Krisetid

Hallåååååå, Kone, hvad fanden laver du? Her er jo stille som en hel flok mus (egentlig noget pjat at sige "stille som en mus" for mus larmer jo helt vildt)

Jaaa, jeg ved det. Har krise. Ikke over bloggen, vel, sådan direkte. Men over livet. Håber ikke det er midtlivskrise, for det er lidt tidlig at være halvvejs ved 26, synes jeg. Kvartlivskrise? Nej, så skulle jeg blive 104. Bliver jeg nok næppe. Tredjedelslivskrise?

Nå, men krise er der i hvert fald. Af den slags hvor man ikke ved hvad man skal med sit liv. Jeg er helt på herrens mark, og jeg kan ikke komme det nærmere end at det lige nu er forkert. Ikke Manden og Ronan og Gryntegrisen og Byen Ved Vandet, vel. Men resten. "Resten", som i forvejen er nærmest ikke-eksisterende. Studie/arbejde/hverdag/sociale liv/find selv på flere.

Mandens barsel er slut lige om lidt, og det i sig selv er jo nok til at udløse krise. Jeg er seriøst nervøs for om jeg kan klare det hele selv, og jeg har haft det rigtig skidt og følt mig latterligt utilstrækkelig på det sidste. Den ene røde lampe efter den anden begynder at blinke; træt, svimmel, sur, laver lister, kan ikke overskue noget, alting virker vigtigt, nærmest konstant følelse af deja-vu. Bange. Bange bange bange. Og det er den værste, for der er jo både sund nu-mærker-du-lige-efter-engang-bange og aldeles usund helt-ude-af-proportioner-bange, men man kan ikke kende forskel når man står midt i det.

Så krise. Fordi jeg ikke kan finde ud af hvad det egentlig er jeg skal. Eller vil, for den sags skyld. Skal vi ikke bare sige vi vinder i lotto på lørdag, og så løste den hele sig selv?

Søvnløs

Jeg er vist gået død. Jeg har det i hvert fald ikke så godt. Jeg har svært ved at falde i søvn, og jeg glemmer ting. Som fressembel at skrive låveståry. Eller hvad det egentlig lige var jeg var ved at sige. For det er jo ikke fordi jeg ikke har noget at sige, der er så stille på bloggen. Jeg har jo masser af gode indlæg, som jeg ligger og tænker på, mens jeg alligevel ikke kan sove. Men så glemmer jeg dem når jeg tænder computeren. Og får koldsved af at stirre på den blanke skærm.

Måske det bare er fordi vi skal holde den der fest om lidt (på mandag, faktisk. Yikes). Det håber jeg. Orker ikke rigtigt alternativet.

In other news

Jeg bør nok egentlig starte med at sige vi har fået en madras til barnevognen. Tirsdag i sidste uge, hvor Butikschef ringede af sig selv, for at aftale noget (mon han læser med på bloggen?). Der var absolut nul pis, og Manden tog derind, for Butikschef ville gerne sørge personligt for det blev gjort. Og så blev jeg virkelig meget i tvivl om han i den første mail mente vi bare skulle komme og få en madras. Betød "I Jeres søgen efter den mest hensigtsmæssige madras til Jeres vogn – vil jeg naturligvis gerne stå til rådighed for fremvisning og information." i virkeligheden "Kom glad og vælg fra alle hylder, jeg tager mig personligt af sagen" - eller fik piben bare en anden lyd fordi jeg nævnte Forbrugerrådet? We'll never know. Og det er sådan set også lige meget nu, for nu har Grynten fået en ordentlig (helse)madras.

Så er der mødregruppe, som jeg startede i i onsdags. Jeg var fuldstændig smadret (læs: grædefærdig) da jeg kom hjem, men jeg gør mig virkelig umage for at beholde optimist-hjelmen på alligevel. Det skal nok blive godt. Det skal det. De andre virker jo søde, og hvem ved, måske viser det sig at en (eller flere) af de andre er film/lego/LotR/munchkin-nørd(er). Og på et tidspunkt holder de jo op med at være nye, angstprovokerende mennesker, og bliver til sådan nogen jeg kender i stedet for. Det bliver godt. Det gør det. På et tidspunkt.

