Hvorfor vi ikke valgte Ronan fra

Stine spurgte mig i en mail "Hvordan kom I dertil, hvor I blev enige om at I ville det barn uanset hvad?"

Det er et spørgsmål der er utroligt svært at svare på, for i virkeligheden tror jeg processen var omvendt. Det handler ikke om hvordan vi kom dertil, men om at vi aldrig kom derfra. Da vi (for længe siden, efterhånden) besluttede at vi skulle til at lave et barn var det ikke nogen fornuftsbeslutning. Overhovedet. På et tidspunkt fik vi (jeg) nok af at høre på "vi vil ikke have børn før vi har styr på vores liv"-par, der som 38-årige bliver kede af (og overraskede over) at det "pludselig" var for sent at få børn. Det er ikke en irritation over par der er ufrivilligt barnløse fordi de kom for sent igang - for jeg synes virkelig det er trist når man ikke kan få de børn man gerne vil have - men en irritation over den kollektive/samfundsbestemte livsanskuelse der ligger bag. Det er en "jeg vil have"-indstilling der i dén grad går min natur imod. Jeg ved godt der er skrevet lange bøger og afhandlinger om emnet, men jeg synes virkelig vi er fattige som samfund når man skal føle sig som dårlige forældre hvis man ikke har hus og weber-grill og råd til charter-ferie hvert år. Jeg tror ikke på at folk får børn fordi det "ser pænt ud" - men jeg tror det kommer bag på nogen at det ikke nødvendigvis ser pænt ud at have børn (hvis I forstår hvad det er for en forskel jeg mener?) Og jeg tror der er mange der, uden at ville det, kommer til at bruge deres børn som selvrealisering. Arh, shit, det er sgu også forkert at sige, for det er jo en form for selvrealisering at blive forælder, men jeg håber I ved hvad jeg mener.

Nå, det jeg bare vil frem til er at vores opfattelse af "den moderne forælder" er at de, groft sagt, får børn for deres egen skyld. For os var det indlysende at vi skulle have et barn for barnets skyld. Fordi vi havde noget at give af. Det var et spørgsmål om at stille sig op med åbne arme og sige "vi er klar til at blive forældre" og så tage imod det der kom (eller ikke kom) Et eller andet sted synes jeg faktisk det er en ret forkælet indstilling at have, det der med at man "bare" kan vælge et barn fra, hvis ikke det passer ind i ens liv. Jeg ved godt det ikke er så sort/hvidt og jeg er ikke militant abort-modstander. Det er det enkelte pars valg hvad deres liv og forhold og psyke kan holde til og der er jo ingen der vælger en sen abort fordi det er "nemt" - det er jo fordi de er kommet frem til det er den rigtige beslutning for både dem og barnet. Med min hjerne kan jeg godt forstå det, men ikke med mit hjerte. Det er vigtigt for mig at understrege at jeg ikke synes man bliver et dårligt menneske af at vælge en abort - men for fanden jeg synes det er trist at vi lever i en verden hvor man (af alle mulige årsager) kan føle sig nødt til det.

Så derfor var beslutningen nem. Jeg kommer til at tænke på Alanis Morissettes ord "The only way out is through" og for os var der simpelthen ikke andre muligheder. Har man sagt A må man også sige B og alt det der jazz og hvem er vi til at bedømme hvornår et liv har værdi? Vi havde skabt det lille liv inde i maven, og så var det eneste vi kunne gøre at passe på det.

Vi spurgte aldrig, aldrig, os selv "vil vi det her?" for det var irrelevant. Det eneste der betød noget var hvad der var bedst for den lille Ananas i maven. Måske havde vores beslutning været anderledes hvis vi havde fået at vide at bebisen helt 100% sikkert ikke ville overleve. Men jeg tvivler. Han havde det jo godt inde i maven og var aktiv og livlig og voksede godt og jeg følte ikke jeg kunne gøre andet end at være hans mor så godt som muligt, hvor kort tid det end måtte blive.

Min mor sagde tit, lige da vi havde fået at vide der var noget helt galt, at i sådan en situation var det også ok at tænke på sig selv. Men hun er jo min mor og tænker mest på at jeg ikke skal være unødigt ked af det - jeg tænkte mest på min lille møflegøj inde i maven og at alle de dage vi kunne få med den/ham ville vi have. Det er ikke ensbetydende med at vi for en hver pris ville have valgt at lade ham operere - gudskelov blev vi sparet for at skulle træffe det valg.

Normalt bryder jeg mig ikke om at fortælle andre hvordan de skal leve deres liv, for det ved de vel nok bedst selv, men jeg vil alligevel driste mig til at komme med et par råd fra mit (noget begrænsede) lager af visdom:

Råd nummer 1: Hvis du overvejer at få børn, så bare spring ud i det - forudsat din partner er med på det, selvfølgelig. Du kan alligevel aldrig forberede dig godt nok til det.

Råd nummer 2: Inden du smider præventionen så tænk lige på om I har overvejet hvad der skal ske hvis det nu ikke går som I forventer. Hvor langt vil I gå for at få børn, hvor langt vil I gå hvis der er noget i vejen med barnet, er I enige? Tro mig, det er en diskussion du gerne vil have taget inden der er alt for mange hormoner og følelser involveret.

Råd nummer 3: Hvis du er det mindste i tvivl om en (sen) abort, så behold barnet. Jeg ved godt det lyder frygteligt med misdannelser og handicappede og dødfødte børn, men jeg lover dig at hvis du tager imod det hele med åbne arme og kærlighed så er dit barn det smukkeste og dejligste du nogensinde får at se, og det er hverken frygteligt eller farligt. Og har du nogensinde hørt nogen (der ikke er totale idioter) sige de hellere ville være foruden deres barn?

Det var altså ikke for at der skulle gå lovey-dovey hippie i den, men for pokker hvor er jeg glad for vi beholdt den lille skid til den bittersøde ende. Hvor er jeg glad for vi tog imod ham og turde elske ham, for selvom sorgen er ubærligt stor, så er der jo også kærlighed og stolthed. Tænk engang at vi kunne lave nogen så fantastisk som ham - og hvis vi havde valgt ham fra havde vi jo aldrig lært ham at kende.

---

PS. Stine, jeg skal nok snart svare på din mail

PPS. Jeg ved godt jeg er farvet i den her diskussion og jeg vil så nødigt træde nogen over tæerne. Men på den anden side må man vel også stå ved hvad man mener, ing?