søndag den 31. juli 2011

Kommentarsvar

Jeg ville svare på kommentarerne i det her indlæg om vores skod-tur til Svendborg, men det blev pludselig meget langt, så I får det lige som et indlæg.

Den tid vi troede vi havde i Svendborg var med en læge - den jm der var med til fødslen kommer herhjem om et par uger (når hun er tilbage fra ferie og Manden har friuge) og vi har valgt ikke at få en ny tid i Svendborg. Vi har jo ikke en masse ubesvarede spørgsmål, fordi vi godt vidste Ronan fejlede en masse livstruende ting, og vi takkede egentlig mest ja til tiden fordi så var der nogen der tjekkede op på os inden Manden starter på arbejde.

Skrev til min læge, som har været på ferie og er booket helt op en måned frem, at hvis der dukkede en afbudstid op inden otte-ugers tjekket (d.11) kunne jeg virkelig godt bruge en snak. Fik hurtigt svar fra en af de andre læger i lægehuset at han var "sikker på hun gerne vil se dig så hurtigt som muligt, så jeg har bøjet vores interne regler og givet dig en tid d.1. august" Jeg elsker vores lægehus.

Der lå en frankeret svarkuvert i postkassen da vi kom hjem fra vores miniferie, så ligeså snart jeg har sendt vores billetter få vi returneret udgiften. Er så glad for jeg fik ringet og brokket mig, for fik det med det samme meget bedre. De er alle sammen så søde dernede, og det giver bare en rigtig god mavefornemmelse at vide at de gør hvad de kan for at rette op på fejlen (selvom det ikke er sådan ligetil at rette op på det følelsesmæssige) Så håber jeg bare de snart får opdateret deres rådne nye system, så det er lidt tydeligere hvor tiderne hører til. Jyden har også to gange oplevet at han er blevet fejlbooket, og kan huske at jm her i byen ikke kunne få adgang til de oplysninger hun skulle bruge.

Og nåja, så fik vi da lige en sms fra sundhedsplejen om at de havde fået besked fra Svendborg om at vi havde mistet og at de i den forbindelse tilbød en samtale. Som vi sådan set har haft for en måned siden med den sundhedsplejerske der også var her under graviditeten. Sms'en var i øvrigt fra en anden sundhedsplejerske, selvom vi havde fået at vide at det ville være den samme i hele forløbet.

Forstår bare stadig slet, slet ikke hvordan en jordemoder-tid kan blive ved med at figurere i systemet når man har født. Burde det da registrere af sig selv. Kender også en hvis sundhedsplejerske havde været på ferie og så havde hun ikke fået barnets dødsattest, kun fødselsattesten, så hun ringede glad og sagde tillykke og hvornår skulle hun komme og tjekke den lille? Synes virkelig det er en skam at systemet spænder ben på den måde, når nu de er så pissedygtige til deres arbejde.

Romantik

Så har vi været på Hindsgavl Slot. Vi har soppet i Fænø Sund, råsnavet i et mini-bindingsværkshus, ligget i blød i et lidt for lille spa-badekar, spist mazarin, spist rødt New Zealandsk oksekød, drukket Jacobsen brown ale, drukket kaffe, kigget på stjerner, kælet på et tæppe i mørket under stjernerne, danset tæt til tysk natradio-jazz, duftet, set, nydt, elsket.

Billeddokumentation følger.

torsdag den 28. juli 2011

Svendborg t/r

Vi havde en tid til opfølgende samtale nede i Svendborg i tirsdags. Sygeplejersken ringede og gav os den kort efter vi var blevet udskrevet, så vi havde god tid til at glemme hvornår det nu helt præcist var. Manden er heldigvis sød, så han ringede derned i mandags for lige at tjekke vi havde registreret tiden rigtigt og for at høre hvor vi skulle møde op.

Så vi tog til Svendborg. Med bussen, ligesom den forfærdelige dag hvor det hele pudselig var slut. Vi gik forbi altanen til den stue hvor vi havde den alt, alt for korte tid sammen med vores lille skid, og vi sad i venteværelset på den samme gang som vores stue var på. Der duftede af ham. Ikke hans egen lille duft selvfølgelig, men duften af de dage, af alle minderne.

Da det var ti minutter over vores tid gik den søde Mand hen og spurgte om vi skulle indstille os på en stor forsinkelse. Og fik så at vide at vi ikke havde nogen tid. Åbenbart var det en gammel tid hos jordemoder (som altså er her i Byen ved Vandet, og ikke i Svendborg) som vi ikke en, men to gange havde fået at vide var en opfølgende samtale på Svendborg Sygehus. Det er bare ikke ok. Det er uden sammenligning den værste dag i hele det her forløb. Det var simpelthen så hårdt og der var bare langt hjem. Med offentlig omvejs-transport. Sad ved busstoppestedet med tårerne strømmende ned ad kinderne og hviskede "Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere" og havde intet mere at give af. Jeg var vred og ked af det, for helt ærligt, jeg har fandeme taget det pænt. Jeg har kraftedeme. taget. det. pænt. Og det er bare ikke fair at der er nogen som helst der gør det her hårdere end det er.