Og så er laseren i vores Playstation stået af, så den kan ikke læse hverken spil eller film. Upraktisk at to af de tre ting vi bruger den til ikke virker (den tredje ting vi bruger den til er Netflix). Så nu skal vi til at tage stilling til om vi skal købe en ny (brugt) eller købe en ny laser og udskifte den. Jeg kan sagtens selv udskifte sådan en laser, men den koster 500kr, og hvad nu hvis det i virkeligheden er noget andet end selve laserhovedet der er dødt. En ny (brugt) er dyrere, men de kan fås med controllere, og sådan en mangler vi i virkeligheden en ekstra af, og hvis der så også er et hdmi-kabel med er det ekstra win - så for 1500kr kan vi få laser der virker, controller der virker og ekstra kabel. Så det er næsten ikke dyrere end at købe delene hver for sig. Til gengæld havde jeg jo ikke regnet med at skulle købe nogen af delene lige nu, og så virker 500kr. lidt mere tillokkende. Især fordi jeg faktisk havde tænkt at jeg skulle spare op til en ny telefon. Nå, men er der nogen der vil købe en brugt 40GB PS3 med defekt laser? Evt. med en controller til. Og evt. med en ny laser - jeg skal gerne skifte den, så længe det bare ikke er mig der skal betale.

Nåja, og så skylder jeg da vist også en fødselsberetning efterhånden. Men, truth be told, så har jeg været (og er stadig, selvom jeg ikke vil være ved det) ked af den fødsel. Og jeg har været ked af at jeg har været ked af det. Og haft dårlig samvittighed over det, for det gik jo alt sammen godt, og det virker så forkælet at gå og være ked af en nem og fuldstændig ukompliceret fødsel. Nå, men jeg skal nok få taget mig sammen. Engang.

Sidst, men ikke mindst, så var der Store Mande Gave Dag, som egentlig fortjener sit eget indlæg. Med billeder. Ved I hvad, jeg skriver det i morgen. Og hvis ikke, så mind mig lige om det, for så har jeg glemt det.

Ikke-barsels-ikke-blues

Egentlig blev jeg lidt sur på sundhedsplejersken, der sidste mandag, da hun sad og sagde, at jeg "har det vi kalder blues" efter hendes computer havde spyttet et ottetal ud. Fordi det er så skide subjektivt, og jo overhovedet ikke har noget med efterfødselsreaktion at gøre - det er bare sådan jeg reagerer. På alting. Default setting når jeg står i noget ukendt er at jeg bliver ked af det, angst og ikke kan sortere i de indtryk jeg får.

Så jeg gider egentlig ikke have stemplet "barselsblues" puttet på, især fordi det så kommer til at lyde som om a) det har noget med Grynten at gøre og b) det er noget der kan behandles isoleret. Men jeg tror så næppe sundhedsplejen i Byen Ved Vandet lige har redskaber til at fikse det, eftersom flere års terapi (endnu) ikke har gjort det. Selvom de ellers er flinke nok, dernede i Sundhedshuset.

Nå. Men det er jo ikke fordi det ikke er hårdt. Eller, det er jo ikke hårdt hårdt, men jeg har så sindssyg svært ved at slappe af. Fordi jeg er bange for ikke at slå til (det er en helt generel flaw jeg har, jvf. førnævnte terapi). Og det er så åndssvagt, for jeg VED jeg er en god mor og jeg VED hvad min mavefornemmelse siger, men der er alligevel den der gnavende "hvad nu hvis du tager fejl". Selvom det bare var en ud af en million for jeg var forkert på den ville det gnave. For det er så pisse vigtigt når det er Gryntegrisen. Det er det vigtigste i hele verden, og jeg skal bare ikke fucke det op.

Det er jo meningen jeg skal være supermor. Det er det her jeg skal kunne finde ud af. For hvis ikke, så kan jeg jo bare ingenting.

En hel dag

Hvis jeg nu var sådan et normaltfungerende menneske, så ville min dag være virkelig afslappende og overskuelig i dag. Har et møde med faglig vejleder klokken to, som virkelig bare er en formsag, en aftale hos psykiater klokken fire og så aftenmad hos Kaye og Jyden. Som sagt, en virkelig overskuelig halv-fridag for et normaltfungerende menneske.

Jeg er bare slet ikke noget der nærmer sig normaltfungerende på det område. Jeg føler mig virkelig on edge (hvad fanden hedder det på dansk?) og har ondt i maven og føler mig presset og stresset. Har slet ikke lyst - har faktisk mere lyst til at tude.

Er træt af det skal være sådan. Er så træt af ikke at kunne, og ikke at kunne forklare hvorfor. Især fordi det bare er så pisse usynligt. Jeg mangler jo ikke et ben, eller sådan noget, og jeg virker faktisk også nærmest normal hvis man møder mig på hjemmebane til et stykke kage.

Er i virkeligheden aller-allermest træt af at fordi jeg har svært ved det, er der endnu flere svære ting jeg skal.

