lørdag den 16. juli 2011

Den første måned

I dag er det en måned siden Ronan blev født. Hvordan kan det nogensinde være en måned siden? Forstod verden ikke at tiden gik i stå? Jeg er slet ikke klar til at der er gået en måned. Det tog to uger før jeg forstod at han var død da han blev født - alle følelserne fra de første dage kommer med store forsinkelser, fordi der er alt for meget til at et enkelt menneske kan rumme det. Mit indre ur er helt ude af takt.

Det gør det ikke bedre at vi har en meget forskellig måde at sørge på, mig og Manden, og ikke befinder os samme sted i vores sorg. Det kræver energi at rumme hinanden, og vi skal lære en ny side af hinanden at kende. Nogle gange bliver jeg ked af det, når jeg går ned til graven uden at tage ham med, eller når han sidder alene oppe det meste af en nat (uden at ville have jeg sidder oppe med ham) Men i virkeligheden er det jo slet ikke mærkeligt. Hvis vi havde fået ham med hjem ville der jo også være forskel på at være far og mor. Det har altid været det jeg har haft det sværest med - tanken om at skulle dele Manden med en anden, og at skulle dele mig selv med en anden end Manden. Det er svært at have tanker, følelser og oplevelser vi ikke er fælles om, men samtidig er der også en trøst i at vide at det bare er fordi vi er ved at finde os til rette i vores nye roller som nogens mor og far.

1 kommentar:

  1. Åh, du beskriver sorgen så hjerteskærende virkelig - det er næsten ikke til at bære at læse.
    Det er nu 2 måneder siden, at min lille prut døde, og jeg er heller slet ikke klar til at lægge afstand mellem nu og det der skete. Jeg kan stadig ikke begribe, at det faktisk er sket og at jeg ikke mere skal holde min lille søn i hænderne. Og det sværeste af det hele er, at der ikke er nogen at dele det med, for selvom vi var to om at skabe ham og to om at elske ham, så er det kun os selv, som kan mærke hullet i hjertet efter ham.
    En klog dame sagde til mig, at ligesom kroppen formår at hele et sår du har fået på knæet uden at du skal gøre noget aktivt, sådan kan sindet også hele sig selv, hvis du giver det ro og tid og er tålmodig. Det forsøger jeg at holde fast i. For jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
    Mit råd til dig: lad det flyde. Jeg tror på, at vi vil hele med tiden.

    Og P.S. Jeg får stadig stor trøst ved at læse dine indlæg!

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.