Heldigvis havde vi en rigtig rar dag i går med sol og strand og hygge. Tror til dels det skyldtes at jeg tog mod til mig i går formiddags og ringede derned og sagde at jeg egentlig syntes de skyldte en busbillet. Tror hende jeg snakkede med godt kunne mærke at hun nok ikke skulle begynde at diskutere alt for meget. I hvert fald sagde hun venligt at hun selvfølgelig nok skulle undersøge det, og i dag har jeg så fået en mail om at de gerne vil refundere billetterne. Selvom det jo overhovedet ikke ændrer på hvor hårdt det var at være dernede, så er det rigtig rart at vi ikke har brugt næsten 300kr vi ikke har på ingenting.

I morgen tager vi afsted på kroophold. Med badekar og 4-retters middag. Han er fantastisk, ham min Mand, og jeg glæder mig så meget til bare at være sammen med ham.

tirsdag den 26. juli 2011

På vrangen

Selvom alting er som før vi fik Ronan, er det alligevel helt anderledes. Mit omdrejningspunkt har ændret sig helt fundamentalt. Vi gør de samme ting som før, ser de samme mennesker, men det er som om jeg pludselig lever mit liv på vrangen. Det hele er genkendeligt, men ser helt anderledes ud.

Min Mand er stor og stærk. Ikke sådan at han er i stand til at banke andre, men jeg føler mig tryg og varm når han holder om mig, og han forkæler mig alt for meget. Vi siger "jeg elsker dig" mange gange i løbet af en dag og mener dem hver eneste gang. Af og til når vi ligger tæt i sengen i et af de der rosetinted movie-moments (som faktisk forekommer kvalmende ofte hjemme hos os) ser Manden mig i øjnene og siger "Jeg vil gøre alt for dig" Efter vi mistede Ronan er al mening forsvundet fra de ord. For hvad nytter det at man vil gøre alt for nogen, når man ikke kan?

Herhjemme lister vi nogengange rundt om hinanden i en akavethed vi slet ikke kan genkende. Vi kan ikke helt finde hinanden og det bliver pludselig tydeligt hvor meget alle de små ting betyder, når de bliver glemt. Efter en lang og ikke særlig frugtbar snak kom vi ind til et fælles "Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvor jeg har dig" Men det er måske slet ikke så mærkeligt, når man ikke engang kan finde ud af hvor man har sig selv.

søndag den 24. juli 2011

Alene-nat

Har tilbragt aftenen hos Kaye og Jyden mens Manden har hygget sig med Ginger. Det lyder umiddelbart som optakten til et trekantsdrama, men Ginger er bare en helt almindelig mandlig kammerat, ikke stjernen i en engelsk pornofilm. Det håber jeg i hvert fald ikke han er.

Anyway, nu er drengene sendt i byen, og det var åbenbart den rigtige dag de havde valgt til det for *chok* *chok* stamværtshuset lukker. Selv er jeg på vej i seng med min Sony og Stephen King's The Dark Tower. Er lidt spændt på hvordan det bliver at skulle være selv hele natten. Flippede fuldstændig skråt i morges over at der var en hel dag der ikke var som den plejer og at vi ikke havde fået detail-planlagt det. Bliver nogle gange lidt træt af mig selv.

Har heldigvis fået lidt mere mod på det hele i løbet af dagen, og jeg skal jo alligevel til at vænne mig til det, for Manden starter på arbejde igen i starten af august. Gys. Jeg har lovet mig selv at lade ham have fred i nat og ikke blive sur over noget i morgen tidlig... med mindre han smider jakke/nøgler/pung væk, for det er fandeme bare ikke i orden... men ellers ikke.

lørdag den 23. juli 2011

Hvordan Ronan fik sit navn

Når jeg fik en dreng, så skulle han opkaldes efter min morfar. Det har jeg vidst helt siden min søster blev født og var en pige og derfor ikke kunne få hans navn.

Da vi fandt ud af at den lille Ananas inde i maven var syg, sådan for alvor, og måske ikke ville klare den virkede det pludselig helt forkert at opkalde vores barn efter nogen vi havde mistet. Indtil da havde vi valgt ikke at kende kønnet på barnet, for det finder man jo ud af når den lille bliver født og for os havde det aldrig været vigtigt. Det blev det. Da vi fik at vide at det var langt fra sikkert de kunne gøre noget for vores lille barn blev det vigtigt at lære så meget om det som muligt. Det blev også vigtigt at finde et navn.

