Men mest, så er det bare tåget.
Virkeligheden glider ud af fokus og det hele flyder sammen til en grå suppe, hvor selv ugedagene kan være svære at holde styr på. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hverdagen og har virkelig svært ved at finde følelser frem og få dem ud. Jeg bliver faktisk til en ret kedelig og grå suppe udenpå også, og jeg kan ikke finde ud af at være noget for Manden.
Jeg hader depression. Jeg hader den formløse klump jeg bliver til, både indvendig og udvendig, og jeg hader at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg hader at jeg har knoklet pissehårdt de sidste fem måneder for ikke at blive ædt af den forbandede sorg, for at komme videre, og så er det bare det samme rådne lort der er på den anden side. Den samme rådne depression.
I mellemtiden står jeg op, tager bad, vasker tøj, laver lektier, reder seng, zapper fjernsyn, spiller spil, rydder af, pakker taske, går i seng. For hvad skulle jeg ellers give mig til?
---
Og se, nu blev klokken pludselig halv elleve. Har taget mig en time at skrive det her indlæg. So much for tidlig sengetid og tidlig start i morgen.
Sødeste ven. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er ikke ramt af den der grå dyne, har aldrig været det, og ved derfor ikke hvordan det føles. Had siger man? Op med dig? Kan man danse det væk? Til noget Jacob Haugaard eller noget.. (Ja, han var lige i fjerneren) Eller hvad med et fodbad og en cupcake?
SvarSletJeg håber, at du snart får sparket det væk, det grå, så julen bliver varm og gylden
Jeg ville ønske, der var en like-knap herinde, ligesom på fb. Ikke fordi jeg liker, at dit liv en en tåge. Men fordi jeg ofte tænker på dig og læser med, men ikke ved hvad jeg skal skrive til det.
SvarSletDu skriver det så fint: man gør alle de ting, som skaber rum og rytme i hverdagen. Men hvorfor? Og får det nogensinde én videre? Livet er vendt på hovedet, men består stadig af de samme banale ting. Wtf? Burde det hele ikke være noget andet nu?
Hvis du finder en vej ud, then let me know. Og indtil da: I like this!
Husmoder: "Kan man danse det væk" Ha, et genialt forslag! Det ville eddermame være smart. Så længe det bare ikke er zumba (og egentlig helst heller ikke noget med Jacob Haugaard) Måske vi bare skulle vedtage at det kan man godt? Påbegynder behandling snarest.
SvarSletStine: Åh, det er så svært at lade være med at sige "Hvis bare Ronan var her ville alting være godt" Men det vil jeg simpelthen ikke. Vil ikke, vil ikke, vil ikke. For han skal ikke have skyld for alting der var råddent fra nu af og resten af mit liv, og blive en undskyldning for at jeg ikke gør mig umage. For sandheden er jo at det også havde været hårdt hvis han var her, og at jeg også var depressiv inden han overhovedet blev til. Og den endnu mere brutale sandhed er at han ikke er her. Virkelig årets lorteaftale, men hvad nytter det at blive ved med at ønske det hele var anderledes?
I går kom jeg sådan til at tænke på en TV-2 sang: "Kys det nu, det satans liv" Og det har jeg fandeme også tænkt mig. I ren trods.