søndag den 14. august 2011

Netværk

Jeg lovede vist engang i en kommentar Mama Mårslet ovre fra Camp Chaos et indlæg om hvor socialt akavet jeg er ude i det virkelige liv.

Sandheden er at jeg faktisk (overhovedet) ikke har noget netværk. Det er især blevet tydeligt i den her tid, hvor jeg nogle gange godt kunne have brug for at snakke med nogle andre end Manden - af og til hjælper det bare ikke rigtigt at læsse af på nogen der selv er fyldt op. Men hvis jeg sådan tæller op, ing, så kender jeg Es og hans Prinsesse og Kaye og Jyden. Og Kaye kender jeg jo kun fordi hun er Mandens søster. Ja, det var så faktisk det. Selvfølgelig er der også familie, og jeg omgås også Mandens venner, men af mine egne venner er der kun Es (som jeg i mange år var håbløst forelsket i, men det er en anden historie)

Efterhånden som jeg selv er blevet brugt op og slidt helt ned bliver det tydeligere og tydeligere at jeg mangler nogen til at gribe mig. Jeg føler mig meget svigtet og forladt for tiden og bliver virkelig ked af at der ikke er nogen der spørger hvordan jeg har det. Der var ikke nogen der lavede mad til vores fryser eller tilbød at tage opvasken. Ingen der spørger ind af sig selv eller kommer forbi til en voksensnak uden der er et barn der skal være plads til (Kaye og Jyden) eller et tog der skal nås på grund af en travl kalender (Esserne). Og jeg er for socialt akavet og alt for træt til at kunne finde ud af at sige til. Jeg føler mig i vejen med min store sorg og jeg kan ikke finde ud af at græde sammen med andre.

Mine to gymnasie-veninder bor begge langt væk, så kontakten har været noget hullet. Efter Ronan døde har jeg slet ikke hørt fra den ene, hvilket jeg er bange for kommer til at vælte et allerede ustabilt venskab helt omkuld. Den anden tumler vist selv med en masse for tiden, men det sårer mig alligevel at hun ikke én gang har spurgt ind til mit liv. Og nogle gange bliver jeg helt urimelig og får lyst til at bede hende om at tage sig sammen, for livet er fandeme så uendeligt dyrebart og hun kan ikke være bekendt at sige hun ikke vil have sit.

Det er svært at forholde sig til mennesker i sorg, jeg ved det godt, og det gør det ikke nemmere at jeg slet ikke kan finde ud af at være sammen med andre uden at være forkrøblende selvbevidst. Men hvor ville jeg bare ønske der var nogen der ville give mig en kop te og spørge hvordan jeg har det og have tid til svaret og tårerne.

Jeg savner den lille fyr så forfærdeligt og jeg længes efter at holde ham. Det er som om jeg har været uden ham så længe som jeg kan holde ud nu. Jeg har ikke mere at give af og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv.

10 kommentarer:

  1. Det er jeg virkelig ked af at høre. Fuck hvor er det ikke sjovt at være dig (jer) lige nu. Når man oplever sådan noget som I har oplevet, får man så ikke tilbudt psykologhjælp? Jeg ved godt, at det slet ikke kan erstatte gode venner, men måske kunne I da få hjælp til at bearbejde sorgen og i det mindste tale med nogen, andre end blot hinanden.

    SvarSlet
  2. ENig med Tanja - der burde da helt klart være noget psykologhjælp inde over sådan en oplevelse. Men det nære netværk er jo selvfølgelig det, man trækker på til hverdag. Hm - ikke helt nemt. Er der evt. nogle sorggrupper eller andet i dit område? Og selvom jeg imfv ved, at det ikke batter det store, så giver jeg altid en kop te og en skulder, hvis du er i Kbh...

    Ps: det kan godt være, at det er svært at rumme mennesker i sorg, men jeg synes nu alligevel, at dine to gymnasieveninder skulle skamme sig lidt...