Vi lånte "Hvad skal barnet hedde?" og så pløjede vi ellers alle de tusindvis af drengenavnene igennem og skrev dem vi kunne lide. Der var en del regler; det må ikke være et engelsk-udtalt navn; det må ikke være for usædvanligt; det skal være indlysende hvordan det staves; det må ikke være et almindeligt dansk ord (som fx Bjørn og Aske); det må ikke være Villads, Oscar, Marcus osv.; stavemåden med k er altid at foretrække fremfor c. Der var sikkert flere, men you get the picture. Ronan kom lidt med på et wildcard, eftersom det bryder størstedelen af vores regler - men "vi kan jo bare skrive det på grovlisten og så sortere det fra i næste omgang"

Der var mange navne på grovlisten. Virkelig mange og virkelig forskellige. Vi slog alle navnenes betydning op. Jeg er ikke overtroisk, men ens navn er det mest grundlæggende man har og jeg vil gerne lægge omtanke i dem vi vælger til vores børn. Babynames.com var en god hjælp og kunne fx fortælle at Ronan betyder "little seal". Ja, jeg ved det, "nååårh hvor nuttet", ikke også? Og så var det han begyndte at lave de der hvalsæl-bevægelser inde i maven. Og en dag, da vi var ovre på Riget gik vi og snakkede om navne og så gik vi forbi en sælfigur.

Jeg sagde til Manden at han skulle vælge et navn til Ananasen. Jeg fik jo lov til at gå med ham inde i maven og jeg kan egentlig godt lide ideen om at det er faderen der vælger navnet. Der var en del der spurgte "Hvad nu hvis han vælger et navn du ikke kan lide?" Men altså, det gjorde han jo ikke. Han ville jo altid vælge navnet af kærlighed til vores fælles barn, og hvordan kan det nogensinde blive dårligt? Efter vi var ovre på Rigshospitalet den sidste gang sagde Manden at han syntes vi skulle vælge et navn snart - for risikoen for at jeg fødte for tidligt virkede pludselig meget virkelig og jeg tror vi begge to følte at det hastede. Det gjorde det jo også.

Da vi fik at vide at hans lille hjerte ikke slog længere holdt Manden mig helt tæt og hviskede "Jeg har valgt Ronan"

fredag den 22. juli 2011

Og vinderen er...

Er I spændte, er I? Hva'? Er I, hva'? Hva'? Så er det nu vi skal have udløst spændingen på give-away'en! For at trække spændingen lidt lægger vi ud med facitlisten:

Åke-ræsh: Betyder selvfølgelig slå græs - det er som bekendt livsvigtigt for en halvandenårig at kunne identificere lyden af en motorplæneklipper, fremfor fx at kunne sige "sut"

Baby: Baby - som regel drejer det sig om dukken

Tark: Tak - men også værsgo 

A-bish: Det var et trick-spørgsmål. Det er lidt af et universalord der både betyde spise og tisse og alt hvad der hænger sammen med de to ting. Undtagen når der drejer sig om drikkevarer, så hedder det darsht (tørstig)

Miar: Mere (mælk/ketchup/smør/kage)

Var/VAAAA-AAAR: Far (når han omtales)/FAAAA-AAAAR (når han tiltales)

Pyts: (Peter) Plys - af og til også brugt om random peter-plys-farvede ting (som fx hendes cykelhjelm)

Burh/go: Sko. Hvorfor de nogle gange hedder "burh" ved jeg ikke

Boar: Mor

Mu-ah: Ok, det var også et trick-spørgsmål, for det betyder også mor - men som i "hvor er du, mor?"

Vov-vov: Hund

Kuh: Ko

Ish: Hest. Ja, det tog også mig lidt tid inden jeg fattede det. Især fordi det minder utrolig meget om a-bish-ordet.

Båvh: Bog. Tit i et kommanderende tonefald. Allerede nu har hun forstået at bøger er noget man ikke kan få nok af.

Kastjap: Ketchup, gudernes nektar. Man kan aldrig, aldrig, få for meget ketchup. Hun får julelys i øjnene og sidder og sitrer når der er udsigt til hun må få noget.

Løg: Løg! Den dag hun fandt ud af at sige løg var vi derude til hotdogs. Hun blev meget begejstret for at vi forstod hende og underholdt resten af måltidet med at snakke om løg - "Løg væk?", "Var løg!", "Løg?", "Løg!", "Løøøøg-løg" Jeg er godt klar over det er vigtigt at tage børn seriøst, men det var godt nok svært at holde masken da hun så mig dybt i øjnene og gravalvorligt konstaterede "Løg."

Gaw-gaw: Gynge (gyng-gang)

Babar/babarba: Barbarpapa er gud og skal tilbedes begejstret hver eneste gang man får øje på en af dem. Hun kan spotte dem på 100 meters afstand, også selvom det kun drejer sig om en lillebitte barbarpjuske på en lillebitte sok.

Juryen har voteret og pointene fordeler sig som følger:
Anne Lotte, 8 point
Tanja, 10 point
Øglemor, 12 point
Alice M, 12 point + tillægspoint for at gætte ordet "ish"

Præmierne fordeler sig som følger:
Alice M, Sandheden om Rødhætte og øh... klidkiks? Kom lige i tanke om du er stået af sukkertoget. Nå, men jeg finder på noget. Og sig lige til hvis du allerede har filmen og/eller synes den er herredårlig - for jeg har sikkert noget andet spændende i bunken hvis det er.
Øglemor, Boondock Saints og noget Rittersport - men på betingelse af at du deler med Husmoder på jeres næste playdate, for når man er højgravid så fortjener man chokolade, også selvom man ikke har hjerne til at gætte baby-ord.
Tanja, som trøstepræmie (og fordi du var hurtig til at svare) noget chokolade af en art. Og chokolade kan godt blive for gammelt, men tror på ingen måde det jeg har liggende er kritisk.
Anne Lotte, jeg er ked af det, men du blev nummer sidst. Som en trøst pådutter jeg Øglemor Boondock Saints - og så er alting jo som det ville være hvis du havde vundet (så det kan du jo altid bare lade som om ude i byen)