Gode ord (18+3)

Jeg mindes at da jeg ventede Ronan skrev jeg en masse indlæg om graviditet og scanninger og tanker om fremtiden og al den slags gejl. Nu er vi lige om lidt halvvejs i den her graviditet, og jeg kan ikke rigtigt finde på noget at skrive. Ud over "Det går godt, send flere penge" (Og bare glem det med pengene, for min mor har lige givet os nogen)

Min psykiater nævnte det faktisk i går. At jeg er virkelig god til at sætte ord på og nuancere de dårlige ting, men ikke har ret mange ord til de gode. Det er ikke sådan at jeg ikke føler de gode ting ligeså stærkt eller ligeså nuanceret. Jeg har bare ikke rigtigt ordene, og det er mig egentlig ret fremmed at skulle udpensle de gode ting. For hvorfor skulle det være nødvendigt? Konstateringen "der er ikke noget galt - graviditeten går godt" siger jo det hele. I min verden er det kæmpestort at der er noget der bare virker som det skal, og som jeg ikke skal bekymre mig om. Grænsen jeg har stræbt efter de sidste 15 år (mindst) hedder "det er ikke dårligt" Og det var måske på tide at udforske den anden side af den grænse lidt nærmere.

Det er ikke meningen det skal udvikle sig til en taknemmelighedsdagbog - for jeg har slet ikke svært ved at finde x antal ting jeg er taknemmelig for hver dag. Men jeg har rigtig svært ved at beskrive de gode følelser, og jeg ville egentlig gerne blive bedre til at udforske dem lidt nærmere, i stedet for bare at læne mig tilbage og fokusere på at det ikke er skidt.

Så, kedeligt for jer læsere, sandsynligvis godt for mig: Gode (forhåbentlig) ord om gode ting.

Babyen er begyndt at møffe rundt - det er vel et par uger siden de første små bløps begyndte og nu er der næsten garanti for den begynder at bøvle når jeg skal til at sove. Ok, jeg ligger også sådan halvt på siden/halvt på maven og sover, men alligevel. Den har da så meget plads derinde endnu at den vel ikke behøver møffe over i det hjørne hvor den ikke kan være. Men måske den bare godt kan lide at ligge klemt og mast mod sin mors maveskind? Jeg kan i hvert fald godt lide at ligge og mase lidt, selvom det holder mig vågen.

Det her indlæg ovre hos AB. Det er nemlig mig som skal have kjolen - og det er vel altid rart at blive beskrevet som "ærlig, humoristisk og åbenhjertig". Den passer perfekt ind i min garderobe. Når den ankommer skal jeg nok billeddokumentere hvorfor. Uh, det kunne være fint hvis den nåede at komme inden vi skal til København (Men det er også fint hvis den først kommer efter, så ingen stress, AB)

Ordveksling nede i Føtex:
Mig: Uh, se, de har gennemsigtige røde trusser til en tier!
Manden: Eller dem her! (små bitte med sorte blonder, red.)
Mig: ...
Manden: Er de overhovedet til at gå i?
Mig: Nej. Men det var vel heller ikke det de skulle bruges til
Manden: Du må gerne få de røde, hvis det er
Mig: Du må vælge - de er jo mest til dig
(Needless to say, det blev de sorte. Som jeg i øvrigt fandt ud af også har fine små prikker på)

Jeg kan utrolig godt lide at den her graviditet bare er helt normal og gennemsnitlig. Det er en helt underligt ikke at skulle andet end bare at hygge og glæde os, men også virkelig befriende. Så hej, rare, ubekymrede andet trimester. Du er hjertelig velkommen.

Inde fra kassen

Manden har fået vetoret, for jeg kan ikke selv sige stop. Det bliver en ond cirkel af utilstrækkelighed for jo mindre jeg kan, jo mere kommer jeg bagud og jo mere vil jeg nå.

I dag blev fyldt op af julegaveindkøb, og jeg VED jo godt at det er mere end rigeligt til en dag, men alligevel nager julekalenderen, kagebagning, julekort, oplysninger... eksamenslæsning og su-papirer kan jeg ikke engang hvad holde ud at tænke på.

Det er derfor Manden har vetoret. For han er stadig stort set mentalt velfungerende og kan finde ud af at sige at nu går vi i seng.

Rimelighedens grænse

Min psykiater har én regel: at jeg skal komme til vores aftaler.

Jeg tænker at det må være indenfor rimelighedens grænser. Det tror jeg egentlig også han mener, men hvor rimelighedens grænse går fornemmer jeg vi har en lidt forskellig opfattelse af.

Fx kører dsb ikke rigtigt i dag. Og busserne kører som de plejer, hvilket vil sige de heller ikke kører supertit. Jeg har en aftale med Manden (men det gør det vel ikke mindre til en aftale?) om jeg vi skulle være sammen i dag, indtil klokken tre, hvor jeg skulle afsted. Vi har så også en aftale om at spise ude hos Kaye og Jyden, hvor maden står på bordet klokken seks. Bevares, det kunne da nok godt aflyses, men det er stadig en aftale - og i min verden rangordner jeg egentlig ikke rigtigt aftaler.

Jeg KAN godt komme til min aftale med Psyk i dag klokken ti minutter i fire. Hvis jeg tager hjemmefra klokken to. Og så kan jeg så først være ude ved Kaye og Jyden klokken tyve minutter i syv. Jeg kan også komme lidt for sent til psyk - men så jeg skal stadig afsted inden tre, og jeg kommer ikke tidligere hjem. Og det virker dobbeltåndssvagt med bus-bøvl for under en halv times samtale.

Det er måske her, umiddelbart inden aflys-to-aftaler-og-brug-fire-timer-på-at-nå-45-minutters-samtale jeg synes rimelighedens grænse går. Jeg ringede og var ærlig overfor hans sekretær - for jeg synes fandeme også det er pisærgerligt at skulle aflyse første aftale i genoptaget behandlingsforløb - men det lød ikke umiddelbart på hende som om han ville være enig i den der grænse. Og jeg kan bare godt mærke at jo mere de insisterer på jeg kommer, jo mere stejler jeg. For jeg synes ikke det er fair at bede mig om at prioritere det så meget højere end resten at mit liv at jeg skal aflyse to aftaler, og bruge mere end en fjerdedel af mine vågne timer på at nå en aftale om fucking 45 minutters samtale.

Men det er måske bare mig.

Handicappet?

Inde hos SU-styrelsen kan man søge et såkaldt handicaptillæg, hvis man har "en varig funktionsnedsættelse" som gør at man ikke kan have et job ved siden af sine studier. Jeg kan jo dårligt nok finde ud af at have et studie, men eftersom jeg har været ind og ud af systemet og en hel masse rundt omkring, diagnose- og journalløs, har jeg ikke turdet søge det før nu. Nåja, det, og så at jeg jo ikke helt føler jeg kan være bekendt at søge om ekstra penge, for der er jo nogen der har det værre end mig og alt det der.

Til dem der aldrig har prøvet SU og/eller særlige tillæg kan jeg oplyse at SU-styrelsen er en jungle. En jungle som sjældent udspyer oplysninger der stemmer overens med andre instansers oplysninger, eller, ja, deres egne. Således står der på deres hjemmeside at relevant dokumentation er en speciallægeerklæring og journaloplysninger. Da jeg nævnte det for min psykiater blev han virkelig forvirret i blikket og mere oprørt end jeg nogensinde har set ham (hvilket stadig ikke er ret meget) og ytrede at det overhovedet ikke kunne passe. Speciallægeerklæringer er store og dyre og overkill, og det gav slet ingen mening at de bad om noget så privat som min journal. Jeg blev sådan lidt "don't kill the messenger, jeg siger bare hvad der står på deres side - jeg skal nok gå ned og spørge dem"

Det gjorde jeg så.

Konen: "Hej, jeg er ved at udfylde sådan en ansøgning om handicaptillæg, men jeg kan ikke finde ud af hvilken dokumentation jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder: "Jamen det står på ansøgningen"
Konen: "Ja, men jeg synes bare ikke det var særlig udførligt"
SU-medarbejder: "Det står der. Jeg sidder faktisk lige med en ansøgning her. Se, der."
Konen: "Ja, ok, men jeg er i tvivl om hvad det er jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder (læser højt): "Nedsatte bevægelsesfunktioner: du skal vedlægge erklæringer fra speciallæge eller sygehus. Ryglidelser: du skal vedlægge journaludskrift fra sygehus eller speciallæge..."
Konen: "Ja, men..."
SU-medarbejder: "...Synslidelser: du skal vedlægge oplysninger fra hospital, øjenlæge eller Statens Øjenklinik..."
Konen: "...det er psykisk!"
SU-medarbejder: "Ok, det står lige der: du skal vedlægge oplysninger fra psykiater"
Konen: "Men hvilke oplysninger?"
SU-medarbejder: "..."
Konen: "Det er ikke særlig specifikt"
SU-medarbejder: "Nej, det er jo en individuel vurdering. En diagnose, jo. Og en kopi af din journal"
Konen: "Hvad med tidligere journaler?"
SU-medarbejder: "Ja"
Konen: "Den er altså ret stor" (demonstrerer med tommel- og pegefinger hvor tyk den er)
SU-medarbejder: "Nej, ikke når den er så stor. Bare henvisninger, måske"
Konen: "...ok. Tak. Så. Det går jeg hjem og kigger på"

I dag ringede jeg så til psykiaterens sekretær for at oplyse om SU-styrelsens oplysninger.

