Første samtale

Puha, rimelig bombet oveni hovedet efter en lang dag i går.

Første rigtige samtale hos psykiater. Nøjsh, det bed. Har altid haft meget anstrengt forhold til at være i behandling. For jo, jeg vil gerne have hjælp, men for fanden, behøver det være af sindssyge kællinger m/k (undskyld udtrykket) der lægger mig ord i munden? Har altid gået fra samtalerne med en følelse af at være misforstået - af at de enten synes jeg er opmærksomhedskrævende klynker, eller ynkeligt og sygt lille pus der har brug for medlidenhed.
Men ikke denne gang. Har haft en rimelig god mavefornemmelse omkring ham fra start og indtil videre lader det til at være en behandling der passer mig. Han virker superdygtig og professionel og formår at stille nogle spørgsmål der rører lige præcis ved de der betændte bylder af følelser jeg slet ikke kan sætte ord på. Sådan skal det jo også være (selvom det ikke er behageligt) Og går ikke derfra helt smadret med behov for at ligge på sofaen med det samme, for han er i stand til at runde af på en ordentlig måde så jeg kan lægge al gråden og de dybe, svære følelser fra mig når jeg lukker døren - og først tage dem frem igen når jeg har tid og plads til det.
Jeg føler virkelig der bliver rusket i nogle af de rigtige ting, allerede efter en enkelt samtale, og det sætter mange tanker igang hos mig. Det bliver rigtig hårdt, tror jeg (især oveni at jeg starter ny uddannelse) og jeg har drømt rigtig meget i nat om alle mulige sære ting. Tror Manden skal placeres på sofaen når han kommer hjem og så skal der varm kakako på bordet og så skal der snakkes.
Både fordi jeg trods alt ikke kan holde det hele indenbords i alt for lang tid, og fordi jeg har lyst til han skal være en del af det. Han kender jo mig som jeg er nu, og det er vigtigt for mig han også kommer til at kende hvem jeg var (noget jeg næsten helt har glemt selv) og det er vigtigt han kommer til at kende de ting ved mig som jeg først skal til at opdage. Jeg har på ingen måde lyst til det skal være "en personlig process, som ingen andre skal blandes ind i", som et tidligere led i behandlings-labyrinten sagde. For vi er fandeme to om det her liv vi har og det er en af de eneste ting jeg rent faktisk er sikker på helt dybt inde i mig selv.