Så hvis Alice M, Øglemor og Tanja lige sender jeres adresser til mandenogkonen@gmail.com så er der præmier på vej, en af de nærmeste dage

torsdag den 21. juli 2011

Bundløs

Kunne ikke falde i søvn i går. Lå og savnede maven og havde bare brug for at huske min lille dreng. Listede ind i stuen og fandt hans album frem og lod bare tårerne komme. Sad i sofaen og hylede fra et sted indeni mig der virkede fuldstændig bundløst. Ved ikke hvor længe jeg sad der og bare græd og græd over min fine lille dreng, der så så sød ud i sit lidt for store tøj. Selvom jeg godt ved det bare er et billede blev jeg ved med at tænke "Lige om lidt bevæger han sine arme. Lige om lidt siger han en lille lyd. Lige om lidt vågner han op" Han ser slet ikke ud som om han er død.

Jeg har svært ved at sætte "vi har mistet et barn" sammen med "vi har mistet Ronan" Det er som om det er to helt forskellige ting. Jeg synes det er så trist når børn dør, og jeg synes det er trist at se en gravsten med kun én dato på. Det gør mig så ondt for de forældre der mister - alle jer der har børn ved præcis hvordan det føles. Men det er bare som om det slet ikke er det der sker for os.

onsdag den 20. juli 2011

En lille reminder

Er godt bombet efter tre dage med familiebesøg. Kan godt mærke det er hårdt at skulle være på hele tiden. Især når man nogle gange bare mest har lyst til at sætte sig ned på badeværelsesgulvet og tudbrøle. Nu trænger jeg bare til en pizza og en aften på sofaen - så det bliver nok ikke lige nu jeg får skrevet resten af den der fødselsberetning.

Men mens I venter kan I jo lige deltage i den der giveaway jeg satte gang i. Ellers så vinder Tanja og Øgle(krybdyrs?)moren jo bare per default. Kan da godt smide en ekstra dvd i præmiepuljen, så der er lidt mere at spille om. Var det noget med Boondock Saints? Og en ekstra plade rittersport? Jeg finder en vinder på... skal vi sige fredag? Klokken 12.00. Eller når jeg husker det. Kom glad! (og hvis I ikke gider den åndssvage gætteleg er det ok - I må godt være med alligevel)

søndag den 17. juli 2011

Lidt a la Noa

På forhånd undskyld for detaljer som I ikke gider høre, men der er lissom bare ting omkring fødsel og efterfødsel som ikke er "pæne" at snakke om.

Anyway, da jeg havde skiftet nat(!)bind tredje gang på en formiddag tænkte jeg at det måske var en ide liiige at ringe til vagtlægen. Åbenbart har lægevagten kun åbent mellem 14 og 15 her i byen, men jeg kunne tage ind til Odense med det samme, hvis det var. Men det var det ikke, for jeg ville meget gerne spare turen derind, så jeg ventede bare. Fint nok, men hvis det var slem blødning, så ville jeg nok blive sendt derind alligevel, for så skulle jeg have blødningsstoppende medicin, og den slags skal man til Odense for. Tak så, men jeg tror nok hellere jeg ville være fri.

Heldigvis sagde den rare vagtlæge nede på klinikken det jeg havde håbet på: at jeg bare er hormonella og har fået min menstruation og at det i øvrigt er helt normalt at pisbløde på syndflodsmåden. Og at jeg bare skal tage hjem og slappe af og drikke irsk kaffe, flagermusshots og white russians til jeg brækker mig. Ok, det sidste sagde han måske ikke, men han sagde heller ikke det modsatte - og det er heldigt, for jeg er ikke typen der er i stand til at ignorere en læges anbefalinger eller skide på hvad der står af advarsler på en medicinpakke, og vi havde sådan set planlagt hegns-druk med Esserne. Som kommer om et kvarter, så jeg burde måske tage tøj på og den slags.

Glæder mig så meget til at lave noget, der forhåbentlig bliver noget mere festligt end størstedelen af min tid. Var ved at gå helt i spåner da telefon-lægen nævnte medicin og whatnot - kunne simpelthen ikke bære hvis der skulle være mere i vejen, og den ene aften vi havde planlagt skulle aflyses.

...

Han var jo bare en lille bitte baby. Og når man er en baby, så skal man ikke dø. Så skal man blive hos sin far og mor og blive passet på.

lørdag den 16. juli 2011

Den første måned

I dag er det en måned siden Ronan blev født. Hvordan kan det nogensinde være en måned siden? Forstod verden ikke at tiden gik i stå? Jeg er slet ikke klar til at der er gået en måned. Det tog to uger før jeg forstod at han var død da han blev født - alle følelserne fra de første dage kommer med store forsinkelser, fordi der er alt for meget til at et enkelt menneske kan rumme det. Mit indre ur er helt ude af takt.