Konen: "Hej. De vil gerne have en kopi af min journal"
Sekretær: "...det lyder altså mærkeligt. Det har vi aldrig gjort"
Konen: "Men det var det de sagde"
Sekretær: "Det må have været en meget uerfaren medarbejder du snakkede med. Normalt så laver vi sådan en erklæring, med en diagnose og den slags - en journal er jo alt for personlig at have svævende rundt i systemet på den måde! Og det er du da heller ikke interesseret i?"
Konen: "Nej, men det var det de bad om. Og ellers kan jeg jo ikke søge det tillæg"
Sekretær: "Ej, jeg er sikker på at hvis du snakkede med en der var mere erfaren ville de også sige at sådan en erklæring var nok"
Konen: "Jamen hvis det er det I plejer, så går jeg ud fra det er nok"
Sekretær (virker stadig helt harm over at de vil have udleveret journal): "Ja, de har jo ingen interesse i din journal! Den er jo også lang og der står en masse personligt, og behandlingsspecifikt. Det må virkelig være nok at de får en diagnose og en tidshorisont. Skal vi ikke sige at hvis du ikke hører fra mig, så gør vi bare sådan?"
Konen: "Jo, endelig. Så må de jo sige til hvis det ikke er nok"
Sekretær: "Ja. De kan jo også ringe til psykiateren og snakke med ham, hvis der er noget!"
Konen: "Ja, så må de jo gøre det (*smirk*) Tak"

Næste punkt: skrive til lægen og høre om hun har adgang til mine tidligere henvisninger og sygemeldinger. Eller om jeg selv skal til at kontakte sytten forskellige læger, for at rekvirere dem.

Faktisk, så er det næsten sådan at hvis man formår at aflevere en korrekt udfyldt og veldokumenteret ansøgning har man bevist at man ikke har brug for tillægget. De beder mig i hvert fald om at gøre alle de ting jeg forsøger at overbevise dem om jeg ikke er i stand til.

UPDATE: Sekretæren ringede igen og sagde at de plejer at få sådan en skema, i den slags sager. Så ringede jeg til SU hvor jeg fik at vide at et sådant fandtes ikke, og jeg skulle bare vedlægge det min psykiater fandt relevant - og det behøvede ikke være en journal. Nå, men det er da godt de selv ved hvad de laver.

Det der depression

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget i mit liv. I mandags var Emmie her jo fx. Og i går var der legolektiedate med Prinsessen. Og så var der i dag hvor Niecen stak i et hyl da hun så mig - ikke fordi hun var sur, men fordi hun havde gået og ventet urimeligt lang tid på at jeg skulle komme (vi snakker et helt kvarter her) og det havde åbenbart været en virkelig traumatisk oplevelse. Og der er gåture, kirkegården, sms'er med Coco og en teaser til julekalenderen.

Men mest, så er det bare tåget.

Virkeligheden glider ud af fokus og det hele flyder sammen til en grå suppe, hvor selv ugedagene kan være svære at holde styr på. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hverdagen og har virkelig svært ved at finde følelser frem og få dem ud. Jeg bliver faktisk til en ret kedelig og grå suppe udenpå også, og jeg kan ikke finde ud af at være noget for Manden.

Jeg hader depression. Jeg hader den formløse klump jeg bliver til, både indvendig og udvendig, og jeg hader at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg hader at jeg har knoklet pissehårdt de sidste fem måneder for ikke at blive ædt af den forbandede sorg, for at komme videre, og så er det bare det samme rådne lort der er på den anden side. Den samme rådne depression.

I mellemtiden står jeg op, tager bad, vasker tøj, laver lektier, reder seng, zapper fjernsyn, spiller spil, rydder af, pakker taske, går i seng. For hvad skulle jeg ellers give mig til?

---

Og se, nu blev klokken pludselig halv elleve. Har taget mig en time at skrive det her indlæg. So much for tidlig sengetid og tidlig start i morgen.

