To måneder

Efter al regnen i søndags var jorden på Ronans grav sunket rigtig meget og i dag da vi kom derned havde de glattet og revet jorden rigtig fint. Så mangler vi bare at finde ud af hvad der skal være dernede.

I dag lagde vi en lille hjerteformet sten, som vi fandt nede ved stranden i går. Der er også bamse-på-pind (som vi begge er meget ømme over og vasker når han er blevet beskidt), den lille elefant, en orange blomst og en lille rød lanterne. I aften går vi derned igen og tænder et lys for ham.

Det er som om tiden ligeså stille er ved at finde sit normale tempo igen. Jeg kan stadig ikke nå ret meget i løbet af en dag, men en uge føles efterhånden som en uge igen og ikke som en ubestemmelig grå masse af tid som på en eller anden måde forsvandt.

Jeg kæmper virkelig med at rumme den kendsgerning at Ronan er død og aldrig kommer tilbage. Jeg ved det er nødvendigt at rumme det for at kunne komme videre men det føles som om der simpelthen bare ikke er plads i mig. Som en sidegevinst er der heller ikke plads til noget som helst andet. Min hjerne og mit hjerte arbejder på højtryk. Det er som at forsøge at se Ringenes Herre i HD live på en 28kbps-forbindelse. Undskyld at mit forrige indlæg blev så whiny. Jeg er bare så træt.