torsdag den 26. juni 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 7)

15. oktober 2007
Slanke tanker I
Det kan være ret svært at slanke sig når man elsker bacon

onsdag den 25. juni 2014

Ugens opskrift: Pasta frigorifero


Du skal bruge
  • Pasta
  • En halv pakke bacon i tern
  • En Frankfurter fra slagteren
  • Det meste af en bakke cherrytomater
  • En dåse hakket tomat med hvidløg
  • Frisk basilikum
  • Revet ost

Sådan gør du
Skær pølsen i skiver og cherrytomaterne i halve. Hvis du er purist eller kok foretrækker du måske at flå tomaterne og fjerne kernerne - og det skal du være så hjerteligt velkommen til - men jeg putter dem bare i hele. Eller halve, altså, for jeg har jo skåret dem over.

Steg baconen til den er nærmest-sprød og tilsæt så pølseskiverne. Når de har fået lidt farve tilsættes tomaterne og det hele steges ved høj varme et par minutter. Tilsæt de hakkede tomater, put låg på og skru så lavt ned for varmen du kan, uden det går af kog.

Sæt pastaen til at koge. Vi har tidligere snakket om det der med at koge pasta, men hvor det til mac-n-cheese er livsnødvendigt pastaen er kogt ud, kan du her koge den som du vil. Jeg smider bare pasta, vand og salt i en gryde og glemmer så alt om det, indtil det koger over. Så skruer jeg ned, og glemmer det igen. Som regel er det en eller anden grad af færdig når jeg endelig husker det.

Tag låget af sovsen, og lad den koge ind, når du vurderer at konsistensen er til det. Det falder altid, uden undtagelse, sammen med det tidspunkt, hvor du første gang bliver mindet om pastaen, fordi den koger over. Rør lidt rundt i sovsen. Det er ikke strengt nødvendigt, men det giver en fornemmelse af at man faktisk er i gang med at lave mad.

Et par minutter inden servering tilsættes en håndfuld frisk basilikum. Det kan af og til være svært at vurdere, hvor længe der er til maden er færdig, men ved denne ret svarer "et par minutter inden servering" nøjagtig til det tidspunkt du anden gang kommer i tanke om pastaen, og opdager den er (meget) færdig.

Pasta på tallerken, sovs på pasta, ost på sovs. Evt. et par blade frisk basilikum på toppen, hvis du er i det vilde hjørne.

Velbekomme.

Hvori Gryntegrisen langt om længe siger mor

Overskriften får det til at lyde som om Gryntegrisen først lige har lært at sige mor. Det passer selvfølgelig ikke.

Det er så meget som to uger siden.

Ikke at jeg er bitter eller noget. Det er jo da kun et halvt år siden hun begyndte at sige far.

Vi var hjemme hos mine forældre, Grynten og jeg, og jeg sukkede da barnet begejstret udbrød "Dåg!" da toget kørte forbi. Så kunne jeg føje endnu et (relativt ligegyldigt) ord til den lange liste over Ord Gyrntegrisen Sagde Inden Hun Sagde Mor. En liste, der også omfattede lam, abe og larve.

Min mor tog pjat-med-dig minen på, og insisterede på at Grynten selvfølgelig godt kunne sige mor. "Kan du sige MOR, Grynte?"

Og så kiggede Barnet op på mig og sagde omhyggeligt "Møah!" Det var en krævende øvelse at få den svære mo-lyd ud, så hun stod og tænkte lidt inden hun gentog "Møw-ah". Det pleasede tydeligvis hendes publikum, så hun sagde det en masse gange mere og solede sig i succesen.

Senere på dagen, da jeg endnu engang udviste stor begejstring for Gryntegrisens nyfundne evne, grinede min mor af mig. Men det grin måtte hun kort efter æde i sig igen, da hun under middagen blev helt rørt over at Grynten med megen møje og besvær udtalte "Mahmor!"

--------------
For efterhånden længe siden (ups) skrev jeg en liste over Gryntegrisens ord. Der var ikke nogen der meldte sig på gætte-banen, så nu får I bare facit-listen forærende. Jamen det var da så lidt.