Før storm

Dengang i foråret hvor vi lige havde fundet ud af den var helt gal med bebisen inde i maven løb jeg tør for ting at sige til min psykiater. Der var ikke andet i mit hjerte og min sjæl end den lille Ananas og jeg kunne ikke få psykiateren til at forstå at det alt sammen var noget andet når det var babyen. At det ikke kunne sammenlignes med tidligere begivenheder i mit liv, ligemeget hvor mange andre situationer han kunne komme i tanke om at nævne. Derfor besluttede jeg at tage en pause inden det gik helt i hårdknude, og mens jeg stadig kunne bevare min tro på at han trods alt besidder medmenneskelighed, selvom det nogle gange lader til at være sekundært i forhold til hans virke.

Da vi kom hjem fra ferie ringede jeg og sagde jeg var klar til at starte op igen. Sekretæren kunne godt huske mig, og var virkelig sød, og vi lavede en aftale om at hun, indtil der bliver en fast tid ledig, ringer til mig når de får et afbud. Således har jeg fået en tid i morgen tidlig, og jeg er virkelig spændt. For kan jeg få ham til at forstå at jeg helt grundlæggende er et andet menneske end sidst han så mig? Kan jeg få ham til at forstå at Ronans liv og død hverken kan eller skal bruges til forståelse af andre situationer i mit liv? På den ene side er jeg blevet meget mere afslappet omkring en masse ting, men på den anden side er jeg også bare blevet virkelig kompromisløs på nogle områder. Det er måske i virkeligheden nok to sider af samme sag - jeg er blevet kompromisløs nok til at sige fra, og afslappet nok til ikke at have det dårligt med det. Det håber jeg bare han forstår med det samme; at jeg er nogens mor nu.

Godmorgen, godmorgen

Sidder med en kilometerlang to-do liste foran mig. Den har været kilometerlang længe, og i dag er der heller ikke tid til at få gjort noget ved den. Og det værste ved sådan en er at den vokser i løber af natten. Helt af sig selv. Jo, den gør!
Anyway, i dag byder på Psykiater (som jeg ikke aner hvad jeg skal sige til), dobbeltfødselsdag i svigerfamilien (som jeg ikke har købt gave til) og MOfH (monster opvasken fra helvede - som jeg nok ikke får gjort noget ved) Desuden er jeg jeg voldsomt bagud i min korrespondence. Hov, hvor gammeldags lød dét ikke lige? Det er det jeg altid siger, jeg ville føle mig bedre tilpas i 50'erne. I England.

Åh shit, den liste er lang.

I det mindste er jeg lige om lidt færdig med opgavebogen i erhvervsøkonomi. Som der PS var prøve i i går og jeg bliver herresur hvis ikke jeg får 12 (så det gør jeg ikke, for nu har jeg jinxet det)

Sans medicin

Så ham der Psykiateren fortsatte medicin-salgstale fra sidst.

Fik navnet på det foreslåede præparat og lovede at tænke over det. Hvilket jeg gjorde sammen med Manden, og udgød nogle tårer over det problematiske valg.

I virkeligheden har jeg lyst til at ringe til Psykiateren lige nu, og sige hvad jeg skulle have sagt under samtalen i dag (gerne i agressiv så-fat-det-dog tone)

"Nej. Nej, jeg skal ikke have noget medicin, og nej, jeg gider ikke diskutere det eller argumentere hvorfor, for jeg er røvligeglad med om du forstår min beslutning, og jeg er übersupermega møghamrende pisseligeglad med hvad du synes om det. Der blev sagt nej"

For længere er den faktisk ikke. Selvom jeg, som altid, sidder med følelsen af at have dumpet en eksamen når jeg siger nej til at indtage hjerne-manipulerende stoffer som ingen egentlig helt ved hvordan virker.

Som om det er en forudsætning for at få hjælp - og hvis man siger nej så er det fordi man ikke er villig til at modtage hjælp og så er man bare selv ude om det.

Jeg føler mig proppet ned i en kasse af de selv samme mennesker der "vil hjælpe mig med at finde mig selv" SÅ FAT DET DOG at mit selv IKKE ligger nede i en røvsyg kasse hvor der står "37 timer i ugen karriere for enhver pris" Det er bare ikke MIG og jeg har ingen (som i absolut I-N-G-E-N) ambitioner i at ryge i det.

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at komme frem til at jeg ikke kan alt - og at jeg i virkeligheden har det rigtig fint med det. Jeg vil helst bare arbejde 20 timer i ugen i et stille og roligt og slet ikke udfordrende job, hvor jeg ikke skal "arbejde med mennesker" Fordi resten af mit liv er vigtigere. Fordi jeg primært er Konen og det er jeg bare slet, slet, slet ikke villig til at gå på kompromis med.