Det gør det ikke bedre at vi har en meget forskellig måde at sørge på, mig og Manden, og ikke befinder os samme sted i vores sorg. Det kræver energi at rumme hinanden, og vi skal lære en ny side af hinanden at kende. Nogle gange bliver jeg ked af det, når jeg går ned til graven uden at tage ham med, eller når han sidder alene oppe det meste af en nat (uden at ville have jeg sidder oppe med ham) Men i virkeligheden er det jo slet ikke mærkeligt. Hvis vi havde fået ham med hjem ville der jo også være forskel på at være far og mor. Det har altid været det jeg har haft det sværest med - tanken om at skulle dele Manden med en anden, og at skulle dele mig selv med en anden end Manden. Det er svært at have tanker, følelser og oplevelser vi ikke er fælles om, men samtidig er der også en trøst i at vide at det bare er fordi vi er ved at finde os til rette i vores nye roller som nogens mor og far.

Gi' en penge, hva

I dag fik jeg mig endelig taget sammen til at give nogle penge ned til Afrika.

Tænk engang at vi bor i et land hvor vores lille barn, som næsten ingen chance havde, fik al mulig omsorg og den bedst tænkelige hospitalsbehandling - og så er der nogle steder i verden hvor børn dør af sult. Hver. Eneste. Dag. Helt unødvendigt.

Nogle gange skammer jeg mig over hvor godt vi har det.

fredag den 15. juli 2011

Simpelthen

Indtil Ronans begravelse var alting så simpelt. Det var hårdt, men simpelt, at vi skulle beholde ham og kæmpe for ham. Det var ligetil og uundgåelige, ligesom at trække vejret. Det var simpelt at vælge hans kiste og hvad han skulle have med, og salmerne vi skulle synge havde lige de ord vi selv manglede. Det var simpelt at vælge hans gravsted, nummer 92 ved siden af et af de nye træer.

Efter det holdt verden op med at være simpel. Selv små beslutninger bliver pludselig helt umulige at tage stilling til og jeg glemmer tit hvad ugedag det er. Jeg kan gå helt i spåner over at mit brød er blevet ristet for meget eller at nogen spørger mig om hvad jeg skal i næste uge. Ingenting er simpelt længere.

Det var næsten umuligt at vælge en gravsten og efter vi havde bestilt den var jeg virkelig i tvivl. For 8000kr i tvivl. Da den var kommet på graven syntes jeg den var for stor og skriften var forkert og hvad skal man i øvrigt med sådan en åndssvag sten?

Da vi skulle finde "tak for opmærksomheden"-kort var alle kortene nede i boghandlen grimme. Eller fyldt med tillykke. Og det pæne blå karton kunne man ikke få i A4-størrelse og tror de lige selv min printer kan finde ud af at printe på 30 små A7 karton-kort.

Og hvad skal vi i øvrigt have at spise? Spørgsmålet der falder hver. eneste. dag klokken halv seks. Fordi vi har glemt at den slags skal man også tage stilling til ude i den virkelige verden.

Men stenen er faktisk pæn. Virkelig, virkelig pæn, også når det regner. Og selvom inskriptionen måske er lidt uortodoks, så er den rigtig - og hvis folk ikke synes ordet skid hører hjemme på en kirkegård, så må de jo lade være med at kigge på hans sten.

Det viser sig også at printeren sagtens kan klare at printe 30 små A7 karton-kort, som blev rigtig pæne og lige som jeg havde forestillet mig. Og madproblemet? Det er midlertidigt løst af en bunke tilbuds-frostpizzaer fra Lidl.

torsdag den 14. juli 2011

Fødselsberetningen, del 1 - den forfærdelige del

Det var den mandag hvor alting bare var rigtig træls. Manden puttede mig og tog på arbejde og jeg lå i sengen og læste. Vendte mig om i sovestilling på siden/maven og studsede over at der ikke var nogen der møffede tilbage inde fra maven. Puttede mig endnu mere om på maven og prikkede til den, uden der skete noget. Og så kom jeg i tanke om at det egentlig var længe siden jeg havde mærket noget. Et ukendt antal timer længe siden. Stod op og tissede, lagde mig tilbage oven på maven, stod op og drak iskold mælk, sang alle vores sange, puffede til maven... lå med tårerne strømmende ned ad kinderne og hviskede "please, lille baby, du må ikke være død"

Ville ikke bekymre Manden, for der var trods alt en rimelig sandsynlighed for det var et anfald af gravid-hysteri udløst af en dårlig dag og flere nætter alene. Så jeg skrev til Kaye, der fik Jyden til at komme og hente mig - også selvom det var klokken lort mandag aften. Sov ikke ret meget den nat, og hver eneste gang jeg vågnede var jeg pinefuldt bevidst om at jeg stadig ikke havde mærket noget til Ananas inde i maven. Var fuldstændig klar over at det var helt, helt forkert, samtidig med at jeg blev ved med at tænke "han sparker jo lige om lidt" Stod op og spiste morgenmad klokken halv seks, stadig med en helt stille mave. Han vågnede ellers altid op når vi fik morgenmad.

