tirsdag den 10. juni 2014

Hvori jeg er hende den pinlige

Jeg er en dårlig ven.

There, I said it.

Det er ikke fordi jeg er en dårlig ven med vilje, men jeg kan ikke finde ud af at være en god ven. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan man gør. Det evige råd "bare vær dig selv" holder ikke, for "mig selv" er ikke rigtigt udstyret til at indgå i sociale relationer. Overhovedet.

For det første er jeg bange for andre mennesker. Eller, ikke bange for dem, men bange for at være sammen med dem. Så bange, at det nogle gange (oftere end jeg vil være ved) virker uoverskueligt at forlade lejligheden. Jeg er bange for at sige noget forkert, gøre noget forkert. Konstant. Og det bliver ikke bedre af at jeg lærer folk at kende, for så bliver jeg for alvor bange for at gøre det forkert og skræmme dem væk.

For det andet har jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af den flydende overgang mellem tilfældig-bekendt og bedste-ven-forever. Hverken på min, eller deres side. Jeg har en tendens til at holde for meget af, for hurtigt, og jeg glemmer ofte at andres grænser af anderledes end mine. Ikke med vilje, men fordi jeg er dårlig til at forholde mig til ting der ikke er skåret ud i pap. Jeg øver mig. Virkelig. Det går bare (for) langsomt.

Jeg ender tit med slet ikke at sige noget, fordi jeg er bange for at sige noget forkert. Eller jeg mister modet, og tænker "i morgen" og pludselig er det alt for sent. Pludselig er jeg (igen) den dårlige ven, og jeg ligger på sofaen og har ondt af mig selv og gør kun det hele værre. Jeg vil så gerne gøre det hele rigtigt, men jeg er bange for at gøre det forkert, så i stedet gør jeg slet ingenting.

Det bliver så svært at samle mig (og relationen) sammen igen, uden det bliver til "åh, se mig, jeg har det svært med jeg er en nar, tag dig venligst af mine sære nykker". Det er jo ikke deres, men mit problem, og det er helt urimeligt at bede andre om at tage hensyn til det. Ikke desto mindre er jeg nødt til at bede om det, og nødt til at være ærlig omkring det, hvis der er et venskab, eller en anden varig relation på højkant. Jeg har svært ved (læs: er ude af stand til) at finde balancen, og lige for tiden er det ekstra slemt.

Mit sociale pejlesystem er stået fuldstændig af, og jeg kan slet (slet) ikke finde ud af, om alle hader mig, eller om det egentlig er ok. Jeg bliver i tvivl hver eneste gang jeg åbner munden (eller det virtuelt tilsvarende), og overfortolker alt hvad der kommer, eller ikke kommer, af svar. Jeg ser det hele igen bagefter, i slow motion, og får øje på alt det jeg sagde forkert og som var dumt. Eller det, som jeg ikke selv synes er dumt, men som jeg tror andre synes er dumt, og så bliver jeg ked af jeg har sagt noget, fordi dem jeg har sagt det til så måske synes mindre om mig.

Hver gang jeg bliver i tvivl får jeg lyst til at skrive "Hey, helt ærligt, hvad synes du om mig?", fordi så ville det hele være på det rene. Jeg kan (nogenlunde) håndtere når nogen ikke kan lide mig, eller synes mindre om mig end før, men jeg kan ikke håndtere at være i tvivl. For hvis de nu ikke kan lide mig (ligeså godt som før), så er jeg bange for at sige alt for meget, og være alt for nærgående og træls og i vejen. Men hvad nu hvis de virkelig godt kunne lide mig, og jeg så bare skubber dem væk fordi jeg ikke siger nok?

Ude i det virkelige liv er det simpelt, i og med Es er den eneste ven jeg egentlig har. Det er en enorm hæmsko i forhold til at skulle etablere et socialt netværk, ja, men det er simpelt. Der er simpelthen ikke nogen mennesker at blive i tvivl om. På nettet, til gengæld... shit, altså. Jo mere personligt mediet bliver - fra chat, til blog, til facebook - jo mere man læser med (og bliver læst af) de samme, jo mere personligt bliver det. Det bliver i højere og højere grad hele mennesker, man i en eller anden grad har et personligt forhold til.

Og det kan jeg simpelthen ikke håndtere.

Jeg bliver jaloux når bloggere jeg holder af bliver venner med andre bloggere jeg holder af, uden nogen af dem er (ligeså meget) venner med mig. Det er virkelig taberagtigt, men min selvtillid ryger fuldstændig når jeg læser om bloggere der mødes og har det rart og helt normalt uden jeg er med. Det er helt åndssvagt, men jeg føler mig helt forkert og underlig. Og udenfor.

Det er skudt i roen, jeg ved det. For den her del af blogland består af de rareste, mest omsorgsfulde, inkluderende, heppekorsagtige typer man kan forestille sig. Så det er ikke jer. Det er mig.

Beklager. Jeg er bare et virkelig dårligt sted lige nu.

Så I kan nok godt indstille jer på et par nedern, selvtillidsløse indlæg endnu.

Yay.

Eller noget.

16 kommentarer:

  1. Modigt indlæg! Sejt. Jeg har det selv sådan. Har ingen blog, så ikke ift. dét, men med folk i virkeligheden og når man kommunikerer på facebook osv - bliver altid i tvivl om jeg skulle have skrevet det sådan og sådan, eller om jeg ikke skulle have ventet lidt længere, eller svaret noget andet, og hvad synes de nu om mig, virker jeg bossy, irriterende, bruger jeg for mange eller for få smileys? Åh, det er trættende at have det sådan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, man kan blive så træt af sig selv ind imellem. Suk. Tak for din kommentar - det er altid rart at vide man ikke er alene! :)

      Og hvis du føler trang til at komme af med nogle smiley'er eller kasserede facebook-kommentarer er mit kommentarfelt altid åbent ;)

      Slet
  2. Argh, fandme et godt indlæg. Og jeg bliver også små-jalous når andre mødes og jeg ikke er en del af det. Selv om de nogle er i Jylland og jeg er på Sjælland. Tåbeligt, jeg ved det men kan ikke undertrykke følelsen :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes slet ikke det er tåbeligt når du siger det. Så synes jeg tværtimod det er fuldstændig forståeligt.