Om vi så skal flytte og leve af Mandens løn alene, fordi 20-timer-i-ugen ikke er en gyldig værdi, så må det blive sådan. For jeg er alt for træt af at forsøge at skulle være noget jeg ikke er.

Mere om afsætning

Nå, men det blev så lige til en hjemmedag i dag. Kunne mærke på mig selv da jeg kom hjem i går at der bare ikke var så meget mere at give af. Og det blev så ikke lige bedre, snarere tværtimod, så jeg tænkte at det var bedre at tage den fridag (selvom det er meget tidligt i forløbet, og jeg kommer lidt bagud) end at forsøge at kæmpe mig igennem en dag der med garanti ville knække mig.
Jeg ved ikke om det var rigtigt tænkt, men sådan blev det i hvert fald. Gik ned over noget gruppearbejde i går (jeg KAN bare ikke rumme det) og dét, kombineret med nogle uheldige arbejdstider for Manden så han næsten ikke har været hjemme, fik lige det hele til at koge over. Men måske jeg også bare skal lære at acceptere at det er sådan det er med mig. Måske.

Det der gør det der gruppearbejde dobbeltsvært er at det primært foregår i røvfaget afsætning. Nej, det er ikke sådan at jeg synes det er et svært fag eller at alt det vi skal læse er dødkedeligt. Jeg synes bare det er et overflødigt fag. Ikke forstået sådan at jeg ikke kan se hvad det kan bruges til, for det kan jeg skam godt - jeg synes bare ikke det skulle findes. Det strider i den grad mod alt hvad jeg tror på og føler politisk, religiøst og menneskeligt. Jeg kan ikke klare at have et fag hvor grundværdien, målestokken og den overordnede pointe er kapitalprofit. Og intet andet. Jojo, der er da en masse om tilfredse kunder - men grundEN til at have tilfredse kunder er at det er det der skaber mest kapital til virksomheden. Jeg bliver sindssyg over den enorme mængde mandetimer der bliver brugt til at udtænke hvordan man bedst muligt manipulerer sine kunder, og jeg bliver sindssyg over at undervisningen er så praktisk orienteret at vi skal sidde og arbejde med det "som man ville gøre i en virksomhed". Og ikke forholde sig en skid til metoderne i sig selv, men udelukkende til hvordan de bedst muligt bruges til at tjene penge.
Vores lærer i faget siger at "man skal lægge sine personlige holdninger fra sig" og sætte sig ind i virksomheden og hvad dens kunder vil have. Og det opsummerer vist egentlig meget godt hvad jeg synes der er galt med faget.

Første samtale

Puha, rimelig bombet oveni hovedet efter en lang dag i går.

Første rigtige samtale hos psykiater. Nøjsh, det bed. Har altid haft meget anstrengt forhold til at være i behandling. For jo, jeg vil gerne have hjælp, men for fanden, behøver det være af sindssyge kællinger m/k (undskyld udtrykket) der lægger mig ord i munden? Har altid gået fra samtalerne med en følelse af at være misforstået - af at de enten synes jeg er opmærksomhedskrævende klynker, eller ynkeligt og sygt lille pus der har brug for medlidenhed.
Men ikke denne gang. Har haft en rimelig god mavefornemmelse omkring ham fra start og indtil videre lader det til at være en behandling der passer mig. Han virker superdygtig og professionel og formår at stille nogle spørgsmål der rører lige præcis ved de der betændte bylder af følelser jeg slet ikke kan sætte ord på. Sådan skal det jo også være (selvom det ikke er behageligt) Og går ikke derfra helt smadret med behov for at ligge på sofaen med det samme, for han er i stand til at runde af på en ordentlig måde så jeg kan lægge al gråden og de dybe, svære følelser fra mig når jeg lukker døren - og først tage dem frem igen når jeg har tid og plads til det.
Jeg føler virkelig der bliver rusket i nogle af de rigtige ting, allerede efter en enkelt samtale, og det sætter mange tanker igang hos mig. Det bliver rigtig hårdt, tror jeg (især oveni at jeg starter ny uddannelse) og jeg har drømt rigtig meget i nat om alle mulige sære ting. Tror Manden skal placeres på sofaen når han kommer hjem og så skal der varm kakako på bordet og så skal der snakkes.
Både fordi jeg trods alt ikke kan holde det hele indenbords i alt for lang tid, og fordi jeg har lyst til han skal være en del af det. Han kender jo mig som jeg er nu, og det er vigtigt for mig han også kommer til at kende hvem jeg var (noget jeg næsten helt har glemt selv) og det er vigtigt han kommer til at kende de ting ved mig som jeg først skal til at opdage. Jeg har på ingen måde lyst til det skal være "en personlig process, som ingen andre skal blandes ind i", som et tidligere led i behandlings-labyrinten sagde. For vi er fandeme to om det her liv vi har og det er en af de eneste ting jeg rent faktisk er sikker på helt dybt inde i mig selv.