Bar = Far. Gryntegrisens første ord, og i lang tid hendes eneste ord, som både betød far, varm og bad.
Marm = Varm. Tidligere sagde hun Bap!, hvilket var noget sjovere.
Havver = Havregryn. Jeg viste hende tegnet tre gange og siden har hun brugt både tegn og ord flittigt. Tegn og ord for "mor"? Sagt og vist 100 millioner gange uden resultat.
Laj = Lege. Primært i sætningen "Ud-å-LAAAAAJ!!"
Op-øh (1) = Op. Op på stolen, op og bæres etc.
Op-øh (2) = Hoppe. Helst på trampolinen.
Iihjah = Hendes navn. Nu lyder det mere som "Eee-jar!"
Hejhej = Hej/farvel. Ledsages ofte af entusiastisk vink.
Namme = Lam. Jeg skyder skyldes på Teletubbies-afsnittet om "Nååårh, lille lam"
Narme = Larme. Opstod fordi Moren åbenbart har brugt ordet i forbindelse med Barnets legekøkken.
Maname = Eller bare "Name" - Banan. Siges flere gange umiddelbart efter hinanden, for at være sikker på det bliver hørt.
Ba' = Bad
Ma' = Mad. Mit barn taler allerede fynsk. Pis os.
Mar-ma = Morgenmad. Betegner nøjagtig det samme som HAVVER!
Bahbar = Mormor/morfar/farmor/farfar. Der er dog begyndt at være forskellige ord til de forskellige personer.
Badr-badr = Adr-badr. Mest om nullermænd og gammel mad.
Puuuuh = Puuuuh, (prutten) lugter!
Av-av = Miav - kat.
Vav-vav = Vov - hund.
Larv' = Larve. Ja, mit barn kunne sige larve inden hun sagde mor. Der er stadig krav om "Larv'!"-sangen næsten hver aften.
Duuuuude = Den lyd som skildpadden siger. Ja, vi har med fuldt overlæg lært hende at skildpadder siger dude.
Aahr = Hare. Og kaniner. Og "I en skov en hytte lå".
Nej = Nej. Hun siger det altid som noget helt selvfølgeligt, med en lille hovedrysten, også selvom vi slet ikke gav hende et valg. Den selvtillid må hun godt bevare (selvom hun også godt må lære at høre efter hvad Moren siger)
Nah = Ja. Virkelig forvirrende, for det lyder næsten som nej. I starten brugte hun også tegnet for "ja tak", men det er hun desværre gået væk fra igen.
Mi-ar = Mere (banan)
Bøw = Bog. Igen med det fynske. Dobbelt pis os.
Bøh = Bøh! Verdens sjoveste leg. Ever.
Buh = Muh - ko
Ahjbøh = Abe. Et ord der kun kan siges i et meget insisterende tonefald. Jeg tegner ufatteligt mange aber for tiden.
Det-der = Se der! eller Hvad er det?
Lala = Teletubbies. Bliver generelt fremsat som et krav.
Mmmmm = Smager godt
Brrrrrr = Koldt. Altid sagt med den mest nuttede lille "uuuuh, hvor jeg fryser"-bevægelse

Siden jeg lavede listen er der kommet mange flere ord til (og nogle glemte jeg bare at skrive på). Fx arm, ben, 'Daaaa! (ta-da!), daddo (traktor/gravko/lastbil), bi' (bil), nønøn (den lyd biler siger), si' (se/sidde), hovs-a og av! (som hun aldrig bruger når det gør ondt på hende selv, men til gengæld når hun niver/slår/bider mig)

torsdag den 19. juni 2014

Hvori det er tre år siden

Det var i mandags.

Jeg ville have skrevet, men livet, I ved.

Livet, der er her og fylder og gør ved. Og ikke levner meget plads til de døde.

Jeg har været sur og dum det sidste lange stykke tid, for sådan er det bare. Kroppen husker, selvom hovedet glemmer midt i duplo og bleer og evige krav om mere banan. Kroppen husker angsten og sorgen og det præcise tidspunkt for alting.

