror Manden skal placeres på sofaen når han kommer hjem og så skal der varm kakako på bordet og så skal der snakkes.
Både fordi jeg trods alt ikke kan holde det hele indenbords i alt for lang tid, og fordi jeg har lyst til han skal være en del af det. Han kender jo mig som jeg er nu, og det er vigtigt for mig han også kommer til at kende hvem jeg var (noget jeg næsten helt har glemt selv) og det er vigtigt han kommer til at kende de ting ved mig som jeg først skal til at opdage. Jeg har på ingen måde lyst til det skal være "en personlig process, som ingen andre skal blandes ind i", som et tidligere led i behandlings-labyrinten sagde. For vi er fandeme to om det her liv vi har og det er en af de eneste ting jeg rent faktisk er sikker på helt dybt inde i mig selv.

søndag den 24. januar 2010

Hørt på TV2

Den Nøgne Sandhed stiller åbenbart de vigtige spørgsmål her i livet. Som fx "behøver kvinder barbere ben hver dag?"

Er der da nogen der gør det?

Ja, ok, det er der vel givetvis. Men er det normen? Er det størstedelen af de danske kvinder der bruger tid på det hver dag?

For jeg gør i hvert fald ikke. Langt fra. Men jeg er måske også bare underlig.

Jeg går fx heller aldrig med make-up.

lørdag den 23. januar 2010

Man burde vel egentlig...

...gå i seng.

Manden er afsted på nattevagt så jeg har hele sengen for mig selv. Som altid er lidt af en Aaahhh/Arrrrghhh-følelse. Er jo meget godt at brede sig. Men faktisk endnu bedre når man skal indskrænke sig i morgen tidlig når han kommer hjem i seng.

Hmm. Katten har klemt sig ned i en lidt for lille lego-kasse. Burde sætte låg på inden jeg går i seng. Og efter jeg har fjernet katten.

Hader lyden af lego der falder på gulvet. Dobbelthader det hvis det er midt om natten.

Jeg er sur på Systemet i dag

Nogle gange bliver jeg sur på Systemet. Det offentlige. Sådan rigtig barnesur med fremskudt underlæbe og underliggende afmagt.

Fx når TV-avisen bringer en historie, som åbenlyst har til formål at begejstre masserne, om at Høje Taastrup kommune har tjent (!) 4-5 millioner på at afsløre socialt bedrageri.

Er det bare mig der synes det er småligt?

Er det bare mig der er af den opfattelse at det er de (aller)allerfærreste der begår socialt bedrageri for sjov? Folk (her menes størstedelen af dem der bliver taget i socialt bedrageri) snyder vel primært fordi de ikke lige forstod reglerne. Fordi de glemte at oplyse en ting de ikke var klar over de skulle oplyse. Systemet er sygt tungt at danse med og fyldt med uforståelige paragraffer, som ikke engang de ansatte altid kan blive enige om. Og kan vi være enige om at dem der får sociale ydelser måske, primært, ikke lige er dem med mest overskud i hverdagen? Og dem der så faktisk var klar over reglerne og alligevel undlader en oplysning er, sandsynligvis, nogen der faktisk har brug for pengene.

Jojo, der er da med garanti dem der bevidst og med fuldt overlæg snyder uden egentlig at have brug for det. Men var det ikke bedre at bruge pengene på at gøre det hele mere gennemskueligt? At lave det hele om, så alle kunne have en nogenlunde rar og værdig tilværelse, hvor ingen følte sig nødsaget til at synke til snyd og bedrag. Man kunne jo fx starte med at droppe det forpulede møgåndssvage skattestop. Så var der jo nogle bankdirektørers 4-5 millioner at give til dem der mangler. Og nogle millioner fra alle os andre hvis vi bare gav lidt ekstra når vi kunne.

Trækprocent på 50. Til alle.

Undtagen dem der får overførselsindkomst - det er da for åndssvagt at bruge ressourcer på at trække skat af noget det offentlige selv udbetaler.

Undskyld det sure indlæg. Men jeg synes fandeme samfundet generelt er blevet så pissesmåligt. Så fuck da hvor meget vi giver (!) i skat, så længe vi har det rart.

PS: Og hvis systemet i øvrigt snakkede bedre med sig selv, afdelingerne imellem, så alle altid havde alle de relevante oplysninger (uden at man selv skulle oplyse dem alle mulige steder man ikke aner hvor er) ville man jo heller aldrig komme til at kunne få noget man ikke er berettiget til. Vel.

PPS: Nu var det heller ikke meningen det her skulle blive en politisk blog. Men jeg bliver fandeme så harm nogle gange.

fredag den 22. januar 2010

Manden og Konen anbefaler

Café Mauritz

på Skibhusvej i Odense

Nøøøjsh, det var godt. Jeg sværger, de fritter (som i virkeligheden var kartoffelbåde) var så gode at det næsten var orgasmisk. Jo, ama'r! Så hvis du får chancen, så fis derned og spis nogle fritter med mayo (og spørg efter deres hvidløgsdip)

Da jeg blærede mig til Bedstevennen svarede han "Mauritz? Deres brunch er ellers ikke så god" Så hermed er den også viderebragt. Men altså, brunch kan jo alligevel aldrig måle sig med burger, nachos og pomfritter, vel.