Derfor bloggen

Der sker en del i mit liv for tiden. Eller rettere, der sker ikke så meget, men det ville jeg gerne der gjorde, så derfor har jeg en del personlige projekter igang. Efterhånden så mange at det er svært at holde styr på dem alle sammen - og surt at noget af det er ting jeg ikke kan dele med mine nærmeste (Manden undtaget, selvfølgelig) Så derfor denne blog. Som selvfølgelig også er et personligt projekt, men lad os nu ikke spilde tid på den slags petitesser. Vi kan jo kalde bloggen et tovholderprojekt. Forhåbentlig.

Derfor bliver det (forhåbentlig) også noget med et dagligt indlæg med kedelige tørre statustal. Mest for at jeg selv kan følge med i hvad jeg laver, men hvis I synes det er sjovt at læse om så er det da kun ekstra bonus. Nåh ja, og selvfølgelig en masse andre indlæg uden tørre statustal, men jeg kan ikke garantere at det bliver mere interessant af den grund.

Nå, anyways, projekterne er som følger:

Jeg er efter en længere labyrint-stafet gennem det psykiatriske system end hos en privatpraktiserende psykiater, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at kunne leve med angst og depression. Og for en gangs skyld er fokus ikke "du skal fungere socialt/i skolen/på arbejde/etc" men "du skal finde ud af hvad du vil" Jeg har på fornemmelsen der dukker en masse op undervejs, og jeg håber bloggen kan fungere som ventil.

I februar starter jeg på handelsskolen. 12 ugers kursus, som, hvis alt går vel og jeg kan overkomme det, gerne skulle munde ud i en elevplads et sted. Noget anderledes end den universitetsuddannelse jeg altid havde tænkt mig jeg skulle have, men omstændighederne har gjort det nødvendigt (eller i hvert fald ønskværdigt) at sadle om. Jeg er skrækslagen, fordi jeg ikke aner hvordan det bliver.

Slankekur. Det evige tema i hele blogcity, I know, men ikke desto mindre har jeg begivet mig ud i en. Jeg kan ikke længere passe mit tøj og efter lang tids sygemelding føler jeg mig også fed og lasket. Heldigvis er Manden med på kuren så vi hygger med grøntsagsmad og starter forsigtigt op med at cykle lidt (når sneen forsvinder) Jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen nogenlunde slankefri, ud over vægt-status og (forhåbentlig) juhu-indlæg over tøj der passer igen.

Sidst, men ikke mindst, projektet over dem alle. Det der fylder mest og det jeg kan dele med færrest. I et lille års tid har Manden og Konen arbejdet på at få en graviditet op at stå, men der som om der ikke rigtigt er held i sprøjten (pun intended) Primært tager vi det stille og rolig, for vi har det jo også godt selvom det kun er os to, men det nager mig om der skulle være noget i vejen, så jeg er begyndt at måle min temperatur om morgenen, for at få et overblik over hvornår og hvor ofte jeg har ægløsning. For mig, tror jeg, handler det i langt højere grad om at lokalisere "problemet" end egentlig, nødvendigvis, at skulle lave en baby lige nu og her. Jeg vil hellere forholde mig til "vi kan ikke/har svært ved at få børn" end "Mja, måske, måske ikke"
Vi har valgt ikke at indvie nogen i projektet, mest fordi vi har brug for at det sker i vores eget tempo, men også fordi vi ikke har lyst til at skuffe/bekymre vores nærmeste uden grund. For ikke så længe siden fik vi en lille niece og det har sat gang i en hel masse tanker og følelser omkring det at få børn. Da vi havde set hende første gang begyndte jeg at græde da vi kom hjem med den eneste begrundelse at "hun er så fin" Min svigermor (som vi troede fik sin barnebarnslyst stillet med niecen) har indsat frontaltangreb med "Det ville jo være så fint med en fætter eller kusine tæt på, så de har hinanden" og jeg er ved at tude hver gang. For vi vil jo så gerne. Vi begyndte at forsøge lidt før vi fandt ud af hun var gravid, og vi tænkte også "hvor fint, så bliver de jævnaldrende" (naivt, I know)

Nu blev det lige en længere smøre, men altså, ideen var at jeg kunne lukke lidt ud på bloggen - også så vi senere har på skrift hvordan det var dengang vi ikke havde børn og bare var Manden og Konen.