Også selvom det er tre år siden.

Især fordi det er tre år siden.

Hverken hoved eller krop kan forholde sig til at tiden går for os, men står stille for Ronan. Det virker helt absurd at der kan være gået tre år, når han ikke er her. Selvom hans liv var kort, var det jo ikke småt. Min hjerne kan ikke greje, at der findes så meget tid uden ham.

At et helt liv kun varede et halvt år.

Sorgen er ikke permanent, og savnet har ændret sig. Men han mangler jo stadig. Jeg spekulerer aldrig på "hvordan det kunne have været nu". For det kunne ikke være anderledes. Han var syg og han døde, og det gjorde vi ikke. Og det er jeg for længst kommet overens med.

Jeg ville bare ønske at det ikke var ensbetydende med vi ikke kan være sammen.

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 6)

3. december 2007
Månemanden
Tilbagevendende læsere vil vide jeg ikke altid har lige meget styr på det der med kærlighed, forelskelse og forhold. Jeg er ikke altid lige god til at acceptere at Manden* er som han er og ikke bliver anderledes bare fordi jeg siger det. Jeg savner den der periode med den første forelskelse noget så grusomt og jeg vakler imellem infatuationjunkie-ispindens “fuck det, nu går jeg fandeme ud og kysser en lækker fyr i et hjørne bare for sjov” og den mere fornuftige, ret upassionpopsicleske, “Det her er jo i virkeligheden nok ‘as good as it gets’ og det ville jo også være sådan efter syv år med en anden”

Jeg synes bare nogle gange det er lidt nedern (hvad så, for et teenage-udtryk, der) at det her er status quo. At det nok aldrig bliver bedre, men måske bare anderledes. Jeg har lidt svært ved at komme overens med det faktum at vi er dybt uenige religiøst, fx – at der er så stor en del af mit liv jeg aldrig vil kunne dele med ham. Nogle gange har jeg også lidt svært ved at kapere han ikke vil have børn lige nu, når jeg nu synes i morgen ville være et meget fint tidspunkt. Fx.

Man lærer selvfølgeligt at leve med det og løse det hele praktisk. Jeg er ved at lære at han bare ikke har nogen tidsfornemmelse og man derfor aldrig kan regne med de ytringer om tidspunkter og minutantal der kommer ud af munden på ham. Han er ved at lære at jeg har en meget højere rode-tærskel end ham. Han er også så småt ved at indse at jeg altid vil være mere eller mindre rablende og han har lært at reagere derefter. Jeg har lært at aflæse hvornår “Manden der aldrig viser følelser” er sur eller stresset. Altså, man lærer at leve med det.

Lige indtil den anden dag hvor jeg gav mandens hår en kærlig behandling med trimmeren (trimmerhoved III) og opdagede hvor tyndt hans hår egentlig er ved at blive på toppen. Der gik næsten panik i mig: For kan jeg leve med en Mand der har måne?

-------
*Ex'en, red.

torsdag den 12. juni 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 5)

19. september 2007
Ægte kærlighed
Jeg elsker mit studie.

Lad os bare slå det fast allerede nu.

Jeg synes det er vildt spændende og har ikke fortrudt så meget som et sekund. Ud over underholdende lærere og inspirerende bøger (eller var det omvendt?) holder vi også de fedeste fester på fakultetet. Seriøst, jeg sværger, ama’r halshug! Men festerne er selvfølgeligt ikke det eneste sociale og tro det eller lad være, men der er faktisk også en del andre end lige Tutor der har en hel del af min opmærksomhed.

Der er min læsegruppe, med mennesker jeg allerede vil beskrive som venner, som jeg allerede planlægger fødselsdage, flyttefester og videoaftener med for resten af semestret. Der er hende der er blevet min egen lille grinebiddermus. Der er festudvalget med kage og dårlige jokes og fed arbejdsmoral. Der er den lille digter-spirrevip. Heavy-drengene. Ham der altid falder i søvn på sofaen efter en fest. You get the picture.

Og så har jeg kun undervisning to dage i ugen.

