Mens vi venter på virkeligheden

Går rundt med en ret absurd følelse for tiden, som er utrolig svær at sætte ord på. Det er som om jeg registrerer en masse følelser og tanker, uden at føle dem. Jeg ved godt med min hjerne, hvad det er jeg er ked af, men er er ikke ked af det. Jeg ved godt med min hjerne at "død" betyder at vi aldrig får vores lille dreng tilbage, men jeg forstår ikke ordet "aldrig". Jeg ved godt at det var hårdt at give ham tøj på, at jeg ikke kunne bære at se mine forældre så kede af det, at jeg er ked af han ikke trak vejret, at jeg synes det er helt urimeligt at han ikke er her - men jeg føler det ikke. Det værste (og det bedste) er at jeg ved det kommer. Alt sammen, og tusind ting mere, kommer ud på et tidspunkt.

I mellemtiden prøver vi ny bil med Kaye og Jyden og tager i Bilka med førstnævnte efter ABBA Singstar på tilbud. Jeg husker at gå i bad, og af og til spiser jeg endda morgenmad. Der er udsigt til jeg får afleveret papirerne til SU og den slags og måske, bare måske, når vi også at få skrevet resten af takkekortene inden Manden tager på arbejde i aften. Det ville i hvert fald være rart at få gjort rent bord med alle de praktiske ting inden den næste bølge af følelser dukker op.