mandag den 25. februar 2013

100%

Må jeg lige sige noget? Altså, sådan noget hvor jeg har en mening om noget, og bliver nødt til at stå ved et standpunkt og ikke bare balancere på den neutrale alle-måder-er-lige-gode-pind. For jeg har tænkt på det længe. Og så i går postede Charlotte (I ved, hende med Spacemermaid og Generation Multiorgasme) et link ovre på Facebook til en artikel der i den grad fik mit pis i kog.

Det drejer sig om denne labre lille sag: 90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Og slet ikke hvis jeg skal undgå at jeg selv kommer til at hælde galde ud. Min umiddelbare reaktion var nemlig "Årh, for helvede, hvor bliver jeg træt af det ævl", hvorefter jeg fortsatte i ildsprudle-mode med at uddybe helt præcist hvor meget ævl det er. Jeg fnyser og stamper og Manden kan ikke få et ord indført, ikke engang for at fortælle mig at det er spild af ild, for han er jo allerede enig.

Det gik galt allerede da jeg læste overskriften. For helt ærligt, hvis det er ufedt at være mor 90% af tiden, så tror jeg ikke man gør det rigtigt. Så tror jeg faktisk man griber det grundlæggende forkert an. Jeg skulle bare være stoppet der. Det var jo tydeligt det var en artikel jeg ville komme til at hidse mig op over. Men det gjorde jeg bare ikke. I stedet klikkede jeg på linket og læste hele skidtet.

Jeg elsker at hun starter med at sige "Det er ikke omkostningsfrit at blive forælder." For... jamen, christ... no shit, Sherlock!? Men vent, det bliver bedre. For det bliver efterfulgt af "Men det er der ingen, der tør sige." Ahmmen...?! Hvis man ikke har hørt/læst/forstået det kræver noget af en at blive forælder, så kan man da nærmest ikke have været udenfor en dør. Jeg tror måske ikke grunden til det ikke bliver sagt er at ingen tør, men nok nærmere at ingen synes det er nødvendigt. Det burde da virkelig ikke være nødvendigt at udpensle at når man får ansvaret for et helt lille menneskes liv, så kommer det til at have en ikke ubetydelig virkning på dit liv.

Og så... ja, så bliver Malene Neis modig. Og fortæller sandheden. Sandheden. Som åbenbart er at det er ufedt at være mor 90% af tiden. Hun bryder Det Store Tabu og fortæller om hvor hårdt og seriøst ufedt det er. Men der er jo ikke noget tabu. Overhovedet. Bøger, pjecer, sundhedsplejersker, jordemødre, internettet skriver/snakker/underviser stolpe op og stolpe ned om hvor hårdt det kan være at føde, amme, passe et spædbarn etc. Jeg synes faktisk ikke man hører andet.

Jeg bliver så træt af den der påtagede martyr-rolle. Den der åh-hvor-har-jeg-ofret-meget, og især åh-ve-al-min-frihed-er-væk, giver mig lyst til at skrige "DU HAR SELV VALGT DET!" Det kan vel for fucks sake ikke være resten af verdens skyld at du ikke har læst på lektien, og det kan vel heller ikke være andres skyld end din egen at du ikke har gættet at et spædbarn kræver 100% selvopofrelse. Jamen for fanden, hvad havde du regnet med?

Det er ikke fordi jeg siger man kan forberede sig på hvordan det bliver at få et barn. Børn er designet til at komme bag på en. Men det undrer mig i den grad at det kan komme bag på nogen at børn kommer bag på en. Hvordan kan man ikke være klar over at et barn ændrer hele ens liv?

Og jeg siger heller ikke det bare er sjovt det hele. Eller at det ikke er hårdt. For det er hård. Og overvældende. Og tager fuldstændig røven på en. Men det er ikke ensbetydende med det er ufedt, nedern, skuffende eller at jeg ville vælge om hvis jeg kunne. Det er en samlet pakke, og jeg synes det er så snothamrende forkælet at sige "jeg elsker mit barn, men jeg ville ønske alt det hårde ikke fulgte med". For det er jo når det er hårdt, det gælder. Det er når det er hårdt, man bliver Mor.

Nej, jeg synes ikke umiddelbart det er fedt at baby skriger når hun får mad. Og nej, jeg synes heller ikke det er specielt fedt at hun har ondt i maven. Men mor-rollen er jo ikke "at have en baby der skriger". Mor-rollen er at trøste og nusse og elske baby der skriger. Og det synes jeg er fedt - at hun har brug for mig og at jeg kan være der for hende.

Hej, jeg hedder K. og jeg synes det er fedt at være mor. 100% af tiden.

søndag den 24. februar 2013

Låveståry, del 6

Vi ligger på hans sofa, Vikaren og jeg. Tæt. Jeg ser på ham og siger: "Det her er en virkelig dårlig ide" Et øjeblik senere kysser han mig.