Han siger i øvrigt også at The Room har de bedste burgere, så den kan i da lige få med som en andenhånds-sidegevinst-anbefaling.

Og nu vi er igang med anbefalingerne, så tegn lige en giraf. Og giv nogle penge over til Haiti.

torsdag den 21. januar 2010

Derfor bloggen

Der sker en del i mit liv for tiden. Eller rettere, der sker ikke så meget, men det ville jeg gerne der gjorde, så derfor har jeg en del personlige projekter igang. Efterhånden så mange at det er svært at holde styr på dem alle sammen - og surt at noget af det er ting jeg ikke kan dele med mine nærmeste (Manden undtaget, selvfølgelig) Så derfor denne blog. Som selvfølgelig også er et personligt projekt, men lad os nu ikke spilde tid på den slags petitesser. Vi kan jo kalde bloggen et tovholderprojekt. Forhåbentlig.

Derfor bliver det (forhåbentlig) også noget med et dagligt indlæg med kedelige tørre statustal. Mest for at jeg selv kan følge med i hvad jeg laver, men hvis I synes det er sjovt at læse om så er det da kun ekstra bonus. Nåh ja, og selvfølgelig en masse andre indlæg uden tørre statustal, men jeg kan ikke garantere at det bliver mere interessant af den grund.

Nå, anyways, projekterne er som følger:

Jeg er efter en længere labyrint-stafet gennem det psykiatriske system end hos en privatpraktiserende psykiater, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at kunne leve med angst og depression. Og for en gangs skyld er fokus ikke "du skal fungere socialt/i skolen/på arbejde/etc" men "du skal finde ud af hvad du vil" Jeg har på fornemmelsen der dukker en masse op undervejs, og jeg håber bloggen kan fungere som ventil.

I februar starter jeg på handelsskolen. 12 ugers kursus, som, hvis alt går vel og jeg kan overkomme det, gerne skulle munde ud i en elevplads et sted. Noget anderledes end den universitetsuddannelse jeg altid havde tænkt mig jeg skulle have, men omstændighederne har gjort det nødvendigt (eller i hvert fald ønskværdigt) at sadle om. Jeg er skrækslagen, fordi jeg ikke aner hvordan det bliver.

Slankekur. Det evige tema i hele blogcity, I know, men ikke desto mindre har jeg begivet mig ud i en. Jeg kan ikke længere passe mit tøj og efter lang tids sygemelding føler jeg mig også fed og lasket. Heldigvis er Manden med på kuren så vi hygger med grøntsagsmad og starter forsigtigt op med at cykle lidt (når sneen forsvinder) Jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen nogenlunde slankefri, ud over vægt-status og (forhåbentlig) juhu-indlæg over tøj der passer igen.

Sidst, men ikke mindst, projektet over dem alle. Det der fylder mest og det jeg kan dele med færrest. I et lille års tid har Manden og Konen arbejdet på at få en graviditet op at stå, men der som om der ikke rigtigt er held i sprøjten (pun intended) Primært tager vi det stille og rolig, for vi har det jo også godt selvom det kun er os to, men det nager mig om der skulle være noget i vejen, så jeg er begyndt at måle min temperatur om morgenen, for at få et overblik over hvornår og hvor ofte jeg har ægløsning. For mig, tror jeg, handler det i langt højere grad om at lokalisere "problemet" end egentlig, nødvendigvis, at skulle lave en baby lige nu og her. Jeg vil hellere forholde mig til "vi kan ikke/har svært ved at få børn" end "Mja, måske, måske ikke"
Vi har valgt ikke at indvie nogen i projektet, mest fordi vi har brug for at det sker i vores eget tempo, men også fordi vi ikke har lyst til at skuffe/bekymre vores nærmeste uden grund. For ikke så længe siden fik vi en lille niece og det har sat gang i en hel masse tanker og følelser omkring det at få børn. Da vi havde set hende første gang begyndte jeg at græde da vi kom hjem med den eneste begrundelse at "hun er så fin" Min svigermor (som vi troede fik sin barnebarnslyst stillet med niecen) har indsat frontaltangreb med "Det ville jo være så fint med en fætter eller kusine tæt på, så de har hinanden" og jeg er ved at tude hver gang. For vi vil jo gerne. Vi begyndte at forsøge lidt før vi fandt ud af hun var gravid, og vi tænkte også "hvor fint, så bliver de jævnaldrende" (naivt, I know)

Nu blev det lige en længere smøre, men altså, ideen var at jeg kunne lukke lidt ud på bloggen - også så vi senere har på skrift hvordan det var dengang vi ikke havde børn og bare var Manden og Konen.

onsdag den 20. januar 2010

Sent på en onsdag

Manden er faldet i søvn på sofaen. Ligeledes katten. Måske det snart var tid til at gå i seng.

Og vente til i morgen med at finde sig til rette på blogger