Kaye kørte mig hjem på vej til arbejde. Manden havde nået en tidlig bus og var kommet hjem lidt før mig. Vi stod i gangen og min stemme knækkede over i det der hysterisk-paniske leje da jeg fortalte ham jeg ikke mærkede liv. Glemmer aldrig hans ansigtsudtryk. Som om jeg havde givet ham stød. Tror, at lige i det øjeblik vidste vi det godt begge to. Så slog overlevelses-mekanikken til og vi forsøgte at overbevise os selv om at måske var det bare fordi der var kommet så meget fostervand, eller at han havde fået lagt sig underligt og at det nok lige skulle passe at han gav et ordentligt hop når vi først sad i bussen til Svendborg. Det blev nødt til at passe, for alternativet var ubærligt.

Nede i Svendborg havde de travlt. Det var dagen efter pinse, og af en eller anden årsag har de ikke ret travlt når det er helligdag - men dagen efter kommer alle rendende og skal tjekkes. Det var på ingen måde skadestue-lang tid vi skulle vente, men det føltes meget, meget langt. Da vi endelig kom ind på modtage-stuen ville jordemoderen sætte strimmel-maskinen til, for at se om hun kunne finde hjertelyd, men hun blev ved med at finde min puls fordi den var så høj. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv.

Afdelingslægen blev tilkaldt, så han kunne kigge med ultralyd. Oppe på fødegangen havde de kun de gamle ultralydsapparater stående, men det var tydeligt alligevel da han satte scanneren på. Vores lille Ananas havde jo altid været nem at finde, lige fra den første scanning i syvende uge. Lægen tilkaldte overlægen, for billedet var dårligt og han ville være helt sikker. Han blev hos os og snakkede med os, og det hjalp os meget til at bevare roen. Overlægen kom og kiggede grundigt på skærmen inden han sagde det vi allerede godt vidste "Jeg må desværre sige at..."

Jeg følte en kæmpe klump løsne op indeni mig og jeg følte, mere end tænkte, nu er det slut. Han skal ikke kæmpe mere. Og så kom tårerne.

Forsættes i del 2

onsdag den 13. juli 2011

Om folk der bør stå allerøverst på listen over dem der skal i helvede

Kender I den der scene i Hitchhikers Guide hvor de automatisk får slag hver gang de tænker en selvstændig tanke? Sådan en anordning burde der også findes ude i IKEA, den skulle bare udløses af dårligt forældreskab i stedet.

Vi var på par-date med Esserne og lige midt i IKEA-kylling og ditto softice var der en et-årig ved bordet ved siden af der begyndte at skrige. På den hysteriske "jeg vil ned, men jeg vil ikke ned, og du skal slet ikke prøve at tage mig op"-måde. Det gør et-årige jo af og til og i IKEA kan man ikke rigtigt forvente madro. Der hvor min middagsoplevelse blev ødelagt var da drengens far stirrede rigtig vredt på ham og blev ved (og ved) med at sige/halvråbe "Du er ikke sød nu" for derefter at tage ham op (på en ikke særlig rar måde) og dæmpet-skrige "Klap i! Jeg kan ikke li dig! Du er ikke sød!" Ville ønske man ikke var så forbandet bundet af normer når det gælder andres børn, så man havde haft modet til bare at gå hen til ham og sige "Hvad fanden laver du, din store lorteabe? Nu tror jeg nok lige vi trøstede dit barn for dig, mens du gik et andet sted hen"
Prinsessen og jeg fik på et tidspunkt øjenkontakt med drengen og som alle fornuftige voksne der får øjenkontakt med en et-årig tyede vi til den ældgamle kunst "at skære ansigter" Jeg håber han glemte sin lorteabe-far nogle minutter. Han holdt i hvert fald op med at græde og begyndte at følge med i hvad de skete ovre ved vores bord. Desværre skulle vi jo videre på et tidspunkt - jeg hader at gå på den måde og efterlade et barn med en skod-forælder.

Hvis du er den far der sad i IKEA Odense i går og råbte af dit barn over aftensmaden:
Du er en nar. Og en røvfirkant. Dit et-årige barns hjerne er ikke udviklet nok til at forstå og reagere på konceptet "at være sød" og du skulle have prygl med et pigtrådshegn for at sige du ikke kan lide ham. Du er urummelig på den pisse ufede måde og du skulle aldrig have haft lov til at få børn. Og i øvrigt skulle du måske have prøvet med række-tunge-og-sige-en-sjov-lyd inden du gik direkte til psyko-far. Pikantilope.

tirsdag den 12. juli 2011

At få noget med sig

Selvom den der graviditet mildest talt hverken forløb eller endte som vi havde drømt om, så var det ikke bare alt sammen rent skidt. Fx viser det sig at jeg er den irriterende type der taber sig af at være gravid. Yep, er fire kilo under min før-graviditets-vægt. Er også den irriterende type der ikke får strækmærker. Eller jo, jeg har strækmærker, men de er alle sammen (korte) forlængelser af jeg-er-for-fed-strækmærker jeg havde i forvejen - og nu tænker I "Ja ja, men hun gik heller ikke til termin og blev rigtig fed", men på grund af alt det der fostervand var maven faktisk næsten termins-størrelse til sidst. Og sådan generelt synes jeg egentlig også vi havde helt godt styr på det der graviditet, og det meste af tiden var det faktisk pænt hyggeligt med kæmpe-maven. Det eneste der lige glippede for mig var at gå til (og bestå) mine eksamener, men altså, hvis man ikke må være sygemeldt når ens barn er meget syg og man selv har bækkenløsning hvornår må man så?

Og faktisk, så er jeg også den type der synes det er fedt at føde. Bortset fra epiduralen, som var aldeles ufed (præcis som jeg havde forventet) - men efter fire døgn med dårlig/manglende søvn, halvandet døgn med begyndende veer og en aften+nat med veer-der-virkelig-arbejder, morfin der gjorde at jeg hverken kunne holde mad eller vand i mig og en voksende frygt for hvordan det ville være når han blev født... der kunne jeg ikke mere. Men resten var awesome.
Det var jo ikke fordi det ikke gjorde ondt, men jeg synes bare slet ikke det var på en dårlig måde. Der var noget at arbejde med og det var noget jeg instinktivt kunne finde ud af - og som jeg virkelig følte jeg var god til. Det var præcis som jeg altid havde forestillet mig, selv detaljer som at lattergas var kongen af smertelindring. Næste gang vil jeg bare gerne havde sidste del af drømme-fødselsoplevelsen med også - jeg var så bedøvet at jeg ikke kunne mærke hvornår jeg skulle presse, og det gik hurtigere end det nogensinde ville ved en normal fødsel fordi de skruede helt op for det der vedrop.

Kort sagt havde jeg en fantastisk fødselsoplevelse og jeg har fået en stor portion ekstra selvtillid med mig. For det der med at være nogens mor, det er jeg fandeme hård til.

I skal nok få hele fødselsberetningen engang - måske det bliver af et par omgange.

PS. Det var altså ikke for at sige at kvinder der synes det var røvsygt at føde ikke kan finde ud af at være nogens mor - mener på ingen måde det er det det kommer an på. Men der er bare få ting i mit liv jeg er rigtig (selv)sikker på, og lige på det her punkt gik alting på en eller anden måde op i en højere enhed.

søndag den 10. juli 2011

Nu med give-away!! WOW!

Nu ved jeg jo at jeg har læsere, fordi I allesammen er så søde at kommentere. Så jeg tænkte at det måske var ved at være tid til en give-away. Men for at det ikke skal blive for nemt at få gratis ting har jeg lavet en lille quiz!

Niecen er efterhånden halvandet års tid gammel og det kommer der mange sjove ord ud af. Dem vi forstår er:

Åke-ræsh
Baby
Tark
A-bish
Miar
Var/VAAAA-AAAR
Pyts
Burh/go
Boar
Mu-ah
Vov-vov
Kuh
Ish
Båvh
Kastjap
Løg
Gaw-gaw
Babar/babarba

Men spørgsmålet er: Hvor mange forstår I?

Smid en kommentar med dit bud på hvad alle/nogle af ordene betyder - eller skriv en mail, hvis du er bange for de andre hugger dit bud - så offentligør jeg alle forslagene når jeg har trukket lod fundet en vinder. Der er point for kreativitet (og rigtighed, selvfølgelig)

Præmien kunne fx være vores reserve-eksemplar af "Sandheden om Rødhætte" - men hvis I skulle synes det er en herredårlig præmie er jeg fleksibel. Har fx også en halv rittersport og nogle for gamle påskeæg liggende.

torsdag den 7. juli 2011

Dårlig samvittighed

Jeg går og skriver lidt på en fødselsberetning, men det er langt og hårdt at skrive. Især når gode, dårlige og mærkelige dage vælter rundt oveni hinanden.

De sidste dage har været ok. Men så får jeg dårlig samvittighed. Hvor langt ude er det ikke lige? Al vores tid går jo med at forsøge at få en hverdag til at fungere igen, forsøge at finde ind til der hvor det hænger sammen og man måske kunne havde det godt. Og så får jeg dårlig samvittighed når det af og til lykkes? Når der går en halv time uden jeg tænker på ham; hvis der er en dag vi ikke kommer på kirkegården; når jeg ligger med næsen begravet i Mandens dyne og føler mig lykkelig, bare et lille øjeblik.

For hvordan kan man tillade sig at være lykkelig, bare et sekund, når man har mistet sit barn?

søndag den 3. juli 2011

Sorg

Det havde ellers været en god dag i går. Min mor havde taget min mormor, moster og søster med på besøg, sammen med hjemmelavet kartoffelsalat og min mormors bedste hindbærtærte. De så billeder af Ronan og var med omme på kirkegården og se til ham. Blomsterne fra begravelsen er næsten helt visne, så det var rigtig hyggeligt at de havde nogle friske med til ham.