------

Ugen efter landede jeg hos Es igen. Han skulle en masse i forbindelse med noget musikfestival, men vi aftalte at så kunne jeg jo bare komme og se på. Og så kunne jeg også se Prinsessen. Hun var blevet i tvivl om de skulle starte et forhold, og Es var ved siden af sig selv. Han var jo head-over-heels, og det havde han også troet hun var. Så vores cunning plan var at jeg skulle være casual tilskuer, og så kunne jeg observere hende bagefter, når jeg alligevel skulle vente på Es klædte om.

Som sagt, så gjort. Prinsessen vendte tilbage fra garderoben før Es, og blev hængende i forhallen. Længe. Nu var (og er) jeg bestemt ikke ekspert på området (jvf. afsnit 2), men jeg var fuldstændig overbevist om hun ventede på Es. Med længsel. Men i samme øjeblik Es kom ud vendte hun om på hælen og gik.

Vi endevendte situationen på gåturen hjem til kollegiet, og fortsatte oppe i sofaen. Ingen af os kunne forstå noget som helst, for hvis han kunne lide hende og hun kunne lide ham, så var den vel ikke længere? Pludselig er der noget der slår mig: "Du tror da ikke det var fordi jeg var der?" Efter jeg har sagt det stirrer vi intenst på hinanden i fuldkommen, lamslået stilhed. Sekundet efter er vi begge fuldstændig hysteriske af grin. Det var jo helt absurd. Fuldstændig utænkeligt.

"Jamen, seriøst? Tror du?" Det var ligeså indlysende, som det var absurd. Vi hylede af grin både over hvor dumme vi var at vi ikke forstod det med det samme, og over hvor åndssvagt det er at den sociale norm er at man drager konklusioner på så spinkelt et grundlag. For selvfølgelig var det fordi Prinsessen havde troet mig og Es var sammen, det har hun selv indrømmet senere.

Skæbnen ville at det også var den dag der var melodigrandprix, og fordi tiden skulle gå med noget endte vi med at se det. Dermed startede vi uforvarende en tradition, men det er en anden historie. Es er ikke specielt sentimental, så der var ikke noget med at sidde og snakke ud og læsse af. Men når jeg er sammen med Es, både dengang og nu, kommer alting til at føles helt igennem normalt og nede på jorden. Denne gang var det mig der fik liggeunderlaget.

Dagen efter havde Es (som altid) planer, og efterlod mig tidligt om morgenen med instruktioner om bare at smække døren når jeg gik. Jeg havde skrevet lidt sammen med Vikaren i løbet af ugen, og vi havde snakket om at mødes, nu jeg alligevel var i byen. Jeg havde gjort det klart at jeg ikke gad se ham, hvis han skulle bruge dagen på at have tømmermænd, så da han lørdag aften skrev at ham og gutterne var endt i byen ovenpå en alkomættet dag i Aalborg røg mødet i vasken.

Så der sad jeg så, på Es' lillebitte værelse mutters alene og skulle have tiden til at gå indtil jeg kunne finde et sted at overnatte. Det endte med jeg ringede til Vikaren alligevel, og spurgte om det var ok jeg kom forbi. Han tøvede ikke et sekund, men sagde med det samme "Ja... men jeg skal lige finde ud af hvor jeg er først. Og jeg har også mistet mine nøgler"

Det er mig stadig en gåde, hvorfor jeg ikke bare lagde på right then and there, men det viste sig at være meget heldig. Vikaren var nemlig den gavmilde type, der uden at blinke tilbød mig en sofa at sove på "ligeså længe det skal være"

torsdag den 21. februar 2013

At turde (den der kønsidentitet)

Jeg har aldrig opfattet mig selv som specielt feminin. Selv i min lyserøde periode i børnehaven, hvor mit kæreste eje var prinsessekjolen fra min moster, var jeg stadig glad for biler, puderum og ting der skulle bygges. Jeg vil ikke sige jeg var en drengepige - det er et åndssvagt udtryk, der holder fast i nogle meget stereotype kønsroller, og jeg har altid opfattet mig selv som en pige. Bare ikke som en tøset en af slagsen.

Ok, jeg væver måske lidt. Men det er fordi det er svært. Især fordi det også hænger sammen med seksuel orientering, og så er det jo det for alvor bliver privat. Og svært at være seriøs omkring, fordi vi alle sammen er vokset op med "det er ikke noget vi taler om".

Dyb indånding. Here goes. På den uelegante måde. Ja, jeg væver igen. Nu skal jeg nok stoppe. Nu.

Jeg er biseksuel, men jeg har aldrig været sammen (som i sammen-sammen) med en pige. Jeg har haft lyst til det (obviously) og jeg har et par pige-forelskelser i baggagen. Da jeg gik i 10. klasse faldt jeg pladask for Ray, den amerikanske udvekslingsstudent, og fik faktisk samlet modet til at fortælle hende det. Det eneste jeg fik ud af det var en solid omgang mobning (aldrig af hende, men af de andre piger), som endte med at mine lærere indkaldte mig og min mor til samtale - hvor de snakkede om at jeg ikke kunne begå mig socialt, og de fortalte min mor om hvad jeg havde sagt til Ray (noget så farligt som "I have a crush on you"). Måske ikke lige sådan jeg havde tænkt mig at springe ud for mine forældre, men hun gjorde nu ikke noget nummer ud af det, min mor.