Velkommen til uni, der stadig er helt uforståeligt meget pissemegahamrendesuperübersaftsusendyleme fedt selvom den nye universitetslov sucks.

PS. Fik jeg nævnt der er kage?

tirsdag den 10. juni 2014

Hvori jeg er hende den pinlige

Jeg er en dårlig ven.

There, I said it.

Det er ikke fordi jeg er en dårlig ven med vilje, men jeg kan ikke finde ud af at være en god ven. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan man gør. Det evige råd "bare vær dig selv" holder ikke, for "mig selv" er ikke rigtigt udstyret til at indgå i sociale relationer. Overhovedet.

For det første er jeg bange for andre mennesker. Eller, ikke bange for dem, men bange for at være sammen med dem. Så bange, at det nogle gange (oftere end jeg vil være ved) virker uoverskueligt at forlade lejligheden. Jeg er bange for at sige noget forkert, gøre noget forkert. Konstant. Og det bliver ikke bedre af at jeg lærer folk at kende, for så bliver jeg for alvor bange for at gøre det forkert og skræmme dem væk.

For det andet har jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af den flydende overgang mellem tilfældig-bekendt og bedste-ven-forever. Hverken på min, eller deres side. Jeg har en tendens til at holde for meget af, for hurtigt, og jeg glemmer ofte at andres grænser af anderledes end mine. Ikke med vilje, men fordi jeg er dårlig til at forholde mig til ting der ikke er skåret ud i pap. Jeg øver mig. Virkelig. Det går bare (for) langsomt.

Jeg ender tit med slet ikke at sige noget, fordi jeg er bange for at sige noget forkert. Eller jeg mister modet, og tænker "i morgen" og pludselig er det alt for sent. Pludselig er jeg (igen) den dårlige ven, og jeg ligger på sofaen og har ondt af mig selv og gør kun det hele værre. Jeg vil så gerne gøre det hele rigtigt, men jeg er bange for at gøre det forkert, så i stedet gør jeg slet ingenting.

Det bliver så svært at samle mig (og relationen) sammen igen, uden det bliver til "åh, se mig, jeg har det svært med jeg er en nar, tag dig venligst af mine sære nykker". Det er jo ikke deres, men mit problem, og det er helt urimeligt at bede andre om at tage hensyn til det. Ikke desto mindre er jeg nødt til at bede om det, og nødt til at være ærlig omkring det, hvis der er et venskab, eller en anden varig relation på højkant. Jeg har svært ved (læs: er ude af stand til) at finde balancen, og lige for tiden er det ekstra slemt.

Mit sociale pejlesystem er stået fuldstændig af, og jeg kan slet (slet) ikke finde ud af, om alle hader mig, eller om det egentlig er ok. Jeg bliver i tvivl hver eneste gang jeg åbner munden (eller det virtuelt tilsvarende), og overfortolker alt hvad der kommer, eller ikke kommer, af svar. Jeg ser det hele igen bagefter, i slow motion, og får øje på alt det jeg sagde forkert og som var dumt. Eller det, som jeg ikke selv synes er dumt, men som jeg tror andre synes er dumt, og så bliver jeg ked af jeg har sagt noget, fordi dem jeg har sagt det til så måske synes mindre om mig.

Hver gang jeg bliver i tvivl får jeg lyst til at skrive "Hey, helt ærligt, hvad synes du om mig?", fordi så ville det hele være på det rene. Jeg kan (nogenlunde) håndtere når nogen ikke kan lide mig, eller synes mindre om mig end før, men jeg kan ikke håndtere at være i tvivl. For hvis de nu ikke kan lide mig (ligeså godt som før), så er jeg bange for at sige alt for meget, og være alt for nærgående og træls og i vejen. Men hvad nu hvis de virkelig godt kunne lide mig, og jeg så bare skubber dem væk fordi jeg ikke siger nok?

