TBT: Fra Den Gamle Blog (del 6)

3. december 2007
Månemanden
Tilbagevendende læsere vil vide jeg ikke altid har lige meget styr på det der med kærlighed, forelskelse og forhold. Jeg er ikke altid lige god til at acceptere at Manden* er som han er og ikke bliver anderledes bare fordi jeg siger det. Jeg savner den der periode med den første forelskelse noget så grusomt og jeg vakler imellem infatuationjunkie-ispindens “fuck det, nu går jeg fandeme ud og kysser en lækker fyr i et hjørne bare for sjov” og den mere fornuftige, ret upassionpopsicleske, “Det her er jo i virkeligheden nok ‘as good as it gets’ og det ville jo også være sådan efter syv år med en anden”

Jeg synes bare nogle gange det er lidt nedern (hvad så, for et teenage-udtryk, der) at det her er status quo. At det nok aldrig bliver bedre, men måske bare anderledes. Jeg har lidt svært ved at komme overens med det faktum at vi er dybt uenige religiøst, fx – at der er så stor en del af mit liv jeg aldrig vil kunne dele med ham. Nogle gange har jeg også lidt svært ved at kapere han ikke vil have børn lige nu, når jeg nu synes i morgen ville være et meget fint tidspunkt. Fx.

Man lærer selvfølgeligt at leve med det og løse det hele praktisk. Jeg er ved at lære at han bare ikke har nogen tidsfornemmelse og man derfor aldrig kan regne med de ytringer om tidspunkter og minutantal der kommer ud af munden på ham. Han er ved at lære at jeg har en meget højere rode-tærskel end ham. Han er også så småt ved at indse at jeg altid vil være mere eller mindre rablende og han har lært at reagere derefter. Jeg har lært at aflæse hvornår “Manden der aldrig viser følelser” er sur eller stresset. Altså, man lærer at leve med det.

Lige indtil den anden dag hvor jeg gav mandens hår en kærlig behandling med trimmeren (trimmerhoved III) og opdagede hvor tyndt hans hår egentlig er ved at blive på toppen. Der gik næsten panik i mig: For kan jeg leve med en Mand der har måne?

-------
*Ex'en, red.