Nå, det blev måske lige lidt mere vævning, men det er bare fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at komme til det virkelig relevante. Fordi jeg er flov over at stå ved det, måske? Fordi jeg egentlig synes det er for underligt? Fordi jeg måske tænker at I alle sammen vil synes jeg er mega freaky? Fordi jeg ved Emmie læser med, og det er virkelig underligt at skrive sådan noget når man ved en af ens bedste venner så finder ud af den slags om en?

Og gud... gad vide om Manden egentlig hørte efter dengang jeg fortalte ham det?

Puha. Nå. Der hvor det bliver indviklet i forhold til min kønsidentitet er at jeg aldrig har haft lyst til at være i et lesbisk forhold. Jeg har lyst til at være sammen med en anden kvinde, ja (altså, hvis ikke lige jeg var lykkeligt gift med Manden), men... dyb indånding mere... jeg forestiller mig altid, at så var jeg manden. Ikke intellektuelt, vel, for jeg er godt klar over hvordan min krop ser ud. Men fantasi-mæssigt... ja, så er jeg i den sammenhæng mand.

There, I said it.

Det er jo ikke fordi det som sådan har nogen praktisk betydning for mit liv, eftersom jeg befinder mig ret solidt i en tilfredsstillende Mand-Kvinde konstellation. Det eneste er at jeg aldrig (som i aldrig) har fantasier om at være sammen med mænd (med mindre Manden indgår, men det behøver vi ikke gå i detaljer med). Så hvis jeg så porno læste smagfuld erotisk litteratur (eller forfattede noget selv) - og jeg siger ikke at jeg gør, men hvis jeg gjorde - ville jeg identificere mig med manden.

Jeg er glad for at være Konen, og nu også Moren, som jo i den grad er kvinde-roller. Jeg føler mig enormt godt tilpas i begge roller, selvom jeg sjældent fremstår specielt feminin, eller opfatter mig selv som sådan. Jeg er i øvrigt også glad for min krop og mit køn, og det føles bestemt ikke forkert.

Men det tror jeg det ville hvis jeg var i et forhold med en kvinde.

.....

Hmm, måske jeg i virkeligheden ikke er biseksuel men to slags heteroseksuel?! Findes der et ord for det?

.....

Ok, nu udgiver jeg det

.....

Nu

.....

Hate-comments commence

Morten, hvor blev du af?

Kan I huske Mille Vanille, som viste sig at være en fake blog?

Var der nogle af jer der læste med hos Abrakadabra, som på så mange måder var samme sted i livet som mig?

Hvad blev der af Sugartop's brokkerier?

Og hvad med En Far, der var noget så sjældent som en mand med en blog om børn?

Og så er det jeg tænker "Gad vide om der er nogen der savner mig?" Altså, ikke Konen, vel, for jeg er jo lige her. Men mit gamle jeg, hende jeg var før, ovre på den gamle blog. Men det kan I jo dårligt svare på.

Nå, men heldigvis har vi stadig Julie og Frederikke

mandag den 18. februar 2013

Dét var der ingen der havde fortalt

Nåmmen, kender I det at Baby beder om mad, men så bare skriger i stedet når hun bliver lagt til? Ikke? Det er ellers rigtig sjovt. Især når det står på sådan en hel dag. Til sidst begyndte hun at skrige inden hun overhovedet begyndte at sutte.

Og kender I så det at ens bryster bliver gigadont store og psykopat ømme, fordi der går 16 timer imellem Baby vil spise? Og man når jo at blive sindssygt bekymret i løbet af de der 16 timer, fordi et enkelt bryst tre gange i døgnet bare ikke helt virker som nok i længden.

Nu må vi se hvordan det går i dag. Hun har startet dagen som i går, med mad fra hvert bryst med to timers mellemrum (farvel kun-en-enkelt-amning-mellem-sengetid-og-stå-op), så der er måske umiddelbart udsigt til successen bliver gentaget. Især fordi jeg i dag starter med store, ømme boobies med alt for meget mælk.

Jamen, jeg elsker da at blokamme. Igen igen. Dagevis med spændte bryster og en baby der ikke kan følge med. What's not to like?

fredag den 15. februar 2013

In other news

Jeg bør nok egentlig starte med at sige vi har fået en madras til barnevognen. Tirsdag i sidste uge, hvor Butikschef ringede af sig selv, for at aftale noget (mon han læser med på bloggen?). Der var absolut nul pis, og Manden tog derind, for Butikschef ville gerne sørge personligt for det blev gjort. Og så blev jeg virkelig meget i tvivl om han i den første mail mente vi bare skulle komme og få en madras. Betød "I Jeres søgen efter den mest hensigtsmæssige madras til Jeres vogn – vil jeg naturligvis gerne stå til rådighed for fremvisning og information." i virkeligheden "Kom glad og vælg fra alle hylder, jeg tager mig personligt af sagen" - eller fik piben bare en anden lyd fordi jeg nævnte Forbrugerrådet? We'll never know. Og det er sådan set også lige meget nu, for nu har Grynten fået en ordentlig (helse)madras.

