Netværk

Jeg lovede vist engang i en kommentar Mama Mårslet ovre fra Camp Chaos et indlæg om hvor socialt akavet jeg er ude i det virkelige liv.

Sandheden er at jeg faktisk (overhovedet) ikke har noget netværk. Det er især blevet tydeligt i den her tid, hvor jeg nogle gange godt kunne have brug for at snakke med nogle andre end Manden - af og til hjælper det bare ikke rigtigt at læsse af på nogen der selv er fyldt op. Men hvis jeg sådan tæller op, ing, så kender jeg Es og hans Prinsesse og Kaye og Jyden. Og Kaye kender jeg jo kun fordi hun er Mandens søster. Ja, det var så faktisk det. Selvfølgelig er der også familie, og jeg omgås også Mandens venner, men af mine egne venner er der kun Es (som jeg i mange år var håbløst forelsket i, men det er en anden historie)

Efterhånden som jeg selv er blevet brugt op og slidt helt ned bliver det tydeligere og tydeligere at jeg mangler nogen til at gribe mig. Jeg føler mig meget svigtet og forladt for tiden og bliver virkelig ked af at der ikke er nogen der spørger hvordan jeg har det. Der var ikke nogen der lavede mad til vores fryser eller tilbød at tage opvasken. Ingen der spørger ind af sig selv eller kommer forbi til en voksensnak uden der er et barn der skal være plads til (Kaye og Jyden) eller et tog der skal nås på grund af en travl kalender (Esserne). Og jeg er for socialt akavet og alt for træt til at kunne finde ud af at sige til. Jeg føler mig i vejen med min store sorg og jeg kan ikke finde ud af at græde sammen med andre.

Mine to gymnasie-veninder bor begge langt væk, så kontakten har været noget hullet. Efter Ronan døde har jeg slet ikke hørt fra den ene, hvilket jeg er bange for kommer til at vælte et allerede ustabilt venskab helt omkuld. Den anden tumler vist selv med en masse for tiden, men det sårer mig alligevel at hun ikke én gang har spurgt ind til mit liv. Og nogle gange bliver jeg helt urimelig og får lyst til at bede hende om at tage sig sammen, for livet er fandeme så uendeligt dyrebart og hun kan ikke være bekendt at sige hun ikke vil have sit.

Det er svært at forholde sig til mennesker i sorg, jeg ved det godt, og det gør det ikke nemmere at jeg slet ikke kan finde ud af at være sammen med andre uden at være forkrøblende selvbevidst. Men hvor ville jeg bare ønske der var nogen der ville give mig en kop te og spørge hvordan jeg har det og have tid til svaret og tårerne.

Jeg savner den lille fyr så forfærdeligt og jeg længes efter at holde ham. Det er som om jeg har været uden ham så længe som jeg kan holde ud nu. Jeg har ikke mere at give af og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv.