Øv, hvor blev det hele fandeme lige hårdt.
Manden er tilbage på arbejde og det er bare ikke sjovt at gå og have tid til at tænke hvordan ens liv ville være hvis verden var et bedre sted. Er godt klar over at sådan bliver det nødt til at være, for hverdagen skal igang igen og vores liv skal hænge sammen og følelser er sådan noget man bliver nødt til at gennemleve. Men øv altså hvor er det hårdt.
Stod i pis-øs-regnvejr nede ved graven i går og stortudede. Er bare slet ikke til at bære at det er det tætteste jeg nogensinde kan komme på ham igen. Ville sådan ønske at han kunne komme hjem på besøg engang imellem, bare lige lidt... men jeg ved det godt; wish in one hand, shit in the other.
Lige nu er der bare lige hul i mig og det gør ondt ad helvede til.
Jeg husker tydeligt den tid. Ulrik tilbage på arbejde og mig på noget, der reelt burde være en barsel på den gode måde.
SvarSletPludselig skulle jeg for alvor til at redefinere mig selv. Finde ind til sagens kerne og den slags crap.
Som jer boede vi tæt på kirkegården, - og et og andet sted tænker jeg, at det blev min redning. jeg havde brug for at komme på kirkegården hver dag, bare for at være der og for at have et mål med at komme ud ad døren.
Det blev også tiden hvor Ulrik og jeg for alvor på opmærksomme på forskellen i vores sorg. Han var nærmest tvunget til at "komme videre" på den lidt hurtige måde, hvor jeg havde alt tid i verden til at lukke mig inde.
Den fornemmeste opgave for os, blev at rumme hinanden og forskelligheden. Vi har også i dag hver vores måde at mindes og sørge over Cirkeline, - og der er ingen tvivl om, at graven betyder mere for mig end for ham.
Jeg kan til fulde forstå, at det gør ondt.
Mange tanker
Jeg er bare så ked af, at du ikke har ham hos dig.
SvarSletJulie: Det er jeg også. Lige for tiden er der faktisk ikke rigtigt ord/billeder på følelserne. Jeg er bare ked af det og savner på grund af det der gabende hul i mit bryst.
SvarSletFrederikke: Heldigvis var der ikke noget bøvl med at Manden skulle være sygemeldt, så vi kunne tage den tid vi følte vi havde brug for - og vi havde begge to nået det punkt hvor vi var indstillede på at nu skulle det til at være hverdag igen. Men man kan bare aldrig rigtigt indstille sig på hvordan det bliver. Jeg forsøger, så godt jeg kan, at omfavne livet og huske på de ting jeg er taknemmelig for. Det der især får mig igennem er at hver aften er det Manden jeg siger godnat til - ligemeget hvor skod fucked-up det hele er, og ligemeget hvor forskellige steder vi er så ved jeg at vi har hinanden. Tænk engang, hvis man også skulle tvivle på det.
Jeg kan så levende forestille mig din sorg og så alligevel ikke. Levende, fordi du beskriver den sådan og fordi jeg selv er så tæt på den følelse af frygten for at miste den glæde man venter så spændt på.
SvarSletHvor ville jeg ønske at vi kune dele den glæde sammen. Stort kram til dig!
AB: Der er (rigtig) tit nogen der siger "jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være" og jeg tænker altid umiddelbart at hvis man har børn så kan man godt forestille sig hvordan det ville være at miste dem. Men samtidig er det bare ikke ligeså slemt som man forestiller sig (fx bliver man ved med at trække vejret) og samtidig er det også bare tusind (millioner milliarder) gange værre end man nogensinde kunne have forestillet sig. Nå, men det er da altid noget jeg er i stand til forklare det så præcist. Tøhø.
SvarSletAv av, min hals snører sig sammen.
SvarSletDu skriver så godt, at man ikke kan lade vær med at føle med dig. Hvor er det bare tarveligt at I oplever den største sorg i verden, det er der sgu ingen der har fortjent.