Så er der mødregruppe, som jeg startede i i onsdags. Jeg var fuldstændig smadret (læs: grædefærdig) da jeg kom hjem, men jeg gør mig virkelig umage for at beholde optimist-hjelmen på alligevel. Det skal nok blive godt. Det skal det. De andre virker jo søde, og hvem ved, måske viser det sig at en (eller flere) af de andre er film/lego/LotR/munchkin-nørd(er). Og på et tidspunkt holder de jo op med at være nye, angstprovokerende mennesker, og bliver til sådan nogen jeg kender i stedet for. Det bliver godt. Det gør det. På et tidspunkt.

Og så er laseren i vores Playstation stået af, så den kan ikke læse hverken spil eller film. Upraktisk at to af de tre ting vi bruger den til ikke virker (den tredje ting vi bruger den til er Netflix). Så nu skal vi til at tage stilling til om vi skal købe en ny (brugt) eller købe en ny laser og udskifte den. Jeg kan sagtens selv udskifte sådan en laser, men den koster 500kr, og hvad nu hvis det i virkeligheden er noget andet end selve laserhovedet der er dødt. En ny (brugt) er dyrere, men de kan fås med controllere, og sådan en mangler vi i virkeligheden en ekstra af, og hvis der så også er et hdmi-kabel med er det ekstra win - så for 1500kr kan vi få laser der virker, controller der virker og ekstra kabel. Så det er næsten ikke dyrere end at købe delene hver for sig. Til gengæld havde jeg jo ikke regnet med at skulle købe nogen af delene lige nu, og så virker 500kr. lidt mere tillokkende. Især fordi jeg faktisk havde tænkt at jeg skulle spare op til en ny telefon. Nå, men er der nogen der vil købe en brugt 40GB PS3 med defekt laser? Evt. med en controller til. Og evt. med en ny laser - jeg skal gerne skifte den, så længe det bare ikke er mig der skal betale.

Nåja, og så skylder jeg da vist også en fødselsberetning efterhånden. Men, truth be told, så har jeg været (og er stadig, selvom jeg ikke vil være ved det) ked af den fødsel. Og jeg har været ked af at jeg har været ked af det. Og haft dårlig samvittighed over det, for det gik jo alt sammen godt, og det virker så forkælet at gå og være ked af en nem og fuldstændig ukompliceret fødsel. Nå, men jeg skal nok få taget mig sammen. Engang.

Sidst, men ikke mindst, så var der Store Mande Gave Dag, som egentlig fortjener sit eget indlæg. Med billeder. Ved I hvad, jeg skriver det i morgen. Og hvis ikke, så mind mig lige om det, for så har jeg glemt det.

Låveståry, del 5

Kasseren for festudvalget var egentlig ikke noget specielt. Han var sød og vi havde det sjovt sammen, men han var bestemt ikke min type og jeg kunne ikke lide ham på den måde. Alligevel endte vi med at være sammen efter en fredagscafe, hvor vi havde lukketjansen. Jeg ville gerne kunne sige det bare var fordi vi var fulde, men det er en rådden undskyldning, og det passer jo heller ikke. Man er jo aldrig sammen med nogen udelukkende fordi man er fuld.

Det gik ikke længere at sige "det er bare sex", for jeg var jo sammen med Kasseren fordi han var sød og vi hyggede os. Han var ikke bare en eller anden ligegyldig semi-anonym type fra nettet, men en jeg faktisk holdt af. Så der var ingen vej uden om, jeg var nødt til at krybe til korset og fortælle Ex'en at det altså ikke lige gik skidegodt, og at jeg, sådan for alvor, havde været sammen med en anden.

Han reagerede ikke rigtigt. Altså, det gjorde han sikkert nok, inde i sig selv, på sin egen stille måde, men udadtil sagde han ikke meget andet end "nå". Og det var nok egentlig det der var det sidste strå for mig. Han skulle jo ikke bare sidde der og sige "nå" som om intet var hændt. Han skulle blive vred eller ked af det eller smide mig ud. Et eller andet. Og så var det jeg kom til at sige de der frygtelige ord, som man bare overhovedet ikke kan tage i sig igen: "Måske det bare er slut"

Det var jo ikke fordi det ikke var slut. Det var det, og havde måske været det et stykke tid. Men når det først er sagt, så kan man ikke længere lade som om. Så står det der, lige midt i rummet, og glor på en som et kæmpe monster. Det var frygteligt, frygteligt, frygteligt. Selvfølgelig er det værste jeg nogensinde har oplevet at miste Ronan. Selvfølgelig. Det er helt udenfor kategori. Men på den mere almindelige skala over ting som virkelig sucks, så er det at gå fra hinanden efter et langt forhold meget tæt på toppen. Det var hæsligt, skal vi ikke bare sige det, og så ikke dvæle mere ved detaljerne. Det var slut, og jeg skulle flytte.