Ude i det virkelige liv er det simpelt, i og med Es er den eneste ven jeg egentlig har. Det er en enorm hæmsko i forhold til at skulle etablere et socialt netværk, ja, men det er simpelt. Der er simpelthen ikke nogen mennesker at blive i tvivl om. På nettet, til gengæld... shit, altså. Jo mere personligt mediet bliver - fra chat, til blog, til facebook - jo mere man læser med (og bliver læst af) de samme, jo mere personligt bliver det. Det bliver i højere og højere grad hele mennesker, man i en eller anden grad har et personligt forhold til.

Og det kan jeg simpelthen ikke håndtere.

Jeg bliver jaloux når bloggere jeg holder af bliver venner med andre bloggere jeg holder af, uden nogen af dem er (ligeså meget) venner med mig. Det er virkelig taberagtigt, men min selvtillid ryger fuldstændig når jeg læser om bloggere der mødes og har det rart og helt normalt uden jeg er med. Det er helt åndssvagt, men jeg føler mig helt forkert og underlig. Og udenfor.

Det er skudt i roen, jeg ved det. For den her del af blogland består af de rareste, mest omsorgsfulde, inkluderende, heppekorsagtige typer man kan forestille sig. Så det er ikke jer. Det er mig.

Beklager. Jeg er bare et virkelig dårligt sted lige nu.

Så I kan nok godt indstille jer på et par nedern, selvtillidsløse indlæg endnu.

Yay.

Eller noget.

torsdag den 5. juni 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 4)

21. november 2008
Dagen der fulgte
Kender I det at man vågner med ondt i håret og ris spredt ud over hele gulvet?

Giver mig selv klap på skulderen for at have ryddet op og skyllet sjatter ud inden jeg gik i seng i nat. Orker ikke indkøb og opvask (og støvsugning!!) i dag, men der er ikke den store udsigt til at Ægten* bliver i stand til det i dag.

Ryster stadig ris ud af håret. Fik et halvt kilo hældt ned i kjolen og Ægten gik og rystede bukserne resten af aftenen. Haha. Ha.

Vender tilbage engang på den anden side.

----
*Manden, red.

tirsdag den 3. juni 2014

Hvori jeg er morgensur

Jeg har aldrig troet jeg var et morgenmenneske. Men jeg har heller aldrig troet jeg IKKE var et morgenmenneske. Det har så vist sig, efter vi fik Gryntegrisen, at jeg er et udpræget ikke-morgenmenneske. Det er ikke så meget det, at vi står tidligt op, det er mere det, at jeg ikke får morgenfred. Jeg bliver et meget dårligt menneske af ikke at have morgenfred.

Da jeg fortæller det til Manden kigger han underligt på mig. Han synes da det er hyggeligt at være sammen med Gryntegrisen om morgenen.

Jeg siger, at så kan han jo bare stå op med hende hver morgen. Det skulle ikke gøre mig noget, I hvert fald.

Det var ikke en joke, men han griner. Som om det ikke er en seriøs sag, at jeg er morgensur.

Jeg forsøger at forklare, at jeg skal have fred til at drikke min te.

Men det oplever han slet ikke som et problem. Så sent som i går drak han to, måske tre, kopper te helt uden problemer, mens han var alene med hende.

Men jeg mener... i fred. Og han forstår ikke, at i fred betyder alene.

Og i fred.

mandag den 2. juni 2014

Hvori det er som om fridage aldrig går som man havde tænkt sig

Vi startede himmefartsferien med at hate organiseret på hinanden. Eller rettere, på den generelle situation i husstanden. Ikke specielt politisk korrekt, I know, men nogle gange kan man altså godt blive træt af girafsprog, jeg-sætninger og det-jeg-hører-dig-sige-er. Nogle gange, så har man bare bruge for at sige "Jeg fucking hader når du ikke lukker posen med brød" eller "Jeg synes det er røvsygt at vaske op uden musik" Så det sagde vi.

Bagefter bestilte vi en masse (nødvendige) ting på nettet og ryddede op i køkkenskabene, afrimede fryseren og sluttede af med hotdog-picnic på stuegulvet (et koncept Gryntegrisen nok stadig er en smule for lille til - i hvert fald kastede hun en flaske ketchup i hovedet på sin far og satte sig på sin tallerken). Alt i alt en relativt effektiv dag, omend listen med hængepartier stadig virker flere kilometer lang.

Fredag morgen stod vi herretidligt op. Eller. Altså. Vi står jo tidligt op hver dag, takket være Barnet, men i fredags gjorde vi os også tidligt færdige, så vi kunne være i Rema til åbningstid. Ikke fordi der er noget specielt ved at være i Rema klokken otte om morgenen, men fordi vi havde indkøbsdate med Kaye, og hun havde kun et indkøbs-hul fredag morgen. Altså, det er heller ikke sådan af vi ikke kan finde ud af at købe ind uassisteret, men vi har ikke selv bil, så vi nasser baggagerumsplads i Kaye og Jyden's når vi skal købe stort ind. Og det skulle vi i fredags (godt set, Sherlock).

Så øh... så lavede vi noget mere. Jeg ved ikke helt hvad. Og det lavede vi også i lørdags. Det var sådan noget med... altså... mest ingenting, ing? Teletubbies og legeplads og en gåtur nede i byen (hvor de PS ikke havde en gave til min søster, som fylder friggin 18 år lige om lidt) Krydret med sådan en all-round røv-agtig stemning. Jamen, I kender det. Umuligt at sætte fingeren på, men alle er sure, og ingen gider noget. Til sidst tog jeg mig sammen og lavede noget bare nogenlunde rigtig mad, med noget pasta og tomatsovs, som Gryntegrisen heldigvis skovlede ind med begge hænder, og så var jeg lige ved at hyle, fordi det bare var sådan en lortet off-dag og fordi jeg var glad for at jeg fik lavet det mad, så vi kunne sidde og spise helt almindeligt. Uden kylletter, som Manden af vanvare (og fuldstændig for sjov) kom til at sige han hellere ville have, hvorefter jeg bed hovedet af ham, fordi så kunne han jo bare lave de fucking rådne kylletter selv. Nå.

I går morges åbenbarede årsagen til den rådne stemning sig så: Gryntegrisen havde feber. Selvfølgelig er der flere faktorer, der bidrager til røv-stemningen, men sygdom-under-opsejling er bare en sikker katalysator. Nogle gange kan jeg godt synes det er lidt skræmmende, hvor meget der påvirker vores humør ubevidst. Nå, men i går var det i hvert fald rimelig bevidst at vi var påvirkede af feberbarnet. Temperaturen steg og steg, og hun blev mere og mere slatten. Sidst på eftermiddagen havde hun 40 i feber for første gang nogensinde; en milepæl vi ikke rigtig følte behov for at fejre. Slet ikke, da feberen ikke faldt igen.

Jeg ringede til vagtlægen lidt over otte, og de ville gerne se hende for en sikkerheds skyld. Heldigvis er der ikke ret langt om til lægevagten, så vi kunne have hende med i bæreselen. Vi havde fået en tid 21.40, men vi kom til med det samme, selvom vi var der et kvarter før. Der var selvfølgelig ikke noget galt (altså, ud over den høje feber), men det er alligevel rart at have en læges ord for, at der ikke er nogen grund til at sidde oppe og bekymre sig en hel nat. Da vi kom hjem fik hun en halv panodil i en skefuld saftevand, som hun spiste uden brok, men jeg ved ikke hvor stor effekt det havde. Hun vågnede i hvert fald op igen en time senere og var helt varm og ulykkelig.

Og igen, en time efter det.

Og igen, en time efter det.

Og igen, en time efter det.

Klokken fire vågnede hun og vækkede mig med et lille mat "Hæhæ" (fordi det er helt vildt sjovt at sidde i sengen og få øje på mor eller far) Hun ville gerne have vand og kram, og jeg var så lettet over at feberen endelig var faldet, at jeg ikke sagde noget til tidspunktet, og så lå vi og snakkede lidt. Efter en times tid faldt hun i søvn igen, og sov (med kun få, mindre opvågninger) til klokken halv ni. Heldigvis. Men hold.nu.kæft hvor er jeg smadret. Håber edderbrodereme hun er frisk nok til at komme i vuggestue i morgen.

Jeg trænger til en fridag.