Fødselsberetningen, del 2 - den sjove del

Fortsat fra fødselsberetningen, del 1 (sjovt nok)

Ret hurtigt meldte spørgsmålet sig: "hvad så nu?". Selvfølgelig var jeg ked af det, men det var som om alle følelserne trådte i baggrunden - for der var jo kun én vej frem og selvom det var hårdt var det rart at der var noget at gøre. De spurgte om vi ville hjem og sove på det, men hverken mig eller Manden kunne se hvad det skulle gøre godt for. Han var jo død og det ville hverken gøre fra eller til at vi ventede en dag mere.

Alle var simpelthen så søde og jordemoderen sørgede hele tiden for at der var saftevand og kaffe til os, selvom hun sagde de havde travlt (det mærkede vi overhovedet ikke noget til) Hun undskyldte endda for at der var en fødsel på stuen ved siden af. Vi syntes nu bare det var hyggeligt da vi hørte den lille nye skrige. Det var så rart at der stadig var noget i verden der fungerede; at der stadig var nogen der bare fik en baby helt almindeligt uden at skulle igennem alt det vi var igennem. Hospitalspræsten kom og vi fik en rigtig god snak, og så var jeg klar til at tage hul på fødslen.

Da jordemoderen havde undersøgt mig sagde hun at jeg ikke havde åbnet mig, men at livmoderhalsen var blød, så min krop var begyndt at gøre sig klar. Det var en enorm lettelse at det faktisk var gået igang af sig selv. Det var så frygteligt dengang med Ærten, hvor min krop ikke opdagede noget som helst. Jeg fik den første stikpille og så var det ellers bare om at vente. Manden sov meget af tiden (han havde jo været på arbejde hele natten) og jeg lavede kryds og tværs og græd lidt for mig selv. Jeg kunne mærke effekten af den der stikpille med det samme, men det var ikke voldsomt.

I løbet af eftermiddagen kom Kaye og Jyden. De havde ekstra tøj med til os og Kaye havde købt et lille sæt tøj i str. 40 - noget vi selv havde snakket om at gøre (for en sikkerheds skyld), men ikke havde nået. Vi blev flyttet ind på en anden stue og efter aftensmaden tog Kaye og Jyden hjem. Jeg fik en stikpille mere og den fantastiske cocktail bonyl-og-panodil og så gik vi vist tidligt i seng. Jeg sov nogenlunde den nat - omkring klokken 4 fik jeg lidt mere smertestillende og så kunne jeg sove videre.

Jeg er stadig ikke helt klar over hvad vi fik onsdagen til at gå med. Ud over at tale om den flue der på en eller anden måde var kommet ind på stuen (og som Manden til sidst fangede og lukkede ud) og spise hospitalsmad og drikke saftevand. Jeg havde fået en stikpille mere om morgenen, for de sparer ikke på dem når der ikke er et barn at tage hensyn til, og i løbet af dagen begyndte de der menstruations-agtige smerter at blive mere regelmæssige og ve-agtige. Manden sov en del og var på et tidspunkt nede for at købe en lille bamse til Ronan (den han fik med i kisten).

Om eftermiddagen/aftenen havde vores egen jordemoder her fra Byen ved Vandet vagt og det var virkelig rart med et kendt ansigt. Hun lagde den fjerde, og sidste, stikpille og da hun undersøgte mig lidt senere sagde hun "1½ centimeter" Så lavede hun et af de der jordemoder-tricks som gjorde PSYKONAS og så var det pludselig 3 centimeter. Hvorfor er der egentlig ikke nogen der fortæller hvor mega-ondt det gør når de undersøger hvor åben man er?

Inden jeg selv prøvede at føde var jeg den virkelig irriterende type og meget sådan "hvor svært kan det egentlig lige være at føde?" og "det gør jo ondt på den gode måde" Og efter jeg har født er jeg... stadig den irriterende type. Bare endnu mere entusiastisk. Det var jo pisse fedt, mand. Det var måske ikke ligefrem sjovt at have veer, men jeg synes det var fedt at mærke kroppen arbejde og det gav helt sig selv det der med at trække vejret. 20 ind og 20 ud. Pause. 20 ind og 20 ud. Totalt zen. Manden siger min humor forsvandt og at jeg bed af ham. Sådan husker jeg det slet ikke - jeg havde bare en ve, og så kan man ikke rigtigt andet samtidig. Var virkelig surrealistisk at kunne høre Manden og jordemoderen tale sammen, mens jeg bare var et helt andet sted. Er i øvrigt virkelig imponeret af de der jordemødre og deres evne til at spotte hvornår der er en ve og hvor kraftig den er.

Omkring klokken 23 da det ikke rigtigt var nok med varmepuder længere fik vi at vide at normal procedure var at give epidural og vedrop og skrue helt op for sidstnævnte, for at få det overstået. Det var jeg ikke rigtigt indstillet på, for nu var det faktisk lige så hyggeligt og heldigvis var jm sådan en der "har været jordemoder længere end afdelingslægen har været læge" og hun mente ikke der var nogen grund til at skynde på noget, hvis ikke det var det vi ville. Hun fyldte badekarret til os, og det var virkelig skønt. Selvfølgelig fordi det tog toppen af veerne, men faktisk mest fordi Manden var med og vi kunne være tæt. Det trængte vi til.