Es var selvfølgelig den første jeg fortalte det til, og den første jeg søgte husly hos. Han boede på et lillebitte kollegieværelse i Odense, og var dermed et praktisk stop på vejen til Det Mørke Jylland - jeg havde brug for at samle mod inden jeg skulle fortælle det til mine forældre, der var svært glade for Ex'en. Jeg havde fået en del, skal vi sige... øhm... kontakter... på forum, deribland Vikaren, som også boede i Odense, og tilfældet ville at jeg var igang med en sms-udveksling med ham netop som Es skrev og sagde han blev lidt forsinket (det gør Es tit, for han har altid gang i tusind ting på én gang). Vikaren tilbød storsindet at underholde mig mens jeg ventede, så det blev til et spontant ti-minutters møde på en bænk udenfor banegården.

Da Es kom for at hente mig, informerede han mig om at situationen vist lagde op til et kram, og således fandt det første, af (endnu) kun en håndfuld kram sted. Es havde også købt ind til aftensmad og omsorgspakken inkluderede endda at det var mig der fik sengen, og ham der tog et liggeunderlag på gulvet. Morgenen efter, da Es var taget afsted, skrev Vikaren, og jeg blev enig med mig selv om at mine forældre godt kunne vente et par timer mere. Og så tog jeg hjem til Vikaren.

Lidt (mere) om Gryntegrisen

Jeg har vist nævnt den der Gryntegris en gang eller to her på bloggen, men hvad er hun egentlig for en størrelse? Altså, ud over at hun er nuttet og verdens navle og alt det gejl.

Gryntegrisen er ikke en sød lille puttebaby, det er helt sikkert. Jeg ser andre mødre sidde med deres barn i armene, mens det roligt falder i søvn, eller ligeså stille bare ligger og kigger. Gryntegrisen, not so much. Hun spræller med arme og ben hvis hun ikke kan se, og mave-mod-mave betyder i hendes verden at man skubber fra med armene og kaster hovedet rundt og kigger på spændende ting. Hun er heller ikke en af de der små svæklinge babyer, der ikke kan finde ud af at ligge på maven - hun er i armstræk-position med det samme, og er for nylig begyndt at trille fra mave til ryg.

Ulempen ved at være sådan en vild baby (altså, ud over at Moren ikke kan putte med omtalte baby) er at man bliver meget, meget træt. Lige pludselig. Hun klør simpelthen på indtil hun crasher, og så er der gråd og tænders gnidsel (hvis hun ellers havde haft nogen) og intet er rigtigt. Det er muligt at undgå det, men intervallet mellem "jeg leger og skal overhovedet ikke sove nu" og "jeg er overtræt" er så forsvindende lille at man skal være ekspert for at opdage/nå det hver gang. Og der er vi altså ikke helt endnu. Når hun først er blevet overtræt er det eneste der virker at pakke hende ind i dynen, give hende sutten og - you guessed it - gå lidt med hende.

Fordelen ved at have sådan en vild baby er at hun bliver meget, meget træt. Og derfor er ekstremt god til at sove. I hvert fald om natten. Barnet har luret det der med nattesøvn, og starter som regel sit lange søvnstræk et sted mellem 17 og 21 - og med "lange" mener jeg lange. Som oftest er der tale om 6-10 timer, så der er kun en enkelt natamning, og så sover hun 4-5 timer igen bagefter (eller mere, hvis det er tidligt på natten). Og i nat var der slet ingen amning. Hun sov simpelthen fra klokken 21.15 til 07.30 (og det gjorde jeg også) *prale prale* Ok, hun har så endnu ikke helt luret det der med at samle søvnen om dagen i et par lure af længere varighed, og klatsover derfor i ½-1 times intervaller, især om aftenen. Men hvis det er prisen for nattesøvn betaler jeg den gerne.

Jeg har vist også nævnt et par gange at Gryntegrisen er en nem baby. Men det må man endelig ikke forveksle med "stille baby" eller "finder sig i alting", for hvis tingene ikke er i orden skal hun nok sige til. Med sin allerbedste drama-lyd. Ting der ikke er i orden includes, but are not limited to langsom servering, luft i maven og ikke at blive taget op straks man har lyst. Og så selvfølgelig når hun bliver så træt at hun ikke kan være i sig selv. Det sjoveste brok er når onde, onde mor bestemmer der skal bøvses halvvejs i spisningen og hun så bare kaster sig bagover og fægter med armene, mens hun siger en meget høj, men ikke specielt seriøs, wah-wah-wah-lyd. Ja, I know, man må ikke grine af børn, man skal tage deres følelser alvorligt. Men shit altså, vi synes den lille drama queen er hysterisk morsom.

I det hele taget er hun faktisk ret sjov. Hun griner ikke helt endnu, men hun smiler meget og siger hæ-hæ-hæ. Ranglemis, Orla Orm og trilleranglen (tak til Viggehønen!) er det sjoveste i verden, og hun spræller og synger med på Hjulene på Bussen og alle de andre (læs: to) sange vi synger. Hun har udvidet sit lyd-arsenal med en "gu"-lyd, men "a-gyyyy" er stadig favoritten. I går lykkedes det hende at reducere Manden til et hysterisk grinende vrag, da hun kiggede meget koncentreret på ham og sagde "a-gyyy-a-gyyyy-a-gyyyy-a-gyyyy" uden pause i meget lang tid. Det var åbenbart meget vigtigt det hun var ved at fortælle.

