Alting på én gang

Synes jeg føler tusind ting på én gang for tiden. Svinger mellem ekstremerne og kan ikke finde balancen.

Er helt nede fordi jeg ikke kan finde ud af det der med at starte i skolen igen. For det passede lige så fint med at så kunne jeg gå til eksamen og så på barsel bagefter og så skulle han komme ud i slutningen af august og så skulle jeg være herhjemme og passe min lille baby. Og jeg ved godt at børn er sådan nogle der kommer og vælter hele ens verden, og det var også ok, for man vidste stadig hvad man skulle og så ville han jo være der når man skulle stykke det hele sammen igen. Jeg vidste godt han ville vælte hele min verden, jeg havde bare aldrig forestillet mig det ville være sådan her. Og så tænker jeg at det var fordi jeg havde tænkt at jeg i hvert fald ikke ville have alle mulige forestillinger og så bitche over det ikke blev sådan og så sagde verden lige SMÅKAGE og så kan du lære det, for det her havde du ikke regnet med og sådan skal det være at få børn.

Jeg sagde til Manden at det var anderledes når jeg kiggede på hans billeder nu, at jeg stadig bliver ked af det, men at det er anderledes ked af det. Varm ked af det. Og så sagde Manden at det var lige præcis sådan. Jeg vidste ikke der var mere kærlighed, at der kunne være mere kærlighed, men det er der. Masser og masser og jeg græder ikke fordi jeg bliver trist, men heller ikke fordi jeg er lykkelig. Men fordi han er så fin og dejlig og tanken om ham gør mig helt varm indeni. Varm ked af det.

Og samtidig skændes vi tit... eller, vi skændes ikke, og har aldrig gjort det. Men for tiden bliver jeg vred og ked af det fordi Manden bliver væk, mentalt. Fordi han siger han har det fint og er kommet videre og ikke er ked af det, når jeg kan se det er løgn. Når han snakker udenom når jeg forsøger at snakke, når han glemmer at sætte pris på den indsats jeg gør for at give ham plads og fred og ro. Når han ikke fortæller mig hvordan han har det, men hele tiden bare vil fikse det hele selvom han ikke kan og ikke har plads til mere, og bare aldrig siger hverken til eller fra. Vi bider af hinanden og bliver kede af det med det samme og siger undskyld og holder om hinanden, men der bliver stadig ikke mere plads indeni til at rumme hinanden. Og jeg ville så gerne at han bare gav slip og lod det hele komme ud, så vores lille vidunderlige søn ikke bliver til en stor øm klump indeni ham som vi aldrig kan snakke om fordi det gør for ondt. Jeg bliver frustreret og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke presse ham til at føle noget han ikke føler eller ikke er klar til at føle, men samtidig kan jeg ikke holde det tilbage for evigt for så får jeg en betændt klump indeni og vi kommer til at liste rundt om hinanden for evigt af frygt for at træde hinanden over tæerne. Og jeg er træt af at få at vide vi klarer det fint, og at vores styrke er hinanden, og at vi er et godt par, og at vi har det godt sammen. For vi klarer det ikke en skid fint og jeg aner ikke hvad vi skal gøre. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre - jeg ved ikke om det er for min ellers hans skyld jeg gerne vil have han får det ud, for det virker også så underligt sadistisk at blive glad for han bliver ked af det og endelig, endelig, endelig siger det han egentlig føler: "Jeg hader ham, fordi han forlod os"