Efter de tog hjem fik vi ikke lige lavet aftensmad, for mormor-mængderne af kage havde fået lagt en rimelig solid bund. Og ligepludselig så var klokken halv ni og Manden sagde "jeg er ked af jeg ikke gik med jer" Så vi gik ned til Ronan og var lidt. Da vi kom hjem var jeg både sulten og træt. Men jeg havde mest lyst til at kaste op og jeg kunne slet ikke holde op med at græde. Der var en kæmpe klump i mit bryst som bare voksede og voksede indtil jeg knap nok kunne trække vejret og der er intet man kan gøre for at få det ud, for at få hul. Man kan ikke græde nok, skrige nok. Savnet bliver så stort at det truer med at sprænge en. Så jeg græd, helt ude af stand til at finde sammenhæng i verden.

Vi fik først spist noget halv tolv. Vi slukkede lyset og så på torden og omkring midnat fandt jeg ro. Manden opgav at falde i søvn, og jeg lå hos ham på sofaen indtil han sagde jeg skulle gå i seng. Selv kom han først i seng klokken halv otte i morges.

I dag var ellers også en god dag. Med kage og mad hos Kaye og Jyden efter en tur med sidstnævnte på genbrugsstationen. Men det var svært at være rigtigt til stede, med hele verden ude af fokus. Jeg sad på deres gæsteseng med tårerne strømmende ned ad kinderne og tænkte "Det var her jeg sov den sidste nat" Den nat jeg godt vidste der var noget galt, men bare håbede, håbede, håbede.

Jeg ville give alt hvis jeg bare måtte få lov til at holde ham et øjeblik mere.

fredag den 1. juli 2011

Billeder

I dag var der (endelig!) billeder til afhentning i Kvickly. Har glædet mig hele ugen til at få rigtige papirbilleder så jeg kunne få lavet et album til Ronan. Der er så mange fine billeder og jeg har lyst til at vise dem til alle og sige "Se, er han ikke bare sød, min lille dreng?" Men det er måske ikke alle der har det godt med at se billeder af et dødt barn, og det er lige en grad for privat til at dele med hele internettet. I virkeligheden er det jo også historierne bag billederne der er interessant - og dem må I gerne få. Bær over med mig hvis det bliver (for) langt. Der er jo et helt album.

Da Manden lagde Ronan tilbage på min mave var han blevet flyttet så hans ene øje var gået op. Det var helt mørkt, næsten sort, og selvom han var død var det som om man stadig kunne se hans sjæl.

Vi holdt ham begge to. Jeg husker tydeligt følelsen af hans vægt og fine, bløde hud. Mit hjerte var ved at briste af kærlighed da Manden tog vores lille søn i armene. Der kom en plet på Mandens undertrøje der hvor han lå. Nu nænner vi ikke at vaske den.

Da vi ville forsøge at få lidt søvn fik vi en vugge ind som vi kunne putte ham i. Vi gav ham en lille hue på og pakkede ham godt ind i tæppet. Han så mest ud som om han bare sov. Huen havde vi med hjem, og nu ligger den i en æske i soveværelset. Af og til tager jeg den frem og kigger lidt på den. Det er det eneste vi har der har rørt ved ham. I starten duftede den af ham.

Manden skrev Ronans navn på tavlen på fødestuen, lige under fødselstidspunktet, og satte en blå nål på kalendertæppet. Der var blevet født en anden dreng ti minutter før Ronan. Om onsdagen var der tre drenge og tirsdag tre piger.

Hans hår var ikke langt nok til at vi kunne klippe en tot af det, men det var blødt og plysset og han havde en strit-hvirvel i nakken ligesom sin far.

Han var hos os på stuen og vores forældre havde gaver med, som vi puttede hos ham i vuggen. En af sygeplejerskerne kom med en ispose han kunne ligge på, så vi kunne have ham hos os lidt længere. Det var som om jeg aldrig kunne blive færdig med at kigge på ham.

Vores familie holdt ham lidt og snakkede med ham og beundrede hans nuttede ører sammen med os. Jeg er så glad for de var der og kunne dele det med os. Så er vi ikke de eneste i verden der ved hvor fantastisk vores lille dreng var.

Vi gav ham tøj på, som Kaye havde købt for os, og en hue som havde været Niecens. Vi pakkede ham trygt ind i tæppet og puttede ham med bamsen og sang godnatsang for ham, inden han blev kørt over i kølerummet.

Da vi skulle lægge ham i kisten havde de tændt levende lys ovre i kapellet. Ligesom de havde om morgenen da vi var ovre og kigge til ham. I starten så han så lillebitte ud i kisten, men da han blev puttet med sine ting passede det lige. Vi pakkede puden ind i en stofble herhjemmefra med små dyr på, så han også havde noget med han skulle have haft her. Så kyssede vi ham farvel.

Der var mange blomster til begravelsen. Min mor og svigermor havde lavet små dekorationer til kisten, som pyntede sammen med en lille elefant der var i pakken med hans bamse. Elefanten står og passer på graven indtil stenen kommer. Alle de fine buketter er næsten helt visne nu.

Den sidste side er blank endnu, så der er plads til et billede af graven når stenen er kommet på.