Tredje afsnit af Englandssagaen

Torsdag glemte vi at tage billeder. Der skete heller ikke det store, ud over en tur i Tesco.

Nej, der hvor det virkelig blev action-packed (haha) var fredag. Vi var på en endagstur til Liverpool og første stop var Anfield Road, eftersom Manden er Liverpool-fan (fodbold, red.) Vi fik lidt græs fra plænen med hjem, som Manden dryssede ud omme ved Ronan - når han nu ikke kunne komme med til England, måtte England komme til ham.

Til frokost endte vi på KFC, fordi jeg frøs og var voldsulten og begyndte at blive sur. Desuden trængte vi til at regroupe og planlægge resten af dagen, for det eneste vi havde lagt os fast på var en tur på World Museum Liverpool (som i øvrigt var hyggeligt og gratis) og det var måske ikke nok til en hel dag.

Indgangen til Philharmonic Dining Rooms

Vi var blevet anbefalet at gå en tur ned ad Hope Street, for at se den katolske og den anglikanske katedral der ligger for hver sin ende. Umiddelbart var vi ikke helt vilde med ideen, for det virkede lidt langt ude i forhold til de andre ting vi havde planlagt. Men så fik vi at vide at vi bare måtte tage på The Philharmonic Dining Rooms, om ikke andet så for at se herretoilettet, for det skulle efter sigende være "quite something!" Og hvem kan modstå en sådan anbefaling? Vi kunne i hvert fald ikke, og hvor er jeg bare glad for vi tog derind - omgivelserne var helt fantastiske på den lidt for overdådige victorianske måde, og te og kaffe var ikke engang dyrere end andre steder (£1.5, det er jo helt åndssvagt billigt)

 

 

Det omtalte Gents Room

Paddy's Wigwam

Nu vi alligevel var derude, kunne vi jo ligeså godt tage katedralerne med på programmet. Den første er den katolske, der åbenbart i folkemunde bliver omtalt som "Paddy's Wigwam" (turistinfoen mener det er kærligt ment, men jeg er ikke helt sikker) Køn er den i hvert fald ikke, når man ser den udefra. Billedet giver desværre ikke et helt korrekt indtryk af hvor mange trapper der er op - faktisk er der så mange at Manden følte behov for at nynne temaet fra "Rocky" da vi nåede toppen. Bygningen er væsentligt pænere indefra, hvor den domineres af lyset fra regnbuefarvede glasmosaikker. Jeg var ret begejstret for deres cirkelformede grundplan, hvor der var plads til alle de små obligatoriske kapeller og skriftestole rundt langs periferien. Normalt er jeg ikke ovenud begejstret for hverken den katolske fortolkning af kristendommen eller deres arkitektoniske udfoldelser, men i forhold til det anglikanske monster der er placeret for den anden ende af vejen var Paddy's Wigwam en sand fryd for øjet.

Det anglikanske monstrum

Billedet er lidt for lille til helt at vise katedralens intimiderende størrelse, men hvis man kigger godt efter kan man se en mand, ca. midt i billedet, og det giver lidt en ide om proportionerne. Liverpool er en meget flad by - der er ikke mange bygninger over 4-5 etager - så et bygningsværk i den størrelsesorden virker ret malplaceret. Og som om det ikke var nok har de også placeret den på toppen af en bakke med god afstand til de nærmeste bygninger. Altså, den var da storslået og imponerende set indefra - men det opvejer bare overhovedet ikke storshedsvanvidet eller det faktum at den er bygget for 85 år siden, i en tid hvor pengene måske godt kunne have været brugt lidt bedre i en fattig by som Liverpool.

Gratis entre - kun tre pund!

Nå, men det var ikke fordi vi skal til at gå ind i en længere diskussion om den anglikanske kirkes religiøse og økonomiske tendenser, men jeg synes dog lige I skal se kassen til donationer der står ved indgangen "Please donate £3 to keep entry FREE!" (deres fremhævning, ikke min) Det morede vi os mægtigt over. Vi morede os også ret meget over præsten der på vej ud stoppede op for at tale med os og forhøre sig om hvor vi var fra - mest fordi han efter hver sætning sagde "Mmhmmm" i falset.

Med i planerne havde vi også det nye shopping-område Liverpool One - men mand, det var en skuffelse. Nedern på den dyre og turist-agtige strøgmåde med bling-bling facader og en dunst af falskhed. Især fordi der 200 meter længere nede af vejen lå bygninger med brædder for vinduerne og graffiti på muren. Liverpool er en helt utrolig nedslidt by, og det virker fuldstændig malplaceret at satse på et kæmpe velpudset shopping-område når der er så mange ting der trænger til at blive sat i stand. Især fordi de huse der er sat i stand er supercharmerende og engelske og passer virkelig godt sammen med de små hyggelige gastropubs der popper op rundt omkring. Vi valgte at droppe det nærmere bekendtskab med Liverpool One og nåede lige præcis et tidligere tog (fordi det var fem minutter forsinket) - vi priste vores held og blev enige om at så kunne vi nå et stykke kage nede på pubben på vej hjem. Men ved I hvad? Så havde de lukket køkkenet, kun en halv time før vi kom!

Får Konen nogensinde den chocolate fudge cake, eller var det bare pral? Følg med i fjerde afsnit!