Det er svært at vælge hvad der er det bedste ved den lille grøffe, for der er så mange øjeblikke hvor man tænker "det er bare det bedste i verden". Jeg elsker når hun kalder og man så kommer ind til en storsmilende, veludhvilet baby. Jeg elsker når hun går sprælle-bersærk på puslebordet. Jeg elsker når hun ligger nede i liften og snakker med fårene på foret. Jeg elsker når hun er glad. Jeg elsker at kigge på hende når hun sover. Men hvis jeg skal vælge, så tror jeg måske det jeg elsker allermest er når hun lige har spist og så kigger intenst op på mig, træt og mæt, og siger et lillebitte "ah-gyy".

tirsdag den 12. februar 2013

Ikke-barsels-ikke-blues

Egentlig blev jeg lidt sur på sundhedsplejersken, der sidste mandag, da hun sad og sagde, at jeg "har det vi kalder blues" efter hendes computer havde spyttet et ottetal ud. Fordi det er så skide subjektivt, og jo overhovedet ikke har noget med efterfødselsreaktion at gøre - det er bare sådan jeg reagerer. På alting. Default setting når jeg står i noget ukendt er at jeg bliver ked af det, angst og ikke kan sortere i de indtryk jeg får.

Så jeg gider egentlig ikke have stemplet "barselsblues" puttet på, især fordi det så kommer til at lyde som om a) det har noget med Grynten at gøre og b) det er noget der kan behandles isoleret. Men jeg tror så næppe sundhedsplejen i Byen Ved Vandet lige har redskaber til at fikse det, eftersom flere års terapi (endnu) ikke har gjort det. Selvom de ellers er flinke nok, dernede i Sundhedshuset.

Nå. Men det er jo ikke fordi det ikke er hårdt. Eller, det er jo ikke hårdt hårdt, men jeg har så sindssyg svært ved at slappe af. Fordi jeg er bange for ikke at slå til (det er en helt generel flaw jeg har, jvf. førnævnte terapi). Og det er så åndssvagt, for jeg VED jeg er en god mor og jeg VED hvad min mavefornemmelse siger, men der er alligevel den der gnavende "hvad nu hvis du tager fejl". Selvom det bare var en ud af en million for jeg var forkert på den ville det gnave. For det er så pisse vigtigt når det er Gryntegrisen. Det er det vigtigste i hele verden, og jeg skal bare ikke fucke det op.

Det er jo meningen jeg skal være supermor. Det er det her jeg skal kunne finde ud af. For hvis ikke, så kan jeg jo bare ingenting.

mandag den 11. februar 2013

Uden indhold, men med Gryntegris

Så er man I Jylland og har skruet lidt ned for de sociale medier, og så har I alle sammen spammet min feed reader med indlæg!? Jeesh, nu får jeg jo helt dårlig samvittighed over ikke at have skrevet noget som helst.

Nå, men som kompensation må I få et friskt billede af Grynten. Jamen det var da så lidt (og så finder vi også ud af om bloggers app er blevet bedre til at uploade billeder)

fredag den 8. februar 2013

Låveståry, del 4

En dag i starten af 2008 skrev Es til mig på msn. Det var der ikke som sådan noget mærkelig i (det var inden Facebook fuldstændig havde overtaget internettet), men det var en besked der vendte op og ned på alting.

"Jeg tror jeg har fået en kæreste"

Jeg havde fulgt Es gennem en del (frugtesløse) forelskelser, så det var store sager. Han var meget begejstret, og det samme var jeg; endelig var det lykkedes, og der var (og er) ingen der fortjente det så meget som Es. Han fortalte om hende og sagde ting som "jeg havde slet ikke set det komme" og "det er så stort"- og den rigtig tunge "det er noget andet med Prinsessen". Det var noget andet end alle de tidligere forelskelser, det var tydeligt, og i det øjeblik skete der noget i mig.

Jeg holdt op med at være forelsket i Es. Bare sådan. Det var soleklart at han var en andens nu, og man drømmer ikke om nogen der tilhører en anden. Ikke på den måde, i hvert fald. Så med ét opstod der et hul i mit liv, og det virkede pludselig så tomt. Godt, men uforklarligt tomt, og jeg var tvunget til at se på mit og Ex'ens forhold i et helt nyt lys, og indse at det var "as good as it gets". Altså, det skete ikke alt sammen i løbet af en samtale på msn, vel, men i løbet af ugerne efter.

Vi havde snakket om at få børn, mig og Ex'en, og vi havde snakket om at blive skrevet op til en af de store lejligheder. Vi var blevet gode forældre, det er jeg stadig overbevist om. Jeg forestillede mig endnu mere forstadsidyl med far, mor og børn og det hele, og det var faktisk overhovedet ikke nogen dårlig fremtidsudsigt. Men pludselig blev jeg i tvivl. For hvad nu hvis vi ikke fik det barn?

