Fødselsberetningen, del 3 - den sidste del

Fortsat fra del 1 og del 2

Ved midnat var der vagtskifte og jeg blev tilbudt en skud morfin at sove på. Ligesom med epiduralen syntes jeg det var lige drastisk nok og bad om lattergas i stedet. Da jeg var lille elskede jeg at være ved tandlægen, fordi det der lattergas gav et virkelig godt buzz. Det var ligeså godt som jeg huskede det og så lå jeg ellers der i min seng og hyggede mig med det vi hurtigt fik døbt "Darth Vader masken" - den peb hver gang jeg trak vejret og forstyrrede den stakkels Mand som forsøgte at få lidt søvn ved siden af.

Engang i løbet af natten blev jeg så træt at jeg bad om det der morfin så jeg måske kunne få sovet lidt. Jeg faldt aldrig sådan rigtigt i søvn, men jeg døsede lidt hen imellem lattergas-indtag. Da jeg vågnede meget tidligt om morgenen havde jeg det virkelig skidt. Jeg var tørstig og meget svimmel, men da jeg forsøgte at drikke noget kastede jeg op. Jeg begyndte også at blive bange, og tankerne om hvad der ville ske bagefter begyndte at komme snigende. Kort sagt kunne jeg ikke mere, og jeg ville gerne have det overstået inden panikken bredte sig så meget at jeg ikke ville have følelsesmæssig plads til at tage ordentligt imod vores lille skid når han kom ud.

Jeg bad om epiduralen og mens vi ventede på lægerne kunne de jo ligeså godt lige sætte vedroppet til. Det begyndte at gøre virkelig avs og jeg kastede stadig op hver eneste gang jeg forsøgte at drikke eller spise noget. Det var uden sammenligning det værste ved hele fødslen da jeg fik epiduralen. Jeg græd og bad dem om at slukke for droppet imens. Lægen blev ved med at forsøge at berolige mig med at det bare var et lille bitte prik og at det ikke var farligt. Men det var bare slet ikke derfor jeg var ked af det. Det hele var så unaturligt og klinisk - de havde endda fjernet vores bløde senge for at få plads til en dum og hård hospitals-briks. Jeg fik jo min seng igen bagefter, men det var bare slet ikke rart at ligge der med en slange i ryggen og en i hånden. Plus det kolde saltvand de også gav i droppet fordi mit blodtryk faldt.

På grund af epiduralen begyndte jeg at ryste og jeg blev pakket ind i et par ekstra tæpper. Selvom de havde skruet helt op for vedroppet kunne jeg ikke mærke noget, og da først vi blev alene var det næsten helt hyggeligt igen. Manden sad og halvsov lidt i sin stol og jeg var så udmattet at det virkelig var rart bare at kunne ligge og slappe af. Jeg mindes ikke at det varede så længe, men det må have været omkring tre timer.

På et tidspunkt skulle jeg tisse. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer, men det var altså virkelig syret at være så bedøvet at man ikke kan mærke hvad man laver. Umiddelbart efter skulle jeg kaste op (igen) og da jeg vendte mig om mærkede jeg at mit lår var vådt. Min første tanke var at jeg åbenbart ikke var færdig med at tisse, men da der kom mere da jeg lagde mig tilbage på ryggen kom jeg i tanke om det nok var noget vand der var ved at gå.

Jordemoderen kom fluks og kiggede på det og mens hun var ved at undersøge mig sagde hun "Hvis du kan må du gerne presse" Det kom helt bag på mig, for jeg anede ikke at man kunne have presseveer uden at kunne mærke det - jeg havde bare forventet de ville være knap så kraftige med epiduralen. Men jeg kunne godt presse alligevel. Heldigvis stod han rigtigt, derinde i maven og var klar til at komme ud. Jm måtte fortælle mig hvornår der var en ve og hvornår jeg skulle stoppe med at presse, men ellers synes jeg det var nemt. Det der gjorde mest ondt var da han stod med hovedet nede og jeg ikke måtte presse - men det var jo hurtigt overstået. Det tog et kvarter, men jeg husker det som om det kun tog fem minutter.

Det der lettede mest var faktisk ikke da han kom ud, men da alt fostervandet kom ud umiddelbart efter. Den store spændte mave forsvandt og den stakkels jordemoder blev rimelig gennemblødt. I ved, ligesom i tegnefilm når de åbner en dør ind til et rum fyldt med vand? Sådan var det. Det er ikke engang en overdrivelse - Manden siger også det så sådan ud derfra hvor han stod. Hvis ikke det hele havde været så surrealistisk ville det have været virkelig sjovt.

Manden klippede navlestrengen og der var han så, vores lille dreng. Varm og blød på min mave. Det var det lykkeligste og det tristeste øjeblik i mit liv. På én gang. De pakkede et lille tæppe om ham og så holdt Manden ham. Det var næsten ikke til at bære al den sorg og al den kærlighed på en gang. Kærlighed til min søn og kærlighed til min Mand fordi han passede så godt på ham - jeg havde selvfølgelig ikke regnet med andet, men netop derfor var den ekstra kærlighed uventet. Jeg elsker Manden fordi han er Ronans far, men jeg elsker ham endnu mere fordi han elsker mit barn.

Jordemoderen og assistenten undersøgte ham og på trods af at han var så syg var han større end gennemsnittet. 40cm og 1500g ligeud. Min lille store dreng. Blev simpelthen så stolt, og samtidig kom det ikke rigtigt bag på mig - jeg vidste jo han havde haft det godt og været meget aktiv inde i maven. Det der kom bag på mig var til gengæld at det var ham der var inde i min mave. At Den Fantastiske Dansende Mave pludselig blev til Ronan (som i parentes bemærket er den sødeste baby nogensinde) Og i samme øjeblik gav det også helt sig selv. Det kunne ikke være andre end ham.

Min lille Ananas-der-blev-til-Ronan. Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvem du var. Men hvor ville jeg dog ønske jeg også måtte opleve hvordan du var blevet.