Sans medicin

Så ham der Psykiateren fortsatte medicin-salgstale fra sidst.

Fik navnet på det foreslåede præparat og lovede at tænke over det. Hvilket jeg gjorde sammen med Manden, og udgød nogle tårer over det problematiske valg.

I virkeligheden har jeg lyst til at ringe til Psykiateren lige nu, og sige hvad jeg skulle have sagt under samtalen i dag (gerne i agressiv så-fat-det-dog tone)

"Nej. Nej, jeg skal ikke have noget medicin, og nej, jeg gider ikke diskutere det eller argumentere hvorfor, for jeg er røvligeglad med om du forstår min beslutning, og jeg er übersupermega møghamrende pisseligeglad med hvad du synes om det. Der blev sagt nej"

For længere er den faktisk ikke. Selvom jeg, som altid, sidder med følelsen af at have dumpet en eksamen når jeg siger nej til at indtage hjerne-manipulerende stoffer som ingen egentlig helt ved hvordan virker.

Som om det er en forudsætning for at få hjælp - og hvis man siger nej så er det fordi man ikke er villig til at modtage hjælp og så er man bare selv ude om det.

Jeg føler mig proppet ned i en kasse af de selv samme mennesker der "vil hjælpe mig med at finde mig selv" SÅ FAT DET DOG at mit selv IKKE ligger nede i en røvsyg kasse hvor der står "37 timer i ugen karriere for enhver pris" Det er bare ikke MIG og jeg har ingen (som i absolut I-N-G-E-N) ambitioner i at ryge i det.

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at komme frem til at jeg ikke kan alt - og at jeg i virkeligheden har det rigtig fint med det. Jeg vil helst bare arbejde 20 timer i ugen i et stille og roligt og slet ikke udfordrende job, hvor jeg ikke skal "arbejde med mennesker" Fordi resten af mit liv er vigtigere. Fordi jeg primært er Konen og det er jeg bare slet, slet, slet ikke villig til at gå på kompromis med.

Om vi så skal flytte og leve af Mandens løn alene, fordi 20-timer-i-ugen ikke er en gyldig værdi, så må det blive sådan. For jeg er alt for træt af at forsøge at skulle være noget jeg ikke er.