Sorg på 24 sider

Der var engang hvor emnet "Hvilken ting ville du tage med hvis huset brændte" kunne debatteres over flere dage. Da jeg begyndte på vores fotoalbum røg det hurtigt ret højt op på listen - men stadig i hård konkurrence med fx computeren og vores Lego. Nu er der ikke længere nogen tvivl. Vi ville begge to kaste os igennem flammehavet efter Ronan's album. Selvom vi har alle billederne i backup flere steder er det albummet der betyder noget.

Jeg er så glad for alle billederne, og samtidig er jeg bare så trist over at hele hans historie kan være i et album på 24 sider. Ud over at albummet er blevet det håndfaste bevis på at han var her er det også blevet en markør for hvor jeg er i min sorg.

I starten blev jeg meget ked af det allerførste billede af ham, fordi jeg kom i tanke om at han var død da han blev født. Så blev jeg ked af de billeder hvor han bare ligner en helt almindelig baby, fordi det er så trist at man kan dø når man kun er en baby. Den dag hvor jeg sad og hylede i timevis var over billedet af ham lige efter vi havde givet ham tøj på, for han var så lillebitte og det var så pissehårdt at give ham tøj på når han bare lå der og var død.

I går aftes tog jeg en ordentlig tudetur da jeg kom til det første billede af ham i kisten. Ikke fordi han ligger i kisten (så langt er jeg ikke kommet endnu) men fordi da vi lagde ham i den var det allersidste gang jeg holdt ham. Det var allersidste gang jeg havde ham i mine arme, og det var jeg bare ikke klar til. Jeg kan huske at lige inden Manden satte låget på kisten tænkte jeg at jeg ville tage ham op igen og holde ham helt tæt og så bare ikke give slip. For hvad ville de så gøre, måske? Så kunne vi jo blive nødt til at få lov til at få ham med hjem.

Jeg sad med tårerne strømmende ned ad kinderne og aede billedet, selvom det er åndssvagt at ae et billede. Han var bare så fin. Selvom jeg savner ham så meget er jeg glad for vi fik ham. At det var lige præcis os der fik ham. Tænk at man må få noget der er så fint. Hvis jeg måtte vælge mellem alle babyer i verden ville jeg stadig vælge ham. Også selvom han var syg. Og også selvom han døde. Det er lige præcis ham jeg elsker - ikke ham som han kunne have været, men ham sådan som han var. Selvom jeg allerhelst ville have ham som levende. Jeg er bare så ked af at han skulle være så syg. At han skulle være så syg at han faktisk døde af det. At han var så syg at vi ikke kunne passe på ham.