En noget anderledes fremtidsvision udfoldede sig for mig. I stedet for idyllisk happy family, så jeg to mennesker sidde på 130kvm med hver deres liv - som gode venner, og i god ro og orden, bevares, men helt uden den gnist, der gør at man er et par, og ikke bare to mennesker der bor sammen (hold-nu-op-det-var-en-lang-sætning. I må godt trække vejret nu). Nu siger jeg det lige up front: Det var alt sammen mig. Det var min skyld, og mig der fuckede det op. Jeg gik i panik, ok?

Jeg kan ikke længere huske om det startede med forums mindre stuerene chat, eller med at jeg gik med ham pokerfyren hjem efter en fest, men galt gik det i hvert fald... ja, vi har etableret at jeg er var et frygteligt lille menneske, ok? Ingen grund til at vade mere i det... Jeg lagde ikke så meget i det i starten (jvf. det jalousiløse hippie-forhold), og tænkte måske egentlig at det var bedre "at få det ud af systemet". Og hey, der var jo ikke andet i det end sex.

Lige indtil jeg var sammen med en fra mit studie, that is.

...ja, jeg ved godt jeg slutter hvert afsnit med en cheesy cliffhanger, og hvad så? Jesus, det skal man jo når det er en føljeton! I bliver måske lige lovlig krævende, hvis I også vil til at have kvalitet...

torsdag den 7. februar 2013

Jeg forstår i øvrigt heller ikke...

...hvorfor man sidder med en tre måneder gammel baby og laver tudesmiley'er over at man stadig ikke har tabt de sidste 2-3 graviditetskilo.

WTF? Eller er det bare (igen) mig der er helt galt på den, når jeg tænker at det der med slankekur måske godt kunne vente?

tirsdag den 5. februar 2013

At turde eller ikke at turde

Jeg har et indlæg til at ligge og rumstere. Et indlæg af den slags jeg ikke rigtigt ved om jeg tør skrive, fordi det er et af den slags indlæg der kan ende med at bide en i røveren.

Det handler om kønsidentitet. Men det er et af de emner det kan være giftigt at have en holdning til. Og et af de emner, hvor man kan komme til at udstille sig selv rigtig meget.

Ikke at min kønsidentitet er noget specielt ekstraordinært. Men jeg har alligevel lyst til at stå ved den, især når jeg læser om et skønt barn (og en skøn mor!) lige her. For jeg synes generelt der er for få der råber op.

Men jeg ved ikke om jeg tør.

mandag den 4. februar 2013

Noget om at være sløv i optrækket

10.00 Babysam åbner, og jeg ringer til Butikschef, der gerne skulle være på arbejde

12.00 Efter at have ringet 7 gange, uden svar, og uden telefonsvarer, prøver jeg at ringe til butikken, hvor en ekspedient lover at få ham til at ringe

12.45 Butikschef ringer, men vi er til sundhedsplejerske. Han lægger ikke en besked

13.45 Butikschef ringer igen. Stadig til sundhedsplejerske. Stadig ingen besked

14.30 Jeg prøver at ringe igen. Stadig intet svar.

16.00 Ringer igen til butikken, efter adskillige forgæves forsøg til Butikschefs mobil. Ekspedient lover igen at få ham til at ringe "når han er færdig med sit møde"

19.00 Babysam lukker

20.45 Har stadig intet hørt

Så må vi vel bare prøve igen i morgen. Jeg har jo heller ikke noget bedre at lave. Og det er da også kun en måned siden jeg skrev den første mail.

lørdag den 2. februar 2013

Julekalenderen, afsnit 23: Jesus

Hele julemåneden er alting gået galt i den lille by - det er som om nogen har forsøgt at ødelægge julen. Bussen med børnehjemsbørn sad fast i sneen i utrolig mange afsnit, indtil Bonde John klarede ærterne og bussen nåede frem til tiden. Præste Pia nåede også lige at blive færdig med julepynten, juletræet, gaverne og stjernen på toppen, så alt så lyst ud. Men d.21. vågnede byen op til et frygteligt syn: Al julen var væk! En række spor peger på Nabo John og Pølse Pia, men hvordan kunne de dog gøre det? De har jo ellers virket så flinke...


I hvert afsnit har der gemt sig et nyt dyr til krybbespillet (undtagen de dage vi glemte det, som du kan læse om i afsnit 22.) - har du fundet dem alle?

It's a miracle!!

Ved I hvad, hva? Gør I, hva?! NB! Pisk stemning yderligere op inden resten af indlægget læses.

Jeg har sparket noget liv i den gamle stationære. Og rodet med nogle programmer der ikke virkede. Og ledt i obskure mappers endnu mere obskure undermapper. Og fundet ting. Og lagt dem over på Lille Nye Toshiba. Som på mirakuløs vis kunne håndtere det hele (ej, ok, måske det ikke er så mirakuløst at den nye computer virker bedre end den gamle)

Og ved I så hvad, hva? Kan I gætte det!? Jamen hold fast, for nu bliver det godt - for real this time. NB! Oppisk gerne noget mere stemning nu.