    SvarSlet
  3. Åh psykologhjælp. Don't get me started. Har talt nok med (og er blevet talt nok ned til af) psykologer, socialrådgivere, psykoterapeuter og psykiatere. Er jo egentlig i et forløb hos en psykiater jeg faktisk har været ok glad for, men er sygemeldt for tiden (ja, jeg er sygemeldt fra min behandling) - og jeg kan godt mærke at jeg ikke er helt der i min sorg hvor jeg kan begynde at arbejde med den.

    Men altså, vi havde faktisk en samtale med en psykoterapeut nogle uger efter fødslen. Hun mente bl.a. at vi var igennem sorg-faserne "chok" og "benægtelse" og nu var i "bearbejdning" - hvilket egentlig meget fint illustrerer min modvilje mod den slags.

    Og sorggrupper? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Jeg føler mig virkelig fortabt, og lige for tiden har jeg slet ikke kræfterne til selv at finde ud af det.

    SvarSlet
  4. Vil du lege??? Altså hvis du kan holde ud at se på vraltende gravid trunte så har jeg barsel om 14 dage - og SÅ langt er der ikke fra Fredericia til Byen ved vandet....

    Og jeg kan godt lytte...

    SvarSlet
  5. Det stinker. Både sorgen og det manglende netværk. For det er så dyrebart og vigtigt, at der er mennesker, der kan rumme en.

    Jeg ville fandeme ønske, at jeg var tættere på.

    SvarSlet
  6. Der er i hvert fald masser af virtuelle skuldre og kop the'er herfra... selvom det ikke helt er det samme, det ved jeg godt.

    Og forstår i øvrigt godt hvordan du har det med de der psykologer. Jeg har også været en hyppig psykolog-dyrker tidligere, men synes bare slet ikke det giver mening i den her situation. Jeg er jo ikke psykisk forkvaklet eller har et eller andet uafsluttet i mit liv: jeg har for pokker mistet det allermest dyrebare, og det er helt naturligt at være ked af det.

    Undskyld til alle dem foroven, som syntes psykolog var en god løsning, men jeg synes faktisk at det er lidt for let købt af folk (ude i verden) at kaste psykologer efter én. Vi har så svært ved at rumme, at andre har det dårligt uden at der er noget godt at sige om det - vi vil fikse dem eller i det mindste sende dem til nogen, som kan fikse dem.

    Men nogen ting (som f.eks. at miste sin søn) skal ikke fikses. Det skal leves med. Og det skal omverdenen også leve med - de slipper ikke afsted med det-må-du-tale-med-din-psykolog-om.

    Hm, det var lidt galde herfra - sorry. Ville også bare sige, at jeg kender dig jo ikke, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at du virkelig er socialt akavet, når man læser med her...

    SvarSlet
  7. Stine: Kom til at smile af din kommentar om at nogle ting ikke skal fikses, for det er lige præcis det jeg mener. Jeg har alt for ofte følt mig som en patient - som om jeg skulle passes ind i en kasse og at jeg bare skulle lære at lægge al min bagage fra mig. Men det føles meget rigtigere at tage al sin bagage med sig og bare lære hvordan man bærer den.
    Det ændrer ikke noget på min sorg at der er en eller anden der deler den ind i "faser" - man skal jo igennem det hele ligemeget hvad.

    SvarSlet
  8. PS. Det var altså ikke for at sige skid til jeres forslag om psykolog - jeg er ret sikker på det havde været relevant hvis ikke jeg havde fået opbygget så indædt en modvilje mod det :)

    SvarSlet
  9. Ville ønske jeg kunne give en kop te, lytte og rumme tårerne. Tror bare ikke vi bor tæt nok sådan lige?

    SvarSlet
  10. Altså, jeg må indrømme, jeg ved ikke meget om psykologer, psykiatere, psykoterapeuter eller lign. Jeg har aldrig selv været i nærkontakt med nogen af "dem", så har ingen erfaring.
    Jeg er godt klar over, at sorgen ikke "skal fikses" eller "lægges bag sig", men måske kunne man få nogle redskaber til at lære at leve med sorgen. For den vil jo altid være der, det er der vel ingen der er i tvivl om.
    Håber i hvert fald at du finder en der gi'r en kop te og spørger dig hvordan du har det. Hvis du kommer til Århus-egnen engang, så giver jeg også gerne en kop te og en sludder :-)

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.