      Når det er mig, der siger det, så synes jeg til gengæld det er åndssvagt. Og nu synes jeg også det er åndssvagt at jeg synes det er åndssvagt. Haha.

      Slet
  3. Du har lige beskrevet mig dér. Bortset fra at jeg ikke bliver jaloux. For jeg forstår godt at folk ikke gider være sammen med mig-agtigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, men jeg forstår også godt hvis ingen gider være sammen med mig. Jeg gider jo heller ikke rigtigt være sammen med mig.

      Men det afholder mig ikke fra at blive afskyelig misundelses-grøn og have ondt af mig selv og trøstespise slik.

      Slet
  4. Hej hej, du har også beskrevet mig. Selvom det lyder som om du prøver mere end jeg gør. Jeg trækker mig altid bare, for det er det nemmeste. Så kan jeg bare i fred gå og irritere mig over at jeg ikke i det mindste forsøger at være sammen med dem jeg godt kan lide. Og dagdrømme om alle de meningsfulde samtaler jeg kunne have med dem hvis jeg altså bare lige kunne finde ud af det.
    Jeg er til gengæld pissegod til mennesker når jeg er fuld. Det er jeg bare så sjældent.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo nemt nok at lyde som om man prøver på skrift. Ude i virkeligheden sidder jeg jo mest bare på min flade og spiser chokolade.

      Jeg er heller ikke god til mennesker når jeg er fuld. Til gengæld bliver jeg ligeglad, og så er festen jo reddet. Vi skulle drikke os fulde sammen engang. Alle sammen. Uden børn.

      Slet
  5. Jeg kender det godt. Jeg tror at alle mennesker har det sådan. Måske nok i indre grad end mennesker som dig, men det er vidst en grundelement i menneskeheden - At vi gerne vil høre til og i virkeligheden.. elskes.

    Jeg kan godt lide dig. At du er så pisse reflekteret og sjov. At du er ærlig er også en af de ting, som jeg virkelig holder af.
    jeg er blevet bedre til at følge op på de ting,som måske kom forkert ud. Det er svært, men rart. Fordi min mund har tendens til seriøst mundlort, når jeg er anspændt eller meget glad. Den drøner afsted og vil slet ikke slappe af og være lukket. Men sådan er det. Kommunikation er en process i mit tilfælde. Og det er sjældent at den process slutter. Der kommer næsten altid en gang mere..

    SvarSlet
    Svar
    1. Når jeg ser fornuftigt på det, så ved jeg jo godt at alle er usikre i en eller anden grad. Men så kommer krøllen på, for hvilken grad er "normalt"? Altså, hvor stor en del af det må jeg bare lære at leve med, og hvor stor en del skal jeg arbejde med. Begge yderpunkter (aldrig usikker vs. eneboer der lever af junk) er jo uholdbare.

      "Kommunikation er en process" Ha, det er måske bare det jeg skal til at minde mig selv om, når jeg (igen) er ved at svare på svaret på svaret på en kommentar. Det, eller også skal jeg lære at holde kæft.

      Og tak, for de søde ord. Jeg kan også godt lide dig :)

      Slet
  6. Jeg kender det også godt. Og synes, at det er et sejt og modigt indlæg, du har skrevet. Jeg er blevet bedre til at håndtere det med tiden - alderen gør i den forbindelse i dén grad noget godt for mig. For jeg er blevet bedre til at være (lidt mere) ligeglad. Hvad Facebook angår, så har jeg svært ved at navigere i det, fordi alting foregår så hurtigt, og alle skal have svar nununu, og alle kender alle og ... argh. Så det er jeg så småt ved at udfase brugen af. Det er nemmere for mig.

    Menaltså. Jeg kan (også) godt lide dig. Lige som Husmoder synes jeg også, at du er både reflekteret og sjov. Og hvis jeg nogensinde kommer i nærheden af din by - eller du af min - vil jeg gerne mødes og have det hyggeligt og rart. Ligesom alle de andre gør .-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt holdt op med facebook. Der er altid liiiiige noget jeg synes jeg har en mening om, eller noget jeg hidser mig op over, eller noget jeg skal læse noget mere om. Det tager for meget tid, og intet af det er vigtigt, hvis jeg ikke sidder lige midt i det. Så kan jeg meget bedre lide Instagram, hvor det hele er i et lidt lavere tempo, og der er færre idioter.

      Og tak. Jeg kan (også) også godt lide dig. Og er helt med på at mødes. Bortset fra at jeg nu får helt noia over om du bliver totalt skuffet over virkeligheds-mig.

      Slet
    2. Det bliver jeg ikke. Det lover jeg. Hvordan kan man nogensinde blive skuffet over folk, der sender lyserøde Crocs med posten? ;-)

      Slet
  7. Nå, men jeg kan bedre og bedre lide dig jo mere jeg læser... Og jeg kender dig ikke engang :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske er det netop fordi du ikke kender mig. Ha.

      Slet
  8. Jeg er også jaloux - og bange for hvad de andre tænker. De andre inkluderer også dig...

    Uha..nå hej hen, jeg kan også godt li dig som de andre.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.