...og indsæt trommehvirvel og fanfare...

...for... er I klar?

AFSNIT 23 AF JULEKALENDEREN ER NU FÆRDIGT!

Jamen, I kid you not. Det er faktisk done and dustet og klar til at blive udgivet. Hvilket vil sige I får slutningen på historien (for som alle ved er afsnit 24 i en julekalender jo bare et afsnit hvor de sidder og spiser)

I skal nok få det. Snart. I aften. Men nu kan I jo lige gå og glæde jer lidt. Og læse op på de gamle afsnit.

fredag den 1. februar 2013

Hvad sagde den rare mand? (Lidt mere om den madras)

Eftersom det nu er over en uge siden jeg sidst skrev til Butikschef besluttede jeg mig for at skrive direkte til moderskibet og klage min nød. Jeg ved ikke om de har haft fat i Butikschef eller om det bare er et tilfælde, men et par timer senere tikkede der en mail ind. Jeg har læst den et par gange, og synes stadig ikke det er helt klart. Selvom jeg dog får det ud af det at vi nok skal få en madras - og jeg er blevet helt i tvivl om det mon også var det han mente i den sidste mail? Men bedøm selv. Og læg lige mærke til den kække blinkende smiley til sidst.

"Hej Konen ..

Vi vil naturligvis gerne løse opgaven til Jeres tilfredshed og når I kommer i butikken; så gerne spørg efter mig, så finder vil løsning på udestående.

Gerne om muligt lad os koordinere hvilken dag I kommer, så vi ikke går forgæves ;-)


Bedste hilsner,

Butikschefen"

Låveståry, del 3

Forstaden ligger, som så mange andre forstæder, nord for København. En halv time med s-tog fra hovedbanen og tæt på det højtbesungne "skov og sø". Ex'ens lejlighed bestod af 56kvm i et gigantisk, rustbeklædt boligkompleks, og der flyttede jeg så ind med mine sparsomme ejendele. Vi købte to små skildpadder og vi havde en kat der hed Artemis (og det hedder den vel endnu, hvis han stadig har den). Soveværelset var i pulterkammeret, hvor der lige præcis kunne være en seng, og badeværelset var i fantastisk orange glasfiber. Forstadsidyl hele vejen igennem. Det var i hvert fald en kraftig opgradering fra de 15kvm han havde haft på Nørrebro (dér havde badeværelset tis-gule fliser)

Vi aftalte da jeg flyttede ind, at jeg ikke behøvede betale til husleje, varme osv., men at han ikke skulle have ekstra udgifter af jeg boede der. I praksis betød det at han betalte alle de fast udgifter (og ting til ham) og min SU gik til mad (og ting til mig)... nej, faste læsere, der kender mig forbløffende godt, vi havde ikke fællesøkonomi nazi-styret af undertegnede... Det var faktisk ret luksus, for man kan få pænt meget mad for en SU. Ok, det virker måske som en latterlig detalje at dvæle ved, men det var en af de ting jeg virkelig elskede ved at bo i Forstaden - i bycentret i Forstaden fandtes nemlig en helt utrolig najs Irma. Sådan en rigtig forstads-Irma med lækre varer, rene gulve, og aldrig kø ved kassen. Jer kjøwenhavnere ved hvad jeg taler om. Ah, økovarer i overdrevne mængder, og frisklavet frokostsalat fra delikatessen, jeg savner jer.

Når jeg nu tænker tilbage på livet i Forstaden er noget af det jeg husker tydeligst den lange række af politiske møder, aktioner, valgkampe og plakatopsætning. Vi var (og er) medlemmer af det samme parti... nej, der er ikke præmie for at kunne gætte hvilket - nice try... og det meste af vores sociale liv lå der. Af highlights fra den periode kan nævnes dengang jeg var stillet op til et byrådsvalg, og dengang vi besatte Peblinge Sø. Det var tider. Især da vi faktisk fik en mand i byrådet (hvis forslag overraskende ofte blev nedstemt med 24 mod 1)

Nå, men det var jo egentlig (stadig) ikke Historien Om Ex'en jeg var ved at fortælle, så nu skal jeg nok klappe kaje og komme til sagen. Efter gymnasiet var jeg et halvt år i England, for at passe nogle andres børn, og efter det (og en kort flirt med kontanthjælp) startede jeg på universitetet. Begge dele rykkede noget i mig. Noget helt grundlæggende omkring hvem jeg var, hvad jeg troede på, og hvad jeg egentlig ville her i livet. Vi snakkede aldrig rigtigt om det, mig og Ex'en, og ligeså stille gled vi fra hinanden. Ikke noget dramatisk (selvfølgelig), men millimeter for millimeter, uden vi opdagede det. Jeg var nok allerede på vej væk, længe inden det hele faldt fra hinanden.

Men det var Es, der (ufrivilligt) gav mig det sidste skub.